I en af de gamle filmklassikere ser man ikke hovedpersonen før i allersidste scene. Alligevel har publikum siddet på kanten af stolen og med tilbageholdt åndedrag fulgt hans gerninger. Kun i glimt ser man hans skygge, mens mindre betydningsfulde karakterer passerer revy over skærmen. Mere behøver man egentlig ikke at sige. Filmelskere har straks genkendt Carol Reeds og Graham Greenes film fra 1949. Med Orson Welles i hovedrollen som Harry Lime. "Den tredie mand".
Skulle man tro den danske presse, er der kun to kandidater til Det demokratiske Partis opstillingsvalg forud for næste års amerikanske præsidentvalg. Det er vicepræsident Al Gore og den tidligere senator fra New Jersey, Bill Bradley. Men det passer altså ikke. Der er tre. Den 30. september godkendte Den føderale Valgkommission Lyndon LaRouche som den tredie på listen over demokratiske præsidentkandidater, der er berettiget til officiel kampagnestøtte.
Det er ikke første gang LaRouche stiller op. Ved valget i 1996 var han den eneste modkandidat til den populære præsident Clinton. Alligevel fik han godt 600.000 stemmer i bare 27 delstater. Det er noget, der gør indtryk. Med tusinder af frivillige kampagnemedarbejdere spredt over hele USA kan LaRouche nå ud til den amerikanske befolkning på et niveau, ingen af de andre kandidater kan. Han kan sætte en politisk dagsorden - også selv om man kun ser skyggen af ham i pressen.
Lyndon LaRouche er ikke det amerikanske etablissements favoritkandidat. For nu at sige det mildt. Men han har den fordel, at etablissementets egne kandidater ikke er befolkningens favoritter. Al Gores valgkampagne er ved at gå i sort. Træmanden skræmmer simpelthen vælgerne væk. Ironisk nok er det et kæmpeproblem for republikaneren George W. Bush. Gore er nemlig den eneste modkandidat, han har en chance for at slå. Vælter Gore, ryger George W. sandsynligvis med i svinget.
Men LaRouche har også en anden fordel: Virkeligheden. De uløste problemer fra sidste efterårs dybe finanskrise lurer lige under overfladen. Krisen kan blusse op igen, hvornår det skal være. Det sætter allerede nu spørgsmålet om fremtidens finanssystem på dagsordenen. Samtidigt er der de hastigt voksende politiske kriser rundt om på kloden. Hvad skal USA's globale rolle være i fremtidens verdensorden?
Trods rygter om et evigt økonomisk opsving, puster den barske virkelighed så småt den amerikanske befolkning i nakken. Sidste gang det var tilfældet, valgte man Franklin D. Roosevelt. Hvem bliver det denne gang? Der er tretten måneder tilbage af den amerikanske præsidentvalgkamp. De kan godt komme til at forme sig meget anderledes, end de fleste havde forestillet sig. Hold godt øje med "den tredie kandidat".
DEL OG HERSK
I en samtale med en journalist den 16. september bekræftede et ledende medlem af det britiske etablissement, at en disintegration af Rusland, Indonesien, Kina og "andre store lande" udgør et væsentligt sigte i Storbritanniens udenrigspolitik. Martin Palmer, der bl.a. betegner sig som "åndelig og religiøs vejleder" for prins Philip, sagde: "I de seneste 200 år har opløsningen af andre imperier været grundstenen i britisk udenrigspolitik. Ideen med at så splid mellem de arabiske lande er selvindlysende for det britiske udenrigsministerium. Udenrigsministeriet er besat af tanken om at fravriste Rusland kontrollen over Centralasien".
Palmer fortsatte: "Den nuværende globale politiske situation kan geologisk set kun sammenlignes med kontinentalfladernes bevægelser. Vi oplever tektoniske forandringer. Vi ser nu det endelige mål med den proces, som blev sat i gang i 1914. Processen med opløsningen af store imperier. Rusland er ved at falde fra hinanden, og vi ser de døende krampetrækninger af den gamle zaristiske kontrol over Centralasien med en pludselig fremkomst af nationaliteter, man ikke har hørt fra i århundreder".
"I Indonesien ligger forkastningen i Østtimor. Hvis Østtimor falder, så følger Aceh efter, og hvad sker der så med de andre øer? Faktum er, at Indonesien ikke har noget logisk eksistensgrundlag. Det er et imperium, der blev skabt i kampen imod et andet imperium. Ligesom med Sovjetunionen ser vi nu imperier gå i opløsning, som selv blev skabt i kampen imod andre imperier".
"Derfor kommer der nu nye små nationer. Se ikke kun på Skotlands og Wales' voksende selvstændighed. Se på Centralasien, hvor vi ser fremvæksten af bitte små kanater (fyrstedømmer -red) som f.eks. Khokand, som man ikke har hørt til i 500 år. Eller for den sags skyld Dagestan, eller den opsplitning af Georgien, som er på vej. Imperiernes store tektoniske plader er i bevægelse".
Martin Palmer anbefalede en nærlæsning af den århundrede lange kamp mellem de romerske og byzantiske imperier og det persiske imperium, hvis man vil have en bedre for-ståelse af det, der foregår i dag. Han sluttede af med en lille kluklatter: "Perfide Albion (forræderiske England -red) er i live og har det godt. Det britiske udenrigministerium har en fast målsætning, og det er fortsat del og hersk".
Den 19. september leverede avisen The London Observer en pædagogisk illustration af Martin Palmers analyse. Avisen bragte en kronik af den britiske udenrigsminister Robin Cook, hvori han stolt pralede af Storbritanniens rolle i konflikten på Østtimor. Ifølge Cook har det britiske udenrigsministerium i de seneste to år aktivt støttet uafhængighedsbevægelsen. Det var årsagen til, at bevægelsens leder Xanana Gusmao søgte tilflugt i den britiske ambassade i Jakarta, da han blev løsladt fra fængslet i begyndelsen af september, skrev Cook. Men på forsiden af samme udgave af The London Observer kunne man også læse afsløringen af, at den britiske regering i samme periode har været dybt involveret i bevæbningen af det indonesiske militær og de proindonesiske militsgrupper på Østtimor. Altså del og hersk.
NYE ATOMVÅBEN PÅ VEJ
Den 3. oktober skrev den amerikanske avis The Washington Post, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA over de seneste 18 måneder har opfanget adskillige seismiske målinger fra det russiske militære afprøvningsanlæg i Novaja Zemlja, der tyder på, at russerne har foretaget prøvesprængninger af ganske små, såkaldte taktiske atombomber. De to seneste sprængninger fandt sted i september måned. Russerne har tidligere fastholdt, at der kun var tale om afprøvning af konventionelle sprængladninger, men CIA kan ikke med sit nuværende måleudstyr be- eller afkræfte den russiske påstand. Derfor har den republikanske leder af USA's senat, Trent Lott, truet med en afvisning af den internationale traktat om et totalt stop for atomprøvesprængninger, som præsident Clinton underskrev for to år siden, men som endnu ikke er blevet ratificeret af Den amerikanske Kongres. Præsident Clinton har på sin side bebudet hård politisk kamp for at få traktaten ratificeret.
Det har fået den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche til at rette en åben appel til præsident Clinton om ikke at kaste sig ud i en politisk diskussion, der ikke længerere er i kontakt med virkeligheden (appellen kan ses på LaRouches hjemmeside www.larouchecampaign.org). Den politiske og teknologiske udvikling er ganske enkelt løbet fra Den kolde Krigs gamle opsætning med "masseødelæggelsesvåben" på den ene side og "atomnedrustning" på den anden. Atomvåben er blevet meget andet end "masseødelæggelsesvåben".
Den 8. juni skrev Folkets Dagblad i Kina, at Rusland på baggrund af de seneste års økonomiske nedtur har været tvunget til at omlægge sin militærstrategi (se også Agro-Nyt, juli '99). Ifølge Folkets Dagblad skal 10.000 ny-udviklede "ikke-strategiske mini-atombomber" udgøre kernen i den nye russiske militærdoktrin. Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har gennem samtaler med miltære kilder i Rusland fået bekræftet, at denne nye militærdoktrin rent faktisk er trådt i kraft.
I det russiske militære ugemagasin Nezavisimoje Vojennoje Obosrenije den 20.-26. august beskrev den tidligere atomenergiminister Viktor Nikitovitjs Mikhailov den russiske reaktion på Natos udvikling af computerstyrede ultrapræcise våben. Disse våben skal tydeligvis bruges til "at straffe de ulydige i det 21. århundredes imperium", skrev Mikhailov og fortsatte: "Vore egne væbnede styrker er blevet svækket til en grad ... hvor atomvåben i den nuværende situation udgør vores eneste effektive forsvar, garanten for vor nationale sikkerhed. De er i stand til at svække alle moderne konventionelle våbensystemers kampegenskaber.... I dag råder Rusland over en enestående samling af atomvåben, teknologier og industrier.... Udviklingen af en ny generation af ultralaveffekt atomvåben med minimale miljømæssige virkninger vil få stor betydning for verden. Og det skal stå helt klart, at sådanne våben rent faktisk vil blive taget i anvendelse under enhver større militærkonflikt, der involverer konventionelle våben eller masseødelæggelsesvåben, der helt ødelægger et samfund eller på afgørende vis underminerer livsgrundlaget for dets befolkning".
Mikhailovs artikel bør også ses i sammenhæng med et interview, som chefen for det russiske strategiske raketkorps, generalløjtnant Vladimir Jakovlev, gav til militæravisen Røde Stjerne den 17. august. Han sagde bl.a.: "Natos fortsatte udvidelse mod Øst. Understregningen af USA's rolle som verdensleder gennem magtanvendelse. Undermineringen af FN's indflydelse på verdensudviklingen. Natos forsøg på at ignorere Ruslands nationale interesser på Balkan. Spredningen af urozoner til områder i umiddelbar nærhed af Den russiske Føderation. Alt dette har afstedkommet et fundamentalt skifte i betoningen blandt de forskellige strukturers roller og virkemidler, som vor militære organisation råder over .... Selv om sandsynligheden for, at der iværksættes et storstilet angreb på Rusland, er blevet betydeligt formindsket, så er der samtidigt sket en markant stigning i faren for, at landet drages ind i lokale konflikter. Og Ruslands økonomiske situation er ikke just fremmende for udviklingen af de omfattende militære styrker, der er stærkt påkrævet i denne situation".
I The Washington Post den 31. august beskrev den amerikanske journalist David Hoffman en konference, som fandt sted i den berømte lukkede sovjetiske militære videnskabsby, Arzamas-16, i anledning af 50-årsdagen for den første sovjetiske atomsprængning. Deltagerne var alle veteraner fra det sovjetiske atomvåbenprogram samt enkelte vestlige journalister. Ifølge Hoffman var det slet ikke nostalgi, der prægede konferencen. Der var snarere tale om en engageret diskussion om udviklingen af nye laveffekt, taktiske atomvåben, som modsvar til de computerstyrede præcisionsvåben, som USA har anvendt overfor Irak og Jugoslavien.
Arzamas-16 var center for den sovjetiske forskning indenfor såkaldt "dirigeret-energi våben", herunder atomdrevne elektromagnetiske impulsvåben, EMP, og højstrålingsvåben. Og i særdeleshed EMP-våben kan blive et uhyre effektivt modtræk overfor vestens moderne computerstyrede missiler og højteknologiske bombefly. Et EMP-våben er en særligt konstrueret atombombe, hvor hovedparten af energien omsættes til elektromagnetiske bølger, og ikke til en altødelæggende trykbølge og radioaktiv stråling, som i almindelige atombomber. De høj- og lavfrekvente elektromagnetiske bølger slår hverken mennesker ihjel eller ødelægger bygninger, men de smadrer alt elektronisk udstyr indenfor en betydelig radius. Computere, radioer, telefoner, fjernsyn, radarer, mikrobølgeovne, ja alt med den mindste elektroniske indmad bliver totalt ubrugeligt. Og den gigantiske elektromagnetiske impuls, som en sådan bombe udsender, vil efterlade så megen elektromagnetisk "støj" i atmosfæren, at man vil være ude af stand til at anvende elektroniske apparater i det ramte område i flere uger efter. Skulle et fly forvilde sig ind over området, falder det ganske enkelt ned, og medbringer man en radio eller en computer udefra, går de simpelthen i sort. Computerstyrede missiler og andet militært udstyr kan beskyttes imod EMP-våben, men det er meget dyrt og ikke et hundrede procent effektivt.
Alle de førende atommagter, USA, Rusland, Israel, Storbritannien, Frankrig og Kina forsker intensivt i disse nye avancerede atomvåben. Men Rusland har økonomisk og politisk ryggen imod muren, og har derfor satset ekstra hårdt. Den 4. oktober talte Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review med en højt placeret russisk politisk strateg. Han bekræftede eksistensen af den russiske forskning i udviklingen af EMP-våben, og han advarede om, at Rusland vil tage helt nye våbentyper i anvendelse i krigen i Tjetjenien, hvis ikke kamphandlingerne er overstået indenfor ganske få uger. Direkte adspurgt afviste han, at dette ville inkludere EMP-våben. Men verden vil få nye missiler, jager-fly og kamphelikoptere samt "meget andet" at se, sagde han.
GULDPRISENS HIMMELFLUGT
Den 26. september meddelte Den europæiske Centralbank, ECB, sammen med 15 europæiske centralbanker, at der over de næste 5 år kun vil blive udbudt 400 tons guld til salg om året. Samtidig vil der blive lagt begrænsninger på den mængde guld, som private banker kan leje i nationalbankerne til investeringsformål.
Udmeldingen fra de europæiske centralbanker kom som et chok for finansverdenen og sendte guldprisen op gennem loftet. På bare to uger er guldprisen steget med hele 78 dollars til 331 dollars/unse. Den 21. september havde Bank of England solgt 25 tons guld til 253 dollar/unse, den laveste pris i mere end tyve år. Årsagen til den lave pris var, at Bank of England allerede i maj annoncerede, at man ville sælge 400 tons af sin guldbeholdning (se også Agro-Nyt, august '99). Samtidig opfordrede den britiske regering alverdens centralbanker til også at sælge ud af deres guldbeholdninger, da guldet "åbenlyst havde mistet sin historiske rolle", som man sagde. Kort efter meddelte Den internationale Valutafond, IMF, at den også ville sælge ud af sin guldbeholdning. Dog med den begrundelse, at provenuet fra guldsalget skulle gå til at afhjælpe de fattigste landes gældsbyrde.
Det var dog ikke alle, der delte den britiske regerings syn på guld. Allerede den 20. maj blev direktøren for Den amerikanske Føderalbank, Alan Greenspan, spurgt under en høring i Repræsentanternes Hus, om han mente, at USA også skulle sælge ud af sin guldbeholdning. Hertil svarede han: "Det er faktisk et interessant spørgsmål. Det var for øvrigt noget, der blev diskuteret allerede i 1976, og konklusionen dengang var, at vi skulle holde fast ved vores guld. Årsagen er, at guld stadig udgør det ultimative betalingsmiddel i verden. Det er ret interessant, at Tyskland under krigen i 1944 kun kunne købe råvarer med guld. I yderste tilfælde er der ingen, der accepterer papirpenge, mens guld altid vil blive accepteret som det ultimative betalingsmiddel, og samtidig bliver opfattet som en stabiliserende faktor for en valuta og i sidste ende dens ultimative værdi".
Ifølge Agro-Nyt's kilder i finansverdenen blev de europæiske centralbankers beslutning om at lægge begrænsninger i guldsalget tæt koordineret med den amerikanske føderalbank, med diskret støtte fra Japan, Kina og Indien. Og der-med er guld kørt i stilling til at kunne indgå i et nyt, guld-baseret valutasystem, såfremt i fald det nuværende finanssystem bryder sammen, når boblen på aktiemarkederne bris-ter. Det er næppe nogen tilfældighed, mener Lyndon LaRouche.
Bank of England nåede at sælge i alt 50 tons guld til en lille lukket kreds af banker og investeringshuse til en absurd lav pris . Det skete på direkte ordre fra Tony Blairs regering. Denne udvalgte kreds har allerede tjent styrtende på deres guldinvestering. Andre er knapt så heldige. Den konstant faldende guldpris havde lokket mange spekulationsfonde til at leje guld i nationalbankerne og så udstede salgs- eller købsoptioner, som de "helt sikkert" ville tjene styrtende på. Problemet er blot, at guldoptioner kun kan indløses med guld (de fleste andre optioner har ikke en sådan binding til det underliggende produkt). Det betyder, at spekulationsfondene nu skal ud på guldmarkedet og købe ind til 331 dollars/unse for at kunne opfylde salgskontrakter på f.eks. 260 dollars/unse. Det er en rigtig dårlig forretning.
AKTIEBOBLEN SKRÆMMER
Overtroiske spekulanter og investorer bryder sig ikke om oktober måned. Næsten alle børskrak på Wall Street har af forskellige årsager fundet sted netop her. Det gjaldt de store krak i 1929 og 1987 og de lidt mindre rystelser i 1995, '97 og '98. Men i år er der ekstra nervøsitet. Af god grund.
Det amerikanske aktiemarked har aldrig tidligere været så overvurderet, som det er i dag. I december 1996 advarede en bekymret føderalbankdirektør Alan Greenspan imod aktiemarkedets "irrationelle begejstring" i et stille håb om, at det ville dæmpe aktiekursernes himmelflugt. Siden da, altså på knapt tre år, er Dow Jones-indekset på Wall Street steget med 80 %, en stigning uden sidestykke i historien.
Som bekendt er det myten om det ustoppelige amerikanske økonomiske opsving, der har lagt grunden til aktiemarkedets højdespring. Og som tidligere nævnt i Agro-Nyt er det den almindelige amerikaners ubændige evne til at bruge penge, han ikke har, der ligger til grund for dette opsving. Men nu er man ved at nå enden af elastikken. I juli måned satte det amerikanske handelsunderskud rekord med 25,2 mia. dollars. Den tidligere rekord blev sat måneden før med 24,6 mia. dollars. Fortsætter denne udvikling, vil USA stå med et betalingsbalanceunderskud ved årets udgang på 320 mia. dollars. Siden maj har de amerikanske familiers opsparingsrate været negativ. På et eller andet tidspunkt stopper omverdenens vilje til at finansiere den amerikanske befolknings overforbrug. Det vil gå ud over den amerikanske dollar, aktiemarkedet i Wall Street og det amerikanske obligationsmarked.
Alle ved, at boblen brister, men ingen ved hvornår. En af dem, som sidder med knappenålen, er føderalbankchef Greenspan. Men han turde ikke hæve den amerikanske udlånsrente den 5. oktober. Det ville have sendt aktiemarkedet i et styrtdyk. Han turde kun true med, at han "måske" vil gøre det i november.
DET GÅR SURT FOR GORE
Allerede i november 1998 betegnede Lyndon LaRouche vicepræsident Al Gores forsøg på at blive USA's næste præsident som håbløst. LaRouche beskrev Gore som "uvælgelig". Det var der dengang mange, som undrede sig over, da Gore jo som vicepræsident var så godt som sikker på at vinde Det demokratiske Partis nominering. I dag ser det helt anderledes ud. Gores valgkampagne er ved at bryde sammen, og den 23. september gav den indflydelsesrige senator Patrick Moynihan sin støtte til den anden demokratiske præsidentkandidat, Bill Bradley. Adspurgt om hvorfor han ikke støttede vicepræsident Al Gore, svarede Moynihan; "Fordi han er uvælgelig".
Den 30. september bekendtgjorde Den føderale Valgkommission, at den tredje demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche var blevet anerkendt som officiel kandidat med ret til at modtage føderal kampagnestøtte. De seneste nyheder fra LaRouches valgkampagne kan findes på www.larouchecampaign.org.
BOMBEATTENTAT IMOD PRÆSIDENTKANDIDAT
Den 2. oktober blev den ukrainske præsidentkandidat Natalya Vitrenko udsat for et bombeattentat efter et valgmøde i byen Inguletsk i den østlige del af Ukraine. Flere håndgranater blev kastet efter hende og hendes kampagnestab, da de forlod mødesalen for at stige ind i en bil. 33 mennesker blev såret, heraf 4 alvorligt. Vitrenko selv fik snitsår på benene og kroppen.
Både den ukrainske og den internationale presse har beskrevet kapløbet mellem præsident Leonid Kuchma og Natalya Vitrenko som "meget tæt". Alle øvrige kandidater ligger langt efter i meningsmålingerne. I 1997 var Natalya Vitrenko sammen med Schiller Instituttets internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, medforfatter til en international appel til præsident Clinton om at indkalde til en ny Bretton Woods-konference. Under valgkampen har Vitrenko ført en meget polemisk kampagne imod IMF, og hun har flittigt anvendt sig af LaRouches berømte "tripelkurve" for at beskrive det igangværende finanssammenbrud. Det ser man bl.a. på hendes valgplakater.