Der er situationer, hvor det absolut ikke kan betale sig at blive grebet af panik. Det har den klassiske amerikanske gyserforfatter Edgar Allan Poe (1809 -1849) beskrevet i flere af sine noveller. En af de bedst kendte er "Malstrømmen", hvor hovedpersonen må opbyde hele sin viljestyrke for at holde hovedet koldt og tanken klar. Giver han efter for sin galoperende skræk og rædsel, vil han blive opslugt af hvirvelstrømmens mørke vand.
Der er nogle mennesker, for hvem den situation er en daglig foreteelse. Det er cirkusartister og centralbankdirektører. For liniedanseren gælder det om at bevare roen. Uanset hvad. Mister han balancen en brøkdel af et sekund, kan han kun gøre én ting: Forholde sig roligt, helt roligt. Ellers falder han ned.
Det kan direktøren for Den amerikanske Føderalbank, Alan Greenspan, med garanti nikke genkendende til. Siden oktober sidste år, hvor det internationale finans-system var tættere på et totalt sammenbrud end nogensinde tidligere i historien, har Greenspan og hans kolleger i de øvrige centralbanker udført det ene neglebidende balancenummer efter det andet. Faktisk er den vestlige verdens centralbanker dagligt engageret i en finansiel udgave af balancekunstens sværeste disciplin: Den menneskelig pyramide. Nederst går de tre tungeste drenge: Greenspan fra Den amerikanske Føderalbank, Duisenberg fra den nye Europæiske Centralbank og Japans centralbankchef Hayami. På skuldrene bærer de hele verdens finanssystem. Kunststykket har tre ufravigelige regler: 1) gå i takt, 2) gå i samme retning og 3) bliv for alt i verden ikke grebet af panik.
Indtil nu er det gået godt. Men det har været tæt på flere gange. I juni kom Japan ud af takt og offentliggjorde overoptimistiske tal for det japanske bruttonationalprodukt. Det satte hele pyramiden i svingninger, og et par af de største spekulationsfonde var nær blevet vippet ned i manegen. Var det sket, havde de trukket resten af pyramiden med sig.
Det største problem for Greenspan og co. er dog, at deres cirkusnummer til stadig-hed bliver mere kompliceret. Ikke alene skal de sørge for, at USA, Europa og Japan går i takt, men den fortsatte disintegration af de enkelte landes fysiske økonomier lægger konstant nye jonglørnumre oven i balanceakten. Kriserne i Brasilien, Argentina, Rusland, Ukraine m.fl. skal hele tiden holdes i luften. Falder én, falder de alle.
Spørger du centralbankdirektørene, hvordan det går, svarer de med én mund: "Alt under kontrol". Mens de stirrer frem for sig med et stift blik og svedperler på panden. De gør nok klogt i at lytte til et godt råd fra en sabelsluger: "Buk ikke for publikums klapsalver, før nummeret er helt ovre".
DET ULMER UNDER OVERFLADEN
Det var i løbet af august måned 1997, at man i Europa og USA for alvor fik øjnene op for, at der i foråret og sommeren var udbrudt en finanskrise i Asien, der ville få globale konsekvenser. Det var ligeledes først hen i midten af august 1998, nærmere bestemt den 17. august, at man måtte indse, at finanskrisen i Rusland var helt ude af kontrol. Det blev startskuddet til en finanskrise, der kulminerede i begyndelsen af oktober sidste år, da spekulationsfonden LTCM gik konkurs og bragte det internationale finanssystem til randen af totalt sammenbrud. Det sagde man selvfølgelig ikke åbent dengang, men den 15. juni i år indrømmede IMF's direktør Michel Camdessus i et interview med den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, at man havde stået overfor en alvorlig systemkrise. Også bestyrelsesformanden for "centralbankernes centralbank", Bank for International Settlements, BIS, Urban Bäckström beskrev i sin tale til BIS' årsmøde den 7. juni situationen i oktober sidste år, som den værste nogensinde. Han advarede desuden om, at man slet ikke har løst de problemer, som ledte til efterårets finanskrise, og at den derfor kan vende tilbage.
Er der så noget under udvikling, der ligesom de to fore-gående år, kunne gøre august 1999 til måneden, hvor uventede problemer atter sender den internationale finansverden ud på en ny alvorlig rutsjetur? Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har set nærmere på nogle usædvanlige omstændigheder omkring en krise, som opstod i de internationale obligationsmarkeder i midten af juni.
Fredag den 11. juni blev det amerikanske obligationsmarked kastet ud på en uventet nedtur, der sendte renten på de langfristede amerikanske statsobligationer op i 6,14%. Samme dag udsendte nyhedsbureauet Reuters et telegram, der fortalte, at den store spekulationsfond Tiger Fund Group, der kontrolleres af Julian Robertson, var tæt på at standse sine betalinger, og at Den amerikanske Føderalbank ville holde møde om sagen senere på dagen. Historien blev hurtigt benægtet af fondens bestyrelse og en talsmand for Den amerikanske Føderalbank, og den blev aldrig viderebragt af andre medier, men ifølge Executive Intelligence Reviews kilder var det med overvejende sandsynlighed Tiger Funds brandudsalg af amerikanske statsobligationer, som havde sendt markedet i bund. Havde obligationsrenten fortsat sin himmelflugt den efterfølgende mandag, ville det have udløst et verdensomspændende finanskrak.
Hvad var det så, som havde sendt Tiger Fund ud i store vanskeligheder, og hvorfor var det så alvorligt, at det faktisk, som det beskrives nedenfor, kom til at involvere flere vestlige landes centralbanker? Tiger Funds egenkapital er "kun" på 13 mia. dollars, men da fonden i lighed med andre spekulationsfonde "gearer" sine investeringer med lånte penge, typisk 50 gange, så kunne der i værste fald være tale om samlede investeringer på 650 mia. dollars (ca. 150 storebæltsbroer), som ville komme i fare, hvis fonden brød sammen. Derfor blev Den amerikanske Føderalbank involveret. Årsagen til Tiger Funds pludselige problemer var overraskende gode tal for det japanske BNP i første kvartal, der blev offentliggjort den 10. juni. De viste en årlig stigning på hele 7,9% i den ellers stendøde japanske økonomi. Det fik den japanske yen til at stige i forhold til den amerikanske dollar, og det var gift for Tiger Fund. Den havde nemlig kastet sig ud i en af spekulationsverdenens mest givtige discipliner kaldet "yen carry trade" ("yen-overførselsforretninger"). Derfor blev også den japanske centralbank involveret.
"Yen carry trade" er en simpel spekulationsforretning. Siden 1995 har den japanske udlånsrente ligget omkring 0,5%. Derfor har det været en fed fidus at låne yen i japanske banker, veksle dem til dollars og investere dem i f.eks. amerikanske statsobligationer til en rente omkring 5%. For så at gøre fidusen endnu federe har man altså "gearet" sine investeringer, så meget det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Festen sluttede første gang i begyndelsen af oktober sidste år. Hændelsesforløbet var nogenlunde som følger: Den 17. august standsede Rusland betalingerne på sin statsgæld. Det gjorde med ét slag de russiske statsobligationer, GKO'er, værdiløse. De havde ellers været et af spekulationsfondenes mest foretrukne investeringsobjekter. Derfor kom LTCM og de andre store spekulationsfonde i alvorlige vanskeligheder, og de blev tvunget til at sælge ud af deres beholdninger af "gode papirer" for at dække tabene på de russiske GKO'er, og man blev tvunget til at sælge dollars og opkøbe yen for at kunne indfri sine lån. Det fik yennen til at stige, og med ét slag var den fede fidus "yen cary trade" forvandlet til et mareridt. Det var det, der skete i den første uge af oktober 1998. Spekulationsfondene kom i så store vanskeligheder, at de ville have trukket flere af verdens største banker med sig i faldet. Hele verdens finanssystem var på kanten af totalt sammenbrud.
Efterfølgende turde spekulationsfondene ikke røre "yen carry trade" med en ildtang. Indtil februar i år, hvor den japanske nationalbank sænkede udlånsrenten til 0% i et desperat forsøg på at sætte gang i den stagnerende japanske økonomi. Så blev fristelsen for stor, og Tiger Fund og andre spekulationsfonde begyndte igen at optage lån i yen i forhåbning om, at yennen ikke ville stige i kurs i en overskuelig fremtid. Men det gjorde den altså.
Den 12. juni mødtes finansministrene fra verdens syv førende industrinationer, G-7, i Frankfurt, Tyskland. Her blev man enige om at gå stille med dørene angående Tiger Funds vanskeligheder. Mandag den 14. juni meddelte den japanske nationalbank, at man ville kaste 10 mia. dollars og 3 mia. euro ind på markedet for at stoppe yennens "himmelflugt". Officielt for at "styrke den japanske eksport", men da det japanske finansministerium netop havde offentliggjort et nyt rekordstort handelsoverskud, var den historie ualmindelig tynd. Formålet med aktionen var ikke så meget at redde Tiger Fund og de andre spekulationsfonde, som var blevet fanget med bukserne nede af den stigende yenkurs, men at forhindre, at verdens finanssystem blev kastet ud i en ny eksistenskrise magen til den i oktober sidste år.
I de efterfølgende uger af juni spenderede den japanske centralbank og andre centralbanker op mod 30 mia. dollars for at holde yenkursen nede. Den 29. juni lod Den amerikanske Føderalbank den amerikanske rente stige med 1/4%, men annoncerede samtidig, at der ikke var flere stigninger på vej. Den sidste bemærkning skulle især forhindre alt for store stigninger i dollarkursen.
Ironisk nok kan det vise sig, at de gode tal for Japans BNP, der skabte krisen for spekulationsfondene, slet ikke var rigtige. Den 23. juli bragte det japanske magasin Shukan Post et interview med en højtstående embedsmand i det japanske finansministerium, som indrømmede, at tallene var "sminkede" for at stille Japan i et bedre lys op til G-7 topmødet i Frankfurt. Det har fået den japanske regering til at anlægge sag imod Shukan Post, men Executive Intelligence Reviews egne kilder i Japan støtter magasinets påstand. Japans nye BNP-tal er "yderst mistænkelige".
Den japanske regering har sin helt egen interesse i at forskønne billedet af den japanske økonomi. Kan man få Nikkei-aktieindekset på børsen i Tokyo op over 18.000 ved udgangen af september, vil det give de japanske banker tilstrækkeligt store kursgevinster til at kunne afskrive en del af de dårlige lån, man har måttet trækkes med i de sidste ti år. Det kræver dog, at Japan tiltrækker flere udenlandske investeringer eller lokker nogle af de godt 600 mia. dollars hjem, som japanske investorer har placeret i det amerikanske aktie- og obligationsmarked. Men så kan man ikke fastholde billedet af en svag japansk økonomi og en svag yen. Altså er spekulationsfondene i stadig fare for at blive mast af stigende yenkurser. Og det kan som nævnt udløse en ny systemkrise.
Men det er der også andre ting der kan. I midten af juli udnyttede de europæiske banker nogle halv-positive tal fra det tyske industriministerium til at starte en koordineret indsats for at støtteopkøbe den kriseramte euro. Den skrantende nyfødte valuta var ellers tæt ved at nå en vekselkurs 1:1 overfor dollaren, hvilket ville have sendt de europæiske finansmarkeder på en gevaldig nedtur. Derfor har den nye europæiske centralbank og de store europæiske banker en indlysende interesse i at pumpe lidt tillid i euroen. Men når man samtidig støtter både euro og yen, så går det ud over den amerikanske dollar. Det er ved at udvikle sig til en farlig balancegang. Hele verdensøkonomien holdes for tiden oppe af en illusion om, at det går forrygende i den amerikanske økonomi. Men USA's permanente underskud på handelsbalancen kræver et konstant tilskud af udenlandsk kapital. Begynder pengestrømmen i stedet at søge imod Japan og Europa, kan det skabe en dollarkrise, som hurtigt kan komme ud af kontrol. Og en dollarkrise i det nuværende finanssystem er per definition en systemkrise.
Der er mange andre krisepunkter, som kan gøre august 1999 til en ny "vækkelsesmåned". Krisen i Sydkorea er tilbage i fuld flor. Trods en hjælpepakke fra IMF på 58 mia. dollars i oktober 1997, er landet nu tilbage til udgangspunktet. Banksystemet er ved at bryde sammen, og de store industriselskaber er tæt på konkurs. Den 25. juli måtte de udenlandske kreditorer acceptere, at Daewoo-koncernen ikke længere kunne klare afdrag og renter på sin kortfristede gæld. Daewoo har indtil videre fået 6 måneders henstand.
Rusland fik den 30. juli et nyt IMF-lån på 4,5 mia. dollars. Eller rettere, IMF bevilligede sig selv et lån på 4,5 mia. dollars, som man indsatte på Ruslands konto. Ellers var IMF nemlig kommet i store vanskeligheder. Det samme var tilfældet for Ukraine, som har måttet aftale nye betingelser med de private internationale kreditorer. Men da IMF sidder på næsten 40% af Ukraines udenlandsgæld, var det egentlig IMF, man skulle have forhandlet med. Det så man for en gangs skyld stort på i fonden. Situationen er dog så dårlig, at Ukraine stadig kan gå statsbankerot når som helst. Samtidig fortsætter finanskrisen i Brasilien og Argentina.
DET STORE GULDTYVERI
Den 7. maj meddelte den britiske centralbanks guvernør, Eddie George, at Bank of England vil sælge 415 tons af sin 715 tons store guldbeholdning. De første 25 tons blev solgt den 6. juli, resten vil følge i de kommende måneder. Som man kunne forvente, styrtdykkede guldprisen. Da guvernør George bekendtgjorde det overraskende salg den 7. maj, lå markedsprisen på 289,25 dollars per unse. Da de første 25 tons blev solgt, var det til en pris på kun 261,20 dollars per unse, et fald på hele 28,05 dollars. Og guldprisen er fortsat med at falde, så værdien af Bank of Englands resterende guldbeholdning er blevet devalueret med 613 mio. dollars siden maj.
Hvorfor valgte Bank of England at forhåndsannoncere sit guldsalg, vel vidende, at det ville få guldprisen til at kollapse? Normalt sælger centralbanker diskret ud af deres guldbeholdninger. Måske skal svaret findes i det forhold, at Bank of Englands guld ender i hænderne på en lukket kreds af "venner". Guldet kommer ikke ud på det åbne marked. Det handles i en lille privat kreds af banker og investeringshuse kaldet London Bullion Market Association, LBMA. Denne forening har 62 medlemmer, hvoraf de 12 er såkaldt prissættere, "market makers". Ved at forhåndsannoncere salget sikrede man sig, at "vennerne" fik guldet til en særlig favorabel pris. Bank of England "privatiserer" altså sin guldbeholdning.
Men hvorfor? Ifølge den amerikanske økonom og demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche er der kun én mulig forklaring: Man forbereder sig på et snarligt kommende finanssammenbrud. Ved at "privatisere" Bank of Englands guldbeholdning giver man en udvalgt gruppe af finansinstitutioner større chance for at overleve et finanskrak, samtidig med at man mindsker risikoen for, at politikerne efter et sådan krak søger tilbage til en eller anden form for guldbaseret valutasystem. Derfor har Bank of England travlt med at få IMF og andre centralbanker til også at sælge ud af deres guldbeholdninger. Uanset hvor "umoderne" guldinvesteringer er i dag, så vil guldpriserne stige kraftigt i forbindelse med et finanskrak. Derfor kan guldbeholdningen blive afgørende for om en bank overlever eller ej.
En anden afledet effekt af Eddie Georges "guldprivatisering" vil være massive virksomhedsovertagelser i guldmineindustrien. Den gennemsnitlige produktionspris på guld ligger på 273 dollars per unse i Sydafrika, 267 dollars per unse i Canada, 261 dollars per unse i Australien og 257 dollars per unse i USA. Med en forventet handelspris i de kommende 6 måneder på 257 dollars per unse (ifølge Reuters den 2. august) er det ikke svært at se, at det især er de afrikanske guldminer, som kommer i vanskeligheder. Verdens største guldproducent, Anglo Gold, som ejes af Anglo American Corp., der har hovedsæde i London, forventes at gå på strandhugst blandt kriseramte afrikanske og sydafrikanske guldminer i de kommende måneder.
VÆRDILØST TOPMØDE I SARAJEVO
Den 30. juli samledes 30 statsoverhoveder og regeringsledere, lederne fra IMF og Verdensbanken samt repræsentanter for 40 internationale organisationer i Sarajevo, for at diskutere genopbygningen af det krigshærgede Balkan. Trods det imponerende fremmøde blev konferencen en værdiløs fiasko. Den vedtagne "Stabilitetspagt for Balkan" er en gang tom bragesnak, som i indholdsløshed overgår George Orwells "newspeak". Før under og efter konferencen tryglede alle Balkanlandene om konkrete tilsagn fra de rige vestlige lande om økonomisk hjælp til genopbygning af den ødelagte infrastruktur. De fik intet - udover den sædvanlige prædiken om frimarkedsøkonomi og demokrati. Og for at gøre ondt værre har EU, som inviterede sig selv og de øvrige statsledere til Sarajevo, ikke betalt en øre til Bosnien-Hercegovinas regering for det omfattende møde- og sikkerhedsprogram.
Men regeringslederne fra landene på Balkan havde allerede inden konferencen en klar fornemmelse af, hvor det bar hen. Derfor mødtes udenrigsministrene fra Bulgarien, Albanien og Makedonien allerede den 25. juli i Sofia, for at diskutere alternative finansieringsmuligheder. Man enedes bl.a. om et forslag om en samlet fastfrysning af gældsbetalingerne til Paris-klubben (den vestlige verdens kreditorklub -red) for i stedet at bruge pengene til en genopbygning af infrastrukturen. Det forslag fremlagde Bulgariens præsident Petar Stojanov på topmødet i Sarajevo, til stor irritation for de fremmødte statsledere. Som optakt til mødet i Sarajevo angreb Rumæniens premierminister Radu Vasile i usædvanligt skarpe vendinger IMF for at løbe fra de tilsagn om økonomisk kompensation for tab, som krigen måtte påføre de uskyldige nabolande, som fonden havde givet, mens bomberne faldt over Beograd.
TRUSLER IMOD LAROUCHE
I det britiske dame-ugeblad, Take A Break, dateret den 5. august, kunne man læse et usædvanligt hysterisk angreb på den amerikanske demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Overskriften, som blev bragt sammen med et stort billede af LaRouche, lød: "Luk munden på denne mand!". Ifølge artiklens forfatter, Katie Fraser, udgør LaRouche nemlig den største trussel nogensinde imod dronning Elizabeth II's og det britiske kongehus' rygte og omdømme. Fraser henviser i stærkt forvanskede vendinger til den nu tyve år gamle bog Dope, Inc., hvor et hold af LaRouches medarbejdere gennemgår den internationale opiumhandels historiske rødder og påviser, at hvidvaskningen af narkotikapenge den dag i dag hovedsageligt foregår i såkaldte "off-shore" bankcentre i tidligere britiske kronkolonier. Dette, samt det faktum, at Executive Intelligence Reviews redaktør Jeffrey Steinberg bl.a. på britisk fjernsyn har stillet spørgsmålstegn ved det britiske kongehus' rolle i forbindelse med prinsesse Dianas død, er nok for Fraser til at konkludere, at kongehuset hurtigst muligt bør kontakte premierminister Tony Blair om råd og vejledning til at lukke munden på LaRouche. For ifølge Katie Fraser vokser LaRouche's indflydelse rundt om i verden. Mens den britiske befolkning "selvfølgelig" vil afvise LaRouches beskyldninger imod kongehuset som "nonsens", så lytter man til ham i Kina, Mellemøsten, Afrika og Sydamerika, siger Fraser. Og for at gøre alting værre, stiller LaRouche altså op til præsidentvalget. Fraser slutter sin artikel af med følgende citat fra en anonym britisk kilde: "Det er af afgørende betydning at beskytte dronningen som et symbol på ærlighed og hæderlighed i en ellers ond verden. Hun er en topfigur for alt, hvad der er godt ved Storbritannien. Det må beskyttes for enhver pris".
Take A Break er et ganske almindeligt dameblad, der normalt beskæftiger sig med ægteskabsrådgivning og madopskrifter. En stærkt politisk artikel, som den om LaRouche, er højst usædvanlig. Og ifølge britiske kilder, som Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har talt med, er der grund til at tage truslerne om at "lukke munden på LaRouche" alvorligt. Take A Break's redaktør John Dale, skrev i 1986 en biografi om prins Charles, som bar tydeligt præg af tætte forbindelser til både den kongelige familie og den britiske efterretningstjeneste.
LAROUCHES NYE HJEMMESIDE
Kampagnekontoret for den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har nu fået sig en hjemmeside på internettet. Den har adressen: www.larouchecampaign.org
Boks:
NARKOPENGE PÅ BØRSEN II
I forrige nummer af Agro-Nyt bragte vi historien om direktør Richard Grasso fra Aktiebørsen i New York, som tog på forretningsrejse til den colombianske jungle for at snakke aktie- og obligationsinvesteringer med "comandante" Raul Reyes fra guerillabevægelsen FARC. Nu kan vi også bringe syn for sagn. På billedet ses direktør Grasso i broderlig omfavnelse med "comandante" Reyes.
Det er dog ikke alle i USA, der er ligeså imponeret af guerillabevægelsen som direktør Grasso. I slutningen af juli besøgte chefen for den amerikanske regerings antinarkotikaprogram, Barry McCaffrey, Colombia, og han fortalte uden omsvøb den colombianske regering og presse, at kokain- og heroinproduktionen i den såkaldte "afmilitariserede zone", som den colombianske regering i afmagt har overladt til FARC-bevægelsen, må og skal stoppes.