Tale af Tom Gillesberg til
Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg den 22. maj
2008
Fødevarekrisen kræver
handling nu!
Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.
Tak fordi vi måtte komme med så kort varsel.
Vi står midt i et sammenbrud af det globale finanssystem. Verden
mangler mad og hyperinflationslignende fødevareprisstigninger har gjort helt basale
fødevarer utilgængelige for mange fattige mennesker. Der er en akut
fødevarekrise. På trods af at formanden for FN's fødevare- og
landbrugsorganisation FAO slog alarm for et halvt år siden, er krisen indtil
for nylig blevet holdt ude af mediernes søgelys. 40 lande har allerede oplevet fødevareoptøjer
og ifølge Den Asiatiske Udviklingsbank er en milliard mennesker i Asien
allerede alvorligt truet af hungersnød. I Afrika, Latinamerika og andre steder,
ser yderligere en milliard mennesker samme skæbne i øjnene.
Den 3.-5. juni er der FAO-topmøde i Rom. Det skulle have
diskuteret klimaforandringer og bioenergi, men i lyset af den akutte
accelererende globale fødevarekrise har Schiller Instituttets internationale
formand, Helga Zepp-LaRouche, iværksat en global kampagne for at diskutere
fødevarekrisen i stedet[i].
Både de hurtige umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste af fødevarekrisens
effekter, og et program, der kan fordoble den globale fødevareforsyning og
sikre, at vi både kan brødføde den nuværende befolkning og de ni milliarder
mennesker, som FN anslår vi vil være i 2050. Med den tilgængelige teknologi vi
har i dag, er der ingen grund til at mennesker dør på grund af underudvikling,
sult og fejlernæring. Det har Schiller Instituttet hævdet siden sin oprettelse
og fremført med fornyet styrke, siden den amerikanske økonom og tidligere
demokratisk præsidentkandidat Lyndon LaRouche startede sin Mad for
Fred-kampagne i 1988.
Årsagen til fødevarekrisen
Det mest uhyggelige ved fødevarekrisen er, at den ikke er
resultatet af klimaforandringer eller uforudsigelige naturkatastrofer, men af
en forfejlet malthusiansk politik, der har reduceret den globale tilgængelighed
af fødevarer og dermed har gjort de livsnødvendige fødevarer til det hotteste
spekulationsobjekt i finansverdenen. Spekulanter tjener milliarder af dollars
mens millioner af mennesker dør.
De populære bortforklaringer på fødevarekrisen, som f.eks. at den skyldes en fejlslagen høst i Australien og at inderne og kineserne er begyndt at spise mere, er kynisk manipulation. Ser man på den globale kornproduktion per capita over de sidste 50 år (se diagram næste side), er det tydeligt at produktionen steg frem til slutningen af 1980'erne pga. programmer for national fødevareselvforsyning og brug af videnskabeligt og teknologisk fremskridt[ii].
Siden slutningen af 80'erne er det gået den anden vej. Det har
været resultatet af et skifte i den overordnede økonomiske og handelsmæssige
politik. Fødevarelagre blev pludseligt omdøbt til overskudslagre, som skulle
fjernes hurtigst muligt. Landmænd blev betalt for at producere mindre frem for
mere. Gennem GATT og senere Verdenshandelsorganisationen WTO blev verdens lande
tvunget til at fjerne nationale beskyttelsesordninger for deres landbrug og
erstatte forsyningssikkerhed med de ”frie” markedskræfter. Landmændene blev
dårligere betalt mens multinationale fødevaregiganter havde kronede dage.
Samtidigt gennemtvang Den vestlige Verden, bl.a. gennem IMF og Verdensbanken,
at fattige gældsatte lande skulle erstatte deres produktion af mad til
hjemmemarkedet med underbetalte eksportafgrøder, der kunne skaffe indtægter til
afdrage på gælden. Uanset faren for fødevareforsyningen.
I miljøets navn sænkede man landbrugets produktivitet gennem
restriktioner på gødning og sprøjtemidler, og der blev indført
braklægningsstøtte, der kunne nedbringe den såkaldte ”overproduktion”. I de
seneste år blev vanviddet så fuldbyrdet med beslutningen om at støtte
produktion af biobrændsel fra majs og korn. Alene i 2007 blev majs og korn, der
kunne have brødfødt 130 millioner mennesker i et helt år, lavet til bio-ethanol[iii].
Det er, hvad FN’s særlige rapportør for ”ret til føde”-programmet har kaldt ”en
forbrydelse imod menneskeheden” – et emne Egyptens præsident Mubarak har fortalt,
at han vil tage op på FAO’s møde i Rom.
De seneste 25 års malthusianske politik – i ”miljøbevidsthedens”
og globaliseringens hellige navn – er altså årsagen til den fødevarekrise, som
nu truer menneskeheden.
Løsningen til fødevarekrisen
Ligesom det var en forkert international politik, der har skabt
denne fødevarekrise, så er det også en ændret international politik, der kan
løse den. Derfor opfordrer Schiller Instituttet Folketinget og den danske
regering til at handle på følgende punkter og få dem sat på dagsordenen ved FAO’s
konference i begyndelsen af juni:
1. Fødevarehjælp og hurtig nødhjælp til finansiering af såsæd,
kunstgødning og landbrugsmaskineri til fattige nationer, så vi øger
fødevareforsyningen allerede næste høst.
2. Et omgående stop for brugen af fødevarer til biobrændsel.
3. Stop for WTO’s angreb på nationale programmer for
fødevareforsyningssikkerhed, og sikring af produktionspriser til landmændene.
4. En ny grøn revolution til øgning af landbrugsproduktiviteten.
5. Programmer i fattige nationer for at øge fødevareforsyningen
gennem investeringer i infrastruktur, fødevareindustri og vandprojekter.
6. Indgreb imod den globale spekulation i fødevarer og olie, der
er medansvarlig for de stigende fødevarepriser, samt etableringen af et nyt
Bretton Woods-finanssystem inden det nuværende finanssystem bryder helt sammen,
som foreslået af Lyndon LaRouche[iv]
den italienske finansminister Tremonti.
7. Langsigtede investeringer i store infrastrukturprojekter som
Den eurasiske Landbro, der vil reducere transporttiden, øge energiproduktionen
og fremme udviklingen af underudviklede områder.
Danmarks ansvar
Danmark er et rigt land, der også er et landbrugsland. Alligevel
har vi ladet os forblænde af den britiske liberalismes blålys og har været med
til at propagere for afskaffelse af den form for økonomi og fødevarepolitik,
der i efterkrigstiden sikrede stadigt flere mennesker mere mad på bordet. Vi
har været med til at påtvinge verden en global frihandelspolitik, der har
betydet, at det mest uundværlige for os mennesker – mad – er blevet reduceret
til blot at være et spekulationsobjekt og en handelsvare. At spise sig mæt er
en menneskeret og fødevarer må derfor ikke styres af de normale handels- og
markedsmekanismer.
Danmarks og Marianne Fischer Boels forsøg på at afskaffe resterne
af EU's fælles landbrugspolitik, vil blot føje spot til skade gennem at
yderligere forringe landmændenes kår og reducere fødevareproduktionen i EU. Erstatter
vi egen fødevareproduktion med toldfri import fra fattige lande, vil vi ikke som
hævdet forbedre deres situation, men blot sørge for at landmænd i ulandene, der
burde producere mad til deres lokale marked, producerer til os i stedet og
efterlader flere sultne maver i Afrika, Asien og Sydamerika. Vi må i stedet øge vores produktion gennem at genetablere
produktionspriser i EU og samarbejde med det strategiske partnerskab mellem Rusland,
Kina og Indien – og forhåbentlig snart USA – om at forhindre en verdensorden
baseret på en moderne version af Det britiske Imperiums politik og de deraf
følgende konflikter og krige.
Danmark må gøre skaden god igen, ved at sørge for, at vi i stedet
for at bruge miljøargumenter til at lægge hindringer i vejen for den nødvendige
produktion af mad, skaber en ægte grøn revolution med moderne videnskab og
teknologi. Lad os erstatte de seneste årtiers malthusianske politik med en
fordobling af verdens fødevareproduktion som det første skridt i en ny
økonomisk verdensorden, hvor vi ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk
fremskridt giver alle mennesker fred,
sikkerhed og velstand.
Tak for ordet.