Den amerikanske ånd er sluppet ud af flasken:
Massestrejke i USA

Den 12. september stimlede mellem 200.000 og 300.000 vrede og utilfredse amerikanere sammen i Washington D.C. for at protestere imod præsident Obama og hans forfejlede politik. Det er blot den seneste kulmination på en ny amerikansk revolution, i lighed med den i Østtyskland i 1989, der væltede både Berlinmuren, DDR-staten og snart efter hele den kommunistiske verden.

Den 12. september stimlede mellem 200.000 og 300.000 vrede og utilfredse amerikanere sammen i Washington D.C. for at protestere imod præsident Obama og hans forfejlede politik. Samtidig demonstrerede yderligere op imod 100.000 ved en række lignende demonstrationer rundt omkring i Amerika, som man spøgefuldt kaldte »Tea Parties«, teslabberadser, i erindring om »The Boston Tea Party« i 1773, hvor vrede amerikanere smed te overbord på tre britiske skibe i protest mod den britiske regerings forsøg på at tvangsbeskatte kolonierne i Nordamerika. Denne gang var demonstrationen rettet imod Barack Obama, der, siden han blev indsat som præsident, i stadig stigende grad har forsøgt at påtvinge USA en britisk designet politik, der er i diametral modstrid med USA’s forfatning og USA’s historiske rolle som bannerfører for en verden bestående af suveræne nationer, der regeres af folket, for folket og med folket (se mere om det britiske problem i LaRouches tale på side 6).
Demonstrationerne den 12. september, der blev forsøgt tiet ihjel af verdens medier, er blot den seneste kulmination på en ny amerikansk revolution, som den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche har defineret som en massestrejkeproces blandt befolkningen, lig den der i Østtyskland i 1989 væltede både Berlinmuren, DDR-staten og snart efter hele den kommunistiske verden. Da befolkningen gik fra passiv frustration over magthaverne til aktivt at gå på gaden i protest med sloganet »Wir sind das Volk«, »Vi er folket«, forsøgte Erik Honecker og DDR-regimet at true, manipulere og tie oprøret ihjel, men der gik blot seks uger efter, at man på DDR’s 40-års dag havde proklameret, at staten ville leve i tusind år, til Berlinmuren faldt den 9. november. DDR’s opløsning fulgte kort tid efter.

Til venstre Rachel Brown fra LaRouches Ungdomsbevægelse, der blev landskendt for at udfordre kongresmedlemmet Barney Frank for hans støtte til Obamas Hitler-lignende sundhedspolitik. Til højre dagens billede fra Berlingske Tidendes netavis, der viser Barney Frank foran den nu verdensberømte plakat fra LaRouche-kampagnen. Frank var også en af arkitekterne til de amerikanske bankpakker.

Obama afsløret
Oprøret blandt befolkningen i USA blev egentlig indledt af et webcast med Lyndon LaRouche i Washington D.C. den 2. april i år (se Schiller Instituttets Kampagneavis nr. 9). Her chokerede og rystede LaRouche USA og verden ved at forklare, at Obama ikke var den amerikanske leder og patriot, som de fleste troede (her i Danmark gik forestillingen på en ny Martin Luther King med et par stænk Roosevelt og Kennedy). Obama, forklarede LaRouche, er en narcissist der lider af et nero-kompleks, og de britisk indoktrinerede adfærdsøkonomer, der sidder i hans administration og kører politikken, har ikke blot fortsat Bush-regeringens uhæmmede statsstøtte til Wall Street og den finansielle verden (der i skrivende stund er løbet op i 14.000 mia. dollars af gaver, lån, garantier etc.) og ladet den amerikanske økonomi og befolkningens levestandard gå ad Pommern til, men forsøger også at fortsætte Bush-administrationens politik med at erstatte forfatningens tredeling af magten med en enevældig præsident, der står over såvel kongressen som forfatning.

Sundhedsreformen
Et par uger senere erklærede LaRouche, at den britisk-inspirerede sundhedsreform Obama-administrationen var ved at forberede, og som man med vold og magt ville have igennem inden sommerferien, var en kopi af den sundhedspolitik Adolf Hitler satte i gang ved udbruddet af 2. verdenskrig i 1939 (se kampagneavis 9). I Obamas reform ville man indføre den samme form for ekspertkomité, som Hitler havde i sit T4-program, hvor »objektive« læger og økonomer på baggrund af skriftlige rapporter og de tilgængelige økonomiske ressourcer ville afgøre, hvem der skulle have behandling, og dermed kunne overleve, og hvem der måtte dø. Man skulle ikke længere spilde penge på liv, der »ikke var værd at leve«.
LaRouche advarede, at hvis USA skulle have en fremtid, så måtte Obamas sundhedsreform stoppes, og Obama knækkes og tvinges ind på en helt anden kurs. LaRouche-kampagnen gik derefter på gaden med chokerende plakater, der afbildede Barack Obama med et Hitler-overskæg, og undertitler som »I’ve changed«, »Jeg er forandret« og »Er dette din præsident?«.
Men, er der mange i den danske andedam der nu vil indvende, det amerikanske sundhedsvæsen behøver altså en kærlig hånd, der kan stoppe den udplyndring af befolkningen og deres sundhedsbudget, som sundhedsfirmaer, medicin- og forsikringsselskaber har fået lov til at foretage, og for at sikre en sundhedsforsikring for de 46 mio. amerikanere, der i dag står helt udenfor. Det er rigtigt, men det har aldrig været formålet med den sundhedsreform Obama forsøger at få igennem. Man vil sørge for, at alle de uforsikrede kommer med i det offentlige program, men samtidigt ønsker man at beskære sundhedsbudgettet med en tredjedel. Det betyder drakoniske nedskæringer i behandlingsudbuddet. Og der hvor der er det største spild, i de private sundhedsforsikringers bureaukrati og deres pengestrøm til finansielle bagmænd, har Obama ikke tænkt sig at gribe ind, tværtimod. Borgerne skal få lov til at betale mere, mens de private sundhedsforsikringer og medicinalselskaberne kan øge profitten. Og så oveni en uafhængig komite, der kan gennemtvinge restriktioner og nedskæringer i den tilladte behandling, så der kan spares penge.

Lynchstemning
Den 1. august holdt LaRouche så en ny webcasttale (se side 4), hvor han advarede om, at den amerikanske befolkning havde fået nok. Den vidste nu, at Obama-regeringen ikke havde tænkt sig at bryde med Bush-regeringens politik, men at det økonomiske sammenbrud med arbejdsløshed og tvangsauktioner til følge blot ville tage til i styrke. Dertil kom, at 49 ud af 50 delstater stod på fallittens rand og havde udsigt til yderligere massefyringer og massive serviceforringelser. Og som kronen på værket kom så den morderiske sundhedsreform, der truede befolkningen på selve livet. Når kongresfolkene vendte hjem fra sommerferie, ville de blive mødt af en rasende befolkningen i lynchstemning, advarede LaRouche.
Og det gjorde de! De hjemlige vælgermøder, der normalt blot er hyggelige diskussionsklubber, var forvandlede til turbulente forsamlinger med frustrerede, bekymrede og truende borgere. Befolkningen ville ikke finde sig i, at politikerne støttede Obamas politik, frem for alt ikke sundhedsreformen – den var dråben, der fik det allerede overfyldte bæger til at flyde over. Hvor der normalt ville komme hundreder af mennesker til møderne, kom der nu tusinder, og ingen af de folkevalgte kunne være i tvivl om, at det ville være lig med politisk selvmord, hvis de stemte for Obamas sundhedsreform. LaRouche-aktivister var selvfølgelig også med på møderne for at bringe ideer og løsninger til torvs, og LaRouchePAC’s plakat, hvor Obama har fået et Hitler-overskæg, blev et centralt diskussions- og omdrejningspunkt.
I en berømt ordveksling, som blev vist af de fleste amerikanske tv-medier, spurgte Rachel Brown fra LaRouches Ungdomsbevægelse kongresmedlem Barney Frank om, hvorfor han stadig støttede Obamas sundhedsreform, når LaRouche havde afsløret det som nazipolitik, og det alligevel ikke kunne blive vedtaget. Frank tabte fatningen og snerrede: »At diskutere med dig er som at tale med et spisebord«. Der var udbredt mediedækning af de mange møder og plakaterne af Obama med Hitler-overskæg, der nu dukkede op overalt.
Det demokratiske partis ledelse forsøgte at afskrive angrebene på Obama, som resultatet af en lille gruppe anti-amerikanske, højreorienterede republikaneres aktiviteter, men medierne måtte efterhånden indrømme, at protesterne kom fra almindelige mennesker, der spontant var troppet op i unormalt stort antal, og at det slet ikke var republikanerne, der var ophav til kritikken, men Lyndon LaRouche. For første gang blev medieblokaden imod Lyndon LaRouche brudt, og hans navn og LaRouche-aktivisters argumenter nævnt. Selv i Danmark blev den berømte plakat til dagens billede på Berlingske Tidendes netavis, og Jyllands-Posten havde et billede af plakaten og omtalte LaRouche som ophavsmand.

Obama i drømmeland
Kongressen er nu tilbage i Washington. Man forhandler fortsat om Obamas sundhedsreform, men de fleste ved, at det vil være politisk selvmord for dem at støtte den. Udover befolkningens massive afvisning af sundhedsreformen er 67% af de amerikanske læger imod, og USA’s største fagforening, AFL-CIO, gik til åbent angreb på den ved sin nylige kongres. Har Obama så ændret sine planer og i stedet gået i gang med at løse USA’s graverende økonomiske problemer? Nej. Han gennemtvang i stedet afholdelsen af en ekstraordinær tale foran den samlede Kongres den 13. september, første gang noget sådan fandt sted, siden Bush holdt sin tale i kongressen den 20. september 2001 for at få opbakning til ekstraordinære præsidentielle beføjelser i kølvandet på angrebet den 11. september. Nu forsøgte Obama at få Kongressen til at kaste sig for hans fødder, så han kunne gennemtvinge en upopulær britisk-inspireret Hitler-lignende sundhedsreform, der vil være eutanasi på den amerikanske nations sjæl.
Fem dage efter holdt Obama så en tale på Wall Street, hvor han stolt proklamerede, at man nu havde besejret krisen på grund af hans lederskab og effektive indgreb (i lighed med Bush’ berømte tale på et amerikansk hangarskib, hvor han erklærede sig som sejrherre over Irak). Obama kom ikke for at erklære Wall Street og finansverdenen krig, som Roosevelt gjorde det i 1932, og tvinge finansverdenen til at arbejde for det almene vel, men blot for at erklære sin egen indbildte succes og så kritisere Wall Streets store bonusser en smule. Med sin vage og upræcise opfordring til Kongressen om at overveje om man med tiden skal have reformer, blev det understreget for alverden, at Obama er i lommen på Wall Street, finansverdenen og dens britiske kontrollører. Det vil den amerikanske befolkning ikke længere tolerere.

»We the people«
»We the people«, lød det på demonstrationen den 12. september, og den amerikanske befolkningen vil ikke længere finde sig i at være usynlige og blot holde kæft. Protesterne vil tage til i styrke, og det er allerede klart, at Barack Obama i den grad har svigtet befolkningen, at han har mistet dens tillid. Der vil sandsynligvis være lige så megen ønsketænkning og fornægtelse af virkeligheden i Det hvide Hus år 2009, som der var i Berlin i 1989, men i takt med at det finansielle og økonomiske sammenbrud går ind i sin næste og alvorligere fase i oktober, vil det blive stadig mere åbenbart, at der skal en helt anden politik til, hvis USA og verden skal have en fremtid.
På trods af de åbenlyse problemer med Obama og hans storhedsvanvid har LaRouche, som det ses i webcasten på side 4, foreslået, at man beholder ham som fungerende præsident - under forudsætning af at han fyrer sine rådgivere på sundhedsområdet og de adfærdsøkonomer, der indtil nu har lavet hans politik. Så kan de nødvendige reformer til gavn for befolkningens ve og vel finde sted under behørig rådgivning fra Lyndon LaRouche, og USA kan sammen med Rusland, Kina og Indien tage initiativ til etableringen af et nyt globalt finans- og kreditsystem. Hvis Obama ikke gør det, må han gå samme vej som DDR’s Honecker før ham, og blive afsat af en rasende befolkning.
En ting er i hvert fald helt sikker: Den amerikanske ånd er sluppet ud af sin flaske, og det vil ikke lykkes briterne og de internationale private finansinteresser at få den spærret inde igen.