Fra Korsfarer til Brobygger

Tom Gillesberg

Schiller Instituttets danske formand Tom Gillesberg påpeger i denne udtalelse fra den 30. november 2006, at den demokratiske valgsejr i USA og håbet om en snarlig rigsretssag imod Cheney og Bush, bør følges op af et skifte i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Vi skal ikke længere være en marionet i en verdensorden baseret på det anglohollandsk liberale finanssystem med dets globalisering og krig, som vi har været i kors­toget i Irak og den truende konflikt med Iran.
I stedet skal Danmark, ligesom kommende amerikanske regeringer, knytte tætte bånd til Tyskland og de eurasiske lande, og være med i opbygningen af Det eurasiske Kontinent. Vi bør fungere som brobyggere og tilbyde ingeniørtropper i stedet for kamptropper. Danmark bør samtidig lave et teknologispring og påbegynde bygningen af et magnetsvævetognet, der reducerer rejsetiden i Danmark med 80 procent, og som via en kommende Femern Bælt-forbindelse giver os hurtige forbindelser til Europa og Asien. Det vil samtidig være starten på et europæisk maglevnet. Danmark kan være den kulturelle brobygger, der overvinder de seneste årtiers kulturpessimisme og nulvækstideologi.

Det amerikanske midtvejsvalg den 7. november var et politisk jordskælv, der i den kommende tid vil give verden en ny kurs. Stik imod alle de politiske kommentatorers forventninger, vandt Det demokratiske Parti flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Dermed sidder de efter nytår med de politiske tøjler til både at sætte en ny økonomisk dagsorden og med magten til at iværksætte den rigsretssag, der langt om længe kan afsætte vicepræsident Dick Cheney og præsident George W. Bush.
Årsagen til det »uventede« og dramatiske politiske valgresultat er selvfølgelig først og fremmest en dyb og gennemgribende utilfredshed med Cheney og Bush blandt størstedelen af borgerne og institutionerne i USA. Man ønsker de to ulykkesfugle smidt ud hurtigst muligt. Men valgresultatet havde ikke været muligt, hvis det ikke havde været for den aktive indsats fra en relativt lille gruppe af yderst stålsatte unge aktivister fra Schiller Instituttets ungdomsorganisation, LaRouche Youth Movement (LYM).
Mens ledelsen af Det demokratiske Parti fokuserede på de velbjergede middelklassevælgere, var de unge aktivister fra LYM ude på kollegier og universiteter med 750.000 pamfletter imod Cheneys og Bush’ Goebbels-apparat og fik de unge til at tage politisk ansvar. Det lykkedes LYM med sin mobilisering at sætte en masseorganisering i gang, der bragte to millioner flere unge vælgere til stemmeurnerne, end det antal der mødte frem i 2002. To tredjedele af de unge stemte demokratisk, og var den nødvendige katalysator i at overvinde den politiske pessimisme og det omfattende valgsvindelapparat, Bush-strategen Karl Rove havde sat i sving.
LYM’s indsats på universiteterne er blot det sidste kapital i et langvarigt »sisyfosarbejde«, som den amerikanske statsmand, økonom og tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche og hans tilhængere har udført i over 30 år. Specielt siden Bush’ indtagelse af præsidentembedet i 2001 har stadig flere demokrater, også i Repræsentanternes Hus og Senatet, set op til Lyndon LaRouche for at få de ideer og det politiske lederskab, der kunne føre USA ud af krisen. I takt med at stadigt flere engagerede unge fra LYM har lobbyet politikerne, har de indset, at LaRouche åbenbart kan noget, de ikke kan, siden han kan engagere ungdommen.
Kampen om hvilken dagsorden demokraterne skal sætte, er nu i gang. LaRouche og LYM kæmper for at få Cheney og Bush afsat i en rigsretssag og få det stærkt tiltrængte skifte i USA’s strategiske og økonomiske politik, som LaRouche fremlagde på en webcast i Washington den 16. november. Et skifte væk fra alliancen med London og over til en alliance for opbygningen af Det eurasiske Kontinent. En politik, hvor det nuværende bankerotte internationale finanssystem erstattes med et nyt Bretton Woods-finanssystem, og hvor »globalisering« erstattes af nationale tiltag for at opbygge de produktive kræfter og hæve levestandarden for de svage grupper.
Den politik må have aktiv støtte og opbakning fra Danmark og Europa. Derfor bringer vi i denne avis (i et oplag på 50.000 eksemplarer) en oversættelse af webcasten med LaRouche, så den form for politisk masseorganisering, der ændrede udfaldet af det amerikanske valg, kan finde sted her i Danmark. Vi må være klar til at medvirke i den nye LaRouche-inspirerede politik, der med demokraternes jordskredssejr i midtvejsvalget, er kommet langt tættere på sin iværksættelse.

Den planlagte krig imod Iran
Men selv med den glædelige demokratiske sejr er verdensfreden desværre ikke sikret. De neokonservative utopister i Det hvide Hus under ledelse af Dick Cheney, der gav os den ulovlige og katastrofale Irak-krig, har ikke tænkt sig stiltiende at miste deres politiske magt. De har længe forsøgt at skabe det psykologiske og politiske klima for et militært angreb på Iran, og den proces er nu sat i højeste gear. Mens moderate republikanske politiske kræfter omkring den tidligere præsident George Bush og hans rådgiver James Baker, som f.eks. den nyligt nominerede forsvarsminister Robert Gates, forsøger at skabe en vej ud af det militære engagement i Irak, gennem en dialog med Iran og Syrien uden forhåndsbetingelser, arbejder Det hvide Hus på at få startet en krig med Iran, der permanent vil omkuldkaste alle planer om fred i Mellemøsten.
Man forsøger at skabe en amerikansk-israelsk-sunnimuslimsk-alliance, der skal isolere og bekæmpe Iran. De irakiske sunnier, man netop nu er i krig med i Irak, skal vindes over til en alliance imod de iranske shiitter. Med amerikansk billigelse leverer al-Qaida netop nu våben til sunnimuslimske kredse i Libanon, mens Condoleezza Rice rejser den arabiske verden tyndt for at vinde arabiske allierede for projektet, og selveste Dick Cheney har netop været i Saudi-Arabien. Man forsøger at sætte en proces i gang, som vil umuliggøre den form for amerikansk tilnærmelse til Iran, der diskuteres i den såkaldte Hamilton-Baker Irak-studiegruppe, og som er en nødvendig betingelse for en løsning af Irak-katastrofen og for at få fred i Mellemøsten.
Samtidig mobiliseres det politiske bagland i USA og Israel for en krig imod Iran. Den tidligere israelske statsminister Benjamin Netanyahu (der håber snart at kunne erstatte Ehud Olmert som Israels regeringsleder) talte nys på en jødisk kongres i Los Angeles om dagens Iran som værende Tyskland i 1938. Da han kom hjem til Israel, udråbte han Irans præsident Ahmajinedad til en mand farligere end Hitler og påmindede verden om, at Israel har atomvåben. I dagene efter midtvejsvalget var Israels statsminister Ehud Olmert sammen med fem israelske ministre også til konsultation i USA og blev sat ind i de nye planer. Som den amerikanske journalist Seymour Hersh beskriver det i en artikel i The New Yorker den 27. november, er Dick Cheney efter det amerikanske valg stadig fuldstændig besat af tanken om en krig imod Iran. Begivenhederne tyder på, at Israel er tiltænkt rollen med at starte en krig gennem at angribe de iranske atomanlæg i en »præventiv militæraktion«.
Hvis et sådant angreb finder sted, og Iran svarer igen, er scenen sat for omsiggribende krig i de næste mange år eller årtier, og en medfølgende global »Krig mellem civilisationerne«. Hvis ikke disse krigsplaner stoppes, vil vi i mange årtier fremover leve i en verden med global asymmetrisk krigsførelse og det medfølgende kaos, terror og tab af borger- og menneskerettigheder.
Et angreb på Iran vil samtidigt accelerere det sammenbrud af det globale finanssystem, der allerede i det seneste stykke tid har været i gang. Bombes Irans atom- og olieanlæg, og iværksætter Iran den næsten obligatoriske blokering af Hormusstrædet, ville vi hurtigt se oliepriser på op mod 200 dollars pr. tønde. Det burde i sig selv være nok til at trække tæppet væk under det globale finanssystem.

Det globale finanssammenbrud
Forhåbentlig lykkes det os, at afværge dette skrækscenario, men dermed undgår vi ikke en reorganisering af det globale finanssystem. »Afregulering«, »privatisering« og »globalisering« har allerede – sammen med accepten af hedgefonde og de finurlige spekulative finansinstrumenter, som kaldes derivater – omformet de globale finansmarkeder til et stort spillekasino. I takt med boligboblens kollaps i USA (den danske boligboble vil selvfølgelig også snart kollapse, men den er lidt bagefter sin amerikanske storebror), et kollaps der allerede er godt i gang med faldende antal nybygninger, stigende udbud af boliger til salg og faldende huspriser, ryger den sidste store spekulationsboble, der har finansieret spekulationscirkuset. Tilbage står et USA med en næsten astronomisk mængde ubetalelig gæld, en forsømt og udsultet infrastruktur, og et produktionsapparat, der er blevet »outsourcet« til Mexico, Kina og andre lavtlønslande. Uden en løsning på denne umulige situation kollapser ikke bare den amerikanske økonomi og den amerikanske dollar, men resten af verdensøkonomien og verdens finanssystem ryger med.
Det er denne »utænkelige« situation, LaRouche og hans medarbejdere har kæmpet for at undgå, og som LaRouche har løsningsforslag til. Forslag, der gør brug af de metoder, som præsident Franklin D. Roosevelt fra 1933 og fremefter benyttede til at redde den amerikanske økonomi. Roosevelt måtte lave en kovending og indføre den form for »utænkelig« politik, der er nødvendig i dag.
Inden præsident Roosevelts indsættelse var den amerikanske økonomi og verdensøkonomien blevet kørt i smadder af den samme form for uhæmmet egoistisk og grådig finansspekulation, som vi har været vidne til i de senere år under »globalisering«. Roosevelt lod den amerikanske stat tage kontrol over økonomien: Han satte banksystemet under konkursbehandling, indførte protektionistiske foranstaltninger, iværksatte gigantiske statslige infrastrukturprojekter, sørgede for en offentlig sygesikring, opbyggede et offentligt pensionssystem og meget, meget mere. Alt imens han mobiliserede USA til at kunne besejre nazismen. Et lignende program i dag er den eneste måde, hvorpå USA kan komme ud af den nuværende krise.

Et Nyt Bretton Woods
Men Roosevelt satte også en international økonomisk dagsorden gennem at lægge grunden til det Bretton Woods-finanssystem, der blev etableret efter 2. Verdenskrig. Med faste valutakurser og mulighed for kredit til de deltagende nationalstater, var dets formål at sikre en hurtig genopbygning af verden efter krigen, og samtidig muliggøre international samhandel til fælles fordel. På trods af Roosevelts død i 1945 skabte Bretton Woods-systemet tocifrede vækstrater for de deltagende nationer over to årtier.
I dag vil en sådan amerikansk igangsættelse af et Nyt Bretton Woods-finanssystem få følgeskab af et gigantisk økonomisk udviklingsprogram med tilnavnet Den eurasiske Landbro. En opbygning af hele det økonomiske rum fra den franske vestkyst til den kinesiske østkyst gennem en massiv satsning på store offentligt finansierede infrastrukturprojekter. De nuværende fåtallige toglinjer og veje vil blive suppleret af højhastighedstog og magnetsvævetog, energiproduktionen vil blive mangedoblet gennem serieproduktion af kernekraftværker (i venten på beherskelsen af fusionsteknologien) og investeringer vil blive foretaget for at sikre en stadig strøm af råstoffer til dækning af det stigende forbrug, der er nødvendigt hvis hele verdens befolkning skal have en anstændig levestandard. I de forskellige lande vil globaliseringens rovdrift blive afløst af massive investeringer i sundhedsvæsen og uddannelsessystemer, der kan sikre de nødvendige produktivitetsspring i de enkelte økonomier.
Europa, USA og Japan får en nøglerolle, som eksportører af stadigt stigende mængder højteknologisk produktionsudstyr og ny teknologi, der kan gøre det muligt for alle verdens lande at producere de nødvendige føde- og industrivarer til at brødføde deres befolkninger. Samtidigt vil vi mangedoble den sociale og kulturelle interaktion verden imellem, og få en »dialog mellem kulturer og religioner«, der vil medvirke til et festfyrværkeri af nye videnskabelige og teknologiske gennembrud, og skabe kulturelle renæssancer i alle de mange forskellige kulturer. Den respekt for det enkelte individ og dets kreative evner, som er den europæiske civilisations enestående bidrag til menneskeheden, vil med tiden blive universelt gældende.

En ny dansk udenrigspolitik
Denne spændende nye vision skal Danmark ikke blot vente på, men må aktivt være med til at realisere den. Anders Fogh Rasmussens »aktivistiske udenrigspolitik«, hvor Danmark har været fjernstyret fra London og været den anglo-amerikanske alliances spinkle figenblad – den lydige puddelhund, der svanser bagefter og blot venter på nye ordrer og opgaver – skal naturligvis skrottes. Bag alle de sofistiske floskler om demokrati og menneskerettigheder, har den politik, Danmark de senere år har været en del af, blot været en moderne variant af den blodige anglo-hollandske liberale kolonipolitik, som stod bag opbygning af Det britiske Imperium. Den eneste forskel i dag er, at Storbritanniens tidligere koloni og hovedmodstander, USA, er blevet shanghajet til at gøre vold på sin egen forfatning og historiske mission gennem at være Storbritanniens partner i den brutale undertrykkelse.
Det var aldrig meningen, at der skulle skabes fred og demokrati i Irak og Mellemøsten. Cheney, Bush og Blair (og den villige medløber Anders Fogh Rasmussen) førte en politik ud i livet, som blev beordret af de private internationale finansinteresser, der står bag kongemagere som George P. Shultz (arkitekten bag Bush-administrationen og æresmedlem af CEPOS’ rådgivende komité) og den demokratiske lus i skindpelsen, Lazard Frères-bankmanden Felix Rohatyn. Formålet var at skabe permanent krig og kaos i Mellemøsten, skabe en global »krig mellem civilisationerne«, og erstatte de principper om suveræne selvstændige nationer, som blev født ved Den vestfalske Fred i 1648, med en verdensorden, hvor lande bliver til lydstater for multinationale private finansinteresser. Kun regeringer der ukritisk gennemfører den selvdestruktive politik, som globaliseringen kræver, får lov til at regere. Nationalstaterne skal ikke have lov til at sætte grænser for de private finansinteressers hærgen for at beskytte befolkningens ve og vel. De enkelte landes regeringer, inkl. dem i de europæiske lande, skal blot være embedsmænd, der indfører de nye regler og love, der bliver dikteret, og gennemtvinger de opofrelser og nedskæringer, som hen af vejen uundgåeligt bliver påkrævet.
Danmark har spillet rollen som en korsfarer i det anglohollandske felttog imod suveræne nationalstater under dække af »krigen imod terror«, præcis som europæiske stater i Middelalderen blev lokket af Venedig til at ruinere sig selv. I kølvandet efterlod man så afbrændte og udbombede civilisationer. En menneskefjendsk politik der ligger meget langt fra den klassisk-inspirerede humanisme, der har opbygget Danmark de seneste 250 år.

Det danske militærs rolle
Det er Danmarks rødder i den klassisk-græske og klassisk-tyske kultur, der har gjort det muligt at have et højt alment uddannelsesniveau og sikre den kreativitet og nysgerrighed i befolkningen, der er en nødvendighed for videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Samtidigt har vi været os bevidste om de farer, vi som et lille land let er udsat for, og den særlige rolle vi som et lille land kan spille som brobygger mellem andre lande.
Derfor er der også noget fundamentalt galt med den idé, at det danske militærs formål er at levere 2.000 danske kampsoldater til indsættelse i verdens brændpunkter. Soldater, der i lighed med de berømte romerske legioner, ikke har til formål at beskytte deres hjemland imod angreb udefra, men som på ordre fra de anglohollandske finansinteresser bliver brugt til at underkue fremmede folkeslag. Det er på tide, at vi erkender, at militære indsatser som den i Afghanistan og Irak ikke skaber fred, men blot fremprovokerer asymmetrisk krigsførelse, der kan fortsætte i årtier.
I stedet bør den danske militærindsats i langt højere grad bestå af ingeniørtropper, hvis formål det er at hjælpe samfund op at stå, og gennem økonomisk udvikling forhindre krige. Disse ingeniørtropper skal selvfølgelig kunne forsvare sig selv, men i god forståelse med den ånd, der traditionelt set hersker i det danske militær, skal man ikke se sig selv som dræbermaskiner og besættere, men som lokalbefolkningens hjælpere.

Tyskland frem for Storbritannien
I stedet for Bush og Anders Fogh Rasmussens tætte alliance med Storbritannien, bør vi, ligesom kommende amerikanske regeringer, knytte tættere bånd til Tyskland. Det bør i den sammenhæng huskes, at nazismen ikke var et tysk fænomen. De samme finansinteresser, der i dag trækker i trådene bag Bush, Cheney, Blair og Anders Fogh Rasmussen, sørgede for at »kuppe« Hitler til magten i begyndelsen af 1933, efter at han var blevet udvalgt af den tidligere chef for den tyske rigsbank, Hjalmar Schacht, som manden, der kunne gennemføre de internationale finanskredses krav om en folkemorderisk økonomisk politik. Blot uger inden Roosevelt blev indsat som amerikansk præsident i marts 1933, var processen sat i gang, der ledte frem til 2. Verdenskrig. Tyskland blev så ofret på disse finansinteressers alter, ligesom USA bliver det under «globalisering« og imperialisme i dag.
Det var i et oprør imod dette anglo-hollandske oligarki, der siden 1700-tallet har haft magten på De britiske Øer og har opereret gennem Det britiske Imperium (nu omdøbt til Det britiske Statssamfund), at USA blev grundlagt. I et af de lysere øjeblikke i den danske udenrigspolitiske historie indgik vi i Det væbnede Neutralitetsforbund sammen med Frankrig, Sverige og Rusland, for at støtte Den amerikanske Frihedskrig imod briterne. Det blev af vore britiske »venner« belønnet med Slaget på Reden i 1801 og brandbombningen af København i 1807 (uden foregående krigserklæring) med efterfølgende tyveri og sænkning af den danske flåde.
Heldigvis er den danske økonomi ikke længere så afhængig af landbrugseksporten til England, som vi har været i de sidste par århundreder. Ligesom Tyskland har vi vore fremtidige økonomiske interesser indenfor industrieksport til Det europæiske Kontinent og de store og folkerige nationer i Asien. Handel og interesser, der for Danmarks del passerer igennem Tyskland.
Med Femern Bælt-forbindelsen kan vi ikke blot koble os på den eurasiske udviklingsproces, men kan tilmed spille en særlig rolle som brobygger, der får Tyskland ud af den kulturpessimisme, der alt for længe har forhindret Tyskland i at være den kulturelle, videnskabelige og økonomiske motor, Europa og Eurasien har behov for. I den sammenhæng spiller de danske medlemmer af LYM allerede en særlig rolle, da de for tiden har deres daglige virke midt i Tysklands hovedstad Berlin. Det Berlin, der vil spille nøglerollen i at binde Europa og Asien sammen.

Det danske økonomiske mirakel
Der har i de senere år været mange forsøg på at forklare, hvorfor Danmark klarer sig bedre økonomisk end mange af vore naboer, på trods af at vi efter 70’ernes oliekriser og den medfølgende gældsætning, med den tidligere danske finansminister Knud Heinesens berømte ord, stod »på afgrundens rand«. En stor del af den nuværende danske økonomiske højkonjunktur skyldes selvfølgelig den kraftigt øgede private låntagning og det øgede private forbrug, der er gjort mulig af den danske boligboble. Men når det er sagt, er det også gået bemærkelsesværdigt meget bedre i Danmark, end i mange andre europæiske lande, på trods af at oliekriserne i slutningen af 1980’erne efterlod Danmark ligeså håbløst forgældet som mange lande i Afrika og Sydamerika. Ud over at vi med tiden fik gang i dansk olieproduktion, var der to processer, som reddede den danske økonomi.
For det første medførte Berlin-murens fald i 1989, sammen med den efterfølgende tyske genforening, at Danmark kunne fordoble sin eksport til Tyskland. Det enorme opbygningsbehov i den østlige del af Tyskland, efter årtiers vanrøgt, førte til en enorm efterspørgsel, som Danmark med sine hurtigt omstillelige virksomheder kunne opfylde.
Men en anden effekt af begivenhederne i 1989 var større. I den glædesrus der fulgte den tyske genforening og kommunismens (og dermed krigstruslens) bortgang, besluttede vi at droppe den traditionelle pessimisme og kynisme, og gå i gang med at bygge Storebæltsbroen. Schiller Instituttet spillede selvfølgelig en aktiv rolle i disse begivenheder, og fik det gjort åbenbart for mange, at med en tysk og europæisk genforening var Storebæltsbroen, Øresundsbroen og en Femern Bælt-forbindelse naturlige elementer i at opbygge den nye infrastruktur, vi og resten af Europa behøvede.
Der var selvfølgelig et flertal af kritiske røster imod Storebæltsbroen, men da den først stod der, blev så godt som hele den danske befolkning begejstrede for dette fantastiske bygningsværk. På trods af høje brotakster blev trafikken over Storebælt fordoblet, blot fordi rejsen var blevet hurtigere og lettere. Samtidig knyttede broen den danske økonomi langt tættere sammen, og betød store besparelser og produktivitetsstigninger i dansk erhvervsliv og økonomi (En effekt, der allerede i løbet af en kort årrække har tjent samfundets investering i broen hjem igen, og som faktisk retfærdiggør helt at fjerne broafgiften).
Bygningen blev samtidig et afgørende skridt væk fra den kulturpessimisme og nulvækstideologi, som har præget det intellektuelle liv efter 68-oprøret. Begejstringen over Storebæltsbroen rakte til at få bygget Øresundsbroen, og vi fik endnu et levende bevis på, at selv om store infrastrukturprojekter virker som dyre investeringer, der ikke bliver fuldt udnyttet til at begynde med, så bliver de mere og mere lønsomme og gode at have, efterhånden som de bliver integreret i økonomien. Dette politiske skifte væk fra nulvækstideologien og over til store infrastrukturprojekter har været afgørende for at sikre dansk økonomisk fremgang.
Samtidigt holdt vi os uden for euroen og Maastricht-aftalen og bevarede en vis grad af selvstændigt initiativ og suverænitet, selv om politikerne i stigende grad forkaster denne suverænitet i misforstået solidaritet med vore underkuede naboer.

Vi behøver et magnetsvævetognet
Men, som det i de senere år er blevet smerteligt klart, har vi i tiden efter 68-kulturskiftet mere og mere forsømt vedligeholdelsen af vores fysiske infrastruktur. Vi har ganske vist investeret i visse anlægsprojekter i forbindelse med broprojekterne, men de ganske almindelige nyinvesteringer i jernbane- og vejnet, og de løbende vedligeholdelser, er blevet forsømt. De nylige ekstrabevillinger til genopretning af det eksisterende jernbanenet og etableringen af et nyt signalsystem er blot forsinkede lappeløsninger, der burde have været foretaget for længe siden.
Hvis vi ikke allerede indenfor det næste årti skal opleve et sammenbrud i trafikken på de danske motorveje, er det bydende nødvendigt, at der gennem den kollektive trafik skabes alternative transportmuligheder til den stadigt stigende privatbilisme, og at også gods finder alternative transportveje.
Det er i det lys, at Schiller Instituttet i vores kampagneavis nr. 1 fra juli 2006, der blev uddelt i 50.000 eksemplarer, fremlagde et forslag til et dansk maglevnet (magnetsvævetognet). I den følgende tid bestilte borgmestre fra de seks største danske byer et studie fra Danmarks Tekniske Universitet, der skulle belyse muligheden for at reducere rejsetiden mellem byerne gennem en modernisering af jernbanenettet. Studiet foreslog dog blot en forbedring af sporene, der kunne give en lidt kortere rejsetid, men veg tilbage fra at tage skridtet fuldt ud og fremsætte den visionære indførelse af magnetsvævetog. En teknologi som nogen kalder ny, men som i Kina dagligt transporterer titusinder af mennesker de 30 km mellem Shanghai centrum og Shanghai lufthavn. Turen varer 7 minutter og 20 sekunder og foregår med en hastighed på op til 431 km/t.
Bygningen af et dansk maglevnet gør det muligt at reducere rejsetiden internt i Danmark drastisk, og vil derfor være en effektiv konkurrent til biltrafikken. I Schiller Instituttets forslag, der forbinder Sjælland og Jylland med en ny tunnel via Samsø, vil den fremtidige rejsetid mellem København og Århus reduceres til under en halv time. En rejse til Aalborg, med et enkelt stop i Århus, ville kunne klares på tre kvarter. Når nettet om et par årtier så er fuldt udbygget (og til den tid vil man nok også have bygget en ekstra maglevforbindelse over Storebælt), vil de fleste af Danmarks største byer være indenfor en times afstand til København. Og så er maglevteknologien ikke blot en hurtig måde at flytte personer på, men kan også bruges til at sende computerstyret gods.
Uden et samarbejde med omverdenen kan vi dog ikke få fuldt udbytte af nettet. Bygges en kommende dansk-tysk Femern Bælt-forbindelse med et maglevspor, er der hurtig forbindelse til Hamborg og Berlin og derfra videre til resten af Europa og Asien. Rejsetiden fra København til Hamborg ville være ca. 40 minutter og rejsen til Berlin vare lidt over en time. På lignende vis er der med en forbindelse over Helsingør-Helsingborg ca. fem kvarters transport til henholdsvis Oslo og Stockholm. Danmark vil dermed også komme til at tjene som en fysisk bro mellem vore nordiske broderlande og det europæiske kontinent. På grund af maglevtogets høje hastighed vil det automatisk udkonkurrere flytrafikken på mange inter-europæiske ruter. De store tyske byer vil kunne nås hurtigere med maglevtog end med fly, og biltransport vil fremstå som en forældet transportform i snegletempo.

Danmark som foregangsland
Vi skal dog ikke vente på, at der træffes beslutninger om at etablere et maglevnet i resten af Europa. Allerede nu er det en god idé at starte processen her i Danmark. En rejsetid på en halv time mellem Århus og København, og under en time mellem de øvrige større danske byer, vil revolutionere den sociale og økonomiske aktivitet i Danmark. Samtidigt vil områder, der i dag er yderområder, med »bumletogsafgange«, der stopper på mindre stationer mellem hovedstationerne, blive integreret i det danske økonomiske væv. Med en Femern Bælt-forbindelse, der har et maglevspor, vil en maglevstation pludselig gøre Lolland-Falster til en forstad til København.
Et dansk brug af den fremtidsteknologi, der i dag allerede anvendes i Kina, vil sætte turbo på hele processen i Europa, og hvis teknologien bliver veletableret i Danmark, er vi godt på vej til at blive de nye eksperter på den. Det økonomiske eventyr Danmark oplevede i vindmøllesektoren, kan vi gentage i større målestok indenfor maglev-teknologien. Nogle vil indvende, at et sådant maglevnet er for dyrt, men i længden vil det være langt billigere end både normale tog og landevejstransport. De 200 milliarder et komplet dansk maglevnet anslås at koste, bliver tjent ind over de næste årtier pga. de lave drifts- og vedligeholdelsesudgifter og de store fordele økonomien oplever, specielt hvis man holder billetpriserne nede. Det er en investering, der rækker langt ind i fremtiden.
Vi danskere har gennem de store brobygningsprojekter fået en stor fordel frem for de fleste andre europæere. Den kulturpessimisme og nulvækstideologi, der blev trukket ned over hovederne på os og vasket ind i vore hjerner efter kulturskiftet i 1968, er gennem vores praktiske erfaringer med disse store byggeprojekter blev svækket, og vores naturlige gåpåmod og fremtidsoptimisme er blevet styrket. Vores opgave er nu at være de kulturelle brobyggere, der kan få vore naboer og resten af verden til igen at kigge fremad.
Det kræver et drastisk politisk kursskifte, som det bliver fremlagt af Lyndon LaRouche. Et kursskifte der kommer tættere på dag for dag. Dermed har vi så også chancen for at gøre den skade, vi har forvoldt gennem at marchere sammen med Cheney og Blair, god igen, ved at vende tilbage til det, der er vores egentlige natur: Vi danskere er ikke umenneskelige korsfarere med sværd i hånd, vi er de brobyggere, verden så desperat har behov for.
Det vore efterkommere vil være stolte af, er ikke det, vi blot gør for at sikre os selv et mere bekvemt og problemfrit liv. Det er det, vi bidrager med til verden og menneskeheden. Det, som vi kan se på med glæde i sindet og konstatere: Verden er blevet et bedre sted at være, fordi vi og vores kultur er til. Det er den historiske rolle, vi bør spille.