SLUT MED DET BRITISKE FRIHANDELSSYSTEM
af Poul E. Rasmussen
Helga Zepp-LaRouches dramatiske appel var en del af Schiller Instituttets internationale mobilisering forud for FN’s fødevareorganisation FAO’s topmøde i Rom den 3.- 5. juni, med det formål at få den hastigt voksende globale sultkatastrofe sat øverst på dagsordenen i stedet for emner som »klimaforandringer« og »biobrændsel«, der var topmødets oprindelige tema. Som nævnt andet steds blev appellen fremlagt for Folketingets Udenrigsudvalg den 22. maj af en delegation under ledelse af formanden for Schiller Instituttet i Danmark, Tom Gillesberg, hvor udvalgsformand Gitte Seeberg bekendtgjorde, at hun selv at være blandt de danske deltagere på FAO’s konference. Den 28. maj blev appellen tillige fremlagt for Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
I USA er appellen blevet rundsendt til de politiske kontorer i Washington, og fra alle egne af landet har folkevalgte politikere, fagforeningsledere, landbrugsledere og andre udtrykt deres fulde støtte til Helga Zepp-LaRouches politiske initiativ.
Og mens almindelige danskere måbende kan konstatere, at fødevarekrisen så sandelig er en brutal og ubehagelig virkelighed, når de studerer prisskiltene i supermarkedernes kølediske, så har de globale aspekter langsomt indfundet sig i alverdens medier. Herhjemme bragte DR Nyhederne i slutningen af maj en ugelang føljeton med krisens mange sørgelige ansigter rundt om i Den tredje Verden.
Samtidig begynder de første regeringer at tage nationale politiske skridt til at beskytte deres befolkninger og imødegå den voksende krise. I Rusland annoncerede premierminister Vladimir Putin og landbrugsminister Alexej Gordejev på en landbrugskonference den 19. maj, at den russiske regering vil tage alle midler i brug for at øge den russiske fødevareproduktion, om nødvendigt med både støtteordninger og protektionistiske tiltag.
På et topmøde mellem europæiske og latinamerikanske regeringsledere i Perus hovedstad Lima den 16. maj opfordrede Argentinas præsident Cristina Fernandez De Kirchner sine europæiske kolleger til at gå med i en »strategisk alliance« for en teknologisk opgradering af de latinamerikanske landes landbrug som et væsentligt bidrag til en løsning af fødevarekrisen. En uge senere meddelte den argentinske regering, at landets nationale støtteordninger, der skal sikre stabile hjemlige fødevarepriser, vil blive forstærket.
I Afrika har de eksploderende fødevarepriser tvunget flere regeringer til at indføre loft over prisstigninger og yde offentlig støtte til det lokale landbrug, også selv om det kan udløse brutale sanktioner fra Verdenshandelsorganisationen WTO. Samtidig har manglen på nødhjælp tvunget FN’s Fødevareprogram til at indføre »triage« blandt de 82 lavindkomst lande, der er afhængige af fødevarehjælp. Derfor har Senegals præsident Abdoulaye Wade brudt med WTO’s regler og indført et omfattende støtteprogram for korn, ris, maniok, mælk, kød og majs til kvægholdet. Også i Malawi bryder man med »det frie markeds regler« og indfører offentligt støttede sædekornsprogrammer og støtte til kunstgødning. Lignende tiltag er undervejs i Filippinerne, der engang var helt selvforsynende med ris, men som under IMF og WTO er blevet en af verdens største importører. Nabolandet Malaysia planlægger ligeledes at genetablere selvforsyning.
På det Verdensøkonomiske Forum i Sharmel-Sheikh den 18. maj gik Egyptens præsident Hosni Mubarak hårdt i rette med den kyniske finansspekulation i fødevarepriser og den politiske promovering af biobrændsel: »Verden befinder sig midt i en akut økonomisk krise, der tog sin begyndelse med sammenbruddet af det amerikanske bolig- og kreditmarked, netop som forventningerne til den globale økonomiske vækst begyndte at falde. Alvorlige inflationsstrømme skyller nu rundt på kloden, og vi oplever rekordhøje prisstigninger på energi, grundlæggende fødevarer og råstoffer. At sikre fødevareforsyningerne til de fattigste er en afgørende udfordring, som ikke må bringes i fare på grund af spekulation, der driver fødevarepriserne i vejret eller af ønsker om at anvende mad som brændstof i bilerne.« Præsident Mubarak lovede at bringe disse emner på banen under FAO-topmødet i Rom.
Egypten og det øvrige Afrika har også fået sig en ny allieret. På den 4. Internationale Konference i Tokyo om Udvikling i Afrika, TICAD IV, den 28. maj, forsikrede premierminister Yasuo Fukuda, at Japan vil engagere sig i en massiv udvikling af landbruget i Afrika. Og i direkte tråd med Helga Zepp-LaRouches internationale appel, opfordrede han til en fordobling af verdens produktion af ris (fra 14 mio. tons til 28 mio. tons) indenfor de næste 10 år. Han fortsatte: »Med sine omfattende landbrugserfaringer er Japan villig til at samarbejde med lande og internationale organisationer i udviklingen af overrislingsanlæg, forbedring af rissorter og uddannelsen af landbrugsmedarbejdere … Her ved denne historiske skillevej ønsker Japan at gå skulder ved skulder med den afrikanske befolkning. Det allervigtigste i fremskyndelsen af vækst i Afrika er udviklingen af infrastruktur. Og den infrastruktur, som Japan vil medvirke til at opbygge, skal være »folkets infrastruktur«, der vil bringe velstand til samfundene, og de mennesker der lever der.«
Madsikkerhed vs. frihandel
Ifølge FN’s fødevareorganisation FAO’s seneste opgørelse er næsten 2 mia. mennesker truet af sult og underernæring. Tyve års globalisering under GATT og WTO har flyttet stadig større dele af verdenens fødevareproduktion væk fra lokale og regionale markeder og ud på det såkaldte »verdensmarked«, hvor den nu er genstand for kynisk finansiel spekulation, med dramatiske prisstigninger til følge. Prisstigninger, som hverken kommer lokale landmænd, købmænd, mejerier eller slagtere til gode. »Verdensmarkedet« kontrolleres fuldstændigt af store multinationale selskaber som Unilever, ADM, Cargill og Bunge. Disse store fødevarekarteller har i dag et større monopol på verdensmarkedet, end Det østindiske Kompagni havde under Det britiske Imperiums velmagtsdage. Og med skiftet fra lokale markeder til det monopolstyrede »verdensmarked« er lande, der tidligere har været selvforsynende, blevet afhængige af import, fordi de af WTO er blevet tvunget til at opgive nationale støtteordninger. Samtidig opkøber udenlandske investorer hundrede tusinder af hektarer god landbrugsjord i Mozambique, Tanzania og andre afrikanske lande til opdyrkning af giftige planter, som jatropha og andre hurtigt voksende afgrøder, til brug som biobrændsel, der sælges i Europa og USA med skatteyderfinansieret »miljøstøtte«. I Indonesien og Malaysia erstattes den lokale produktion af ris med palmeolie til hollandske og europæiske benzintanke (se også Prometheus maj ‘08).
På denne dystre baggrund burde Helga Zepp-LaRouches appel om en fordobling af verdens fødevareproduktion være selvindlysende og uden væsentlig politisk modstand. Men så simpelt er det desværre ikke. Netop nu, hvor fødevaresituationen for millioner af mennesker forværres dag for dag, time for time, kæmper magtfulde politiske kredse i Europa sammen med finansverdenen i City of London indædt på at få afsluttet den seneste forhandlingsrunde i Verdenshandelsorganisationen WTO, den såkaldte »Doha-runde«. Med det nuværende forhandlingsoplæg vil de sidste rester af EU’s fælles landbrugspolitik, CAP, blive revet op med rode, og de europæiske landmænd miste mere end 30 mia. euro i støtte. Tusinder vil blive tvunget fra gården, og døren vil blive åbnet for »amerikanske tilstande«, hvor man over de seneste femten år har set en uhæmmet karteldannelse i selve produktionen. I store dele af det midtvestlige USA eksisterer det traditionelle familieejede jordbrug ikke længere, for gårde og jorde ejes og drives direkte af slagterikoncerner eller kornselskaber. Og i den sædvanlige jagt på profit er store dele af produktionen naturligvis lagt om til biobrændsel.
Blandt de kræfter, der skubber hårdest på for at få »Doha-runden« afsluttet og iværksat næste fase i liberaliseringen af verdenshandelen med fødevarer, er EU’s repræsentant i WTO, Peter Mandelson, og EU’s landbrugskommissær, Mariann Fischer-Boel. Men der er også modstand. Den franske landbrugsminister Michel Barnier har i meget stærke vendinger angrebet WTO’ s generaldirektør Pascal Lamy for bevidst at ville underminere EU’s fælles landbrugspolitik, CAP, og har som modtræk foreslået at de hårdest ramte lande i Afrika og Latinamerika indgår fælles landbrugspolitiske aftaler, med CAP som forbillede.
Og den franske modstand imod WTO kan få endnu større vægt, når Frankrig overtager formandskabet i EU den 1. juli. Derfor havde Pascal Lamy og Peter Mandelson satset alt på et hurtigt gennembrud i de igangværende WTO-forhandlinger i Geneve. Det ville have gjort det muligt at løfte Doha-runden op på ministerplan allerede inden udgangen af juni og det ville have været et effektivt middel til at afspore FAO-konference i Rom. Med et frisk gennembrud i hånden kunne man have afvist enhver snak om fødevaresikkerhed med henvisning til en snarlig liberalisering af verdenshandelen under en afsluttet Doha-runde.
Men sådan gik det ikke. Den 2. juni aflyste en skuffet WTO-mødeleder i Geneve alle fremtidige forhandlinger. Afstanden mellem de rige industrialiserede lande og den øvrige verden var simpelthen for stor. Og et hasteindkaldt panikmøde mellem de såkaldte G-6-lande, dvs. EU, USA, Brasilien, Japan, Kina og Indien, i Paris den 5. juni gjorde hverken fra eller til. WTO er med hastige skridt på vej mod et totalt sammenbrud.
Og oprøret mod den neokolonialistiske frihandelspolitik satte også stærkt præg på FAO’s konference i Rom. Repræsentanter for LaRouches Ungdomsbevægelse og reportere fra Lyndon LaRouches amerikanske tidsskrift Executive Intelligence Review, som deltog i både møder og pressekonferencer, meldte om udbredt og indædt modstand mod WTO. Især bag kulisserne, for tredive års benhårdt vestligt ideologisk frihandelsdiktatur har lært de fleste diplomater fra Den tredje Verden at udtrykke sig varsomt, når det gælder »følsomme spørgsmål«.
Alligevel tog repræsentanter fra Argentina, Venezuela og Cuba bladet fra mundet, da konferencen sluttede med sølle 8 mia. dollars til uspecificeret hjælp til de lande, der er hårdest ramt af fødevarekrisen. Cubas viceminister for økonomisk samarbejde, Orlando Requeijo sagde, at konferencens slutdokument afspejlede »en manglende politisk vilje hos landene i Nord til at nå frem til en retfærdig og varig løsning på den verdensomspændende fødevarekrise«. En repræsentant fra Venezuela udtrykte det således: »Verden har tabt en historisk chance på gulvet. 900 mio. sultende ikke kan vente«.
Med FAO’s helt utilstrækkelig indsat overfor den globale fødevarekrise og det snarlige sammenbrud i WTO er det britiske imperialistiske frihandelssystem simpelthen nået til vejs ende, skrev Helga Zepp-LaRouche i en artikel i Executive Intelligence Review den 13. juni. Tiden er inde til at opbygge en ny og retfærdig verdensorden.
Handlingsplan
Den 30. maj offentliggjorde Lyndon LaRouches aktionskomité, LaRouche PAC, et politisk memorandum til hele medlemskabet af Det demokratiske Parti i USA, med titlen: »Kill the WTO; Double Food Produktion«, »Nedlæg WTO, Fordoble Fødevareproduktionen«. Med udgangspunkt i FAO’ s kortlægning af den truende sultkatastrofe i verdens 82 fattigste lande fremlægges nødvendigheden af, at USA tager globalt lederskab i genoplivningen af efterkrigstidens idealer om at opbygge en bedre verden.
Med amerikanske hjælpeprogrammer som »Marshall-planen«, »Atomer for Fred« og »Den grønne revolution« blev der i årene efter 2. Verdenskrig opbygget moderne landbrug, energianlæg, vandprojekter og infrastrukturprogrammer over alt på kloden. Fødevaresikkerheden voksede, og det samme gjorde levestandarden. Denne positive udvikling fik en brat ende i begyndelsen af 1970’erne, da Nixon-regeringen afmonterede Franklin D. Roosevelts finanssystem fra Bretton Woods-konferencen i 1944, og Storbritanniens prins Philip leverede startskuddet til en irrationel antividenskabelig miljøbevægelse på den såkaldte »Earth Day« den 22. april 1970. Siden da er det gået støt ned ad bakke.
En opgørelse over verdens kornproduktion viser, at der i 1970 blev produceret 0,292 tons korn per indbygger. Det vokser langsommere og langsommere frem til 1990, hvor produktionen topper på 0,372 tons, hvorefter den stagnerer, og i 2007 var verdens kornproduktion per indbygger faldet til 0,315 tons. Det er denne tendens, der må og skal vendes.
LaRouche PAC’s memorandum til det Demokratiske Parti gennemgår nogle af de mange udviklings- og infrastrukturprojekter, som LaRouches internationale politiske bevægelse og Schiller Instituttet har fremlagt over de seneste 30 år. Og der fremlægges et 11-punktsprogram for en hurtig politisk indgriben overfor den truende globale sultkatastrofe:
1) Alle lande må øjeblikkeligt bryde enhver forbindelse til de britisk-dominerede frihandelsorganisationer WTO og NAFTA.
2) Enhver offentlig produktionsstøtte til biobrændsel skal øjeblikkeligt afsluttes. Dyrk mad i stedet!
3) Regeringer opfordres til at, om nødvendigt, indføre protektionistiske foranstaltninger, herunder paritetspriser i landbrugsproduktionen, lavt forrentede lån til investeringer i landbrugssektoren og i infrastrukturprojekter og beskyttende told og afgifter på importerede fødevarer.
4) Indgreb overfor og opbrydning af karteldannelse indenfor handel med fødevarer, i særdeleshed den helt urimelige patentudtagning på plantearters og sædekorns genetiske sammensætning.
5) En øjeblikkelig fastfrysning af tvangsauktioner i landbruget.
6) Offentlige støtteordninger til dækning af de øgede omkostninger til brændstoffer og kunstgødning.
7) Geninddragelse af braklagte arealer i fødevareproduktionen.
8) Internationalt samarbejde om afsaltningsanlæg og andre vand- og overrislingsprojekter samt en afbrydelse af alle foranstaltninger, der af »miljøhensyn« leder vand væk fra landbrugsarealer.
9)Forpligtende samarbejde mellem landene om tilvejebringelsen af nødforsyninger af fødevarer.
10) Etableringen/genetableringen af offentlige nød- og reservelagre af fødevarer.
11) En international optælling af de faktiske kornlagre og husdyrbestande skal gennemføres hurtigst muligt.
Hør et interview med Helga Zepp-LaRouche på Radio Gold i Ghana og gfmradio fra London på: www.schillerinstitut.dk/ghana
Søndag den 1. juni havde den officielle ægyptiske avis Al-Ahram en større dækning af fødevarekrisen. Mubaraks forestående rejse til FAO-topmødet i Rom diskuteres og Helga Zepp-LaRouches appel for en dobling af verdens fødevareforsyning dækkes udførligt. Hun omtales i avisen som hustruen til den fremragende amerikanske økonom Lyndon LaRouche. Ovenstående er et billedudsnit fra Al-Ahrams hjemmeside. Læs mere på larouchepac.com.