Efter en tale af den amerikanske økonom og tidligere præsidentkandidat Lyndon LaRouche (t.v.), ved en webcast i Washington den 25. juli 2007, stillede Michelle Rasmussen (t.h.) fra Schiller Instituttet i Danmark ham et spørgsmål, hvor han fik mulighed for at beskrive, hvorledes kreative mennesker – og ikke penge – er drivkraften i en sund økonomi. Hele webcasten inkl. spørgsmål og svar kan ses på www.larouchepac.com.

Michelle Rasmussen: Dine medarbejdere i Schiller Instituttet i Europa er i færd med at arrangere en konference den 15.-16. september om etableringen af en forbindelse over Beringsstrædet. Vi, Schiller Instituttet i Danmark, har foreslået, at Danmark viser vejen i Europa ved at bygge den første kommercielle magnettoglinje. Disse forslag har sat gang i fantasien hos befolkningen, og i nogle af de politiske institutioner, samt medierne. Og den eneste virkelige modstand hidtil har været fra folk, der siger: »jamen, det koster for mange penge«!
De berørte noget af dette i Deres tale, men jeg ville godt spørge, hvad de ville svare disse folk. Og kan De tilføje noget om betydningen af Beringsstrædeprojektet, der kan inspirere folk til at deltage i denne konference?

Lyndon LaRouche: Se, problemet med de fleste økonomer, især bogholdere, er, at de tænker som aber. Og derfor ved de ikke, hvordan man skal lave disse ting, fordi de tænker som aber. Mennesker er imidlertid ikke aber. Der er nogle, der lader som om de er, og, med held, narrer os til at tro det, men mennesker er ikke aber. Forskellen er, at mennesker kan ændre menneskehedens produktive kræfter ved at opdage og tilpasse grundlæggende principper, og ved at opdage anvendelsen af disse principper. Det er forskellen på et menneske og en slave. En slave får ikke lov til at opfinde noget. En slave skal gøre, hvad han får besked på. Og de fleste mennesker i dagens samfund i USA er slaver. De får besked på ikke at tænke, og det er de meget gode til. De tænker ikke.
Så, nøglen her er derfor, at økonomi er baseret på et princip, der er ukendt for stort set alle professionelle økonomer i USA. Det princip er det menneskelige sind, det menneskelige sinds kreative åndsevner. Nogle af os er gamle nok til at kunne huske den tid, hvor vi faktisk var produktive. Der ville være fabrikker af enhver slags, som ville have brevkasser beregnet til produktionsforslag. Det var ikke fjollerier; et typisk forslag til et firma med en vis højteknologisk produktion ville være noget, en eller flere medarbejdere havde udviklet i løbet af nogle måneder. Og de ville udarbejde en plan, en detaljeret plan for en opfindelse, eller en taktik eller lignende; de ville udarbejde det i mindste detalje, i bund og grund med videnskabelig præcision, eller med en værktøjsmaskines præcision. Det ville ikke være et eller andet simpelt salgsfremstød for toiletpapir, men noget, der virkeligt ville påvirke produktionen.
I krigsproduktionen under 2. Verdenskrig, og selv i efterkrigstiden, ville man se denne form for produktudvikling af f.eks. en flyvemaskine. Flyfabrikanten Grumman lavede i perioden lige efter krigen en række fornyelser på sin flyvemaskine. Og de begik den fejl, at ændringerne hobede sig op. Først ville de sige: »lad os lave hver ændring i rækkefølge«. Det vil sige, man ville tage ændring nr. 1, ændring nr. 2, ændring nr. 3, og problemet var, at når man monterede denne række af revisioner, skar man huller over det hele. Så de indså, at man måtte ombygge og forbedrere hele projektet ud fra slutresultatet, snarere end at prøve at gøre det skridt for skridt. Så man havde altså folk indenfor disse industrier, der ville komme med disse forslag, og som ville gå igennem denne proces og sige: »Dette er fejlen, vi har lavet. Sådan her skal det gøres«, og denne ide med ombygning og forbedring ville dukke op fra denne proces.
Så indenfor den højteknologiske produktion, der især stammede fra 2. Verdenskrig, hvor man beskæftigede en masse mennesker i krigsproduktionen og lignende, satte man stor pris på nyskabelser. Dette fortsatte under den såkaldte Kolde Krig, hvor fornyelser var vigtige. Men som et resultat af højredrejningen i samfundet, der undertrykkede produktive menneskers mentale kvikhed, blev folk mindre og mindre kreative, og færre og færre mennesker var beskæftiget. Opsendelserne af de bemandede månelandinger, som skyldtes præsident Kennedy, var det sidste store skridt vi tog i denne retning. I løbet af 1970’erne havde vi allerede ødelagt denne opfindsomme evne i befolkningen, og folk blev mindre og mindre kreative, og hvad der i dag kaldes »nyskabelser«, er snarere noget bras end noget nyttigt.
Så, det er problemet. Men vi har evnen, hvis vi organiserer det rigtigt, til at stimulere denne kreative evne hos folk. Se, vi gør det på en måde derude i kælderen, vi får folk til at gennemgå en fortløbende selvudvikling (se billeder). Hvad der er vigtigt er ikke de resultater, som de kan fremvise for andre. Hvad der er vigtigt, er den selvudvikling, der fås ved at gennemgå en opgave, at arbejde på noget, mere eller mindre selvstændigt, og udvikle sine egne mentale evner. Det er det vigtige.
Hvis man således anlægger en missionsorienteret arbejdsledelse, i modsætning til en såkaldt »virksomhedsledelse-fremgangsmåde« – og man giver folk en missionsorienteret opgave, med en vis frihed til udfoldelse, så vil man opdage, at den menneskelige faktor blandt talentfulde unge, vil forårsage en forbedring af processen, der konstant vil øge den effektive produktive arbejdskraft. Hvad man gør når man planlægger økonomien, planlægger økonomiske programmer, er at spille på denne faktor: at inspirere folk til at blive kreative i den ægte betydning, ikke kreative med en slags »hvordan man laver en bedre papirklemme«, men virkelig – og hvis man har et højt videnskabeligt indhold i ens fremstød, så får man denne kreative faktor. For eksempel, landmændene i 1950’erne. Landmændene i USA havde jo erfaring fra 2. Verdenskrig, og der var unge landmænd, der blev uddannet indenfor landbrugets institutioner, og blev landbrugsvidenskabsmænd, agronomer. Og de indførte nye typer afgrøder og dyrkningsmetoder hurtigere, end landbrugsministeriet eller nogen andre kunne følge med. Denne drivkraft blev kvalt i 1970’erne. Det er det samme som med krigsproduktionen under 2. Verdenskrig og lige efter, det samme, som jeg omtalte tidligere.
Hvis man derfor planlægger udviklingen ordentligt, hvis man planlægger ud fra et økonomisk standpunkt, der aktiverer den menneskelige faktor, den menneskelige kreativitet, på denne måde i produktiv effektivitet, så er dette kilden til profit, hvilket er den fysiske netto-forøgelse af det produktive udbytte, som man får fra en investering. Det kommer fra det menneskelige sind. De nyskabelser, der kommer fra aktiveringen af det enkelte individs kreative åndsevner, udgør den margen, fra hvilken en øgning af den produktive arbejdskraft skabes. Og nøglen til en succesrig økonomi er at organisere økonomien omkring denne motivation og metode. Og vi ved, at man i gennemsnit kan skabe en forøgelse på 3-5% fra den produktive arbejdskraft i samfundet, simpelthen ved at angribe tingene med denne form for forståelse. Det er automatisk.
Det er derfor vi insisterer på, at renten på lån til produktion skal værre mindre end 2%. Fordi, med en rente på under 2%, kan vi skabe en afgørende forøgelse af den produktive arbejdskraft, så vi let får råd til en rentesats på 1-2% på lånene.
Således fungerer det. Og vi ved, at det virker; vi ved, hvordan det fungerer (i det mindste nogen af os), og når man derfor planlægger en økonomi, så er dette måden at gøre det. Man kigger på disse faktorer, man ved hvordan man kan skabe fremgang, og man får profitten fra den nyskabende faktor, som kommer fra de folk, der udfører arbejdet. Det er den produktive arbejdskraft, ikke smart virksomhedsledelse! Det er ikke penge, der skaber profit: Det er mennesker, der skaber den.