årgang 11, nr. 12 ------------------------------------ december 1999
I et interview med den britiske tv-station BBC afviste den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith enhver snak om, at USA's økonomi skulle have nået et nyt nationalkøkonomisk mirakelstadie med evig økonomisk vækst uden inflation. Den nu halvfemsårige professor emeritus var slet ikke i tvivl om, at verden meget snart bliver konfronteret med dramatiske økonomiske omvæltninger. Direkte adspurgt af BBC's Tim Sebastian om det var et nyt børskrak, han havde i tankerne, svarede han: "En ny depression!"
John Kenneth Galbraith er ikke en "hr. hvem-som-helst". Han var med i kredsen af unge amerikanske økonomer, der fra første færd støttede præsident Franklin D. Roosevelts "New Deal". Under krigen blev han chef for den amerikanske regerings kontor for priskontrol. Fra allernærmeste hold så han præsident Roosevelt trække USA ud af depressionen og lægge grunden til efterkrigstidens industrielle supermagt. Det fortæller han om i en ny bog.
Galbraith genopfrisker et længe glemt - men tankevækkende - historisk faktum. Finansmogulerne på Wall Street og hovedparten af det amerikanske erhvervsliv var indædte modstandere af alt, Roosevelt stod for. Fra først til sidst. Uanset hvor dyb depressionens menneskelige ulykke var, og uanset hvor mange penge de private virksomheder kom til at tjene på Roosevelts genopbygningsprojekter, så bekæmpede de ham med næb og klør. Det var et spørgsmål om magt, ikke for eller imod en økonomisk politik. End ikke USA's indtræden i Anden Verdenskrig ændrede på dette forhold. Ifølge John Kenneth Galbraith måtte Franklin D. Roosevelt føre krig på to fronter.
Lad os springe frem til vore dage. I slutningen af november krakkede Tysklands gamle byggegigant Philipp Holzmann. Mere end trestusinde arbejdspladser var i overhængende fare for at forsvinde. Titusinder af tyske byggearbejdere ville miste deres pension. Den var blevet udbetalt i Holzmann-aktier. Alligevel kunne de tyske storbanker ikke finde de nødvendige penge til en redningsplan. Det fik den tyske befolkning i oprør, og forbundskansler Gerhard Schröder måtte gribe ind. Han vred armen om på bankerne og belærte dem om "samfundssind".
Financial Times i London blev aldeles hysterisk. Det samme gjorde mogulerne på børsen i Frankfurt. Men ikke den tyske befolkning. Den har sluttet lige så massivt op om forbundskansleren, som den amerikanske befolkning gjorde om præsident Roosevelt - i hele fire valgperioder. Det burde vække til eftertanke. Alle taler pænt om bevarelse af "velfærdsstaten". Men ingen tør stille spørgsmålstegn ved tidens hovedløse liberalisme. Det må have en ende. Lad os genoplive Roosevelts politik, før jungleloven får klemt det sidste liv ud af det civiliserede velfærdssamfund.
KURSSKIFTE I TYSKLAND
Den 23. november indgav den 150 år gamle tyske byggekoncern Philipp Holzmann en længe ventet konkursbegæring. Efter flere dages maratonforhandlinger med koncernens banker og kreditorer måtte ledelsen opgive at strikke en redningsplan sammen. Mere end 17.000 tyske arbejdspladser i selve byggekoncernen, og mere end 40.000 arbejdspladser hos diverse underleverandører, var truet af øjeblikkelig lukning. Det fik forbundskansler Gerhard Schröder på banen. Han opfordrede bankerne til at vise "samfundssind" og skaffe de få hundrede mio. D-mark, som stadig manglede i den nødvendige 4,3 mia. D-mark store redningsplan. Det hjalp ikke. Derfor måtte kansleren personligt træde ind i forhandlingerne, og sent på aftenen den 24. november kunne han fra koncernens hovedsæde i Frankfurt meddele, at Philipp Holzmann var reddet. Den tyske regering havde via den offentlige bank, Kreditanstalt für Wiederaufbau, skudt 150 mio. D-mark i koncernen og udstedt yderligere statsgarantier for 100 mio. D-mark. Resten af den nødvendige kapital skulle en ny aktieemmission og de 27 kreditorbanker stå for.
Som forventet reagerede finansverdenen, ikke mindst i London, særdeles negativt på forbundskansler Schröders indgreb. I en leder den 25. november skrev The Financial Times, at "hvis det ikke var fordi den er så urovækkende, kan man kun betegne Schröders nye politik som latterlig". Men i sin ophidselse fik avisen også sat fingeren på det ømme punkt, for den betegnede Schröders indgreb som "et typisk eksempel på traditionel tysk kapitalisme". Og det var i høj grad, hvad sagen drejede sig om.
I Tyskland har man været vant til, at banker i krisesituationer viser samfundssind og ikke bare hytter deres aktionærers snævre økonomiske interesser (i moderne finanssprog "shareholder value", "aktieejernes værdier"). Derfor blev de tyske bankers manglende vilje til at redde de mange tusinder arbejdspladser set som et alvorligt brud på tysk erhvervstradition. Det skabte en massiv reaktion i befolkningen, fra højre til venstre. Ved demonstrationer i alle de store tyske byer, så man skilte med teksten: "Stop amerikaniseringen af vore banker". Den 24. november pustede boulevardbladet Bildzeitung til folkestemningen ved at offentliggøre billeder af de 20 ledende bankdirektører vedhæftet navn og personlig millionindkomst. Så kunne hele befolkningen se, hvem det var, der havde ødelagt tusinder af familiers eksistensgrundlag. Da redningen var en realitet, skrev samme avis: "Det var hele Tyskland, som kæmpede for Holzmann". En meningsmåling viste, at 75% af den tyske befolkning støttede kansler Schröders indgreb.
En væsentlig årsag til de tyske bankers normale "samfundssind" er det usædvanligt høje antal offentlige banker, som stadig findes i Tyskland. Hele 37,8% af de tyske bankforretninger går gennem offentligt ejede banker. Det drejer sig hovedsageligt om lokale sparekasser og forbundsstatsbanker. Hertil skal lægges særlige statsejede banker, som f.eks. Kreditanstalt für Wiederaufbau, som sidder på 9,3% af bankomsætningen. Lægger man de 14%, som fællesejede andelskasser bestyrer, oveni, så er der kun 38,9% af de tyske bankforretninger tilbage til egentligt private banker. Men det var disse private banker, anført af Tysklands største bank, Deutsche Bank, som var villige til at ofre 60.000 arbejdspladser.
Den særlige tyske bankkultur har spillet en stor historisk rolle i opbygningen af den tyske industrination. Ikke desto mindre mener Den internationale Valutafond, IMF, at tiden nu er inde til en omfattende privatisering af den tyske banksektor. I en ny rapport, der blev fremlagt i midten af november, erkender IMF, at den særlige tyske bankkultur har spillet en vigtig rolle i opbygningen af hele det tyske erhvervsliv, ikke mindst i tiden efter 2. Verdenskrig. Men med henvisning til den voksende "globale konkurrence" mener IMF, at det er på tide at privatisere disse offentlige banker (så kan tyskerne opleve en ligeså stor succes, som vi danskere har gjort med konverteringen af den overskudsgivende Postgiro til den gebyropkrævende, serviceløse privatejede BG Bank -red.). De tyske bankgebyrer er, takket være de offentlige banker, de laveste i Europa.
Selv om der utvivlsomt lå en stor portion gusten politisk opportunisme bag, repræsenterer forbundskansler Gerhard Schröders håndfaste indgreb overfor de tyske storbanker alligevel et markant politisk skifte. Befolkningens modstand imod bankernes og finansinstitutionernes benhårde jagt på profit har nået et punkt, de ansvarlige politikere ikke længere kan sidde overhørig. Man vil f.eks. ikke længere finde sig i, at tusinder af arbejdspladser bliver sat på spil, blot fordi børsspekulanter kan tjene tykt på, at et mindre britisk mobiltelefonselskab som Vodafone sætter 100 mia. dollars på højkant i en fjendtlig overtagelse af den store tyske maskinkoncern Mannesmann. Den største fjendtlige virksomhedsovertagelse i historien. Skulle angrebet lykkes, vil de næste mange års overskud forsvinde ned i lommer på de banker og investeringsselskaber, der har finansieret hele affæren. Det er den slags, befolkningen har fået nok af, og det har kansler Schröder fået at føle ved de tyske delstatsvalg i det forløbne år. Derfor reagerede han i Holzmannsagen. Han har taget det første alvorlige skridt væk fra Tony Blairs opreklamerede "Tredje Vej".
Men det er ikke nok med en enkeltstående herostatisk aktion fra den tyske forbundskansler. I en offentlig erklæring den 28. november skrev Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche (på vegne af Bürgerrechtsbewegung Solidarität): "En hel bunke inkompetente ledere i de store bankers og selskabers bestyrelser må udskiftes med folk, som ved, hvad produktion er for noget. Hvor er nutidens kompetente industribankfolk som Hermann Abs, Jürgen Ponto og Alfred Herrhausen? Disse ledende industrialister og bankfolk er blevet erstattet af management-typer, hvis eneste mål er at uddrive indtægter til aktieejerne på bekostning af produktion og beskæftigelse. Vi har stærkt brug for bankledere, der atter ser sig selv som industriens og landbrugets tjenere og ikke som megalomane diktatorer..."
Det er værd at bemærke, at Philipp Holzmanns problemer tog fart i begyndelsen af 90'erne, da koncernen, sammen med Deutsche Bank, kastede sig ud i håbløse spekulative investeringer. Resultatet blev, at koncernen i 1996 måtte skære arbejdsstyrken ned fra 48.000 til 28.000. I Mannesmanns tilfælde lagde man selv grunden til Vodafones fjendtlige overtagelsesforsøg, da man på rådgivning af Wall Streets tre førende investeringsselskaber, Goldman Sachs, J.P. Morgan og Merrill Lynch, opkøbte det britiske teleselskab Orange. Den nye generation af industriledere beskæftiger sig ikke længere med produktion. De er ligeså optaget af spekulative og finansielle transaktioner som børsmæglere og bankfolk.
HULLER I DEN TREDJE VEJ
Det er ikke kun den tyske forbundskansler Gerhard Schröder, som svigter sin partner, Storbritanniens premierminister Tony Blair, på deres fælles ideologiske korstog: "Den tredje Vej". Frankrigs premierminister Lionel Jospin har længe været en særdeles tøvende korsfarer, for at sige det mildt. Derfor var det vigtigt for ham at præcisere de dybe forskelle, der er mellem hans egen og Tony Blairs idé om "Den tredje Vej", inden de mødtes til konferencen "Politik for det 21. Århundrede" i Firenze den 21. november. Her deltog endvidere USA's præsident Bill Clinton, Italiens premierminister Massimo D'Alema, Portugals premierminister Antonio Guterres, Brasiliens præsident Henrique Cardoso og Gerhard Schröder.
I en pamflet, som blev udgivet af det britiske politiske selskab The Fabian Society og refereret i avisen The Guardian den 16. november, gik Lionel Jospin direkte til sagen: "Storbritannien var altid mere "globaliseret" end Frankrig. Det er landet, som opfandt og gav liv til frihandel - og samtidig vidste, hvordan man skulle manipulere med imperialistiske toldbegunstigelser, når det var i egen interesse"
"Det er vanskeligt at definere, hvad 'Den tredje Vej' egentlig er. Hvis det ligger mellem kommunisme og kapitalisme, er det ikke andet end et nyt navn, som kun giver mening for briterne"
"Kapitalismen er den bevægende kraft, men den ved ikke selv i hvilken retning, den går. De globale finansinteressers dominans over økonomien gør sammen med den kommende informationsrevolution dette aspekt af kapitalismen endnu mere udtalt. I dag er der i sandhed et misforhold mellem finanstransaktioner og samfundets og produktionens udvikling. De første bevæger sig med lysets hast. De sidste med lydens hastighed, hvis ikke langsommere Denne forskel i hastighed skaber en øget fare for nedbrydninger og sammenbrud. De finansielle bevægelser er alt for hurtige for udviklingen af den virkelige økonomi. Det er årsagen til, at finansielle bevægelser må reguleres, så disse transaktioner igen får reel betydning. Skabelsen af rigdom må rettes mod menneskelige formål. Finanskriserne i 1997 og 1998 i Asien og Rusland havde i det mindste én positiv effekt. De rystede de neo-liberalistiske påstande. Først og fremmest den optimistiske neo-liberale påstand om, at den bedste måde at styre verdensøkonomien på var ved at lade de frie markedskræfter råde, især på finansmarkederne. Den anden, mere pessimistiske, neo-liberale påstand var, at globaliseringen simpelthen måtte accepteres, fordi den på ingen måde kan kontrolleres."
"Markedet fordeler ressourcer, stimulerer initiativer, belønner indsats og arbejde, men det skaber hverken solidaritet, værdier, mål eller mening. Da samfundet er mere end en udveksling af varer, kan markedet ikke være dets eneste drivkraft. Derfor må en aktiv stat sikre velfærdsstaten... I Frankrig kalder vi det for "volontarisme". Vi følger den gamle franske tradition kaldet "Colbertisme" - ideen om, at staten må tage del i de direkte investeringer for at sikre produktionen af højkvalitetsvarer". Lionel Jospin understregede, at man i Frankrig aldrig vil forlade sine forpligtigelser overfor borgernes velbefindende og den moderne velfærdsstat.
"RULE BRITANIA"
Storbritanniens premierminister Tony Blair er under stigende politisk pres. Ikke bare internationalt, hvor den politiske opbakning til "Den tredje Vej" åbenlyst er ved at smuldre, men også på hjemmefronten, hvor oprøret lurer lige under overfladen i hans eget parti, Labour. Til Blairs grænseløse irritation, er partiets kandidat til overborgmesterposten i London, Ken Livingstone, en åbenmundet modstander af hans såkaldte "New Labour"-modernisering af partiet.
Men Tony Blairs loyalitet ligger også primært hos den britiske elite i City of London. Det fremgik klart af hans tale ved overborgmesterens årlige banket i Guildhall den 22. november. Hvis nogle af vore læsere fra tid til anden har ment, at vi her i Agro-Nyt har tillagt Storbritannien en alt for stor og intrigant rolle i international politik, så følg Tony Blairs tankegang. Netop hjemvendt fra konferencen i Firenze, sagde han bl.a.:
"Som det klart fremgik af konferencen i Firenze, står Storbritannien forrest i debatten om nye ideer i moderne progressiv politik. Ude i verden er der i dag en stor interesse for Storbritannien, og det må vi udnytte til vores fordel"
"Nationer har behov for at kende deres plads i verden. De har behov for at vide, hvem deres allierede er; deres internationale referencepunkter; deres plads og rolle i verdensnationernes magtstruktur. For Storbritanniens vedkommende er arven fra imperiet stadig overvældende. Dets ekko kan stadig høres i dette rum, i hver eneste by i Storbritannien, i hver eneste region i verden. I generationer har det formet menneskers tankegang; vores handelsmønstre og vore væbnede styrkers aktiviteter. Vore forældre og bedsteforældre voksede op med landkort, der i højrøde farver viste dets udbredelse på kloden."
"For næsten 40 år siden ramte Dean Achesons giftige bemærkning plet, da han sagde, at Storbritannien har mistet et imperium og endnu ikke fundet en rolle. De efterfølgende generationer af britiske politikere har, uden held, forsøgt at finde en vej tilbage, fra Churchills tre koncentriske cirkler til Fru Thatchers opråb til modstand imod Europas Forenede Stater."
"Men nu er jeg overbevist om, at denne søgen er bragt til ende. Vi er kommet os over tabet af imperiet - og har lagt abstinenserne bag os. Vi ønsker ikke længere at blive taget alvorligt bare på grund af vores historie, men for det vi er, og det vi vil blive. Vi har en ny rolle. Ikke i at skue tilbage og forsøge at genskabe os selv som det 19. århundredes fremragende supermagt, eller udgive os for at være de amerikanske romeres grækere."
"Den [rolle] er at anvende styrken fra vor historie til at bygge vor fremtid, ikke som en supermagt, men som en centralmagt, som en magt, der sidder i centrum af de alliancer og internationale politiske programmer, som former verden og dens fremtid"
"Storbritanniens potentielle styrke er indlysende, og i flere henseender unik. For det første er der vort formidable netværk af internationale kontakter. Vore ekstraordinært tætte forbindelser i hvert eneste hjørne af kloden gennem Det britiske Statssamfund. Vort medlemskab af FN's Sikkerhedsråd, af Nato og G-8. Vort tætte forhold til USA, skabt gennem to verdenskrige og Den kolde Krig. Vort afgørende medlemskab af EU. Vi er i centrum af alle disse overlappende alliancer og grupperinger."
"Folk undervurderer stadig virkningerne af globaliseringen. Teknologien er ved at omskrive reglerne for handel og forretning. Økonomiske grænser styrter i grus. Der handles for mere end 1.500 mia. dollars på alverdens valutabørser hver eneste dag, hvoraf den allerstørste ligger lige her i City of London. Den er større end Tokyo og New York tilsammen. Den er større end de øvrige fire europæiske børser tilsammen"
"Det vigtigste for Storbritannien er, at vi opbygger og former alliancer, der giver os styrke og indflydelse til at fremme vore egne nationale interesser, så vi til fulde udnytter vort potentiale..." (i det forrige århundrede udtrykte lord Palmerston det således: "Storbritannien har ikke permanente allierede, kun permanente interesser" -red.).
TERRORISTER FRA LONDON
Ifølge den britiske avis The Sunday Telegraph den 5. november rekrutterer den saudiarabiske terrorleder Osama Bin Laden nye terrorister i Storbritannien. Bin Laden selv opholder sig i Afghanistan, men hans organisation, Den internationale islamiske Front, IIF, opererer frit på De britiske Øer. Via hemmelige træningslejre forskellige steder i England sendes terroristerne videre til færdig uddannelse i Pakistan, hvorfra de indsættes i kamp i Tjetjenien eller Kashmir. IIF's politiske leder, sheik Omar Bakri Mohammad, sagde til The Sunday Telegraph: "Frivillige fra Storbritannien rejser ud til lejre, som styres af IIF og andre organisationer. Når de når frem, modtager de militær træning og derefter deltager de i jihad (hellig krig -red.). I sidste uge sendte vi 38 til Tjetjenien. Vore folk er ikke terrorister. De skyder ikke på civile, og de angriber ikke folk i Storbritannien".
Den 12. november afholdt en sammenslutning af islamiske organisationer, der kalder sig De muslimske og islamiske organisationer i Storbritannien, en konference i Euston, hvor man officielt vedtog at føre hellig krig imod Rusland.
Den russiske ambassade i London har flere gange protesteret over, at terrorgrupper uhindret kan rekruttere folk til indsættelse i Tjetjenien.
NYT FRA LAROUCHE'S VALGKAMP
Den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har haft stor succes med at afholde pressekonferencer og valgmøder over internettet. Flere tusinde mennesker har lyttet med, når LaRouche har diskuteret vigtige politiske spørgsmål med journalister, diplomater, fagforeningsfolk, borgerrettighedsforkæmpere og kampagnefrivillige.
Den næste runde af internettransmissioner vil være borgermøder, hvor vælgere kan stille spørgsmål direkte til LaRouche. Det første borgermøde vil finde sted i New York den 4. december, kl. 19:00 dansk tid. Det næste i Los Angeles den 11. december. Man kan lytte med på www.larouchecampaign.org. Her kan man også finde både lydbånd og afskrift af de tidligere internetmøder.
Den 3. november udsendte LaRouches kampagnestab en pressemeddelelse om et ubehageligt skridt, som Det demokratiske Partis nationale lederskab, DNC, har taget i et forsøg på at holde LaRouche ude af valgkampen. Under præsidentvalget i 1996 beordrede den daværende formand for DNC, Donald Fowler, de lokale partiorganisationer til at ignorere de stemmer, som LaRouche havde fået, når der skulle vælges delegerede til det nationale partikonvent. Derfor anlagde LaRouches valgkomité sag imod DNC for at have brudt loven om vælgerrettigheder fra 1965. Den lov blev vedtaget, fordi det daværende lederskab i Det demokratiske Parti forsøgte at holde medlemmer af Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse ude fra det nationale partikonvent.
Den 16. august i år argumenterede DNC's sagfører John C. Keeney Jr. så i retten imod LaRouches påstand. Og hans hovedargument var, at loven om vælgerrettigheder faktisk var i modstrid med den amerikanske grundlov, og at retten derfor burde ignorere både loven og LaRouches sagsanlæg. Det argument er yderst pinligt for Det demokratiske Parti, og LaRouches kampagnestab har diskret forsøgt at få DNC til at ændre sin påstand, uden held. Derfor blev pressemeddelelsen udsendt, og nyheden har skabt røre i de lokale partiforeninger. Det nationale partihovedkvarter er blevet kimet ned af vrede partimedlemmer, og i et desperat forsøg på at forsvare sig, benægter man, at Keeney overhovedet har sagt noget sådant. Særdeles pinligt for DNC, da argumentationen står nedfældet i retsprotokollen. Sagen og skandalen er endnu ikke afsluttet.
GOD JUL OG GODT NYTÅR!
Vi ses igen til næste år, og husk lige: Det nye årtusinde starter altså ikke før i år 2001.