Den typiske kollapsfunktion

Lyndon LaRouche lavede for en del år siden en pædagogisk fremstilling, af de konsekvenser det har, når man lader de vilde finanskræfter overtage kontrollen med finanssystemet. Den proces vi har set siden Bretton Woods-systemets endeligt i 1971. Modellen kaldte han en »Typisk Kollapsfunktion«, og den har tre kurver.
Den nederste kurve er den »fysiske økonomi«, dvs. infrastruktur (jernbaner, veje, vandprojekter, kloakering, skoler, hospitaler osv.) og produktion (industri, landbrug, fiskeri etc.). I takt med at investeringer fjernes fra denne del af økonomien og overføres til den finansielle sektor og »service-sektoren«, falder den fysiske økonomis andel af den samlede økonomi, både hvad angår »penge«, investeringer og antallet af beskæftigede.
Den midterste kurve, beskriver pengemængden i samfundet. Den stiger, fordi den samlede økonomiske aktivitet, f.eks. målt i form af bruttonationalproduktet, stiger. Stigningen er ikke drevet af den produktive sektor, der jo falder, men af de stadigt flere service- og tjenesteydelser – med speciel stor vækst i den finansielle sektor – der er resultatet af transformationen til et »servicesamfund«.
Den øverste kurve beskriver den samlede værdi af finansielle værdier, som er steget endnu hurtigere end den samlede pengemænge.
Jo længere tid der går, desto større spænd er der mellem den fysiske økonomi, der skrumper, og de finansielle værdier, der vokser eksponentielt. Det skaber uundgåeligt en situation, som den vi står overfor i dag, hvor systemet kollapser.
Nogle år senere fremstillede LaRouche et supplement til Den typiske Kollapsfunktion (billedet). Den opstår når regeringer eller centralbanker, som de gør det netop nu, kraftigt øger pengemængden for at forhindre, at de finansielle værdier falder i værdi. Fordi der er mange penge i omløb, udsætter man systemets kollaps. Prisen man betaler for udsættelsen er, at når systemet kollapser, er det ikke bare finansboblen som ryger, som det f.eks. skete i 1929, men hele pengesystemet ryger med. Som man så det i Weimar-Tyskland i 1923, og som inflationen i verdens råstof- og fødevarepriser varsler om, kan ske for dollaren meget snart. Man fik varmen, men har desværre brændt hele huset ned.


Tilbage til hovedsiden
	Lyndon LaRouche lavede for en del år siden en pædagogisk fremstilling, af de konsekvenser det har, når man lader de vilde finanskræfter overtage kontrollen med finanssystemet. Den proces vi har set siden Bretton Woods-systemets endeligt i 1971. Modellen kaldte han en »Typisk Kollapsfunktion«, og den har tre kurver. Den nederste kurve er den »fysiske økonomi«, dvs. infrastruktur (jernbaner, veje, vandprojekter, kloakering, skoler, hospitaler osv.) og produktion (industri, landbrug, fiskeri etc.). I takt med at investeringer fjernes fra denne del af økonomien og overføres til den finansielle sektor og »service-sektoren«, falder den fysiske økonomis andel af den samlede økonomi, både hvad angår »penge«, investeringer og antallet af beskæftigede. Den midterste kurve, beskriver pengemængden i samfundet. Den stiger, fordi den samlede økonomiske aktivitet, f.eks. målt i form af bruttonationalproduktet, stiger. Stigningen er ikke drevet af den produktive sektor, der jo falder, men af de stadigt flere service- og tjenesteydelser – med speciel stor vækst i den finansielle sektor – der er resultatet af transformationen til et »servicesamfund«. Den øverste kurve beskriver den samlede værdi af finansielle værdier, som er steget endnu hurtigere end den samlede pengemænge. Jo længere tid der går, desto større spænd er der mellem den fysiske økonomi, der skrumper, og de finansielle værdier, der vokser eksponentielt. Det skaber uundgåeligt en situation, som den vi står overfor i dag, hvor systemet kollapser. Nogle år senere fremstillede LaRouche et supplement til Den typiske Kollapsfunktion (billedet). Den opstår når regeringer eller centralbanker, som de gør det netop nu, kraftigt øger pengemængden for at forhindre, at de finansielle værdier falder i værdi. Fordi der er mange penge i omløb, udsætter man systemets kollaps. Prisen man betaler for udsættelsen er, at når systemet kollapser, er det ikke bare finansboblen som ryger, som det f.eks. skete i 1929, men hele pengesystemet ryger med. Som man så det i Weimar-Tyskland i 1923, og som inflationen i verdens råstof- og fødevarepriser varsler om, kan ske for dollaren meget snart. Man fik varmen, men har desværre brændt hele huset ned.