50 årsplan for kolonisering af mars

klik på billedet for større opløsning

I et webcast den 1. august 2009 (se side 6) opfordrede den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche til, at USA, for at komme ud af den dybe eksistentielle krise man er havnet i, ikke blot sætter hele finanssystemet under konkursbehandling og iværksætter en massiv genopbygning af USA’s fysiske infrastruktur, men også for alvor genopliver det hensygnende amerikanske rumprogram.
Efter at Kennedy i sin berømte tale i 1961 havde annonceret, at USA burde sætte en mand på Månen inden udgangen af årtiet, investerede USA op imod 5 procent af sit årlige budget i forskning og udvikling. Dermed forårsagede rumprogrammet en stadig strøm af nye videnskabelige og teknologiske gennembrud, der fik stor indflydelse på den amerikanske økonomi og kultur. Man vurderede efterfølgende, at for hver dollars den amerikanske stat havde brugt på rumprogrammet, så fik man 10-14 dollars i form af øgede skatteindtægter og lignende. Samtidigt fik rumprogrammet også stor kulturel betydning ved at modvirke den kulturelle pessimisme og smålighed, der ellers blev spredt via fjernsynet og Hollywood, og som var resultatet af den heksejagt på idealister, der var blevet iværksat under Trumantidens mccarthyisme.
I takt med at de bemandede rumflyvninger tog til, og at man gentagne gange havde folk på Månen, begyndte børn og unge at drømme om at komme ud i rummet og naturvidenskaben fik en kraftig opblomstring. Desværre blev rumprogrammet bid for bid skåret væk efter mordet på Kennedy i 1963, især efter at man havde overhalet Sovjetunionen ved at sætte den første mand på Månen i 1969. Den naturlige opfølgning til måneprogrammet, et Marsprogram, blev aldrig gennemført.
I stedet for rumprogrammets optimisme, videnskabelige indsigt og store visioner tog så 68-kulturens kulturpessimisme, teknologiforskræmthed og misantropi over. I stedet for at kæmpe for at udvikle fusionskraft, der kunne tilvejebringe ubegrænset energi til verdens befolkning og bringe os til Mars, kæmpede 68-erne for at lukke kernekraftværkerne og modarbejdede anden avanceret og kundskabstung teknologi.
Ved at iværksætte en massiv satsning på at få etableret en forskningsstation på Mars om 50 år, sætter vi en proces i gang, hvor vi atter skal bruge en langt større del af vores nationaløkonomier på forskning og udvikling – noget som dramatisk vil øge vores velstand på sigt. Samtidigt kan vi rykke os ud af den kortsigtede forbrugsmentalitet, der dominerer den vestlige verdens økonomi og sociale liv i dag. Vi skal igen vænne os til at tænke to generationer frem i tiden, når vi træffer beslutninger. Vi skal vænne os til, at målet for vore handlinger ikke er umiddelbar tilfredsstillelse her og nu, men i stedet investeringer, der kommer vore børn og børnebørn til gavn.
I 1987 fremlagde Lyndon LaRouche et forslag til en genoptagelse af det amerikanske rumprogram i form af et 40-års program for etableringen af en amerikansk forskningsstations på Mars. Han kaldte programmet ”Kvinden på Mars” og fremlagde det bl.a. i et halv times tv-program, der blev vist i forbindelse med hans kandidatur til det amerikanske præsidentembede i 1988. Grundideen i programmet, som nu er ved at blive opgraderet til brug for i dag, er som følger:

Selv om rejsen til Månen var en stor udfordring i 1960’erne, er en rejse til Mars en helt anden og noget større opgave. Månens overflade er kun 384.000 km væk, mens der er 75-225 mio. km til Mars. Turen til Månen kan klares på under en dag, mens det med samme teknologi tager 200-300 dage at komme til Mars. Da erfaringerne fra længere tids ophold i vægtløs tilstand på rumstationerne har lært os, at menneskekroppen forfalder, knoglerne afkalkes etc., når mennesker opholder sig så længe udenfor jordens magnet- og gravitationsfelt, så er rejser til Mars med måneteknologi en meget dårlig idé. LaRouche foreslog derfor, at man udvikler rumskibe, der kan accelerere med 9,8 meter i sekundet, det samme som Jordens tyngdefelt. Opholder man sig på et sådant rumskib, der den første halvdel af rejsen accelererer med 9,8 m/s og derefter bremser med samme takt på den anden, vil det for kroppen føles som jordens gravitationsfelt. Samtidig reduceres rejsetiden mellem Jorden og Mars til et par dage. Da en sådan vedvarende acceleration kræver store mængder koncentreret energi, kan det i praksis kun lade sig gøre, hvis vi behersker fusionsteknologier, hvor vi f.eks. kan bruge Helium-3, der findes på Månen, som drivmiddel i vore rumskibe.

Samtidig er vi ikke interesseret i blot at sende et par enkelte folk til Mars og få dem hjem igen. Vi ønsker at få en permanent tilstedeværelse på Mars (og senere mange andre steder langt væk) for at kunne lave forskning og skue ud i verdensrummet på steder længere væk fra Solen end Jorden. Det er også næste skridt til at få os etableret som en rumcivilisation. Derfor vil et program for etableringen af en forskningsstation på Mars være et langt større og mere permanent program, end Måneprogrammet var det. Det vil foregå i fem stadier (se illustration ovenfor).
Dette Marsprogram er det næste skridt ud i verdensrummet for mennesket, og gennemfører vi det, vil vi som menneskehed dramatisk forandre vores selvopfattelse og opførsel. Vi vil tage skridtet fra at være en navlebeskuende jordcivilisation til at blive en udadrettet rumcivilisation. Som den eneste form for selvreflekterende kognitivt liv vi kender til, er det vores opgave at beskytte og udvikle liv og bevidsthed her på Jorden. Vi må kunne beskytte Jorden og dens beboere imod store meteorer og andre ubehagelige overraskelser fra verdensrummet.
Så ved vi selvfølgelig også, at de rolige forhold i vores solsystem ikke varer evigt, men at vi på et tidspunkt i en fjern fremtid (forhåbentlig først om mange hundrede millioner år) vil blive tvunget til at evakuere Jorden. Den proces begynder vi at forberede allerede nu gennem at etablere os i resten af solsystemet og derefter sprede os videre ud i resten af vores galakse. Det vil kræve teknologiske kvantespring af en dimension, vi for nærværende har svært ved at forestille os. Og på sigt kommer vi nok også til at skulle hjælpe livet på vej i mange andre solsystemer.
I sammenligning med disse kolossale opgaver, virker de nuværende problemer her på Jorden ret så overkommelige. Som en naturlig del af dette langsigtede program træner vi vores færdigheder i at skabe tålelige livsbetingelser på fjerne planeter gennem at få ørknerne til at blomstre her på jorden. Vi befolker ressourcerige, men ugæstfrie, dele af Jorden som f.eks. Sibirien, og udvinder de fornødne råstoffer til gavn for hele Jordens befolkning. At afskaffe global sult og underudvikling er en kærkommen udfordring, der træner os til de større opgaver, der venter. Den stadige strøm af nye teknologier vil selvfølgelig øge vores evne til at sikre stadig flere mennesker en stadig bedre levestandard, men de mange opdagelser gør noget endnu bedre: Hjælper os til at genfinde vores sande menneskelige natur, som en skabende kraft, der beskytter og udvikler liv og bevidsthed både på Jorden og i resten af universet.