Oversigt over Schiller Instituttets kampagneavis nr. 3
Verden har brug for et nyt finanssystem nu!
Oversat af Malene Sørensen
Det følgende er en oversættelse af en webcast med den amerikanske økonom og tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Webcasten fandt sted i Washington den 1. maj 2007. Efter talen var der en lang række ekstra spørgsmål, der sammen med talen kan ses og læses på www.larouchepac.com.
For mange rundt omkring i verden, og især for folk i USA, vil det, jeg nu skal til at forklare, og som vil blive fulgt op af en præsentation, være svært at tro på. Det er ikke desto mindre sandt alt sammen, og jeg vil udpege nogle ting, som nogle af jer måske ikke havde taget med i jeres betragtninger, eller som I måske ikke vidste om verdenssituationen. En mangel, som kunne være årsag til, at I ville tvivle på det, jeg nu vil fortælle jer.
Situationen er således, at det nuværende finans- og betalingssystem er så håbløst bankerot, at der ikke længere er nogen måde, hvorpå det i sin nuværende form nogensinde kunne komme tilbage eller kunne overleve. Det er slut. Det centrale spørgsmål om penge – pengenes værdi – bliver nu draget i tvivl af enhver, der ved, hvad der foregår.
Det der skal ske, og det skal ske hurtigt, hvis civiliseret liv på denne planet skal fortsætte, er, at USA sammen med Rusland, Kina, Indien og andre lande må indgå i en aftale om at etablere et nyt internationalt valutasystem, som i sit koncept er baseret på Franklin Roosevelts lancering af Bretton Woods-systemet i 1944-1945. Det må ske, og det kan ske. Rusland har adskillige gange igennem Putin og andre (og jeg har haft nogle væsentlige undersøgelser på området) givet udtryk for deres interesse i et samarbejde med USA.
Måske ikke lige med de hofnarre, der for tiden sidder i Washington i det Hvide Hus og lignende steder, men de har sendt et signal om, at de ønsker at etablere et nyt forhold til USA, anderledes end det vi har lige nu; at de har til hensigt at bringe Rusland, Kina, Indien, USA og andre nationer sammen i specielle handels- og udviklingsaftaler, som vil betyde en øjeblikkelig fastlæggelse af et nyt internationalt finanssystem. Dette er modelleret på intentionen bag de internationale aftaler, som Franklin Roosevelt søsatte i 1944-45 for tiden efter 2. Verdenskrig.
Dette er nu den eneste mulighed for menneskeheden. Tidsrammen er snæver. Dette er ikke noget vi kan tage os af i 2009, eller i 2008, dette skal ske øjeblikkeligt; fordi hele systemet er håbløst bankerot. Det bliver holdt sammen med knappenåle og tyggegummi – jeg ved ikke, hvis tyggegummi det er, men det er den type, der sidder fast under stolene ... tjek lige jeres sæder for tyggegummi.
Okay, det der er sket, er, at systemet i sin daværende form gik bankerot i oktober måned 1987 – med det oktoberkollaps af USA’s finans- og betalingssystem, som jeg allerede tidligere samme år havde haft privilegiet at forudsige. Kollapset fandt sted og er sammenligneligt med begyndelsen til Hoover-depressionen i 1929.
Det der så skete var, at en fyr ved navn Allan Greenspan, som ikke ligefrem er kendt for sin tydelige tale, bekendtgjorde, at siden han nu var udpeget til at tage over som chef for finanssystemet, Federal Reserve-systemet [den amerikanske centralbank], så skulle Paul Volker, der stadig var føderalbankchef, og de andre bare holde fingrene væk. »Rør ikke ved noget!! Jeg er på vej!«, sagde han, »bare vent, jeg fikser det«. Og så igangsatte han det vildeste svindelnummer, man overhovedet kan forestille sig. I stedet for at indse, at vi allerede havde bevæget os ind i en økonomisk depression a la 1929, holdt man systemet kunstigt i live med en politik, som senere er blevet kaldt »en Mur af Penge«-politik. En mur af kunstige penge, hele tiden flere og flere, ikke i form af trykte pengesedler, men i form af elektroniske fantasier; aftaler baseret på absolut intet.
To begivenheder var altafgørende; den ene var, at man forvandlede [de halvoffentlige realkreditforeninger –red.] Fanny Mae og Freddy Mac, og lignende institutioner, til rene finansieringsmekanismer, med udgangspunkt i realkreditlånsbaserede værdipapirer, de såkaldte »mortgage backed securities«, MBS, og en komplet vanvittig spekulation i disse MBS’er begyndte.
Den anden ting, som startede især omkring det tidspunkt, hvor Bill Clinton blev taget i ed, var udstedelsen af et hav af penge, og denne mur af virtuelle penge strømmede ind i såkaldt computerteknologi og nye programmer til »informationssamfundet«.
Som I ved, bristede boblen i år 2000, især i foråret og sommeren 2000, mens præsidentvalget stod på og ingen tog notits af virkeligheden. Det var den såkaldte »Y2K-boble«, »årtusindeskifte-boblen«. Pengemuren fossede ind, man kunne få penge alle steder fra, for mindre end intet! Vi havde et eksempel på det her i Virginia, et firma kaldet »Winstar«, som man bare hældte penge i, og der blev aldrig produceret noget som helst! Bestyrelsen inkasserede enorme lønninger, de producerede aldrig en pind! Og så på et tidspunkt gik det ad Pommern til, og folk flygtede i alle mulige og umulige retninger. De tog deres vanvid og stak af. Et typisk eksempel.
I 2000, under præsidentvalgkampagnen, hvor Al Gore aspirerede (eller hyperventilerede... han burde se sin doktor), forandrede systemet sig, og ind kom Bush-administrationen. Bush selv anede ikke, hvad der foregik, han var ikke andet end Dick Cheneys nikkedukke. Og man tog nye drastiske skridt – især var krigsplanerne for alvor kommet på bordet. Beslutningen om at gå i krig blev ikke taget efter 11. september 2001, den var allerede taget lige fra begyndelsen. Nogle af jer husker måske, at jeg åbent advarede om, at vi kunne forvente noget i retning af det, Hermann Göring foranstaltede i februar 1933 [se boks], på et tidspunkt hvor Hitler netop var blevet valgt til kansler, og alle lo ad ham og sagde: »det fjols er hurtigt ude igen«. Men Göring satte ild på Rigsdagen, parlamentsbygningen i Tyskland, og samme nat udstedte den selv samme fyr [nazisternes kronjurist Carl Schmitt –red.], som er ophavsmand til The Federalist Society her i USA, et dekret, under hvilket Hitler blev givet diktatorisk magt. Og han fastholdt og forøgede den magt fra februar 1933 helt frem til sin død. Og I ved alle, hvad udkommet blev.
Så det, vi kalder »11. september«, var en lignende begivenhed. Den nye administration havde fået magten. En administration, som var stykket kunstigt sammen af mudder eller en eller anden endnu mindre tiltalende substans, af George Shultz [der er æresmedlem af den danske tænketank CEPOS’ rådgivende komité], manden, der havde bragt Pinochet til magten i Chile, og under hvis ledelse fra Chile »Operation Kondor« blev gennemført i Sydamerika, et massemord i bedste nazi-stil.
Og denne type regering, under ledelse af Shultz, der repræsenterer præcis denne historiske tradition, og Felix Rohatyn, som også kvalificerer sig som nazi-bankier, gennemførte regeringen en politik, som i bund og grund var en diktatorisk politik! Den 11. september 2001 var et kupforsøg. Det lykkedes dem ikke at gå hele vejen, de etablerede kvasi-diktatorisk magt under Cheney og co.’s kontrol, og det har været USA’s historie fra dengang til nu.
Cheney selv er imidlertid ikke så vigtig, han er stort set bare en værdiløs bølle. Han er et ødelagt levn fra et mislykket rugby-hold, han har tyngden, men ikke hjernen, der følger med til den kvalifikation. Engang var han montør ved et telefonfirma, men de nægtede at lade ham klatre nogen steder hen, fordi de var bange for, han ville falde ned og brække et eller andet. Så han er ikke ligefrem det store talent. Faktisk er han ejet af sin kone, som har ham som en slags maskot. Han står lænket udenfor hele natten, undtagen ved to lejligheder, hvor han hjalp til med at skabe to døtre. Fyren har ikke nogen hjerne, han er en tyvagtig stodder! Han er en mafiainkassoagent; det er, hvad han er.
Men han arbejder for en gruppe bankfolk og andre forbundet til George Shultz, der ikke kun har indflydelse i USA, men er en international figur. Og magtcentret ligger ikke i USA, det ligger i London, hvor Al Gore praktisk taget er en trofast indbygger for tiden. Om ikke andet kan han kaldes en britisk agent. Han arbejder officielt som agent for den britiske regering og for det britiske kongehus – hans titler kommer delvist fra prinsen af Wales, prins Charles. Den politik, han propaganderer for, kommer fra Storbritannien, ikke fra USA. Det er den slags ting, vi er vidne til.
Den »gyldne generation«
Så, et diktatur blev bragt ind i USA, ikke ét etableret ved lov, men et diktatur i form af en administration, som praktisk taget har handlet som et sådant. Og her har vi en hel generation, »baby boomer-generationen« [de store efterkrigsårgange], som kom til verden mellem 1945 og 1957 – eller rettere 1956. Det er en helt specifik generation, som blev hjernevasket på en helt specifik måde – det var dem, der gik med hvide skjorter, ikke blå. De, der bar blå skjorte, dvs. arbejderne, var ikke som de »hvide« funktionærer. »Hvidskjorterne« blev til »vi er de vidunderlige«-generationen. De fik at vide om og om igen, at »vi er vidunderlige, vi er ikke som arbejderbørnene, vi er vidunderlige! Vi skrider fremad og stiger opad. Vi vil få magten! Dette var perioden med myten om »flipproletarerne«, med »firmamænd«. Og disse »firmaets mænd«, som arbejdede for de store koncerner, sagde »vi skal styre hele verden«!
Og så i februar 1957 oplevede vi en dyb konjunkturafmatning, som fortsatte indtil 1961. Det blev enden på »baby boomernes« dominans. Men en særlig ideologi havde smittet af fra familierne og sat sit præg på børnene født imellem 1946 og 1956, som blev kendt som 68-ideologien. Disse børn hadede arbejderklassen, de hadede fabriksarbejdere, de hadede landmænd, hadede ingeniører, de afskyede videnskab og de var fast besluttede på at skabe et paradis, hvor ingen af disse ting eksisterede. Især i 80’erne, i løbet af den periode hvor min generation begyndte at dø ud, fik de mere og mere indflydelse, og de brugte denne indflydelse til at lukke industrien ned. De gjorde helt vanvittige ting for at stoppe det teknologiske fremskridt. De ødelagde vores landbrug, de lukkede vore fabrikker, de ruinerede vore arbejdere. De ødelagde alting; og så kaldte de sig selv »den gyldne generation«!
68’ernes såkaldte revolution var i virkeligheden ikke andet end et produkt af dette efterkrigsfænomen – skabt af folk, som hadede Franklin Roosevelt, og som ønskede at destruere USA. Det kunne ikke helt gøres på én gang, men efter mordet på Kennedy og lanceringen af krigen i Indokina, lykkedes det skridt for skridt, ved at udnytte denne nu voksne generation som rambuk. I løbet af foråret, sommeren og efteråret 1968 så vi i gaderne i USA, hvordan denne generation blev brugt til at udløse en kulturrevolution. Her lå hemmeligheden bag USA’s selvdestruktion.
Hvad var det, de gjorde, 68’erne? Først og fremmest havde de et klasseinstinkt de rettede imod arbejdere, landmænd og videnskabsfolk i USA. Disse grupper var afskyet af 68’erne. Herved skabte de en splittelse i Det demokratiske Parti. Partiet havde ellers haft sin base blandt landbrugsfolk, arbejdere og lignende. 68’erne var imod det – i venstrefløjens navn! Men venstrefløjen var i virkeligheden langt til højre! De var børn af de selv samme typer, der skabte Hitler tilbage i 20’ernes og 30’ernes Tyskland.
Så de splittede Det demokratiske Parti og bragte en potentiel fascistisk bevægelse til magten via en amerikansk præsident, Richard Nixon. Nixon i sig selv var ikke problemet, han var blot et instrument, et udtryk for problemet. Han var ikke sygdommen, men bæreren af den. Og han vidste ikke engang, hvad han fejlede!
Alt dette var et produkt af det, Eisenhower døbte det »militær-industrielle kompleks«, den kombination af kræfter, der – med »baby boomernes« hjælp, med 68’ernes hjælp – havde overtaget nationen! De havde en ødelagt opposition, der ikke udelukkende var forbundet til Det demokratiske Parti, men hvis hårde kerne fandtes i Det demokratiske Parti som Franklin Roosevelt-traditionen, hvilket også blev bekræftet af John F. Kennedy, da han var præsident. Det blev ødelagt.
I tiden der fulgte, er de, som tilhører indkomstskalaens nederste 80%, og den tradition, deres livsbetingelser afhænger af, systematisk blevet ødelagt. Forsøget på at ødelægge den offentlige sygesikring og den succesrige ødelæggelse af sundhedsvæsenet osv. er alt sammen resultater af processen. Vi har i bund og grund et fascistisk regime i USA i dag, som går under navnet »Bush-regeringen«.
Men vi har også en revolte i gang imod dette regime, som er ledet af generationen af unge mellem 18 og 35. Det er her oprøret finder sted, instinktet er der. […] Vi var vidner til et eksempel på det i sidste uge i Californien, da en situation udfoldede sig omkring spørgsmålet om afsættelsen af Cheney [se boks]. Lige siden demokraterne overtog Kongressen, har der overalt i landet kørt en kampagne for at blokere ethvert forsøg på at afsætte Dick Cheney. »Ja, ja, vi gør det, så snart valget i 2008 giver os magten. Vi overtager det Hvide Hus i januar 2009, og så løser vi alle problemerne«. De når aldrig så langt. Sådan som tingene står nu, vil vi slet ikke have en regering, når vi når til januar 2009. Det er her, problemet ligger.
Vi må træffe en beslutning
Så hvis USA skal overleve, eller rettere - hvis verden skal overleve - bliver vi nødt til at skille os af med det problem. Vi er nødt til at være konsekvente. Det er ikke et spørgsmål om at vælge en af to muligheder. Du har ikke noget valg. Du kan vælge én vej, eller du bliver automatisk ført ad den anden. Enten vælger du at skille dig af med Dick Cheney og alt, hvad han står for, eller også ender du med at gå den anden vej. »Se, mor, der er ikke noget USA mere«, »se, alle I, der observerer USA, ingen verden længere!«.
For sagen er, at den amerikanske dollar, trods alle dens problemer, stadig er hele verdens reservevaluta. Hvis dollaren kollapser, står man med en kaotisk kædereaktion, der vil brede sig over hele verden. Man står med et handelssammenbrud – et kollaps af alle finansielle værdier – og det betyder, at hele verden vil synke ned i, ikke en depression, men en finansiel og økonomisk ny mørk tidsalder, der er sammenlignelig med det, der skete i midten af det 14. århundrede.
Så det er grunden til, at vi øjeblikkelig må tage de forholdsregler, der kan forhindre det forestående kollaps. Et kollaps, der ville bringe en ny mørk tidsalder med sig, hvis det skete nu. Det vigtigste lige nu er, at vi redder dollaren som reservevaluta. Hvis ikke, går hele molevitten nedenom og hjem.
Der er imidlertid mange i toppositioner, som ikke er enige med mig. De påstår, de har en idé til et »system«, som kan erstatte USA og den amerikanske dollar – hvilket naturligvis er lige præcist det, de ønsker. Tag f.eks. den her fyr Benn Steil fra [den indflydelsesrige tænketank -red.] Council of Foreign Relations (CFR). Fyren er en idiot, men han er en velinformeret idiot! Han er et fjols, fordi han forsøger at redde det system, han godt kan lide. Men det system, han kan lide, kan ikke reddes! Det system, som institutioner som CFR foreslår, vil aldrig kunne fungere, det er allerede færdigt!
Men de tror på det! De tror på det! De tror på… at det er sådan, verden skal se ud. De tror på paradis, ... selv hvis det er helvede. Så længe de kører showet, eller i det mindste har visse privilegier. Men det vil aldrig fungere. Hvad den her fyr skriver i CFR’s magasin »Foreign Affairs« er et stykke velformuleret idioti! Det er nationalt selvmord! Det er globalt selvmord! Han foreslår, at tre – stort set privatkontrollerede – valutaer skal regere verden.
Hvad med dollaren? Hver eneste værdi i verden er i dag fastsat gennem dollarens rolle og af dens forpligtelser som reservevaluta. Hvad sker der med Kinas aktiver og værdier, hvis dollaren kollapser? Boom! Hvad sker der med aktiverne i Indien? Boom! Hvad sker der med Europa, hvis dollaren kollapser? Boom! Hvad sker der med USA og enhver anden del af verden? De går med ned. For uden en stabil valuta når man handler, uden en værdimålestok, kan man ikke opretholde systemet. Og hvis du ikke kan opretholde systemet, hvis du begynder at lukke fabrikker og andre faciliteter ned på grund af en finansiel nedsmeltning, står du med noget, som er værre end en depression; du står overfor en mørk tidsalder. Hvis man ikke redder dollarens rolle som reservevaluta, som en fast måleenhed, der giver penge en vis standardiseret værdi, så kan selve pengesystemet ikke opretholdes.
Men de her folk, som nu ham fra »Foreign Affairs«, ønsker at udslette dollaren, de ønsker at eliminere USA – han er ingen patriot: Han vil eliminere USA, og han siger det! Læs omhyggeligt efter, læs intentionen. Hvad er det, han foreslår at gøre? Hans hensigt er at ødelægge USA, ved at ødelægge i særdeleshed dollarens rolle som reservevaluta. Men hvis man kigger på mængden af værdipapirer, angivet i dollars, der er spredt over hele verden, til Kina, til Indien, til Europa og andre steder, så vil hele systemet gå ned.
Det er et dollarbaseret system. Man kan forsøge at lade som om, det ikke er. Man kan tale om at skifte til andre kombinationer af valuta, blokke af valutaer, men det vil ikke fungere. Fordi hele verden i dag er holdt sammen af USA’s gæld. Så hvis man ikke kan forsvare USA’s position som en gældsnation, vil hele verden gå ned sammen med USA.
Derfor, hvis man har vanvittige ideer, som ham Steil fra CFR… – hvorfor kommer han egentlig frem med disse ideer lige nu? Ikke fordi han ved, hvad han fortager sig, men fordi han er desperat. Han er blevet udpeget til at bringe beskeden: »Gisp, gisp, vi sænker dollaren, gør vi! Jep, det er godt. Vi har brug for en ny valuta, gisp.« Eller hvad? Han stønner og puster! Han er ligesom en eunuk, der sukker efter et seksuelt forhold! Han har intet andet at drømme om.
Men, hvis folk tror på ham og på andre, der er ligesom ham, så går vi alle sammen ad helvede til i mindst et par generationer, og befolkningstallet på denne planet vil falde fra de nuværende over seks milliarder til under én. Det vil ske i løbet af meget kort tid. Hele sprogkulturer vil forsvinde i en sådan mørk tidsalder: Al Gore har allerede foreslået at udslette det meste af Afrikas befolkning med sin politik. Det her vil være konsekvensen.
Så derfor, enhver nation, som er ved sine fulde fem, og enhver borger, som er informeret og mental sund, vil forstå, at det er nødvendigt at forsvare dollaren som en reservevaluta. Systemet er bankerot. Det, vi må gøre, er at erklære det internationale finanssystem konkurs, og lade regeringer beslutte, hvad der skal gøres ved det.
Regeringerne må sørge for, at det, der skal betales, bliver betalt, og det, der må holdes i gang, fortsætter. Pensioner vil fortsat blive udbetalt. Der vil fortsat blive investeret i produktive virksomheder. Afbetalinger på hele kategorier af udestående værdipapirer vil enten blive suspenderet eller helt annulleret. F.eks. bør al »spillegæld« blive strøget lige nu og her. For det er ingen investering: Spil repræsenterer ikke nogen værdi, så stryg gælden. Denne type spillegæld repræsenterer i den ene eller den anden form den største del af verdens gæld lige nu. Derefter må der ved hjælp af regeringsmagt opnås handels- og kreditaftaler, som ikke kun vedligeholder den nuværende fysisk økonomiske aktivitet, men som samtidigt forøger den.
Regeringen må tage styringen
Der er flere ting, som må gøres. For det første er vi nødt til at sætte en stopper for den ødelæggelse af USA’s økonomi, som har været i gang siden 1971. Vi har ødelagt hele industrier. Vi er et »postindustrielt« samfund. Vi er afhængige af produkter, der produceres i andre dele af verden. Vi tjener ikke vort eget brød. Vi pantsætter alt for at købe de ting, vi ikke selv producerer. Og gældsætningen vokser. Vores sundhedsvæsen forsvinder, vore fabrikker er på retur, vores landbrug er døende. Landbruget er blevet omdannet fra at være en fødevarekilde til at være en etanol-kilde osv.
Dette er grunden til, at regeringen må tage styringen, på samme måde og under samme forfatningsmæssig autoritet, som Franklin Roosevelt gjorde det tilbage i 30’erne. Det arbejde, der skal gøres i dag, er større, end det Roosevelt stod overfor – det indrømmer jeg – men de samme principper vil fungere. Det er forfatningssikrede principper – ikke vilde juridiske opfindelser. De går tilbage til principperne bag Det amerikanske System, sådan som Roosevelt forstod dem, og med hvilke han op gennem 30’erne med held omdannede en bankerot nation, De forenede Stater, og på mindre end et årti skabte den mægtigste produktive kraft, verden nogensinde havde set! En produktiv magt, som reddede verden fra nazismen, som reddede verden fra konsekvenserne af nazismen.
Det Roosevelt gjorde, skabte potentialet til at befri verden fra kolonisering. Han åbnede op for muligheden for at etablere en føderation af uafhængige nationalstater, som skulle samarbejde omkring en fælles intention om på lige fod at udvikle alle verdens nationer; en fælles intention om at gøre en ende på elendighed og fattigdom og bringe retfærdighed til alle.
Denne proces blev stoppet af Truman, ligeså snart krigen sluttede, og i stedet støttede han, fra den allerførste dag, en genkoloniseringspolitik. Ved direkte militær magt tvang man Indokina tilbage i rollen som koloni, og under banneret »uafhængighed» gav man Afrika forlorne former for frihed. Og hykleriske arrangementer skaber den dag i dag kaos i Indien og andre steder.
USA støttede briterne – især briterne – i områder, som havde kæmpet for deres frihed, og som havde været lige ved at opnå den. Vi forhindrede udvikling i de regioner af verden, som ønskede frihed og ret til udvikling, og som kunne have fået det, havde Roosevelt levet.
Så, lad os gå tilbage til det – til de ideer – der gjorde os til en stor nation, og, som på det tidspunkt hvor Roosevelt døde, kunne have indfriet de løfter, hans regering havde givet. Men Roosevelts modstandere tog magten, da han gik bort. Den eneste løsning i dag er at gå tilbage og genoptage det arbejde Franklin Delano Roosevelt påbegyndte; samle tråden op og fortsætte det, der aldrig skulle have været stoppet. Og man vil opdage, at intelligente nationer rundt omkring i verden straks vil genkende det. Nogle af dem er måske ikke så mægtige, men andre er. Kina har i dag en befolkning på 1,4 milliarder, Indiens er på over en milliard, og man finder et lignende befolkningsmønster over det meste af Asien, selv om det ikke helt er i samme størrelsesorden. Rusland er stadig en mægtig nation med et enormt potentiale. Og det er en eurasisk nation, dvs. den er historisk tæt forbundet med både Europa og Asien. Rusland er en bro mellem den europæiske civilisation og den asiatiske kultur.
Hvis disse nationer, USA medregnet, slår sig sammen omkring en beslutning om at redde denne verden fra helvedet, og hvis Rusland, Kina, Indien og USA enes om øjeblikkeligt at indgå specifikke aftaler, der stabiliserer situationen, og om at skabe et fornyet fundament, hvorpå verden kan udvikles, kan det fungere. Andre nationer, relativt svagere nationer, vil deltage i sådan en beslutning, hvis de bliver tilbudt muligheden. Og de vil deltage i det, overvejende igennem institutioner som det FN, Franklin Roosevelt havde forestillet sig FN skulle være, nemlig ikke et redskab for globalisering, men et organ til at samle uafhængige nationalstater i et samarbejde omkring deres fælles interesse for menneskeheden.
Så det kan sagtens lade sig gøre, og vi har nået et punkt, hvor der ikke er andre fornuftige valgmuligheder.
Et politisk jordskælv i Californien
I sidste uge i Californien demonstrerede vi, hvor tæt vi er på muligheden for at gøre alt dette. Det var ganske vist en relativt lille demonstration, men ikke desto mindre ganske sigende. Som et resultat af flere ting havde det demokratiske lederskab besluttet sig for ikke at afsætte Cheney gennem en rigsretssag. En hel del af disse ledere modtager betaling fra finanskredse, der kontrolleres af George Shultz. Mange af de ledende kandidater – demokratiske eller republikanske – får deres penge direkte eller indirekte fra George Shultz’ venner. Disse venner inkluderer Felix Rohatyn, som er en af demokraternes vigtigste »pengetanke«, og så er han fascist! Han var med i den gruppe, der finansierede Pinochets magtovertagelse i Chile. Han er en vaskeægte fascist. Der er andre af samme karakter. George Soros er i en sammenlignelig position, selvom han ikke er helt den samme type. Men vi har at gøre med bankfolk, der hovedsageligt har George Shultz som deres direkte amerikanske referencepunkt.
Så de gamle drenge i Det demokratiske Parti, der ser tingene fra en ganske snæver synsvinkel, sagde: »Lad være med at afsætte Cheney! George Shultz vil ikke have, at vi afsætter Cheney!« Fortsæt bare med den holdning og se, om I kan vinde det næste valg – ha, ha! Hvis I da overlever så længe!
Men de unge og de dårligst stillede i dette land er ikke enige. De unge og de fattige borgere i USA er ikke enige med den politik, som har fået overtaget i ledelsen af Det demokratiske Parti. Beskeden blev givet: »Ingen rigsretssag imod Cheney!« »Nå?« sagde jeg, men der er rent faktisk en hel masse folk derude, som vil have Cheney afsat. Hans afsættelse er et at de mest populære projekter i hele verden lige nu. Alle vil af med Cheney, så hvad er problemet, makker? Fyren er kriminel, han begik en forbrydelse, og vi fangede ham med bukserne nede: han løj! Og han fik os ind i en krig ved at lyve! Sammen med Tony Blair i London, som løj! Og præsidenten ville have løjet, hvis han havde været intelligent nok til at vide, at det var en løgn. Hvad er problemet? Han er skyldig i enhver forræderisk handling i hele Skabelsesfortællingen! Hvad venter I på?
{Mumler}: »Nå men beskeden er givet, spild ikke tid på Cheney. Vi har besluttet os! Gå ikke efter Cheney!«
Men mange i dette land var ikke enige. Afsættelsen af Cheney er mere populær end flødeis! (Der er nogle, der ikke kan lide is, fordi de mener, det er fedende – det er den eneste forskel.)
Men problemet var, at folk i det her land, især blandt de nederste 80% på indkomstskalaen, ikke længere tror på, at de repræsenterer en uafhængig magtfaktor. De har kun lov til at gå ud og stemme på godkendte kandidater eller vælge mellem godkendte valgmuligheder. De har ikke lov til at sige, »hej, vent lige et øjeblik, jeg har en anden idé!«. Det har de ikke lov til at sige, og hvis de gør det alligevel, bliver de kaldt for skøre kugler! Pressen dækker det ikke. Folket, størstedelen af befolkningen, og det der kaldes »folkets vilje«, hvor er den? Er det »den sidste vilje«, et livstestamente eller hvad?
Nej, befolkningen var ikke repræsenteret! Folk går ikke bare ud og råber og skriger: »vi vil have det ene, og vi vil have det andet« og den, der råber højest, vinder. Folk har ret til et repræsentativt system, igennem hvilket drøftelser af ideer og temaer kan ske. Et system, hvor deres stemme bliver hørt, hvor deres sind og sjæl bliver inddraget, hvor deres holdninger bliver taget til overvejelse. Dette system findes reelt ikke i USA i dag. Vi har folk, der styrer landet og siger til de andre: »Okay, I kan blive på jeres plads, gør som vi siger. Lyt til os, vi er de kloge hoveder. Vi behøver ikke at forklare jer noget nu, vi fortæller jer det senere. Vi fortæller jer i januar 2009, hvad det her valg handler om«.
Vi havde brug for en katalysator, og det var netop vores job. Folk kom til den demokratiske partiforsamling i Californien – som det skete i Vermont, i Louisiana, i andre dele af landet, sikkert ved 100 andre forsamlinger – og det de havde på hjerte var: »Afsæt Cheney«.
Hvorfor skulle demokraterne dog ikke ville det? Når nu flertallet af deres eget parti ønsker at se det ske, og når de nu ved, at det er det rigtige at gøre?
Hvorfor er det så ikke sket endnu? Aftaler i korridorerne. Flyd med strømmen, undgå modstand.
Derfor, hvis flertallet ønsker afsættelse, hvordan finder man en måde, hvorpå flertallet kan udtrykke deres vilje? Og hvor den bliver respekteret?
Det vi gjorde, og især hvad ungdomsbevægelsen gjorde, var, at vi katalyserede en proces i Det demokratiske Parti, hvor flertallets ønske pludselig kunne blive hørt. Og folk var ligesom vand, der er dæmmet op – du åbner en lille bitte smule for dæmningen, og vandet fosser ud og oversvømmer hele landskabet. Så snart vi tog det skridt, der slog hul i den væg, der havde opdæmmet processen hos demokraterne, så kom det: »Aha! Okay!« og svup, så var ordet »afsættelse« tilbage på forhandlingsbordet; i Californien såvel som andre steder.
Det er sådan, folkets vilje kommer til udtryk på en passende måde. Og det er, hvad det vil sige at tage lederskab i samfundet. Man ved, hvad der skal gøres og har forstået problemet: Nemlig, at de gamle gutter, især veteraner af 68’er-fænomenet, som i dag er mellem 50 og 65, kontrollerer langt de fleste magtpositioner i USA. Det er et socialt fænomen. Flertallet af befolkningen, som er yngre end 50, og især den store gruppe mellem 18 og 35, der dukker frem nu, har ingen effektiv repræsentation i USA.
Og I taler om demokrati? Min fine ven, vi mener det rent faktisk. Et rigtigt demokrati er ikke retten til at stemme ja eller nej, men derimod, at alle deltager i overvejelsesprocessen, efter hvilken de politiske beslutninger bliver taget og implementeret. Retten til at stemme er ikke »frihed«. Retten til at udvikle sig, til at vide og til at have evne og kompetence til at give bidrag til processen; det er frihed! Og måden at udøve frihed på, er at give frihed retten til at udtrykke sig selv.
Lige nu er afsættelsen af Cheney den prøve, som vil vise, om vi er en fri nation eller ej.
Vi må af med det, der sidder og blokerer for arbejdet i Washington. Det sidder og smuldrer helt øverst oppe, Bush-administrationen disintegrerer for øjnene af os – det er ikke til at se, om det er hovedet, der smuldrer først, eller om det er en anden kropsdel. Det falder i hvert fald fra hinanden. Hvis vi kommer af med det, står vi pludselig i en situation, hvor de forandringer, der er nødvendige, også er mulige. Hvis altså man iværksætter den rette mobilisering, og hvis man engagerer sig med og er respekteret af flertallet af befolkningen! Hvis man åbner for døren og tillader Amerikas borgere, især de nederste 80% på indkomstskalaen, at deltage i diskussionsprocessen. Vi demonstrerede i Californien, hvordan det kan gøres; man kan åbne for sluserne! Vandet vil strømme ind, og de nødvendige forandringer kan ske meget pludseligt. Og de mareridt, som stormer imod os i dag, kan blive vasket væk i processen.
Vi kan redde planeten
Tilbage til de praktiske spørgsmål. Hvad er løsningen på den umiddelbare trussel om et kollaps i 2007, der vil føre os ind i en mørk tidsalder? Måske sker det i løbet af din sommerferie... måske bliver ferien permanent i år, hm? Hvad kan der gøres for at løse dette problem? Det første vi må gøre er at stabilisere det internationale valutasystem. Hvordan gør man det? Man samler en gruppe store nationer, der tager initiativet til at sætte hele det internationale finanssystem under konkursbehandling og under fuld regeringskontrol; i princippet det samme som Franklin Roosevelt gjorde i 1930’erne. Pantsæt bankdirektørerne hos regeringerne og reguler systemet. Bring retfærdighed tilbage i systemet.
Samtidig må vi indse, hvad der skal gøres for at genopbygge en ødelagt verdensøkonomi. Hvordan bliver vi igen et produktivt samfund? Ved hjælp af videnskabeligt fremskridt, industri, landbrug, udvikling af infrastruktur, optræning af nye færdigheder, sikkerhed og tryghed; ved at forbedre den fysiske levestandard for hele verden. Hvordan gør vi det? Det er fuldt ud muligt, men der er visse ting, som både kan og må gøres lige med det samme.
Ting, som allerede nu er åbenbare, som f.eks. brugen af kernekraft. Kernekraft er på vej frem. Det er ikke til at bremse, med mindre vi går ind i en mørk tidsalder. Selv nogle af verdens højreorienterede typer, hvis de altså ikke er fuldstændigt imbecile, går generelt ind for kernekraft. Se på det stigende antal anlægskontrakter og udviklingsplaner for kernekraftværker rundt om i verden, det er enormt.
Tænk på tilgangen af rent drikkevand, som er truet i store dele af verden, og som ikke kan sikres uden brug af kernekraft [til massiv afsaltning af havvand -red.]. Hvis man ikke forstår vigtigheden af at gå fra fissionsteknologi videre til fusionskraft, vil der i fremtiden være utallige råstofproblemer, vi simpelthen ikke kan løse. Med kernefusion som en tilgængelig teknologi vil vi kunne løse mange kemiske problemer, som vi af økonomiske årsager ikke kan løse i dag.
Hvis vi derfor påtager os missionen med at udvikle infrastrukturen, med en løsning af den internationale drikkevandskrise som første punkt, og tager os af andre problemer af samme type, som vi traditionelt ved, hvordan man løser, og som vi allerede har teknologien til at løse, så kan vi redde planeten! Ikke ved et eller andet mirakel sendt fra oven, men ved vores egen vilje, ved at gennemføre den politik og tage de institutionelle forholdsregler, som vil tillade os at gøre det.
Som det var tilfældet i Californien i forrige uge, er det vort job at vide, at der er en bombe derude, som er parat til at eksplodere. Bomben er den offentlige mening blandt de nederste 80% på den amerikanske indkomstskala. Og det samme gælder for store dele af den øvrige verden. Hvis vi frigiver dette potentiale hos de fattigste 80%, dem Franklin Roosevelt kaldte »den glemte mand« – slip det løs! Lad dem deltage i processen – ikke bare stemme for eller imod – men deltage i diskussionen! Og lad dem forstå, at deres stemme er en vigtig del af diskussionen: Den hører med til overvejelsesprocessen. Det er det, der menes med »befolkningens samtykke«. Deltagelse i overvejelsesprocessen. At have tilgang til alle oplysninger, at have en diskussion frem og tilbage, så når beslutningen bliver taget, har de været med til at tage den, hvad enten de var enige eller ej, så tog de del i processen. Og de blev hørt, deres interesser blev respekteret. Under sådanne forhold kan vi løse problemet.
Derudover: Kina har et enormt problem. Kina er faktisk i visse aspekter et velhavende land, men fra en anden synsvinkel bliver det hele tiden fattigere og fattigere. Der er kommunistiske milliardærer i Kina, for da det kommunistiske parti tilpassede sig kapitalismen, besluttede de, at nogle af deres partifigurer skulle være de store kapitalister. Så de fik kommunistmilliardærer. Men samtidig er der en umådelig stor underudvikling i Kina, af befolkningen i Kina. Og de ved, at de bliver nødt til at ændre sig og håndtere dette problem.
Så er der Indien. De fattige i Indien er fattigere end nogensinde før. Det kan godt være, at de rigeste 20% er bedre stillede, end de var før, men det gælder ikke for de fattigste 80%. Kongrespartiet i Indien er ved at falde fra hinanden, fordi det har mistet den forbindelse til befolkningen, som det havde under Indira Gandhi. Det bliver splittet op i mange små partier. Men Indien ved, at det her skal laves om, at de fattigste 80% skal have retfærdighed. Det vil sige frisk drikkevand, det betyder alle mulige ting i den retning. Og vi har brug for et globalt system, som kan stille disse ting til rådighed.
I de fleste asiatiske nationer er regeringerne klar over alt det her. De ønsker, at det sker! De vil se en løsning! Så derfor, når man samler nogle af disse nationer, som det sker i dag med Rusland – der er en væsentlig magtfaktor, fordi det er en eurasisk nation med vigtige teknologier – og Indien og Kina, behøver man bare at engagere USA som en partner til disse tre nationer m.fl., og der kan skabes den blok, som kan forandre hele verden. Og det kan gøres på en nat. Rusland har udtrykt deres velvilje – Ruslands præsident og ledende kredse omkring ham. Vi kan have den aftale på bordet i morgen! Hvis vi altså har den rigtige regering i Washington. Muligheden er der for os - nu. Og hvis den amerikanske befolkning vidste, at muligheden eksisterede, ville de ønske, at den blev udnyttet. Vores job er at sikre at de ved, at den eksisterer.
Befolkningen i Kina, regeringen i Kina, de har en anderledes politik og andre synspunkter, men ikke desto mindre forstår de den absolutte nødvendighed af dette samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien. Enhver intelligent patriot i disse nationer ved det og er enige. De er muligvis uenige på andre områder, men på netop det her, er der fuld konsensus. De er enige om, at med en sådan form for aftale kan vi dreje verden væk fra krig og vende tilbage til diplomati, fordi en sådan kombination af verdens mægtigste lande kan påtvinge en kontrol over krigsførelse, og kan tvinge diskussionen tilbage til diplomati. Enhver nation, hvis den er helt sund i hovedet, fortrækker diplomati frem for krig.
Problemet er, at de britiske og amerikanske regeringer i deres nuværende sammensætninger ikke ønsker fred! De vil ikke have diplomati; de vil føre krig. Og det har vi været vidne til siden år 2000.
Er vi mentalt raske nok?
Således har vi nu en vidunderlig mulighed foran os, en mulighed skabt af nødvendighed. Og det er den eneste reelle mulighed, men spørgsmålet er, om vi har forstand nok til at vælge den? Er der tilstrækkeligt med kredse i USA, som er fornuftige nok til at støtte dette valg? Kan vi bryde igennem barriererne i institutionerne i dag og åbne op for det ønske om og vilje til at deltage, som findes ude i befolkningen i USA, især blandt de fattigste 80%?
Gennem hele historien er revolutioner blevet ledet af generationen af unge voksne mellem 18 og 25 år, en funktion som en sådan generation bibeholder indtil de er omkring 35. Vi snakker ikke kun om blodige revolutioner, men alle former for revolution. Er det måske ikke den generation, vi sender i krig? Det er den generation, som udkæmper enhver krig, er det ikke? Det er den generation, som producerer de unge ledere, der kan efterfølge de gamle i rette tid. Det er den generation, som tager nye ideer til sig, og som bringer dem videre til de kommende generationer. Det er den generation, der introducerer de reformer, som tillader samfundet at udvikle sig fra den ene generation til den næste.
I ved sikkert, at alle vigtige projekter i verden har det med at kræve langfristede investeringer, og langfristede investeringer har en levealder på mellem 25 og 50 år. Netop unge mennesker er oftest de, der har et fremtidsperspektiv på 50 år, eller i det mindste 25 år, og det er denne generation, der har gejsten og engagementet til at forandre en nations livsvilkår, og som er dedikerede nok til at fortsætte kampen, indtil det sker. Og den ældre generation fryder sig over de unges gejst, for dette er meningen med deres liv. Meningen med livet for den ældre person, som ikke er en »baby boomer« men i samme aldersgruppe, er at se den efterfølgende generation give mening til det, han eller hun har gjort og har været.
»Baby boomer-generationen«, den del der tilhørte funktionærklassen, har mistet den fornemmelse. De tror ikke på deres egne børn. De tror ikke på deres egne forfædre. De tror, at de alene er fuldkomne. De er den »gyldne generation« – som den i Athen, der ødelagde Det gamle Grækenland så grundigt, at det endnu ikke er kommet sig den dag i dag. Det blev gjort af den »gyldne generation«, som ledte Grækenland ind i den Peloponnesiske Krig.
Vores »Gyldne Generation« i dag har fungeret som instrumentet – ikke årsagen, men instrumentet – hvormed USA er blevet manipuleret ind i adskillige krige; Vietnam-krigen, krigene i Sydvestasien og de krige, som truer i dag. Så vi bliver nødt til at udskifte ideen om den »gyldne generation« med ideen om menneskets udødelighed, ideen om at det enkelte menneskes dødelighed forvandles til udødelighed, når det forbindes til forgangne og kommende generationer.
Og når vi, som nu, står midt i en krise, hvor finanssystemet og alt muligt andet truer med at falde sammen om ørerne på os og bliver klar over, at vi kun har én chance for at undgå en ny mørk middelalder, kun ét skud i bøssen, ja, så er chancen der. Her og nu. Det der kan gøre udfaldet er, hvis USA’s regering svarer på det, som Rusland og andre nationer – Kina og Indien – har tilbudt. Nemlig at indgå samarbejdsaftaler, langfristede aftaler, under hvilke vi kan håndtere dette globale problem. Hvor vi kan bringe andre nationer ind i samarbejdet og i bund og grund gøre det, der burde være åbenlyst, nemlig at vende tilbage til den tradition, vi engang repræsenterede, og som her i landet sidste gang blev personificeret af Franklin Roosevelt – vi skal gå tilbage til at samarbejde med andre nationer på det grundlag. Og så er alle disse problemer til at løse.
Derfor, som jeg har sagt det i dag, er vi nødt til at få et nyt Washington inden 2009. Første skridt er at komme af med Cheney, sæt ham på græs. Eller dump ham i en sump, hvis det er det, han foretrækker. Bring visse forandringer til regeringen, på forfatningsmæssig vis. Reager på nødsituationen med passende nødforanstaltninger. Og erkend at det altafgørende punkt er, at finanssystemet, inklusive det amerikanske finans- og valutasystem, er i gang med at gå op i sømmen, her og nu! Så derfor, lad os gøre det åbenlyse: lad regeringer enes om at fastfryse det, at sætte banksystemet, finanssystemet, under administration og reorganisere det. Lad det gennemgå en reorganiseringsproces, der vil redde både de nationale og internationale kreditmekanismer, som tillader os at stoppe det nuværende forfald ved at lancere storstilede infrastrukturprojekter, og som vil tillade os at dele glæden ved udviklingsprojekter med nationer, der har de samme interesser – en udvikling, som betyder sikkerhed for os alle i dag såvel som for fremtidige generationer.
Efterfølgende besvarede LaRouche en lang række spørgsmål om mange emner. Nogle af dem findes oversat på www.schillerinstitut.dk, bl.a. spørgsmål om hvordan vi håndterer kollapset af boligboblen og hvordan vi udvikler Afrika. Webcasten i sin helhed kan ses på www.larouchepac.com.
Kinas præsident Hu jintao, Ruslands præsident Vladimir Putin og Indiens premiereminister Manmohan Singh.
LaRouches Ungdomsbevægelse synger på det demokratiske partikonvent i Californien.
Kongressen giver Roosevelt en kost: Da Roosevelt blev valgt som USA’s præsident i 1932 var der, ligesom i dag, behov for at feje den hidtidige politik ud og iværksætte drastiske økonomiske reformer.