Schiller Instituttets foretræde for 
Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg den 5. februar 2009

Den 5. februar havde Schiller Instituttet foretræde for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg. Tom Gillesberg holdt talen nedenfor der blev modtaget med blandede reaktioner af de tilstedeværende medlemmer. Formand Frank Aaen spurgte bagefter, hvor størrelsen på mængden af afledede finansielle investeringer, derivater kom fra, da Schiller Instituttets tal på 1.400 tusinder milliarder dollars (over tyve gange verdens BNP) er cirka dobbelt så højt som han har fået det oplyst. Gillesberg svarede, at tallet kommer fra Schiller Instituttets samarbejdspartner Executive Intelligence Review, men at det er et slag på tasken, da ingen ved, hvor stort tallet egentlig er. En stor del af derivathandlen er ikke på finansaktørernes bøger, men er private aftaler der ikke publiceres. Det er årsagen til at de er så farlige, og kan vælte finanshuse som dominobrikker, og derfor må under offentlig kontrol. De er modsvarigheden til finansielle atombomber, der kan ødelægge hele systemet. Frank Aaen replicerede, at en af verdens rigeste mænd, Warren Buffet, faktisk har kaldt derivater finansielle masseødelæggelsesvåben.

Tale af Tom Gillesberg til Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Politisk-økonomiske Udvalg den 5. februar 2009.

Konkursbehandling i stedet for bankrøveri!

Den såkaldte »Kreditpakke«, eller Bankpakke II, som de fleste af Folketingets partier enedes om i slutningen af januar, og som efter at være hastet igennem Folketinget blev vedtaget den 3. februar, er ren svindel. Det er en fortsættelse af den finansielle tankegang, der har bragt os i den største internationale finansielle krise nogensinde – og som har givet os yderst dystre fremtidsudsigter, hvis ikke vi skifter kurs.

De selv samme økonomer og økonomiske teorier, som har skabt denne krise, får nu lov til at diktere, hvordan den skal håndteres. »Kreditpakken« er fremlagt under foregivende af at ville sikre kreditgivningen til den danske økonomi, men vil i virkeligheden blot holde hånden under spekulanter og et bankerot monetært system, gennem at den gæld, der er blevet opbygget i det finansielle system gennem de seneste mange års spekulative bobler, vil blive overført til staten og skatteyderne.

Under sloganet, at staten ikke kan drive bankvirksomhed, vil regeringen gennemføre Danmarkshistoriens største røveri på 100 milliarder kr., der med forlængelsen af Bankpakke I tilmed kan vokse til 700 milliarder kr.[1], som skal hentes ud af den fremtidige velfærd og fremtidige skatteyderes lommer. Det må gøres om.

Den eneste holdbare løsning er i stedet, at sætte de insolvente banker under konkursbehandling, som vi forgæves foreslog det med Roskilde Bank. Derivater[2] og ubetalelige udeståender må afskrives, og bankerne kan så fortsætte i reorganiseret form med mandat til at drive normal ikke-spekulativ bankvirksomhed. På lignende vis, må hele det internationale finanssystem sættes under konkursbehandling. Samtidig må staten, gennem en transformeret Nationalbank, udstede nye kreditter til vitale dele af den danske økonomi. Hvis danske politikere står ved den svindel, som »Kreditpakken« udgør, i stedet for at gennemføre en sådan finansiel reorganisering, der faktisk kan løse problemerne, vil de i fremtiden komme til at stå til ansvar overfor en rasende befolkning, som de islandske politikere må det i dag.

Medier, økonomer og politikere gentager igen og igen en stor løgn: At ingen forudsagde den nuværende krise. Intet kunne være mere usandt. Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche har sammen med Schiller Instituttet igennem årtier advaret om det nuværende sammenbrud af det internationale finanssystem, og den medfølgende økonomisk krise i verdensøkonomien, som bliver værre dag for dag.

Selv lige inden de seneste 18 måneders sammenbrudsproces i finanssystemet tog fart, advarede LaRouche i et webcast den 25. juli 2007 om, at det var umiddelbart forestående. Jeg stillede også op ved kommunalvalget i november 2005 med valgsloganet: Når boblen brister … et nyt Bretton Woods, og ved folketingsvalget i november 2007 under temaet: Efter finanskrakket - Magnettog over Kattegat. Og vi har gentagne gange ved foretræde her i Folketinget (bl.a. for Politisk-Økonomisk Udvalg den 17. januar og 2. oktober 2008) advaret om krisen, og fremlagt en farbar vej ud af den.

I USA har befolkningen efter otte års mareridt med Bush og Cheney valgt Barack Obama som ny præsident. Han har åbent erklæret, at Abraham Lincoln og Franklin D. Roosevelt er hans politiske idoler, og har indledt sin embedstid, med at abortere centrale dele af Bush’ politik. Samtidigt har han ladet sin administration indlede både en privat og en offentlig dialog med Lyndon LaRouche, som det bl.a. kunne ses i to internettransmitterede webcast med LaRouche den 16. og den 22. januar[3].

En stor del af spørgsmålene kom fra folk med tilknytning til Obama-administrationen, og de blev afsluttet med følgende klare besked fra Det hvide Hus, via et spørgsmål fra en de personer, der har ledt Obama-administrationens overgangshold: »Hr. LaRouche, i løbet af de seneste par måneder har du været meget generøs, ved ikke blot at stille til skue de omstændigheder, som denne administration må danne sin politik under, men også givet os indblik i detaljerede analyser og specifikke politiske tiltag. Dit input har været uvurderligt, og vi ønsker at du skal vide, at det er blevet højt værdsat. Hvis du her i eftermiddag havde nogle få øjeblikke, til at give råd direkte til præsidenten, hvad ville du så sige til ham?«

LaRouches hovedbudskab til Obama-administrationen og resten af verden var, at i stedet for udstedelsen af dyre virkningsløse hjælpepakker, så må hele det finansielle system – inkl. Den amerikanske Føderalbank – sættes under konkursbehandling. Og det skal ske nu, mens Obama har befolkningens fulde støtte til dramatiske forandringer. Det såkaldte finansielle giftaffald, som f.eks. derivater (der har en volumen på 1.400 tusinde milliarder dollars - mere end tyve gange verdens BNP) skal ikke overtages af skatteyderne, men må afskrives sammen med de dårlige lån. Og så må USA sammen med bl.a. Rusland, Kina og Indien etablere et nyt Bretton Woods-finanssystem med faste valutakurser, som baseres på den amerikanske forfatnings mulighed for kreditskabelse gennem en nationalbank, i stedet for det nuværende centralbankbaserede monetære system.

For Danmark betyder det, at vi, i stedet for at låne bankerne op til 700 milliarder kr., skal sætte nødlidende banker under konkursbehandling.

Samtidigt bør vi, som USA gjorde det med Pecora-kommissionen i 1932-34, etablere en undersøgelseskommission, der kan fastlægge, hvilke ulovligheder der er foregået i vores hjemlige og den internationale finansverden, af den type vi så i USA i sagerne om Enron og Madoff, og med f.eks. Roskilde Bank og IT Factory herhjemme. Og sager, hvor banker har rådgivet sine kunder til at investere deres opsparing, pensioner og lånte penge i risikable investeringer, der blot havde til formål at berige banken.  Det må undersøges, i hvilket omfang ulovligheder og urimeligheder kan straffes, og hvordan ny lovgivning kan forhindre gentagelser, bl.a. ved indførelsen af en Glass-Steagal-lignende lovgivning, der tvinger banker til at vælge, om de vil være en normal bank eller en investeringsbank.

Kreditkrisen i det danske samfund må så løses, ved at Folketinget transformerer Den danske Nationalbank fra en centralbank til en rigtig nationalbank efter Alexander Hamiltons forbillede[4], og ved lov bemyndiger Nationalbanken til at udstede 500 milliarder kr. i lån, der er øremærkede til produktive dele af den danske økonomi.

Disse lån udstedes til store infrastrukturprojekter, som f.eks. bygningen af en Kattegatbro og et dansk magnettognet, Femern Bælt-forbindelsen, en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, og andre offentlige investeringer såsom veje, hospitaler og læreanstalter. Der udstedes også lavtforrentede lån til højteknologiske investeringer, forskning, industri, landbrug m.v.

På den måde kan vi, ligesom Roosevelt gjorde det, ikke blot holde gang i økonomien, men gennem produktive investeringer bygge et stærkt fundament for den fremtidige økonomi og velfærd i Danmark. En helt anden idé, end når man på keynesiansk vis blot stimulerer økonomien her og nu, gennem at pumpe penge ud til privat forbrug, som når man tisser i bukserne i frostvejr[5].

Det er gennem at øge arbejdsstyrkens produktive kræfter ved brug af videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og gennem at gøre den mere effektiv med investeringer i produktivitetsfremmende og tidsbesparende infrastruktur, at et samfund har råd til at opretholde en stadig stigende levestandard for en voksende befolkning.

En god nyhed fra Europa er, at den italienske finansminister Tremonti, som også har været i en dialog med LaRouche, er kommet offentligt ud for et Nyt Bretton Woods-finanssystem. Han har også annonceret, at han vil sætte det på G8-landenes dagsorden i forbindelse med det italienske G8-formandskab i det første halvår af 2009. Den danske regering bør tage kontakt med Italien for at støtte initiativet.

Den 11. februar kan man hente ny inspiration og vejledning i et nyt webcast med LaRouche (der kan ses på www.larouchepac.com kl. 19:00 dansk tid). Det ville også være en god idé at træde i Tremontis og Obama-administrationens fodspor og indlede en direkte dialog med LaRouche, gennem at tage del i Schiller Instituttets internationale konference i Frankfurt-området den 21.-22. februar og ved at invitere LaRouche til Danmark for yderlig diskussion.

Tak for ordet.

Overheads til talen