Schiller Instituttets nyhedsbrev Agro-Nyt har nu eksisteret i ti år. I disse foruroligende krigstider er det vist på sin plads at fundere lidt over, hvor meget verden egentlig har forandret sig i det årti, der er gået. Da vi udkom første gang i april 1989 var Mikhail Gorbatjov leder i Sovjetunionen. Tyskland var stadig delt i to, og DDR's statschef Erich Honecker lod stolt sine soldater marchere i strækmarch på østsiden af Berlinmuren. Margaret Thatcher regerede Storbritannien med jernhånd, og George Bush havde været USA's præsident i to måneder.
Oprindeligt skulle Agro-Nyt holde et netværk af danske landmænd orienteret om de økonomiske og politiske strømninger i verden udenfor gården og stalden. Deraf navnet Agro-Nyt. Siden sendte landbrugskrisen de fleste af vore læsere ud i andre erhverv, og nye kom til fra mange andre dele af samfundet. Men navnet Agro-Nyt hang fast. I november 1996 kom så søsterbladet EIR-Nyt.
I en historisk sammenhæng er et årti forsvindende kort tid. Men afgørende historiske forandringer har det med at hobe sig op i superkoncentrerede perioder, hvor hele århundreders forløb bestemmes indenfor ganske få uger, måneder og år. Det er sådan en periode, vi lever i netop nu.
Det er krigen på Balkan et skræmmende eksempel på. Mens Nato bomber i Beograd, begår Milosevic folkemord i Kosova. Allerede sidste sommer demonstrerede Schiller Instituttet sammen med Kosova-albanere foran Christiansborg. Vi bragte skilte med teksten: "Bomb Now - Talk Later". Det gjorde man ikke, og i mellemtiden ændrede verden sig dramatisk. Rusland gik bankerot. Finanskrisen blev global. Ledende finanskredse i London og Wall Street, også kaldet British-American-Commonwealth, BAC, så tiden inde til at styrke deres globale økonomiske magt gennem global militær magt. Derfor den megen snak om et "nyt globalt Nato". I BAC's øjne vil hverken Rusland eller Kina være i stand til at give en sådan konstel-lation politisk eller militært modspil.
Men denne magtpolitiske arrogance får nu konsekvenser. Krigen på Balkan er ikke længere blot et spørgsmål om at stoppe en gal diktator. Den er nu et globalt anliggende. Hele verden tvinges til at tage stilling - for eller imod et nyt globalt Nato. Det er helt forkert, og det stik modsatte af, hvad Schiller Instituttet intensivt har arbejdet på i det seneste års tid: Opbygningen af et tæt amerikansk-europæisk samarbejde med den nye strategiske trekant, der er under opbygning mellem Kina, Rusland og Indien. Hvis ikke den igangværende udvikling stoppes meget hurtigt vil både Europa og USA få flere fjender i verden, end vi nogensinde havde drømt om. Det er et spørgsmål om krig eller fred.
KRIGENS POLITISKE DRAMA
Den 24. marts indledte Nato en omfattende luftkrig imod Serbien. Den officielle begrundelse for denne første angrebskrig i forsvarsalliancens 50-årige historie var, at man ville sætte en stopper for Serbiens diktator Slobodan Milosevics planer om en brutal etnisk udrensning af Kosovas albanske befolkningsflertal. Dette er med al tydelighed ikke lykkedes. Næsten 400.000 kosovarer er flygtet til nabolandene Makedonien, Albanien og Montenegro. Nødhjælpsorganisationerne har skønnet at 500.000 er på flugt inde i Kosova. Næsten halvdelen af befolkningen er drevet fra hus og hjem, og flygtningene beretter hårrejsende historier om et igangværende folkemord.
Men krigen er ikke kun en lokal tragedie. Den har fra allerførste færd indeholdt ingredienserne til global konflikt. Det så man afspejlet i det drama, der udspandt sig i 10.000 meters højde over Atlanten i timerne umiddelbart inden luftkrigen gik i gang. Her beordrede Ruslands premierminister Jevgenij Primakov sit fly til at vende om, få timer før han ville have landet i Washington til et længe planlagt statsbesøg.
Anledningen til denne udiplomatiske luftmanøvre var et ligeså udiplomatisk telefonopkald fra USA's vicepræsident Al Gore, der i meget direkte vendinger meddelte, at USA og Storbritannien ikke ville tage hensyn den russiske premierministers besøg i Washington, i fastlæggelsen af starttidspunktet for luftkrigen imod Serbien. Da Primakov den følgende morgen landede hjemme i Rusland, fortalte han på en pressekonference, at Al Gore havde foreslået en officiel fælles udsættelse af besøget, hvilket russerne blankt havde afvist. Han fortalte også, at Al Gore slet ikke reagerede på advarslerne om, at et angreb på Serbien ville forværre forholdet mellem USA og Rusland. Ifølge Primakov virkede det som om, Gore læste fra et forudfattet manuskript, og da Primakov ikke fik nogen respons på en sidste advarsel om, at "man ikke fuldt havde gennemtænkt konsekvenserne", var der ikke andet at gøre end at kontakte præsident Boris Jeltsin, som gav sin tilladelse til, at premierminister Primakov beordrede piloten til at vende flyet.
Men hvordan kunne det overhovedet gå til, at Ruslands premierminister blev bragt i en sådan situation? Ifølge den amerikanske avis New York Times den 26. marts var den amerikanske regering delt i spørgsmålet om, hvorvidt luftangrebene skulle udsættes til efter Primakovs besøg i Washington. Avisen identificerede ikke de kabinetsmedlemmer, som gik ind for en udsættelse, men udpegede udenrigsminister Madeleine Albright og vicepræsident Al Gore som de skarpeste modstandere af enhver hensyntagen til Rusland.
Det forklarer en del. Al Gore og Madeleine Albright er sammen med Al Gores sikkerhedsrådgiver Leon Fuerth toneangivende medlemmer af den Principals Committee, Fuldmægtigkomité, der i løbet at det seneste år, hvor Monica Lewinsky-affæren markant har svækket præsident Clinton personligt, gradvist har overtaget en uforholdsmæssig stor indflydelse på USA's sikkerhedspolitik (se også Agro-Nyt, marts '99). Denne Fuldmægtigkomité har i de seneste seks måneder på det nærmest afmonteret Clintons åbne politik overfor Rusland og Kina. Og med hensyn til Rusland er der desuden den ekstra lille detalje, at vicepræsident Gore er tæt forbundet til Viktor Tjernomyrdin, en af premierminister Primakovs argeste modstander hjemme i Moskva. Tjernomyrdin besøgte Gore i begyndelsen af marts.
Pudsigt nok var en anden af Al Gores tætte politiske allierede, Israels premierminister Benjamin Netanyahu, også medvirkende til, at Primakov blev bragt i den prekære situation. Uden forudgående varsel udbad Netanyahu og udenrigsminister Ariel Sharon sig et møde med den russiske premierminister den 22. marts, hvilket tvang Primakov til at udsætte sin USA-rejse i 24 timer. Havde Primakov rejst til den planlagte tid, kunne den diplomatiske krise være undgået.
Kun en uge inden Primakovs planlagte besøg i Washington opgraderede præsident Clinton besøget fra et arbejdsbesøg til et officielt statsbesøg. Årsagen var, at Clinton ønskede at få mulighed til personligt at diskutere krisen i Kosova med premierminister Primakov. Faktisk forventede alle de politiske kommentatorer, som Agro-Nyt og Executive Intelligence Review talte med i dagene op til krigsudbruddet den 24. marts, at topmødet mellem Clinton og Primakov i sidste øjeblik ville forhindre et militært indgreb. Disse forhåbninger blev effektivt punkteret af vicepræsident Al Gores telefonopkald.
GORE PROVOKERER TOTALKRIG
Den 28. marts udsendte den amerikanske økonom og demokratiske kandidat til det kommende præsidentvalg, Lyndon LaRouche, en udtalelse om krigen i Jugoslavien. LaRouche understregede, at det burde have været klart for alle, inkl. medlemmerne af den såkaldte Fuldmægtigkomité og vicepræsident Al Gore, at den russiske premierminister Jevgenij Primakov ville aflyse sit besøg i Washington i samme øjeblik Nato indledte sin luftkrig i Jugoslavien. Samtidig havde præsident Clinton klart og tydeligt signaleret, at han ikke ønskede at krigshandlingerne skulle iværksættes under Primakovs besøg.
Ved at gå bag om ryggen på præsidenten har vicepræsident Al Gore skabt en situation, der i værste fald kan lede til en verdenskrig. LaRouche påpegede, at det var lignende tåbelige fejltagelser i Østrig-Ungarn og Rusland, som i sidste ende gjorde 1. Verdenskrig uundgåelig. Derfor må præsident Clinton øjeblikkeligt stække vicepræsident Al Gores indflydelse og fyre de kabinetsmedlemmer i Fuldmægtigkomiteen, som har ansvaret for, at have bragt USA og verden i den nuværende situation.
Men Lyndon LaRouche understregede også, at præsident Clinton selv bærer et stort ansvar. Han skulle have erkendt, at han ikke kan engagere USA i et angreb på Serbien uden en egentlig krigserklæring, som kræver Kongressens godkendelse (denne fejltagelse kan blive særdeles alvorlig for Clinton, hvis krigens optrappes og der indsættes landstyrker -red). Han skulle også have grebet ind og sikret, at han selv havde haft mulighed for at tale med premierminister Primakov om mulighederne for alternative løsninger inden Nato fik lov at bombe. Og han skulle have sikret sig, at Al Gore ikke fik lov at sabotere disse diskussioner. Han skulle også have haft i baghovedet, at der endnu ikke har været en krig på Balkan med Serbien direkte involveret, som ikke har ledt til en verdenskrig. På den baggrund burde han have fyret generalstabschef Hugh Shelton, udenrigsminister Madeleine Albright og megaproblembarnet Leon Fuerth. Det kunne han have gjort med henvisning til optakten til 1. Verdenskrig, og til den tyske Wehrmachts dårlige erfaringer med partisankrigsførelse på Balkan under 2. Verdenskrig, USA's egne dårlige erfaringer fra krigen i Indokina i 1964-75 og russernes ligeså dårlige erfaringer fra Afghanistan. I årtier har den jugoslaviske hær trænet i partisankrig imod en massiv invasionsstyrke fra enten Sovjetunionen eller Nato (LaRouches udtalelse (på engelsk) kan bestilles hos redaktionen).
ET GLOBALT NATO
Den 4. april fyldte den nordatlantiske forvarsalliance Nato 50 år. Fødselsdagen blev stærkt præget af, at alliancen for første gang i sin historie netop nu befinder sig i en "varm" og ikke en "kold" krig, oven i købet i rollen som den angribende part. Desværre er denne paradoksale situation ikke helt en tilfældighed.
På en konference i London den 8. marts talte USA's forsvarschef, general Hugh Shelton, om nødvendigheden af en fuldstændig omlægning af alliancens strategiske formål. Ironisk nok angreb general Shelton "de kynikere", som ønsker at omstrukturere Nato til en "mere global rolle", for da han fremlagde sine egne visioner om et "nyt strategisk koncept" for Nato, tegnede han netop et billede af et nyt globalt Nato.
Ifølge general Shelton må Nato "udvide sit strategiske perspektiv, for at kunne beskytte sig imod et væld af komplekse og asymmetriske trusler". Nato skal være klar til at møde forskellige krisesituationer, der måske nok "ligger uden for Natos eget aktionsområde, men som umiddelbart udgør en trussel imod Natos sikkerhed". Nato skal omdannes, så Nato får evnen til at "reagere hurtigt og effektivt på kriser, enten indenfor Natos område eller i områder af fundamental interesse for alliancen", sagde general Shelton. I en verden med voksende krigsfare i Mellemøsten og Asien, samt trusler fra diverse former for terrorisme, der bl.a. kan inkludere brugen af masseødelæggelsesvåben, mener general Shelton, at Natos gamle doktrin om kollektivt forsvar (hvis ét land bliver angrebet, går hele alliancen i krig) ikke længere er tidssvarende. Generalen indrømmede dog, at der langt fra er opnået enighed blandt medlemslandene om fremtidens Nato-doktrin, men han regnede med, at det ville ske i løbet af april måned, tids nok til Natos store fødselsdagsfest i Washington den 23. april.
General Hugh Shelton tilhører den fraktion i Fuldmægtigkomiteen i Det hvide Hus, som åbent arbejder på at genopbygge den gamle britisk-amerikanske alliance fra 1. Verdenskrig også kaldet BAC (British-American-Commonwealth) (se også Agro-Nyt, marts '99). Denne fraktion ønsker at lade et "globaliseret Nato" overtage USA's rolle som "verdens politimand". Ved at lade flere landes ressourcer indgå, kan man intervenere i flere kriser kloden rundt på én gang. Problemet er blot: "Hvis interesser er det, man skal beskytte?" Da det gamle Nato blev dannet i 1949, indførte man en klar geografisk afgrænsning af alliancens operationsområde. Nord for "Krebsens Vendekreds", 23 1/2 nordlig breddegrad. Det gjorde man for at forhindre, at alliancen kunne blive inddraget i forsvaret af de enkelte medlemslandes koloniale eller stormagtsmæssige interesser. Med andre ord: At forhindre, at danske soldater blev sendt i krig for at forsvare Belgiens interesser i Congo eller Storbritanniens interesse på Falklandsøerne.
Med de nuværende oplæg til et "globalt Nato" genopstår netop det problem. General Shelton og andre ser helst, at Natos primære opgave bliver et globalt forsvar af BAC's interesser. På det overordnede plan vil en sådan globalisering af Nato også medføre, at BAC kan definere "venner" og "fjender" på vegne af alliancens øvrige medlemmer. Stod det til de ledende kredse i London, blev første fjende Kina og Rusland den anden. Dermed kunne man på forhånd blokere for eventuelle amerikanske og kinesiske tilnærmelser, som dem præsident Clinton og præsident Jiang Zemin ihærdigt har arbejdet på. Og dermed ville man også blokere for en fremtidig amerikansk eller europæisk tilknytning til den "strategiske trekant" som er under opbygning mellem Kina, Rusland og Indien. Desværre er der slet ingen tvivl hos en lang række lande rundt om på kloden, om at Natos intervention i Serbien i virkeligheden er den første konkrete afprøvning af et "nyt globalt Nato".
FINANSKRISEN KAN IKKE SES PÅ TV
I en tale på Kennedy School of Government på Harvard Universitet i USA den 18. marts anklagede USA's finansminister Robert Rubin medierne for at have overset, eller i hvert fald ikke rapporteret, alvoren i den verdensomspændende finanskrise. "I det sidste halvandet års tid har vi oplevet, hvad mange med rette har kaldt den værste finans-krise i de seneste 50 år. Men ser man på fjernsynsnyhederne i samme periode... Se, hvor meget af fjernsynsnyhederne, der blev brugt på at forklare disse emner, der så grundlæggende kan påvirke den amerikanske befolkning, i sammenligning med de andre historier, de brugte tid på".
Ifølge finansminister Rubin har vi været tættere på et totalt finanssammenbrud, end de fleste forestiller sig (hvis man lige ser bort fra Agro-Nyt's læsere -red). Rubin sagde: "Som I alle sikkert husker, måtte Rusland opgive at betale sin gæld i august sidste år. Rublen faldt som en sten, og næsten øjeblikkeligt blev finansmarkederne rundt om i verden hårdt ramt. Efter min mening, var der i august, september og i begyndelsen af oktober en reel fare for en virkelig nedsmeltning på finansmarkederne." Han fortsatte: "Jeg mener, at der har været to tidspunkter i det sidste halvandet års finanskrise, hvor der har været en virkelig alvorlig fare for "noget", som kunne have gået hele verden rundt. Første gang var i december '97, hvor Korea stod på afgrundens rand, den anden var den situation, jeg lige har gennemgået".
Som noget nyt antydede finansminister Rubin, at han ikke længere anser en kontrol med kapitalbevægelser som helt udelukket. Begrænsninger i kapitaludførsel er ikke problemfrit, men "det er noget, hvert land selv må træffe beslutning om", sagde Rubin.
Også "centralbankernes centralbank" Bank for International Settlements, BIS, indrømmede i sin seneste kvartalsrapport, at verden stod på randen af et fuldstændigt finansielt systemsammenbrud i ugerne efter Ruslands betalingsstandsning. Men BIS advarede også om, at de strukturelle fejl i finanssystemet, som "nær ledte til sammenbrud" endnu ikke er løst, og at en lignende situation derfor kan udvikle sig når som helst.
Det er i øvrigt værd at huske på, at krigen på Balkan udspiller sig på baggrund af en uløst international finanskrise. Ruslands premierminister Primakov skulle have mødt Den internationale Valutafond, IMF's, direktør Michel Camdessus i Washington den 24. marts. I stedet fløj Camdessus til Moskva, hvor han den 27.-28. marts havde møder med både Primakov og ledende medlemmer af dumaen.
Michel Camdessus gav tilsagn om et nyt lån til Rusland på ca. 4 mia. dollars, stort set uden de sædvanlige IMF-betingelser. Og dette på trods af, at Rusland i forvejen er IMF's største lånerland med en gæld på 23 mia. dollars ud af IMF's samlede globale udlån på godt 100 mia. dollars. Camdessus havde tydeligvis ikke lyst til at gøre den i forvejen højspændte internationale politiske situation endnu værre ved at nægte Rusland yderligere lån. Også godt det samme. Alligevel kan den økonomiske krise i Rusland løbe ud af kontrol i midten af maj, når en række indenlandske og udenlandske obligationslån løber ud.
Finanskrisen har heller ikke sluppet sit tag i Brasilien, snarere tværtimod. Godt nok blev der i begyndelsen af marts udbetalt endnu en rate på 4,9 mia. dollars af den 41,5 mia. dollars store hjælpepakke, som IMF og en række lande gav Brasilien sidste efterår, men stort set hele beløbet går til afdrag og renter på udenlandsgælden, som er vokset med 35%, siden den brasilianske valuta begyndte at falde for 6 måneder siden. IMF kræver desuden, at den brasilianske regering præsterer et helt urealistisk budgetoverskud på 3,1% i forhold til BNP. Og det skal komme ud af et bruttonationalprodukt, der forventes at falde med 4% i år.
Den brasilianske krise er også ved at sprede sig til de øvrige lande i Latinamerika. I Ecuador er banksystemet fuldstændigt brudt sammen. Den 15. marts blev det meddelt, at folk kun kunne få 50% af deres indestående på bankkonti udbetalt. Det har forståeligt nok skabt massive uroligheder i det fattige land. Også i Peru står en alvorlig bankkrise for døren. To større banker, Banco Latino og Banco Republica, er allerede bukket under, og regeringen forbereder lovgivning, der gør det muligt for staten, at overtage banker der krakker. Det ser de peruvianske aviser som et sikkert tegn på, at en alvorlig finanskrise er under opsejling.
EIR-SEMINAR I KØBENHAVN
Den 27. april afholder Executive Intelligence Review, EIR, et seminar om betydningen af den nye "strategiske trekant", som er under opbygning mellem Kina, Rusland og Indien. Seminarets titel er: "Rusland-Kina-Indien: Nøglen til den Eurasiske økonomi i det 21. århundrede". Hovedtaler vil være Jonathan Tennenbaum, PhD, der har rejst adskillige gange i alle tre lande, og er forfatter til to af EIR's mest omfattende økonomiske studier: "The Economic Renaissance of China" og "The Eurasian Landbridge". Seminaret afholdes på engelsk.
I forbindelse med Jonathan Tennenbaums besøg afholder Schiller Instituttet et møde om aftenen den 27. april. Det vil blive på dansk med oversættelse til engelsk. For flere oplysninger angående de to møder, ring: 35 43 00 33.
Boks:
På billedet til venstre ses Ruslands tidligere premierminister Viktor Tjenomyrdin (t.v.) sammen med USA's vicepræsident Al Gore (t.h.). De to har siden midten af 90'erne haft et tæt politisk og forretningsmæssigt samarbejde. Begge er af den russiske og den amerikanske presse (Readers Digest, februar 1999, US News & World Report, august 1998, og Obschchaya Gazeta, 25. februar 1999) blevet sat i forbindelse med en omfattende diamantsmugleraffære. Flere ledende medarbejdere i et amerikansk-russisk diamantselskab ved navn Golden ADA sidder i dag fængslet eller er på flugt fra myndighederne. Tjernomyrdin skulle ifølge den russiske presse have givet politisk beskyttelse til Golden ADA's direktør Andrej Kozlenok. I forbindelse med Ruslands finanssammenbrud den 17. august 1998 forsøgte Al Gore at få præsident Jeltsin til at genindsætte Tjernomyrdin som premierminister (se Agro-Nyt, sept. ´98). I den nuværende spændte internationale politiske situation, er det en komplicerende faktor, at USA's vicepræsident er tæt tilknyttet den russiske regerings politiske modstandere.
På billedet til højre ses den adm. direktør for Golden ADA, Andrej Kozlenok (t.h.) sammen med (fra venstre til højre) sikkerhedseksperten Jack Immendorf, vicepræsident Al Gore, ADA-direktørerne David og Ashot Shagirian og guvernørkandidat Kathleen Brown.