Man skal være gevaldigt farveblind for at få tilværelsen delt op i sort og hvidt. Alli-gevel yder mange en ekstra mental indsats for at få alt og alle passet ind i natsorte og kridhvide kategorier. Det gør ligesom det hele lidt nemmere. Der er de gode og de onde. De rigtige og de forkerte. Der er en cowboy med hvid hat og hvid hest, og en med sort hat på en sort hest. Gæt én gang hvem der er helten, og hvem der er skurken.

Men der er intet, hverken i vor tilværelse eller den fysiske verden, der er så simpelt. Heller ikke lys og skygge. Det har den store franske fysiker Augustin Fresnel (1788-1827) påvist. Gennem sine eksperimenter kunne han demonstrere, at selv den skarpeste skygge i virkeligheden bestod af en gråzone af både lys og skygge. Det betød, at Newton tog fejl, når han påstod at lyset udstråles i rette linier. Og det betød, at Huygens havde ret, når han mente, at lyset udbredes som bølger.

Problemet med det sort-hvide verdenssyn er, at man overser samfundets mange gråzoner. Der, hvor det rigtige møder det forkerte. Der, hvor det pæne møder det mindre pæne. Der, hvor det lovlige møder det ulovlige. I det naive verdensbillede er der ingen forbindelser mellem det pæne erhvervsliv og den økonomiske underverden. Der er slet ingen forbindelser mellem folkevalgte politikere og international organiseret kriminalitet. Det er totalt adskilte verdener. Tror man.

Langt den overvejende del af vort erhvervsliv består selvfølgelig af pæne, hæderlige mennesker. Det samme kan siges om den politiske verden - sådan da. Men der eksisterer altså en gråzone. Og den kan ikke ignoreres. Myndighederne i Schweiz, Storbritannien, USA og Rusland er i færd med at afdække et net af ulovlige pengekanaler, der gennem det sidste årti har drænet Rusland for kapital. Millioner af almindelige russere har fået deres tilværelse slået i stykker, alt imens en lille klike af sammenspiste kleptomaner har stjålet med arme og ben. Her var der ikke tale om "selskabstømmere", men om "samfundstømmere". En hel nations velstand blev tyvstjålet og fragtet ud af landet.

På verdenspressens lange liste over de russiske mafiabossers internationale for-bindelser finder man velkendte politiske navne: Ruslands præsident Boris Jeltsin, tidligere finansminister Anatolij Tjubajs, tidligere premierminister Viktor Tjernomyrdin, IMF's direktør Michel Camdessus, USA's vicepræsident Al Gore, finansminister Larry Summers, tidligere præsident George Bush og mange flere. Det pæne har mødt det mindre pæne.

Mon ikke tiden er inde til en grundig hovedrengøring i den internationale politiske og økonomiske gråzone. Med tilhørende politiske dogmer. Ellers kan Ruslands skæbne blive Verdens skæbne.

DET SPØGER I FINANSVERDENEN

Ifølge den britiske finansavis The Financial Times den 13. august blev august måned for tredje år i træk måneden, hvor de første ubehagelige varsler om efterårets kommende finansielle uvejr dukkede op i horisonten (som vi forudsagde i forrige nummer af Agro-Nyt). Under overskriften "Den mest bævrende måned" skrev avisens finanskommentator John Plender: "For tredje år i træk er august ved at udvikle sig til måneden med ekstrem finansiel uro. De amerikanske aktie- og obligationsmarkeder har været meget nervøse. Dollaren viser tydelige træthedstegn efter en lang stigningsperiode. I mellemtiden går rygterne, at mindst én investeringsbank er løbet ind i store tab på sine spekulationsforretninger".

Det mest urovækkende varsel er, ifølge John Plender, at spredningen i de såkaldte swaps nu er større end under finanskrisen sidste efterår. Swaps er særlige finansinstrumenter, som erhvervslivet og bankerne anvender til at konvertere obligationer med fast rente til papirer med flydende rente. "Spredningen" er forskellen mellem renten på amerikanske statsobligationer og den rente, man må tilbyde for at kunne afsætte sine swaps. Jo mere nervøs man er for udviklingen i finansverdenen, jo større spredning vil der være. I midten af august oplevede man en større spredning i swap-renterne end under finanskrisen sidste efterår, hvor hele det internationale finanssystem stod på randen af et totalt sammenbrud. Det var disse udsving i swap-markedet i august og september sidste år, der knækkede den store spekulationsfond LTCM, og John Plender advarer om, at både banker og investeringsfonde allerede nu kan være i ligeså store vanskeligheder. "Er vi på vej imod en gentagelse af den finanskrise, som opstod i kølvandet på Ruslands betalingsstandsning sidste år?", spurgte Plender.

Allerede i begyndelsen af august forsøgte direktøren for Den amerikanske Føderalbanks afdeling i New York, William McDonough, at berolige markederne med udtalelser om, at han ikke kunne se nogen som helst trussel imod finanssystemet, der kunne berettige den hastigt voksende spredning i swap-markedet. Det hjalp ikke. Så derfor spørger mange sig, hvad årsagen til al den frygt og nervøsitet egentlig kan være.

Ifølge The Financial Times og andre kilder i finansverdenen er det den snigende frygt for kaos i forbindelse med årtusindeskiftet, der driver rentespredningen på swap-markedet i vejret. Det er det såkaldte "år 2000-problem", der spøger. Forstillingen om at ældre computere bryder sammen, fordi de ikke kan håndtere et årstal, der ender på 00. Skrækvisionen er, at almindelige menneskers bankkonti, pensionsopsparinger eller obligationsbeholdninger forsvinder op i den blå luft, fordi bankens computer går i sort. Alle værdipapirer eksisterer jo i dag kun som elektronisk data.

Ifølge Agro-Nyt's kilder i finansverdenen er frygten for et computersammenbrud i bankverdenen aldeles ubegrundet. Alligevel udsendte "nationalbankernes nationalbank" Bank for International Settlements, BIS, allerede i februar omfattende retningslinier til alverdens centralbanker om de forholdsregler, der bør tages med henblik på at imødegå eventuel panik i befolkningen. Derfor ligger den danske nationalbank i lighed med andre centralbanker nu inde med en usædvanlig stor beholdning pengesedler, som kan sendes i cirkulation, i fald bankerne skulle blive udsat for en storm af kunder, der ønsker at hæve deres konti, indløse deres obligationer eller sælge deres aktier. Ifølge BIS bør centralbankerne nemlig forberede sig på panik i årets sidste kvartal, "uanset hvad årsagen end måtte være".

Ifølge den amerikanske økonom og demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche er den sidste tilføjelse ganske væsentlig. Der er nemlig et utal af årsager til at frygte et nyt sammenbrud i det internationale finanssystem. Og der er en rigtig god grund til at tvivle på, at den amerikanske føderalbankdirektør Alan Greenspan atter en gang kan få situationen under kontrol, som han gjorde i den første uge af oktober sidste år. Hvis ikke han kan det, vil det internationale betalingssystem bryde sammen, og banker overalt i verden blive overrendt af paniske kunder, der vil hæve deres indeståender.

Der har længe været tegn på, at ledende finanskredse i City of London er i færd med "diskret" at forberede sig på et finanskrak. Et af disse tegn er Bank of Englands udsalg af guld til en udvalgt gruppe af banker og finansinstitutioner (se Agro-Nyt, aug. '99). Disse kredse er ikke bange for "år 2000-problemet". De er klar over, at den nuværende finansboble ikke kan opretholdes ret meget længere. Den nominelle værdi af aktierne på Wall Street har rundet 16.000 mia. dollars, eller næsten det dobbelte af det amerikanske bruttonationalprodukt, BNP. Mens den samlede aktieværdi på Wall Street er mere end firedoblet siden 1990, er det amerikanske BNP slet ikke vokset i samme takt. Kun 25% af aktiernes værditilvækst har dækning i en stigning i det ame-rikanske BNP. Det betyder, at tre ud af fire aktier på Wall Street repræsenterer den rene varme luft.

Ifølge velinformerede kilder i finansverdenen er centralbankdirektør Greenspan fuldt klar over det ovenstående problem. Men han er samtidig under stærkt politisk pres for ikke at prikke hul på boblen ved at hæve udlånsrenten for meget. Derfor siger samme kilder, at Greenspan alvorligt overvejer at trække sig fra sin post inden hans embedsperiode udløber i midten af år 2000.

Den 18. juli skrev den britiske avis The Sunday Times, at den britiske regering vil trække specialtropper hjem fra Kosova, så de kan indsættes i Londons gader, ifald der opstår uroligheder i forbindelse med "år 2000-problemet" i de britiske banker. Tropperne skal være hjemme inden den 9. september, der med cifferbetegnelsen 9.9.99 regnes for den første prøve på eventuelle computerproblemer. Under kodenavnet "Operation Surety" (Operation Sikkerhed) har det britiske forsvarsministerium udarbejdet en omfattende nødplan, der skal træde i funktion fra september i år til februar næste år. I dette tidsrum er man klar til at indsætte væbnede styrker, inkl. tunge våben og pansrede køretøjer, til beskyttelse af lufthavne, offentlige bygninger, banker etc. i tilfælde af optøjer og masseuroligheder. Ifølge The Sunday Times er myndighederne klar til at erklære undtagelsestilstand i hele eller dele af landet.

Det er tankevækkende, at der slet ikke behøves et "år 2000-problem" for at udløse den situation, den britiske regering forbereder sig på. En gentagelse af sidste års finanskrise, uden Alan Greenspans feberredning, vil være tilstrækkelig. Et ukontrolleret krak på aktiemarkederne med efterfølgende sammenbrud af det internationale banksystem vil skabe nøjagtig den paniske storm på alverdens banker, som "Operation Surety" skal tage højde for. Hvis centralbankerne så reagerer på panikken ved at sende tonsvis af pengesedler i omløb, vil en global gentagelse af hyperinflationen i Weimar-Tyskland 1923 være uundgåelig. Og så vil der for alvorlig opstå sociale og politiske uroligheder.

AKTIESPEKULATION OG SPILLEPSYKOSE

På den XI. Psykiatriske Verdenskongres, der blev afholdt i Hamburg den 6.-11. august, diskuterede man på et åbent møde i Hamburg Universitets auditorium den hastigt voksende massepsykose, der spreder sig i den industrialiserede verden i form af aktiemarkedsspekulation, dag-til-dag-værdipapirhandel og kasinospil.

Den tyske økonomiprofessor Wilhelm Hankel gennemgik det globale aktiemarkeds irrationelle opbygning, og pro-fessor i fysik Peter A. Henning præsenterede en analyse af ideen, om at alle skal spille på aktiemarkedet, som en ny type "kultopførelse". Mødet var arrangeret af professor Iver Hand fra den psykiatriske afdeling på Hamburg-Eppendorf Universitetsklinik. Professor Hand beskrev hvorledes klinikken fyldes af patienter, der hver for sig har udviklet deres egen "lille magiske filosofi" og opdaget et tilsyneladende "perfekt spillesystem". Næsten uden undtagelse har patienterne mistet store summer penge, ofte alt hvad de ejer, hvilket de selv forklarer ved, at de endnu ikke helt har "fået styr på" deres "perfekte spillesystem". Ifølge professor Hand er kasinospil og aktiespekulation patologisk set "tvillingesøstre". Aktiemarkederne kontrolleres i stadig stigende grad af spekulanter, hvis tankegang er uden forbindelse til den virkelige økonomi og kun baserer sig på "psykologiske gætterier" om de andre spekulanters fremtidige indsatser. Aktiemarkederne er blevet en "ideel legeplads for følelserne", som hele nationaløkonomier nu er afhængige af. Professor Hand advarede om, at økonomiernes langsigtede stabilitet trues, når almindeligt arbejde nedprioriteres, og den personlige velstand bliver et spørgsmål om "held eller uheld". Hvis ikke verdens aktiemarkeder reguleres af fornuft, vil det fremelske en "overdreven frygt for fremtiden" hos befolkningen, der vil resultere i "farlige aggressioner".

I en kronik i den tyske avis Welt am Sonntag den 1. august beskrev den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt opsvinget på det amerikanske aktiemarked i Wall Street som "resultatet af psykopaters gerninger".

AL GORE OG DEN RUSSISKE MAFIA

Den 19. august bragte den amerikanske avis The New York Times de første afsløringer af den russiske mafias hvidvaskning af milliardbeløb gennem det gamle velrenomerede bankhus Bank of New York. Op mod 15 mia. dol-lars er blevet kanaliseret gennem den amerikanske bank til forskellige private konti i Vesten. Ifølge de britiske, russiske og schweiziske myndigheder, som undersøger affæren, kan hele 10 mia. dollars stamme direkte fra Den internationale Valutafonds, IMF's, hjælp til Rusland. Blandt de hovedmistænkte finder man flere medlemmer af den magtfulde inderkreds omkring Ruslands præsident Boris Jeltsin, der går under betegnelsen "Familien". Det er bl.a. Jeltsins datter Tatjana Borisovna Djatjenko, tidl. finansminister Anatolij Tjubajs, tidl. vicepremierminister Oleg Soskovets, tidl. finansminister Alexandr Livsjits og den tidl. viceformand for den russiske føderation Vladimir Potanin.

Samtidig afslørede den schweiziske rigsadvokat Carla del Ponte, at flere medlemmer af "Familien", inkl. præsident Jeltsin selv, har anvendt kreditkort til at trække penge fra bankkonti i schweiziske banker, der tilhører et byggefirma ved navn Mabetex. Firmaet ledes af en kosova-albaner ved navn Baghjet Pacolli og har haft kæmpestore kontrakter på renovering af offentlige bygninger i Moskva. En af firmaets kreditkortholdere var Kremls finanschef Paval Borodin, der er nær tilnyttet tidl. premierminister Viktor Tjernomyrdin. Den schweiziske rigsanklager har set nærmere på 24 russiske bankonti i nogle af Schweiz' største banker, herunder Union Bank of Schwitzerland, UBS, og Credit Suisse Group, og nye afsløringer er på vej.

I en stort opsat forsidesartikel i The New York Times Magazine den 15. august gennemgik den tidligere Moskva-korrespondent for den britiske finansavis The Financial Times, John Lloyd, systematisk de seneste 8 års politiske og økonomiske ødelæggelse af Rusland. Lloyd stillede det reto-riske spørgsmål: "Hvem tabte Rusland?", og han beskrev minutiøst den personkreds i Rusland, der med vestlige politikeres velsignelse har opbygget et ubeskriveligt mafiavælde, der af den menige russer betegnes som et "kleptokrati", et kleptomanisk oligarki. Blandt de mange navne var Konstantin Kagalovsky, Ruslands repræsentant i IMF fra 1992-95. Kagalovskys kone, Natasha Gurfinkel Kagalovsky, var, indtil skandalen rullede et par dage senere, en ledende medarbejder i Bank of New York.

Men den russiske skandale har sine vestlige rødder. Hvorfor gjorde den amerikanske føderalbankdirektør Alan Greenspan ikke noget ved Bank of New Yorks særlige ruslandsaktiviteter, som han må have kendt til? Det drejede sig trods alt om adskillige milliarder dollars. Hvad med den nye amerikanske finansminister Larry Summers, der er nær personlig ven med en af de hovedanklagede, Anatolij Tjubajs? Hvad med IMF's direktør Michel Camdessus, som har plejet usædvanligt nær venskabelig omgang med tidl. premierminister Viktor Tjernomyrdin?

Og hvad med USA's vicepræsident Al Gore, der ikke alene er tæt tilknyttet Tjernomyrdin, men som også har anvendt sin indflydelse til at gribe ind i Ruslands interne poli-tiske affærer. Først da han forsøgte at få "Familien" til at gen-indsætte Tjernomyrdin som premierminister i august '98 (se Agro-Nyt, sept. '98), og senest, da han i foråret lagde pres på præsident Jeltsin for at få premierminister Jevgenij Primakov fyret (se Agro-Nyt, jun. '99). Den russiske mafiaskandale er, ifølge den amerikanske avis The Washington Post, ved at ramme Al Gores forhåbninger om at blive det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget næste år som et løbsk damplokomotiv. Den 25. august bragte avisen en omfattende artikel om den russiske skandale med overskriften: "Hvem røvede Rusland? Kendte Al Gore til de massive plyndringer?" Artiklen gør bl.a. opmærksom på, at Al Gore og hans personlige sikkerhedsrådgiver Leon Fuerth var advaret om Tjenomyrdins og andre ledende politikeres forbindelser til mafiaen. Allerede i 1995 sendte den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, en fortrolig rapport til Gore, men efterretningstjenesten fik rapporten tilbage i hovedet fyldt med vicepræsidentens håndskrevne kommentarer og skældsord.

Den republikanske præsidentkandidat George W. Bush skal dog ikke glæde sig for tidligt over Al Gores problemer. Det var nemlig Bush' far, tidl. præsident George Bush, der var den russiske mafias første og vigtigste politiske allierede umiddelbart efter Sovjetunionens sammenbrud.

ER 3. VERDENSKRIG UUNDGÅELIG?

Den 9. august fyrede Ruslands præsident Boris Jeltsin uden varsel premierminister Sergej Stepasjin og indsatte i stedet den tidligere chef for den russiske efterretningstjeneste Vladimir Putin som regeringsleder. Samtidig bekendtgjorde præsident Jeltsin, at der vil blive udskrevet valg til dumaen til december, og at den nye premierminister Putin også vil være Jeltsins foretrukne kandidat til præsidentvalget næste år.

Ifølge Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Reviews ruslandsekspert Konstantin George var den pludselige regeringsomdannelse i virkeligheden et kup, begået af den magtfulde inderkreds i Kreml, også kaldet "Familien". At Jeltsin præsenterer Putin som sin foretrukne kandidat til præsidentposten, giver slet ikke mening, hvis man har tænkt sig at afholde valg. Ingen, heller ikke Putin, kan blive valgt til noget som helst i Rusland, hvis han er udpeget af Jeltsin. Den skrantende præsident har omkring to procent af befolkningen bag sig. Der er snarere tale om, at "Familien" har udvalgt Putin til at regere Rusland per dekret i præsidentens navn. Ifølge Konstantin George er det ikke utænkeligt, at Jeltsin på et eller andet tidspunkt opløser dumaen og erklærer landet i undtagelsestilstand. Undskyldningen kunne være en optrapning af krisen i Dagestan.

Den 11. august udsendte den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche en udtalelse i anledning af det dramatiske regeringsskifte i Rusland. Her stillede han spørgsmålet: "Er 3. verdenskrig nu uundgåelig?" LaRouche besvarede selv spørgsmålet negativt. Han mener ikke, at en ny verdenskrig er uundgåelig, men advarede om, at den internationale politiske situation til stadighed bliver farligere og farligere. En væsentlig årsag er, ifølge LaRouche, at ledende kredse i London, det britiske oligarki, synes fast besluttet på at få deres allierede i USA med på en ny konfrontation med Rusland. Står det til folk som tidligere præsidentrådgiver Zbigniew Brzezinski, og hans venner i kredsene omkring USA's udenrigsminister Madeleine Albright og Storbritanniens premierminister Tony Blair, var krigen på Balkan kun en forsmag på en mere direkte konfrontation med Rusland, denne gang i Kaukasus. En steppebrand af kriser skal brede sig i Kaukasus og Centralasien, så der opstår geopolitiske konfrontationer med Rusland, Kina og Indien.

Breder krigen i Dagestan sig f.eks. til de omkringliggende lande, og Aserbajdsjan i den anledning anmoder sin nabo Tyrkiet om hjælp (det har landet faktisk gjort under tidligere kriser), så er Nato pludseligt involveret. En sådan ny Kaukasuskrise vil, ifølge Brzezinski, eskalere til en atomvåbenkonfrontation, et "atomvåbenbluff", hvor Rusland tvinges til at trække sig. LaRouche advarer om, at sådan en tankegang er en forfærdelig strategisk fejlvurdering, da Rusland ville stå med ryggen mod muren i Kaukasus. Siden Machiavelli (1469-1527) har man vidst, at det er en uhyre dårlig idé at bringe sin modstander i netop den situation. Det kan gå helt galt.

Den anden underliggende strategiske fejlvurdering er overvurderingen af Natos egne evner til at udkæmpe en krig "i dybden". Krigen på Balkan var faktisk slet ikke nogen "rigtig" krig, hvilket Natos egne ledere gentagne gange har indrømmet. Faktisk ville Nato næppe have været i stand til at udkæmpe en egentlig landkrig. Under en konfrontation i Kaukasus ville det primært være Tyrkiets 800.000 mand store hær, som skulle udkæmpe krigen "i dybden". Men som LaRouche påpegede i en udtalelse efter det kraftige jordskælv i Tyrkiet den 17. august, så afslørede den tyrkiske hærs inkompetente indsats i hjælpearbejdet, at den næppe kan tiltros nogen større strategisk opgave. Det burde vække til eftertanke hos de kredse i London og andre steder, som har leget med tanken om en serie af geopolitiske konfrontationer med Rusland, Kina og Indien i Kaukasus og Centralasien.

Boks:

På en pressekonference i Den nationale Presseklub i Washington den 18. august annoncerede Debra Hanania-Freeman, der er pressetalskvinde for den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouches kampagnekomité "Komiteen for et Nyt Bretton Woods", at man nu har indsamlet over en million dollars, og der samme dag var indgået en ansøgning til den Føderale Valgkommission om kampagnetilskud, de såkaldte "matching funds". I henhold til den amerikanske valglov yder den amerikanske regering tilskud til de kandidater, som kan indsamle mindst 5.000 dollars i hver af 20 delstater, fordelt på individuelle kampagnebidrag, der ikke overstiger 250 dollars. Sådanne bidrag vil blive "matchet" af regeringen. LaRouches valgkomité havde indsamlet i alt 387.709 dollars i sådanne små bidrag i 25 forskellige delstater.

Til dato har kun fem andre præsidentkandidater indleveret ansøgninger om regeringstilskud. Det er den demokratiske kandidat Bill Bradley, og de republikanske kandidater Eliza-beth Dole, Dan Quayle, Gary Bauer og John McCain. De tre "millionærkandidater" George W. Bush, Steve Forbes og Al Gore har af forskellige årsager ikke ønsket at lade sig binde af den Føderale Valgkommissions kampagneregler, og søger derfor ikke om tilskud.

Nyheden om LaRouches ansøgning om kampagnetilskud blev bragt overalt i de amerikanske medier og i store dele af verdenspressen. LaRouches valgkampagne kan findes på internettet: www. larouchecampaign.org