Det kan måske virke en smule forhastet at tale om freden, mens krigen endnu raser. Men et hurtigt blik på Europas historie fortæller os, at det er kampen om freden, snarere end kampen i krigen, som rækker slægtled ud i fremtiden. Det var den Westfalske Fred i 1648, der lagde grunden til de europæiske nationer og den verdensorden, vi lever under den dag i dag - ikke det tredive år lange krigshelvede, der gik forud. Således bliver det også Freden på Balkan, og ikke Krigen på Balkan, der forhåbentlig om ikke så længe vil forme den verdensorden, vi og vore efterkommere skal leve under. Måske i flere århundreder.
Slobodan Milosevic' hærgen på Balkan, først i Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og nu i Kosova, har fået mange til at kræve den mand "stoppet her og nu". National suverænitet skal ikke have lov til at dække over folkemord og etnisk udrensning, mener de fleste. En forståelig og retfærdig harme, der danner grundlag for befolkningens opbakning til Natos luftkrig i Jugoslavien.
Men inden krudtrøgen brænder sig alt for fast på hornhinden, skal vi passe på, at vi ikke kommer til at skyde os selv i foden. Står det til Storbritanniens Tony Blair, er det nemlig ikke kun Serbien, der skal vinke farvel til national selvbestemmelse i al fremtid. Det er os allesammen. Et nyt globalt Nato skal have ret til at gribe ind overalt på kloden. Også i landenes interne anliggender. Dog kun i "retfærdighedens navn", selvfølgelig. Denne ret til indgriben kommer forsvarsalliancen imidlertid til at dele med en anden supranational institution. Den internationale Valutafond, IMF, har i årevis blandet sig i suveræne nationers indre anliggender. Men kun til "deres eget bedste", selvfølgelig.
Krigen på Balkan må ikke ende med nationernes opløsning og etableringen af en britisk version af det Hellige Romerske Rige med USA som militær muskelmand og IMF som global pantefoged. Men det bliver freden - ikke krigen - som afgør, om det skal gå sådan. Derfor har Schiller Instituttet allerede nu fremlagt et program for en genopbygning af Balkan - og hele verden. Det bygger på de samme principper om national og økonomisk selvstændighed, som trak Europa ud af Trediveårskrigens mørke og genopbyggede vore moderne industrisamfund efter 2. Verdenskrig. Programmet har til formål at sikre en varig fred gennem reel økonomisk udvikling. Ikke bare på Balkan og i Østeuropa, men i hele verden. Vort program er stort og imponerende. Det skal det også være for at fastlægge udviklingen for det næste århundrede. Men vi er ikke naive. Vi ved godt, at magtfulde økonomiske interesser i Det britiske Statssamfund og USA ønsker noget helt andet. Derfor er kampen om freden i gang.
LANDKRIG ELLER FRED
Det lykkedes ikke Storbritanniens premierminister Tony Blair at overtale de øvrige regeringsledere på Natos topmøde i Washington den 23.-25. april til at indsætte landtropper i krigen på Balkan (se også Agro-Nyt, maj '99). I dagene efter topmødet opstod i stedet et tiltagende politisk momentum i retning af en fredelig løsning på konflikten. USA's præsident Clinton, som allerede på det tidspunkt havde foreslået en "Marshallplan" til genopbygning af Balkan, fik Rusland inddraget i bestræbelserne på at opnå en forhandlingsløsning, og den 6. maj blev G-8-landene (de syv førende vestlige industrilande: USA, Tyskland, Japan, Italien, Frankrig, Canada og Storbritannien, samt Rusland) enige om et fælles fredsudspil, som regeringen i Beograd ikke umiddelbart var afvisende overfor. Præsident Clinton talte om et spinkelt håb for fred.
36 timer senere, den 7. maj, blev Kinas ambassade i Beograd ramt af tre satellitstyrede raketter. 3 mennesker blev dræbt og 20 såret. Nato indrømmede, efter nogen tøven, at have skudt bygningen i grus. Der var ikke engang tale om "vildfarne" raketter, men derimod "pletskud". Man havde bare ikke været klar over, at den kinesiske ambassade var flyttet ind i bygningen fem år tidligere, sagde man. På en pressekonference den 8. maj blev generalmajor Walter Jertz spurgt, om Nato simpelthen havde anvendt for gamle kort over Beograd. Han svarede: "Vi har en meget grundig undersøgelsesprocedure i udvælgelsen af målene. Vi anvender alle de oplysninger, vi er i besiddelse af, til at efterprøve om målene er legitime. Disse mål bliver efterfølgende sat på en hovedliste, der stemmer overens med Natos planlægning. Og de mål, der bliver bedømt som legitime, vil blive angrebet. Jeg har ingen oplysninger om, at vi skulle anvende gamle, forkerte kort". Alligevel var det den officielle forklaring, som forsvarsminister William Cohen fremlagde på en pressekonference den 10. maj. Den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, havde anvendt gamle kort over Beograd.
Dén forklaring var der ikke mange, der købte. En dansk militærekspert sagde til Agro-Nyt: "Jeg skal ikke spekulere om, hvem der måtte stå bag. Men nogen har ønsket en eskalering af krigen. Det var i hvert fald ikke en fejltagelse". Stort set alle de militæreksperter, som Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, talte med i USA, afviste kategorisk historien om de gamle kort. Ifølge avisen The Washington Post den 30. maj gennemgår forsvarsminister William Cohen og generalstabschef Hugh Shelton hver dag i fællesskab hvert enkelt bombemål. Så enten har de to herrer bevidst valgt at jævne den kinesiske ambassade med jorden, eller også har de fået forkerte oplysninger. Listen over de foreslåede bombemål kommer direkte fra Natos øverstkommanderende i Europa, general Wesley K. Clark. Han har fået listen af sin næstkommanderende, den britiske general Rubert Smith, som er ansvarlig for koordineringen af den daglige operative efterretning. Ifølge EIR's oplysninger bliver alle bombemål efterprøvet af Natos fælles efterretning og krydschecket hos de enkelte landes militære efterretningstjenester. Endelig bliver målene slutbekræftet af spioner, der med egne øjne undersøger de udvalgte bygninger eller områder. Hvor, og hos hvem i den-ne række af kontrolforanstaltninger, ansvaret for udvælgelsen af den kinesiske ambassade skal placeres, er ikke afklaret, men de mange ekstra kontrolmekanismer gør det mere sandsynligt, at ambassaden blev udvalgt med fuldt overlæg, end at det skete ved en fejl. Og man skal søge højt i systemet efter de ansvarlige. Man kunne f.eks. se nærmere på general Rubert Smith. Han har tidligere været chef for FN's styrker i Bosnien. Her lækkede de britiske styrker systematisk FN's militære planer til serberne, med det resultat, at de serbiske væbnede bander kunne gennemføre etniske udrensninger, umiddelbart inden FN's styrker blev sat ind i et område.
Bombningen af den kinesiske ambassade fik den forventede virkning. Den kinesiske regering blev rasende. Den russiske regering blev rasende. Muligheden for en fredelig løsning gennem FN blev sat dramatisk tilbage. Samtidig genoptog den britiske regering sin kampagne for at få Nato til at indsætte landtropper. I første omgang kun med det resultat, at Tysklands, Frankrigs og Italiens regeringer åbent erklærede, at de var imod en landkrig. Og trods det alvorlige tilbageslag, fortsatte fredsforhandlingerne.
Men en fredelig løsning kræver forhandlinger med regeringen i Beograd. Hvis sådanne forhandlinger af en eller anden årsag må udelukkes, er landkrigen eneste alternativ, mener man i London. Og netop den situation opstod ganske belejligt, da chefanklageren ved Menneskerettighedsdomstolen i Haag, Louise Abour, den 27. maj fremlagde et anklageskrift imod Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic. Den canadiske dommer Arbour sagde på pressekonferencen: "Jeg er fuldt bevidst om de følger, som denne anklage kan få for fredsprocessen i Jugoslavien ... de fremlagte beviser sår alvorlig tvivl om, hvor vidt de [anklagede] er egnede som garanter af nogen som helst aftale, mindst af alt en fredsaftale". Ifølge nyhedsbureauet Associated Press sagde chefanklageren også: "Den fem måneder gamle undersøgelse af hr. Milosevic' mulige rolle i den etniske udrensning af Kosovo har været et kapløb med tiden.... Vi blev drevet af en 'nu eller aldrig' fornemmelse, der stammede fra en faktor, som var vigtig for vort arbejde, nemlig at sikre, at spørgsmålet om retfærdighed ikke fuldstændigt blev kørt bagud af fredsprocessen". Så tidspunktet for fremlæggelsen af anklagen imod Milosevic var altså ingen tilfældighed.
Kapløbet mellem en fredelig forhandlingsløsning og en landkrig er nu gået ind i en afgørende fase. Den 27. maj mødtes Natos forsvarsministre i al hemmelighed i Bonn for at diskutere muligheden for en hurtig indsættelse af landtropper. Ifølge The New York Times den 29. maj var det den britiske regering, som havde presset Clinton-regeringen og de andre Nato-allierede til at diskutere general Wesley Clarks anmodning om en landstyrke på 150.000 mand. Den 31. maj meddelte den jugoslaviske regering så officielt, at man accepterede de krav, som G-8-landene havde formuleret den 6. maj. Nu er spørgsmålet om krig eller fred for alvor på dagsordenen.
KINA-HYSTERI I USA
Bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd satte af naturlige årsager det amerikansk-kinesiske forhold på en alvorlig prøve. Men forholdet blev yderligere anspændt af, at forsvarsminister William Cohen fastholdt sin forklaring om "de gamle kort" og afviste den kinesiske regerings krav om en dybtgående undersøgelse af hele hændelsesforløbet. I fire dage nægtede Kinas præsident Jiang Zemin at modtage et personligt telefonopkald fra præsident Clinton. Først da Clinton den 14. maj over for Kinas ambassadør i Washington, Li Zhaoxing, havde forsikret, at der vilde blive foretaget yderligere undersøgelser, kunne han få Jiang Zemin i telefonen.
Men forholdet mellem de to stormagter har også været truet af et intenst angreb på Clintons Kina-politik hjemme i USA. Denne kampagne kulminerede den 25. maj, da et undersøgelsesudvalg i Repræsentanternes Hus, under ledelse af det republikanske medlem Chris Cox, fremlagde en 872 siders rapport, der angiveligt beskriver mange års kinesisk spionage imod amerikanske atomvåbenlaboratorier. Der blev brugt mange og store ord som "århundredes spionskandale" og "sikkerhedspolitisk katastrofe" m.m. På pressekonferencen kom det frem, at det faktisk var komiteens ledende demokratiske medlem, Norman Dicks, der havde været den første til at forstå "den fulde alvor" i spionaffæren, og "uden hans målrettede ihærdighed" havde rapporten næppe været så "tilbundsgående", som det nu er tilfældet. Norman Dicks er vicepræsident Al Gores personlige politiske kampagneleder i Repræsentanternes Hus.
"Cox-komiteen" blev nedsat af Husets daværende talsmand, Newt Gingrich, i juni 1998. Den skulle undersøge vedvarende rygter om kinesisk bestikkelse og spionage i forbindelse med amerikanske firmaers engagement i det kinesiske rumprogram. Efter fire måneders undersøgelser havde man ingenting. Men så, den 21. oktober 1998, fik komiteen et tip om en gammel sag, hvor en afhoppet kinesisk spion havde overleveret nogle dokumenter, der viste, at Kina for flere år siden havde stjålet adgangskoderne til computerbeskrivelserne af to amerikanske atomsprænghoveder, W-88 og W-70, og til de tekniske beskrivelser af fem andre sprænghoveder. I de amerikanske medier blev det til skrækindjagende historier om, at kinesiske atomraketter, udstyret med tyvstjålet amerikansk teknologi, stod rettet imod alle de amerikanske storbyer.
På pressekonferencen indrømmede komiteen, at man "ikke havde haft tid" til at konsultere nogle af de atomfysikere, der havde været involveret i de berørte programmer. Ja, faktisk havde man ikke talt med én eneste, som havde for-stand på atomvåben. Det burde man nok have gjort. Allerede den 17. maj skrev Harold Agnew, tidligere leder af Los Alamos-laboratoriet, hvor W-88 sprænghovedet blev udviklet, et læserbrev til avisen The Wall Street Journal, hvori han forklarede, at pressens oplysninger om farlig kinesisk spionage var helt ude af proportioner, da W-88 er et meget gammelt design, hvis detaljer for længst er blevet offentligt kendte. Faktisk var Agnew selv med til at færdigudvikle W-88, og han gik på pension for tyve år siden.
Den 30. maj bragte The Washington Post et omfattende interview med Harold Agnew og Johnny S. Foster, som fra 1952 til 1965 ledede Lawrence Livermore-laboratoriet, hvor W-70-sprænghovedet blev udviklet. Ifølge Foster ville Kina ikke have fået meget ud af de tegninger, de evt. havde stjålet. Der er nemlig stor forskel på den teoriske beskrivelse og den faktisk fysiske opbygning af sprænghovederne. Desuden mente Foster, at kineserne allerede har vist, at de selv er "ganske gode" til at designe atomsprænghoveder. The Washington Post havde også talt med to andre tidligere ledere af amerikanske atomlaboratorier, som begge tog afstand fra Cox-rapportens påstand om, at fremtidige kinesiske atomraketter ville indeholde teknologier fra W-88 og W-70.
Den intense mediekampagne fik allerede i marts 1998 den konsekvens, at en forsker ved Los Alamos-laboratoriet ved navn Wen Ho Lee blev fyret. Professor Lee er af Taiwan-kinesisk afstamning. Men der er endnu ikke rejst nogen spionsigtelse imod ham. I mellemtiden har det amerikanske forbundspoliti FBI indrømmet, at både professor Lee og hans kone ved flere lejligheder har arbejdet for FBI. Men pressekampagnen har desværre haft sin virkning. Ifølge en opinionsundersøgelse gennemført af CNN og tidsskriftet Time mener 46 procent af amerikanerne, at Kina udgør en trussel imod landets sikkerhed. Til sammenligning mener kun 34 procent, at Irak og kun 16 procent at Jugoslavien udgør sådan en trussel.
På en pressekonference i Beijing den 31. maj afviste talsmanden for det kinesiske statsråd, Zhao Qizheng, alle anklager om spionage. Og for at understrege det absurde i de amerikanske anklager, lod han en ung kinesisk computerekspert, Fang Nan, gå ind på internettet og i løbet af få minutter hente alle de oplysninger om W-88 og W-70-sprænghovederne, som kineserne, ifølge Cox-rapporten, skulle have stjålet ved hjælp af spioner.
RUSSISK OLIGARKI ATTER TIL MAGTEN
Den 12. maj blev Rusland atter kastet ud i politisk kaos, da præsident Boris Jeltsin for tredje gang på mindre end ét år fyrede sin ministerpræsident. Denne gang gik det ud over Jevgenij Primakov, der ellers i sine knap ti måneder ved magten havde fået skabt relativ politisk og økonomisk ro i landet. De første tegn på Primakovs snarlige afgang kom allerede i april, da præsident Jeltsin afviste at støtte Primakovs kamp imod de russiske finansfyrster, i særdeleshed finansoligarken Boris Beresovskij. Næste vink med vognstangen var udnævnelsen af Viktor Tjernomydin som Ruslands særlige udsending i Balkan-konflikten. Tjernomyrdins tætte forbindelser til den russiske mafia og til visse kredse i Vesten, herunder USA's vicepræsident Al Gore og Den internationale Valutafond, gjorde ham til en af Primakovs ærkemodstandere. Ifølge den russiske presse fik Primakov allerede den 9. maj at vide af Beresovskij og Tjernomyrdin, at han godt kunne begynde at pakke sine ting.
Den nye regering under ledelse af Sergej Stepasjin, som er tæt tilknyttet Tjernomyrdin, kan kun betegnes som et overgangsfænomen. Han er uhjælpeligt fanget i det russiske oligarkis interne magtkampe og er allerede blevet offentligt ydmyget flere gange af de kredse, han ellers skulle tjene. Først blev han tvunget til at "aflægge beretning" om sine planer for dannelsen af den nye regering under behørig vej-ledning af vicepremierminister Nicolaj Akjonenko, der er protegé af Beresovskijs tidligere forretningspartner Roman Abramovitj. Senere blev han på ordre fra præsident Jeltsin, og under stort ståhej, hevet ud af en fodboldkamp for at stoppe et skænderi mellem de to vicepremierministre Akjonenko og Mikhail Zadornov. Den 28. maj forlod Zadornov i vrede regeringen efter forgæves at have forsøgt at bemægtige sig finansministerposten.
Oligarkiets åbne kontrol med den nye regering har skræmt den ellers hårdhudede russiske presse. Knapt havde Stepasjin udnævnt Viktor Kaljusnij til ny olie- og energiminister, før denne egenhændigt gav alle koncessioner for videresalg af den irakiske olie under FN's Olie for Mad-program til olieselskabet Sibneft. Her regerer finansfyrsten Roman Abramovitj som en konge. Det fik Ruslands største private tv-station NTV til at erklære, at den russiske regering var i færd med at blive "privatiseret" af oligarkiet.
Den 17. maj tillod dumaens budgetkomité, at Stepasjins regering lånte 4,5 mia. dollars i nationalbanken, så den kan betale de lån og lønninger, der forfalder den 30. juni. I realiteten er der tale om en midlertidig kassekredit, der er udstedt i forventning til, at Den internationale Valutafond og Verdensbanken skaffer nye internationale lån hjem til Rusland. Sker det ikke, vil den russiske nationalbank, med en samlet valutabeholdning på bare 7 mia. dollars, komme i alvorlige vanskeligheder.
Ikke alt er dog sort ulykke i Moskva for tiden. Den 24. maj afholdte den russiske duma et økonomisk seminar, arrangeret i fællesskab af Komiteen for Geopolitik og Foreningen til Offentlig Støtte for Dumaen, der samlede økonomiske eksperter, videnskabsfolk og eksperter fra dumaens forskningscenter, samt embedsmænd og journalister. Emnet var Lyndon LaRouches økonomiske metode.
WWW.BOBLE.COM
Nervøsiteten er begyndt at sprede sig hos de mange, som har sat deres sparepenge i aktier i internetselskaber. Det var ellers alle tiders investeringsfidus. I løbet af 1998 steg aktiekurserne for de nye internetselskaber som amazon.com, ebay, barnesandnoble.com m.fl. med 800-1.000 procent. Stigningerne fortsatte ind i de første måneder af 1999, men nu er festen tilsyneladende ved at være forbi. Under overskriften: "Pop! sagde boblen" advarede The New York Times den 30. maj om, at "e-forien" er ved at klinge ud. I slutningen af maj var ugeindekset over de 50 største internetaktier faldet med 17 procent i forhold til årets højdepunkt, og det mere selektive Thestreet.com-indeks over 20 internetaktier var faldet med 26 procent siden den 12. april. Joh, tulipanerne er begyndt at hænge med hovederne (se lederen: "www.tulipan.com" i Agro-Nyt, feb. '99, hvor vi sammenlignede internetaktiespekulationen med den store "tulipanmani" i Holland i 1635).
Ifølge The New York Times er der flere gode årsager til, at boblen er ved at miste pusten. For det første er der stadig ingen af disse internetselskaber, der giver overskud i deres daglige drift. Dernæst er antallet af internetbrugere stagneret. Ifølge børsmæglerselskabet Merrill Lynch faldt antallet af aktive internetbrugere fra 61,6 millioner i marts til 61,1 millioner i april. Det lover ikke godt for fremtidens indtjening. Men værst af alt er udsigten til stigende renter. Det gør altid ondt på aktiemarkedet, men det rammer ekstra hårdt for selskaber, som må låne i banken til den daglige drift.
Men det er ikke kun internetaktierne, der har udsigt til betydelige kursfald i den kommende tid. Hele det amerikanske aktiemarked er én stor bristefærdig boble. I et interview med den australske finansavis Australian Financial Review den 24. maj advarede Japans "Mr.Yen", viceminister for internationale finansanliggender Eisuke Sakakibara, om, at det kan gå rivende galt i USA. "Jeg tror det er muligt for USA, at gennemføre en blød landing over de næste par år, men det er også muligt, at Dow [aktieindekset på Wall Street -red] krakker". Det var Sakakibara, der i sin tid kaldte den amerikanske økonomi for "boble.com", og Australian Financial Review bad ham kommentere den bemærkning: "Der er et boble-aspekt, og det skal korrigeres. Et af de grundlæggende principper i økonomi er, at hvad der går op, kommer også ned igen. Det er kun et spørgsmål om hvor meget og hvor hurtigt".
Ifølge Eisuke Sakakibara er faren for et globalt finanssammenbrud ikke drevet over. "Lige nu er USA centrum for den globale kapitalisme, og hvis det center bryder sammen, vil hele verdens finanssystem bryde sammen. Og situationen i USA er ikke holdbar". Han advarede kraftigt imod den voksende fornemmelse af, at alt er i den fineste orden, blot fordi vi overlevede finanskrisen i Asien sidste år. "Jeg mener, at vi var tæt på et sammenbrud sidste år. Jeg kan huske, at Larry Summers [USA's nye finansminister -red] sagde til mig: 'Verden bryder sammen'. Men Wall Street glemmer, at de grundlæggende strukturer stadig er de samme. De amerikanske myndigheder har dygtigt manøvreret sig gennem situationen, men den globale kapitalismes struktur er uforandret. Det grundlæggende problem med denne globaliserede og virtualiserede økonomi er ikke overvundet, og derfor kan det vende tilbage. Især når det gælder den enorme mængde af højtgearede penge, som lynhurtigt flytter sig på tværs af landegrænserne".
Derfor mener Sakakibara, at tiden er inde til afgørende ændringer i det internationale finanssystem: "Vi bliver nødt til at holde øje med kapitalbevægelserne. Vi bliver nødt til at holde øje med de selskaber, som gearer investeringerne. Vi bliver nødt til at holde godt øje med "off shore"-centrene. Og vi bliver nødt til at indføre en eller anden form for passende regulering, især til hjælp for udviklingslandene. Vi behøver regler for det internationale finanssystem af samme type som de automatiske handelsbremser, der er indført på aktiebørsen i New York".
I sin beretning til Bank for International Settlements' årsmøde i Basel den 31. maj advarede direktør Andrew Crocket om, at et økonomisk tilbageslag i USA kunne få alvorlige følger for hele verdensøkonomien. Men han sagde også: "Den virkelige opgave foran os er at forbedre det system, vi allerede har, før de foreslåede alternativer kommer til at virke mere attraktive, end de i virkeligheden er". Hvad mon det er for nogle alternativer, direktør Crocket har i tankerne? Det skulle vel aldrig være et "Nyt Bretton Woods"? Da den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche hørte om direktør Crockets bemærkninger, sagde han: "Bare vent til næste måned!".