Det er en udbredt misforståelse, at vor historie forlængst er skrevet. At vi ved alt, der er værd at vide om vor fortid. At historievidenskab kun er et spørgsmål om farven på kongens sko eller kommaer i gamle politiske dokumenter. Trivielle detaljer, som kun interesserer verdensfjerne originaler. Intet kunne være mere forkert. Vor daglige gøren og laden er farvet af et indre historisk kort. Vore værdier og normer er bevidst og ubevidst formet af vor mere eller mindre selvskabte forestilling om fortiden. Og dette indre orienteringskort kan enten tydeliggøres af indsigt og viden eller forvanskes af manipulation. Et eksempel til skræk og advarsel er Slobodan Milosevics forvrængede udlægning af Serbiens historie.
Lad os se på et positivt eksempel, de færreste kender til. En af de største bidrags-ydere til tysk og europæisk kulturhistorie var en lille pukkelrygget jøde fra Dessau. Moses Mendelssohn hed han. Han blev født i 1729 og voksede op under kummerlige forhold i den jødiske ghetto. Her talte man jiddisch, studerede toraen og lod resten af verden passe sig selv. Ikke unge Mendelssohn. Med sin egen kultur som springbræt kastede han sig ud i studierne af astronomi, filosofi og videnskab. Han lærte sig tysk, fransk, engelsk og latin. Han dykkede til bunds i den vestlige kulturs grundlæggende begreber. Og han så til sin skræk den samme kultur i dekadent opløsning ved Friedrich den Stores hof. Han så videnskabelige principper blive fordrejet af intellektuel kynisme ved Akademiet i Berlin. Derfor genoplivede han Platon, og derfor kastede han sig ud i et magtfuld forsvar for den store tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). Han oversatte og gendigtede på formfuldendt tysk Platons dialog Faidon. Den handler om det degenererede Athens mord på Sokrates. Det blev et værk, som gav genlyd over hele Europa. Den danske oversættelse kom allerede i 1779. Mendelssohn fik tilnavnet "Tysklands Sokrates".
Moses Mendelssohns kamp for det tyske sprog imod det franske skaberi ved hoffet i Potsdam banede vejen for den tyske digterkunsts højdepunkter: Wolfgang Goethe og Friedrich Schiller. Mendelssohns stædige vedligeholdelse af Johan Sebastian Bachs musik fik stor betydning for Mozart, Beethoven, Schubert, Brahms og naturligvis Moses' egen sønnesøn Felix Mendelssohn-Bartholdi. Og Mendelssohns forsvar for den jødiske religion blev anstødsstenen til en jødisk kulturel opblomstring, der helt frem til i dag har givet os en uendelig række af store videnskabsmænd, musikere og kunstnere.
Se, den historie er der ikke mange, der kender i dag. Den gik i glemmebogen for mange år siden. Men den er, som vor egen store digter ville have sagt, god at få forstand af. Læs mere i Schiller Instituttets engelsksprogede kulturtidsskrift "Fidelio".
KAMPEN OM FREDEN
Den 29. juni fremlagde regeringen sin handlingsplan for Danmarks bidrag til genopbygningen af det krigsødelagte Balkan. For resten af indeværende år afsættes der 670 mio. kroner til nødhjælp, genopbygnings- og overgangsbidrag; og til næste år et samlet beløb på 850 mio. kroner. Men pengene skal hentes inden for det allerede eksisterende udviklings- og bistandsbudget! Det bliver altså de fattigste i Rwanda, Indien og andre modtagerlande, som gennem nedskæringer i dansk ulandshjælp skal bære den økonomiske byrde af det danske bidrag til en genopbygning af Balkan. Det er ynkeligt.
Desværre er den danske smålighed ganske betegnende for de europæiske landes holdning til genopbygningen på Balkan. I ugerne op til krigsafslutningen skortede det ellers ikke på politiske udmeldinger om nødvendigheden af et storstilet hjælpeprogram og en ny "Marshallplan". I dag ser billedet noget anderledes ud. Efter pres fra den britiske premierminister Tony Blair vil EU's genopbygningsbistand ikke inkludere Serbien. Fastholdes den beslutning vil en egentlig "Marshallplan" for hele regionen være udelukket (en væsentlig årsag til Marshallplanens succes efter 2. Verdenskrig var, at den også omfattede krigens taber, Tyskland). Tilføjelsen "så længe Milosevic er ved magten" bør ikke imponere nogen. Magtfulde politiske kredse i London og Paris har i de sidste ti år holdt hånden over Slobodan Milosevic. Med kravet om Milosevic' afgang har man blot givet de samme kredse et effektivt middel til at forhindre, at der afsættes tilstrækkelige økonomiske og finansielle midler til en genopbygning af hele regionen. Og dermed fastholdes Balkan i rollen som international krudttønde.
Det var også, hvad FN's generalsekretær Kofi Annan advarede om den 30. juni på et møde med udenrigsministrene fra de 18 lande, som står for hovedparten af genopbyg-ningsarbejdet på Balkan. "Hvis regeringerne fastholder, at de ikke vil yde økonomisk hjælp eller udviklingsbistand til Beograd, så længe præsident Milosevic er ved magten, og hvis den situation forbliver uforandret gennem længere tid, så står vi med den alvorlige udfordring at skulle genopbygge Sydøsteuropas økonomi, med Serbien som et stort hul i midten", sagde Annan på det efterfølgende pressemøde.
Den 30. juni talte Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review med en højtstående embedsmand i EU-kommissionen. Han gjorde det klart, at EU under ingen omstændigheder har tænkt sig at afsætte penge til en storstilet genopbygning af Balkan. Det ville eksempelvis koste mere end 10 mia. euro at genopbygge broerne over Donau, og det vil EU overhovedet ikke finansiere, sagde han. Embedsmanden var desuden total kold overfor Kofi Annans indvendinger og tilføjede, at det er EU-kommissionen, der har de bedste politiske kontakter i Østeuropa, ikke FN. For Kosovas vedkommende vil genopbygningen ske i IMF's og Verdensbankens regi, med Bosnien som model. Og så mente han i øvrigt, at den bedste løsning ville være, at kosovanerne iværksatte en etnisk udrensning af serberne.
Chancerne for reel udvikling på Balkan er heller ikke blevet større efter den seneste række af politiske udnævnelser. Det krigshærgede Kosova har ikke just fortjent at blive politisk skraldespand for de europæiske stormagter. EU's koordinator for genopbygningen af Balkan bliver forbundskansler Gerhard Schröders stærkt kontroversielle rådgiver Bodo Hombach. Ifølge Berlingske Tidende den 2. juli er den arrogante Hombach på rekordtid blevet en af den tyske regerings mest forhadte skikkelser. Sammen med Tony Blairs rådgiver Peter Mandelson var Hombach forfatter til Schröders og Blairs manifest om socialdemokraternes "tredje vej". Og i lighed med Mandelson er Hombach under mistanke for "omfattende uregelmæssigheder" i forbindelse med sin omgang med offentlige midler. Denne lurende skandale menes at være en væsentlig årsag til, at Hombach sendes ud af Tyskland, til Kosova.
Heller ikke Kofi Annans valg til FN's flygtningerepræsentant i Kosova synes særligt heldigt. Bernard Kouchner var en af den afdøde franske præsident Francois Mitterrands mange grå politiske kontakter. Han har i mange år været en fremtrædende tilhænger af aktiv dødshjælp og har indrømmet, at han som læge har taget livet af flere af sine patienter. Kouchner var medstifter af organisationen "Læger uden Grænser", som dog senere afbrød ethvert samarbejde med ham, på grund af hans fanatiske agitation for militære indgreb "af humanitære årsager".
Men kampen for freden fortsætter. I en omfattende artikel i Executive Intelligence Review den 17. juni fremlagde den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche de politiske principper for en reel økonomisk genopbygning af hele regionen. Ifølge LaRouche må Balkans særlige rolle, som bindeled mellem Europa og Asien, inddrages i genopbygningsplanerne, så området bliver et knudepunkt for agro-industrielle udviklingskorridorer, der strækker sig både øst-vest og nord-syd. De grundlæggende elementer i den fysiske genopbygning af området bør involvere: 1) En enhed af multinationale ingeniørtropper, der får myndighed til og ansvar for at genopbygge den vigtigste økonomiske infrastruktur; 2) En særlig finansinstitution, der er uafhængig af de nuværende monetære institutioner og opbygget med Kreditanstalt für Wiederaufbau som model (se Schiller Instituttets temahæfte-ekstra: "Genopbyg Balkan - og verden!"); 3) En administration til udbud af licitationskontrakter, der kan inddrage og koordinere både offentlige og private entreprenørselskaber i infrastrukturprojekter, med det formål at fremme det private erhvervslivs engagement i genopbygningen. Denne institution bør bære Ron Browns navn (Ron Brown var USA's handelsminister. Han blev dræbt ved et helikopterstyrt i Bosnien 3. april 1996 -red). Schiller Instituttet og Executive Intelligence Review planlægger en række seminarer og en større international konference om genopbygningen af Balkan.
EN HALV KOLD KRIG
Under den amerikanske regerings interne møder i ugerne op til Natos luftkrig imod Jugoslavien fastholdt udenrigsminister Madeleine Albright, at Rusland nok ville reagere skarpt på en vestlig militærintervention, men at der ikke ville ske permanente eller langvarige skader på forholdet mellem Rusland og Vesten. Det var en alvorlig fejlbedømmelse. Selv om præsident Clinton sikrede, at Rusland fik en væsentlig rolle i de afgørende fredsforhandlinger, har krigen på Balkan sendt Øst-Vest forholdet tilbage til noget, der minder om en "halv kold krig". I de seneste uger har det russiske militær indtaget en aktiv politisk rolle, man ikke har set siden Sovjetunionens opløsning. Det kan få alvorlige indenrigs- og udenrigspolitiske konsekvenser. Begynder det russiske militær eksempelvis at blande sig i de spegede magtkampe i den russiske magtelite og vælger side i de interne stridigheder i det russiske oligarki, kan udviklingen op til parlamentsvalget i december blive meget dramatisk.
Udenrigspolitisk er det russiske militær atter blevet alt for synligt. Da 200 russiske soldater rullede ind i Kosovas hovedstad Pristina natten til den 11. juni, kom det ikke kun som en overraskelse for Natos militære ledelse. Den vestlige verdens politikere var ikke blevet advaret af deres russiske politiske kontakter. Det var nemlig den russiske generalstab, som egenhændigt havde truffet beslutningen om at komme Nato i forkøbet. Overførelsen af en enhed fra de russiske fredsbevarende styrker i Bosnien til Pristinas militære lufthavn var planlagt flere dage i forvejen. Men de russiske politikere, inkl. præsident Jeltsin, var dog blevet informeret om operationen nogle timer forinden. Ifølge Agro-Nyt's kilder var udenrigsminister Igor Ivanovs officielle reaktion den 11. juni, hvor han betegnede indrykningen som en "fejltagelse", kun spil for galleriet. Tropperne blev heller ikke kaldt tilbage, som han havde antydet. I stedet forfremmede præsident Jeltsin operationens øverstkommanderende, generalløjtnant Viktor Zavarzin, så han fik samme rang som sin "modpart", Natos general sir Michael Jackson. Ifølge det italienske dagblad La Stampa den 13. juni havde den russiske militære ledelse taget den dramatiske beslutning om at gribe til handling, fordi den ikke længere stolede på Natos militære ledelses forsikringer om, at russiske styrker ville blive en del af den internationale styrke i Kosova.
Den 8. juni bragte Folkets Dagblad i Kina en omfattende analyse af den igangværende reorganisering af de russiske væbnede styrker. Ifølge Folkets Dagblad er der store frustrationer i den russiske militærledelse over, at Rusland ikke længere er i stand til at forsvare sine politiske interesser globalt. Derfor har man indledt en omfattende reevaluering af den overordnede militærstrategi. Rusland ønsker selvfølgelig ikke at begå "atombombeselvmord" for at forsvare lande som Irak og Serbien, men kan heller ikke leve med at blive fuldstændigt tilsidesat i større internationale konflikter. Derfor har præsident Jeltsin efterkommet hærledelsens ønske om et forsknings- og udviklingsprogram, der skal have til formål at udvikle "ikke-strategiske kernevåben". Det vil sige "mini-atombomber", der kan anvendes i almindelig taktisk krigsførelse. Ifølge Folkets Dagblad er det den russiske militærledelses hensigt at producere op mod 10.000 af disse "mini-atombomber". Disse "ikke-strategiske kernevåben" skulle så kunne anvendes både som politisk afpresningsmiddel, men også som faktiske våben i en krigssituation, uden at udløse en global, strategisk atomkrig.
Under kodenavnet Zapad-99 (Vest-99) indledte de russiske væbnede styrker den 21. juni den største militærøvelse siden midten af 80'erne (den hidtil største var Zapad-85). Øvelsen involverede 50.000 landtropper fra fem forskellige militærdistrikter i både Rusland og Hviderusland, luftvåbenet og luftforsvaret fra den europæiske del af Rusland, samt mere end 30 skibe og ubåde fra Nord-, Østersø- og Sortehavsflåderne. Under øvelsen fløj de russiske strategiske bombemaskiner for første gang i 11 år ud over Atlanterhavet. Det skabte ifølge den amerikanske avis The Washington Post den 1. juli betydelig nervøsitet i Nato. Den 25. juni kom to TU-95 bombemaskiner betænkeligt nær Island og blev mødt af fire amerikanske F-15 jagerfly, og i Norge måtte jagerfly fra det norske luftvåben op og holde øje med fire TU-140 bombemaskiner, som fløj ned langs den norske atlanterhavskyst.
ALT ROLIGT I FINANSVERDENEN
Med nye rekorder på aktiebørsen i Wall Street hver anden dag kan man kun konkludere, at alt må være under fuld kontrol i den internationale finansverden. Centralbankdirektør Alan Greenspan fandt kun anledning til at hæve den amerikanske udlånsrente med et kvart procentpoint, og det fejrede aktiehandlerne ved at sende Dow Jones-indekset til endnu en rekord den 2. juli. Hele 11.139 point, en stigning på knap 51% siden krisen i oktober sidste år sendte indekset ned i 7.400.
Drivkraften i aktiekursernes himmelflugt og i hele verdensøkonomien er den tilsyneladende evigt voksende amerikanske økonomi. Eller rettere: amerikanernes ubændige lyst til at bruge penge. Store dele af den amerikanske produktionssektor har ligget underdrejet i årevis. Men så importerer man jo bare forbrugsgoderne i stedet for. Det kan aflæses på USA's permanente underskud på handelsbalancen. Det er alene det amerikanske forbrug, der tales om, når man snakker om "den stærke amerikanske økonomi".
Ifølge en opgørelse fra det amerikanske handelsministerium, der blev offentliggjort den 26. juni, faldt de amerikanske familiers opsparing i maj måned til det laveste niveau nogensinde. Den var faktisk negativ, minus 1,2 procent (af den disponible indkomst). Amerikanerne brugte altså flere penge end de tjente. Havde det været i Danmark, ville Mogens Lykketoft straks have været efter os med "pinsepakker" og "kartoffelkure". Men sådan er det ikke, når det gælder amerikanerne. Deres (over)forbrug er nemlig det eneste, der holder illusionen om en fungerende verdensøkonomi i luften.
Derfor taler man ikke om overforbrug, men om "rigdomseffekt". Amerikanerne har i de seneste år flyttet deres sparepenge fra almindelige bankkonti over til investeringer i aktier på Wall Street (hvor deres pensionsopsparing allerede står i form af private pensionsinvesteringsforeninger). Da aktieopkøb regnes som investering og ikke som opsparing, har trafikken fra bankkonti til Wall Street naturligvis fået amerikanernes samlede opsparing til at falde. 40-45 procent af den amerikanske befolkning har investeret i aktier. Mange økonomer trøster sig med, at værdien af aktiekurstigningerne klart overstiger den nominelle værdi af den faldende opsparingsrate. Så længe aktiekurserne stiger, er der altså ingen fare på færde. Så kan amerikanerne blive ved med låne penge i banken til køb af hus, bil, båd, fjernsyn etc., med deres aktiebeholdning som sikkerhed. Aktiekursstigningerne er jo større end deres overforbrug (rigdomseffekten). Hvad nu hvis aktiekurserne falder? Hvad nu hvis bankrenterne sti-ger? Hvad nu hvis kurserne falder så meget, at der ikke læn-gere er dækning for de lån, man har taget for at købe hus, bil, båd og fjernsyn? Joh, der var gode grunde til, at Alan Green-span ikke havde lyst til at hæve renten mere end et "bette nøk".
PS: Hverken Rusland, Ukraine eller Pakistan kunne betale renter og afdrag på deres udlandsgæld den 1. juli. Desuden er en amerikansk investeringsekspert ved navn Martin Frankel forsvundet. Det samme er ca. 3,6 mia. dollars, som han skulle forvalte. Men ellers går det godt.
NARKOPENGE PÅ BØRSEN
Aktieboblen på Wall Street kræver konstant tilførsel af ny kapital. Da man efterhånden har fået lokket næsten alle amerikanere til placere deres surt indtjente sparepenge i internetaktier eller andre "solide" projekter, kræver det opfindsomhed og ihærdighed at finde nye investorer. Derfor tog direktøren for Aktiebørsen i New York (det officielle navn for Wall Street), Richard Grasso, sin vicedirektør Alan Murban med på en tur til junglen i Colombia over weekenden den 26.-27. juni. Her mødtes de to herrer med "comandante" Raul Reyes, leder og "finansminister" i den colombianske guerillabevægelse FARC. Bevægelsens specialitet er kokainproduktion, heroinhandel, kidnapning og mord. Så sent som i marts i år tog FARC officielt ansvaret for mordet på tre amerikanske statsborgere.
Som tolk medbragte de to Wall Street-direktører Colombias nye finansminister Juan Camilo Restepo. Han måtte i hast forlade vigtige forhandlinger med Den internationale Valutafond, IMF, for at tage med ud i junglen. Og så blev der ellers diskuteret globale finansmarkeder, nye investeringsmetoder, statsbudgetter, udlandsgæld, økonomisk vækst og mange andre spændende emner. Direktør Grasso fortalte på en pressekonference efter hjemkomsten til New York, at han havde været meget imponeret over "comandante" Reyes. Ja, han var faktisk så begejstret for sin nye partner, at han havde inviteret ham til en personlig rundvisning på børsen i New York.
Siden 1997 har IMF tvunget Colombia til at inkludere kokainproduktionen i opgørelsen over landets bruttonationalprodukt. IMF's pressetalsmand Francisco Baker indrømmede i en samtale med Agro-Nyt's spanske samarbejdspartner Resumen Ejecutivo den 29. juni, at det faktisk var IMF, som pressede Colombia og Bolivia til at inkludere den illegale narkotikaproduktion i deres BNP. Den illegale handel med kokain og heroin er dog ikke med i opgørelsen - endnu, men det skyldtes alene "bogføringsproblemer", fortalte Francisco Baker. Ifølge FN eksporterer Colombia ca. 772 tons kokain om året til en værdi af ca. 4 mia. dollars. Det er mellem en 1/4 og en 1/3 af Colombias samlede eksport.
Officielt talte direktør Grasso selvfølgelig om nødvendigheden af en "omlægning" af Colombias narkotikaproduktion, men selv samme weekend, som han sad i junglen og drak te med "commandante" Reyes, tvang IMF Colombia til en 10% devaluering af den colombianske peso, hvilket vil gøre det endnu sværere for landet at betale sin voksende udlandsgæld. Ikke just fremmende for en omlægning af landbruget til knapt så indbringende afgrøder.
GORE IMOD AIDS-MEDICIN
Ifølge den amerikanske avis The Washington Post den 18. juni har vicepræsident Al Gore truet Sydafrikas nye præsident Thabo Mbeki med at afskære Sydafrika fra enhver økonomisk hjælp fra USA, hvis ikke den sydafrikanske regering stopper importen og fremstillingen af billig medicin til behandling af aids. Gores trusler blev fremsat under et møde med den daværende vicepræsident Mbeki i august sidste år. Stridens kerne er en særlov, der bemyndiger det sydafrikanske sundhedsministerium til at parallelimportere aids-medicin (altså uden om de store medicinalfirmaers egne distributører -red) eller købe lokalt fremstillede kopiprodukter. Uden denne særlov ville hovedparten af Sydafrikas 6 millioner hiv-smittede være afskåret fra den livsforlængende, men meget dyre aids-medicin.
De store amerikanske medicinalselskaber mener, at deres patentrettigheder bliver overtrådt af den nye sydafrikanske lov. Derfor har de udført et massivt lobbyarbejde i Washington for at få den amerikanske regering til at indføre økonomiske sanktioner imod Sydafrika. Den amerikanske medicinalindustri er storbidragsyder til Al Gore præsidentvalgkampagne. Ved flere af Al Gores valgmøder har der været protestdemonstrationer, arrangeret af en aktionskomité, der kalder sig "Aids-medicin til Afrika". De anklager Gore for at være i lommen på medicinindustrien. Men sandheden er faktisk endnu værre. Gore er fanatisk tilhænger af en reduktion af befolkningstallet i de fattige lande. Da Anne og Paul Ehrlich udgav bogen "Befolkningseksplosionen" i 1990, blev daværende senator Al Gores lovprisning trykt på smudsomslaget. Ifølge hr. og fru Ehrlich er aids-epidemien blot et naturligt resultat af Afrikas "overbefolkning".
Boks:
Der er udkommet en ny tekstbog i økonomi i Rusland. Den bærer titlen: "Grundlaget for Fysisk Økonomi", og blandt forfatterne finder man 1. viceforsvarsminister N.V. Mikhailov, professor J.S. Savrasov og professor D.S. Kontorov. Bogen gennemgår udviklingen af begrebet "fysisk økonomi" fra Platon over Nicolaus Cusanus' ide om naturlov og Gottfried Leibniz' definition af begrebet teknologi til det amerikanske system for politisk økonomi. I indledningen kan man bl.a. læse: "Den officielle britiske politiske økonomi tager sin begyndelse med 'Nationernes Velstand' af Adam Smith (1723-1790). Det britiske videnskabelige paradigme stod i direkte modsætning til det amerikanske og vandt efterhånden overtaget. Den 'frugtbare strømning' fra Leibniz og hans tilhængere som Huygens og Carnot blev fortsat af F. List (1789-1846), Henry C. Carey (1793-1879), E.P. Smith (1814-1882) og i vor tid Lyndon LaRouche, som har baseret sit arbejde på Bernhard Riemanns (1826-1866) geometriske begreber og Keplers (1571-1630) og Gauss' (1777-1855) arbejder".