Hvordan
vi genopbygger økonomien efter det store krak i 2007
Det følgende er en oversættelse af en
del af den webcast, der fandt sted med Lyndon LaRouche (billedet) i Washington
den 16. november 2006. Efter en kort introduktion af Deborah Freeman præsenterede
Lyndon LaRouche LaRouche Youth Movement (LYM), som fremførte Johan Sebastian
Bachs motet »Jesu, meine Freude«.
Deborah
Freeman
(Lyndon LaRouches talskvinde i Washington): Lad mig atter byde alle velkommen
til dagens arrangement. Det er i sandhed med stor glæde, at vi her efter de
seneste ugers valgkamp kan konstatere, at demokraterne nu kontrollerer begge
kamre i Den amerikanske Kongres [bifald], og jeg er overbevist om, at der både
her i Washington og ude i landet er en udbredt anerkendelse af, at sejren i høj
grad skyldes hr. LaRouche og den ungdomsbevægelse, der er tilknyttet hans navn
[applaus]. Sandheden er jo, at Det demokratiske Parti ikke just var i den bedste
form tilbage i foråret, da valgkampen for alvor tog fart.
Situationen
i Washington er nu ganske interessant. Mange af os, der arbejder her som
LaRouches repræsentanter, har i månedsvis hørt på forsikringer fra vores
demokratiske kolleger i Kongressen om, at de skam er helt og aldeles enige i
LaRouches økonomiske politik; »Men forstår I, problemet er bare, at vi
demokrater ikke er i flertal! Så, hvad ville ideen
være med at fremlægge alle disse lovforslag? Republikanerne nedstemmer dem
bare.«
Det
er en sang, vi har hørt igen og igen. Men nu har demokraterne flertal. Derfor
er der ingen grund til ikke at forvente, at de i hurtig rækkefølge fremlægger
den nødvendige lovgivning, så vi kan komme i gang med det
vigtige arbejde, der ligger foran os. Der er ikke for at være spydig,
men det er faktisk, hvad jeg forventer, bliver indledningen på det nye år, for
det bliver vi simpelthen nødt til. Faktum er, at demokraternes sejr er ekstrem
vigtig.
Men
nu hvor valgkampen er ovre, bliver vi også nødt til at forholde os til det
simple faktum, at det igangværende strategiske, økonomiske og finansielle
sammenbrud vil accelerere. Det store spørgsmål er derfor ikke, hvem der
stiller op til præsidentvalget i 2008, men hvordan nationen og den amerikanske
befolkning får organiseret sin vej ud af »Det store Krak 2007«. Og der findes
ikke andre, der er bedre til at takle det spørgsmål, end Lyndon LaRouche. Lad
os byde ham velkommen [stående bifald].
Hvad Bob Rubin ved – og ikke ved
Lyndon
LaRouche:
Mange tak, unge dame, mange tak. … Der er tre emner, som jeg først som
referencepunkter, vil henlede jeres opmærksomhed på, inden jeg vender tilbage
til et af dem, nemlig økonomien.
For
det første er mange af jer sikkert bekendt med, at Bob Rubin, den fhv.
finansminister, for nylig fremsatte nogle bemærkninger, og at andre har luftet
lignende tanker, men han i særdeleshed: Han tog ikke skridtet fuldt ud, men han
advarede om, at vi står overfor en overhængende krise, et nært forestående
sammenbrud af det nuværende finans- og betalingssystem, noget han gennem længere
tid har advaret om. Han fremlagde ikke nogen løsning, men pegede blot på nødvendigheden
af, at vi forholder os til denne reelle trussel, som han i øvrigt underdrev
betydeligt.
Men
det vil jeg ikke protestere over, for Bob Rubin har forpligtet sig til to ting:
Han er professionel bankmand, hvilket var grundlaget for hans embedsperiode som
finansminister. Han er en særdeles klog og intelligent fyr, og meget modig. Men
han er bankmand, ikke politiker. Han står ikke i spidsen for en hær i felten.
Som I ved, hælder jeg personligt mere i den retning.
Men
jeg er enig med ham i følgende: Han er, hvad han er, og jeg er, hvad jeg er, og
jeg har intet imod, at han underdriver problemet så massivt, ej heller, at han
undlader at fremlægge en løsning, selv i den udstrækning han måtte have en sådan.
Hans
job består nemlig i at sætte ting i bevægelse, at få folk til at lette deres
bagdel, så at sige, og få dem til at indse, at det ikke er en glad økonomi,
vi har derude; at det er en skrækkelig økonomi, hvor de 80, ja måske, 90
procent økonomisk dårligst stillede familier i USA i særdeleshed, lider
ganske eftertrykkeligt. Hvor hver eneste nation i Vest- og Centraleuropa er i
hastig opløsning. Hvor der i dele af Sydamerika er en vis fremgang, men med en
massiv udbredt elendighed. Situationen i Afrika er ubeskrivelig. Og, som jeg vil
forklare, hvis USA går ned, vil Kina gå ned. Indien vil gå ned, og hele den
øvrige verden vil gå ned. Blive kastet ned i en kædereaktion, ikke en
depression, men en altomfattende sammenbrudskrise i lighed med det, der skete i
Europa i midten af det 14. århundrede, en periode kendt som Den mørke
Middelalder, hvor halvdelen af Europas bysamfund forsvandt fra landkortet sammen
med en tredjedel af befolkningen i løbet af bare en enkelt generation.
Vi
står i dag overfor forhold, der truer at udløse den samme katastrofe på
globalt plan. Så jeg opponerer ikke imod det Bob sagde, for hans job er at forsøge
at få nogle sløve padder til at indse, at det hele ikke er lutter lagkage, men
at vi befinder os i en dødsensfarlig situation, som kræver ganske barske og usædvanlige
indgreb. Heldigvis for os eksisterer disse indgreb, hvis vi ellers har viljen
til at anvende dem.
Krigen
i Irak
Vi
har en lignende situation med hensyn til tilbagetrækningen fra Irak. Jeg går
ud fra, at vi alle er enige om nødvendigheden af, at vi trækker os tilbage fra
Irak. Men der er praktiske problemer forbundet med en sådan tilbagetrækning.
Derfor må vi sikre os, at der virkelig er tale om en reel beslutning om at
komme ud derfra. At der ikke bare er tale om en »68’er«-hensigtserklæring
med en masse forbehold, men en absolut beslutning. Men vi kommer ikke til bare
at stikke af. Som ledende generaler, der er imod krigen, har påpeget, bliver vi
nødt til at iværksætte en proces, under hvilken vi faktisk kan frigøre os
uden at øge det allerede eksisterende mareridt, som Bush-regeringens politik
har skabt. Derfor er jeg både enig med dem, der siger »umiddelbar tilbagetrækning«
og dem, der siger, »vi bliver nødt til at have en tilbagetrækningsplan, der
lever op til omstændighederne«.
Vi
skubber på for en rigsretssag
Der
er et lignende spørgsmål: Visse demokrater tør ikke sige »rigsretssag«, når
de er inde i Kongressen. Hvorfor ikke? De er for en rigsretssag. Vi er for en
rigsretssag. Men hvorfor siger de det så ikke, og her ser vi altså lige bort
fra tåberne som eksempelvis nokkefåret fra Connecticut, kaldet Lieberman? Det
gør de ikke, fordi, som [det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus]
Conyers kan forklare, stiller man præsidenten for en retsinstans, hvor man selv
er dommer og jury, så kan man ikke indlede processen med at stå frem som
anklager. Man bliver nødt til at følge retsreglerne, især hvis man ønsker at
gøre noget, der er meget nødvendigt, for man kan ikke bare lade hånt om loven
og reglerne.
Men
vi, som ikke sidder i Kongressen, i Senatet eller Repræsentanternes Hus, har
ansvaret for at skabe det politiske pres for iværksættelsen af de
rigsretssager, vi ved er nødvendige: Først og fremmest imod [vicepræsident]
Cheney. Vi skaber derfor presset, og de skaber processen. Og så længe deres
proces svarer til vores pres, skal det nok ende godt alt sammen.
Det
er sådan lederskab fungerer, og med hensyn til funktionerne og processerne
indenfor regeringen, er det nødvendigt med et strategisk overblik over, hvad
det er, der skal gøres, og en forståelse for problemet, der skal løses. Men
man må også have respekt for selve processen, så man, undervejs mod det man
ønsker at opnå, ikke ødelægger målet. Derfor taler jeg, som jeg gør, og
det er mit job at gøre det således. Jeg er den hårde fyr, de andre er de bløde.
De taler blidt, jeg taler hårdt.
Der
er dog også en anden årsag, som jeg vil komme tilbage til, da det er
hovedemnet for i dag, og det er, at Bob Rubin faktisk ikke har en løsning.
Ingen af de velmenende, førende finansielle og økonomiske eksperter i hverken
USA eller Vesteuropa eller i verden som helhed, har nogen som helst ide om,
hvordan man stopper den igangværende og hastigt voksende fysisk-økonomiske og
finans- og valutamæssige krise. Ingen overhovedet! Men det har jeg. Derfor er
det min opgave, åbent og ærligt at sige hvad løsningen er, og klart
identificere, hvad det problem består i, som denne løsning skal afhjælpe,
altså hvad det er for en medicin, vi skal tage i anvendelse for at kurere
patienten. Hvis vi ikke gør, hvad jeg ved vi må gøre, hvis vi ikke tager
nogle af de nødvendige skridt, så vil vi i vores forsøg på at håndtere
krisen gøre problemerne endnu større. Og laver vi flere ulykker, her midt i en
krise langt værre end den i 1929-33, ender
vi en ny, mørk middelalder.
Derfor
må der gribes ind, her og nu, der må træffes en beslutning, her og nu;
medicinen må og skal være den rette medicin; løsningen, planen, må og skal være
den rette plan – sker det, kan vi komme ud af det her med skindet og livet i
behold. Og samtidig blive kureret for nogle af de sygdomme, som har bragt os i
denne situation. Det er min opgave.
Det
er mit job at sige, hvad det er der skal gøres, fordi der ikke er andre, der
har den fjerneste idé om, hvad det er, der skal gøres. Bob Rubin ved ikke,
hvad han skal gøre eller gribe i, og han er ellers en af de klogeste i hele i
USA på det her punkt. Det ved fhv. præsident Clinton heller ikke. Eller nogen
af komitéformændene i Kongressen, Senatet eller Repræsentanternes Hus. Ingen
af dem ved, hvad de skal gøre. De klogeste af dem har blot til hensigt at gøre
absolut ingenting. De vil meget gerne høre, hvad det er de skal gøre. Min
opgave er at fortælle dem, hvad løsningen er, og hvad der skal gøres.
Så,
for vor egen og fremtidige generationers skyld, lad os håbe at de er enige.
Hvad
skete der med økonomien?
Den
nuværende krise er faktisk noget, jeg har advaret om, i særdeleshed siden
slutningen af 1995, hvor jeg var gæst ved en konference om sundhedspolitiske spørgsmål,
arrangeret af Vatikanet. Under afslutningen af mødet fremlagde jeg en rapport
til støtte for selve konferencen, hvori jeg beskrev den overordnede krise, vi
står overfor, og som hele sundhedsspørgsmålet burde ses i lyset af: De økonomiske
aspekter i håndteringen af den voksende krise indenfor sundhedssektoren med
manglende investeringer og svigtende evne til at opfylde behovet over alt i
verden. Dette materiale blev som en del af min daværende præsidentvalgkampagne
offentliggjort i januar 1996, i form af det jeg kaldte» trippelkurven« (se
boks). Efterfølgende er der foretaget enkelte ændringer: Et aspekt af
forholdene i kurven er blevet ændret i tiden omkring 1999-2000. Men, det jeg
sagde dengang, var absolut rigtigt.
Det
der skete, den økonomiske virkelighed i den periode, særdeleshed siden 1987 og
de indgreb, der blev foretaget under Bush I – Bush 41, som han kaldes – var
udløsningen af en proces, styret af den bindegale fascist Alan Greenspan. Og
denne proces medførte et fald i den fysiske indkomst og produktion i USA. Men
dette fald blev tilsyneladende opvejet af en stigning i de samlede finansielle værdier,
fordi Den amerikanske Føderalbank og andre monetære mekanismer med rasende
hast spyttede penge ud baseret på de såkaldte »finansielle derivater«.
Derfor oplevede vi en finansiel vækst, en eksponentiel ekspansion af den
samlede mængde af finanspapirer, alt imens den samlede fysiske produktion per
indbygger faldt. Samtidig blev denne samlede mængde af finanspapirer drevet i
vejret af en ekspansion af den samlede pengemængde, der stammede fra helt nye måder,
hvormed fiktive penge blev skabt, og som enkelte tåber forsøgte at sætte i
banken. Men enhver bankmand ved, at det gør man bare ikke. Man tager sine
fiktive midler og forsøger at afsætte dem til den næste idiot for så at sætte
pengene i en eller anden form for fysisk eller omsættelig værdi.
Vi
har altså nået et punkt, hvor den vækst i pengemængden, der er nødvendig
for at oppebære den finansielle ekspansion, altså forhindre hele den oppustede
boble i at sprække, eller snarere til at få den til at gøre det, er af et sådant
omfang, at vi har nået til den endegyldige slutning på systemets bæreevne…
Sænk
ikke dollaren
Hvad
er det så, der skal gøres, så vi kommer til bunds i det her spørgsmål? Hvad
er løsningen? Altså, for det første: Sænk ikke dollaren. Devaluerer vi
dollaren her og nu med noget, der kan mærkes, for eksempel 20 eller 30 procent,
ville det bringe hele systemet til fald og udløse en kædereaktion, der ville
sende os lige lukt ned i en ny, mørk middelalder. Hele det globale finanssystem
er nemlig afhængig af en dollar, der i bund og grund ikke har nogen indre værdi.
Dollaren har en vedtaget værdi, ikke en fysisk værdi.
Vi
ødelagde dollaren i 1971-72. Vi afkoblede den fra Bretton Woods-systemet og
erklærede, at nu var den »flydende«. Hvad vil det sige, at den er »flydende«?
I ved godt, hvad det er der flyder, ikke sandt?
Men
sagen var, at dollaren stadig blev anvendt som regneenhed og reservevaluta i Den
internationale Valutafond. Derfor har verden et dollarsystem. Selv om visse dele
af verden forsøger at frigøre sig fra dollarens altoverskyggende betydning ved
at satse på andre valutaer, så er der ingen vej uden om, for hele verdens
finanssystem er baseret på evnen til at akkumulere amerikanske dollar. Og er
man ikke i stand til at inddrive sine fordringer på dollaren til den
oprindelige kurs, så er man faktisk selv bankerot. Det gælder hvert eneste
land i verden: Kina ville blive kastet ud i en krise. Indien ville bryde sammen.
Hvert eneste hjørne af kloden ville blive kastet ud i et sammenbrud, hvis
dollaren faldt med 30 procent.
Så
det første, man må forstå er, at der ikke findes nogen løsning, med mindre
man forhindrer dollaren i at bryde sammen. Hvordan kan man forhindre, at
dollaren kollapser? Joh, to ting skal gøres: USA bliver nødt til at komme af
med den nuværende præsident og vicepræsident. Vil du sikre din bagdel, afsæt
præsidenten. Og skyl ham ud der, hvor du normalt placerer din bagende.
En
FDR-lignende løsning
Med
mindre man således kan iværksætte en kursændring væk fra hans politik –
og fyren er altså ganske stædig i sin galskab – med mindre man er i stand
til at gøre det, jeg ønsker der skal gøres, og som præsident Franklin
Roosevelt ville have gjort, er man nytteløs, ja værre end nytteløs; man står
ganske enkelt i vejen for den videre udvikling. Hvis jeg var USA’s præsident,
eller hvis jeg kunne få en eller anden, som var USA’s præsident, til at gøre
det rigtige, kunne vi stoppe krisen. Ved hjælp af politisk magt og styrke kan
vi sige: »Vi vil forsvare dollaren ved dens nuværende vekselkurs på de
internationale finansmarkeder«. På den betingelse, at andre lande er villige
til at indgå i et samarbejde med det som formål.
Vi
vil i realiteten blive enige om at vende tilbage til noget, der ligner det
Bretton Woods-system, som præsident Nixon nedlagde i 1971-72. Vi vil erklære,
at det er USA’s politik at etablere et fast vekselkursforhold til andre
valutaer, andre lande og verdens valutaer som helhed. Vi vil skabe et nyt
system, som stadig vil anvende dollaren som regneenhed, men ved en fast kurs.
Gennem traktater vil vi – i et massivt omfang – konvertere kortfristede gældsforpligtelser
til langfristede obligationer med en løbetid på op til 25 og 30 år.
Derigennem kan vi, sammen med lande som er villige til at indgå aftaler,
stabilisere hele verden.
På
det grundlag kan vi udstede nye kreditter til en rente på mellem en og to
procent, enten som statsgaranterede lån eller gennem traktatsikrede aftaler
regeringer imellem som langfristede handelskreditter. Et godt eksempel ville være
en aftale mellem Tyskland og Kina, fordi Tyskland i meget høj grad er
handelspartner med Rusland og Kina. Det er faktisk nøglen til overhovedet at
have en økonomi i Tyskland.
Okay,
alle disse lande har naturligvis forskellige politiske, økonomiske og
valutariske systemer. Netop derfor kan man skabe et nyt instrument til at
finansiere store projekter, hvis man indgår en aftale, der rækker over en
periode på 25 til 50 år med en rente på en til to procent, noget som især
landene i Asien har stærkt brug for, fordi de her og nu ikke har tilstrækkelige
ressourcer til at færdiggøre det arbejde, der er behov for i deres respektive
lande.
Vi
kan således ordne alt der her med en meget lav udlånsrente. Vi kan sætte gang
i Europa, fremdeles i Tyskland. Vi kan banke dem op til at producere de varer,
der er behov for i Asien, i særdeleshed produktionsmidler, anlægsinvesteringer
og forbedringer. Vi finansierer størstedelen af tingene over en periode på 25
til 50 år. Vi vil også anvende et omstruktureret finans- og betalingssystem,
der minder om Bretton Woods – ikke det gamle Bretton Woods, men et som ligner
– et system med faste vekselkurser, og vi kan fastlåse verden til et sæt af
aftaler om fysisk-økonomisk vækst og genopbygning.
Luk
Greenspans finanskasino
Vi
gør også noget andet: Årsagen til at krisen er så alvorlig, som den er, skal
findes hos Alan Greenspan. Han var ikke godt for noget. Og uanset hvad han måtte
tage sig til i dag, er han stadig ikke godt for noget. Og han kan have været
hvor som helst i mellemtiden – hvis man kender ham ret. Enhver tilhænger af
Ayn Rand kan have været hvor som helst. Så vidt jeg ved, er han stadig en stor
beundrer af hende. Og se på alle de Ayn Rand-tilhængere, som er dukket op som
de værste fascistiske typer blandt de neokonservative, så ved man, at Alan
Greenspan var, som man siger om Satan: Ikke god for noget som helst.
Det
er derfor, vi befinder os i dette rod. Det har vi skabt ved at investere i
kasinoer i stedet for i opbygningen af ny produktionskapacitet, nye fabrikker,
ny infrastruktur, videnskabelig og teknologisk fremskridt, i storstilede
projekter med atomkraftanlæg og lignende. Hvor mange steder i USA er der ikke
åbnet kasinoer og legaliseret hasardspil som erstatning for tabt skatteprovenu?
Som en måde at skabe arbejdspladser på! Hvad skal det gøre godt for? Det er
hasardspil. Og hvor i Helvedet kom al dette hasardspil fra?
Faktisk,
er hele verdens finanssystem baseret på hasardspil. Spekulationsfondene, de såkaldte
hedgefonde, er ikke andet end gigantiske spillekasinoer. Og derfor er
banksystemet i realiteten bankerot, for det er forbundet til hedgefondene.
Vi
har nu nået et punkt, hvor disse hedgefonde vil begynde at bryde sammen, én
for én, som bobler der brister. Der er boligboblen. Det er ét stort
svindelnummer. Alle ejendomsinvesteringer i USA er baseret på et svindelnummer.
Lige her hvor vi står [i Washington DC], ovre på den anden side af floden i
Loudoun County ligger epicentret for det, der bliver det største krak på
boligmarkedet i menneskehedens historie. Det bliver et kædereaktionslignende
sammenbrud, hvor andre dele af landet ikke følger langt efter. Det er den
situation, vi befinder os i. Og den skyldes, at vi har akkumuleret et bjerg af gæld,
finansiel gæld, indenfor et system, der er baseret på hasardspil.
Og
i stedet for at optræde som ærlige spillere, der accepterer at have tabt, når
alle deres penge er gået fløjten, forlanger de at få dækket deres tab. Med
fortjeneste!
Derfor
kommer vi til at håndtere dette gennem en finansreform: Vi må redde bankerne.
Her er jeg enig med Bob Rubin. Vi bliver nødt til at rede banksystemet.
Hvorfor? Fordi banksystemet spiller en væsentlig rolle for cirkulationen af
kreditter og indskud, organiseringen af lokalsamfund samt privates og familiers
eksistensgrundlag, og meget mere.
Men
de er bankrotte! Ok, vi bliver stadig nødt til at redde dem. Vi gør det ved at
tage dem under konkursbehandling. Vi holder dørene åbne, mens de er under
konkursbehandling. Gæt i øvrigt hvor ordet bankerot stammer fra. Fra banker,
naturligvis.
Altså,
den føderale regering griber ind og overtager de bankerotte banker og udsteder
en regeringsordre, der siger: »I holder dørene åbne«. Vi lader det føderale
reservebanksystem undergå en konkursbehandling med den føderale regering som
bobestyrer. Og den føderale regering vil rent faktisk bestyre det. Vi vil
overtage konti, der ikke kan tilbagebetales på stående fod, og så lade hele
systemet undergå en fuldstændig reorganisering. Men I får ikke lov til at
lukke dørene. Vi vil fortælle jer, hvilke konti, I kan fortage udbetalinger
fra. Vi vil fortælle jer hvilke konti, der skal garanteres, hvad enten de skal
udbetales kontant eller indsættes på konto. Vi vil udstede retningslinier for,
hvortil man kan flytte sine uafklarede tilgodehavender hos bankerne, og hvorfra
der kan hæves til en symbolsk rente, som man nu har behov for. Med andre ord,
man har måske en opsparingskonto, der er indefrosset i en bank. Banken kan ikke
udbetale pengene, men gennem føderale love kan bestemte investeringer og
indskud garanteres, således at en person, der ikke kan hæve penge fra sin
bank, fordi banken ikke har nogen, midlertidigt kan udstyres med et lån til
minimale omkostninger, hvorfra der så kan hæves, indtil hele konkursproceduren
kan ophæves, nøjagtig som man gjorde det under Roosevelts tvungne bankfridage
tilbage i 1930’erne, men i langt mindre skala.
På
den måde kan vi holde bankerne funktionsdygtige. Vi kan selektivt beskytte de
ting, som har den højeste prioritet for familiernes og lokalsamfundenes
funktioner. Det kan vi faktisk gøre.
Derefter
tager vi simpelthen de finansielle derivater og lignende fup-investeringer og
sletter dem. Afskriver dem. De er forsvundet under alle omstændigheder.
Bankerne er bankerotte. Vi bliver nødt til at finde en saneringsaftale for
dollaren. For bank- og finanssystemet som helhed kan vi ende med en nedskrivning
af passiverne til 20 cents per dollar.
Men
gør vi det, går vi fra en situation med ureguleret kaos til et reguleret
system. Vi vender en kortvarig krise til langvarig stabilitet. Vi fjerner de
ting, der bør fjernes fra bøgerne, og vi beskytter de ting, der bør
beskyttes. Og vi indgår i en række internationale aftaler om at ekspandere den
fysiske produktion og udvikle infrastrukturen.
Kommer
vi dertil, har vi faktisk ikke længere noget problem. Vi skal blot sørge for
at holde en tilstrækkelig del af den amerikanske befolkning beskæftiget –
ikke hos McDonalds, men med nyttige ting og hvor man faktisk tør spise – for
eksempel hjemme i eget køkken, hvor man som oftest tør spise maden, ikke
sandt? Men går man på McDonalds, spekulerer man tit over, hvad det egentlig
er, man spiser. Eller rettere: »Hvem er det, jeg spiser?«. »Det smager som
nogen fra Australien. »Hvad laver den pung i min hamburger?«
Problemet
er altså ikke uoverkommeligt. Man kan bare se tilbage på det Franklin
Roosevelt gjorde i 1930’erne, hvor han vendte en økonomi, der var kollapset
med hele 30 procent under præsident Hoover,
og gjorde den til den største økonomiske maskine, verden nogensinde
havde set. En maskine, som var det eneste, der kunne redde verden fra et
diktatur under Hitler. En maskine som var et USA i partnerskab med andre lande,
inkl. Sovjetunionen, samt en ganske uvillig allieret, Storbritannien.
Storbritannien
havde oprindeligt været for Hitler. Men Roosevelt og en række begivenheder
overbeviste visse folk i Storbritannien om, at de hellere måtte være imod
Hitler. Alle de ledende bankfolk i New York City var for Hitler. De havde også
været for Mussolini. Roosevelt gokkede dem i hovedet og sagde: »Nu er I imod
Hitler«. Og de svarede: »Okay, javel hr., øh frue« (de bliver altid så
forvirret over disse ting).
Så,
der blev lagt pres på alle dem, der faktisk havde været arkitekterne bag nazi-systemet
i Storbritannien, blandt synarkisterne i Frankrig, de amerikanske bankfolk
herunder vor nuværende præsidents farfar, Prescott Bush! Han støttede Hitler.
Han underskrev personligt et lån, der overførte penge til det tyske
nazistparti tids nok til at sikre, at partiet ikke brød sammen, så Hitler
kunne blive diktator i Tyskland og næsten i hele verden.
Vi er ved
vejs ende
Det
drejer sig altså om, at regeringerne, hvis de da kan blive enige, godt kan
[klare problemet] – der er blot behov for en sammensværgelse blandt gode
regeringer, resten skal nok følge efter. Det bringer os frem til et andet spørgsmål,
som jeg vil tage op senere, men vi står lige nu i et omfattende sammenbrud,
hvor den akkumulerede gæld og den accelererende akkumulation af gæld, hvor
ubetalelig gæld betales med mere ubetalelig gæld, har nået et punkt,
illustreret af bolig- og realkreditkriserne i USA, som må betegnes som vejs
ende, som Bob Rubin formulerer det. Som jeg allerede har sagt, støtter jeg Bob
Rubin, fordi han forsøger at vække en række idioter i USA til at indse, at
der ikke er velstand, men at systemet er ved at bryde sammen. At vi er mere end
modne til et omfattende sammenbrud – der kan komme når som helst. Og hvis
ikke den amerikanske og andre regeringer gør det rigtige, når først det går
i gang, vil hele verden synke ned i en ny, mørk middelalder. Det er her, vi står,
og det er derfor, jeg bliver nødt til at gøre noget.
Problemet,
det psykologiske problem, er bare, at folk tror på penge. Briterne har
eksempelvis teorier om penge. [Karl] Marx fik sine ideer fra briterne, og derfor
har marxisterne nogle fjollede idéer om penge. De har en teori om pengenes værdi.
Penge,
hvad enten de drejer sig om mønter, papir, eller computerudskrifter har ingen
indre værdi. Ingen! De er et medie. De udgør en kontrakt, og det er det hele.
Eller rettere et medium for en kontrakt.
Det oligarkiske system skal besejres
Siden
Middelalderen, ja faktisk siden Det gamle Grækenland, men i særdeleshed i vor
moderne samfund, har penge, som et udtryk for begrebet »værdi«, altid været
forbundet til det, man kunne kalde »imperialisme«. Tilbage i Det gamle Grækenland
blev det kaldt det »oligarkiske system«. Og det er her, problemet melder sig i
USA, også indenfor lederskabet af Det demokratiske Parti. Et oligarkisk system,
hvor der sidder folk i toppen og styrer den demokratiske kampagne, Howard Deans
demokratiske kampagne, og lytter til folk som Felix Rohatyn, der ud fra enhver målestok
er fascist. Han bragte som bekendt Pinochet til magten i Chile. Og her var der
just ikke tale om noget, man kunne kalde en førsterangsdemokrat.
Men
de insisterer: »Vi henvender os til de rigeste tre procent af de amerikanske
familier for at få vores demokratiske valgkamp finansieret«. Jeg siger: »Nonsens«.
De svarer: »Nå, men det gør vi alligevel«. Så den demokratiske
kampagneorganisation, i særdeleshed under det såkaldte Demokratiske
Lederskabsråd og under Howard Dean, gik den vej for at få penge. Fra hvem? Fra
de rigeste tre procent af de amerikanske familier. Sig mig, hvad er problemet i
USA? Det største problem er de fattigste 80 procent af de amerikanske familier!
Eller måske endda de fattigste 90 procent nu om dage, som nogle af jer måske
har opdaget. Det plejer at være en rimelig sikkerhedsgaranti at tilhøre de
rigeste 20 procent. Nu skal man være blandt de rigeste 10 procent, eller måske
endda de rigeste tre procent.
Så
Det demokratiske Parti rettede sin opmærksomhed mod de rigeste tre procent! For
hvis bagdel er det nu, man skal kysse for at skaffe penge til valgkampen?
Hvorfor er det, at nogen demokrater ønskede at arbejde sammen med Felix
Rohatyn? Fordi de ville have fat i de penge, han sad på! Og derfor kunne han
diktere deres politik, og den måde hvorpå det førte deres valgkampagne,
gennem deres ønske om at stille ham tilfreds. Det er stadig et stort problem.
Og vi bliver nødt til at få det løst.
Virkelig
politik er derimod rettet mod de fattigste 80 procent af de amerikanske familier
og deres fysiske levestandard og leveforhold; de lokalsamfund i hvilke de lever.
Det er virkelig politik. Det er virkelig amerikansk politik i modsætning til et
eller andet europæisk oligarkisk system, hvor det er godsejere, der styrer
verden. Det her er det »oligarkiske system«: En håndfuld stenrige familier
styrer samfundet, på samme måde som de styrede Sparta, hvor slaverne var
jagtbytte for familiernes unge forkælede knægte bare for fornøjelsens skyld;
hvor de fattige blev forfulgt og mishandlet som dyr; hvor samfundet var baseret
på at behandle mennesker som dyr.
Tag
eksempelvis Quesnay, forfatteren til det såkaldte »fysiokratiske system«, der
sagde, at rigdom kom fra hvad? Fra produktionen? Nej, det var ikke det, han
sagde. Han sagde: Fra retten til ejendom, adelens ret til at besidde ejendom og
jord, der kunne anvendes til minedrift og landbrug – det var den magiske ting,
der skabte velstand. Og de mennesker på godset, der var engageret i
produktionen i minen eller i landbruget, blev betragtet som kvæg. De skulle
have lige nøjagtig så meget hø, at de fortsatte med at producere mælk og kød.
Men produktionsafkastet, rigdomsforøgelsen, var blevet produceret af den dovne
rad, der sad oppe på godset med sin ejendomsret, og det var denne magiske
ejendomsret over godset, der udsondrede denne overskudsværdi, denne rigdom. Det
er det oligarkiske system.
Det
var systemet i Sparta. Samme system som blev skabt i den europæiske historie af
Apollokulten i Delfi, som grundlagde Rom. Det var det, der skabte Romerriget, og
det der skabte byzans (det østromerske rige); det var det, der skabte
middelalderens imperium, hvor venetianerne kontrollerede de tumper, der kaldte
sig korsfarere, de normanniske riddere, og deres systematiske forfølgelse af
muslimer – »Halløjsa, der kan man se. Allerede dengang?« Den anti-islamiske
bevægelse. Lige ud af middelalderen. Korsfarerne, som overhovedet ikke var
kristne. De var klar til at korsfæste hvem som helst. Og de arbejdede for
Venedigs bankhuse! Det var dette middelaldersystem, der ledte til den sorte død!
Det
var det, der blev genskabt med Konstantinopels fald, hvor venetianerne genvandt
magten. Det var det, der ledte til etableringen af Det britiske Imperium, det
anglo-hollandske liberale system, som er en og samme ting. De genindførte
slaveriet! Og nu har de atter en gang genoplivet den anti-islamiske bevægelse
for at få en krig imod Islam. Samme sag en gang til.
Systemet
drejer sig således om at styre planeten ved at behandle det store flertal af
menneskeheden som var de dyr, med yngelpleje og beskæring af bestanden, eller
holde dem som kæledyr – for senere at fortære dem, som man gør med
ynglings-koen ude i stalden. Det er det oligarkiske system.
Med
Renæssancen blev en idé vakt til live, som stammede fra Athens Solon og blev
videregivet af Platon: Ideen om mennesket som helhed – at mennesker indeholder
noget, som det ikke har tilfælles med dyr. At mennesker indeholder en åndelig,
intellektuel kraft, der adskiller mennesket fra dyrene. Og derfor kan mennesker
ikke behandles som dyr! Samfundet eksisterer til gavn for menneskeheden, for
fremtidens menneskehed, og den fremtidige menneskehed består af alle nulevende
menneskers børn.
Et
fællesskab af suveræne nationer
Derfor
er virkelig politik ikke demokrati. Virkelig politik er omsorg for alle
menneskers ve og vel til gavn for fremtidens menneskehed. Det er respekten for
kulturernes suverænitet. Da folk har forskellige kulturelle baggrunde, kan de
kun fungere indenfor deres eget sprog, deres kultur, indenfor hvilken de
kommunikerer. Derfor organiserer folk sig i sprogkulturer eller
traditionskulturer. Hvorfor? Fordi de tænker indenfor de rammer. Ønsker man en
repræsentativ regering, må man give folk adgang til det system, der er deres,
indenfor hvilket de tænker, indenfor hvilket de kan udvikle ideer.
Af
samme årsag må man samtidig etablere et broderskab af relationer blandt
klodens forskellige kulturer. Det var Franklin Roosevelt intention. Truman ønskede
det modsatte. Som Franklin Roosevelt gentog mange gange, var det hans hensigt,
at når krigen var slut, skulle den kæmpe økonomiske maskine, der var blevet
skabt for at nedkæmpe Hitler, omdannes til at blive en kilde til den produktionsevne,
der ville gøre verdens koloniserede lande og undertrykte folkeslag i stand til
at udvikle deres egne uafhængige regeringer. Og til at etablere et broderskab
blandt nationale selvstyrende folkeslag her på Jorden. Det var Roosevelts
intention.
Det
Truman gjorde var at være Churchills nikkedukke. Briterne havde ingen
intentioner om at opgive deres imperium. Truman lod briterne genbesætte deres
kolonier. Truman-regeringen gav Vietnam tilbage til japanerne, så de kunne
overdrage landet til Frankrig. Den britiske regering og hollænderne undertrykte
befolkningen i Indonesien, frihedskampen i Afrika blev brutalt undertrykt, igen
og igen, gennem det meste af efterkrigstiden. Se det var forskellen på Truman
og Roosevelt.
Det
er det, der særstiller det amerikanske system, det amerikanske forfatningsmæssige
system, som vi har etableret her i landet. Vi kunne gøre det, fordi vi lå i en
vis afstand fra Europa, hvor oligarkiet dominerede. Og derfor var vi i stand til
at tage de bedste ideer, der var blevet udviklet i Europa, og opbygge en nation
og en kultur omkring disse europæiske ideer i sikker afstand til det europæiske
oligarki.
Der
er her skillelinien ligger i politik. Det er sagens kerne.
Ungdommens
uundværlige rolle
Se,
hvad der gav valgsejren. Hvad vandt valget? Det, Debbie sagde, var ingen
overdrivelse: Vores rolle, i særdeleshed ungdomsbevægelsens rolle, og det vi
fremførte som vores politik, var afgørende i de sidste uger af kampagnen for
at sikre en jordskredssejr for Det demokratiske Parti i Repræsentanternes Hus.
Hvor kom stemmerne fra, der sikrede den valgsejr? De kom fra folk i alderen
18-29 år. Og en del af jer kender dem i den alder ganske godt. Det kom også
fra en stigning, en kraftig stigning, i valgdeltagelsen blandt vælgerne mellem
25 og 35. Det var det, der vandt valget! Det var en del af befolkningen, som Det
demokratiske Partis kampagne intet gjorde for at erobre. Gældende politik var
at gøre intet som helst for at vinde dem over.
Dér
spillede vi en afgørende rolle. Vi pressede på, og ungdommen pressede rigtigt
hårdt på. Vi sikrede valgsejren! Det gjorde vi, fordi vi, med de metoder vi
benyttede til at skabe en masseeffekt, udløste en reaktion i befolkningen: Man
har nogle få folk med ideer, som skaber en masseeffekt. Ikke person-til-person
omvendelser. Ikke nogen religiøs omvendelse, tak. Men med en masseeffekt: Man
spreder ideer. Man sætter sine styrker ind for at sprede ideer blandt
befolkningen! Og processen af at sprede ideer blandt befolkningen får dem, når
ideerne appellerer til dem, til at have et bedre indbyrdes forhold. Og alle de
mennesker, som udvikler et sådant forbedret forhold ved hjælp af ideer, får
derigennem indflydelse på samfundet omkring dem, og det var det, der skete!
I
den sidste periode, henvendte vi os til alle med vores kampagner, men vi
henvendte os specielt til basisgruppen af 18-25-årige, og til gruppen af 25-35-årige.
Og det var nøjagtig der, vi havde succes! Vi henvendte os også til de andre
aldersgrupper, men vi havde ikke samme succes hos den ældre generation, som vi
havde i disse to udsnit af befolkningen. Og det gjaldt i særdeleshed den del af
befolkningen, der havde en højere uddannelse, eller rettere en halvhøj
uddannelse - vi har kun halv-universiteter i dag. De kaldes universiteter, men
det er de egentlig ikke.
Det
var altså sådan, vi forandrede tingene: Vi skabte en masseeffekt. Hvordan gik
det til? Hvordan fremprovokerede vi den? Sig mig engang: Mennesker i USA, mellem
25 og 35, eller dem mellem 18 og 25. Hvor mange af dem er rige? Hvor mange af
dem har råd til en universitetsuddannelse? Hvor mange har råd til at leve med
konsekvenserne af at have fået en? [latter]
Så
hvad er de to ting, der er karakteristisk ved disse to grupper: 18-25-årige og
25-35-årige? 68-erne nærmer sig den sørgelige slutning på deres eksistens,
og i deres tilfælde er den virkelig sørgelig, for de tror ikke på fremtiden.
De tror på nydelse. »Historien stopper med os«. Det er 68-erne.
Unge
mellem 18 og 25 derimod indtager enten stoffer og tager livet af sig, eller de
siger: »Jeg vil have et samfund med en fremtid. Jeg vil være her i en
arbejdsdygtig alder i de næste 50 år! Hvilken type fremtid får jeg i de næste
50 år? Kan jeg få børn? Kan jeg have en familie? Og hvis jeg får det,
hvilken fremtid får de så?« En person på 25-35 år står over for samme
problem: »Jeg er her, jeg har måske energi til at kæmpe de næste 40-50 år,
til at arbejde. Jeg vil have en familie på et tidspunkt. Jeg vil have en
familie, der kan eksistere et sted, hvor børnene kan vokse op! Jeg vil se frem
imod at få børnebørn, der vil bo i et samfund, der er mindst lige så godt,
som det vi har, og måske endda bedre.«
Vores
kultur blev ødelagt
Det
er motivationen hos dem, der endnu ikke har nået 68-ernes alder under vægten
af efterkrigstidens kultur. 68-erne har ingen idé om fremtiden! De troede ikke
på produktion! De hadede de folk, de mødte i arbejdstøj! Så de tog selv alt
tøjet af! [latter] Da de ting, de havde indtaget, gjorde dem ude af stand til
at se forskel, fik de alle til at tage tøjet af.
Vores
kultur blev ødelagt af det, der i Europa gik under navnet Kongressen for
Kulturel Frihed. Under Truman-administrationen blev der sat en række sociale
forandringer i gang – i særdeleshed blandt de øverste 20 procent af
indkomstskalaen, specielt i forstæderne – i uddannelsessystemet, gennem
fjernsynet osv., for at indoktrinere befolkningen, som var født efter 1945 og
frem til omkring 1957, til ikke at have nogle værdier; få dem til at blive
rene sofister. I Europa blev det kaldt Kongressen for Kulturel Frihed. I USA
havde vi en lignende proces.
Så
de unge mennesker, der gik på universitetet i 1960’erne, var i almenhed et
produkt af denne kulturelle indoktrinering. Da de eksploderede, fordi de blev
indkaldt [til militærtjeneste i Vietnam-krigen] – de eksploderede ikke, så længe
de kunne få udsat værnepligten ved at studere, men da dagen kom, hvor den
amerikanske regering sagde, at der ikke længere ville være så mange studieudsættelser
at få, og at de derfor kunne blive indkaldt – så gik de amok!
Og
hvad gjorde de? De krævede tøj og tog det af. De krævede tankefrihed og tog
stoffer for at ødelægge deres hoveder. Som f.eks. med LSD: De havde fester,
hvor de fik cola, vin og marihuana. Og når de var færdige med marihuanaen,
sagde de: »Det er ikke spændende mere, jeg vil have en rigtig tur ud i
vanviddet«, og så tog de noget LSD. De var imod teknologi; de var imod
produktion; de var imod dem, der arbejdede på fabrikkerne; de var imod landmændene;
de var imod alt det, der skulle sikre velfærden for hele befolkningen, og de
kaldte det »den nye frihed«.
Det
var det, der skete med os: Det var 68-erne. I Europa, som i USA, ødelagde
68-erne samfundet. Ikke fordi de havde et ønske om at ødelægge samfundet, men
fordi de selv var blevet ødelagt af Truman-tidens kultur, som de blev født ind
i. I særdeleshed hvis de kom fra familier i dens tid øverste 20 procent af
indkomstskalaen.
Nu
styrer den generation samfundet, og derfor er ledende medlemmer af Kongressen,
de ledende partier etc., ikke just i den bedste mentale tilstand. De har
visse…[LaRouche giver en visuel parodi på skør opførsel] [latter]. Og de
tror ikke rigtig på noget. De tror på deres nydelse. De tror på deres egen
fordel. De er på jagt efter visse former for spænding, som f.eks. at blive
valgt. Men de tror ikke på en mission til gavn for den fremtidige menneskehed.
De har ikke den type engagement.
Derfor
hviler menneskehedens fremtid på skuldrene af dem, der i dag er mellem 18 og
35. Fordi de, hvis de da ikke allerede er blevet ødelagt, tænker på
fremtiden. De tænker på udfaldet af de år, der ligger frem for dem. De er på
jagt efter en meningsfyldt tilværelse for de næste 50 år, hvad enten de så
har børn eller ej. Ligesom vi plejede at gøre! Ifølge hele min erfaring, og
jeg går langt tilbage, når man medregner bedsteforældre etc., nok over 150 år
– og der er slægtninge, jeg kendte, selv om jeg ikke fysisk traf dem, der går
over 200 år tilbage – så på en måde er jeg, sociologisk, 200 år gammel.
Og jeg arbejder på et tredje århundrede, tror jeg nok.
Så
det er situationen: Det er denne [18-35-årige] generation, vi er afhængige af.
Den generation er i bevægelse, som vi så det på valgresultatet. Denne
generation vil tilmed inspirere nogle af de døde hoveder blandt 68-erne og
bringe dem tilbage i live. De vil ikke gøre det selv, men de kan følge efter.
Historisk
set er det slet ikke usædvanligt. Revolutioner og krige bliver ofte udkæmpet
af folk i alderen 18-25 år. Alle store forandringer i samfundet har sine rødder
i udviklingen blandt folk i alderen 18-25. Sådan skabes historien. Se på
historien! Se på hvilken aldersgruppe i hver generation, der var afgørende for
at forme historien. Det er hele tiden det samme. Jeg plejede at advare folk om
det ved at sige: »Du ved, at du som 27-årig undergår et kønsskifte, hvis du
er universitetsstuderende. Når du får din doktorgrad, forsvinder din tænkeevne
pludseligt – fordi du ikke ønsker at ødelægge den perfektion, du allerede
har opnået, ved at lære noget nyt. Hvis du er professor som 27-årig, og
begynder at undervise og sige: »gentag efter mig«, læser op fra de notater,
du selv gjorde, da du lærte det samme stof, og fortsætter din fremtidige
undervisning på denne måde overfor alle de arme stakler, der er i de
fremtidige klasser, du vil undervise«.
Der
er altså et fænomen i samfundet, der viser sig, når unge mennesker når en
alder på 27, 30 eller lignende, der stammer fra en manglende udvikling af deres
kreativitet, da de var yngre. På det tidspunkt udvikler de en slags »fremskridtet
er slut«, »udviklingen er forbi«. De kan godt lære nye ting, tilegne sig nye
færdigheder og blive mere effektive, men de er ikke rigtigt kreative længere.
De er ikke rigtigt menneskelige mere. De bliver en slags dyrisk version af et
menneske. Hvad de har lært og vænnet sig til op til det punkt, bliver hos dem,
indtil det begynder at knibe med hukommelsen. Men de gør ikke fremskridt. De
gennemlever ikke personlige, indre revolutioner i deres kundskab, bryder ikke
fri. De har en tendens til at stagnere. Det betyder ikke, at alle er sådan, der
er en Einstein her og der. Men flertallet af befolkningen i vor tids samfund går
stadig død, når de når en alder af 27-30 år. Og kun ganske få er fortsat
kreative efter det punkt.
Det
er derfor altid afgørende for et samfund at fokusere på, hvad der flyder ind i
samfundets gruppe af 18-25-årige og 18-35-årige: Fokusér på det; indgyd dem
kreativitet, omgiv dem med kreativitet som en normal del af den sociale proces i
den aldersgruppe. For hvis du kan bibringe den aldersgruppe dét, så har du
skabt en ny retning og bevægelse i samfundet. Så har dit liv mening, for du gør,
hvad 68-generationen ikke ønskede at gøre, nemlig skabe noget, der følger
efter. [imiterer:] »Historien stopper her med os, og vi er ligeglade med, hvad
der kommer bagefter.«
Så
det er lige nøjagtig, hvad vi kan aflæse i valgresultatet.
Hvad
er økonomi?
Derfor
er vi nu på vej til et punkt, hvor min idé om økonomi bliver afgørende: Hvad
er den idé? Hvad er forskellen mellem et menneske og en abe? Bush vil aldrig
kunne sige det. Hans mor kunne aldrig fortælle ham det. Og hvis hun havde været
i stand til det, ville hun alligevel ikke have gjort det, for hun er en meget
ond person. Hun bryder sig ikke om børn, hun bruger dem som lommetørklæder.
Forskellen
mellem mennesker og dyr er kreativitet. Opdagelsen af et almengyldigt fysisk
princip er et typisk eksempel på det. Eller det vi har gjort i ungdomsbevægelsen
med Bachs værker, som vi også fik glæde af her i dag. Skabelsen af klassiske
musikværker og deres opførelse, hvis det bliver rigtigt forstået, som Bach
gjorde det, og som de store komponister efter Bach gjorde det, er ligesom deres
fremførelse af store musikere, store kunstnere, kreativt. Der drejer sig ikke
om at spille noderne, men at spille mellem noderne. At spille hele stykket,
samspillet mellem stemmerne. Og i denne forskel mellem de skrevne noder og
musikken findes kreativiteten. Det involverer de samme dele af sindet, som er
aktive i opdagelsen af et videnskabeligt princip i naturen, men som her anvendes
i en social proces.
Videnskab
og klassisk kunst er det samme. De gør brug af den samme form for kreative
erkendelsesmæssige evner. I det ene tilfælde er objektet noget i naturen eller
i dyr. Når det er i mennesker, er det en social proces, der involverer en
samvirkende interaktion mellem forskellige menneskers sind. Og det bliver bedst
udtrykt indenfor kunst, klassisk kunst. Da vi organiserede ungdomsbevægelsen
ude på østkysten, havde vi et møde, hvor vi besluttede – og mit forslag
blev godtaget – at tage »Jesu, meine Freude«-korværket, som vi opførte her
i dag, og bruge det til at betone en kulturel retning, som modsvarer den
tilsvarende tankegang indenfor fysisk videnskabelig kreativitet. Og med det i
baghovedet at udfolde denne kunst og udvikling indenfor vokalmusik. At spille
mellem noderne, eller den proces John [Sigerson] har arbejdet med koret for at
frembringe, når det gælder det musikalske komma: Hvad betyder det komma i
musikken? Når man får en idé om ironi, ironien var kommaet, som en ironisk
udvikling, der adskiller musikken fra noderne, det er ironi! Det er noget mellem
noderne. Det er det samme, som den ironi der er i det infinitesimale indenfor
naturvidenskab, som Kepler definerede det i sin opdagelse af den almene
tyngdelov og organiseringen af Solsystemet.
Ironi:
Fordi et alment fysisk princip aldrig er et sanseobjekt. Vore sanser kan
betragte effekterne af et alment gældende fysisk princip, men aldrig selve det
fysiske princip. Hvorfor ikke? Fordi tyngdekraften er ligeså stor som hele
universet. Hvordan kan man se en genstand, der er ligeså stor som universet?
Hvad skal man sammenligne den med? Det du ser er så at sige effekten af
genstanden, når den ruller hen over dig. »Åh, der er noget derude!«
Og
det afspejles i noget der sker; der rammer dig ethvert øjeblik. Hvor stort er så
et øjeblik? Lige så småt som man kan måle og endnu mindre. Det samme gør
sig gældende i poesi, klassisk poesi. Det gælder for al stor kunst: Det er
ikke en bogstavelig, mekanisk definition, som gør noget til kunst. Det er
ironien! Det er noget, der findes i sprækkerne, noget som er almengyldigt, et
almengyldigt princip. Det er det, der definerer videnskab, sådan som Kepler
definerer den. Og som de gamle grækere definerede videnskab ud fra begrebet
dynamis.
Forskellen mellem menneske og abe
Hvad
er så betydningen af det her for økonomi? Forskellen mellem menneske og abe er
kreativitet. Hvis mennesket var en abe, så ville du ikke blive forstyrret af
mere end et par millioner tilsvarende naboer, højest. For vi ville ikke være i
stand til opretholde en større bestand af aber, eller gorillaer, chimpanser
osv. Mennesker, har vi derimod seks milliarder af. Hvordan fik vi det? Fordi der
var udvikling. Hvilken slags udvikling? Menneskeheden udviklede sig i form af
kunst, i form af noget der modsvarer videnskab, og derfor gjorde menneskeheden
opdagelser. Disse opdagelser blev gentaget over efterfølgende generationer, og
blev til normen i samfundet: Menneskets magt i og over universet blev større.
Og jo flere individer, der gjorde brug af denne magt og tilegnede sig den, jo
mere fremgangsrigt og forbedret blev samfundet; jo større magt samfundet havde,
desto mere kunne vi erobre verden omkring os og skabe en højere levestandard
for menneskene, for den fremtidige menneskehed.
Det
er altså det, der er afgørende. I et oligarkisk samfund derimod, ønsker
oligarkiet ikke, at den brede befolkning skal forstå det. Det ønsker, ligesom
Adam Smith eller fysiokraterne, at reducere mennesket til samme status som en
lydig ko, der siger til sig selv, at den er lykkelig. Fortæl koen, at den skal
være lykkelig. »Hold kæft og vær lykkelig! Hold op med at larme om natten,
jeg vil sove! Hvis koen bliver ved med at holde mig vågen, slagter jeg den i
morgen tidlig!« Og mennesker bliver behandlet som køer. Du skal »lære«
ting. Lære hvordan du skal opføre dig. Gøre ligesom dine forfædre gjorde.
Opføre dig som du lærte det i skolen. Lær ikke nogen principper selv. Lær
ikke noget, din lærer ikke ved. Så bliver du bare smidt ud af klassen!
Men
det er forskellen. I et samfund som det, USA blev skabt med intentionen om at være,
da det blev dannet som nation, og endda endnu tidligere i 1600-tallets kolonier,
kolonien ved Massachusettsbugten, så var det intentionen: At udvikle til fulde
de kreative kræfter i det enkelte individ, i alle individer, hvor det var
muligt. At udvikle kreativitet! Denne kreativitet resulterede i, at
Massachusetts indtil 1688, da briterne slog det ned, var et af de mest
fremgangsrige områder i verden! Hvorfor det? Fordi man fostrede kreativiteten i
det samfund, man havde der på den tid.
Det
er kreativitet, udviklingen af de kreative evner, fremelskelsen af de kreative
evner og individets brug af dem, som definerer forskellen mellem menneske og
abe. Det er også, hvad dem jeg refererede til tidligere, de såkaldte økonomer,
ikke forstår: Det er hemmeligheden bag økonomi! Hvis man udvikler mennesker og
udvikler disse evner i menneskene, hvis man investerer i anvendelsen og
udviklingen af disse evner, i deres virkeliggørelse, så skaber man en
befolkning, der gennem kreativitet har en voksende magt både per indbygger og
per kvadratkilometer. Ved altså at fremelske individets kreative kræfter. Og
det er det, oligarkiet ikke ønsker.
Tilbage
til en kreativ økonomi
Hvad
er det, der er sket med jer? Det der skete var, at vi plejede at være et
produktivt USA. Vi havde gårde, vi havde industri, vi havde veluddannede folk
etc. Vi værdsatte disse ting. Jo flere veluddannede vi havde i et lokalsamfund,
jo flere læger, sygeplejersker etc. jo bedre havde vi det. Og det vidste vi.
Men nu siger de: »Nej, fabriksarbejde er noget skidt«. Det er, hvad 68-erne
siger, at fabriksarbejde er noget skidt. Vi fjerner fabrikken! Så behøver du
ikke slave i fabrikken. »Hvad skal jeg så lave?«
»Du
kan arbejde på McDonalds.«
»Hvad
laver man på McDonalds?«
»Vender
hamburgere.«
»Hvorfor
gør du det? Hvorfor gør du det ikke derhjemme i stedet for?«
»Jeg
ved ikke, hvordan man vender hamburgere derhjemme. Jeg ved kun, hvordan man
vender dem på McDonalds, ikke derhjemme.«
Vi
har altså en degenerering af den amerikanske arbejdsstyrke til noget, der
kaldes »serviceøkonomi«: Arbejdsintensive, ikke-produktive arbejdskræfter.
Den samlede produktion, vi producerer per indbygger, er rent fysisk ikke nok til
at opretholde den eksisterende befolkning! Vi er ved at dø! Vi er ved at dø af
viruset fra ’68!
Vi
bliver nødt til at gå tilbage til at blive en produktiv økonomi. Det er det,
de ikke forstår!
Vi
har en befolkning på denne planet, som for det meste er meget fattig. Asiens
befolkning og befolkningen i Afrika syd for Sahara er ekstremt fattig! De har
ikke den fornødne kraft, under de nuværende omstændigheder, til at sørge
ordentligt for deres befolkning. Vi har brug for at forbedre deres forhold, ikke
bare med infrastruktur, men også ved at skabe de omstændigheder, hvorunder
deres intellektuelle kræfter styrkes. Skabe et miljø af udvikling, hvor deres
evne til skabe deres egen velstand gives tilbage til dem.
Og
det er det, disse fyre ikke forstår. De tror, det er pengene, som har værdi.
Et værdivekslingssystem, det var her marxisterne i Sovjetunionen tog så
frygteligt fejl. Den største faktor i Sovjetunionens sammenbrud var
marxisternes værditeori! De forstod ikke, at det at fremme kreativiteten hos de
enkelte individer i samfundet er kilden til at producere værdier. Og pengene er
blot et bytteredskab, som må skabes og håndteres for at være behjælpelige i
processen af at overføre forskellige former for værdier befolkningen imellem.
Derfor
ligger økonomiens hemmelighed ikke i håndteringen af penge. Et system baseret
på håndtering af penge er et slavesystem, hvor der er et fåtal mennesker, der
kontrollerer pengene, kontrollerer økonomien, med det formål at få flere
penge. De tillader ikke udvikling, fordi de ønsker at stjæle. De stjæler så
meget, at økonomien får negativ økonomisk vækst, som det er sket for os, og
som vi ser det i verden i dag. De forstår ikke, at værdi er fysisk værdi,
ikke i form af fysiske genstande, men i form af en stigning i arbejdskraftens
produktionskraft per indbygger og per kvadratkilometer, som et resultat af
processen.
Og
det er det, de ikke forstår! Det er det, de ikke ønsker at forstå! Det er,
hvad 68-erne ikke ønsker at forstå, for så er de nødt til at indrømme, at
det, de var i 1968, var en gift, der skulle ødelægge vores samfund! Ikke fordi
de ønskede at være en gift, men fordi de var indoktrinerede og hjernevaskede
til at være giftige. De tabte kulturen! De mistede videnskaben! De gjorde det
af med arbejdspladserne. De gik glip af muligheden for at være produktive. De
tabte håbet om et godt sundhedsvæsen. De satte håbet om en fremtid for deres
børn og børnebørn over styr, fordi de ikke forstod, hvad rigtig værdi er. De
antog, at det at få flere penge er værdi. Men at få flere penge, uden at den
fysiske produktionskraft stiger, er værdiløst.
Det
drejer sig om, hvor meget vi udvikles, ikke »demokrati« som sådan, for
demokrati er et dårligt ord, men frihed! Individets frihed som det kommer til
udtryk i individets udvikling. Og muligheden for at bruge de udviklede evner til
gavn for samfundet på en måde, der gør, at man er stolt af sig selv. Stolt
over, hvad man gør for generationerne, der følger efter en. Det er frihed! Og
retten til at have indflydelse på processen, den tankeproces, som hører med
til at tænke på denne måde.
Det
er det, de ikke forstår.
Hvis
vi derfor kan gøre to ting – og dette midtvejsvalg har bevist det! Vi har
bevist det, ved at få unge vælge i gruppen af 18-25-årige, og gruppen af
25-35-årige, til at stemme: Det beviser, at der blandt de unge mennesker i
Amerika, de unge voksne i Amerika, er en kerne, som har en fremtidsorientering
og reagerer på ideen om en fremtid. I modsætning til 68-erne som i almenhed
har opgivet håbet om en fremtid og i stedet forsøger at klamre sig til det, de
kan redde fra deres egen fortid. Det er problemet.
Hemmeligheden,
som gælder overalt, er derfor – hvis man skal have en reorganisering af
finans- og betalingssystemet til at fungere, som jeg har beskrevet – at
mobilisere unge i alderen 18-35 år, som stadig er åbne overfor ideen om at være
til gavn for samfundet, åbne overfor ideen om at være rigtigt kreative, som
vil have klassisk kunst, som vil have videnskab, som påskønner det, og som har
en orientering mod fremtiden.
Derfor
har vi et dobbelt formål: Fastlæg de reformer, som vil forhindre et
finanssammenbrud i at kaste hele kloden ud i en ny mørk middelalder. Men gør
det på en måde, som indebærer at vi inspirerer og mobiliserer generationen
mellem 18 og 35, som stadig har en latent fremtidsorientering i sig, som vi så
det i det nylige valg. Fokusér på dem med den indsigt, at vi blandt dem i særdeleshed
må se på alle fra familier, der befinder sig i de laveste 80 procent af
indkomstskalaen. For det er ikke nok at inspirere unge fra de øverste 20
procent af indkomstskalaen – det rækker ikke. Hvis vi ikke kan inspirere unge
mennesker fra de laveste 80 procent, er der ingen fremtid for USA eller verden.
Ja,
inspirer alle du kan. Men glem aldrig, at det er det, vi gør for familierne i
de laveste 80 procent af indkomstskalaen, for de unge blandt disse 80 procent,
som bestemmer denne nations og hele menneskehedens fremtid.
Det
er det, Det demokratiske Parti har glemt.
Spørgsmål
til LaRouche
Freeman:
Det første spørgsmål
er af strategisk karakter og er stillet af en gruppe pensionerede højtstående
militærfolk, som vi har ført diskussioner med, især i løbet af den seneste
uges tid. De siger: »Hr. LaRouche, Baker-Hamilton-rapporten forventes snart at
blive offentliggjort. Nogle af os her i USA har udtrykt bekymring om, at
indenlandske politiske betragtninger kunne tilsidesætte den bedste overordnede
strategiske indfaldsvinkel til Irak-krisen, der hastigt er ved at udvikle sig
til en sekterisk borgerkrig, og det der er værre. Hvordan ville De reagere over
for disse bekymringer, og hvordan ville De opdatere eller omforme Deres egen
doktrin for Sydvestasien fra 2004?«
LaRouche:
Altså,
det jeg endnu ikke er kommet ind på er, hvem er fjenden? Folk rundt om i verden
tror, USA er fjenden. USA er ikke fjenden; USA er blevet en marionetdukke for
fjenden, og der er folk i USA, som repræsenterer fjenden – som George P.
Schultz, Henry Kissinger osv. De repræsenterer fjenden, men de er ikke rigtige
amerikanere. De repræsenterer en anden interesse; en fremmed interesse, som er
det anglo-hollandske liberale system. Det har sit centrum i det imperialistiske
system, der ønsker globalisering. Hvis man ønsker at ødelægge en stor nation
som vores, gør man det ved først at få den til at bringe sig selv i vanry.
Dernæst ser man på, hvordan nationen kan fås til at bringe sig selv i
miskredit overfor den øvrige verden. Og omfanget af det vanry, som vi har lidt
under siden år 2000, er det største i vor historie. Denne præsidentperiode,
dette Bush-Cheney præsidentskab, har været et redskab til at ødelægge os
selv, til vores selvdestruktion, som nu åbner dørene for andre ødelæggende
kræfter foruden os selv. Hvem stod bag? Hvem var vor fjende i 1776? Hvem var
vor fjende i 1812, 1815? Hvem var fjenden i 1861? Hvem har været vor fjende?
Hvem stod bag krigene på det europæiske kontinent, med det formål at opbygge
en imperialistisk magt, eller en sømagt? Hvem gjorde dét? De anglo-hollandske
styrker der altid, siden Paris-freden i 1763, har været ude på at ødelægge
det, som blev til USA. Det er disse mennesker, der flere gange er kommet ind og
har overtaget vores præsidentembede; det er disse mennesker, som skabte
Sydstaterne. Det var dem, der stod bag Woodrow Wilson, Teddy Roosevelt, der
ejede Coolidge, som ejede Hoover. Det var folkene bag Truman. Det er de folk,
der ejede Nixon. Det er disse mennesker, som ejede Den trilaterale Kommission.
De folk ejede højrefløjen indenfor Reagan-regeringen; mine fjender. Det er
dem, der står bag George H.W. Bush. De står bag Bush-Cheney-regeringen, som er
skabt af George P. Shultz, en anerkendt fascist. Hvem var de? Det internationale
finansoligarki. Hvem er det?
Det
er en krybende slimsvamp, skabt af finansinteresser i Paolo Sarpis venetianske
tradition, som opstod, da nogle venetianere tog navneforandring til hollandske
og engelske navne osv. I stedet for at blive kaldt venetianere, blev de kendt
som anglo-hollandske liberale. Det er dem, der skabte Det britiske Imperium, og
som er fast besluttet på at opbygge et verdensimperium, formet efter den
middelalderlige model fra dengang, da finansoligarkiet i Venedig kontrollerede
en gruppe skiderikker – for at bruge en teknisk betegnelse – der blev kaldt
korsfarerne. Disse anglo-hollandske liberale, eller de normanniske liberale, de
normanniske riddere, lavede en masse ballade i Europa, og lagde næsten
civilisationen øde i Middelalderen. De blev på en måde reinkarneret som de
anglo-hollandske liberale og blev en magtfaktor, en imperialistisk magt med
Freden i Paris, 1763. Siden da igangsatte de adskillige krige for at få Europa
til at ødelægge sig selv. De arbejdede på forskellige måder for at ødelægge
os. Og alle vore patrioter op gennem tiderne vidste dette. Kun vore dages
stakkels fjolser ved ikke noget om det; ved ikke hvem fjenden er. Hvem sloges vi
mod i krigene? Hvem var fjenden? Det var altid den samme. Somme tider var vi
nogle fjolser; vi gik over på fjendens side.
Det
er det samme i dag. Der er nogen, der ønsker at ødelægge os, og vi ødelægger
os selv. Og når højtstående militærfolk, der består af patriotiske og
samvittighedsfulde mænd, reagerer på det såkaldte rod i Mellemøsten, forstår
de ikke helt, hvad de historisk reagerer på, fordi de er yngre end jeg, og
derfor ikke var til stede tids nok til at kunne finde ud af, hvad det drejede
sig om. Men, vi patrioter – hør her, jeg kom hjem fra Burma og Indien i
slutningen af krigen som en simpel soldat. Og jeg så, at vi var blevet svigtet.
Da vi løb i havn, vidste jeg, at vi var blevet forrådt, forrådt af det, som
Truman repræsenterede.
I
1947 skrev jeg et brev til Eisenhower, der på det tidspunkt var rektor for
Columbia Universitet i New York. I et par korte afsnit – det er alt, man
skriver til en tidligere øverstbefalende – redegjorde jeg for, hvorfor han måtte
stille op som præsidentkandidat for Det demokratiske Parti. Og han skrev
tilbage, at han var enig med mig, men at tidspunktet ikke var det rigtige for
ham. Patrioter, som havde været i krig, forstod hvad vi repræsenterede, da vi
kæmpede for at redde verden. Vi reddede kloden fra nazismen. Men da Truman kom
til magten, begyndte vi allerede i løbet af 1948 at bringe nazisterne tilbage
til deres gamle stillinger i Frankrig og andre steder. Vi satte dem i spjældet,
vi torturerede dem et stykke tid, og så tog vi dem ud og gav dem deres
stillinger tilbage, og de har magten i dag. Hvad tror I, det er for en størrelse,
vi snakker om – denne højrefløj? Det er det samme.
Den
britiske metode
Det
er den britiske metode. Husk på hvad briterne gjorde. Her er Frankrig, den
Vestfalske Fred: Den Vestfalske Fred blev arrangeret af kardinal Mazarin fra
Frankrig, som efterfulgte denne idiot med navn Richelieu (en smart idiot, men
ikke desto mindre en idiot), der havde haft Jean-Baptiste Colbert som sin nøglerådgiver,
der organiserede Frankrig til at blive den førende nation i verden. Hvad skete
der med Frankrig? Hvordan blev Frankrig, den førende nation, den største magt
i verden på den tid [ødelagt]? Hvad skete der med dem? Jo, det blev gjort
indefra – Ludvig XIV.
Så
det de gjorde, de anglo-hollandske liberale, vore venner, vore kære
engelsktalende brødre og søstre (eller snarere engelsk-vrælende)! De forledte
denne idiot, som allierede sig med en flok gangstere, der blev kaldt Fronden,
til et imperialistisk selvbedrag, og han gik i en krigsfælde med de
anglo-hollandske liberale, så da Ludvig XIV døde, var der ikke meget tilbage
af det franske monarki, bortset fra et lille spædbarn. På det tidspunkt, i
1712, satte de anglo-hollandske liberale sig, gennem forskellige operationer, på
den engelske trone og oprettede Storbritannien og den britiske regering. Leibniz
dør i 1714; der sker et faseskifte i verdenshistorien. Flere krige! Altid på
kontinentet! Det anglo-hollandske liberale system vinder. Hvorfor?
Tag
Den Preussiske Syvårskrig; Det var sådan briterne blev til et imperium. Det
var det britiske Østindiske Kompagni, ikke det britiske monarki. Der var den
tids største feltherre, Preussens Frederik den Store, som var særdeles god til
at vinde på slagmarken, men som tabte krigen! Fordi han var en britisk
marionetdukke, der fik involveret styrkerne fra Rusland, Østrig-Ungarn,
Frankrig osv., alle blev inddraget i denne krig. Hvad kom der ud af det?
Frankrig, der var en stormagt, får frataget meget af sin magt, og briterne får
oprettet et imperium – de anglo-hollandske liberale fra det Østindiske
Kompagni. Historien gentager sig.
Vi
besejrede disse fyre, vi var en inspiration under vores revolution, Den
amerikanske Frihedskrig. Men så arrangerede de samme folk Den franske
Revolution ved hjælp af martinisterne, en gren af det franske frimureri. Og de
britiske frimurere styrede Frankrig; de styrede revolutionen. De skabte
Napoleon. »Skabte de Napoleon? Var de ikke fjender af Napoleon?« Jo – men
ikke rigtig. Fordi Napoleon gjorde mere for at ødelægge det europæiske
fastland end nogen anden, og derefter forsvandt han. De samme anglo-hollandske
liberale skabte Hitler. De var ved atter at opbygge et imperium og på samme måde
lave numre med ham, få ham til at sidde fast et eller andet sted i
Sovjetunionen og derefter tage ham bagfra, hvilket jo er, hvad briterne elsker
at gøre.
Og
som før, kom vi til at hænge på den. Vi vandt 2. verdenskrig. Vi reddede
planeten. Med alle vore fejl og mangler, så reddede vi den. Jo, der var også
andre, som kæmpede i den krig, men uden os, ville de aldrig have vundet den. Vi
reddede kloden fra nazismen.
Så,
jeg vender hjem fra krigen; blot en simpel soldat, men jeg ved, hvad der foregår,
ligesom alle andre, der var kloge nok til at vide, hvad der foregår. Jeg kommer
hjem og finder ud af, at vi er blevet forrådt. Vi er gået sammen med det samme
slæng, som vi kæmpede imod. Ja, vi gik sammen med briterne for at besejre
Hitler. Men Roosevelt vidste, hvad briterne var ude på; han fortalte Churchill
lige op i ansigtet, hvad han var for en.
Folk
glemmer altså, hvem fjenden er. De tænker på fjenden som en eller anden i en
boksekamp; man går ud og slår nogen ihjel. Det drejer sig ikke om at vinde
krige, ligesom man vinder nævekampe. Det, det drejer sig om – og det kræver
af og til militære evner – er at skabe historie! At tilvejebringe den form
for regeringssystem, samfundssystem, som denne planet har brug for. Vi var
foregangsmænd for dette; vi var skabt som ledere, fordi Europa var så befængt
af oligarkiet, at selv de bedste ideer i Europa aldrig ville kunne lykkes på
grund af dette forbandede oligarki. Vi var selvstændige; men efter Lincolns
sejr, efter Roosevelts sejr, blev vi gentagne gange forrådt.
Med
hensyn til Sydvestasien er det derfor idioti at drøfte politik på en negativ måde!
Det er ikke kun et militært spørgsmål; det er et strategisk spørgsmål på højeste
niveau. Vi har nået et punkt, hvor det ikke er muligt at udkæmpe en almindelig
krig. Vi er i atomvåbnenes tidsalder, og traditionelle ideer om krigsførelse
fungerer ikke længere, med undtagelse af specielle forsvarsmæssige
situationer. Men ideen om almen krigsførelse, erklære krig – man går ikke i
krig. Man kan forsvare sig, men man fortsætter ikke krigsførelsen; man
forsvarer sig, og man forsøger at afslutte krigen så hurtigt som muligt. Komme
væk derfra! Og man er forberedt på dette.
Asymmetrisk
krigsførelse
En
anden årsag til, at man ikke længere kan udkæmpe krige er, at man har
asymmetrisk krigsførelse, irregulær krigsførelse, i kæmpestort omfang. Og
der er ingen militærstyrke, der kan opretholde en permanent besættelsesstyrke
imod asymmetrisk krigsførelse. Israelerne fik sparket klunkerne af i Libanon
– fordi asymmetrisk krigsførelse besejrede dem. Ja, de bombede løs; deres
luftstyrker smed en masse bomber, men hvad så? Man lever på jorden, man er
ikke altid i en flyvemaskine.
Hvad
skete der i Sovjetunionen, i Afghanistan? Asymmetrisk krigsførelse. Hvad skete
der med USA i Indokina? Asymmetrisk krigsførelse. Hvad skete der i Irak? Forværret
asymmetrisk krigsførelse, kompliceret af den idiot, der blev sat ind [Paul
Bremer], som, da USA havde kontrol over situationen, annullerede aftalerne med
det irakiske militær og Ba’ath Partiet. Havde man fulgt normale militære
forskrifter, ville man have gjort alt det rigtigt, som Bremer gjorde forkert.
Accepter overgivelsen; antag dét lands styrker, som man lige har besejret; lad
dem gøre arbejdet med at regere landet, under en aftale, der tilstræber en
fredsslutning. Lad være med at forsøge at ændre regimet. Det var regimeændringen,
der gjorde asymmetrisk krigsførelse uundgåelig.
Vi
er nu i den sidste fase af asymmetrisk krigsførelse. Vi er ved at tabe
situationen i Palæstina og Israel. Situationen bliver mere og mere umulig. Vi
er lige ved at have en Sunni-Shi’a krig i regionen – maksimal
destabilisering.
Hvad
vi derfor bliver nødt til at gøre, er at hæve os op på et niveau højere end
disse enkle militære spørgsmål. Ja, vi må have en politik til at komme ud
derfra. Men vi skal ud. Hvad det betyder, er, at vi må inddrage hele den
sydvestasiatiske region i en omfattende strategi til at komme væk derfra. Se, så
længe denne præsident er ved magten, som USA’s præsident, kan man ikke gøre
det - det kan ikke lade sig gøre. Generalerne har på en måde ret, men det kan
ikke lade sig gøre, så længe vi har denne præsident. Det er ikke kun ham,
men også Cheney og hele hans apparat, der har gennemsyret USA’s
regeringsinstitutioner. Det vil kræve en del arbejde at blive af med de rotter,
der kom ind sammen med Bush-regeringen. De har nu været der i seks år. De har
spredt deres gift; de har ødelagt institutionerne; de har vendt op og ned på
begreberne; de har anbragt deres agenter overalt.
Sagen
er, at USA ikke bliver respekteret, så længe Bush er præsident, og så længe
Cheney har indflydelse. Hvis USA ønsker at udrette noget i Sydvestasien, bliver
man nødt til at få den bums ud af Det hvide Hus, og man bliver nødt til at
have en talsmand for USA, som folk har tillid til.
USA
skal forhandle med Iran
Jeg
er lige nu optaget af at undersøge, hvilke diplomatiske udveje, der er i denne
affære. Jeg er personligt involveret i dette. Jeg har en ide om, hvad
situationen er; vi må inspirere folkene i regionen til at opgive de planer, som
de netop nu har. Hvad skal vi gøre? Lad mig give et eksempel: Vi må forhandle
med Iran, ikke stille »betingelser«; vi må forhandle om generelle
diplomatiske relationer med Iran. Fordi, gør man det, ændrer man dynamikken.
Man må tage til Tyrkiet og lægge tingene frem for dem, fordi vi, på en måde,
skaber det kurdiske problem. Så vi skal have Tyrkiet involveret i dette rod. Vi
må holde israelerne væk; de må og skal have en ordning med palæstinenserne,
nu! Basta.
Man
må være ligeså skrap diplomatisk set i disse henseender, som man ville være
i krig. Hvis man er tilstrækkelig skrap på den rigtige måde, med det rette mål,
kan man vinde krigen uden at måtte slås. Problemet er, at det som er blevet
foreslået om tilbagetrækning, proceduren for at frigøre styrkerne, kræver,
at de rette faktorer er til stede, for at det skulle fungere. Alt jeg læser om
situationen lige nu er, at situationen er så forværret, at der ingen er til at
gennemføre selv en sådan simpel procedure. Der er ikke nogen måde, hvorpå
man kan hverve tropper fra regionen til en aftale, efter hvilken vi kan frigøre
de amerikanske styrker fra Irak. Vi bliver nødt til at »smutte«.
Alternativet
til blot at smutte er, at gøre hvad jeg har sagt. Hvis man vil have arbejdet
gjort, så gør det. Vi har at gøre
med en dynamisk situation, ikke en kartesiansk mekanisk situation. Man bliver nødt
til at kontrollere dynamikken i regionen.
Jeg
tror, vi kan gøre det. Jeg tror, vi kan ordne det med Rusland, med Tyskland,
med Frankrig; det er svært med Tyrkiet. Vi kan forhandle os frem til en generel
åben diplomatisk aftale med Iran. Uden betingelser; vi skal have rigtige
diplomatiske relationer, basta. Inddrag Indien; bring den pakistanske faktor på
bane, hvilket er muligt. Lad være med at forkludre Darfur, som visse folk er
ude på. Lad være med at gøre disse ting. Lad ikke Ægypten blive
destabiliseret. Få nogle stormagter til at lave en sammensværgelse for at
fremtvinge dette. Vi vil tvinge den nuværende israelske regering til at sluge
det her: Vi skal have en fredsslutning, en palæstinensisk-arabisk-israelsk
fred. Det skal vi! Og det kan faktisk lade sig gøre. Faren er, at disse skøre
kugler begynder at smide bomber mod hinanden, mod Iran, næsten som på en
selvmordsmission, og det kan få helvedet til at bryde løs. Det er situationen.
Så, de herrer har ret i deres vurdering af situationen; de har ret i deres vurdering af konsekvenserne af en simpel tilbagetrækning. Men når man begynder at angive et alternativ, finder man ud af, at det er et værre rod. Man vil sige, at med denne præsident, med denne vicepræsident, med den nuværende politik, kan det ikke lade sig gøre. Derfor ser man på den anden side Baker-Hamilton-forslaget. Det berører ting, som er vigtige at overveje, og det er i den forstand positivt. Men er man villig til at strække sig langt nok for at vinde krigen, i modsætning til blot at foregive at ville vinde krigen? Man bliver nødt til at have rygraden til at tænke det igennem. Og jeg tror, at det kan lade sig gøre. Hvis jeg var USA’s præsident, kunne jeg gøre det, og jeg ville gøre det. Men jeg er ikke USA’s præsident; det er problemet.