Sammen med tre andre repræsentanter for Schiller Instituttet stiller jeg op til næste folketingsvalg som kandidat uden for partierne. Vi ved ikke, hvornår folketingsvalget kommer, men den frembrusende internationale finans- og bankkrise kræver politisk handling allerede nu. På trods af den nuværende danske højkonjunktur kan vi også hurtigt blive ramt af krisen. Vi kommer derfor ligesom USA og andre af verdens lande til at træffe en række eksistentielle valg allerede i løbet af de næste par måneder, der kræver et politisk lederskab og en indsigt de etablerede danske politikere og partier indtil nu ikke har fremvist. Derfor annoncerer vi nu vores kandidatur i denne avis og fremlægger samtidigt nødvendige ideer til, hvordan vi succesrigt overvinder den kommende krise.

I november 2005 stillede jeg op til kommunalvalget som kandidat for Schiller Instituttets Venner i København under temaet »Når boblen brister... Et nyt Bretton Woods«. Jeg advarede om, at den danske og internationale boligboble ville briste og om, at der oven på boligboblen var en mange gange større international finans- og spekulationsboble, der også stod for fald. Som det senere blev uddybet i min artikel »Hvem tager ansvar…« og Schiller Instituttets kampagneavis nr. 1 må vi forberede overgangen til et nyt Bretton Woods-finanssystem og en global New Deal.
Den danske økonomi har netop nu en fantastisk højkonjunktur, der, udover den positive effekt fra de danske broprojekter og de forøgede danske olieindtægter, primært er baseret på de stigende boligpriser og den medfølgende historisk høje gældsætning af de private husholdninger. Friværdier på papiret er blevet omsat til et rekordhøjt privatforbrug, der, sammen med den hektiske byggeaktivitet, har medført faldende arbejdsløshed. Men midt i den danske drømmeverden med faldende arbejdsløshed, overskud på statsfinanserne og en kamp om, hvem der skal have de største skattesænkninger eller lønstigninger, trues vi ikke blot en kollaps af den danske boligboble, men af konsekvenserne af, at den amerikanske bolig- og spekulationsboble allerede er bristet.
Flere millioner amerikanske husejere er på vej på tvangsauktion i takt med at boligpriserne er faldet, og de har hverken mulighed for at omlægge deres boliglån eller råd til at betale de stadigt højere renter. Samtidigt har sammentrækningen i boligboblen kollapset hele spekulationsmarkedet i de såkaldte »subprime loans« (boliglån med dårlig sikkerhed) og sat en lavineagtig sammenbrudsproces i gang af de mange andre gældsbobler på finansmarkederne. Med det pludselige ophør af billig kredit fra den såkaldte »yen carry trade« er der en akut likviditetskrise, hvor spekulationsfondene ikke kan fortsætte deres gearede investeringer og hvor de værdipapirer, de har som sikkerhed for deres forretninger, hurtigt falder i værdi. Dag for dag forsvinder stadig mere likviditet fra markederne og hedgefonde og banker i USA og resten af verden er allerede begyndt at gå under. Når først dominoerne vælter, kan ingen føle sig sikre, hvilket bl.a. ses ved at flere tyske banker har måttet kaste håndklædet i ringen. Senest var det SachsenLB, hvis datterselskaber i Dublin med bare 200 mio. euro i grundkapital investerede 65 mia. euro i lån til det amerikanske ejendomsmarked og led store milliardtab.
Ifølge verdens ledende økonom og økonomiske prognosemager, den tidligere amerikanske præsidentkandidat Lyndon LaRouche, vil krisen allerede i løbet af de kommende uger i september og oktober forværres og true hele det dollarbaserede internationale finanssystem. Hvis centralbankerne ukritisk pumper store pengebeløb ind i markedet for at redde spekulanterne, vil det blot accelerere den hyperinflation, der er under udvikling, og som truer med at ramme realøkonomien ­– i lighed med hyperinflationen i Weimar-Tyskland i 1923, hvor der i løbet af et halvt år kom milliardbeløb på pengesedlerne (se side 4). Og eftersom dollaren er verdens reservevaluta, vil det være hele verden, der mister sit betalingssystem på hyperinflationens alter.

Beskyt den fysiske økonomi

Hvis vi vil undgå at vor økonomi, banker og borgere lider under de ulykker der er på vej, er det nødvendigt at bygge en brandmur, der kan beskytte den nationale fysiske økonomi imod sammenbruddet af den internationale spekulationsboble. I USA har LaRouche allerede taget et sådant initiativ til at mobilisere kongressen for et nødindgreb, der kan beskytte de amerikanske banker og boligejere (se side 4). Lignende tiltag må forberedes her i Danmark, der kan forhindre, at vi bliver opslugt af denne truende flodbølge. Vi står over for en finansiel efterårsstorm, der er større og farligere end summen af krisen i Weimar Tyskland i 1923 og den dybe depression efter den sorte mandag i oktober 1929.
Både nationalt og internationalt må vi forberede forsvarsværker, der kan afværge de værste af den finansielle flodbølges skadevirkninger, og som samtidigt kan genetablere et fundament for langvarig og vedholdende global økonomisk vækst. En vækst, der ikke er baseret på midlertidige finansielle bobler men på langsigtet fysisk-økonomisk opbygning, som gør det muligt, at vi kan være flere mennesker, der alle nyder en højere levestandard.
Det indebærer også, at vi langt om længe endeligt må gøre op, med de nye »værdier« vi fik fra 1968-oprøret og fremefter, der har skabt de aktuelle problemer, gennem at erstatte opfattelsen af økonomi som en fysisk produktionsproces, med ideen om at økonomi blot er penge, og at det er hip som hap om de bliver tjent ved finansspekulationen eller produktion. Det er den tankegang, der førte til, at man gik bort fra Bretton Woods-systemets faste valutakurser og reguleringer, og skabte det frie spekulationsmarked. Samtidig blev udviklingspolitikken med fokus på opbygning af fungerende nationaløkonomier erstattet af globalisering og dens krav om afregulering og kapitalens frie bevægelighed. Private finansinteresser kunne skabe hurtig profit, men en stor del af verdensbefolkningen betalte for gildet med dramatisk faldende levestandarder. Sidst men ikke mindst har 68-skiftet bevirket, at befolkningens naturlige begejstring for videnskabelig og teknologisk fremskridt blev erstattet af teknologiforskrækkelse og uvidenskabelige »alment accepterede meninger«.
I Danmark har vi heldigvis gennem bygningen af Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen allerede taget et stort skridt væk fra 68’ernes nulvækstidé, om at man blot skal tænke på sig selv her og nu, og at fremskridt er noget skidt, men vi må også erstatte den sygelige idé om, at vi alle blot er grådige forbrugere, der blot lever for nuet, med en forståelse af vores rolle som producenter i et samfund baseret på langsigtede investeringer i infrastruktur og videnskab. Det er den rolle, der gør det muligt for os at bidrage til at skabe økonomisk velstand i hele verden, både for de nuværende og kommende generationer.

Investeringer er ren profit

Vi må derfor også have en dybere forståelse af økonomi end de simple monetære teorier der undervises i på økonomistudierne. Nationaløkonomi er ikke simpelt bogholderi, hvor det blot drejer sig om at balancere indtægter og udgifter og så diskutere, hvordan det samfundsøkonomiske overskud skal bruges. Der er grundlæggende forskel på at investere penge i opbygning af infrastruktur og på at bruge dem til dækning af løbende udgifter – f.eks. til lønninger og import af forbrugsvarer. Når der pumpes flere penge ud til et stigende privatforbrug, som vi har set det i Danmark over de sidste mange år, sætter det gang i økonomien, frem for alt handels- og serviceerhvervene, men det øger ikke nødvendigvis den fremtidige produktivitet og vores produktionsevne.
Investerer vi derimod i infrastrukturprojekter, sætter det i endnu højere grad end normale lønudbetalinger gang i økonomien her og nu, da der ud over lønmodtagernes forbrug også bliver skabt beskæftigelse med levering af maskiner, byggematerialer, underentrepriser osv. Og som i tilfældet med bygningen af Storebæltsbroen bliver der også helt nye udfoldelsesmuligheder og hverdagen bliver lettere og behageligere for en del af befolkningen. Men der er også en yderligere fordel: Den samlede økonomis produktivitet stiger. Det er årsagen til de store positive økonomiske effekter vi så i Danmark efter bygningen af Storebæltsbroen. Faktisk er investeringer i sådanne brugbare infrastrukturprojekter en sand økonomisk gevinstmaskine: Jo flere penge vi investerer, desto rigere bliver vores samfund.

Dansk magnettognet

Sideløbende med at vi afværger de økonomiske ulykker fra det internationale finanssammenbrud, og slås med en afmatning i økonomien i takt med at boligboblen falder sammen, skal vi derfor mangedoble de ressourcer vi investerer i den danske infrastruktur. I forbindelse med bygningen af en bro/tunnel over Kattegat skal vi etablere en dobbeltsporet magnettoglinje mellem København, Århus og Aalborg, der med en hastighed på 500-600 km/t vil reducere rejsetiden mellem København og de to provinsbyer til henholdsvis 25 og 45 minutter. Linjerne bør så efterfølgende udbygges til resten af landet så alle større danske byer om senest 25 år er indenfor en times afstand til København, og Danmark er et tæt integreret og sammenhængende økonomisk væv. Via de nye bro/tunnelforbindelser over Femern Bælt og Helsingør/Helsingborg vil de danske byer blive forbundet med storbyerne i vore nabolande (se side 6-7). Og i takt med at omverdenen følger det danske eksempel og hopper på magnettoget, vil vi kunne rejse hele vejen til Amerika via en Beringstrædetunnel (se side 10-11) på under 24 timer.
Er vi rigtig smarte, vil vi i forbindelse med etableringen af et dansk magnettognet ikke blot forsøge at importere alt færdigt udefra, men selv være involveret i at forfine magnettogsteknologien, og efterfølgende i at producere såvel magnettogbane som magnettog. I takt med at vore nabolande så står på magnettoget, er det os, der har kundskaben og produktionsevnen. Vi vil få et vindmølleeventyr i storformat.
Et komplet dansk magnettognet vil koste omkring 150 mia. kr. over de næste 25 år – i gennemsnit 6 mia. om året. Sideløbende skal vi også kraftigt øge investeringerne i alle de andre dele af vores transportinfrastruktur: s-tognet, letbaner og regionaltog, veje og motorveje osv. Derfor bør statens årlige anlægsinvesteringer hurtigt hæves til mindst 20 mia. kr. årligt i stedet for de futtede 7,5 mia. kr. regeringen har fremlagt i sit finanslovsforslag for 2008. Dertil kommer så de tre store broprojekter - Kattegat, Femern Bælt og Helsingør/Helsingborg – der samlet løber op i over 100 mia. kr., og som efter Storebæltsbroens forbillede finansieres ved hjælp af brugerbetaling, og derfor ikke belaster finansloven.
På samme måde er investeringer i kloaksystemer, vandforsyning, elnet, nye hospitaler og uddannelsesinstitutioner ikke bare penge ud af vinduet, da det er infrastruktur, man kan anvende over de næste mange årtier. Penge udbetalt som løbende udgifter, som f.eks. lønninger og den daglige drift, er nødvendige og vil naturligt stige i takt med at vores samfund bliver rigere og yder befolkningen en bedre velfærd, men kan kun bruges én gang. Derfor skal vi sørge for stadigt stigende lønninger og velfærd men samtidigt sikre, at investeringerne i grundlæggende fysisk infrastruktur, og forskning og udvikling, stiger endnu mere. Jo mere vi investerer i den type projekter, desto rigere bliver vi.

Tom Gillesberg (t.v.) overrækker en Femern Bælt-bro med magnettog til Dr. Gerhard Nourney, Tysklands ambassadør til Danmark, ved en demonstration arrangeret af Schiller Instituttet til støtte for Femern Bælt-broen.

Danmark som videnskabs- og udviklingscentrum

I tidligere tider var det os der fulgte i hælene på de andre lande, specielt Tyskland med dets industri- og videnskabstradition. Med opbygningen af et dansk magnettognet vil vi være på vej mod en overordentlig spændende fremtid, hvor det pludseligt er os, der er vejviseren og foregangslandet. Med bygningen af et dansk magnettognet, er det Danmark som behersker denne nye teknologi i Europa og sætter standarderne. I en let omskrivning af elektromagnetismens fader H.C. Ørsteds profetiske ord til H.C. Andersen: »Kære Andersen – hvis Deres romaner vil gøre dem berømt, så vil eventyrene gøre dem udødelig« hører man skæbnen hviske: »Kære Danmark – hvis dine broer har gjort dig berømt, så vil magnettogene gøre dig udødelig«.
Det danske magnettognet vil blive ført videre til Stockholm, Göteborg og Oslo i nord og Hamburg og Berlin i syd. Alle byerne vil være indenfor fem kvarters rejse fra København, og Danmark vil være et naturligt centrum for Nordeuropa.
Samtidigt vil det danske net hjælpe Tyskland og resten af Europa væk fra nulvækstideologien og i gang med at finde mere optimistiske sider af deres identitet frem fra kulturens gemmer, på samme måde som optimismen fra de danske broprojekter allerede er begyndt at inspirere dele af befolkningen i vore nabolande.
Den debat om magnettog, som Schiller Instituttet indtil nu har fået sat i gang i Danmark, har allerede skabt stor interesse i Hamburg for at blive koblet på et dansk magnettognet, der så efterfølgende kan sprede sig videre fra Hamburg ud til resten af Tyskland og det øvrige kontinent. Og snart kan magnettog ikke blot bruges til persontransport men også til hurtig og billig godstransport, der kan få nogle af lastbilerne væk fra motorvejene. Hvis vi så sørger for ikke blot at investere i broer og magnettogteknologi her i Danmark, men samtidigt også investerer i og forbedrer vores naturvidenskabelige uddannelse, og laver forskning i keramiske materialer, brintøkonomi, kernefysik, rumforskning osv., vil Danmark ikke blot være et geografisk praktisk sted at placere forskning, udvikling og kapital- og kundskabsintensiv produktion, men også et intellektuelt og videnskabeligt kraftcenter, der en gang for alle har forladt 68-kulturens deprimerende skygge.

Politisk lederskab

Hvis alt dette ikke blot skal være ren ønsketænkning, kræver det dog politisk lederskab. På det globale plan er vi afhængige af et skifte i USA væk fra Cheney/Bush-regeringens krigspolitik til en amerikansk freds- og opbygningspolitik i Franklin D. Roosevelts tradition. Heldigvis er der stadig større dele af både befolkningen og det politiske etablissement i USA, der har erkendt, at Lyndon LaRouche har ret i sit krav om Cheneys afgang og et tværpolitisk samarbejde, for at få USA ud af krisen – inden Cheney får held til at starte en krig imod Iran.
Befries Bush fra Cheneys lange arme og sættes under overopsyn af en tværpolitisk patriotisk alliance, kan det samarbejde, der blev indledt i Kennebunkport i begyndelsen af juli mellem Bush-familien og den russiske præsident Putin, føre til et strategisk partnerskab mellem USA og Rusland. Med udgangspunkt i et samarbejde mellem de fire stormagter USA, Rusland, Kina og Indien har vi pludseligt grundlaget for global fred og udvikling til erstatning for Storbritanniens og Cheney konfrontations- og krigspolitik.
Danmark skal hjælpe til i denne proces og sørge for, at den nuværende konfrontationspolitik fra EU’s side overfor Rusland og andre ikke-vestlige lande erstattes af et langsigtet venskab og samarbejde om videnskab, infrastruktur og udnyttelse af naturrigdomme, specielt Ruslands enorme råstofressourcer. Gør vi det, vil den truende fare for et sammenbrud af finanssystemet med en efterfølgende ny mørk tidsalder – som det skete med den sorte død efter finanssammenbruddet i det 14. århundrede – i stedet blive vendt til et nyt Bretton Woods-finanssystem, der kan sikre global økonomisk opbygning og en medfølgende kulturel renæssance.

Kandidat til folketinget

Det er spændende og afgørende tider. Allerede de nærmeste uger er vi på vej ud i økonomisk og politisk farvand, hvor de gængse økonomibøger og traditionelle politiske tiltag ikke længere fungerer. Derfor kræves der også her i Danmark den form for politisk lederskab og indsigt, Franklin D. Roosevelt repræsenterede i 30’erne, og som LaRouche repræsenterer i USA i dag.
Man må selvfølgelig håbe, at det nuværende folketing og de andre danske politiske institutioner tager Schiller Instituttets program til sig, og er med til at sørge for, at vi kommer uskadt gennem den kommende tids farlige prøvelser. Men det er også klart, at der skal træffes beslutninger og findes løsninger, der ikke kan beskrives i detaljer på forhånd. Derfor må der være selvstændige folketingsmedlemmer, der har arbejdet med at mestre de dybere principper, der ligger til grund for fysisk økonomi og videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Det vil være det politiske lederskab, der er den nødvendige katalysator i at sikre vores fremtid.
Vi fire repræsentanter fra Schiller Instituttet har valgt at tage et personligt ansvar for, at dette historiske drama får en lykkelig afslutning. Derfor arbejder vi ikke blot med at mestre disse dybere principper, men forsøger også at råbe vore omgivelser op og fortælle dem den ubehagelige sandhed. Ikke for at skabe panik og fortvivlelse, men for at sprede håb om at vi i tide kan udskifte den politik, der har skabt den nuværende krise, og tilføre den politiske beslutningsproces de store visioner, den desperat mangler. Derfor stiller vi op til folketinget.
Vi håber ikke blot på din stemme i det kommende folketingsvalg, men også at du går i gang med at mestre disse ideer, og hjælper med til at vores program bliver udbredt og gennemført. Ring til os i dag og gå med i arbejdet.