LaRouche til danskerne:
Tænk universelt

Den 1. november 2006, dagen efter den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche havde holdt et webcast i Berlin, om den globale strategiske og politiske situation kort før det amerikanske valg, fandt yderligere et seminar sted med LaRouche.

På seminaret stillede Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, et spørsmål til LaRouche, efter at have konstateret, at Danmark ikke er verdens centrum, og at den politiske kamp, der finder sted i USA, er afgørende for hele verdens fremtid. Men han ville gerne vide, hvad LaRouche mente, danskerne kunne bidrage med til at løse den fremstormende internationale krise, i stedet for at indtage den normale impotente europæiske holdning: »Vi må vente og se – vi kan ikke gøre noget alligevel«.

LaRouche: Kan vi ikke bare sige, Tom, at danskerne vil spille »bridge« men at tyskerne ikke vil komme til bordet [ordspil på at »bridge« både betyder spillet bridge og bro].
Tom Gillesberg forklarede kort de tilstedeværende, at han aftenen inden havde fortalt LaRouche om den forestående beslutning om Femern Bælt-forbindelsens fremtid, og at Danmark, pga. de positive erfaringer med store broprojekter, var klar til at gå i gang med det samme, mens tyskerne blev ved at trække sagen i langdrag og tøvede med at binde an med projektet.
LaRouche: Jeg synes, vil skal lave vittigheder om »bridge«, Tyskland og broer. Tyskerne ved ikke mere, hvordan man »spiller bridge«. Det er godt med et humoristisk aspekt til sagen.
Det vigtigste i Danmark lige nu er at have en idé om, at man deltager i verden. Det kræver mere end en bro til Tyskland for at deltage i verden som helhed. Men det er en intellektuel deltagelse i civilisationen, i samfundet. Hvad du behøver, er selvfølgelig at finde danskere, der er villige til at blive »Great Danes« [betyder både »store danskere« og grand danois-hunde].
Det, du gerne vil have, er en bestemt personlighedstype. Den foretrukne slags personlighed er individet, som ser sig som universel i menneskeheden, ligegyldigt hvor de kommer fra, og forsøger at udtrykke universelle værdier. Alle store tænkere er universelle. Problemet med menneskeheden i almindelighed er, at de fleste mennesker ikke er universelle men provinsielle. I gamle dage ville man finde en landmand et sted, og man tror, at fordi han er en landmand, må han være provinsiel, men når man ser hans bibliotek, viser det sig, at det er forkert. Når han læser, leder han efter universalitet i sit liv. Han lever som en landmand, men han er universel.
Og det, som jeg tror, må være målet for os, er at udvikle den universelle side hos folk i stedet for at være fikseret på et bestemt emne, for fikseringen på en enkelt ting skifter dem fra at være universelle til at blive små. De begrænser sig til en bestemt mission, en bestemt funktion. De har ingen idé om universalitet.
Man må udgå fra det faktum, at man vil dø. Hvad betyder det? Er det en eksistentiel krise? Og der er mange mennesker, der går ind i en eksistentiel krise. Eller tænker man på, at man skal leve sit liv for at yde et bidrag, og i hvilken form det skal være. »Der er jo den her mulighed, og det er, hvad jeg tror jeg vil gøre«. Men det er noget, der er universelt. Man får en idé og samhørighed, en følelse af en missions udødelighed.

Man må have en mission
Man skal dø. Hvad vil man så gøre noget for? Man må have en mission. »Jeg er her for at fuldføre en mission. Jeg er en engel. Jeg er i gang med at fuldføre den mission«. Så hvad lever du for? »For at fuldføre den mission«. Hvad er missionen? »Jeg valgte tilfældigvis en mission, der blev givet til mig, tilbød sig for mig, men det er for menneskeheden som helhed. Jeg har tænkt mig at gøre mine nationer respektable«. En god mission, ikke sandt? »Jeg vil forsøge, at få tyskerne til at lære at spille »bridge«.
Men på en måde er der universalitet. Og du får stærke mennesker, og stærke mennesker har en idé om deres rolle i livet i al almindelighed, deres rolle i menneskelivet, i menneskeheden. Som den unge person der studerer store kunstværker. De deltager i en proces af at studere de store kunstværker. De er ikke uproduktive, de er ikke passive, de deltager i menneskeheden. Menneskeheden som menneskehed. Og det er, hvad man ønsker at gøre – at få denne idé om deltagelse i menneskeheden igennem. Og når det er udgangspunktet, falder alt andet hurtigt på plads.
Problemet vi har med befolkningen, er at folk er små. De placerer deres identitet i små ting, deres lille interesse, deres små vaner, deres lille elskerinde, eller hvad det nu er. De bliver små, og pointen er, at man ønsker, at folk ikke skal være små. Det er det, man ønsker at sikre. Bare fordi Danmark er et lille land, bør det ikke tænke småt. Det er smålighed, som ødelægger ting.