Hvordan vi genopbygger økonomien efter det store krak i 2007

Det følgende er en oversættelse af en del af den webcast, der fandt sted med Lyndon LaRouche (billedet) i Washington den 16. november 2006. Efter en kort introduktion af Deborah Freeman præsenterede Lyndon LaRouche LaRouche Youth Movement (LYM), som fremførte Johan Sebastian Bachs motet »Jesu, meine Freude«.

Deborah Freeman (Lyndon LaRouches talskvinde i Washington): Lad mig atter byde alle velkommen til dagens arrangement. Det er i sandhed med stor glæde, at vi her efter de seneste ugers valgkamp kan konstatere, at demokraterne nu kontrollerer begge kamre i Den amerikanske Kongres [bifald], og jeg er overbevist om, at der både her i Washington og ude i landet er en udbredt anerkendelse af, at sejren i høj grad skyldes hr. LaRouche og den ungdomsbevægelse, der er tilknyttet hans navn [applaus]. Sandheden er jo, at Det demokratiske Parti ikke just var i den bedste form tilbage i foråret, da valgkampen for alvor tog fart.
Situationen i Washington er nu ganske in­te­ressant. Mange af os, der arbejder her som LaRouches repræsentanter, har i månedsvis hørt på forsikringer fra vores demokratiske kol­leger i Kongressen om, at de skam er helt og aldeles enige i LaRouches økonomiske politik; »Men forstår I, problemet er bare, at vi demokrater ikke er i flertal! Så, hvad ville ide­en være med at fremlægge alle disse lov­for­slag? Republikanerne nedstemmer dem bare.«
Det er en sang, vi har hørt igen og igen. Men nu har demokraterne flertal. Derfor er der ingen grund til ikke at forvente, at de i hurtig rækkefølge fremlægger den nødvendige lovgivning, så vi kan komme i gang med det vigtige arbejde, der ligger foran os. Der er ikke for at være spydig, men det er faktisk, hvad jeg forventer, bliver indledningen på det nye år, for det bliver vi simpelthen nødt til. Faktum er, at demokraternes sejr er ekstrem vigtig.
Men nu hvor valgkampen er ovre, bliver vi også nødt til at forholde os til det simple faktum, at det igangværende strategiske, økonomiske og finansielle sammenbrud vil accelerere. Det store spørgsmål er derfor ikke, hvem der stiller op til præsidentvalget i 2008, men hvordan nationen og den amerikanske befolkning får organiseret sin vej ud af »Det store Krak 2007«. Og der findes ikke andre, der er bedre til at takle det spørgsmål, end Lyndon LaRouche. Lad os byde ham velkommen [stående bifald].

Hvad Bob Rubin ved – og ikke ved

Lyndon LaRouche: Mange tak, unge dame, mange tak. … Der er tre emner, som jeg først som referencepunkter, vil henlede jeres opmærksomhed på, inden jeg vender tilbage til et af dem, nemlig økonomien.
For det første er mange af jer sikkert bekendt med, at Bob Rubin, den fhv. finansminister, for nylig fremsatte nogle bemærkninger, og at andre har luftet lignende tanker, men han i særdeleshed: Han tog ikke skridtet fuldt ud, men han advarede om, at vi står overfor en overhængende krise, et nært forestående sammenbrud af det nuværende finans- og betalingssystem, noget han gennem længere tid har advaret om. Han fremlagde ikke nogen løsning, men pegede blot på nødvendigheden af, at vi forholder os til denne reelle trussel, som han i øvrigt underdrev betydeligt.
Men det vil jeg ikke protestere over, for Bob Rubin har forpligtet sig til to ting: Han er professionel bankmand, hvilket var grundlaget for hans embedsperiode som finansminister. Han er en særdeles klog og intelligent fyr, og meget modig. Men han er bankmand, ikke politiker. Han står ikke i spidsen for en hær i felten. Som I ved, hælder jeg personligt mere i den retning.
Men jeg er enig med ham i følgende: Han er, hvad han er, og jeg er, hvad jeg er, og jeg har intet imod, at han underdriver problemet så massivt, ej heller, at han undlader at fremlægge en løsning, selv i den udstrækning han måtte have en sådan.
Hans job består nemlig i at sætte ting i bevægelse, at få folk til at lette deres bagdel, så at sige, og få dem til at indse, at det ikke er en glad økonomi, vi har derude; at det er en skrækkelig økonomi, hvor de 80, ja måske, 90 procent økonomisk dårligst stillede familier i USA i særdeleshed, lider ganske eftertrykkeligt. Hvor hver eneste nation i Vest- og Centraleuropa er i hastig opløsning. Hvor der i dele af Sydamerika er en vis fremgang, men med en massiv udbredt elendighed. Situationen i Afrika er ubeskrivelig. Og, som jeg vil forklare, hvis USA går ned, vil Kina gå ned. Indien vil gå ned, og hele den øvrige verden vil gå ned. Blive kastet ned i en kædereaktion, ikke en depression, men en altomfattende sammenbrudskrise i lighed med det, der skete i Europa i midten af det 14. århundrede, en periode kendt som Den mørke Middelalder, hvor halvdelen af Europas bysamfund forsvandt fra landkortet sammen med en tredjedel af befolkningen i løbet af bare en enkelt generation.
Vi står i dag overfor forhold, der truer at udløse den samme katastrofe på globalt plan. Så jeg opponerer ikke imod det Bob sagde, for hans job er at forsøge at få nogle sløve padder til at indse, at det hele ikke er lutter lagkage, men at vi befinder os i en dødsensfarlig situation, som kræver ganske barske og usædvanlige indgreb. Heldigvis for os eksisterer disse indgreb, hvis vi ellers har viljen til at anvende dem.

Krigen i Irak
Vi har en lignende situation med hensyn til tilbagetrækningen fra Irak. Jeg går ud fra, at vi alle er enige om nødvendigheden af, at vi trækker os tilbage fra Irak. Men der er praktiske problemer forbundet med en sådan tilbagetrækning. Derfor må vi sikre os, at der virkelig er tale om en reel beslutning om at komme ud derfra. At der ikke bare er tale om en »68’er«-hensigtserklæring med en masse forbehold, men en absolut beslutning. Men vi kommer ikke til bare at stikke af. Som ledende generaler, der er imod krigen, har påpeget, bliver vi nødt til at iværksætte en proces, under hvilken vi faktisk kan frigøre os uden at øge det allerede eksisterende mareridt, som Bush-regeringens politik har skabt. Derfor er jeg både enig med dem, der siger »umiddelbar tilbagetrækning« og dem, der siger, »vi bliver nødt til at have en tilbagetrækningsplan, der lever op til omstændighederne«.

Vi skubber på for en rigsretssag
Der er et lignende spørgsmål: Visse demokrater tør ikke sige »rigsretssag«, når de er inde i Kongressen. Hvorfor ikke? De er for en rigsretssag. Vi er for en rigsretssag. Men hvorfor siger de det så ikke, og her ser vi altså lige bort fra tåberne som eksempelvis nokkefåret fra Connecticut, kaldet Lieberman? Det gør de ikke, fordi, som [det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus] Conyers kan forklare, stiller man præsidenten for en retsinstans, hvor man selv er dommer og jury, så kan man ikke indlede processen med at stå frem som anklager. Man bliver nødt til at følge retsreglerne, især hvis man ønsker at gøre noget, der er meget nødvendigt, for man kan ikke bare lade hånt om loven og reglerne.
Men vi, som ikke sidder i Kongressen, i Senatet eller Repræsentanternes Hus, har ansvaret for at skabe det politiske pres for iværksættelsen af de rigsretssager, vi ved er nødvendige: Først og fremmest imod [vicepræsident] Cheney. Vi skaber derfor presset, og de skaber processen. Og så længe deres proces svarer til vores pres, skal det nok ende godt alt sammen.
Det er sådan lederskab fungerer, og med hensyn til funktionerne og processerne indenfor regeringen, er det nødvendigt med et strategisk overblik over, hvad det er, der skal gøres, og en forståelse for problemet, der skal løses. Men man må også have respekt for selve processen, så man, undervejs mod det man ønsker at opnå, ikke ødelægger målet. Derfor taler jeg, som jeg gør, og det er mit job at gøre det således. Jeg er den hårde fyr, de andre er de bløde. De taler blidt, jeg taler hårdt.
Der er dog også en anden årsag, som jeg vil komme tilbage til, da det er hovedemnet for i dag, og det er, at Bob Rubin faktisk ikke har en løsning. Ingen af de velmenende, førende finansielle og økonomiske eksperter i hverken USA eller Vesteuropa eller i verden som helhed, har nogen som helst ide om, hvordan man stopper den igangværende og hastigt voksende fysisk-økonomiske og finans- og valutamæssige krise. Ingen overhovedet! Men det har jeg. Derfor er det min opgave, åbent og ærligt at sige hvad løsningen er, og klart identificere, hvad det problem består i, som denne løsning skal afhjælpe, altså hvad det er for en medicin, vi skal tage i anvendelse for at kurere patienten. Hvis vi ikke gør, hvad jeg ved vi må gøre, hvis vi ikke tager nogle af de nødvendige skridt, så vil vi i vores forsøg på at håndtere krisen gøre problemerne endnu større. Og laver vi flere ulykker, her midt i en krise langt værre end den i 1929-33, ender vi en ny, mørk middelalder.
Derfor må der gribes ind, her og nu, der må træffes en beslutning, her og nu; medicinen må og skal være den rette medicin; løsningen, planen, må og skal være den rette plan – sker det, kan vi komme ud af det her med skindet og livet i behold. Og samtidig blive kureret for nogle af de sygdomme, som har bragt os i denne situation. Det er min opgave.
Det er mit job at sige, hvad det er der skal gøres, fordi der ikke er andre, der har den fjerneste idé om, hvad det er, der skal gøres. Bob Rubin ved ikke, hvad han skal gøre eller gribe i, og han er ellers en af de klogeste i hele i USA på det her punkt. Det ved fhv. præsident Clinton heller ikke. Eller nogen af komitéformændene i Kongressen, Senatet eller Repræsentanternes Hus. Ingen af dem ved, hvad de skal gøre. De klogeste af dem har blot til hensigt at gøre absolut ingenting. De vil meget gerne høre, hvad det er de skal gøre. Min opgave er at fortælle dem, hvad løsningen er, og hvad der skal gøres.
Så, for vor egen og fremtidige generationers skyld, lad os håbe at de er enige.

Hvad skete der med økonomien?
Den nuværende krise er faktisk noget, jeg har advaret om, i særdeleshed siden slutningen af 1995, hvor jeg var gæst ved en konference om sundhedspolitiske spørgsmål, arrangeret af Vatikanet. Under afslutningen af mødet fremlagde jeg en rapport til støtte for selve konferencen, hvori jeg beskrev den overordnede krise, vi står overfor, og som hele sundhedsspørgsmålet burde ses i lyset af: De økonomiske aspekter i håndteringen af den voksende krise indenfor sundhedssektoren med manglende investeringer og svigtende evne til at opfylde behovet over alt i verden. Dette materiale blev som en del af min daværende præsidentvalgkampagne offentliggjort i januar 1996, i form af det jeg kaldte» trippelkurven« (se boks). Efterfølgende er der foretaget enkelte ændringer: Et aspekt af forholdene i kurven er blevet ændret i tiden omkring 1999-2000. Men, det jeg sagde dengang, var absolut rigtigt.
Det der skete, den økonomiske virkelighed i den periode, særdeleshed siden 1987 og de indgreb, der blev foretaget under Bush I – Bush 41, som han kaldes – var udløsningen af en proces, styret af den bindegale fascist Alan Greenspan. Og denne proces medførte et fald i den fysiske indkomst og produktion i USA. Men dette fald blev tilsyneladende opvejet af en stigning i de samlede finansielle værdier, fordi Den amerikanske Føderalbank og andre monetære mekanismer med rasende hast spyttede penge ud baseret på de såkaldte »finansielle derivater«. Derfor oplevede vi en finansiel vækst, en eksponentiel ekspansion af den samlede mængde af finanspapirer, alt imens den samlede fysiske produktion per indbygger faldt. Samtidig blev denne samlede mængde af finanspapirer drevet i vejret af en ekspansion af den samlede pengemængde, der stammede fra helt nye måder, hvormed fiktive penge blev skabt, og som enkelte tåber forsøgte at sætte i banken. Men enhver bankmand ved, at det gør man bare ikke. Man tager sine fiktive midler og forsøger at afsætte dem til den næste idiot for så at sætte pengene i en eller anden form for fysisk eller omsættelig værdi.
Vi har altså nået et punkt, hvor den vækst i pengemængden, der er nødvendig for at oppebære den finansielle ekspansion, altså forhindre hele den oppustede boble i at sprække, eller snarere til at få den til at gøre det, er af et sådant omfang, at vi har nået til den endegyldige slutning på systemets bæreevne…

Sænk ikke dollaren
Hvad er det så, der skal gøres, så vi kommer til bunds i det her spørgsmål? Hvad er løsningen? Altså, for det første: Sænk ikke dollaren. Devaluerer vi dollaren her og nu med noget, der kan mærkes, for eksempel 20 eller 30 procent, ville det bringe hele systemet til fald og udløse en kædereaktion, der ville sende os lige lukt ned i en ny, mørk middelalder. Hele det globale finanssystem er nemlig afhængig af en dollar, der i bund og grund ikke har nogen indre værdi. Dollaren har en vedtaget værdi, ikke en fysisk værdi.
Vi ødelagde dollaren i 1971-72. Vi afkoblede den fra Bretton Woods-systemet og erklærede, at nu var den »flydende«. Hvad vil det sige, at den er »flydende«? I ved godt, hvad det er der flyder, ikke sandt?
Men sagen var, at dollaren stadig blev anvendt som regneenhed og reservevaluta i Den internationale Valutafond. Derfor har verden et dollarsystem. Selv om visse dele af verden forsøger at frigøre sig fra dollarens altoverskyggende betydning ved at satse på andre valutaer, så er der ingen vej uden om, for hele verdens finanssystem er baseret på evnen til at akkumulere amerikanske dollar. Og er man ikke i stand til at inddrive sine fordringer på dollaren til den oprindelige kurs, så er man faktisk selv bankerot. Det gælder hvert eneste land i verden: Kina ville blive kastet ud i en krise. Indien ville bryde sammen. Hvert eneste hjørne af kloden ville blive kastet ud i et sammenbrud, hvis dollaren faldt med 30 procent.
Så det første, man må forstå er, at der ikke findes nogen løsning, med mindre man forhindrer dollaren i at bryde sammen. Hvordan kan man forhindre, at dollaren kollapser? Joh, to ting skal gøres: USA bliver nødt til at komme af med den nuværende præsident og vicepræsident. Vil du sikre din bagdel, afsæt præsidenten. Og skyl ham ud der, hvor du normalt placerer din bagende.

En FDR-lignende løsning
Med mindre man således kan iværksætte en kursændring væk fra hans politik – og fyren er altså ganske stædig i sin galskab – med mindre man er i stand til at gøre det, jeg ønsker der skal gøres, og som præsident Franklin Roosevelt ville have gjort, er man nytteløs, ja værre end nytteløs; man står ganske enkelt i vejen for den videre udvikling. Hvis jeg var USA’s præsident, eller hvis jeg kunne få en eller anden, som var USA’s præsident, til at gøre det rigtige, kunne vi stoppe krisen. Ved hjælp af politisk magt og styrke kan vi sige: »Vi vil forsvare dollaren ved dens nuværende vekselkurs på de internationale finansmarkeder«. På den betingelse, at andre lande er villige til at indgå i et samarbejde med det som formål.
Vi vil i realiteten blive enige om at vende tilbage til noget, der ligner det Bretton Woods-system, som præsident Nixon nedlagde i 1971-72. Vi vil erklære, at det er USA’s politik at etablere et fast vekselkursforhold til andre valutaer, andre lande og verdens valutaer som helhed. Vi vil skabe et nyt system, som stadig vil anvende dollaren som regneenhed, men ved en fast kurs. Gennem traktater vil vi – i et massivt omfang – konvertere kortfristede gældsforpligtelser til langfristede obligationer med en løbetid på op til 25 og 30 år. Derigennem kan vi, sammen med lande som er villige til at indgå aftaler, stabilisere hele verden.
På det grundlag kan vi udstede nye kreditter til en rente på mellem en og to procent, enten som statsgaranterede lån eller gennem traktatsikrede aftaler regeringer imellem som langfristede handelskreditter. Et godt eksempel ville være en aftale mellem Tyskland og Kina, fordi Tyskland i meget høj grad er handelspartner med Rusland og Kina. Det er faktisk nøglen til overhovedet at have en økonomi i Tyskland.
Okay, alle disse lande har naturligvis forskellige politiske, økonomiske og valutariske systemer. Netop derfor kan man skabe et nyt instrument til at finansiere store projekter, hvis man indgår en aftale, der rækker over en periode på 25 til 50 år med en rente på en til to procent, noget som især landene i Asien har stærkt brug for, fordi de her og nu ikke har tilstrækkelige ressourcer til at færdiggøre det arbejde, der er behov for i deres respektive lande.
Vi kan således ordne alt der her med en meget lav udlånsrente. Vi kan sætte gang i Europa, fremdeles i Tyskland. Vi kan banke dem op til at producere de varer, der er behov for i Asien, i særdeleshed produktionsmidler, anlægsinvesteringer og forbedringer. Vi finansierer størstedelen af tingene over en periode på 25 til 50 år. Vi vil også anvende et omstruktureret finans- og betalingssystem, der minder om Bretton Woods – ikke det gamle Bretton Woods, men et som ligner – et system med faste vekselkurser, og vi kan fastlåse verden til et sæt af aftaler om fysisk-økonomisk vækst og genopbygning.

Luk Greenspans finanskasino
Vi gør også noget andet: Årsagen til at krisen er så alvorlig, som den er, skal findes hos Alan Greenspan. Han var ikke godt for noget. Og uanset hvad han måtte tage sig til i dag, er han stadig ikke godt for noget. Og han kan have været hvor som helst i mellemtiden – hvis man kender ham ret. Enhver tilhænger af Ayn Rand kan have været hvor som helst. Så vidt jeg ved, er han stadig en stor beundrer af hende. Og se på alle de Ayn Rand-tilhængere, som er dukket op som de værste fascistiske typer blandt de neokonservative, så ved man, at Alan Greenspan var, som man siger om Satan: Ikke god for noget som helst.
Det er derfor, vi befinder os i dette rod. Det har vi skabt ved at investere i kasinoer i stedet for i opbygningen af ny produktionskapacitet, nye fabrikker, ny infrastruktur, videnskabelig og teknologisk fremskridt, i storstilede projekter med atomkraftanlæg og lignende. Hvor mange steder i USA er der ikke åbnet kasinoer og legaliseret hasardspil som erstatning for tabt skatteprovenu? Som en måde at skabe arbejdspladser på! Hvad skal det gøre godt for? Det er hasardspil. Og hvor i Helvedet kom al dette hasardspil fra?
Faktisk, er hele verdens finanssystem baseret på hasardspil. Spekulationsfondene, de såkaldte hedgefonde, er ikke andet end gigantiske spillekasinoer. Og derfor er banksystemet i realiteten bankerot, for det er forbundet til hedgefondene.
Vi har nu nået et punkt, hvor disse hedgefonde vil begynde at bryde sammen, én for én, som bobler der brister. Der er boligboblen. Det er ét stort svindelnummer. Alle ejendomsinvesteringer i USA er baseret på et svindelnummer. Lige her hvor vi står [i Washington DC], ovre på den anden side af floden i Loudoun County ligger epicentret for det, der bliver det største krak på boligmarkedet i menneskehedens historie. Det bliver et kædereaktionslignende sammenbrud, hvor andre dele af landet ikke følger langt efter. Det er den situation, vi befinder os i. Og den skyldes, at vi har akkumuleret et bjerg af gæld, finansiel gæld, indenfor et system, der er baseret på hasardspil.
Og i stedet for at optræde som ærlige spillere, der accepterer at have tabt, når alle deres penge er gået fløjten, forlanger de at få dækket deres tab. Med fortjeneste!
Derfor kommer vi til at håndtere dette gennem en finansreform: Vi må redde bankerne. Her er jeg enig med Bob Rubin. Vi bliver nødt til at rede banksystemet. Hvorfor? Fordi banksystemet spiller en væsentlig rolle for cirkulationen af kreditter og indskud, organiseringen af lokalsamfund samt privates og familiers eksistensgrundlag, og meget mere.
Men de er bankrotte! Ok, vi bliver stadig nødt til at redde dem. Vi gør det ved at tage dem under konkursbehandling. Vi holder dørene åbne, mens de er under konkursbehandling. Gæt i øvrigt hvor ordet bankerot stammer fra. Fra banker, naturligvis.
Altså, den føderale regering griber ind og overtager de bankerotte banker og udsteder en regeringsordre, der siger: »I holder dørene åbne«. Vi lader det føderale reservebanksystem undergå en konkursbehandling med den føderale regering som bobestyrer. Og den føderale regering vil rent faktisk bestyre det. Vi vil overtage konti, der ikke kan tilbagebetales på stående fod, og så lade hele systemet undergå en fuldstændig reorganisering. Men I får ikke lov til at lukke dørene. Vi vil fortælle jer, hvilke konti, I kan fortage udbetalinger fra. Vi vil fortælle jer hvilke konti, der skal garanteres, hvad enten de skal udbetales kontant eller indsættes på konto. Vi vil udstede retningslinier for, hvortil man kan flytte sine uafklarede tilgodehavender hos bankerne, og hvorfra der kan hæves til en symbolsk rente, som man nu har behov for. Med andre ord, man har måske en opsparingskonto, der er indefrosset i en bank. Banken kan ikke udbetale pengene, men gennem føderale love kan bestemte investeringer og indskud garanteres, således at en person, der ikke kan hæve penge fra sin bank, fordi banken ikke har nogen, midlertidigt kan udstyres med et lån til minimale omkostninger, hvorfra der så kan hæves, indtil hele konkursproceduren kan ophæves, nøjagtig som man gjorde det under Roosevelts tvungne bankfridage tilbage i 1930’erne, men i langt mindre skala.
På den måde kan vi holde bankerne funktionsdygtige. Vi kan selektivt beskytte de ting, som har den højeste prioritet for familiernes og lokalsamfundenes funktioner. Det kan vi faktisk gøre.
Derefter tager vi simpelthen de finansielle derivater og lignende fup-investeringer og sletter dem. Afskriver dem. De er forsvundet under alle omstændigheder. Bankerne er bankerotte. Vi bliver nødt til at finde en saneringsaftale for dollaren. For bank- og finanssystemet som helhed kan vi ende med en nedskrivning af passiverne til 20 cents per dollar.
Men gør vi det, går vi fra en situation med ureguleret kaos til et reguleret system. Vi vender en kortvarig krise til langvarig stabilitet. Vi fjerner de ting, der bør fjernes fra bøgerne, og vi beskytter de ting, der bør beskyttes. Og vi indgår i en række internationale aftaler om at ekspandere den fysiske produktion og udvikle infrastrukturen.
Kommer vi dertil, har vi faktisk ikke længere noget problem. Vi skal blot sørge for at holde en tilstrækkelig del af den amerikanske befolkning beskæftiget – ikke hos McDonalds, men med nyttige ting og hvor man faktisk tør spise – for eksempel hjemme i eget køkken, hvor man som oftest tør spise maden, ikke sandt? Men går man på McDonalds, spekulerer man tit over, hvad det egentlig er, man spiser. Eller rettere: »Hvem er det, jeg spiser?«. »Det smager som nogen fra Australien. »Hvad laver den pung i min hamburger?«
Problemet er altså ikke uoverkommeligt. Man kan bare se tilbage på det Frank­lin Roosevelt gjorde i 1930’erne, hvor han vendte en økonomi, der var kollapset med hele 30 procent under præsident Hoover, og gjorde den til den største øko­nomiske maskine, verden nogensinde havde set. En maskine, som var det eneste, der kunne redde verden fra et diktatur under Hitler. En maskine som var et USA i partnerskab med andre lande, inkl. Sovjetunionen, samt en ganske uvillig allieret, Storbritannien.
Storbritannien havde oprindeligt været for Hitler. Men Roosevelt og en række begivenheder overbeviste visse folk i Storbritannien om, at de hellere måtte være imod Hitler. Alle de ledende bankfolk i New York City var for Hitler. De havde også været for Mussolini. Roosevelt gokkede dem i hovedet og sagde: »Nu er I imod Hitler«. Og de svarede: »Okay, javel hr., øh frue« (de bliver altid så forvirret over disse ting).
Så, der blev lagt pres på alle dem, der faktisk havde været arkitekterne bag nazi­-systemet i Storbritannien, blandt synarkisterne i Frankrig, de amerikanske bankfolk herunder vor nuværende præsidents farfar, Prescott Bush! Han støttede Hitler. Han underskrev personligt et lån, der overførte penge til det tyske nazistparti tids nok til at sikre, at partiet ikke brød sammen, så Hitler kunne blive diktator i Tyskland og næsten i hele verden.

Vi er ved vejs ende
Det drejer sig altså om, at regeringerne, hvis de da kan blive enige, godt kan [klare problemet] – der er blot behov for en sammensværgelse blandt gode regeringer, resten skal nok følge efter. Det bringer os frem til et andet spørgsmål, som jeg vil tage op senere, men vi står lige nu i et omfattende sammenbrud, hvor den akkumulerede gæld og den accelererende akkumulation af gæld, hvor ubetalelig gæld betales med mere ubetalelig gæld, har nået et punkt, illustreret af bolig- og realkreditkriserne i USA, som må betegnes som vejs ende, som Bob Rubin formulerer det. Som jeg allerede har sagt, støtter jeg Bob Rubin, fordi han forsøger at vække en række idioter i USA til at indse, at der ikke er velstand, men at systemet er ved at bryde sammen. At vi er mere end modne til et omfattende sammenbrud – der kan komme når som helst. Og hvis ikke den amerikanske og andre regeringer gør det rigtige, når først det går i gang, vil hele verden synke ned i en ny, mørk middelalder. Det er her, vi står, og det er derfor, jeg bliver nødt til at gøre noget.
Problemet, det psykologiske problem, er bare, at folk tror på penge. Briterne har eksempelvis teorier om penge. [Karl] Marx fik sine ideer fra briterne, og derfor har marxisterne nogle fjollede idéer om penge. De har en teori om pengenes værdi.
Penge, hvad enten de drejer sig om mønter, papir, eller computerudskrifter har ingen indre værdi. Ingen! De er et medie. De udgør en kontrakt, og det er det hele. Eller rettere et medium for en kontrakt.

Det oligarkiske system skal besejres
Siden Middelalderen, ja faktisk siden Det gamle Grækenland, men i særdeleshed i vor moderne samfund, har penge, som et udtryk for begrebet »værdi«, altid været forbundet til det, man kunne kalde »imperialisme«. Tilbage i Det gamle Grækenland blev det kaldt det »oligarkiske system«. Og det er her, problemet melder sig i USA, også indenfor lederskabet af Det demokratiske Parti. Et oligarkisk system, hvor der sidder folk i toppen og styrer den demokratiske kampagne, Howard Deans demokratiske kampagne, og lytter til folk som Felix Rohatyn, der ud fra enhver målestok er fascist. Han bragte som bekendt Pinochet til magten i Chile. Og her var der just ikke tale om noget, man kunne kalde en førsterangsdemokrat.
Men de insisterer: »Vi henvender os til de rigeste tre procent af de amerikanske familier for at få vores demokratiske valgkamp finansieret«. Jeg siger: »Nonsens«. De svarer: »Nå, men det gør vi alligevel«. Så den demokratiske kampagneorganisation, i særdeleshed under det såkaldte Demokratiske Lederskabsråd og under Howard Dean, gik den vej for at få penge. Fra hvem? Fra de rigeste tre procent af de amerikanske familier. Sig mig, hvad er problemet i USA? Det største problem er de fattigste 80 procent af de amerikanske familier! Eller måske endda de fattigste 90 procent nu om dage, som nogle af jer måske har opdaget. Det plejer at være en rimelig sikkerhedsgaranti at tilhøre de rigeste 20 procent. Nu skal man være blandt de rigeste 10 procent, eller måske endda de rigeste tre procent.
Så Det demokratiske Parti rettede sin opmærksomhed mod de rigeste tre procent! For hvis bagdel er det nu, man skal kysse for at skaffe penge til valgkampen? Hvorfor er det, at nogen demokrater ønskede at arbejde sammen med Felix Rohatyn? Fordi de ville have fat i de penge, han sad på! Og derfor kunne han diktere deres politik, og den måde hvorpå det førte deres valgkampagne, gennem deres ønske om at stille ham tilfreds. Det er stadig et stort problem. Og vi bliver nødt til at få det løst.
Virkelig politik er derimod rettet mod de fattigste 80 procent af de amerikanske familier og deres fysiske levestandard og leveforhold; de lokalsamfund i hvilke de lever. Det er virkelig politik. Det er virkelig amerikansk politik i modsætning til et eller andet europæisk oligarkisk system, hvor det er godsejere, der styrer verden. Det her er det »oligarkiske system«: En håndfuld stenrige familier styrer samfundet, på samme måde som de styrede Sparta, hvor slaverne var jagtbytte for familiernes unge forkælede knægte bare for fornøjelsens skyld; hvor de fattige blev forfulgt og mishandlet som dyr; hvor samfundet var baseret på at behandle mennesker som dyr.
Tag eksempelvis Quesnay, forfatteren til det såkaldte »fysiokratiske system«, der sagde, at rigdom kom fra hvad? Fra produktionen? Nej, det var ikke det, han sagde. Han sagde: Fra retten til ejendom, adelens ret til at besidde ejendom og jord, der kunne anvendes til minedrift og landbrug – det var den magiske ting, der skabte velstand. Og de mennesker på godset, der var engageret i produktionen i minen eller i landbruget, blev betragtet som kvæg. De skulle have lige nøjagtig så meget hø, at de fortsatte med at producere mælk og kød. Men produktionsafkastet, rigdomsforøgelsen, var blevet produceret af den dovne rad, der sad oppe på godset med sin ejendomsret, og det var denne magiske ejendomsret over godset, der udsondrede denne overskudsværdi, denne rigdom. Det er det oligarkiske system.
Det var systemet i Sparta. Samme system som blev skabt i den europæiske historie af Apollokulten i Delfi, som grundlagde Rom. Det var det, der skabte Romerriget, og det der skabte byzans (det østromerske rige); det var det, der skabte middelalderens imperium, hvor venetianerne kontrollerede de tumper, der kaldte sig korsfarere, de normanniske riddere, og deres systematiske forfølgelse af muslimer – »Halløjsa, der kan man se. Allerede dengang?« Den anti-islamiske bevægelse. Lige ud af middelalderen. Korsfarerne, som overhovedet ikke var kristne. De var klar til at korsfæste hvem som helst. Og de arbejdede for Venedigs bankhuse! Det var dette middelaldersystem, der ledte til den sorte død!
Det var det, der blev genskabt med Konstantinopels fald, hvor venetianerne genvandt magten. Det var det, der ledte til etableringen af Det britiske Imperium, det anglo-hollandske liberale system, som er en og samme ting. De genindførte slaveriet! Og nu har de atter en gang genoplivet den anti-islamiske bevægelse for at få en krig imod Islam. Samme sag en gang til.
Systemet drejer sig således om at styre planeten ved at behandle det store flertal af menneskeheden som var de dyr, med yngelpleje og beskæring af bestanden, eller holde dem som kæledyr – for senere at fortære dem, som man gør med ynglings-koen ude i stalden. Det er det oligarkiske system.
Med Renæssancen blev en idé vakt til live, som stammede fra Athens Solon og blev videregivet af Platon: Ideen om mennesket som helhed – at mennesker indeholder noget, som det ikke har tilfælles med dyr. At mennesker indeholder en åndelig, intellektuel kraft, der adskiller mennesket fra dyrene. Og derfor kan mennesker ikke behandles som dyr! Samfundet eksisterer til gavn for menneskeheden, for fremtidens menneskehed, og den fremtidige menneskehed består af alle nulevende menneskers børn.

Et fællesskab af suveræne nationer
Derfor er virkelig politik ikke demokrati. Virkelig politik er omsorg for alle menneskers ve og vel til gavn for fremtidens menneskehed. Det er respekten for kulturernes suverænitet. Da folk har forskellige kulturelle baggrunde, kan de kun fungere indenfor deres eget sprog, deres kultur, indenfor hvilken de kommunikerer. Derfor organiserer folk sig i sprogkulturer eller traditionskulturer. Hvorfor? Fordi de tænker indenfor de rammer. Ønsker man en repræsentativ regering, må man give folk adgang til det system, der er deres, indenfor hvilket de tænker, indenfor hvilket de kan udvikle ideer.
Af samme årsag må man samtidig etablere et broderskab af relationer blandt klodens forskellige kulturer. Det var Franklin Roosevelt intention. Truman ønskede det modsatte. Som Franklin Roosevelt gentog mange gange, var det hans hensigt, at når krigen var slut, skulle den kæmpe økonomiske maskine, der var blevet skabt for at nedkæmpe Hitler, omdannes til at blive en kilde til den produk­tions­evne, der ville gøre verdens koloniserede lande og undertrykte folkeslag i stand til at udvikle deres egne uafhængige regeringer. Og til at etablere et broderskab blandt nationale selvstyrende folkeslag her på Jorden. Det var Roosevelts intention.
Det Truman gjorde var at være Churchills nikkedukke. Briterne havde ingen intentioner om at opgive deres imperium. Truman lod briterne genbesætte deres kolonier. Truman-regeringen gav Vietnam tilbage til japanerne, så de kunne overdrage landet til Frankrig. Den britiske regering og hollænderne undertrykte befolkningen i Indonesien, frihedskampen i Afrika blev brutalt undertrykt, igen og igen, gennem det meste af efterkrigstiden. Se det var forskellen på Truman og Roosevelt.
Det er det, der særstiller det amerikanske system, det amerikanske forfatningsmæssige system, som vi har etableret her i landet. Vi kunne gøre det, fordi vi lå i en vis afstand fra Europa, hvor oligarkiet dominerede. Og derfor var vi i stand til at tage de bedste ideer, der var blevet udviklet i Europa, og opbygge en nation og en kultur omkring disse europæiske ideer i sikker afstand til det europæiske oligarki.
Der er her skillelinien ligger i politik. Det er sagens kerne.

Ungdommens uundværlige rolle
Se, hvad der gav valgsejren. Hvad vandt valget? Det, Debbie sagde, var ingen overdrivelse: Vores rolle, i særdeleshed ungdomsbevægelsens rolle, og det vi fremførte som vores politik, var afgørende i de sidste uger af kampagnen for at sikre en jordskredssejr for Det demokratiske Parti i Repræsentanternes Hus. Hvor kom stemmerne fra, der sikrede den valgsejr? De kom fra folk i alderen 18-29 år. Og en del af jer kender dem i den alder ganske godt. Det kom også fra en stigning, en kraftig stigning, i valgdeltagelsen blandt vælgerne mellem 25 og 35. Det var det, der vandt valget! Det var en del af befolkningen, som Det demokratiske Partis kampagne intet gjorde for at erobre. Gældende politik var at gøre intet som helst for at vinde dem over.
Dér spillede vi en afgørende rolle. Vi pressede på, og ungdommen pressede rigtigt hårdt på. Vi sikrede valgsejren! Det gjorde vi, fordi vi, med de metoder vi benyttede til at skabe en masseeffekt, udløste en reaktion i befolkningen: Man har nogle få folk med ideer, som skaber en masseeffekt. Ikke person-til-person omvendelser. Ikke nogen religiøs omvendelse, tak. Men med en masseeffekt: Man spreder ideer. Man sætter sine styrker ind for at sprede ideer blandt befolkningen! Og processen af at sprede ideer blandt befolkningen får dem, når ideerne appellerer til dem, til at have et bedre indbyrdes forhold. Og alle de mennesker, som udvikler et sådant forbedret forhold ved hjælp af ideer, får derigennem indflydelse på samfundet omkring dem, og det var det, der skete!
I den sidste periode, henvendte vi os til alle med vores kampagner, men vi henvendte os specielt til basisgruppen af 18-25-årige, og til gruppen af 25-35-årige. Og det var nøjagtig der, vi havde succes! Vi henvendte os også til de andre aldersgrupper, men vi havde ikke samme succes hos den ældre generation, som vi havde i disse to udsnit af befolkningen. Og det gjaldt i særdeleshed den del af befolkningen, der havde en højere uddannelse, eller rettere en halvhøj uddannelse - vi har kun halv-universiteter i dag. De kaldes universiteter, men det er de egentlig ikke.
Det var altså sådan, vi forandrede tingene: Vi skabte en masseeffekt. Hvordan gik det til? Hvordan fremprovokerede vi den? Sig mig engang: Mennesker i USA, mellem 25 og 35, eller dem mellem 18 og 25. Hvor mange af dem er rige? Hvor mange af dem har råd til en universitetsuddannelse? Hvor mange har råd til at leve med konsekvenserne af at have fået en? [latter]
Så hvad er de to ting, der er karakteristisk ved disse to grupper: 18-25-årige og 25-35-årige? 68-erne nærmer sig den sørgelige slutning på deres eksistens, og i deres tilfælde er den virkelig sørgelig, for de tror ikke på fremtiden. De tror på nydelse. »Historien stopper med os«. Det er 68-erne.
Unge mellem 18 og 25 derimod indtager enten stoffer og tager livet af sig, eller de siger: »Jeg vil have et samfund med en fremtid. Jeg vil være her i en arbejdsdygtig alder i de næste 50 år! Hvilken type fremtid får jeg i de næste 50 år? Kan jeg få børn? Kan jeg have en familie? Og hvis jeg får det, hvilken fremtid får de så?« En person på 25-35 år står over for samme problem: »Jeg er her, jeg har måske energi til at kæmpe de næste 40-50 år, til at arbejde. Jeg vil have en familie på et tidspunkt. Jeg vil have en familie, der kan eksistere et sted, hvor børnene kan vokse op! Jeg vil se frem imod at få børnebørn, der vil bo i et samfund, der er mindst lige så godt, som det vi har, og måske endda bedre.«

Vores kultur blev ødelagt
Det er motivationen hos dem, der endnu ikke har nået 68-ernes alder under vægten af efterkrigstidens kultur. 68-erne har ingen idé om fremtiden! De troede ikke på produktion! De hadede de folk, de mødte i arbejdstøj! Så de tog selv alt tøjet af! [latter] Da de ting, de havde indtaget, gjorde dem ude af stand til at se forskel, fik de alle til at tage tøjet af.
Vores kultur blev ødelagt af det, der i Europa gik under navnet Kongressen for Kulturel Frihed. Under Truman-administrationen blev der sat en række sociale forandringer i gang – i særdeleshed blandt de øverste 20 procent af indkomstskalaen, specielt i forstæderne – i uddannelsessystemet, gennem fjernsynet osv., for at indoktrinere befolkningen, som var født efter 1945 og frem til omkring 1957, til ikke at have nogle værdier; få dem til at blive rene sofister. I Europa blev det kaldt Kongressen for Kulturel Frihed. I USA havde vi en lignende proces.
Så de unge mennesker, der gik på universitetet i 1960’erne, var i almenhed et produkt af denne kulturelle indoktrinering. Da de eksploderede, fordi de blev indkaldt [til militærtjeneste i Vietnam-krigen] – de eksploderede ikke, så længe de kunne få udsat værnepligten ved at studere, men da dagen kom, hvor den amerikanske regering sagde, at der ikke længere ville være så mange studieudsættelser at få, og at de derfor kunne blive indkaldt – så gik de amok!
Og hvad gjorde de? De krævede tøj og tog det af. De krævede tankefrihed og tog stoffer for at ødelægge deres hoveder. Som f.eks. med LSD: De havde fester, hvor de fik cola, vin og marihuana. Og når de var færdige med marihuanaen, sagde de: »Det er ikke spændende mere, jeg vil have en rigtig tur ud i vanviddet«, og så tog de noget LSD. De var imod teknologi; de var imod produktion; de var imod dem, der arbejdede på fabrikkerne; de var imod landmændene; de var imod alt det, der skulle sikre velfærden for hele befolkningen, og de kaldte det »den nye frihed«.
Det var det, der skete med os: Det var 68-erne. I Europa, som i USA, ødelagde 68-erne samfundet. Ikke fordi de havde et ønske om at ødelægge samfundet, men fordi de selv var blevet ødelagt af Truman-tidens kultur, som de blev født ind i. I særdeleshed hvis de kom fra familier i dens tid øverste 20 procent af indkomstskalaen.
Nu styrer den generation samfundet, og derfor er ledende medlemmer af Kongressen, de ledende partier etc., ikke just i den bedste mentale tilstand. De har visse…[LaRouche giver en visuel parodi på skør opførsel] [latter]. Og de tror ikke rigtig på noget. De tror på deres nydelse. De tror på deres egen fordel. De er på jagt efter visse former for spænding, som f.eks. at blive valgt. Men de tror ikke på en mission til gavn for den fremtidige menneskehed. De har ikke den type engagement.
Derfor hviler menneskehedens fremtid på skuldrene af dem, der i dag er mellem 18 og 35. Fordi de, hvis de da ikke allerede er blevet ødelagt, tænker på fremtiden. De tænker på udfaldet af de år, der ligger frem for dem. De er på jagt efter en meningsfyldt tilværelse for de næste 50 år, hvad enten de så har børn eller ej. Ligesom vi plejede at gøre! Ifølge hele min erfaring, og jeg går langt tilbage, når man medregner bedsteforældre etc., nok over 150 år – og der er slægtninge, jeg kendte, selv om jeg ikke fysisk traf dem, der går over 200 år tilbage – så på en måde er jeg, sociologisk, 200 år gammel. Og jeg arbejder på et tredje århundrede, tror jeg nok.
Så det er situationen: Det er denne [18-35-årige] generation, vi er afhængige af. Den generation er i bevægelse, som vi så det på valgresultatet. Denne generation vil tilmed inspirere nogle af de døde hoveder blandt 68-erne og bringe dem tilbage i live. De vil ikke gøre det selv, men de kan følge efter.
Historisk set er det slet ikke usædvanligt. Revolutioner og krige bliver ofte udkæmpet af folk i alderen 18-25 år. Alle store forandringer i samfundet har sine rødder i udviklingen blandt folk i alderen 18-25. Sådan skabes historien. Se på historien! Se på hvilken aldersgruppe i hver generation, der var afgørende for at forme historien. Det er hele tiden det samme. Jeg plejede at advare folk om det ved at sige: »Du ved, at du som 27-årig undergår et kønsskifte, hvis du er universitetsstuderende. Når du får din doktorgrad, forsvinder din tænkeevne pludseligt – fordi du ikke ønsker at ødelægge den perfektion, du allerede har opnået, ved at lære noget nyt. Hvis du er professor som 27-årig, og begynder at undervise og sige: »gentag efter mig«, læser op fra de notater, du selv gjorde, da du lærte det samme stof, og fortsætter din fremtidige undervisning på denne måde overfor alle de arme stakler, der er i de fremtidige klasser, du vil undervise«.
Der er altså et fænomen i samfundet, der viser sig, når unge mennesker når en alder på 27, 30 eller lignende, der stammer fra en manglende udvikling af deres kreativitet, da de var yngre. På det tidspunkt udvikler de en slags »fremskridtet er slut«, »udviklingen er forbi«. De kan godt lære nye ting, tilegne sig nye færdigheder og blive mere effektive, men de er ikke rigtigt kreative længere. De er ikke rigtigt menneskelige mere. De bliver en slags dyrisk version af et menneske. Hvad de har lært og vænnet sig til op til det punkt, bliver hos dem, indtil det begynder at knibe med hukommelsen. Men de gør ikke fremskridt. De gennemlever ikke personlige, indre revolutioner i deres kundskab, bryder ikke fri. De har en tendens til at stagnere. Det betyder ikke, at alle er sådan, der er en Einstein her og der. Men flertallet af befolkningen i vor tids samfund går stadig død, når de når en alder af 27-30 år. Og kun ganske få er fortsat kreative efter det punkt.
Det er derfor altid afgørende for et samfund at fokusere på, hvad der flyder ind i samfundets gruppe af 18-25-årige og 18-35-årige: Fokusér på det; indgyd dem kreativitet, omgiv dem med kreativitet som en normal del af den sociale proces i den aldersgruppe. For hvis du kan bibringe den aldersgruppe dét, så har du skabt en ny retning og bevægelse i samfundet. Så har dit liv mening, for du gør, hvad 68-generationen ikke ønskede at gøre, nemlig skabe noget, der følger efter. [imiterer:] »Historien stopper her med os, og vi er ligeglade med, hvad der kommer bagefter.«
Så det er lige nøjagtig, hvad vi kan aflæse i valgresultatet.

Hvad er økonomi?
Derfor er vi nu på vej til et punkt, hvor min idé om økonomi bliver afgørende: Hvad er den idé? Hvad er forskellen mellem et menneske og en abe? Bush vil aldrig kunne sige det. Hans mor kunne aldrig fortælle ham det. Og hvis hun havde været i stand til det, ville hun alligevel ikke have gjort det, for hun er en meget ond person. Hun bryder sig ikke om børn, hun bruger dem som lommetørklæder.
Forskellen mellem mennesker og dyr er kreativitet. Opdagelsen af et almengyldigt fysisk princip er et typisk eksempel på det. Eller det vi har gjort i ungdomsbevægelsen med Bachs værker, som vi også fik glæde af her i dag. Skabelsen af klassiske musikværker og deres opførelse, hvis det bliver rigtigt forstået, som Bach gjorde det, og som de store komponister efter Bach gjorde det, er ligesom deres fremførelse af store musikere, store kunstnere, kreativt. Der drejer sig ikke om at spille noderne, men at spille mellem noderne. At spille hele stykket, samspillet mellem stemmerne. Og i denne forskel mellem de skrevne noder og musikken findes kreativiteten. Det involverer de samme dele af sindet, som er aktive i opdagelsen af et videnskabeligt princip i naturen, men som her anvendes i en social proces.
Videnskab og klassisk kunst er det samme. De gør brug af den samme form for kreative erkendelsesmæssige evner. I det ene tilfælde er objektet noget i naturen eller i dyr. Når det er i mennesker, er det en social proces, der involverer en samvirkende interaktion mellem forskellige menneskers sind. Og det bliver bedst udtrykt indenfor kunst, klassisk kunst. Da vi organiserede ungdomsbevægelsen ude på østkysten, havde vi et møde, hvor vi besluttede – og mit forslag blev godtaget – at tage »Jesu, meine Freude«-korværket, som vi opførte her i dag, og bruge det til at betone en kulturel retning, som modsvarer den tilsvarende tankegang indenfor fysisk videnskabelig kreativitet. Og med det i baghovedet at udfolde denne kunst og udvikling indenfor vokalmusik. At spille mellem noderne, eller den proces John [Sigerson] har arbejdet med koret for at frembringe, når det gælder det musikalske komma: Hvad betyder det komma i musikken? Når man får en idé om ironi, ironien var kommaet, som en ironisk udvikling, der adskiller musikken fra noderne, det er ironi! Det er noget mellem noderne. Det er det samme, som den ironi der er i det infinitesimale indenfor naturvidenskab, som Kepler definerede det i sin opdagelse af den almene tyngdelov og organiseringen af Solsystemet.
Ironi: Fordi et alment fysisk princip aldrig er et sanseobjekt. Vore sanser kan betragte effekterne af et alment gældende fysisk princip, men aldrig selve det fysiske princip. Hvorfor ikke? Fordi tyngdekraften er ligeså stor som hele universet. Hvordan kan man se en genstand, der er ligeså stor som universet? Hvad skal man sammenligne den med? Det du ser er så at sige effekten af genstanden, når den ruller hen over dig. »Åh, der er noget derude!«
Og det afspejles i noget der sker; der rammer dig ethvert øjeblik. Hvor stort er så et øjeblik? Lige så småt som man kan måle og endnu mindre. Det samme gør sig gældende i poesi, klassisk poesi. Det gælder for al stor kunst: Det er ikke en bogstavelig, mekanisk definition, som gør noget til kunst. Det er ironien! Det er noget, der findes i sprækkerne, noget som er almengyldigt, et almengyldigt princip. Det er det, der definerer videnskab, sådan som Kepler definerer den. Og som de gamle grækere definerede videnskab ud fra begrebet dynamis.

Forskellen mellem menneske og abe
Hvad er så betydningen af det her for økonomi? Forskellen mellem menneske og abe er kreativitet. Hvis mennesket var en abe, så ville du ikke blive forstyrret af mere end et par millioner tilsvarende naboer, højest. For vi ville ikke være i stand til opretholde en større bestand af aber, eller gorillaer, chimpanser osv. Mennesker, har vi derimod seks milliarder af. Hvordan fik vi det? Fordi der var udvikling. Hvilken slags udvikling? Menneskeheden udviklede sig i form af kunst, i form af noget der modsvarer videnskab, og derfor gjorde menneskeheden opdagelser. Disse opdagelser blev gentaget over efterfølgende generationer, og blev til normen i samfundet: Menneskets magt i og over universet blev større. Og jo flere individer, der gjorde brug af denne magt og tilegnede sig den, jo mere fremgangsrigt og forbedret blev samfundet; jo større magt samfundet havde, desto mere kunne vi erobre verden omkring os og skabe en højere levestandard for menneskene, for den fremtidige menneskehed.
Det er altså det, der er afgørende. I et oligarkisk samfund derimod, ønsker oligarkiet ikke, at den brede befolkning skal forstå det. Det ønsker, ligesom Adam Smith eller fysiokraterne, at reducere mennesket til samme status som en lydig ko, der siger til sig selv, at den er lykkelig. Fortæl koen, at den skal være lykkelig. »Hold kæft og vær lykkelig! Hold op med at larme om natten, jeg vil sove! Hvis koen bliver ved med at holde mig vågen, slagter jeg den i morgen tidlig!« Og mennesker bliver behandlet som køer. Du skal »lære« ting. Lære hvordan du skal opføre dig. Gøre ligesom dine forfædre gjorde. Opføre dig som du lærte det i skolen. Lær ikke nogen principper selv. Lær ikke noget, din lærer ikke ved. Så bliver du bare smidt ud af klassen!
Men det er forskellen. I et samfund som det, USA blev skabt med intentionen om at være, da det blev dannet som nation, og endda endnu tidligere i 1600-tallets kolonier, kolonien ved Massachusettsbugten, så var det intentionen: At udvikle til fulde de kreative kræfter i det enkelte individ, i alle individer, hvor det var muligt. At udvikle kreativitet! Denne kreativitet resulterede i, at Massachusetts indtil 1688, da briterne slog det ned, var et af de mest fremgangsrige områder i verden! Hvorfor det? Fordi man fostrede kreativiteten i det samfund, man havde der på den tid.
Det er kreativitet, udviklingen af de kreative evner, fremelskelsen af de kreative evner og individets brug af dem, som definerer forskellen mellem menneske og abe. Det er også, hvad dem jeg refererede til tidligere, de såkaldte økonomer, ikke forstår: Det er hemmeligheden bag økonomi! Hvis man udvikler mennesker og udvikler disse evner i menneskene, hvis man investerer i anvendelsen og udviklingen af disse evner, i deres virkeliggørelse, så skaber man en befolkning, der gennem kreativitet har en voksende magt både per indbygger og per kvadratkilometer. Ved altså at fremelske individets kreative kræfter. Og det er det, oligarkiet ikke ønsker.

Tilbage til en kreativ økonomi
Hvad er det, der er sket med jer? Det der skete var, at vi plejede at være et produktivt USA. Vi havde gårde, vi havde industri, vi havde veluddannede folk etc. Vi værdsatte disse ting. Jo flere veluddannede vi havde i et lokalsamfund, jo flere læger, sygeplejersker etc. jo bedre havde vi det. Og det vidste vi. Men nu siger de: »Nej, fabriksarbejde er noget skidt«. Det er, hvad 68-erne siger, at fabriksarbejde er noget skidt. Vi fjerner fabrikken! Så behøver du ikke slave i fabrikken. »Hvad skal jeg så lave?«
»Du kan arbejde på McDonalds.«
»Hvad laver man på McDonalds?«
»Vender hamburgere.«
»Hvorfor gør du det? Hvorfor gør du det ikke derhjemme i stedet for?«
»Jeg ved ikke, hvordan man vender hamburgere derhjemme. Jeg ved kun, hvordan man vender dem på McDonalds, ikke derhjemme.«
Vi har altså en degenerering af den amerikanske arbejdsstyrke til noget, der kaldes »serviceøkonomi«: Arbejdsintensive, ikke-produktive arbejdskræfter. Den samlede produktion, vi producerer per indbygger, er rent fysisk ikke nok til at opretholde den eksisterende befolkning! Vi er ved at dø! Vi er ved at dø af viruset fra ’68!
Vi bliver nødt til at gå tilbage til at blive en produktiv økonomi. Det er det, de ikke forstår!
Vi har en befolkning på denne planet, som for det meste er meget fattig. Asiens befolkning og befolkningen i Afrika syd for Sahara er ekstremt fattig! De har ikke den fornødne kraft, under de nuværende omstændigheder, til at sørge ordentligt for deres befolkning. Vi har brug for at forbedre deres forhold, ikke bare med infrastruktur, men også ved at skabe de omstændigheder, hvorunder deres intellektuelle kræfter styrkes. Skabe et miljø af udvikling, hvor deres evne til skabe deres egen velstand gives tilbage til dem.
Og det er det, disse fyre ikke forstår. De tror, det er pengene, som har værdi. Et værdivekslingssystem, det var her marxisterne i Sovjetunionen tog så frygteligt fejl. Den største faktor i Sovjetunionens sammenbrud var marxisternes værditeori! De forstod ikke, at det at fremme kreativiteten hos de enkelte individer i samfundet er kilden til at producere værdier. Og pengene er blot et bytteredskab, som må skabes og håndteres for at være behjælpelige i processen af at overføre forskellige former for værdier befolkningen imellem.
Derfor ligger økonomiens hemmelighed ikke i håndteringen af penge. Et system baseret på håndtering af penge er et slavesystem, hvor der er et fåtal mennesker, der kontrollerer pengene, kontrollerer økonomien, med det formål at få flere penge. De tillader ikke udvikling, fordi de ønsker at stjæle. De stjæler så meget, at økonomien får negativ økonomisk vækst, som det er sket for os, og som vi ser det i verden i dag. De forstår ikke, at værdi er fysisk værdi, ikke i form af fysiske genstande, men i form af en stigning i arbejdskraftens produktionskraft per indbygger og per kvadratkilometer, som et resultat af processen.
Og det er det, de ikke forstår! Det er det, de ikke ønsker at forstå! Det er, hvad 68-erne ikke ønsker at forstå, for så er de nødt til at indrømme, at det, de var i 1968, var en gift, der skulle ødelægge vores samfund! Ikke fordi de ønskede at være en gift, men fordi de var indoktrinerede og hjernevaskede til at være giftige. De tabte kulturen! De mistede videnskaben! De gjorde det af med arbejdspladserne. De gik glip af muligheden for at være produktive. De tabte håbet om et godt sundhedsvæsen. De satte håbet om en fremtid for deres børn og børnebørn over styr, fordi de ikke forstod, hvad rigtig værdi er. De antog, at det at få flere penge er værdi. Men at få flere penge, uden at den fysiske produktionskraft stiger, er værdiløst.
Det drejer sig om, hvor meget vi udvikles, ikke »demokrati« som sådan, for demokrati er et dårligt ord, men frihed! Individets frihed som det kommer til udtryk i individets udvikling. Og muligheden for at bruge de udviklede evner til gavn for samfundet på en måde, der gør, at man er stolt af sig selv. Stolt over, hvad man gør for generationerne, der følger efter en. Det er frihed! Og retten til at have indflydelse på processen, den tankeproces, som hører med til at tænke på denne måde.
Det er det, de ikke forstår.
Hvis vi derfor kan gøre to ting – og dette midtvejsvalg har bevist det! Vi har bevist det, ved at få unge vælge i gruppen af 18-25-årige, og gruppen af 25-35-årige, til at stemme: Det beviser, at der blandt de unge mennesker i Amerika, de unge voksne i Amerika, er en kerne, som har en fremtidsorientering og reagerer på ideen om en fremtid. I modsætning til 68-erne som i almenhed har opgivet håbet om en fremtid og i stedet forsøger at klamre sig til det, de kan redde fra deres egen fortid. Det er problemet.
Hemmeligheden, som gælder overalt, er derfor – hvis man skal have en reorganisering af finans- og betalingssystemet til at fungere, som jeg har beskrevet – at mobilisere unge i alderen 18-35 år, som stadig er åbne overfor ideen om at være til gavn for samfundet, åbne overfor ideen om at være rigtigt kreative, som vil have klassisk kunst, som vil have videnskab, som påskønner det, og som har en orientering mod fremtiden.
Derfor har vi et dobbelt formål: Fastlæg de reformer, som vil forhindre et finanssammenbrud i at kaste hele kloden ud i en ny mørk middelalder. Men gør det på en måde, som indebærer at vi inspirerer og mobiliserer generationen mellem 18 og 35, som stadig har en latent fremtidsorientering i sig, som vi så det i det nylige valg. Fokusér på dem med den indsigt, at vi blandt dem i særdeleshed må se på alle fra familier, der befinder sig i de laveste 80 procent af indkomstskalaen. For det er ikke nok at inspirere unge fra de øverste 20 procent af indkomstskalaen – det rækker ikke. Hvis vi ikke kan inspirere unge mennesker fra de laveste 80 procent, er der ingen fremtid for USA eller verden.
Ja, inspirer alle du kan. Men glem aldrig, at det er det, vi gør for familierne i de laveste 80 procent af indkomstskalaen, for de unge blandt disse 80 procent, som bestemmer denne nations og hele menneskehedens fremtid.
Det er det, Det demokratiske Parti har glemt.

Spørgsmål til LaRouche

Freeman: Det første spørgsmål er af strategisk karakter og er stillet af en gruppe pensionerede højtstående militærfolk, som vi har ført diskussioner med, især i løbet af den seneste uges tid. De siger: »Hr. LaRouche, Baker-Hamilton-rapporten forventes snart at blive offentliggjort. Nogle af os her i USA har udtrykt bekymring om, at indenlandske politiske betragtninger kunne tilsidesætte den bedste overordnede strategiske indfaldsvinkel til Irak-krisen, der hastigt er ved at udvikle sig til en sekterisk borgerkrig, og det der er værre. Hvordan ville De reagere over for disse bekymringer, og hvordan ville De opdatere eller omforme Deres egen doktrin for Sydvestasien fra 2004?«

LaRouche: Altså, det jeg endnu ikke er kommet ind på er, hvem er fjenden? Folk rundt om i verden tror, USA er fjenden. USA er ikke fjenden; USA er blevet en marionetdukke for fjenden, og der er folk i USA, som repræsenterer fjenden – som George P. Schultz, Henry Kissinger osv. De repræsenterer fjenden, men de er ikke rigtige amerikanere. De repræsenterer en anden interesse; en fremmed interesse, som er det anglo-hollandske liberale system. Det har sit centrum i det imperialistiske system, der ønsker globalisering. Hvis man ønsker at ødelægge en stor nation som vores, gør man det ved først at få den til at bringe sig selv i vanry. Dernæst ser man på, hvordan nationen kan fås til at bringe sig selv i miskredit overfor den øvrige verden. Og omfanget af det vanry, som vi har lidt under siden år 2000, er det største i vor historie. Denne præsidentperiode, dette Bush-Cheney præsidentskab, har været et redskab til at ødelægge os selv, til vores selvdestruktion, som nu åbner dørene for andre ødelæggende kræfter foruden os selv. Hvem stod bag? Hvem var vor fjende i 1776? Hvem var vor fjende i 1812, 1815? Hvem var fjenden i 1861? Hvem har været vor fjende? Hvem stod bag krigene på det europæiske kontinent, med det formål at opbygge en imperialistisk magt, eller en sømagt? Hvem gjorde dét? De anglo-hollandske styrker der altid, siden Paris-freden i 1763, har været ude på at ødelægge det, som blev til USA. Det er disse mennesker, der flere gange er kommet ind og har overtaget vores præsidentembede; det er disse mennesker, som skabte Sydstaterne. Det var dem, der stod bag Woodrow Wilson, Teddy Roosevelt, der ejede Coolidge, som ejede Hoover. Det var folkene bag Truman. Det er de folk, der ejede Nixon. Det er disse mennesker, som ejede Den trilaterale Kommission. De folk ejede højrefløjen indenfor Reagan-regeringen; mine fjender. Det er dem, der står bag George H.W. Bush. De står bag Bush-Cheney-regeringen, som er skabt af George P. Shultz, en anerkendt fascist. Hvem var de? Det internationale finansoligarki. Hvem er det?
Det er en krybende slimsvamp, skabt af finansinteresser i Paolo Sarpis venetianske tradition, som opstod, da nogle venetianere tog navneforandring til hollandske og engelske navne osv. I stedet for at blive kaldt venetianere, blev de kendt som anglo-hollandske liberale. Det er dem, der skabte Det britiske Imperium, og som er fast besluttet på at opbygge et verdensimperium, formet efter den middelalderlige model fra dengang, da finansoligarkiet i Venedig kontrollerede en gruppe skiderikker – for at bruge en teknisk betegnelse – der blev kaldt korsfarerne. Disse anglo-hollandske liberale, eller de normanniske liberale, de normanniske riddere, lavede en masse ballade i Europa, og lagde næsten civilisationen øde i Middelalderen. De blev på en måde reinkarneret som de anglo-hollandske liberale og blev en magtfaktor, en imperialistisk magt med Freden i Paris, 1763. Siden da igangsatte de adskillige krige for at få Europa til at ødelægge sig selv. De arbejdede på forskellige måder for at ødelægge os. Og alle vore patrioter op gennem tiderne vidste dette. Kun vore dages stakkels fjolser ved ikke noget om det; ved ikke hvem fjenden er. Hvem sloges vi mod i krigene? Hvem var fjenden? Det var altid den samme. Somme tider var vi nogle fjolser; vi gik over på fjendens side.
Det er det samme i dag. Der er nogen, der ønsker at ødelægge os, og vi ødelægger os selv. Og når højtstående militærfolk, der består af patriotiske og samvittighedsfulde mænd, reagerer på det såkaldte rod i Mellemøsten, forstår de ikke helt, hvad de historisk reagerer på, fordi de er yngre end jeg, og derfor ikke var til stede tids nok til at kunne finde ud af, hvad det drejede sig om. Men, vi patrioter – hør her, jeg kom hjem fra Burma og Indien i slutningen af krigen som en simpel soldat. Og jeg så, at vi var blevet svigtet. Da vi løb i havn, vidste jeg, at vi var blevet forrådt, forrådt af det, som Truman repræsenterede.
I 1947 skrev jeg et brev til Eisenhower, der på det tidspunkt var rektor for Columbia Universitet i New York. I et par korte afsnit – det er alt, man skriver til en tidligere øverstbefalende – redegjorde jeg for, hvorfor han måtte stille op som præsidentkandidat for Det demokratiske Parti. Og han skrev tilbage, at han var enig med mig, men at tidspunktet ikke var det rigtige for ham. Patrioter, som havde været i krig, forstod hvad vi repræsenterede, da vi kæmpede for at redde verden. Vi reddede kloden fra nazismen. Men da Truman kom til magten, begyndte vi allerede i løbet af 1948 at bringe nazisterne tilbage til deres gamle stillinger i Frankrig og andre steder. Vi satte dem i spjældet, vi torturerede dem et stykke tid, og så tog vi dem ud og gav dem deres stillinger tilbage, og de har magten i dag. Hvad tror I, det er for en størrelse, vi snakker om – denne højrefløj? Det er det samme.

Den britiske metode
Det er den britiske metode. Husk på hvad briterne gjorde. Her er Frankrig, den Vestfalske Fred: Den Vestfalske Fred blev arrangeret af kardinal Mazarin fra Frankrig, som efterfulgte denne idiot med navn Richelieu (en smart idiot, men ikke desto mindre en idiot), der havde haft Jean-Baptiste Colbert som sin nøglerådgiver, der organiserede Frankrig til at blive den førende nation i verden. Hvad skete der med Frankrig? Hvordan blev Frankrig, den førende nation, den største magt i verden på den tid [ødelagt]? Hvad skete der med dem? Jo, det blev gjort indefra – Ludvig XIV.
Så det de gjorde, de anglo-hollandske liberale, vore venner, vore kære engelsktalende brødre og søstre (eller snarere engelsk-vrælende)! De forledte denne idiot, som allierede sig med en flok gangstere, der blev kaldt Fronden, til et imperialistisk selvbedrag, og han gik i en krigsfælde med de anglo-hollandske liberale, så da Ludvig XIV døde, var der ikke meget tilbage af det franske monarki, bortset fra et lille spædbarn. På det tidspunkt, i 1712, satte de anglo-hollandske liberale sig, gennem forskellige operationer, på den engelske trone og oprettede Storbritannien og den britiske regering. Leibniz dør i 1714; der sker et faseskifte i verdenshistorien. Flere krige! Altid på kontinentet! Det anglo-hollandske liberale system vinder. Hvorfor?
Tag Den Preussiske Syvårskrig; Det var sådan briterne blev til et imperium. Det var det britiske Østindiske Kompagni, ikke det britiske monarki. Der var den tids største feltherre, Preussens Frederik den Store, som var særdeles god til at vinde på slagmarken, men som tabte krigen! Fordi han var en britisk marionetdukke, der fik involveret styrkerne fra Rusland, Østrig-Ungarn, Frankrig osv., alle blev inddraget i denne krig. Hvad kom der ud af det? Frankrig, der var en stormagt, får frataget meget af sin magt, og briterne får oprettet et imperium – de anglo-hollandske liberale fra det Østindiske Kompagni. Historien gentager sig.
Vi besejrede disse fyre, vi var en inspiration under vores revolution, Den amerikanske Frihedskrig. Men så arrangerede de samme folk Den franske Revolution ved hjælp af martinisterne, en gren af det franske frimureri. Og de britiske frimurere styrede Frankrig; de styrede revolutionen. De skabte Napoleon. »Skabte de Napoleon? Var de ikke fjender af Napoleon?« Jo – men ikke rigtig. Fordi Napoleon gjorde mere for at ødelægge det europæiske fastland end nogen anden, og derefter forsvandt han. De samme anglo-hollandske liberale skabte Hitler. De var ved atter at opbygge et imperium og på samme måde lave numre med ham, få ham til at sidde fast et eller andet sted i Sovjetunionen og derefter tage ham bagfra, hvilket jo er, hvad briterne elsker at gøre.
Og som før, kom vi til at hænge på den. Vi vandt 2. verdenskrig. Vi reddede planeten. Med alle vore fejl og mangler, så reddede vi den. Jo, der var også andre, som kæmpede i den krig, men uden os, ville de aldrig have vundet den. Vi reddede kloden fra nazismen.
Så, jeg vender hjem fra krigen; blot en simpel soldat, men jeg ved, hvad der foregår, ligesom alle andre, der var kloge nok til at vide, hvad der foregår. Jeg kommer hjem og finder ud af, at vi er blevet forrådt. Vi er gået sammen med det samme slæng, som vi kæmpede imod. Ja, vi gik sammen med briterne for at besejre Hitler. Men Roosevelt vidste, hvad briterne var ude på; han fortalte Churchill lige op i ansigtet, hvad han var for en.
Folk glemmer altså, hvem fjenden er. De tænker på fjenden som en eller anden i en boksekamp; man går ud og slår nogen ihjel. Det drejer sig ikke om at vinde krige, ligesom man vinder nævekampe. Det, det drejer sig om – og det kræver af og til militære evner – er at skabe historie! At tilvejebringe den form for regeringssystem, samfundssystem, som denne planet har brug for. Vi var foregangsmænd for dette; vi var skabt som ledere, fordi Europa var så befængt af oligarkiet, at selv de bedste ideer i Europa aldrig ville kunne lykkes på grund af dette forbandede oligarki. Vi var selvstændige; men efter Lincolns sejr, efter Roosevelts sejr, blev vi gentagne gange forrådt.
Med hensyn til Sydvestasien er det derfor idioti at drøfte politik på en negativ måde! Det er ikke kun et militært spørgsmål; det er et strategisk spørgsmål på højeste niveau. Vi har nået et punkt, hvor det ikke er muligt at udkæmpe en almindelig krig. Vi er i atomvåbnenes tidsalder, og traditionelle ideer om krigsførelse fungerer ikke længere, med undtagelse af specielle forsvarsmæssige situationer. Men ideen om almen krigsførelse, erklære krig – man går ikke i krig. Man kan forsvare sig, men man fortsætter ikke krigsførelsen; man forsvarer sig, og man forsøger at afslutte krigen så hurtigt som muligt. Komme væk derfra! Og man er forberedt på dette.

Asymmetrisk krigsførelse
En anden årsag til, at man ikke længere kan udkæmpe krige er, at man har asymmetrisk krigsførelse, irregulær krigsførelse, i kæmpestort omfang. Og der er ingen militærstyrke, der kan opretholde en permanent besættelsesstyrke imod asymmetrisk krigsførelse. Israelerne fik sparket klunkerne af i Libanon – fordi asymmetrisk krigsførelse besejrede dem. Ja, de bombede løs; deres luftstyrker smed en masse bomber, men hvad så? Man lever på jorden, man er ikke altid i en flyvemaskine.
Hvad skete der i Sovjetunionen, i Afghanistan? Asymmetrisk krigsførelse. Hvad skete der med USA i Indokina? Asymmetrisk krigsførelse. Hvad skete der i Irak? Forværret asymmetrisk krigsførelse, kompliceret af den idiot, der blev sat ind [Paul Bremer], som, da USA havde kontrol over situationen, annullerede aftalerne med det irakiske militær og Ba’ath Partiet. Havde man fulgt normale militære forskrifter, ville man have gjort alt det rigtigt, som Bremer gjorde forkert. Accepter overgivelsen; antag dét lands styrker, som man lige har besejret; lad dem gøre arbejdet med at regere landet, under en aftale, der tilstræber en fredsslutning. Lad være med at forsøge at ændre regimet. Det var regimeændringen, der gjorde asymmetrisk krigsførelse uundgåelig.
Vi er nu i den sidste fase af asymmetrisk krigsførelse. Vi er ved at tabe situationen i Palæstina og Israel. Situationen bliver mere og mere umulig. Vi er lige ved at have en Sunni-Shi’a krig i regionen – maksimal destabilisering.
Hvad vi derfor bliver nødt til at gøre, er at hæve os op på et niveau højere end disse enkle militære spørgsmål. Ja, vi må have en politik til at komme ud derfra. Men vi skal ud. Hvad det betyder, er, at vi må inddrage hele den sydvestasiatiske region i en omfattende strategi til at komme væk derfra. Se, så længe denne præsident er ved magten, som USA’s præsident, kan man ikke gøre det - det kan ikke lade sig gøre. Generalerne har på en måde ret, men det kan ikke lade sig gøre, så længe vi har denne præsident. Det er ikke kun ham, men også Cheney og hele hans apparat, der har gennemsyret USA’s regeringsinstitutioner. Det vil kræve en del arbejde at blive af med de rotter, der kom ind sammen med Bush-regeringen. De har nu været der i seks år. De har spredt deres gift; de har ødelagt institutionerne; de har vendt op og ned på begreberne; de har anbragt deres agenter overalt.
Sagen er, at USA ikke bliver respekteret, så længe Bush er præsident, og så længe Cheney har indflydelse. Hvis USA ønsker at udrette noget i Sydvestasien, bliver man nødt til at få den bums ud af Det hvide Hus, og man bliver nødt til at have en talsmand for USA, som folk har tillid til.

USA skal forhandle med Iran
Jeg er lige nu optaget af at undersøge, hvilke diplomatiske udveje, der er i denne affære. Jeg er personligt involveret i dette. Jeg har en ide om, hvad situationen er; vi må inspirere folkene i regionen til at opgive de planer, som de netop nu har. Hvad skal vi gøre? Lad mig give et eksempel: Vi må forhandle med Iran, ikke stille »betingelser«; vi må forhandle om generelle diplomatiske relationer med Iran. Fordi, gør man det, ændrer man dynamikken. Man må tage til Tyrkiet og lægge tingene frem for dem, fordi vi, på en måde, skaber det kurdiske problem. Så vi skal have Tyrkiet involveret i dette rod. Vi må holde israelerne væk; de må og skal have en ordning med palæstinenserne, nu! Basta.
Man må være ligeså skrap diplomatisk set i disse henseender, som man ville være i krig. Hvis man er tilstrækkelig skrap på den rigtige måde, med det rette mål, kan man vinde krigen uden at måtte slås. Problemet er, at det som er blevet foreslået om tilbagetrækning, proceduren for at frigøre styrkerne, kræver, at de rette faktorer er til stede, for at det skulle fungere. Alt jeg læser om situationen lige nu er, at situationen er så forværret, at der ingen er til at gennemføre selv en sådan simpel procedure. Der er ikke nogen måde, hvorpå man kan hverve tropper fra regionen til en aftale, efter hvilken vi kan frigøre de amerikanske styrker fra Irak. Vi bliver nødt til at »smutte«.
Alternativet til blot at smutte er, at gøre hvad jeg har sagt. Hvis man vil have arbejdet gjort, så gør det. Vi har at gøre med en dynamisk situation, ikke en kartesiansk mekanisk situation. Man bliver nødt til at kontrollere dynamikken i regionen.
Jeg tror, vi kan gøre det. Jeg tror, vi kan ordne det med Rusland, med Tyskland, med Frankrig; det er svært med Tyrkiet. Vi kan forhandle os frem til en generel åben diplomatisk aftale med Iran. Uden betingelser; vi skal have rigtige diplomatiske relationer, basta. Inddrag Indien; bring den pakistanske faktor på bane, hvilket er muligt. Lad være med at forkludre Darfur, som visse folk er ude på. Lad være med at gøre disse ting. Lad ikke Ægypten blive destabiliseret. Få nogle stormagter til at lave en sammensværgelse for at fremtvinge dette. Vi vil tvinge den nuværende israelske regering til at sluge det her: Vi skal have en fredsslutning, en palæstinensisk-arabisk-israelsk fred. Det skal vi! Og det kan faktisk lade sig gøre. Faren er, at disse skøre kugler begynder at smide bomber mod hinanden, mod Iran, næsten som på en selvmordsmission, og det kan få helvedet til at bryde løs. Det er situationen.
Så, de herrer har ret i deres vurdering af situationen; de har ret i deres vurdering af konsekvenserne af en simpel tilbagetrækning. Men når man begynder at angive et alternativ, finder man ud af, at det er et værre rod. Man vil sige, at med denne præsident, med denne vicepræsident, med den nuværende politik, kan det ikke lade sig gøre. Derfor ser man på den anden side Baker-Hamilton-forslaget. Det berører ting, som er vigtige at overveje, og det er i den forstand positivt. Men er man villig til at strække sig langt nok for at vinde krigen, i modsætning til blot at foregive at ville vinde krigen? Man bliver nødt til at have rygraden til at tænke det igennem. Og jeg tror, at det kan lade sig gøre. Hvis jeg var USA’s præsident, kunne jeg gøre det, og jeg ville gøre det. Men jeg er ikke USA’s præsident; det er problemet.