Med bygningen af en magnettogforbindelse mellem København og Århus over Kattegat, som den første del af et dansk magnettognet, bryder vi med opfattelsen om Danmark som et lille land, der blot kan følge i de større landes fodspor. I stedet er det os, der går foran og gør et afgørende teknologisk kvantespring muligt. Med bygningen af et dansk magnettognet revolutionerer vi ikke blot den danske økonomi, i og med at hele Danmark bliver til et sammenhængende lokalområde, men vi sætter også en ny standard, som vil betyde magnettog i hele Europa. Med det russiske initiativ til at bygge en tunnelforbindelse under Beringstrædet, vil vi med tiden kunne tage magnettoget hele vejen fra Aalborg til Los Angeles.
Det er et af historiens smukke sammenfald, at Danmark har fået mulighed for at spille denne historiske rolle netop nu, for derigennem går vi faktisk i fodsporene af den berømte danske skibsfører og opdagelsesrejsende Vitus Bering, der gennem sit modige lederskab ud i det ukendte genopdagede Amerika og lagde navn til Beringstrædet.

 

Bering i russisk tjeneste

Vitus var født i Horsens i 1681 som søn af toldvisiterer og kirkeværge Jonas Svendsen og havde som ganske ung været på rejser til både dansk Ostindien og De danske Vestindiske Øer. Han lærte at føre et skib og tegne præcise kort, inden han i 1703 gik på jagt efter nye eventyr i Amsterdam. Han ville ikke blot være en blandt mange danske søfolk, men have chancen til at drive det til noget stort her i verden. Derfor lod han sig hverve af nordmanden Cornelius Cruys til at gøre tjeneste i den russiske flåde, Cruys var i gang med at opbygge på vegne af Peter den Store (1682-1725).

At Bering sammen med andre danske og norske sømænd blev hvervet til russisk tjeneste, var ikke så mærkværdigt, som det lyder i dag. Rusland var Danmark-Norges tætteste politiske allierede og kæmpede i Den store Nordiske Krig imod den danske arvefjende Sverige. En krig Danmark var med i fra den begyndte i 1700, men hvor vi blev tvunget til at indgå en separatfred med Sverige, efter at den britiske flåde havde landsat svenske tropper på Sjælland.
Krigen mellem Rusland og Sverige kom til at spille en afgørende rolle for Ruslands udvikling. Ved slaget i Narva senere i år 1700 led den russiske hær et ydmygende nederlag til en svensk hær, der kun var en tredjedel så stor. Peter den Store måtte erkende, at det tilbagestående og primitive Rusland måtte forandre sig og tage den europæiske kultur til sig, hvis det skulle have en fremtid. Han rejste selv flittigt til Europa for at tilegne sig europæisk videnskab og teknik, grundlagde i 1703 en hel ny by ved Østersøen, Skt. Petersborg (som han i 1712 gjorde til Ruslands hovedstad), og begyndte en massiv import af uddannet europæisk arbejdskraft, der kunne udvikle Rusland til en moderne europæisk nation. Som en del af projektet skulle der opbygges en russisk flåde, og det var den Vitus Bering blev hvervet til i 1703.

Leibniz og Rusland

Mens Bering gjorde tjeneste som kaptajn i den russiske flåde i krigen mod svenskerne, som kom til at ende med en russisk sejr i 1721, var der andre, der havde fået øjnene op for det nye Rusland, bl.a. den store tyske polyhistor Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). I dag kender vi ham som faderen til differentialregningen, men han er også en af det sidste årtusindes største videnskabsmænd og filosoffer, der ligesom Lyndon LaRouche gør det i dag, spillede en nøglerolle i at organisere globalt videnskabeligt og økonomisk samarbejde og udvikling.
Leibniz havde længe været dybt fascineret af den kinesiske kultur, som han mente havde ligeså stort videnskabspotentiale som den europæiske, og han var opsat på at forbinde Europa og Kina med hinanden. Det krævede dog, at det underudviklede og primitive Rusland, der lå i vejen mellem de to, og som gik under det lidet flatterende øgenavn »de nordlige tyrkere«, blev udviklet. Under Peter den Stores lederskab så Leibniz chancen for et nyt og bedre Rusland.
I november 1711 lykkes det endelig for Leibniz at få et møde med zaren, da han var på besøg i Torgau i Sachsen. Leibniz »gav« ham en afhandling, hvor han fremlagde et program, der indeholdt planer om trykkevirksomhed og bogudgivelser, videregående skoler, landbrug, undersøgelse af den russiske jordbunds magnetiske afvigelse, forskning i de slaviske sprog, fremme af håndværksindustri og, som det vigtigste af det hele, grundlæggelsen af et russisk akademi. Andre emner under audiensen var kortlægningen af Sibirien og nødvendigheden af at afklare forholdene vedrørende grænsen mellem Asien og Nordamerika«1. Senere traf Leibniz zaren igen og »fik muligheden for at blive Ruslands Solon«2. Frem til sin død i 1716 havde Leibniz en flittig korrespondance med ledende russiske embedsmænd, selv om han aldrig kom derover.

Leibniz’ drøm realiseres

Heldigvis forsvandt Leibniz’ indflydelse og visioner ikke med hans død i 1716. I 1724 opfyldte Peter den Store Leibniz’ største drøm gennem at give ordre til oprettelsen af et russisk videnskabeligt akademi i Skt. Petersborg, og i begyndelsen af 1725, blot fem uger før sin død, skrev zaren instruktionerne til at udsende en ekspedition under ledelsen af Vitus Bering, der skulle finde Ruslands afgrænsning imod øst. Instrukserne til Bering lød:1) Byg på Kamtjatka eller et andet sted deromkring en eller to dæksbåde. 2) Sejl nordpå i disse både langs kysten, der fører i nordlig retning, og som (dens grænser kendes ikke) synes at være en del af Amerika. 3) Fastslå, hvor den støder op til Amerika eller en koloni under europæisk jurisdiktion. Hvis I møder et europæisk skib, så få rede på kystens navn og skriv det ned. Gå i land for at samle mere detaljerede oplysninger, tegn et kort over kysten og vend tilbage hertil. «
Som det ses i instrukserne gik man ud fra, at Rusland et eller andet sted var landfast med Amerika.
At Bering blev udvalgt til at lede ekspedition, og at en anden dansker, Morten Spangsberg, blev udnævnt som hans næstkommanderende, viser hvor stor respekt der må have været for Bering og de danske officerer i den russiske flåde. Den ekspedition Bering fik ansvaret for, var en superhemmelig, højt prioriteret ekspedition, der fik vide beføjelser til at forlange hjælp og ressourcer, så opgaven kunne gennemføres.
Men inden den »rigtige« ekspedition kunne starte fra østkysten af Kamtjatka, skulle man først derover. Ekspeditionen måtte gennemrejse den enorme sibirske landmasse, der rækker en tredjedel rundt om jorden, og har et umenneskeligt og fjendtligt klima med temperaturer, der som oftest er under frysepunktet og visse steder når helt ned til 50 minusgrader om vinteren. Efterhånden som man kom østover og væk fra den europæiske del af Rusland, blev betingelserne stadigt værre, mens der næsten ingen menneskelige bebyggelser var, der kunne bistå med forsyninger og arbejdskraft.
Næsten alle forsyninger der skulle bruges til at bygge skibene, skulle medbringes. Våben, ankre og andre jerndele, tovværk, sejl, udstyr osv. måtte transporteres hele den lange vej fra Tobolsk, og kun i få byer på den lange rejse kunne man gøre holdt og få forsyninger. I Irkutsk, halvvejs gennem landet, fik de så transportheste og det mel, de skulle bruge på den afsluttende sørejse.
Den største del af rejsen gennem Sibirien foregik på floder, der gjorde det muligt at transportere de tungere ting, men mellem de forskellige flodsystemer måtte de rejse over land. Derefter måtte de på ny bygge pramme, skibe osv., ved den næste flod. Det meste af vejen måtte de ro mod strømmen og længst mod øst, gik floden gennem bjergegne og var næsten umulig at rejse på. På hele rejsen var Bering og hans folk afhængige af, at det lykkedes dem at afkræve lokale korrupte embedsmænd forsyninger og lokal arbejdskraft, der i mange tilfælde kun blev ydet efter kraftigt pres eller direkte trusler og tvang.
Men hvor uoverskuelige alle disse praktiske problemer end måtte virke, var der også den subjektive psykologiske faktor. Ekspeditionen drog ud på en årelang rejse ud i det ukendte og havde ikke engang pålidelige kort eller en fast rejserute den kunne følge. Man måtte skaffe sig efterretninger, efterhånden som man kom frem, bruge sin opfindsomhed og tilpasse sig omstændighederne. Når man så langt om længe havde overvundet problemerne med at krydse tværs over Sibirien, skulle man sejle ud på det store verdenshav til ukendte farer og en sandsynligvis ugæstfri modtagelse af fjendtlige krigeriske stammer eller fremmede magter.
Hvis man kom tilbage, eller hvornår, var et højst usikkert spørgsmål. Kun en person med eventyr i blodet, og som var fast besluttet på at udrette store bedrifter i menneskehedens tjeneste, ville forlade det trygge Skt. Petersborg for sådan en rejse. Heldigvis var Vitus Bering netop en sådan person.

Rejsen til Kamtjatka

I februar 1725 forlod Bering Skt. Petersborg, men kunne først den 13. juli 1728, over tre år senere og efter ubeskrivelige strabadser, sejle ud fra havnen Kjutjevskaja Sopka på Kamtjatkas østkyst i et nybygget skib og dermed begynde sin søgen efter Amerika.
I henhold til deres instrukser sejlede de nordpå langs kysten og kortlagde den. Den 13. august var det tydeligt, at Det eurasiske Kontinent ikke var forbundet med Amerika, og at kysten fortsatte vestover. De ønskede ikke at overvintre ved kysten i Ishavet og sejlede derfor tilbage til Kjutjevskaja Sopka. På rejsen havde de sejlet frem og tilbage gennem det, vi nu kalder Beringstrædet, men da det var tåget hele tiden, kunne de ikke se Amerikas kyst, og vidste dermed heller ikke hvor lille afstanden mellem de to kontinenter er netop der.
Efter vinteren forsøgte Bering at udføre anden del af sine instrukser, at gå i land i Amerika, men da han sejlede østover fandt han ikke land og besluttede efter nogen tids søgen at vende hjem. Han sejlede syd om Kamtjatka-halvøen, men han kortlagde den indtil nu ukendte kyst. Han fandt bl.a. et godt sted for en fremtidig havn i Avacha-bugten og ankom sikkert til Bolsjeretsk på vestsiden af Kamtjatka 2. juli 1729. Herfra kunne Bering så rejse til Okhotsk og den lange vej hjem.
Uden at skulle slæbe på forsyninger gik rejsen meget hurtigere, og 1. marts 1730 var Bering tilbage i Skt. Petersborg. På trods af at han ikke havde været i Amerika, kunne han være stolt af sig selv. Han var sammen med det meste af sit mandskab kommet helskindet hjem fra rejsen, og han medbragte kort over hidtil ukendte områder af Rusland, der var af fantastisk god kvalitet. Senere søfarere forbløffedes over den enorme præcision af Berings kort, hvor selv længdegradsangivelserne var præcise, noget der normalt ikke lykkedes. Årsagen var, at Bering ikke blot, som alle andre af datidens sømænd, kunne sin astronomi og brugte stjernerne til at sejle efter, men også brugte to måneformørkelser i 1728 og 1729 til at fastslå den nøjagtige længdegradsplacering.

Russisk Videnskabsakademi

Bering kom tilbage til et Skt. Petersborg domineret af tysk kultur, hvor Det russiske Videnskabsakademi i mellemtiden var kommet op at køre. Akademiet bestod bl.a. af videnskabsfolk, der kom fra den tyske by Halle, hvor der var en stærk Leibniz-tradition, der sendte videnskabsfolk til Rusland. En af drivkræfterne i netværket var August Hermann Francke (1663-1727), der drev et vajsenhus kaldet De Franckeske Stiftelser, hvorfra missionærer blev sendt ud som f.eks. Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau, der i 1705 blev sendt til den danske koloni Trankebar i Indien. Fra disse kredse kom også Daniel Gottlieb Messerschmidt (1685–1735), der senere lavede vigtige opdagelser i Sibirien og Georg Wilhelm Steller (1709-1746), der var med på Berings næste ekspedition.
Samtidigt med at Francke-netværkerne hjalp med i processen med at transformere Rusland til en moderne nation, var Francke i kontakt med Cotton Mather (1663-1728) i de amerikanske kolonier og rekrutterede folk til at rejse derover for at lægge grundlaget for det, der senere blev USA. Et USA, der blev grundlagt på Leibniz’ idé, at »alle mennesker har visse umistelige rettigheder, og blandt dem retten til liv, frihed og at søge lykken« ­– Leibniz’ udtryk for at tage del i videnskabeligt og teknologisk fremskridt til gavn for hele menneskeheden3.
Leibniz skrev til den russiske storkansler Golovkin i et brev den 16. januar 1712: »Siden min ungdom har det altid været mit mål at arbejde til Guds ære, gennem at fremme videnskaberne... som jeg til dels har lykkes med, takket være Guds nåde, idet jeg har gjort nye opdagelser i videnskabernes republik… Jeg er altid rede til at rette mine tanker mod dette store mål, og jeg har bare søgt en prins, som har samme mål. Og deri gør jeg ingen forskel, hverken med hensyn til nationalitet eller ved at vælge side... Jeg ville hellere se disse videnskaber blomstre kraftigt hos russerne end fungere middelmådigt i Tyskland.«
Men videnskabsakademiet var ikke tilfreds med Berings resultater. Han havde jo ikke givet et absolut sikkert bevis for adskillelsen af Rusland og Amerika gennem at sejle hele vejen til et allerede kendt russisk fort på nordkysten ved Kolyma-floden. Den enorme præcision af Berings kort kunne de jo heller ikke efterprøve, og der var stadig mange udestående spørgsmål om forholdene i den østlige del af Rusland og Amerika.
Bering medgav, at der stadig var mange uafklarede spørgsmål og tilbød, på trods af de fem års strabadser han havde udstået, at gøre arbejdet færdigt gennem at lede en ny ekspedition, der skulle tage tilbage til Kamtjatka-halvøen, bygge skibe og 1)sejle langs Amerikas vestkyst, 2) finde søvejen fra Kamtjatka til Amur-floden eller Japan, så man kunne oprette handel og 3) kortlægge kysten fra Ob til Jenisej og videre til Lena.

2. Kamtjatka-ekspedition

I december 1732 underskrev zarina Anna så ordren til udrustningen af en sådan ny ekspedition og beordrede kommandøren i Okhotsk til at begynde at samle forsyninger og bygge 5-6 skibe. Ekspeditionen blev langt mere omfattende end foreslået af Bering og skulle bl.a. kortlægge hele Ruslands nordlige kyst, finde rejseruten til Japan, og endelig undersøge Stillehavet øst for Kamtjatka og finde Gama-Land4 og Amerika. Bering skulle også oprette håndværksvirksomhed lokalt til produktion af tovværk og lignende. Der blev også sendt repræsentanter fra Videnskabernes Akademi, der skulle undersøge og afgive rapporter om forholdene i disse ukendte dele af Rusland og omverdenen.
Med alle de mange opgaver og deltagelse af videnskabsfolk fra akademiet var ekspeditionen langt større end den første. Den store Nordiske Ekspedition, som den blev kaldt, bestod under Berings ledelse af 500 personer med familie og 500 soldater. Med de fine videnskabsfolks tilstedeværelse og familierne måtte man naturligvis have langt mere bagage og forsyninger med. Man bragte også langt mere udstyr med til skibene, deriblandt mindst 28 kanoner. Lokalt blev op til 2.000 personer ad gangen pålagt at hjælpe ekspeditionen på dens vej østover.
Den store karavane forlod Skt. Petersborg i februar 1733. Bering sendte sin næstkommanderende, Spangsberg, forud til Okhotsk, hvor han ankom i foråret 1735 og fandt, at der hverken var bygget skibe eller samlet forsyninger som beordret. Imens overvågede Bering bygningen af to skibe i Tobolsk, som under ledelse af en anden dansker, Peter Lassenius, skulle udforske nordkysten. Da Bering nåede Okhotsk i 1737, var der kun to skibe klar, som han, under pres fra Skt. Petersborg om at vise resultater, måtte sende med Morten Spangsberg til Japan.
I tiden 1738-1740 byggede han så to nye skibe, hver med 14 kanoner og 76 mand, og forberedte forsyninger til deres store farlige sørejse. De transporterede det hele til en ny by, de anlagde i Avacha-bugten, der blev kaldt Petropavlovsk efter deres to skibe Skt. Peter og Skt. Poul. En uduelig russisk officer Khitrov kom desværre til at forlise halvdelen af deres forsyninger, så der kun var forsyninger til fem måneders sørejse for hvert af de to skibe.

Rejsen til Amerika

Den 30. maj 1741 kunne de to skibe så begynde deres søgen efter Amerika med Bering som kaptajn på Skt. Peter og den russiske kaptajn Chirikov som kaptajn på Skt. Paul. De fulgte deres instrukser og sejlede mod sydøst for at finde det ikke-eksisterende Gama-Land, som var indtegnet på europæiske kort. De stødte ikke på land, og efter en storm blev de to skibe adskilte fra hinanden. Bering fortsatte mod øst og kunne den 17. juli langt om længe endelig se land. De så det bjerg på den amerikanske kyst, der i dag hedder Mount Ellis.
Den medrejsende videnskabsmand Steller fik fire dage senere chancen for at komme med i land og lave videnskabelige observationer, men kun i ti timer. Som han senere beklagende skrev, så havde det taget ti år at komme til Amerika, men man brugte kun ti timer på at undersøge det. Man gik så lidt som muligt i land for ikke at blive overrasket af fjendtligsindede lokale. På grund af de sparsomme forsyninger måtte de senere beslutte, om de skulle forsøge at overvintre eller sejle hjem, mens de stadig havde forsyningerne til det.
For os virker det helt absurd, at de ikke overvintrede i Amerika, når de nu endelig var kommet derover. Men ekspeditionen hang allerede i en tynd tråd. Chirikov og hans skib var væk, og man vidste ikke hvordan vinteren ville være i Amerika, eller hvad problemer med fjendtligsindede lokale stammer eller fremmede magter, man kunne løbe ind i. Hvad hjælper det, at man rejser helt til verdens ende, hvis man ikke vender hjem i live til at fortælle, om alt hvad man så?

Berings endeligt

Den 10. august begyndte de rejsen mod vest for at komme tilbage til Kamtjatka og fandt både småøer og eksotiske indfødte på vejen. Men rejsen vestover var langsom og farlig pga. mange storme, og størstedelen af besætningen, inkl. Bering, bukkede under for skørbug. Den 10. november, alt for sent på året til at sejle i så kolde og stormende områder, og med kun 10 mand raske nok til at føre skibet, landede de på en ubefolket ø, der siden fik navnet Bering Ø. Her overvintrede de og fik deres skib smadret under en storm.
Størstedelen af besætningen overlevede opholdet på øen på trods af en barsk vinter, men Bering døde og blev begravet der. Besætningen drev intens jagt og overlevede på de mange søkøer, sæler og pelsdyr de fangede. De byggede et nyt mindre skib og sejlede næste sommer tilbage til Avacha-bugten, hvor de 46 overlevende af skibets oprindelige mandskab på 76 ankom 27. august 1742. Efter en overvintring ankom de året efter til Okhotsk, hvor de lokale allerede havde solgt alle deres personlige ejendele, da de tog det for givet, at de aldrig ville se dem igen.
Bering fandt sit endelige hvilested på Bering Ø, men det meste af hans besætning kom således hjem til Rusland, og over de næste mange år fandt deres kort, rejseberetninger og opdagelser vej til Skt. Petersborg. Den videnskabelige og politiske interesse, der oprindelig havde været drivkraften i at sende ekspeditionen af sted, var nu kølnet i Rusland, og man var ikke særligt interesseret i alle de nye opdagelser. Derfor tog det mange år, før Bering fik den berømmelse, som han gennem disse store bedrifter havde gjort sig fortjent til.
På trods af det betød ekspeditionen dog, at der blev sat gang i koloniseringen af det østlige Rusland og Alaska i Nordamerika. Søfolkene vendte nemlig tilbage fra deres overvintring på Bering Ø med store mængder fine skind, og det startede i de kommende år en sand guldfeber i jagten på pelse og skind. Mange ekspeditioner rejste nu i Berings kølvand og til Ruslands østkyst, de små øer mellem Kamtjatka og Amerika, og til Nordamerika. Berings rejse medførte således, at Alaska kom under russisk kontrol, og forblev russisk, indtil Rusland i 1867 solgte det for 7,2 mio. dollars til USA, Ruslands gode ven og allierede.

I menneskehedens tjeneste

Gottfried Wilhelm Leibniz så i Peter den Store chancen for at transformere Rusland fra et primitivt og tilbagestående land til en moderne nation, der kunne forbinde Europa med Kina og den kinesiske kultur, Leibniz respekterede så meget. Nøglen til udviklingen af Rusland var etableringen af et videnskabeligt akademi og udsendelsen af ekspeditioner for at opdage og underlægge sig de vilde ukendte dele af Rusland. Historien ville, at det blev en dansker, Vitus Bering, der ni år efter Leibniz’ død kom til at lede de to store ekspeditioner gennem det enorme Sibirien. Bering rejste helt til Amerika og banede vejen for, at de østlige områder og dele af Nordamerika blev en del af Rusland.
I dag er det et andet projekt, der bærer Berings navn, Beringstræde-tunnelprojektet, der er nøglen til at virkeliggøre Ruslands mission om at underlægge sig Sibirien og gøre dets enorme råstofressourcer tilgængelige for hele menneskeheden. Samtidigt forbindes verdens to transkontinentale magter i et strategisk partnerskab, der gør det muligt for USA at realisere sin sande mission. USA blev nemlig ikke skabt blot for at sikre befolkningen i USA retten til liv, frihed og muligheden for at søge lykken, men som en nation, der kunne besejre Det britiske Imperium og gennem videnskabeligt og teknologisk fremskridt hjælpe resten af verden til at frigøre sig fra det europæiske oligarkis lænker. Tiden er kommet for USA til at lytte til vore dages Leibniz, Lyndon LaRouche, og samarbejde med Rusland, Kina og Indien om at bygge et nyt Bretton Woods-finanssystem, Den eurasiske Landbro og Beringstræde-tunnelprojektet. Den udvikling skal Danmark støtte og være med i.
Om et par årtier vil så det danske magnettognet, som vi netop nu slås for at få bygget, være forbundet til magnettoglinjer, der strækker sig på tværs af Sibirien, og via en Beringstræde-tunnel være forbundet med det amerikanske magnettognet. Den eurasiske Landmasse, som det tog Bering år at gennemrejse, kan vi så krydse under bekvemme forhold i løbet af blot en enkelt dag. Fra Alaska vil vi rejse gennem Canada til et fornyet USA, der har vendt tilbage til sin rolle som et inspirerende håb og frihedens tempel for hele menneskeheden. Og med bygningen af et dansk magnettognet vil Danmark få endnu en gylden chance for, ligesom Vitus Bering gjorde det for 280 år siden, at tage lederskab og vise en frugtbar vej gennem ukendt land.

Fodnoter:
1. »Leibniz and the Great Mission: Russia« af Markku Roinila, www.helsinki.fi/~mroinila/russia.htm.
2.»G..W. Leibniz and the Ecumeni cal Alliance of All Eurasia« af Elisabeth Hellenbroich, Fall 1996, FIDELIO Magazine.
3. »Leibniz, Halle, and the American Revolution« af Edward Spannaus, Spring 2003, FIDELIO Magazine
4. Gama-Land er en ikke-eksisterende ø, som var indtegnet på europæiske kort øst for Kamtjatka-halvøen.