Det er egentlig ikke helt præcist at kalde Barack Obamas sundhedspolitik Hitler-politik. Det er givet, at der er mange paralleller mellem Hitlers T4-ekspertgruppe (se Schiller Instituttets kampagneavis nr. 9) og den uafhængige ekspertkomité, Obama kræver etableret til at bestemme, hvem i det amerikanske sundhedssystem skal få lov til at få behandling - og dermed hvem der skal leve, og hvem der må dø. Men præcis som i 30’erne er forbilledet ikke tysk, men britisk.
I 20’erne og 30’erne var det den britiske elite på det højeste niveau, bl.a. repræsenteret ved den royale King Edward’s Hospital Fund for London, der var arkitekterne til racestudier og den efterfølgende racehygiejne, der foldede sig ud under Hitlers skrækregime (og man skal huske, at arkitekten bag Hitlers magtovertagelse, nationalbankdirektør Hjalmar Schacht, var under kontrol af chefen for Bank of England, Montagu Norman). I dag er det ligeledes fra De britiske Øer, at den nye dødelige »sundhedspolitik«, inklusive passiv og aktiv dødshjælp, er blevet søsat.

Dødshjælp i Storbritannien
Den 3. september kunne man i den britiske avis Daily Telegraph læse et opsigtsvækkende læserbrev, skrevet af seks ledende læger og ansatte i det britiske sundhedsvæsen. De skrev, at patienter i Storbritannien i udstrakt grad bliver »dømt til døden« gennem ufrivillig dødshjælp. En forsker fra Barts og Londons Læge- og Tandlægeskole kunne dokumentere, at en ud af seks i Storbritannien i tiden 2007-2008 døde efter at have gennemgået en behandling, der sluttede med en vedvarende dyb bedøvelse med døden til følge.
Denne afslutning på livet er en følge af en behandling kaldet »Liverpool Care Pathway« (LCP), Liverpool-plejemodellen, der er blevet et af standardprogrammerne i det britiske sundhedssystem under diktat fra NICE. NICE er en forkortelse for National Institute for Health and Clinical Excellence, og er et ekspertorgan indført under Tony Blair, der ud fra en økonomisk cost/benefit-analyse dikterer, hvilke behandlinger patienter i det britiske sundhedssystem skal have. Man bruger en statistisk enhed kaldet »Quality Adjusted Life Years (QALY)«, »kvalitetstilpassede leveår«, til at sætte en pris på menneskeliv, og afgøre hvilke patienter der bør tilbydes en vis behandling, og hvilke patienter der ikke skal behandles, fordi behandlingen ikke vurderes at give QALY nok til at retfærdiggøre udgiften. Og når en patient vurderes snart at skulle dø alligevel, så gælder det om at få dem ud af vagten så hurtigt og billigt som muligt. Det gør LPC-modellen.
LPC blev udviklet på Marie Curie kræftcentret/hospicet, der har ni afdelinger og 25.000 patienter om året, og er en aktiv fortaler og lobbyist for dødshjælp. Metoden blev udviklet til at behandle døende kræftpatienter i deres sidste dage, men bliver nu anvendt til alle typer patienter i England, som man vurderer har kort tid igen (noget der er svært at fastslå med sikkerhed, så alle svagelige patienter er potentielle ofre –red.). Patienterne bedøves med stadig større mængder smertestillende middel, og derefter ophører man med at give patienten vand og næring. Det medfører hurtigt det ønskede resultat. I dag dør 16,5 procent af alle briter på denne måde, mere end dobbelt så mange som i Belgien og Holland, der ellers er kendt for at have en stor officiel og kamufleret dødshjælp.
Direktøren for Marie Curie kræftcenter/Hospice, finansmanden Tom Hughes-Hallet, udtaler i centrets årsrapport: »Vi forsøger at ændre måden, hvorpå dette land tænker på døden og reagerer på døden. Vi forsøger at ændre måden sundheds- og andet plejepersonale tænker om døden på. Vi forsøger at ændre den behandling, man giver i tiden op til døden.« I en rapport for en national strategi gennemgik man LPC-modellen i detaljer fra første skridt, hvor man bestemmer hvilke mennesker, der nærmer sig slutningen af livet, til det femte, livets sidste dage, hvor patienten dør af behandlingen. Derefter beskriver man så, hvordan man behandler liget og de efterladte, og hvor vigtigt det er at udfylde dødsattesten, så det ikke fremgår, at patienten blev udsat for eutanasi og hjulpet til at dø.
Programmet er blevet promoveret af NICE siden 2004 og anvendes nu på 300 hospitaler, 130 hospices og 540 plejehjem i Storbritannien. Det var en del af de reformer, Simon Stevens foretog, da han fra 2000 til 2004 stod i spidsen for Tony Blairs sundhedsreformer og dramatisk omformede det britiske sundhedssystem. Vi finder ham i dag som direktør for det store amerikanske sundhedsfirma Ovations (der i 2007 havde mere end 27 mia. dollars i indtægter) og som er en ledende arkitekt og forkæmper for Obamas sundhedsreform.

Finanskrisens ofre
Men denne omkostningsbesparende britiske model, som man hævder at være i gang med at eksportere til atten andre lande, havde ikke kun opbakning fra Tony Blairs regering, men blev udviklet under overopsyn fra det britiske kongehus. Marie Curie kræftcenter/Hospice er i et officielt tæt samarbejde med den før omtalte King Edward’s Hospital Fund for London, der i dag har skiftet navn til King’s Fund. Sammen udvikler de nye effektive metoder til at afkorte patienternes liv. King Edward’s Hospital Fund for London har fungeret som hospital, men fungerer i dag primært som den ledende britiske tænketank indenfor sundhedspolitik. Gennem hele sin historie har fonden haft tætte bånd til kongehuset, og prins Charles har været dens præsident siden 1986 og dronning Elisabeth II dens protektor igennem næsten 50 år. Obamas rådgiver Simon Stevens sidder, på trods af sin travle amerikanske hverdag, stadig med i bestyrelsen for King’s Fund i London.
Men selv om denne dødbringende omlægning af det britiske sundhedssystem NHS har stået på et stykke tid, har man specielt i den seneste tid set en kraftig stigning i antallet af dødsfald forårsaget af åben eller skjult eutanasi. Det er et direkte resultat af den globale finansielle og økonomiske krise. Den har foranlediget finansverdenen, kongehuset og andre ledende kredse i England til at træde i karakter og få sat turbo på disse »omkostningsreducerende« programmer. Samtidigt har man iværksat en intensiv national og international kampagne for at få offentligheden til at acceptere denne nye »sundhedsfilosofi«, der altså også er grundlaget for Barack Obamas sundhedsreform i USA.

Dræb bedstemor?
Medierne forsøger at manipulere offentligheden, som når Newsweek i nummeret dateret den 21. september 2009 direkte har en artikel »Derfor skal vi dræbe bedstemor«. Her beretter man, hvorledes de offentlige ressourcer spildes på at behandle ældre patienter, der jo alligevel snart skal dø. Samtidigt er Obama på en manisk salgsturne, hvor han med fremtrædener på alle de ledende amerikanske tv-stationer forsøger at faldbyde sin sundhedsreform. Der er kun et problem: Det er lykkedes LaRouche-kampagnen i USA at få afsløret planens britiske ophav og dens dødelige konsekvenser. Og de fleste amerikanere har ikke lyst til at blive ofret.
Logikken i den britiske dødspolitik, ligesom i Hitlers, er et samfund med stadig færre økonomiske ressourcer, der ikke har råd til at give alle patienterne den behandling, som er mulig. Derfor må vi ofre de svageste. Det var også reaktionen fra de fleste europæiske lande på 30’ernes krise. I USA gik man heldigvis, under lederskabet fra Franklin D. Roosevelt, en helt anden vej. Man satte finansverdenen fra magten og skabte med massive investeringer i infrastruktur, den fysiske økonomi og befolkningens ve og vel et fysisk-økonomisk overskud i økonomien som helhed, der både satte USA i stand til at vinde 2. verdenskrig og øge levestandarden for sin befolkning. Inklusive indførelsen af sociale programmer og et sundhedssystem der gav behandling til alle. Det fungerede faktisk fint, indtil man under Nixon begyndte at gøre sundhedsforsikringer til profitmaskiner.
I dag står vi i samme dilemma: Skal vi reagere på den internationale finansielle og økonomiske krise med drakoniske nedskæringsprogrammer, der ofrer de svageste, eller med de løsninger LaRouche har fremlagt: igangsætte en økonomisk opbygningspolitik som under Roosevelt. Det er det skæbnesvangre valg vi står over for.
- Tom Gillesberg