Fødevarekrisen kræver handling nu!

Den 22. maj 2008 havde en delegation under ledelse af formanden for Schiller Instituttet i Danmark, Tom Gillesberg, foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg. Emnet var opfordringen fra Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, om at sætte fødevarekrisen og behovet for en at fordoble verdens fødevareproduktion, på dagsordenen ved FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO’s topmøde i Rom den 3.-5. juni. Seks dage senere, den 28. maj, var det så Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der fik et lignende besøg. Følgende er Gillesbergs tale:

Tak fordi vi måtte komme med så kort varsel.
Vi står midt i et sammenbrud af det globale finanssystem. Verden mangler mad og hyperinflationslignende fødevareprisstigninger har gjort helt basale fødevarer utilgængelige for mange fattige mennesker. Der er en akut fødevarekrise. På trods af at formanden for FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, slog alarm for et halvt år siden, er krisen indtil for nylig blevet holdt ude af mediernes søgelys. 40 lande har allerede oplevet fødevareoptøjer, og ifølge Den Asiatiske Udviklingsbank er en milliard mennesker i Asien allerede alvorligt truet af hungersnød. I Afrika, Latinamerika og andre steder, ser yderligere en milliard mennesker samme skæbne i øjnene.
Den 3.-5. juni er der FAO-topmøde i Rom. Det skulle have diskuteret klimaforandringer og bioenergi, men i lyset af den akutte accelererende globale fødevarekrise har Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, iværksat en global kampagne for at diskutere fødevarekrisen i stedet[i]. Både de hurtige umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste af fødevarekrisens effekter, og et program, der kan fordoble den globale fødevareforsyning og sikre, at vi både kan brødføde den nuværende befolkning og de ni milliarder mennesker, som FN anslår vi vil være i 2050. Med den tilgængelige teknologi vi har i dag, er der ingen grund til at mennesker dør på grund af underudvikling, sult og fejlernæring. Det har Schiller Instituttet hævdet siden sin oprettelse og fremført med fornyet styrke, siden den amerikanske økonom og tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche startede sin Mad for Fred-kampagne i 1988.

Årsagen til fødevarekrisen
Det mest uhyggelige ved fødevarekrisen er, at den ikke er resultatet af klimaforandringer eller uforudsigelige naturkatastrofer, men af en forfejlet malthusiansk politik. Den globale tilgængelighed af de livsnødvendige fødevarer er blevet reduceret, så de nu danner grundlag for den seneste spekulationsboble på finansmarkederne. Spekulanter tjener enorme beløb på at true milliarder af mennesker på deres liv og eksistens. Hvor mange mennesker skal dø, før vi griber ind?
De populære bortforklaringer på fødevarekrisen, som når medierne siger, at den skyldes en fejlslagen høst i Australien, og at inderne og kineserne er begyndt at spise mere, eller når Verdensnaturfondens grundlægger prins Philip hævder, at krisen skyldes overbefolkning, er kynisk manipulation. Ser man på den globale kornproduktion per person over de seneste 50 år [se diagram nederst på siden], frem til slutningen af 1980’erne, er det tydeligt, at samtidigt som befolkningstallet steg, øgedes produktionen langt mere, fordi den ikke blev overladt til det »frie« marked, men blev prioriteret med programmer for national fødevareselvforsyning, øremærkede kreditter til landbrugsinvesteringer og produktionspriser for landmændene.[ii]
Siden slutningen af 80’erne er det gået den anden vej. Det har været resultatet af et skifte i den overordnede økonomiske og handelsmæssige politik. Fødevarelagre blev pludseligt omdøbt til overskudslagre, som skulle fjernes hurtigst muligt. Landmænd blev betalt for at producere mindre frem for mere. Gennem GATT og senere Verdenshandelsorganisationen WTO blev verdens lande tvunget til at fjerne nationale beskyttelsesordninger for deres landbrug og erstatte forsyningssikkerhed med de »frie« markedskræfter. Landmændene blev dårligere betalt, mens multinationale fødevaregiganter havde kronede dage. Samtidigt gennemtvang Den vestlige Verden, bl.a. gennem IMF og Verdensbanken, at fattige gældsatte lande skulle erstatte deres produktion af mad til hjemmemarkedet med underbetalte eksportafgrøder, der kunne skaffe indtægter til at afdrage på gælden. Uanset faren for fødevareforsyningen.
I miljøets navn sænkede man landbrugets produktivitet gennem restriktioner på gødning og sprøjtemidler, og der blev indført braklægningsstøtte, der kunne nedbringe den såkaldte »overproduktion«. I de seneste år blev vanviddet så fuldbyrdet med beslutningen om at støtte produktion af biobrændsel fra majs og korn. Alene i 2007 blev majs, der kunne have brødfødt 130 millioner mennesker i et helt år, lavet til bio-ethanol[iii]. Det er, hvad FN’s særlige rapportør for »ret til føde«-programmet har kaldt »en forbrydelse imod menneskeheden« – et emne Egyptens præsident Mubarak har fortalt, at han vil tage op på FAO’s møde i Rom.
De seneste 25 års malthusianske politik – i »miljøbevidsthedens«, globaliseringens og frihandlens hellige navn – er altså årsagen til den fødevarekrise, som nu truer menneskeheden.

Løsningen på fødevarekrisen
Ligesom det var en forkert international politik, der har skabt denne fødevarekrise, så er det også en ændret international politik, der kan løse den. Derfor opfordrer Schiller Instituttet Folketinget og den danske regering til at handle på følgende punkter og få dem sat på dagsordenen ved FAO’s konference i begyndelsen af juni:
1. Fødevarehjælp og hurtig nødhjælp til finansiering af såsæd, kunstgødning og landbrugsmaskineri til fattige nationer, så vi øger fødevareforsyningen allerede til næste høst.
2. Et omgående stop for brugen af fødevarer til biobrændsel, ophævning af braklægningprogrammer og en ny grøn revolution til øgning af landbrugsproduktiviteten.
3. Indgreb imod den globale spekulation i fødevarer og olie, der bærer hovedansvaret for den seneste tids kraftigt stigende fødevarepriser, samt etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem, inden det nuværende finanssystem bryder helt sammen, som foreslået af Lyndon LaRouche[iv] og for nyligt fremført af den italienske finansminister Tremonti.
4. Nedlæggelse af WTO og genetablering af nationale og regionale programmer for fødevareforsyningssikkerhed inkl. sikring af produktionspriser til landmændene.
5. Programmer i fattige nationer for at øge fødevareforsyningen gennem investeringer i infrastruktur, fødevareindustri og vandprojekter.
6. Langsigtede investeringer i store infrastrukturprojekter som Den eurasiske Landbro, der vil reducere transporttiden, øge energiproduktionen og fremme udviklingen af underudviklede områder.

Danmarks ansvar
Danmark er et rigt land, der også er et landbrugsland. Alligevel har vi ladet os forblænde af den britiske liberalismes blålys og har været med til at propagere for afskaffelse af den form for økonomi og fødevarepolitik, der i efterkrigstiden sikrede stadigt flere mennesker mere mad på bordet. Vi har været med til at påtvinge verden en global frihandelspolitik, der har betydet, at det mest uundværlige for os mennesker – mad – er blevet reduceret til blot at være en handelsvare og et spekulationsobjekt. At spise sig mæt er en menneskeret, og fødevarer må derfor ikke styres af smarte købmænd og grådige spekulanter.
Danmarks og Mariann Fischer Boels forsøg på at afskaffe resterne af EU’s fælles landbrugspolitik, vil blot føje spot til skade gennem at yderligere forringe landmændenes kår og reducere fødevareproduktionen i EU. Erstatter vi egen fødevareproduktion med toldfri import fra fattige lande, vil vi ikke som hævdet forbedre deres situation, men blot sørge for at landmænd i ulandene, der burde producere mad til deres lokale marked, producerer til os i stedet og efterlader flere sultne maver i Afrika, Asien og Sydamerika. Vi må i stedet øge vores produktion gennem at genetablere produktionspriser i EU og samarbejde med det strategiske partnerskab mellem Rusland, Kina og Indien – og forhåbentlig snart USA – om at forhindre en verdensorden baseret på en moderne version af Det britiske Imperiums politik og de deraf følgende konflikter og krige.
Danmark må gøre skaden god igen ved at sørge for, at vi, i stedet for at bruge miljøargumenter til at lægge hindringer i vejen for den nødvendige produktion af mad, skaber en ægte grøn revolution med moderne videnskab og teknologi. Lad os erstatte de seneste årtiers malthusianske politik med en fordobling af verdens fødevareproduktion som det første skridt i en ny økonomisk verdensorden, hvor vi ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk fremskridt giver alle mennesker fred, sikkerhed og velstand.
Tak for ordet.

Bilag, dias og den efterfølgende diskussion kan læses på: www.schillerinstitut.dk/ft_foede.html

Hillary Clinton blev tvunget til at trække sig fra det demokratiske primærvalg, men er ikke færdig. Hun er klar i kulissen til at tage over som præsidentkandidat, hvis Obamas troværdighed forsvinder.