Tulipanen kom til Europa fra Tyrkiet og Persien i slutningen af det 16. århundrede. Denne farvestrålende løgplante blev hurtigt populær hos den højere europæiske adelsklasse. Men den var sjælden og derfor også dyr. Efterhånden overtog borgerskabet adelens statussymboler. Inklusive kærligheden til tulipaner. Man skulle eje en tulipan, hvis man ville være noget ved musikken.
Omkring 1634 var tulipanens gode rygte så udbredt, at den blev et egentligt investeringsobjekt. I Holland afhændede en handelsmand i Haarlem halvdelen af sin opsparede formue for at investere i et enkelt lille tulipanløg. Man måtte indføre en særlig fin vægtenhed for handlen med disse delikate blomsterløg. Og priserne skød i vejret. En hel okse eller et halvt ton ost kunne købes for 120 floriner. Men man måtte slippe langt mere, hvis man ville have fingre i et tulipanløg. Jo sjældnere, jo dyrere, selvfølgelig. Et løg af arten Admiral Van der Eyck kunne erhverves for 1.260 floriner. En noget sjældnere Viceroy kostede 3.000 floriner, mens en Admiral Liefken var oppe i hele 4.400 floriner. Den fineste af dem alle, Semper Augustus, gik for 5.500 floriner. Og det var endda billigt.
Ved begyndelsen af 1636 var størstedelen af den hollandske økonomi opslugt af handelen med tulipanløg. Andre dele af erhvervslivet var enten i stærkt forfald eller helt forladt i manglen på investeringer. Hvem havde brug for ost, når man kunne få tulipaner? Derfor åbnede børserne i Amsterdam, Rotterdam, Haarlem, Leyden, Alkmar og Hoorn for handelen med tulipankontrakter - datidens futures og optioner. Og så gik det stærkt. Spekulationen i tulipanpapirerne blomstrede vildere end den frodigste tulipanmark. Alle, lige fra adelsmænd til skorstensfejere, satte hele deres opsparing, og mere til, i tulipaner. Holland blev Europas rigeste land - på papiret. Men så sagde det bang, og ved udgangen af november 1636 var festen forbi. Hundrede tusinder gik fallit. Holland lå i økonomiske ruiner.
Nutidens supersikre investeringer hedder ikke Admiral Liefken eller Semper Augustus. Næh, de har andre eksotiske navne som eBay, America Online eller Amazon.com. Disse internetaktier er steget med ét tusinde procent på bare et halvt år. At de alle giver underskud i den daglige drift er tilsyneladende underordnet. Den samlede aktiekapital i denne elektroniske tulipanmark er nu større end i den amerikanske fly- eller bilindustri. Og samtidig er den almindelige amerikaners opsparing lavere end nogensinde. Det skal nok gå godt. Det mener i hvert fald vor egen finansminister Mogens Lykketoft. Han har stor tiltro til, at den "robuste" amerikanske økonomi trækker resten af verden helskindet igennem finanskrisen. Det troede man også om Holland i 1635.
NYT BRETTON WOODS I FOLKETINGET
Den internationale finanskrise var emne for en høring, som Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg afholdte i Landstingssalen på Christiansborg den 3. februar. Mødets ordstyrer var Steen Gade, folketingsmedlem for SF, og udvalget havde inviteret en række eksperter fra ind- og udland til at belyse forskellige aspekter af finanskrisen og nogle af de forslag til en ændring af finanssystemet, som for tiden diskuteres internationalt.
I sin indledning påpegede Steen Gade, at Den internationale Valutafond, IMF, har været udsat for kraftig kritik af dens håndtering af krisen i Asien, og at der derfor er et vok-sende krav om en reformering af denne institution. Og han fortsatte. "Det andet nøglespørgsmål er diskussionen om en ny retning for verdensøkonomien. Er der behov for en ny in-ternational konference, et nyt Bretton Woods? Eller er den foreliggende diskussion med hensyn til IMF tilstrækkelig?"
Vicedirektør Jørgen Elmeskov fra Den Økonomiske afdelings kontor for Politiske Studier i OECD gennemgik nogle af årsagerne til de destabiliserende kapitalbevægelser, man så under finanskrisen. Uden selv at give et forpligtende bud på en løsning på problemerne med f.eks. "flokmentalitet" hos internationale investorer, der på få dage kan tømme et land for kapital, sagde direktør Elmeskov, at man i spørgsmålet om indførelse af direkte kontrol med kapitalbevægelser må afveje fordele og ulemper, samt undersøge hvorvidt sådanne kontrolmekanismer overhovedet kan blive effektive.
Charles Yeo fra investeringsbanken NatWest i London trak finanskrisens rødder tilbage til oliekriserne i 70'erne og Mexicos gældskrise i 1982 (for mere om denne historie se Schiller Instituttets Temahæfte nr. 4 "Finanskrisens løsning: Et Nyt Bretton Woods"). Han påpegede, at den igangværende finanskrise har samme udgangspunkt som tidligere tiders kriser, nemlig kortfristet gæld, men at det nye element er hastigheden, med hvilken problemerne udvikler sig. Ifølge Charles Yeo er dette hverken den første eller sidste finanskrise. Der vil komme flere "uheld" hen af vejen. Han udpegede følgende potentielle krisepunkter: 1) Kina, hvor en devaluering kan få stor betydning for Hong Kong og det øvrige Asien; 2) Rusland, her er situationen allerede uoverskuelig, men et yderligere stop for gældsbetalinger kan gøre situationen endnu værre; 3) Brasilien, her er situationen allerede kritisk, men kan regeringen ikke honorere sine indenlandske gældsforpligtigelser, vil det få uoverskuelige konsekvenser; 4) Tyrkiet, her kæmper regeringen med alvorlige budgetproblemer; 5) Sydafrika, også her er de offentlige finanser i kaos.
Christian Friis Bach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, gennemgik finanskrisens konsekvenser for befolkningerne i de berørte lande i Asien. Med tal fra Den internationale Fagforeningsorganisation, ILO, beskrev han, hvorledes årtiers kamp imod fattigdom nu lå i ruiner. Indonesien havde haft held til at reducere fattigdommen fra 57% i 1970 til 15% i 1990. Nu er den tilbage på op imod 50%. I Thailand var andelen af fattige faldet fra 39% i 1970 til 13% i 1990. Nu er den tilbage til 28%. I Sydkorea levede 4% af befolkningen i fattigdom i 1984. Nu er det tal steget til 12%.
Han så det som positivt, at det internationale finanssystem, herunder IMF, havde ydet støtte til de kriseramte økonomier til en samlet værdi af 117 mia. dollars og derigennem forhindret protektionistiske tiltag. Men han fandt det yderst negativt, at IMF's støtte primært var rettet mod de internationale kreditorer og ikke mod en udvikling af de ramte lande. Han mente også, at IMF havde bidraget til en forværring af krisen ved at gennemtvinge unødvendige liberaliseringer, stille alt for strenge krav om budgetnedskæringer og høje rentesatser, samt unødvendige banklukninger.
Christian Friis Bach foreslog, at der indføres bedre kontrol med det internationale finanssystem, herunder bedre overvågning af de internationale kapitalstrømme. At der skabes fælles spilleregler for internationale banker og investeringsselskaber, der kan synliggøre og dæmme op for de mest groteske spekulationer. At der indføres begrænsninger på de kortsigtede investeringer. På kort sigt skal det enkelte land have langt friere hænder til at indføre restriktioner på og kontrol med kortsigtede kapitaloverførsler. På længere sigt skal der internationalt indføres en Tobin-skat (en omsætningsafgift på kapitaltransaktioner -red). De internationale institutioner, i særdeleshed IMF, skal reformeres for at sikre større åbenhed og demokratisk forankring. Der skal etableres koordination af kortsigtede stabiliseringsindgreb og den langsigtede udviklingspolitik, og skabes mekanismer, der sikrer kompensation til de fattigste lande for tab under inter-nationale økonomiske kriser. Og endelig skal der indkaldes til en ny "Bretton Woods-konference", der bør indlede det nye årtusinde og forme de globale økonomiske institutioner i det næste århundrede.
Direkte adspurgt af Agro-Nyt om Mellemfolkeligt Samvirkes syn på Malaysias indførelse af kapital- og valutakontrol, svarede Friis Bach, at man ikke var modstandere af kapitalkontrol som sådan, men heller ikke støttede Malaysias indgreb, da det var ensidigt og ikke en del af et globalt indgreb. Charles Yeo fra Natwest indrømmede, at Malaysias indgreb havde haft en midlertidig positiv virkning, men mente, at det ville koste landet dyrt, hvis man fastholdt kapitalkontrollen for langt ud i fremtiden.
Uheldigvis ankom Jack Boorman, chef for IMF's Politiske Udviklings- og Analyseafdeling, ikke til høringen, før efter Christian Friis Bach havde fremført sin kritik af IMF. Friis Bach var heller ikke til stede under direktør Boormans præsentation senere på dagen, så en egentlig diskussion opstod aldrig. Den programsatte kritiske gennemgang af IMF's metoder var desværre pinlig dårlig. Peter Skott, økonom ved Århus Universitet, mødte uforberedt op med en diffus kritik af IMF's tiltro til en liberalisering af kapitalbevægelserne. Derved kunne Jack Boorman stort set uimodsagt fremføre et forsvar for IMF's behandling af krisen i Asien. Og står det til direktør Boorman og IMF, er det primært de enkelte landes regnskabsmetoder, der skal reformeres, ikke IMF.
Lidt kvalificeret modstand kom der dog fra professor Stephany Griffith-Jones fra Sussex Universitet, som stillede spørgsmålstegn ved IMF's mange roller. Oprindeligt skulle IMF blot hjælpe lande i midlertidige finansielle vanskeligheder. Nu skal fonden både hjælpe det kriseramte land og samtidig beskytte de internationale kreditorer, samt opretholde finansmarkedets tillid. Hun støttede tanken om en gennemgribende reform af alle de internationale finansinstitutioner, uden dog at fremlægge alt for konkrete og forpligtigende forslag til en sådan ny "arkitektur". Modsat et flertal af de øvrige paneldeltagere mente professor Griffith-Jones godt, at en Tobin-skat på finanstransaktioner kan indføres i praksis.
Finansminister Mogens Lykketoft var kommet glad hjem fra Det verdensøkonomiske Topmøde i Davos, Schweiz, og kunne fortælle høringsdeltagerne, at det nok skal gå alt sammen. Finanskrisen i efteråret havde ganske vist skabt frygt for, at hele det internationale finanssystem ville bryde sammen. Men, som eksperterne var blevet enige om i Davos, har det jo vist sig, at den robuste amerikanske økonomi er stærk nok til at modstå krisen. Blandt andet fordi USA er langt fremme med informationsteknologi, sagde Lykketoft. Da der også, ifølge eksperterne, er tegn på snarlig økonomisk opgang i Europa, efter indførelsen af euroen, skal vi nok komme helskindet igennem, mente finansministeren. Der er selvfølgelig behov for visse justeringer af de internationale finansinstitutioner, herunder IMF, men Mogens Lykketoft mente ikke, at det ville være nødvendigt at indgå helt nye formelle aftaler, f.eks. i form af et nyt Bretton Woods.
DEN AMERIKANSKE BOBLE
Det er ikke alle, der deler "Davos-eksperternes" og finansminister Mogens Lykketofts tiltro til den amerikanske økonomi. I mere end tre årtier har USA haft et permanent underskud på betalingsbalancen, og for første gang siden krisen i 30'erne er den amerikanske opsparingsrate nu negativ. Det amerikanske "opsving" er en lånefinansieret forbrugsfest.
I en artikel i den britiske avis The Guardian den 26. januar advarede professor John Gray fra London School of Economics om, at den amerikanske boble er "usædvanlig skrøbelig og farlig". "Amerikanerne lever på klods, i fuld tiltro til at aktiemarkedets uendelige opdrift vil trække dem ud af gælden. For dem er det ikke nok, at aktiemarkedet holder sig oppe. Det er nødt til at fortsætte stigningen. Man behøver ikke en Cassandra for at se, at sådanne forventninger ikke holder".
Ifølge professor Gray vil et tilbageslag på aktiemarkedet i Wall Street få alvorlige konsekvenser for den amerikanske økonomi. Ikke alene er amerikanernes opsparing i bund, men de er også dårligere beskyttet imod arbejdsløshed end de har været i generationer. Præsident Clintons velfærdsreform i 1996 fjernede stort set hele det sociale sikkerhedsnet, som USA havde havde arvet fra Franklin D. Roosevelts "New Deal".
Det manglende sikkerhedsnet vil sammen med en stigende arbejdsløshed få USA til at reagere på en forværring af den internationale finanskrise med en pludselig og dramatisk tilbagevenden til en "protektionistisk" politik. Det vil være afslutningen på det frie markeds æra, mener professor Gray.
I mellemtiden vokser aktieboblen uhæmmet. Aktier i de nye internetselskaber er blevet centrum for et massehysteri, som man ikke har set magen til siden "tulipan-manien", som ramte Holland i 1634-36.
Den 23. september 1998 blev den amerikanske internetversion af "Den blå Avis", kaldet eBay, introduceret på børsen i Wall Street til en åbningspris på 18 dollars per aktie. Tre måneder blev de samme aktier handlet til 240 dollars stykket. En stigning på 1.240%! Aktierne i internetboghandelen Amazone.com steg i 1998 med 966%. Internetloppemarkedet uBid har set sine aktier stige med 620%. Internetudbyderen America Online er steget med 586%, og søgemaskinen Yahoo! med 584%.
Ingen af disse selskaber har endnu præsteret et overskud i deres daglige drift! Alligevel har deres akkumulerede aktieværdi på få måneder gjort dem til nogle af USA's største virksomheder. Med en samlet aktiekapital på 75 mia. dollars er American Online nu større end gamle stoltheder som bilfabrikkerne Ford og General Motors og kemigiganten DuPont. Yahoo! er med sine 56 mia. dollars i aktiekapital større end flygiganten Boing, og Amazon.com er med 29 mia. dollars i aktiekapital mere værd end kemikoncernen Dow Chemical, traktorfabrikken Caterpillar og flyfabrikken Lockheed Martin.
BRASILIENS KRISE FORVÆRRES
Den 18. januar meddelte den brasilianske centralbankchef Francisco Lopez, at man ikke længere ville anvende Brasiliens hastigt svindende valutareserver til at forsvare den brasilianske reals kurs overfor den amerikanske dollar. Dermed var den "ildmur omkring den brasilianske finanskrise", som man kaldte det, da IMF i oktober sidste år udstedte en hjælpepakke til Brasilien på 41,5 mia. dollars, definitivt brudt sammen. Og de værste anelser kom hurtigt til at holde stik. Ved udgangen af januar måned var den brasilianske real faldet med 40% i forhold til dollaren. Dermed er Brasiliens udlandsgæld på 280 mia. dollars blevet endnu mere umulig at betale tilbage.
Da man efter rådgivning fra IMF samtidig har forsøgt at bremse kapitalflugten ved at hæve udlånsrenten til 37%, har man tillige skabt en alvorlig indenlandsk gældskrise. Alene i februar måned skal den brasilianske centralregering indløse statsgældsbeviser for mindst 33,8 mia. real, og 36,9 mia. real venter i marts. I løbet af 1999 skal regeringen tilbagebetale indenlandske gældsforpligtigelser for i alt 200 mia. real. Det har den ikke midler til. Derfor opstod der den 29. januar rygter om, at regeringen ville konfiskere eller fastfryse private bankkonti. Det rygte skabte en alvorlig bankpanik, hvor befolkningen stormede til bankfilialerne for at hæve deres penge.
Den officielle arbejdsløshed er nu oppe på 7%, men for-ventes i løbet af få uger at nå op på 20% (de virkelige tal er langt værre). Og lige om hjørnet venter den frygtede hyperinflation. Cheføkonomen for investeringsselskabet Lehman Brothers' latinamerikanske afdeling Joaquin Cottani forventer, at inflationen vil nå op på 80% inden udgangen af 1999.
På Folketingets høring om den internationale finanskrise den 3. februar indrømmede chefen for IMF's Politiske Udviklings- og Analyseafdeling, Jack Boorman, at man tilbage i oktober havde været "skræmt til døde" over krisen i Brasilien. Han svarede aldrig på Agro-Nyt's spørgsmål om, hvorfor han ikke stadig var det.
Fra flere politiske kredse i Brasilien rejses der nu krav om, at landet følger Malaysias eksempel og indfører valuta- og kapitalkontrol. Måske var det for at modgå dette pres, at centralbankchef Lopez den 2. februar til alles overraskelse blev udskiftet med Arminio Fraga, der indtil for få måneder siden var chef for storspekulanten George Soros' investeringer i de såkaldte "vækstmarkeder". Det var ikke en god nyhed for befolkningen i Brasilien.
INTERVIEW MED MAHATHIR
På et seminar i Kuala Lumpur den 26. januar arrangeret af Malaysias førende tænketank, Instituttet for Strategiske og Internationale Studier, talte Gail Billington fra Schiller Instituttets afdeling i Washington om "Menneskerettigheder og overgreb set i et amerikansk perspektiv". Tilhørerne var repræsentanter fra Malaysias ledende politiske kredse og erhvervsliv, samt repræsentanter fra 40 forskellige ambassader, herunder den amerikanske.
Gail Billington beskrev suveræne nationalstaters vigtige rolle i etableringen af en ny og retfærdig økonomisk verdensorden. Hun gennemgik, hvorledes udviklingslandenes politiske ledere igennem de sidste tre årtier ofte er kommet under angreb, i form af vestlig "bekymring for menneskerettighederne" i deres hjemlande, når de er blevet for aktive i kampen for en ny økonomisk verdensorden. For at sætte denne ubehagelige kendsgerning i et amerikansk perspektiv, beskrev Billington den politiske operation i USA, der i slutningen af 80'erne sendte Lyndon LaRouche og seks af hans medarbejdere mange år i fængsel. Michael Billington, Gails mand, afsoner på ottende år en dom på 77 års fængsel.
I forbindelse med besøget i Kuala Lumpur fik Gail Billington og Dino de Paoli et dybtgående interview med Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad. I sin samtale med Schiller Instituttets repræsentanter gennemgik Mahathir baggrunden for Malaysias beslutning om at lukke sine grænser for kapitaloverførelser og indføre streng kontrol med al valutahandel, og han fortalte, hvorfor landet har tænkt at fastholde disse restriktioner, indtil det internationale finanssystem ikke længere tillader valutaspekulation. Interviewet vil blive bragt i sin fulde længde af Agro-Nyt's samarbejdspartner, det amerikanske ugemagasin Executive Intelligence Review, EIR. Her bringer vi kun et lille uddrag:
EIR: På initiativ af Helga Zepp-LaRouche og Lyndon LaRouche iværksatte EIR i begyndelsen af 1997 en omfattende kampagne for at få hasteindkaldt til en konference, med det formål at reformere det globale finanssystem ved at gå tilbage til de bedste principper fra det gamle Bretton Woods-system - dvs. ideer som faste valutakurser, øremærkede kreditter til infrastrukturudvikling og en Marshallplan-lignende genopbygning af økonomierne - men også med det formål at skabe en helt ny mekanisme til at finansiere en sådan global genopbygning. Hvad synes De om ideen med en sådan ny Bretton Woods-konference?
Mahathir: "Jeg mener, at den ville tjene et særdeles anvendeligt formål, da vi jo ved, at sålænge Bretton Woods-konventionerne var i kraft, oplevede verden en meget hurtig vækst, og faktisk blev verden genopbygget efter krigen i høj grad takket være Bretton Woods-institutionerne - og Marshallplanen selvfølgelig. Men årsagen til at alt dette blev kastet overbord, smidt væk, var at nogle lande svigtede deres forpligtelser overfor Bretton Woods. Det var ikke på grund af Bretton Woods som sådan. Det var fordi, der var nogen, som ikke fulgte Bretton Woods. Så der var ingen grund til sådan bare at droppe Bretton Woods-systemet, når det faktisk havde gjort verden en masse godt." [...]
EIR: Helga Zepp-LaRouche var for nylig i Mexico, hvor hun deltog i et seminar sammen med tidligere præsident Jose Lopez Portillo... På det møde sagde præsident Portillo, at tiden var inde til at lytte til "hr. LaRouches vise ord". I USA har vi for tiden en omfattende kampagne for at få LaRouche udnævnt til præsident Clintons økonomiske rådgiver. Formålet er bl.a. at få stoppet de gentagne selvmodsigelser i økonomiske spørgsmål, som USA konstant roder sig ud i. Har De en kommentar til det forslag?
Mahathir: "Ja, jeg tror rådgivning og diskussioner på dette område, er meget vigtigt. For det første, fordi det er nødvendigt, at vi alle forstår, hvad problemet egentlig er. Dernæst har vi behov for at lære hinandens erfaringer at kende, og vide hvordan problemerne skal håndteres. Derfor tjener denne form for kontakt et vigtigt formål, og vi ville i høj grad byde et sådant [forslag] velkomment.
Men desværre går rygterne, at EIR er en fascistisk gruppe ... det er noget, jeg har fået at vide af nogle, som har travlt med at rakke jer ned, inkl. min fhv. viceminister, som engang har fortalt mig, at EIR er et fascistisk magasin, vi ikke burde lytte til. Se, det er måden med hvilken, man forsøger at underminere alle jeres forsøg på at fremføre de ideer, som EIR altid har været fokuseret på."
SMID IMF I SKRALDESPANDEN
Den 26. januar var den amerikanske udenrigsminister Madelaine Albright i Moskva for at diskutere den økonomiske krise i Rusland. Under mødet gjorde den russiske premierminister Jevginij Primakov det krystalklart, at Rusland ikke har tænkt sig at vende tilbage til IMF's betingelser. Samme dag bragte det førende russiske forretningsmagasin Kommersant-Vlast en syv siders kritisk artikel om IMF. Artiklen indeholdt bl.a. en kommentar signeret af Lyndon LaRouche. Den blev bragt under overskriften: "Smid IMF's latterlige rådgivning i skraldespanden".
Den 5. januar bragte det indflydelsesrige kinesiske tidsskrift Reference News en artikel med overskriften: "Indgå i alliance med Kina, ikke med London - amerikansk tidsskrift kritiserer den amerikanske regerings strategi med hensyn til finanskrisen". Artiklen indeholdt et større uddrag af udtalelser, som LaRouche havde fremlagt i Executive Intelligence Review om nødvendigheden af, at den amerikanske regering orienterede sig i retning af Kina i stedet for at binde sig til den britiske premierminister Tony Blairs strategiske agenda, den såkaldte "Tredje Vej".