Invitation til at deltage i en international
korrespondance om en »Dialog mellem Kulturerne« 
Den 15. oktober 2001 udsendte Helga Zepp-LaRouche, stifter og international præsident for Schiller Instituttet, følgende invitation til en »dialog mellem kulturerne«:
Skrækbilledet af et »Civilisationernes Sammenstød« er med angrebene i USA og de militære angreb på Afghanistan desværre allerede ved at blive en realitet. Uanset hvem og hvad der måtte vise sig at stå bag udåden den 11. september, så truer en voldsspiral med at styrte menneskeheden ind i en ny mørk tidsalder.
Derfor er det så vigtigt, at vi atter får klarlagt det fornuftsgrundlag og de universelle principper, der muliggør en »Dialog mellem Kulturerne« og en økumenisk forståelse mellem religionerne fra det højest mulige standpunkt. En sådan dialog ville også være nødvendig, hvis vi først efter en periode med vedvarende vold, efter et årti eller tilmed »et århundrede med krig«, skulle skabe enighed blandt de forskellige folkeslag og genopbygge nationerne fra ruinerne.
Men for at undgå sådanne ubeskrivelige lidelser for millioner af mennesker, må vi håbe, at den nødvendige dialog kan hjælpe med til at uddybe forståelsen kulturerne imellem tidsnok til at sikre, at det værste kan undgås.
Og selv om der er mange forskelle mellem situationen i 1453, hvor Konstantinopel blev erobret af Mohammed II, og baggrunden for angrebet på USA, der var et helt andet fænomen, så er en henvisning til denne dato alligevel ganske nyttig udfra én bestemt synsvinkel.
Medens svagere sjæle råbte på hævn og gengældelse, skrev Nicolaus Cusanus, hvis 600 års fødselsdag vi fejrer i år, under indtryk af skrækmeldingerne fra Bosporus det storslåede skrift De pace fidei, Om Trosfreden. Cusanus lader repræsentanter for sytten religioner og nationer deltage i en dialog. som også kan vise os vejen i dag.
Cusanus indleder De pace fidei med følgende ord: »Nyheden om den tyrkiske Konges grusomme fremfærd i Konstantinopel fik en mand, som tidligere havde besøgt byen[Cusanus taler her om sig selv og hans rejse til byen], til at brænde af længsel efter Gud. Han bønfaldt Skaberen om at gribe barmhjertigt ind overfor den forfølgelse, som rasede på grund af religiøse modsætninger. Efter nogle dage fik han et syn, måske som følge af langvarig meditation. Han så, at udvalgte indflydelsesrige vismænd, med indsigt i verdens forskellige religioner, ville kunne nå til et fælles og fast grundlag for evig religionsfred«
Cusanus lader de sytten religioner og nationers repræsentanter indgå i en samtale med »Guds Ord«, der bliver bedt om at forklare sig, da al strid mellem religionerne altid bliver ført i hans navn. Da de fleste mennesker lever i fattigdom under hårdt slid og i slavisk afhængighed af deres herre, har de slet ikke tid til at anvende deres frie vilje til opnåelsen af en selvstændig erkendelse. Det daglige livs bekymringerne tager for meget opmærksomhed til, at de kan søge efter den »skjulte Gud«. Men hvis en forsamling af vise mænd fra de forskellige religioner ville mødes, er løsningen »enkel«.
Cusanus' løsning findes fra et standpunkt af »coincidentia oppositorum« eller »modsætningernes sammenfald«, altså tænkt »ovenfra«. Man begår fejl, hvis man ikke skelner mellem profeterne og Gud selv og forveksler de vante traditioner med sandheder. Da Gud i dialogen tiltaler de religiøse repræsentanter som vise mænd, får han held til at overbevise dem om, at der kun findes én visdom og én sandhed.
Den ældste af de religiøse repræsentanter, en græker, spørger, hvorledes man kan bringe mangfoldigheden af religioner sammen, da de jo nok ikke vil acceptere en ny enhedsreligion, efter de med blod har forsvaret deres egen. »Guds Ord« svarer, at de ikke skal indføre en ny religion, men at den sande religion går forud for alle andre religioner. Den nye fredsskabende religionsenhed er altså ikke syntetisk ny tro, men det, som fornuften kan indse, når den er bevidst om sine egne præmisser. Den græske repræsentant reagerer begejstret på ideen om en »fornuftsånd« (»spiritus rationalis«), som er »i stand til vidunderlige kunster« (»capax artitum mirabilium«), og som er kilden til den menneskelige udviklingsevne.
Når denne ånd stræber efter visdom, kan den komme den stadigt nærmere. Den vil aldrig nå den absolutte visdom, men kommer stadigt tættere på, og vil nyde velsmagen af denne visom »som en evig spise«. Enheden kan da opnås, når alle åndsvæsener søger efter visdom og sandhed, og denne sandhed bliver erkendt som værende primær og grundlæggende.
Den cusanske opstilling adskiller sig altså fuldstændigt fra de moderne panteistiske eller fænomenologiske former for økumenisk dialog, hvor man benægter eksistensen af én erkendbar sandhed, og erstatter den med en demokratisk mangfoldighed af religiøse meninger. Dialogen kan dog kun blive fremgangsrig, hvis alle deltagerne som udgangspunkt har et menneskebillede, hvor mennesket ses som »Guds levende billede« (»Imago viva Dei«), og hvor menneskets lighed med Gud består i, at det hele tiden kan forbedre sine erkendelsesmæssige evner og sin forståelse af lovmæssigheden i skabelsesordenen, så det gennem anvendelse af denne erkendelse kan forbedre leveforholdene for alle mennesker og øge jordens befolkningspotentiale.
Pave Poul II har i særdeleshed under sine seneste rejser betonet, at der ikke er noget alternativ til en sådan økumenisk dialog på det højeste niveau.