LaRouche: Forkast nulvækstideologien
– lad os udvikle planeten!

Den 18. april besøgte den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche Monterrey i Mexico, hvor han gav en tale på Monterreys Institut for Teknologiske og Avancerede Studier, et af landets mest ansete universiteter, og hvor han to gange tidligere har givet foredrag. 240 tilhørere fik mulighed for at være med, heraf 200 studenter. Vi gengiver her LaRouches tale.

Lyndon LaRouche sammen med medlemmer af LaRouches Ungdomsbevægelse LYM i Monterrey, Mexico.

Tak for jeres venlige modtagelse. Den 25. juli sidste år holdt jeg et internationalt webcast fra Washington DC, hvor jeg bekendtgjorde det nært forestående sammenbrud af det internationale finanssystem – og det var et spørgsmål om dage – som ville blive værre og værre, indtil enten en løsning var blevet fremskaffet, eller systemet ville være faldet fra hinanden. Da dette webcast fandt sted, var jeg allerede involveret i diskussioner med relevante ledende kredse i USA og andre steder, og jeg havde allerede fremsat det første af tre handlingsinitiativer, som er nødvendige for at håndtere denne krise.
Det første forslag er meget simpelt, og et som enhver kompetent økonom burde kunne erkende, til trods for at mange politikere ville være imod at handle på det. For når vi taler om økonomi, er det mange gange nødvendigt at tage en beslutning, som politikere er bange for at træffe. Den slags aktivitet er mit speciale: at gøre det, som politikere er bange for – fordi det er nødvendigt.
Jeg forudså ganske enkelt, at effekten af finanskrakket ville ramme boliglånsmarkedet hårdt, og at dette ville være generelt og internationalt. Derfor havde vi to ting at bekymre os om: et generelt sammenbrud af finanssystemet, på grund af et kollaps af boliglånene, og et sammenbrud af banksystemet, specielt den vigtigste del af banksystemet, som vi i USA kalder »det statsautoriserede banksystem«, det vil sige, at det enten er autoriseret af den føderale regering eller af delstatsregeringer. Det er den slags banker, som ikke er spekulative som sådan, men som tager sig af depositumer og udlån, og som også er et centralt instrument for den føderale regerings kanalisering af statsudstedt valuta som kreditter, gennem banksystemet, til både regeringsbrug og privat brug.
Min første bekymring var at sørge for, at systemet ikke fik lov til at disintegrere. Det første, der måtte sikres var, at folk fik lov at blive i deres hjem, selv om deres boliglån teknisk set var misligholdt, samtidigt med at bankerne i de samme lokalsamfund, de statsautoriserede banker, fortsat kunne fungere på mere eller mindre normal vis i alle deres almindelige forretningsaktiviteter. Det løser selvfølgelig ikke problemet, men det er en foranstaltning, som vi kalder en »brandmur«, den slags brandmur, som man sætter op for at forhindre en skovbrand i at sprede sig. Hovedformålet er at forhindre en kædereaktion, at sørge for at de essentielle, normale funktioner i samfundet ikke bliver afbrudt af en finanskrise. Det betyder, at folk bliver i deres hjem, at lokalsamfundene fortsætter med at fungere, og at de banker, som er afgørende for disse lokalsamfund, fortsætter med at udføre deres regulære forretninger på almindelig vis. Abnorme forretninger vil blive indstillet, men de normale funktioner bliver nødt til at fortsætte.
Dette forslag blev til mit udkast til en føderal lovgivning i 2007, som blev kaldt »Lovforslag til beskyttelse af boligejere og banker af 2007«. Lige siden da er dette lovforslag, som blev bifaldet af mange af mine venner i finansverdenen, bankverdenen og så videre, blevet mødt med modstand af Bush-regeringen og andre kredse internationalt. Det er dog stadig lige nødvendigt. I den seneste periode er der 80 tilfælde – og det vil højst sandsynligt snart blive til 100 – hvor lokale dele af USA’s vælgerskare lokalt har stemt for, at den føderale regering vedtager denne lovgivning. Det ville medføre, at den føderale regering bringer hele systemet, boliglånssystemet og det autoriserede banksystem, under føderal konkursbeskyttelse, således at det er i stand til at udføre alle essentielle, normale funktioner i den periode, det tager os at få styr på rodet.
Jeg prioriterede dette forslag fordi jeg mente, at det hastede allermest, fordi social stabilitet og stabilitet i lokale bankforhold er den vigtigste del af enhver kriseramt økonomi. Kan mennesker leve et mere eller mindre normalt liv, med en følelse af sikkerhed, til trods for at en forfærdelig krise har ramt? Det første skridt til at sikre social og økonomisk stabilitet er, at regeringen forpligter sig til at bruge sin magt til at erklære konkurs, det vil sige at beskytte gennem konkurs, således at kreditorerne ikke kan udpante.
Det næste skridt jeg foreslog, er en smule mere kompliceret, og jeg fremsatte det lidt senere, fordi det første skridt, som omtalt, er det mest presserende. Det næste skridt er at regulere rentesatsen, modsat det som i dag er almindelig praksis i adskillige dele af verden, og som jeg synes er vanvittigt. Man må fastsætte renten, så basisrenten på visse typer af transaktioner, på kreditskabelse, er 1-2%, som den grundlæggende rente. Vi må holde rentesatsen på et niveau som ikke er inflationært, og hvor folk som har brug for at låne, også har råd til at låne. Med en grundlæggende rente på 1-2% er der en stor gruppe lånere. I 1930’erne, for eksempel, opererede USA hovedsageligt med en diskonto fra Føderalbanken på 1-2%. Og vi ønsker en diskonto på et niveau, som betyder, at vi kan stimulere nyttige dele af økonomien, for at begynde at skabe vækst, såvel som at vedligeholde samfundsvigtige strukturer.
Samtidigt sagde jeg at for andre ting, som det ikke er værd at beskytte, kan renten stige så højt som den vil.
Den form for konkurs, vi står overfor i dag, er karakteriseret ved, at den udestående gæld langt overskrider den reelle indestående formueværdi. Det er helt umuligt, at vi skulle kunne betale en gæld af den størrelsesorden tilbage til fuld pris, eller i det hele taget forsøge på det. En masse af de parasitiske operationer, som i dag foregår internationalt, må lade livet og blive udslettet finansielt. Vi bliver nødt til at beskytte vigtig industri, vigtig produktion, vigtige funktioner i samfundet. Og vi må genopbygge, vi må skabe et solidt grundlag at genopbygge på.
Så det betyder en rentesats på 1-2%, som statslige, beskyttede kategorier af kreditter, som skal være til rådighed for alle de legitime prioriteter, som jeg henviste til tidligere. Under dette system, bringer man det amerikanske føderalbanksystem under konkursbehandling, som værende en bankerot, privat institution skabt af den føderale regering. Føderalbanksystemet vil stadigt fungere og eksistere, men det vil være under USA’s finansministeriums ledelse og kontrol. Skabelsen af kredit vil ikke længere foregå i føderalbanksystemet, men vil være den føderale regerings opgave, autoriseret af USA’s Kongres. Disse nyskabte kreditter vil blive kanaliseret gennem føderalbankens grene til de formål og steder, som bestemmes ved lovgivning eller statslig regulering.
Og det er det som kræves i en sådan situation.

Nedlæg WTO
Vi har ikke en amerikansk krise. Vi har aldrig haft at gøre med en amerikansk krise. Det, der eksploderede i sommeren 2007, var hele det internationale finansielle og monetære system. Systemet er nu dødt – eller det burde være dødt.
Det betyder ikke, vi bliver nødt til at lade alting kollapse. Det betyder, at hvis vi ikke skrider til den fornødne handling, vil alting alligevel kollapse! Der er derfor man griber ind for at forhindre et kollaps, og det er derfor, at man bliver nødt til at skabe kredit for at stimulere de dele af økonomien og det sociale liv, som er centrale for stabilitet og vækst, og så må man lade en masse andre ting, som er rent spild, dø, fordi vi ikke har råd til at betale for dem.
Det er sådan man gør i enhver konkursbehandling. Hvis et firma går bankerot, og det er et firma, som er vigtigt at holde i live, hvad gør man? Dette firma er vigtigt for samfundet, det spiller en central rolle, vi kan ikke lade det gå ned. Så sætter man det under konkursbehandling. Man beslutter, hvilke dele af firmaet er levedygtige og nødvendige, hvilke dele der skal beskyttes, og man afgrænser dem, som det ikke er værd at beskytte – og sådan skelner man. Man går igennem et forløb, hvor det, der er afgørende for at fortsætte driften, bliver sikret, og hvor man fastfryser eller annullerer gældsforpligtelser, som ikke er værd at forsvare. Nu er der kun skroget tilbage, som er funktionsdygtigt, og som man kan forsøge at genopbygge.
Det er sådan man generelt gør i private konkurssager. Bringer hele molevitten gennem en konkursbehandling og en reorganisering. Man bliver nødt til at redde de værdifulde dele af forretningen, som er til gavn for det almene vel. Her taler vi ikke blot om fordelen for den enkelte. Vi taler om det almene vel. Det, som er til gavn for samfundet, til gavn for den sociale stabilitet, til gavn for væksten, til gavn for vedligeholdelsen af nødvendige funktioner, som for eksempel udøves af private entreprenører. Disse må beskyttes, uden dem vil samfundet lide skade.
Så når det gælder USA, griber den føderale regering ind gennem forskellige kanaler og mekanismer for at sikre, at de ting der er nødvendige, såsom vigtige funktioner, vigtige virksomheder, og så videre, fortsætter med at udføre deres arbejde. Og det holder man fast ved.
Hele systemet er nu bankerot. I er vidne til den nuværende kollapsfase, som systemet har været igennem, siden sammenbruddet begyndte i Englands og USA’s boliglånssektorer i slutningen af juli 2007 – få dage efter at jeg holdte min tale. Det, der er forsvundet, og som forsvinder, er hele verdens internationale valuta- og finanssystem! Og mere og mere, som månederne er gået, ser I tydeligere og tydeligere bevis for det.
Den seneste udvikling i den retning er fødevarekrisen. Den er en følge af forskellige organisationers politik, som for eksempel Verdenshandelsorganisationens, WTO’s, som jeg anbefaler bliver begravet så hurtigt som muligt. På grund af WTO’s fødevarepolitik, har vi nu en fødevarekrise. Vi er truet af folkemord, på grund af fødevaremangel og sult. Vi har fødevaremangel, fordi en eller anden fik den smarte idé, at vi skulle have et frihandelsmarked for verdens fødevarer, hvilket forhindrede visse lande i at udvikle deres potentielle fødevareproduktion, eller ligefrem nedlagde den for at opnå, hvad man anså for at være et »håndterligt system«. Dette blev kendt som WTO, der er en form for kræftsygdom, som jeg foreslår, skal fjernes snarest muligt – og dette er rent faktisk ved at ske.
I den seneste periode har flere regeringer, iblandt dem Indien og andre lande, skredet til handling for at beskytte deres befolkninger og deres egne fødevarebeholdninger overfor et globalt inflationært sammenbrud af fødevareforsyningen. Inflationært på den måde, at priserne på fødevarer konstant skyder i vejret. I har sikkert lagt mærke til dette på forskellige områder.
Hver dag og hver uge havner store dele af verdensbefolkningen, især i visse lande, i en tilstand af konstant sult, fordi deres indtægter ikke tillader dem at betale de stigende fødevarepriser, eller i visse tilfælde, fordi fødevarerne simpelthen ikke er forhåndenværende til nogen pris. Der er derfor lande, der har taget initiativ til at tage livet af WTO. Der har ikke været nogen officiel fremgangsmåde for at nedlægge WTO, men lande har skridt for skridt lavet indgreb, som kommer ud på det samme.
Det betyder også, at Verdensnaturfonden (WWF) før eller senere vil blive nedlagt, fordi dennes politik – hvis den blev gennemført – ville medføre øget sult og massedød verden over, men især for de fattigste lande.
Vi har derfor brug for at skabe stabilitet over for en galoperende stigning i prisinflationen på ikke blot fødevarer, men på mange andre livsvigtige handelsvarer verden over. Inflationsraten vil ikke bare blive større, den vil accelerere. Flere nationer tager allerede desperate modforholdsregler for at beskytte deres fødevareforsyning over for fødevaremanglen og over for denne krise.
Hvordan skal vi håndtere sådan et problem? For det første er der knaphed i produktionen, der er en mangel i produktionen af fødevarer, hovedsageligt på grund af politikken fra WTO og lignende – det er den umiddelbare årsag. Så, hvad gør vi? Vi bliver nødt til at øge fødevareproduktionen. Vi må sikre pålidelige og stabile fødevareforsyninger til en række nationer, som nu er i farezonen. Vi kan ikke tillade fødevarekrige.

Et Nyt Bretton Woods
Vi må handle. Vi bliver nødt til skabe et nyt internationalt valuta- og finanssystem. Vi bliver nødt til at gå tilbage til et system som det, der blev ødelagt i 1971-72 under Nixon-regeringen. I begyndelsen af 1970’erne skete der to ting, som bærer hovedansvaret for størstedelen af det økonomiske og finansielle kaos, der er under udvikling i dag. For det første, den amerikanske præsident Richard Nixon – under pres fra og på opfordring af George Schultz (samme George Schultz, hvis visdom bragte Pinochet til magten i Chile) annullerede en søndag det Bretton Woods-system, som Roosevelt havde skabt.
Det var noget jeg havde forudsagt, fordi jeg så denne beslutning komme allerede ti år tidligere. Det var uundgåeligt. Især efter mordet på John F. Kennedy bevægede vi os i en retning – accelereret af Vietnam-krigen – hen imod præcis den type beslutning. Det vil sige, at de, der sad på magten, ville tage den type beslutning, fordi deres opfattelse af, hvad der var i deres politiske interesse, ville drive dem til det. Det var ikke nødvendigt at gøre det, men deres opfattelse af, hvad der var i deres politiske interesse, sagde »vi gør det!«. Og det gjorde de!
På en konference i januar det følgende år blev den endelige ødelæggelse af det internationale Bretton Woods-system gennemført. Lederen på den amerikanske side var George Schultz.
Samtidigt skete der en anden ting. I begyndelsen af 1970’erne havde vi en stor, men kunstig, oliemangel – på et tidspunkt, hvor havene og havnene verden over var fulde af tankskibe, der var fyldte til overmål med olie. Den store såkaldte oliekrise i begyndelsen af 1970’erne.
Der var ingen grund til det! Der var ingen mangel på olie! Verden var fyldt med olietankere, som lå ud for kysterne, med olie klar til at blive leveret, men uden at blive losset! Denne operation, som var organiseret af Storbritannien og det Saudiarabiske kongerige, ledte til dannelsen af en organisation kaldet BAE. Ved hjælp af den kunstige oliekrise skabte denne organisation et fænomen, som vi kalder spotmarkedet, det internationale spotmarked. Det gav den finansielle magt over en stor del af den olie, der bliver handlet på verdensplan, til en gruppe der opererer fra Amsterdam.
Resultatet af denne kombination – at præsident Nixon lod den amerikanske dollar flyde, samt skabelsen af spotmarkedet – blev, at den amerikanske dollars sikkerhed ikke længere var baseret på dollarens værdi, men på de svingende oliepriser. Vi skabte en økonomi, hvor afhængigheden af olie var indbygget. Vi har så godt som ødelagt jernbanesystemet i USA, og lignende ting. Vi blev nu mere og mere afhængige af biler. Vi begyndte at ødelægge hele samfund, så vi kunne have biler. Man fyldte hele områder med veje proppet med lastvogne og biler, med lange rejsetider, og man ødelagde jernbanesystemet. Som for eksempel i Mexico, hvor det jernbanesystem, som skulle eksistere imellem Mexico City og grænsen til USA, ikke er der! Og det er vigtigt! Hvorfor er det der ikke? Fordi verdens politik bestemte, at Mexico ikke skulle have lov til at have et jernbanenet. Og hver gang Mexico har truet med at bygge noget i den retning, har en eller anden underlig indgriben fundet sted, og det er ikke blevet bygget.

Fremkomsten af videnskab
Lad mig gå en lille smule tilbage i historien. Den europæiske civilisations historie har siden tiden før Romerriget, siden omkring det 7. århundrede f.Kr., været baseret på international søtransport, som fundamentet for civilisationens udvikling. For det første kunne man bevæge sig over hele kloden, fordi vi havde et relativt godt søfartssystem dengang. Vores kalendere kommer fra disse maritime systemer. Hvordan rejser man den lange distance rundt om kloden, når den nordlige halvkugle er dækket af is? Mange hundrede meter af is? Hvordan rejser man? Man rejser fra den ene del af verden til den anden med transoceanisk søfartsnavigering. Og man rejser fra den ene årstid til den anden, flere tusinde kilometer. Det gjorde man ikke med individuelle skibe, men med flotiller af skibe, som udvandrede på den måde over en periode, der strakte sig over flere hundrede tusinde år.
Så udviklingen af det vi kalder den »moderne civilisation«, eller dets oldgamle udtryk som det fandtes i det gamle Grækenland, kom fra disse storstilede søfartsnavigeringer, hvor man navigerede ved hjælp af stjernerne. Man studerede ting, så som forandringerne i visse planeters karakteristiske bevægelser osv., og udviklede således det, der blev til den moderne astronomi. Dette var grundlaget for at lave kalendere, som er baserede på undersøgelser af karakteristiske forandringer på stjernehimlen, der er resultatet af forandringen på stjernehimlen i løbet af mange tusinde år, hvor istidens søfarende nationer rejste frem og tilbage fra sted til sted.
Ideen om videnskab kom fra dette, fordi ideen om videnskab kommer fra himlen og menneskers observation af stjernehimlens forandringer, hvilket dengang var relevant, især i forhold til årstidernes skiften, og til forandringer i stjernebillederne i disse perioder.
Den europæiske civilisation, sådan som vi kender den, er udviklet af disse søfartskulturer. Der var meget mere udveksling mellem Europa og de Caribiske Øer i den periode, til og fra Mexico, og visse steder i Mexico findes der beviser på, at den type søfartskultur eksisterede. Datidens skibe kunne tilbagelægge rejsen mellem Europa og de Caribiske Øer på cirka den samme tid, som det senere tog Columbus at tilbagelægge hans første rejse til de Caribiske Øer.

Det er i forbindelse med navigation efter stjernerne på lange sørejser, at videnskab for alvor kom i gang. Til venstre ses Antikythera-mekanismen fra omkring 150-100 f.Kr., som er en mekanisk regnemaskine til at beregne astronomiske positioner. Den blev fundet i et skibsvrag i nærheden af den græske ø Antikythera, og har over 30 tandhjul og drejeskiver for at kunne beregne planeternes positioner. Lignende avancerede apparater blev først genopfundet over tusind år senere.

Oldtiden søfartskulturer
I takt med at isen smeltede, og især fra omkring det tidspunkt hvor havvandet fandt vej ind til Det sorte Hav, opstod der flere og flere beboede landområder. Koloniseringen foregik fortrinsvist i kystområder eller langs store floder. Men den dominerende kultur med den højeste kulturelle udvikling, var stadigvæk søfartskulturen. Omkring det 7. århundrede f.Kr. dannede etruskerne, ægypterne og ionerne en alliance imod Tyre, der dominerede Middelhavet, og ud af denne alliance opstod den europæiske civilisation, som vi nogen gange kalder »den oldgræske kultur«, men det fulde billede er meget mere kompliceret.
Vi begyndte nu gradvist at bevæge os indlands i takt med at gletsjerne smeltede, men over disse lange tidsperioder var de store indlandsområder mindre udviklede, fordi de var mindre effektivt tilgængelige, end søfarten på havene.

Til venstre: Karl den Store (742-814) byggede et netværk af kanaler til transport, som udviklede hele den europæiske økonomi. Til højre: Som udenrigsminister tænkte John Quincy Adams (1767-1848) på lignende vis på, hvordan man med jernbaner kunne sammenknytte hele US - som en kontinental nation fra Canada til Mexico og fra Atlanten til Stillehavet. Midten: Åbningen af Den transkontinentale Jernbane i 1869.

Indlandsområderne åbnes op
Vi begyndte at flytte ind i landet. Karl den Store (747-814) gjorde store fremskridt i denne retning, fordi han planlagde og udviklede et system af indlandske vandveje. Dette system, som Karl den Store planlagde, blev endelig færdiggjort for blot et par årtier siden, da en direkte forbindelse mellem Rhinen og Donau blev åbnet for første gang.
Denne idé om en indenlandsk vandvej, som vi forbinder med Karl den Store, havde en efterfølger, det såkaldte transkontinentale jernbanesystem, som først rigtigt kom i gang i USA under indflydelse af folk som udenrigsminister John Quincy Adams, der påbegyndte dette projekt. Ideen var, at USA skulle være en kontinental nation. Som udenrigsminister gjorde John Quincy Adams det klart, at USA i fremtiden skulle være en kontinental nation, der strækker sig fra Atlanterhavet til Stillehavet, og fra den canadiske grænse til Mexicos. Denne nation, fra Atlanterhavet til Stillehavet, skulle række ud i solidaritet med folk på den anden side af Stillehavet. Det var den tiltænkte politik for De forenede Stater på langt sigt.
Dette var politikken bag bygningen af de første vigtige jernbaneforbindelser i Pennsylvania og andetsteds i USA, og den senere udvikling med bygningen af det transkontinentale jernbanesystem under Abraham Lincoln. Og De forenede Staters magt var baseret på dette transkontinentale jernbanesystem. Vi udviklede hele området, fra Atlanterhavet til Stillehavet, fra grænsen til Canadas grænse til Mexicos, og ud til Stillehavet. På Lincolns tid, og i tiden derefter indtil omkring 1876, havde vi udviklet De forenede Stater til at blive den mægtigste nationale økonomi i verden.
Denne proces blev herefter efterlignet i Europa. Den blev f.eks. imiteret i Bismarcks Tyskland og i Rusland under Mendelejev. Nu opstod den store såkaldte geopolitiske krig mellem Det britiske Imperium og de landfaste nationer i Europa og Nordamerika. Man forsøgte at ødelægge Kina, hvor Sun Yat-sen havde den samme politik for Kina. Sun Yat-sen ville bygge et jernbanesystem, der skulle forbinde og udvikle Kina som helhed – hvilket ikke er sket den dag i dag, selvom den nuværende kinesiske regering har taget initiativ til at skabe en udvikling i den retning.
Det problem, vi står overfor i dag, er, at vi har udviklet en konflikt imellem det, der blev til Det britiske Imperium og den væsentligste modstander til dette britiske imperium, som også er en engelsktalende nation, De forenede Stater. Lige siden dannelse af USA, men især siden 1876, med Lincolns sejr over Sydstaterne, har den store konflikt på denne planet været mellem to engelsktalende magter. Det kontinentale USA og Det britiske Imperium har været i en vedvarende konflikt, og dette er blevet kaldt »geopolitik«, eller de geopolitiske krige, som blev startet fra det øjeblik, Bismarck blev fyret som Tysklands Kansler af Kejser Wilhelm den II’s nevø.
Lige siden har vi været i krige, der handlede om retten til udvikling. Skal de indenlandske områder udvikles, eller skal verden være domineret af søfartsmagterne alene, gennem deres kontrol over havene og vandene.

Depressionen er unødvendig
Der er en tendens til at de, der forsøger at dominere planeten, er afhængige af at fordumme størstedelen af befolkningen, på samme måde som det illustreres i den midterste del af Aiskylos’ trilogi »Den trælbundne Prometheus«. Strategien har været at fordumme flertallet og gøre folk sløve, på en måde at få dem til at efterabe aberne, bavianerne eller chimpanserne. Folk skulle hverken lære at udvikle en videnskabelig metode, eller anvende den, men i stedet holde sig inden for vante rammer og traditionelle vaner og ikke forandre sig for meget fra generation til generation. At sørge for at størstedelen af befolkningen er uvidende og levede i en økonomisk tilbagestående tilstand, var karakteristisk for Romerriget såvel som de fleste andre imperier.
Vi er på vej til et system, hvor der ingen grund er til at menneskeheden skal have store depressioner eller krige, af den type vi har set siden 1890. Der er ingen grund til det. Årsagen til disse skyldes trangen til at undertrykke udviklingen i forskellige dele af verden, til fordel for den ene eller anden oligarkiske interesse. Dette er årsagen til, at vi i dag har denne finanskrise. Den nuværende depression og krise er unødvendig.
For at forstå kernen af den politik, som USA havde skabt på det tidspunkt Franklin Roosevelt døde, så lad os gå tilbage til 1944. Som USA’s præsident organiserede Franklin Roosevelt, hvad der senere blev kendt som Bretton Woods-konferencen. Faktisk var han ikke selv tilstede ved konferencen, men han organiserede den. Kendetegnende for denne konference var den store konflikt mellem Roosevelt og Churchills Storbritannien, hvor den britiske politik var udstukket af John Maynard Keynes. Roosevelts politiske udsyn var, at denne planet aldrig mere skulle domineres af en imperialistisk magt! USA’s politiske hensigt efter krigen skulle være at befri alle de nationer, som havde været koloniserede eller semikoloniserede, og hjælpe med til at fremme deres udvikling. I løbet af krigstiden havde USA udviklet et magtfuldt militært industrielt kompleks, hvilket gjorde det muligt at vinde over Hitler, og Roosevelts politik var: »Lad os tage dette store industrielle potentiale, dette kæmpe agro-industrielle potentiale. Lad os mobilisere det, omdanne det til fredelige formål, og lad os befri de koloniserede lande og lignende undertrykte befolkninger verden over. Lad os, med støtte fra USA, udvikle et system af nationalstater, fri for imperier eller koloniale systemer«. Hen imod slutningen af krigen formede Roosevelt alliancer omkring denne politik, og de Forenede Nationer blev dannet med den hensigt at frigøre lande, som havde været koloniserede, give dem deres frihed. Hensigten var at tage den amerikanske teknologi, udviklet under krigen, og omdanne den til fredelige formål for at bruge den til at udvikle de lande, som havde været fattige. I har set, hvad der siden hen er sket.
Truman havde den stik modsatte politik og var faktisk Roosevelts fjende. Efter gennembruddet i Normandiet under krigen skete der en politisk drejning mod højre, og folk, der i krigen mod Hitler havde støttet Roosevelt, blev pludselig højreorienterede igen. Roosevelt blev tvunget til at acceptere højre-politikeren, senator Truman, som kandidat til vicepræsidentembedet. Så døde Roosevelt, i foråret samme år, og Truman tog over og slog sig sammen med Churchill og andre om at forsvare kolonisystemet. Lige siden er verden blevet ødelagt af denne beskyttelse af de globale koloni- og semikolonisystemer, som er her den dag i dag – helt unødvendigt.
Derfor er den økonomiske krise, vi står overfor i dag, en følge af denne fortsatte, kolonivenlige politik, kendetegnet af John Maynard Keynes, som Roosevelt kæmpede imod ved Bretton Woods-konferencen.

Afrika-politikken folkemord
Det betyder, at når vi i dag skal finde løsninger til spørgsmål, må vi indse, at vi har en global krise. En global krise som hovedsageligt er forårsaget af underudvikling og antiudvikling, og som udspringer af en malthusiansk politik, der undertrykker teknologisk fremskridt og forhindrer udviklingen og anvendelsen af kernekraft.
Tag politikken overfor Afrika. Siden 1974 har den amerikanske og britiske politik for Afrika været folkemord. Den erklærede politik er: »Afrika er i dag en af verdens største kilder til råvarer. Hvis Afrikas befolkning udvikler sig som frie nationer, hvis de udvikler teknologi, så kommer de til at opbruge nogle af de råvarer, som vi har reserveret til vores fremtidige forbrug!« Derfor, ifølge NSSM-200 (National Security Study Memorandum 200) fra 1974, er det amerikansk og britisk politik at undertrykke reel udvikling i Afrika, for at sikre at råvarerne i Afrika, som er en betragtelig mængde, ikke bliver brugt af de indfødte afrikanere! »Derfor, lad os holde dem på landet, fordummede og sultende, og sørge for at befolkningen ikke vokser for meget«.
De problemer vi har i Sydamerika og presset på Mexico, kommer fra den samme kilde. Fra 1975 og indtil 1982 havde Mexico enorme udviklingsmuligheder! Man havde planer om at bygge 10 atomkraftværker! Man havde planer om at udnytte Mexicos kystarealer, som ikke er særligt beboelige på grund af temperaturproblemer, men hvis man udviklede klimaanlæg og anden kunstig regulering, kunne dette område benyttes. Man kunne bygge jernbaner fra USA’s grænse ned til Mexico City, og hele området, som for eksempel området mellem de to Sierra Madres, ville blive gjort tilgængeligt for udvikling. Det blev aldrig gjort! På grund af pres fra USA og andre fik Mexico beskeden: »Bliv på jeres plads og vær et land af fattige«.
I har set, hvad der er sket med den mexicanske befolkning som et resultat af den form for politik, og I finder lignede situationer i Sydamerika og i Afrika. Dette er problemet.
Ved at ødelægge væksten i den potentielle produktive arbejdskraft, per person og per kvadratkilometer, og ved at opbruge – som det normalt sker i en teknologisk stagnerende økonomi – de eksisterende ressourcer, har vi skabt de fysiske betingelser for et finanskollaps. Og her står vi så i dag.

Gå tilbage til Roosevelt
Min politik er at gå tilbage til Roosevelt, fordi hans hensigt ikke blot var et særegent træk ved ham. Roosevelts plan var en velovervejet og bevidst indgriben baseret på hans forståelse af en civilisationskrise.
Vi lever i en verden, som i praksis ikke tror på menneskers ligeværd. Den tror ikke på menneskers ret til at udvikle sig, retten til videnskabeligt og teknologisk fremskridt, retten til sundhedspleje, alle den slags ting. Og det er problemet.
Hvis vi fremmer videnskabeligt fremskridt, som vi kunne gøre det, og som nogle af os forsøger at gøre det hele tiden, ville grundlaget for dette problem forsvinde. Det er i forsøget på at opretholde en vis form for imperialistisk system, under hvilket visse finanskredse kontrollerer kloden som helhed, at dette problem eksisterer. Under dette system udvikles kloden ikke, så råvarer kan blive bevaret til brug for nogle få privilegerede i fremtiden – og verdensbefolkningen har ikke lov til at blive for stor, den vil faktisk blive nedbragt.
Dette er problemet, og jeg har været involveret i denne kamp i lang tid. Jeg er trods alt veteran fra 2.verdenskrig og har på en måde været tilhænger af Roosevelt lige siden min militærtjeneste. Mange af os i USA, men desværre ikke nok, har forstået følgende: Vi er amerikanere, og det betyder, at ikke kun USA men hele jordkloden vedrører os. At alle nationer på denne planet, specielt de nationer vi deler Amerika med, deler en fælles skæbne og en fælles interesse. Denne interesse består ikke blot i at leve i fred med hinanden, men at have den form for udvikling, som fremelsker fred og velfærd.
Det har vi krænket.
Tiden er kommet, hvor vi må forandre os. Vi bliver nødt til at reagere med en vis forståelse. Lad mig give udtryk for, hvad nogle af de problemer er, set fra et videnskabeligt synspunkt.

Vernadskij og livets princip
Siden begyndelsen af dette århundrede, det forrige århundrede – jeg glemmer hele tiden, at jeg blev født i det sidste århundrede, og nu er i dette – siden dengang har vi forstået, at universets natur er en smule anderledes, end den måde vi opfattede det på i det 19. århundrede. Denne forståelse kom hovedsageligt fra specielt én persons arbejde, V.I. Vernadskij, den store russiske biokemiker, som for første gang fastslog eksistensen af to begreber i universet, som man indtil da ikke havde forstået. Denne opdagelse blev fuldendt af ham i 1930’erne, omkring 1936.
Han beviste, at der er tre lag: det yderste lag af planeten Jorden; vi har et underliggende lag, som vi forbinder med det periodiske system, som er det, vi kalder elementerne og isotoperne i det periodiske system. Normalt bliver disse anset for at være byggestenene af alt i hele verden, men det er de ikke. For foruden de såkaldte ikke-levende processer på planeten, har vi en voksende masse, relativt set, af produkter fra levende processer. Levende processer og deres produkter.
Vægten af levende processer og deres produkter øges konstant, hvilket får os til at opdage, at der er et andet princip, nemlig at liv, som sådan, ikke udvikler sig fra ikke-levende materiale. Liv i sig selv er et princip, og dette liv overtager mere og mere af planeten, således at levende processer og deres produkter og biprodukter, bliver en voksende del af vores planets samlede masse.
Så gjorde Vernadskij en anden opdagelse, som nogen gange bliver misforstået. Ud over opdagelsen af liv som et princip tog han et udtryk fra Frankrig i brug, kaldet »Noosfæren«. Han indså, at udover liv som et princip, så vokser jordens masse også på overfladen som et resultat af menneskeliv og menneskelig intellektuel aktivitet, på en måde, som går ud over aktiviteten af blot levende processer. Det kaldes Noosfæren, og den bliver hele tiden større.
Dette beviser, at ud over det såkaldte »normale« fysiske begreb, som vi har om universet, det fysisk-kemiske begreb om universet, er der to andre principper i universet – foruden det abiotiske princip. Det ene er liv som sådan. Det andet princip er fysisk virkende, fordi det forandrer sammensætningen af vores planet – det er ikke blot liv, men menneskeligt liv. Menneskets kreative åndsevner er fuldstændigt forskellige fra nogen anden form for liv. Menneskelig kreativitet er ikke blot et biologisk produkt, det er af en højere natur. Mennesket er ikke et dyr. Mennesket har en krop som et dyr, som ikke lever ret længe. Men menneskehedens ånd, menneskehedens opdagelser, menneskehedens fremskridt i beherskelsen af universet, lever videre. De store videnskabsmænd, menneskehedens store kunstnere, har det med at leve videre igennem deres ideer, når disse bliver gentaget af de mennesker, der kommer efter. Ideerne lever videre. Den dyriske krop dør. Sjælen lever videre, ånden lever videre, som udtrykt i resultatet af det levende individs arbejde.
Derfor, når vi planlægger et samfundet, er vi nødt til at skaffe os af med alle malthusianske og lignende ideer. Det er rigtigt, at menneskeheden opbruger visse ressourcer, når vi lever. Men med menneskets sind og med opdagelser, og ved hjælp af teknologiske og lignende gennembrud, så er vi i stand til at forøge menneskehedens styrke, så at denne vækst ikke resulterer i en tilbagegang i samfundet. Med andre ord: Malthus tog fejl! Malthusianerne er samfundets forbandelse.
Igennem videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og ved opdagelser af principper og deres anvendelse, forøger vi menneskets evne til at leve i dette univers. Ikke kun på denne planet, men vi er bestemt til at nå ud til andre dele af universet, i takt med at vi udvikler os.
Derfor er der ingen grund til nogensinde at have en økonomisk depression, en fysisk økonomisk depression – ingen! Hvis vi udvikler vore folks sind, især vore folks kreative åndsevner, og hvis vi benytter os af deres kreative bidrag og stimulerer disse bidrag, er der aldrig nogen som helst grund til at have en fysisk depression på denne planet. Og det er det, vi bliver nødt til at forstå.
Vi har nu nået et punkt, hvor jeg kan forsikre jer om – og nogen vil argumentere imod det, men det er bare folk, der ikke forstår problemet – at hvis vi ikke laver de forandringer, som jeg angav tidligere, hvor jeg beskrev løsningen med de tre nødvendige skridt, så er denne planet dømt til at blive kastet ned i en lang mørk tidsalder, hvor den samlede verdensbefolkning indenfor en overskuelig tidsperiode vil blive skåret ned fra mere end seks milliarder mennesker til mindre end én, og hvor mange sprog og kulturer vil uddø.
Så vi har et valg. Enten siger vi »slut med malthusianisme, slut med den slags politik, som alt for længe har regeret os. Gå tilbage til Roosevelt og glem Keynes og Truman. Lad os udvikle planeten, så vi kan overkomme menneskehedens problemer. Der er ingen grund til nogen som helst malthusianske ideer. Der er ingen nødvendig grund til at opleve den form for depression, som nu har grebet planeten. Hvis vi ikke ændrer vores politik, vil denne planet ikke være egnet til at leve på.«
Så derfor, de af jer som er yngre, de af jer som er i færd med at overtage planeten for de næste 50 år – netop fordi I er yngre – I har 50 år foran jer, cirka 50 år, hvor I kan forandre verden ved hjælp af jeres kreative evner. I kan forandre planeten, ikke blot for at gøre den bedre, men for at gøre den mere beboelig, for at gøre den til et sted, hvor flere mennesker kan leve, og hvor skønne kunstneriske og andre bedrifter, som er skabt tidligere i menneskehedens historie, ikke går tabt. Hvor vi bekræfter menneskets udødelige sjæl, som fuldstændig adskiller os fra dyrene – og så handler derefter.
Tak.

Vladimir Vernadskij (1863-1945).Program fra en russisk konference til Vernadskijs ære, Schiller Instituttet var med til at arrangere.