Finanssammenbrud - Gå ikke i panik!

LaRouche havde ret og vi ved, hvad der skal gøres

Udtalelse af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark,

den 16. september 2008.

Den amerikanske Føderalbank besluttede søndag den 14. september ikke at redde investeringsbanken Lehman Brothers med offentlige penge, som man ellers havde gjort med Bear Sterns i marts, og Fannie Mae og Freddie Mac en uge tidligere. Lehman Brothers blev dermed den største konkurssag nogensinde med 613 mia. dollars (en rekord der nok snart bliver overgået). Det har igangsat en ny fase i sammenbruddet af det globale finanssystem, hvor gigantiske finansværdier går op i røg og finansinstitutioner falder som dominoer. Men tab ikke hovedet i panik.

Mange her i Danmark vil tænke på Schiller Instituttets gentagne advarsler om et kommende finanssammenbrud, på min kommunalvalgskampagne i 2005: ”Når boblen brister – Et nyt Bretton Woods”, og på folketingsvalgkampagnen i 2007: ”Efter finanskrakket – Magnettog over Kattegat”. Folketingsmedlemmer vil måske også tænke på Schiller Instituttets foretræde for Politisk-Økonomisk Udvalg den 17. januar, hvor situationen i al dens gru blev fremlagt. De seneste dages begivenheder viser, at Schiller Instituttet og dets inspirator, den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche, har haft ret, og at de løsninger LaRouche allerede har fremlagt, må iværksættes. Bliver de det, vil enorme papirværdier gå op i røg, men den fysiske økonomi, vi er afhængige af, vil ikke blot overleve, men faktisk få det langt bedre. Det vil skabe grundlaget for en langt højere levestandard og et bedre liv for størstedelen af klodens befolkning. Følger vi ikke LaRouches anvisninger, vil spekulanterne kunne fastholde deres greb om magten lidt længere og prisen bliver, at vi går ind i en ny mørk tidsalder.

Siden LaRouche advarede om den seneste eskalering af finanssammenbruddet i et webcast den 25. juli sidste år, har han fremlagt en række nødtiltag, der må sættes i kraft, hvis vi skal komme helskindet gennem krisen:

1) Lovforslag til at redde boligejere og banker af 2007. Staten må gribe ind for at forhindre en flodbølge af folk, som bliver smidt ud af deres hjem, og samtidig sikre fungerende banker. Efterhånden som forskellige banker går ned, skal myndighederne ikke lade skatteyderne overtage bankens tab og kapitalkrævende problemer (som det skete med overtagelsen af Roskilde Bank). I stedet skal man gennem en konkursbehandling sikre, at bankens normale bankvirksomhed fortsætter uhindret i en rekonstrueret bank, og så fastfryse de dårlige positioner og evt. gæld til en senere forhandling. Spekulanter kan få lov til at tabe skjorten, men det er vigtigt at småsparere og mindre virksomheder beskyttes, og at bankerne kan fortsætte de daglige aktiviteter, som en økonomi ikke kan være foruden.

2) Todelt kreditpolitik. I stedet for ukritisk at pumpe milliarder ud til finansspekulanterne gennem national- og centralbanker skal vi målrette nationale kreditter til de dele af den fysiske økonomi, der kan komme til at lide under den kreditkrise, der allerede er i gang og som hurtigt vil blive værre. Vi må forberede os på, at de tider, hvor et dansk indlånsunderskud kunne hentes på de internationale finansmarkeder, er forbi. Staten bør derfor, via nationalbanken, have en todelt kreditpolitik. Vi kan lade renten på udlån til finansmarkederne være rimelig høj, og samtidigt have billige kreditter på 1-2 procent til investeringer i industri, landbrug og infrastruktur. Kreditter, der med staten som garant, udstedes til private virksomheder gennem deres normale bankforbindelse. På lignende hvis kan vi finansiere faste forbindelser over Femern Bælt, Øresund (Helsingør-Helsingborg) og Kattegat, samt offentlige investeringer i motorveje, højhastighedstognet (f.eks. magnettog), sygehuse, uddannelsesinstitutioner og forskning. Hvis krisen viser sig at føre til at almindelige familier ikke længere kan få rimelige realkreditlån o. lign. må staten ligeledes stå som garant.

3) Et nyt Bretton Woods. Det nuværende spekulationshærgede globale system, der allerede er i dødskramper, må sættes under konkursbehandling og erstattes af en moderne version af det Bretton Woods-finanssystem Roosevelt tog initiativ til i 1944. Det nye system skal være kreditbaseret, som Roosevelt havde tænkt sig, ikke monetaristisk, så der er indbyggede mekanismer til at skabe kreditter til nationale og internationale infrastrukturprojekter o. lign. Systemet kommer lettest til verden, hvis det iværksættes af en firemagt-alliance mellem USA, Rusland, Kina og Indien, der i ånden fra Den vestfalske Fred fra 1648 erstatter den nuværende konfrontationssøgende politik med en tilbagevenden til respekt for national suverænitet og samarbejde til fælles fordel.

Danmark og andre lande skal selvfølgelig gå med som grundlæggende medlemmer i dette nye finanssystem, der vil genetablere faste valutakurser landene imellem og indeholde arrangementer til at sikre råstoffer til faste rimelige priser for de forskellige nationer. Samtidigt skal vi samarbejde om store projekter og udviklingsprogrammer (som f.eks. Den eurasiske Landbro), der vil tage op til to generationer at fuldføre, og som kan øge det videnskabelige og produktive niveau i både de enkelte lande og verden som helhed.

I lang tid har der været politisk modstand imod denne form for tilbagevenden til national økonomisk politik, men med det sammenbrud, der er i gang af de internationale finans- og kreditmarkeder, er der ingen vej tilbage. Ideologien om globalisering og en ultraliberal frimarkedspolitik uden offentlig overopsyn og kontrol har spillet fallit. Enten følger vi LaRouches anvisninger og vender tilbage til en politik, der sætter befolkningens ve og vel først og kan sikre økonomisk fremgang for såvel nationer som befolkninger, eller vi går en ny mørk tidsalder i møde med økonomisk sammenbrud, kaos og krig.

Lad os vælge mens vi kan!

Den 1. oktober kl. 19:00 dansk tid vil Lyndon LaRouche holde en webcast fra Washington. Du kan lytte med på www.schillerinstitut.dk eller www.larouchepac.com.