Verdens finanssystem har kurs mod et Weimar-kollaps

Af Lyndon LaRouche, 20. april 2006.

Alan Greenspans nyligt afgåede føderalbanksdirektion pyntede åbenlyst på tallene, da den begravede rapporten over M3-pengemængden, og formålet var helt klart at skjule det faktum, at den nuværende hastighed, med hvilken verdensmarkedspriserne på de primære råvarer stiger, har fanget hele verden på den samme form for »mindste aktion«-lignende hyperinflationskurve, som ramte Weimar-Tyskland i andet halvår af 1923 (Figur 1).

En sammenligning af de nuværende vækstrater i prisstigningerne på de primære råstoffer med det tilsvarende mønster for Tyskland i 1923 peger på sandsynligheden for, at med den nuværende økonomiske politik i USA og Europa, vil verdens finanssystem nå et punkt, hvor betalingssystemet bryder sammen, senest i september 2006, hvis ikke tidligere.

Med den kurs, som den amerikanske regerings politiske beslutninger udstikker, og det gælder både den  helt forskruede økonomisk-finansielle galskab, som den nuværende Bush-regering udstiller og den »Alfred E. Newman«-ligegyldighed som en skødesløs samling af de demokratiske medlemmer af Kongressen lægger for dagen, er det højst sandsynligt, at verdens samlede finans- og betalingssystem allerede inden efteråret vil befinde sig i et sammenbrud, udløst af den amerikanske dollar.

Pointen er ikke at kunne forudsige, hvad der eventuelt kunne ske til efteråret, men at give de relevante politiske kredse indenfor Det demokratiske Parti, det berømte vink med en vognstang, og ramme dem så hårdt i nakken, ofte nok, og tids nok til at sætte gang i den hastereform af den amerikanske økonomiske politik, der skal til for at afværge en ellers uundgåelig sammenbrudskrise, ikke alene i det amerikanske økonomiske system, men i verdensøkonomien som helhed.

Der findes kun en lille håndfuld personer, her iblandt holdet bag Hamilton-projektet på Brookings Institutionen, som er i stand til at forstå alt det her, og som allerede mestrer de væsentligste fakta, der må tages i betragtning. Der findes professionelle i andre dele af verden, som hurtigt kunne opnå en begyndende forståelse, vel at mærke, hvis de blev sparket tilstrækkeligt hårdt til at opnå den påkrævede opmærksomhedstilstand.

Verden befinder sig lige nu og her i slutfasen af et hyperinflationært sammenbrud, ikke alene af dollarsystemet, men i verdens finanssystem som helhed. For helt at forstå det, må man tage et nærmere kig på de grundlæggende elementer i den helt vanvittige måde, hvorpå formanden for Den amerikanske Føderalbank, Alan Greenspan, organiserede fasen fra 1987 til 2006 i den pågældende inflationscyklus. Hold opmærksomheden rettet på tre illustrationer: 1) min »trippelkurve«, som siden januar 1996 har beskrevet de almene egenskaber ved den igangværende kollapsfunktion i 1995-96 intervallet (Figur 2), 2) Kurven fra Weimar-Tysklands hyperinflation 1923 (Figur 1) og 3) Den nuværende hyperinflationære vækstrate i prisstigningerne på de primære råvarer, med olie- og metalpriserne i spidsen (Figur 3).

(Lad »udbud og efterspørgselsfanatikerne« og andre statistikere fra Jonathans Swifts flyvende ø Laputa [fra den satiriske roman Gullivers Rejser, 1726 -red.] lege lykkeligt med hinanden ovre bag kostalden).

Det, Greenspan i bund og grund gjorde, var at anvende bundter af realkreditobligationer fra de offentlige kreditselskaber Fannie Mae og Freddie Mac til at redde de banker, der havde fået deres pengekasser tømt af børskrakket i oktober 1987. Det var til dette formål, at boligboblen blev pumpet op til dens nuværende kræftlignende omfang. Denne proces leverede så yderligere den pengemæssige og afledte finansielle ekspansion, der skulle blive grundlaget for den hyperinflationære ekspansion af en fysisk skrumpende økonomi (se min »trippelkurve«).

Til sidst blev dette kernen i en global finans- og betalingsboble i lighed med den, der blev skabt af middelalderens Venedig og dens politiske redskab, bankligaen i Lombardiet, og som med sit kollaps sendte det 14. århundredes Europa ned i en mørk tidsalder. I vore dages tilfælde skulle slutfasen i den hyperinflationære proces vise sig at blive et forsøg på at overtage kontrollen med verdensmarkedet for primære råvarer.

Blandt dem, der er smarte nok til at indse, at det nuværende globale finans- og betalingssystem allerede er uigenkaldeligt dødsdømt, forsøger den snu klasse af finansrovdyr at sikre sig en »landingsplads« udenfor grænserne af et sådant alment finans- og betalingssammenbrud. Denne landingsplads udgøres af de vigtigste råvarer.

Derfor bliver den inflationære vækst i inflationsvæksten i markedet for primære råvarer den beskrivende kurve for hele det nuværende finans- og betalingssystem. Denne acceleration af væksten i inflationen, som kommer til udtryk i den skjulte opførelse af M3, er den kurve, der svarer til Weimar-Tysklands hyperinflationære kurve fra perioden juni-november 1923.

Bag det hele ligger Leibniz’ kædelinie-relaterede princip for »mindste aktion«, det grundlæggende princip bag Leibniz’ differential- og integralregning og Leibniz’ originale opdagelse af den naturlige logaritmefunktion, afledt af den dobbeltkædelinie, der er kendetegnende for princippet om »mindste aktion«. Forståelsen af sådanne systemer i almenhed kan findes i Riemanns værker om hypergeometri.

Schiller Instituttet forside     Seneste Nyt     Internationale LaRouche Youth Movement