Intet nyt fra vestfronten - tilsyneladende. Hvis man altså med vestfronten mener den internationale finanskrise. Sidste efterår stjal den alle avisernes overskrifter. Nu er der stille. Alt for stille. Krisen i Brasilien står uløst hen. Kapitalflugtens kolde blæst er ved at tømme hele Latinamerika for likvide midler. Japans økonomi er sunket i dyb koma. Der hviskes om en diskonto på nul procent. Økonomisk rigor mortis. Men ingen siger noget. Der er dødsens stille. Stilhed før stormen.
Da krisen i Asien for alvor tog til i efteråret 1997 var Schiller Instituttets inter-nationale præsident Helga Zepp-LaRouche på besøg i Kina. Her talte hun om et kommende internationalt finanssammenbrud. Og om nødvendigheden af at beskytte de enkelte landes reelle økonomier. Det havde kineserne hørt før - fra andre af Schiller Instituttets repræsentanter. Men denne gang lyttede man for alvor. Fra Kina tog Helga Zepp-LaRouche til Indien. Her sagde hun nøjagtig det samme.
Få år tidligere, kort efter Sovjetunionens opløsning, var Lyndon LaRouche på besøg i Moskva. Her mødtes han med alle de ledende økonomer i Det russiske Akademi. Han advarede om et totalt økonomisk sammenbrud i Rusland, hvis Den internationale Valutafond fik lov at råde. Man lyttede med skepsis. Som årene gik, blev mareridtet til virkelighed, og den 17. august 1998 var katastrofen fuldbyrdet. Nogle uger senere dannede Jevgenij Primakov ny regering. Hans økonomiske råd-givere kom fra Det russiske Akademi.
Kina, Rusland og Indien har indledt et helt nyt strategisk samarbejde. Grundlaget er en fælles afvisning af Vestens herskende politiske og økonomiske doktrin. De vil ikke ofre deres respektive økonomier på globaliseringens hellige bål. Man kunne kalde dem for "Overlevernes Klub".
De tre lande diskuterer økonomisk samarbejde. Kina har tilbudt at gøre det gigantiske infrastrukturprojekt, Den eurasiske Landbro, til et fælles projekt. Den kinesiske præsident Jiang Zemin har inviteret til tæt videnskabeligt samarbejde. Indien har åbnet politiske forbindelser til både Pakistan og Kina og taler om fælles jernbaneprojekter. Altsammen særdeles bekendt, hvis man har fulgt Schiller Instituttets arbejde over det seneste årti. Og det er ikke et tilfælde.
Den sidste store udfordring ligger dog foran os. Vi må få både USA og Europa til at gå med i Overlevernes Klub. Vi må have brudt vore politikeres torneroseagtige for-tryllelse af det frie markeds kræfter, før vore nationer forsvinder i et gigantisk torne-krat af multinationale selskaber, der hverken tager hensyn til folk eller fæ. Vi må få de ansvarlige regeringer til at indse, at finanskrisen faktisk er dødsens alvor. Kina, Rusland og Indien har sat redningsbåden i vandet. Vi må hellere hoppe om bord.
BRETTON WOODS I FOLKETINGET - IGEN
Den 24. februar førstebehandlede Folketinget et beslutningsforslag fra SF, der opfordrede regeringen til, i internationale fora, at undersøge mulighederne for at indføre en global afgift på spekulativ handel med valutaer, en såkaldt Tobinafgift, opkaldt efter den amerikanske økonomiprofessor James Tobin. Indledningen til beslutningsforslaget lovede godt:
"Den internationale finanskrise i efteråret 1998 har vist, hvor skrøbeligt det globale finansielle system er. Kun gennem hurtige og konsekvente indgreb fra især Federal Reserve Bank (USA's nationalbank) [det er faktisk forkert, Federal Reserve er en privat føderalbank, ikke en nationalbank -red] lykkedes det at afværge et sammenbrud. Krisen har imidlertid rystet tilliden hos virksomheder, forbrugere og kapitalejere verden over og har ført til en afdæmpning i forventningerne til den økonomiske udvikling. Samtidig er spillereglerne på finansmarkederne uændrede, så den finansielle krise når som helst kan blusse op igen."
"Derfor haster det med at kigge på spillereglerne. Verden befinder sig nu i en situation med meget få begrænsninger på de internationale kapitalbevægelser. Det er ikke en unik situation i den økonomiske historie. Faktisk er verden gået frem og tilbage mellem to grøfter: meget skrappe henholdsvis meget lempelige regler for kapitalbevægelser. I den tidlige mellemkrigstid var reglerne meget lempelige; det bidrog i høj grad til den store depression i 1930'erne og til en reaktion i form af skrappe begrænsninger på kapitalbevægelser - i en grad, der klart var skadelig for verdensøkonomien."
"Det er på tide, at verden vælger en fornuftig mellemvej - frem for at gå i først den ene, så den anden grøft. Det er for længst erkendt, at staten er nødt til at regulere den finansielle sektor i de enkelte lande gennem finanstilsyn, omfattende lovgivning osv. Det samme gælder det internationale samfund. Det, der er brug for, er bl.a.:
1. Effektiv regulering af fonde m.v., der foretager højt gearede og dermed yderst risikable investeringer. Det næsten totale sammenbrud i den amerikanske såkaldte hedgefond, LTCM, som truede med at sprede sig til hele finansverdenen, og som kun blev afværget gennem støtteindgreb fra andre banker iværksat af Federal Reserve Bank, viser det voldsomme behov for indgreb over for den slags "pyramide sat på spidsen"-konstruktioner. Her er et klart eksempel på, at markedet ikke kunne fungere, fordi det ville have haft uacceptable virkninger for udenforstående at "lade falde, hvad ikke kan stå.
2. En internationalt anerkendt og støttet mulighed for, at enkelte lande kan indføre stopklodser, der forhindrer spekulativ kapitalflugt sådan som den, der har fundet sted fra bl.a. en række sydøstasiatiske lande. Chile er et eksempel på et land, der med en vis succes - men ensidigt - har skabt en sådan "stopklods".
3. En begrænsning af de meget store spekulative kapitalbevægelser, der kan skabe voldsomme udsving i valutakurserne og pres på valutaarrangementer, uden at dette har nogen som helst realøkonomisk begrundelse."
SF beslutningsforslag rettede sig kun mod det sidste punkt. Med henvisning til, at de daglige valutatransaktioner nu overstiger 10.000 mia. kr., og at kun en brøkdel heraf hidrører egentlig varehandel og produktion, argumenterede SF for, at der indføres en Tobinafgift på valutahandler på omkring 0,1% af handelssummen. Uheldigvis foreslog SF efterfølgende, at provenuet fra en sådan Tobinafgift skulle tilfalde FN direkte.
Førstebehandlingen i folketingssalen stod desværre slet ikke mål med oplægget. Økonomiminister Marianne Jelved afviste blankt forslaget og gentog Den internationale Valutafonds sædvanlige kriseløsning: Større gennemsigtighed og åbenhed i de enkelte landes økonomier. Selv om de fleste af partiernes ordførere tilkendegav, at de skam havde bemærket efterårets alvorlige finanskrise, viste ingen af dem tegn på forståelse for nødvendigheden af en politisk indgriben her og nu.
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti var den eneste borgerlige ordfører, som roste SF's initiativ. Han understregede vigtigheden af en debat om det internationale finanssystem, men med henvisning til SF's forslag om at lade en Tobinafgift blive en direkte FN-skat, måtte han afvise at støtte beslutningsforslaget. I stedet opfordrede Peter Skaarup SF til at støtte et forslag om, at der indkaldes til en ny Bretton Woods-konference, hvor der bl.a. bør stå ændringer af Den internationale Valutafond, IMF, på dagsordenen.
Beslutningsforslaget blev sendt videre til behandling i det Politisk-Økonomiske Udvalg.
NY MAGTFORDELING I DET HVIDE HUS
Den 12. februar frifandt Det amerikanske Senat præsident Bill Clinton på alle anklagepunkter i den såkaldte Monica Lewinsky-affære. Dermed fik rigsretssagen ikke det udfald, som mange sydstatskonservative havde håbet, nemlig at præsident Clinton måtte vige sit embede til fordel for vicepræsident Al Gore. Alligevel har retssagen øget Al Gores politiske indflydelse ganske betydeligt.
Præsident Clinton bestyrer i dag et stærkt svækket præsidentembede. Væsentlige dele af USA's udenrigspolitik, herunder forholdet til Rusland, Kina og Irak, formuleres og iværksættes af en kreds af rådgivere og kabinetsmedlemmer, der går under navnet "The Principals Committee" - "Fuldmægtigkomiteen". Komiteens vigtigste medlemmer er præsidentens sikkerhedsrådgiver Sandy Berger, Al Gore's personlige sikkerhedsrådgiver Leon Fuerth, udenrigsminister Madeleine Albright, forsvarsminister William Cohen, generalstabschef Hugh Shelton, efterretningschef George Tenet, stabschefen i Det hvide Hus John Podesta og FN-ambassadør Peter Burleigh. Afhængig af hvilket emne, der står på dagsordenen kan andre kabinetsmedlemmer deltage i komiteens møder. Vicepræsident Al Gore er en hyppig deltager, mens præsident Clinton stort set aldrig er med!
Fuldmægtigkomiteen var oprindeligt et underordnet organ af Det nationale Sikkerhedsråd, der siden sin oprettelse i 1947 har været det primære forum for formuleringen af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men da Clinton rykkede ind i Det hvide Hus var sikkerhedsrådets stab blevet for stor og uhåndterlig. Derfor har USA's nationale sikkerhedsråd kun været samlet én eneste gang i hele Clintons embedsperiode. Det var i marts 1993.
Fuldmægtigkomiteen har altså gradvist overtaget sikkerhedsrådets oprindelige rolle i formuleringen af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Allerede i december 1996 beskrev præsidentens særlige rådgiver, Nancy Soderberg, Fuldmægtigkomiteen som det forum, i hvilket "de brede politiske spørgsmål, som f.eks. forholdet til Rusland og Kina, tager form" og hvor "vigtige beslutninger, som f.eks. sanktioner imod Serbien, tages". Men Fuldmægtigkomiteens indflydelse voksede for alvor under rigsretssagens juridiske belejring af præsidenten. Det kom konkret til udtryk i det amerikanske bombardement af Bagdad i december. Det var ikke Clintons politik, men Fuldmægtigkomiteens. Ifølge det amerikanske nyhedsmagasin New Republic var Leon Fuerth hovedarkitekten bag angrebet på Irak.
Vicepræsident Al Gores indflydelse på USA's udenrigspolitik er vokset i takt med Fuldmægtigkomiteens. Den amerikanske forfatter Elizabeth Drew bemærkede dog allerede i 1994, at Al Gore havde tilegnet sig en indflydelse på den amerikanske udenrigspolitik, som normalt ikke tilkom en vicepræsident. Denne uforholdsmæssigt store indflydelse er i dag endnu større.
Ifølge Agro-Nyts kilder i Washington er præsident Clinton den mest isolerede præsident i nyere tid. Hans oprindelige stab er langsomt blevet udskiftet, og han er i dag omgivet af medarbejdere og rådgivere, der primært deponerer deres loyalitet hos vicepræsidenten. Derfor kan præsidenten fremlægge nok så mange pæne ord og gode hensigter angående forholdet til Kina eller freden i Mellemøsten, som han f.eks. gjorde det i sin store udenrigspolitiske tale i San Francisco den 26. februar, men han kan ikke omsætte dem til handling. Han har ikke længere et loyalt netværk at trække på. Tværtimod er hans egen udenrigspolitik ved at blive afmonteret stykke for stykke. Det så man med al tydelighed under udenrigsminister Madeleine Albrights besøg i Beijing den 28. februar, hvor Clintons "strategiske partnerskab" var blevet erstattet af Al Gores militante konfrontation om menneskerettigheder.
NY BRITISK-AMERIKANSK AKSE
En af de alvorligste konsekvenser af, at Fuldmægtigkomiteen har overtaget Det nationale Sikkerhedsråds rolle i formuleringen af USA's udenrigspolitik, har været genoplivningen af præsident Theodor Roosevelts (1858-1919) gamle britisk-amerikansk-canadiske akse fra 1. Verdenskrig, også kaldet BAC. Denne BAC-akse, som snarere bør kaldes en britisk-amerikansk-commonwealth-alliance, har sin rod i de gamle koloniale bankhuse og finansinteresser, der den dag i dag ligger spredt rundt på kloden i resterne af Det britiske Imperium. I USA er disse kredse hovedsageligt repræsenteret af finanshusene på Wall Street, og en af deres bedre kendte politiske talsmænd er føderalbankchef Alan Greenspan.
Det er denne BAC-akse, der er drivkraften bag den bastante nedtromling af enhver modstand imod en fortsat globalisering af verdensøkonomien, som i de seneste år er blevet en central del af amerikansk udenrigspolitik. Det er også samme BAC-akse, som er kilden til den nye militante anglo-amerikanske interventionspolitik, der ikke længere tager hensyn til hverken FN's sikkerhedsråd eller resten af verden i øvrigt. Det så man med bombningerne af Bagdad i december.
Men denne nye kanonbådspolitik er allerede ved at give bagslag. BAC-aksen bærer et stort ansvar for krisen i Rusland. Al Gore og hans personlige rådgiver Leon Fuerth har begge tætte forbindelser til de politiske og økonomiske kredse omkring den tidligere ministerpræsident Victor Tjernomyrdin og den russiske mafia (se Agro-Nyt, sep. '98). Det er disse kredse, som sammen med Den internationale Valutafond, IMF, har kørt den russiske økonomi totalt i sænk.
Derfor stoler russerne ikke længere på Vesten og de mange løfter om et "fredeligt partnerskab". Denne skepsis blev yderligere fordybet efter bombningerne i Bagdad. Det får nu konsekvenser. For bare ét år siden kunne Vesten have grebet militært ind for at stoppe Serbiens diktator Slobodan Milosevic i hans brutale fremfærd i Kosova. Rusland ville nok have protesteret, men en vestlig intervention ville ikke have fået globale sikkerhedspolitiske konsekvenser. Det vil den i dag.
TRE GLOBALE MAGTBLOKKE
Den 19. februar bragte Agro-Nyt's samarbejdspartner, det amerikanske nyhedsmagasin Executive Intelligence Review, den fulde tekst af Lyndon LaRouches første valgprogram i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i år 2000. Programmet bærer titlen: "Vejen til genopbygning" og er en 93-siders dybtgående analyse af den globale strategiske, politiske og økonomiske situation. I indledningen konstaterer LaRouche, at han ud fra en nøgtern betragtning nok vil være den bedst kvalificerede kandidat til embedet, men indrømmer samtidig, at han med sine 76 år næppe vil være en kandidat, som et flertal af befolkningen vil foretrække. Derfor skal formålet med hans valgkampagne være, at højne det intellektuelle og idemæssige indhold af den politiske debat, så en kandidat med de nødvendige kvalifikationer kan træde frem og blive valgt til USA's næste præsident.
I programmets udenrigspolitiske kapitel beskriver LaRouche den magtpolitiske opdeling af kloden i dag. Ifølge LaRouche er der tre hovedblokke:
1) Den anglo-amerikanske blok, eller nærmere britisk-amerikansk-commonwealth-alliancen, BAC, der har sin rod i de finanskredse, der engang udgjorde Det britiske Imperium og deres allierede i den amerikanske finansverden på Wall Street. Man kunne også kalde den "De riges Klub", for hvem den fortsatte globalisering af verdensøkonomien er en absolut nødvendighed og for hvilken, man er rede til at gå i krig.
2) Den europæiske blok, relativt set "De fattiges Klub". Euroland, som gennem Maastricht-traktaten har bundet sig til selvmordsprojektet euroen. Her er tidligere suveræne nationer frivilligt ved at gå i opløsning.
3) Den asiatiske blok, "Overlevernes Klub". Den er gradvist vokset frem i kølvandet på finanskrisen i efteråret 1997. Hovedkernen i denne gruppe har den russiske premierminister Jevgenij Primakov kaldt Den strategiske Trekant: Kina, Rusland og Indien (se også Agro-Nyt, jan. '99). Malaysia og andre asiatiske lande er også med. Overlevernes Klub består af lande, som ikke vil lade sig rende over ende af finanskrisen eller af globaliseringens eksprestog. De afviser globaliseringsdoktrinen og den magtfordeling, der følger med. Mødet mellem Pakistans og Indiens premierministre i Lahore den 21. februar var med til at styrke Overlevernes Klub, og det samme var den kinesiske premierminister Zhu Rongjis besøg i Moskva den 24.-27. februar.
Teksten til LaRouches valgoplæg: "Vejen til genopbygning" (på engelsk) kan bestilles hos Agro-Nyt's redaktion på 35 43 00 33, pris: 100 kr.
FINANSKRÆFTER OG MILITÆRSTYRKER
Den 26. februar bragte Kinas største avis Folkets Dagblad en usædvanlig artikel med overskriften: "Globale kapitalbevægelser og fremvisningen af militær styrke". Artiklen indholdt en analyse af den globale strategiske situation, man aldrig tidligere har hørt fra kinesisk side. Det var næppe en tilfældighed, at den blev offentliggjort kun tre før den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights besøg i Beijing.
I artiklen stod der bl.a.: "I dagens verden, der præges af interessesfærer og magtpolitik, er USA blevet aggressiv og ambitiøs, både hvad angår kapitalstrømme og militær styrke. Sammenligner man de to områder, kan man finde mange lighedspunkter... Både i finansverdenen og i militæret er der en tendens til stadig øget fleksibilitet."
"I dag flyder der dagligt mere end et tusinde milliarder dollars rundt i kortfristede internationale transaktioner... Billioner af dollars i form af såkaldte finansderivater, især koncentreret i de såkaldte hedgefonde, kan rotte sig sammen og få styrke til at kaste de internationale finansmarkeder ud i kaos. Truslen fra disse internationale kortfristede fonde kan skabe en depression og fremmane den sociale uros spøgelse, især i de såkaldte vækstmarkeder." ...
"Med afslutningen på Den kolde Krig blev det amerikanske militær omorganiseret. Men det blev gjort med henblik på at øge fleksibiliteten i de væbnede styrkers angrebsmuligheder." ...
"Det globale finansmarked med centrum i USA anvender moderne teknologi til at danne et globalt finansielt styresystem, der er i stand til at operere i alle retninger, i alle områder og på sekunder sende kapital kloden rundt."
"Hvad enten det er finansielle eller militære styrker, kan man, alt efter hvilke muligheder eller nødvendigheder som globale begivenheder frembringer, iværksætte hurtige angreb og koncentrere styrkerne til at udføre udslettelsesangreb. Store internationale finanskræfter iværksatte [i 1997] et bagholdsangreb på Thailand, der endte med at skabe kaos i det internationale finanssystem. I de senere år har USA hyppigt iværksat militære interventioner rundt om i verden og derved demonstreret en enestående supermagtstatus... Denne strategiske styrke er det [den klassiske kinesiske militærstrateg] Sun Wu beskrev som styrken i en pludselig strøm af vand eller en aggressiv fugl, farligheden ligger i hurtigheden."
"Netop nu og et stykke ud i fremtiden vil de vigtigste globale styrker, der er i stand til at tilføje enorme tab, være global spekulativ kapital og en global, langtrækkende militær interventionsstyrke, en mobil hær, og man skulle måske også inkludere den samlede tilsvarende mulighed for medieinformationskrigsførelse."
DICK MORRIS OG AL GORE
Den 2. marts bragte den amerikanske avis Washington Times en notits om, at Lyndon LaRouche atter engang stiller op til præsidentvalget i USA. Avisen skrev: "Dick Morris smitter tilsyneladende af på Al Gore. Den politiske maverick Lyndon LaRouche siger, at en af årsagerne til, at han stiller op ved præsidentvalget i år 2000, er, at han vil forhindre Dick Morris/Al Gore-fraktionen i at gøre det Demokratiske Parti til "det andet" Republikanske Parti. Hr. LaRouche, som i 1996 deltog i det Demokratiske Partis primærvalg i 26 delstater og samlede næsten 600.000 stemmer, siger, at Gores vision for landet er 'inficeret med ondskab'".
Dick Morris er tidligere rådgiver for præsident Clinton. Han blev fyret i sommeren 1996, da han lækkede fortrolige oplysninger fra Det hvide Hus til en luksusluder - alt imens hans suttede på hendes tæer (se også Agro-Nyt sep. '96). Det var Dick Morris, der var ansvarlig for Clintons første store politiske fejltagelse, den brutale socialreform i 1994. Ifølge Morris' nyligt udgivne selvbiografi var Al Gore hans bedste allierede i kampen om kontrollen over Clintons politik.
Boks:
Den 10. februar talte Executive Intelligence Reviews Mellemøstredaktør Muriel Mirak-Weißbach på en konference arrangeret af Dansk Industris OPEC og Mellemøstklub. Hun talte om den verdensomspændende finanskrises virkninger i Mellemøsten og betydningen af Mellemøstens økonomier i opbygningen af Den eurasiske Landbro. Mirak-Weißbachs tale (engelsk) kan bestilles fra Agro-Nyt's redaktion.