Merkel og Hollande danser tango på vulkanen – med små trin
Af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter;
formand for det tyske parti, BüSo
2. juni, 2013
I det transatlantiske område er der for tiden kun en afgørende vigtig diskussion, af hvis udfald fremtiden og sandsynligvis også den største del af befolkningens overlevelse vil afhænge: Enten slår den voksende bevægelse for indførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven igennem – så kan man omgående begynde med at opbygge realøkonomien og gå i gang med at skabe de værdier, som er nødvendige for opretholdelsen af levestandarden og det sociale system. Eller også vil det lykkes finansoligarkiet fortsat at udhule demokratiet og retsstaten og ofre alt til Molok, G-SIFI’erne (»Globally Active, Systemically Important Financial Institutions«, globalt aktive, systemrelevante finansinstitutioner) – og så er sammenbruddet af verdens finanssystem og den generelle ekspropriering af befolkningen kun et spørgsmål om – ganske kort – tid.
På denne baggrund er det fælles holdningsdokument, som [den tyske] forbundskansler Merkel og den franske præsident Hollande offentliggjorde ved deres seneste møde i Paris, og som på forhånd angiver en fælles linje for det næste EU-topmøde i slutningen af juni, et ligeså anstrengt som nytteløst forsøg på at gå i spagat mellem »mere Europa« og mindre irritation hos de tyske vælgere, over for hvem det skal forblive tilsløret, hvem der bliver kaldt hen til kassen.
Alt imens Hollande som tidligere kræver en »ægte regering for økonomi«, og EU-kommissionen i alle tilfælde stræber efter en bankunion og en politisk union så hurtigt som muligt, lyder kompromisset noget i retning af, at ECB ganske vist vil få status af central myndighed til afvikling, som kan erklære bankerne i Eurozonen konkurs, men udførelsen af afviklingen påhviler regeringerne. Den tyske regering frygter åbenbart, at et samtykke til en uindskrænket bankunion og politisk union og en »cypriotisk model« knapt fire måneder før forbundsdagsvalget ikke blot ville få sparekasserne og andelsbankerne op på barrikaderne. De havde allerede opponeret imod kravet om, at de blandt andet skulle betale for udenlandske bankers spekulationsgæld gennem anvendelsen af den for nødstilfælde oprettede støttefond. I en bekendtgørelse, der blev offentliggjort i alle de større dagblade advarede de: »Overtagelsen af udenlandske bankers betalingsforpligtelser ville bringe vore kunders tillid til, at der var sikkerhed for deres opsparingskonti, i fare«.
