Det har altid været farligt at tro, man er uovervindelig. Det har den store engelske digter Percy Shelley (1792-1822) skrevet et digt om. Ozymandias hedder det. En rejsende fortæller digteren, at han ude i ørkenen har set et par gigantiske fødder af sten. Ved siden af fødderne ligger de splintrede rester af et ansigt - stadig med et udtryk så hårdt som den sten, det er hugget ud af. På piedestalen, som de kropsløse fødder er plantet på, står der indskrevet: "Mit navn er Ozymandias, kongernes konge: Betragt mine værker, I Mægtige, og fortvivl!" Det gør man så. Og ser intet! Så langt øjet rækker, er der bare sand. Det hele er væk.
Krigen på Balkan har fået sit tragiske forløb, fordi alt for mange har troet, at de var uovervindelige. Den vrangforestiling har Milosevic længe lidt af. Men problemerne blev for alvor uoverskuelige, da vestlige ledere blev ramt af samme halucination. Storbritanniens premierminister Tony Blair, den amerikanske vicepræsident Al Gore, udenrigsminister Madelaine Albright og forsvarsminister Richard Cohen overbeviste sig selv og hinanden om, at tiden var inde til at vise, hvem der regerer i denne verden. Skidt med Rusland. Skidt med Kina. Giv pokker i resten af verden. De kan jo ikke gøre noget alligevel. Vi er de stærkeste. Vi regerer. Betragt vore værker og fortvivl!
Men efter Hybris kommer Nemesis. Allerbedst som kong Tony af England troede, at verden var i hans hænder, væltede det hele. Nato's topmøde i Washington blev ikke det ventede triumftog. Verden var ikke rede til hverken Blair-doktrin eller indsættelsen af landtropper. I stedet begyndte præsident Clinton at tale om en Marshall-plan for Balkan og en fredsløsning i samarbejde med Rusland.
I Bonn samlede Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review repræsentanter fra USA, Europa, Rusland, Indien og Kina til et seminar om krisen og dens løsninger. På mødet opstod den intense "platoniske dialog" mellem verdens lande og kulturer, som er helt uundværlig, hvis vi skal undgå ragnarok. Vi må og skal tænke stort, hvis vi vil have en chance for at komme helskindet ud af den internationale krise. Men det er ikke store statuer, vi har brug for. Det er store projekter, som kan bringe velstand til de mange folkeslag, som stadig lever i armod. Der skal bygges veje, broer og jernbaner. Der skal trækkes tusinder af kilometer med moderne infrastruktur, så der etableres rigtige fysiske, økonomiske relationer mellem Asien og Europa. Det er det, Schiller Instituttet kalder "Den eurasiske Landbro".
PS: I sin ungdom havde USA's vicepræsident Al Gore så svært ved at skjule de høje tanker, han havde om sig selv, at de andre studerende på universitetet gav ham øgenavnet: Ozymandias.
BLAIR-DOKTRINEN
I forbindelse med Nato's 50 års-jubilæumstopmøde i Washington den 23.-25. april satte det britiske etablissement alle sejl til for at overbevise præsident Clinton og de øvrige medlemslandes stats- og regeringsledere om, at tiden er inde til en radikal omlægning af forsvarsalliancens grundlæggende formålsparagraffer. Sværvægterne i den britiske regering, premierminister Tony Blair, udenrigsminister Robin Cook og forsvarsminister George Robertson rejste til USA flere dage i forvejen for at forberede den amerikanske offentlighed på, at store forandringer var på vej - både med hensyn til krigen i Kosova og i relation til Nato's rolle i fremtiden.
I en tale til Den økonomiske Klub i Chicago den 22. april fremlagde premierminister Blair, hvad han selv kaldte "Det internationale Samfunds Doktrin", af verdenspressen allerede omdøbt til "Blair-doktrinen". Og hvis nogen på noget tidspunkt skulle have tvivlet på, at krigen i Kosova er andet og mere end en "humanitær krig" for at stoppe en gal diktators folkemord og etniske udrensninger, så har man nu Tony Blairs egne ord for, at det i allerhøjeste grad er tilfældet.
Ifølge Tony Blair har Nato's militære indgriben på Balkan nemlig også noget at gøre med "globalisering". For at sætte krigen i Kosova i "et større perspektiv" sagde Blair bl.a.: "Jeg er af den overbevisning, at verden har forandret sig på en mere grundlæggende måde. Globaliseringen har forandret vore økonomier, og den måde vi gør tingene på. Men globalisering er ikke kun økonomisk. Den er også et politisk og sikkerhedsmæssigt fænomen.... Her ved indgangen til et nyt årtusinde befinder vi os i en ny verden."
Denne nye verden behøver en "ny international doktrin", mener Blair. Efter 2. Verdenskrig blev der etableret institutioner som Bretton Woods, FN og Nato, men nu er tiden inde til at opbygge "den nye verdens" institutioner.
Som man kunne forvente, er det de økonomiske spørgsmål, der dominerer Blairs nye doktrin og dens institutioner. Bretton Woods er forældet. Det internationale finanssystem fungerer ikke og skal reorganiseres hurtigst muligt. Står det til Blair, skal det allerede ske under G-7 topmødet i Køln til sommer. Og globalisering er hovedkernen i Blairs "nye ver-den". Med mere end 1.000 mia. dollars i daglig valutahandel, hovedsagelig gennem bankerne i London, er det slut med "gammeldags" national suverænitet. "En hvilken som helst regering, som måtte tro, at man kan handle på egen hånd, tager fejl. Hvis markederne ikke kan lide jeres politik, bliver I straffet", sagde Blair. Det bliver man også, hvis omverdenen heller ikke kan lide en regerings poltik på andre områder. Det er dog stadig et ømtåleligt emne, selv for en Tony Blair. "Det vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål, vi er konfronteret med, er at specificere omstændighederne under hvilke vi engagerer os aktivt i andre folks konflikter. Ikke-indblanding har længe været et vigtigt princip i den internationale orden. Og det er ikke ét, man sådan lige kaster bort...Men princippet om ikke-indblanding må kvalificeres på afgørende punkter."
Hvad så med Nato's rolle i denne fagre "nye verden"? Det vil helt og aldeles afhænge af, hvordan krigen i Kosova spænder af, mener Tony Blair. "Så snart Kosovo er lykkeligt overstået, skal der foretages en kritisk gennemgang af de høstede erfaringer og de ændringer i organisation og struktur, vi måtte have behov for at gennemføre". Med andre ord, krigen på Balkan skal vise om Nato kan opfylde rollen som global politibetjent i en verden, hvor nationerne er afløst af globaliserede finansinteresser.
BRITISK FIASKO PÅ NATO-TOPMØDE
Udover Tony Blairs markedsføring af sig selv som verdens nye ideologiske leder, var der, ifølge den samlede britiske presse, et helt konkret formål med at sende hovedparten af den britiske regering til Nato's topmøde i Washington: USA og de øvrige medlemslande skulle overtales til at indsætte landtropper i krigen på Balkan. Helst inden udgangen af maj måned. Flere af de britiske aviser skrev åbent, at Tony Blair skulle til Washington for at give Bill Clinton "noget mere rygrad" (det var den formulering, Margaret Thatcher anvendte i sin selvbiografi om sin egen rolle under mødet med George Bush umiddelbart efter Iraks invasion af Kuwait i august 1990).
Men det gik slet ikke, som det britiske lederskab havde håbet. Blairs store visioner om Nato som verdens politibetjent blev høfligt afvist af et stort flertal af medlemslandene, og af topmødets slutkommuniké fremgår det tydeligt, at Nato's fremtidige rolle endnu ikke er afklaret. Det blev også understreget på de forskellige statslederes pressekonferencer, hvor flere klart tog afstand fra enhver tanke om, at Nato på egen hånd uden FN's sikkerhedsråds tilladelse skulle kunne gribe ind uden for det i traktaten definerede aktionsområde (nord for Krebsens Vendekreds).
Med hensyn til indsættelse af landtropper i Jugoslavien var den britiske fiasko endnu større. Ikke alene mislykkedes forsøget på at overtale præsident Clinton, men den dybtliggende uenighed i dette spørgsmål mellem USA og Storbritannien blev, takket være det britiske overmod, stillet til skue for hele verden.
Allerede på topmødets første dag spurgte Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review pressetals-manden for Det hvide Hus, Joe Lockhart, om den amerikanske regerings holdning til, at den britiske presse så åbent annoncerede, at Tony Blair skulle til Washington for at forhindre præsident Clinton i at "blive blød i knæene" og for sikre tilslutning til en hurtig indsættelse af landtropper. Joe Lockhart svarede: "Præsidenten har adskillige gange, og længe inden Hr. Blair kom på besøg, tydeligt udtrykt sin holdning til spørgsmålet om landtropper. Og han har udtrykt den efterfølgende. Den har ikke ændret sig. Briterne har givet udtryk for egne holdninger. Jeg vil lade dem tale for sig selv."
Med andre ord, briterne og amerikanerne var dybt uenige. Præsident Clinton havde gentagne gange understreget, at der ikke kan blive tale om at indsætte landtropper, altså en international styrke, før præsident Milosevic har givet sit tilsagn og underskrevet en fredsaftale. Men det var slet ikke, hvad de britiske ledere talte om. I et interview med redaktørerne fra Washington Post den 22. April sagde udenrigsminister Cook, at landtropperne ville blive sat ind, når "forholdene tillod det", altså når der ikke længere var fare for serbisk modstand i Kosova. "Og det betyder ikke nødvendigvis, at vi har fået tilladelse fra Milosevic", sagde han. Den udlægning blev klart afvist af Clintons sikkerhedsrådgiver Sandy Berger senere samme dag.
Den åbenlyse fiasko tvang ved afslutningen af topmødet de britiske repræsentanter ud i en absurd gemmeleg med den internationale presse. Adskillige planlagte pressemøder med ministrene og baggrundsbriefinger med embedsmændene blev aflyst. Da udenrigsminister Cook langt om længe dukkede op til møde med pressen, afviste han enhver snak om uenighed mellem Storbritannien og USA. Da Executive Intelligence Review ville vide, hvordan den britiske regering havde det med at blive underkendt af de øvrige natolande i spørgsmålet om landtropper, svarede Cook uden hensyntagen til realiteterne, at "alle de andre 18 lande er skam helt enige med Storbritannien".
SKAL NATO TRUE MED ATOMVÅBEN?
Efter Nato's topmøde i Washington den 23.-25. april er ingen længere i tvivl om, at det er Tony Blair og den britiske regering, der indtager rollen som "krigspartiet". Men der er faktisk kredse i Storbritannien, som ønsker at gå endnu længere. I Londonavisen The Sunday Telegraph kunne man den 2. maj læse en kommentar fra den britiske historiker Andrew Roberts, der bar overskriften "Nato must go nuclear" (noget i retning af "Nato må anvende atomvåben" -red). "Jeg ved, hvordan denne krig skal vindes", skrev historiker Roberts, "Det ville overhovedet ikke kræve ofre på Nato's side, ej heller på serbisk eller kosovo-albansk. Men det ville kræve nerver af stål hos de herrer Clinton og Blair, samt en sorgløs ligegyldighed overfor 'verdensopinionen'. Jeg tænker naturligvis på anvendelsen af atomvåben."
Andrew Roberts påpeger i fuldt alvor, at den eneste gang atomvåben er blevet bragt i anvendelse overfor en stat, som ikke selv besad atomvåben, var i 1945, med det resultat, at Japan overgav sig få dage senere. I mellemtiden er atomvåbnene blevet langt mere sofistikerede og præcise. Derfor burde Nato true med at tage dem i anvendelse, skriver den britiske historiker. Sandsynligvis vil truslen alene få Milosevic til at give sig, men - hvis ikke - så vil der ikke være noget forkert i at fyre en lille atombombe af, skrev altså Andrew Roberts i den britiske avis The Sunday Telegraph.
CLINTON TILBAGE I FØRESÆDET
Meget tyder på, at USA's præsident Bill Clinton gradvist er ved at frigøre sig fra den politiske indeslutning, han var blevet offer for som følge af Monica Lewinsky-skandalen og den efterfølgende rigsretsag. I adskillige måneder har væsentlige dele af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik ligget i hænderne på en snæver gruppe af ministre og embedsmænd i Det hvide Hus, også kaldet The Principals Commitee, Fuldmægtigkomiteen (se også Agro-Nyt, marts og april '99). Komiteens ledende medlemmer tæller blandt andre vicepræsident Al Gore, udenrigsminister Madeleine Albright og forsvarsminister Richard Cohen. Denne kreds er tæt tilknyttet premierminister Tony Blair og hans regering. Sammen med deres allierede i Canada, Australien og Sydafrika udgør den en politisk akse, der går under betegnelsen British-American-Commonwealth, BAC. Det var denne kreds, der var drivkraften bag luftkrigen imod Irak i december '98 og iværksættelsen af luftkrigen imod Serbien den 23. marts.
Under en baggrundsbriefing for de amerikanske avisredaktører i begyndelsen af april indrømmede udenrigsminister Albright, at præsident Clinton, p.g.a. rigsretsagen, slet ikke deltog i det møde i Det hvide Hus i slutningen af januar, hvor det blev besluttet at stille Milosevic overfor et ultimatum, der kunne ende med krig (sandsynligvis var det under dette møde, at det famøse appendiks B til Rambouillet-aftalen blev behandlet første gang. Ifølge appendiks B skulle Milosevic acceptere, at Nato-tropperne fik fri og uhindret adgang til hele det jugoslaviske område, ikke bare Kosova).
Men nu er tingene ved at ændre sig. Allerede i midten af april gav præsident Clinton en tale i San Francisco, hvor han understregede nødvendigheden af et samarbejde med Rusland i løsningen af krisen på Balkan samt nødvendigheden af en storstilet økonomisk hjælpeaktion på Balkan, når krigen er forbi. Under en ceremoni i Det hvide Hus den 20. april tildelte Clinton tidligere forbundskansler Helmut Kohl den amerikanske frihedsmedalje. Til stor fortrydelse for den britiske presse priste Clinton det amerikansk-tyske samarbejde, og talte varmt om Beethovens 9. symfoni og Friedrich Schillers digt "Ode til Glæden" i forbindelse med Berlinmurens fald. Også ved denne lejlighed understregede Clinton vigtigheden af en Marshall-plan for Balkan.
Vicepræsident Al Gore og udenrigsminister Madeleine Albright er diskret blevet kørt ud på et sidespor. Al Gore er siden begyndelsen af april stort set kun blevet tildelt de ceremonielle opgaver, som er en vicepræsidents egentlige arbejdsområde, mens Albright er blevet holdt væk fra politiske beslutninger angående den krig, hun ifølge verdenspressen har hovedansvaret for blev sat i værk. Derfor var det Clintons nære ven og allierede, viceudenrigsminister Strobe Talbott, og ikke Albright, der blev sendt til Moskva for at mødes med premierminister Jevgenij Primakov og balkanforhandler Viktor Tjernomyrdin .
VEJEN UD AF KRISEN
Den 21. april afholdt Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review,EIR, et seminar i Bonn med 160 deltagere, heraf diplomater fra 20 forskellige ambassader og repræsentanter fra 8 internationale medier. Talerne kom fra USA, Rusland, Kina, Indien og Tyskland, og seminaret forløb som en intens og engageret "platonisk dialog", der i høj grad afspejlede mødets overskrift: "Vejen ud a krisen".
Lyndon LaRouche analyserede i sin tale den igangværende finansielle, politiske og kulturelle disintegration. Han definerede en ny strategisk konstellation: et samarbejde mel-lem Clinton-regeringen, Kina, Rusland, Indien og Konti-nentaleuropa som den eneste vej ud af den yderst komplekse internationale krise. Med hensyn til krigen på Balkan påpegede han nødvendigheden af en Marshall-plan for hele Balkan-regionen, hvis der skal opnås en varig fredsløsning.
Professor Wilhelm Hankel, tidligere cheføkonom i Kreditanstalt für Wiederafbau, den vigtigste finansinstitution i genopbygningen af Tyskland efter 2. Verdenskrig, gennemgik nødvendigheden af et nyt Bretton Woods-system. Samme tema blev fremlagt af professor Stanislav Menshikov fra Videnskabernes Akademi i Moskva.
Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche gennemgik konceptet bag instituttets forslag til et storstilet infrastrukturprogram, en "Eurasisk Landbro". Hun blev efterfulgt af professor Devendra Kaushik fra Jawarhalal Nehru Universitet i New Delhi, der analyserede det fremvoksende strategiske samarbejde mellem Indien, Kina og Rusland. Samme tema blev præsenteret fra en kinesisk synsvinkel af professor Qiang Jing fra Akademiet for Socialvidenskab ved Universitetet i Beijing.
Temaet fra mødet i Bonn blev viderebragt af EIR"s viden-skabsredaktør Jonathan Tennenbaum på efterfølgende seminarer i København og Stockholm den 27. og 28. april.
FRED GENNEM ØKONOMISK OPBYGNING AF BALKAN
Den 29. april udsendte tidligere kabinetschef for Bosnien-Hercegovinas præsident Alija Izetbegovic og generalsekretær i partiet SDA, Faris Nanic, sammen med Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche følgende internationale opfordring:
Den indlysende fejlslutning, der ligger til grund for Nato's nuværende politik på Balkan er, at det skulle være tilstrækkeligt med en erklæring om, at man griber til handling udfra moralske hensyn. Sådan en hensigtserklæring er langt fra nogen garanti for, at ens handlinger ikke afstedkommer et resultat, der er diametralt modsat ens erklærede moralske motiver.
De overvejelser, der ligger til grund for forskellen mellem retfærdig og uretfærdig krig må være, at uanset hvilke moralske motiver man påkalder sig, er krig aldrig moralsk retfærdiggjort, med mindre krigen er det eneste alternativ, og medmindre de midler, der tages i anvendelse, er af en form, der med en vis sandsynlighed kan forventes at fjerne selve årsagen til den krig, der udkæmpes.
Den nuværende situation på Balkan bekræfter visdommen i den forgående betragtning, da den militære indsats indtil videre langt fra har været succesrig, men tværtimod har forværret den globale sikkerhedssituation, og påført den kosova-albanske befolkning en katastrofe.
Vi, underskriverne, udtaler derfor, at:
1) En varig eller permanent og retfærdig løsning på krisen vil kun være mulig, hvis der opnås en strategisk konsensus mellem ledende medlemslande i NATO og ledende nationer som Rusland og Kina;
2) Ingen enkelt regional krise kan betragtes og behandles adskilt fra den internationale finanskrise og dens følger;
3) Kun gennem en tilbagevenden til en forpligtigelse til at opbygge den reelle økonomi kan vi opnå en løsning på problemerne i Kosova, hele Balkanområdet og Sydøsteuropa;
4) Vi støtter og hilser præsident Bil Clintons forslag til en regional opbygningsplan velkommen.
Og derfor kræver vi:
1) at FN's sikkerhedsråd, med udgangspunkt i generalsekretær Kofi Annans fredsplan, tager de nødvendige skridt til at frembringe en diplomatisk løsning med fuld deltagelse af Rusland, Kina, Indien og andre vigtige nationer;
2) at der udarbejdes en "Marshall-plan" for regionen med udgangspunkt i de allerede eksisterende planer for en efterkrigsgenopbygning af Bosnien-Hercegovina, og ved at integrere regionen i et overordnet eurasisk udviklingsprogram;
3) at det internationale betalings- og finanssystem hurtigst muligt reformeres med henblik på at skabe en ny Bretton Woods-arkitektur (d.v.s. faste valutakurser, beskyttelse af de nationale økonomier, og national kreditdannelse til økonomisk opbygning);
4) at der snarligt foretages et længe påkrævet brud med IMF"s og Verdensbankens praksis med at pålægge suveræne nationer spareprogrammer og uacceptable lånebetingelser;
5) at der erklæres et gældsmoratorium for regionernes økonomier, der alle er blevet ruineret af krig og påtvungne økonomiske chokkure;
6) at "Kreditanstalt für Wiederaufbau" fra genopbygningen af Tyskland efter 2. Verdenskrig bliver den model, der tages i anvendelse;
7) at der sikres tilslutning til iværksættelsen af infrastruk-turprojektet "Den Eurasiske landbro" som kernen i en eurasisk udvikling i et samarbejde mellem alle interesserede nationer;
8) at alle landene på Balkan og i Sydøsteuropa indlemmes i det omtalte landbroprojekt.
Alle, der er ønsker at være medunderskrivere, kan henvende sig til Agro-Nyt's kontor på 35 43 00 33.
Boks1:
Den internationale presse har efterhånden fundet ud af, at det er Tony Blair og hans regering, som er den egentlige drivkraft bag Nato's krig på Balkan. Her er det Jyllands-Posten den 27. april.
Boks2:
Tom og Feride Istogu Gillesberg fra Schiller Instituttets kontor i København rejste den 28. april på en landsdækkende foredragsturné i USA. De skal fortælle om bagrunden for krigen i Kosova, og instituttets forslag til en løsning. Feride er født i Drenicë -området i Kosova. På billedet ses Feride (med Tom i baggrunden til venstre) på et møde i det nordlige Virginia.