Vælg det »amerikanske system« ikke det »britiske«

I en udtalelse den 7. juni 2008 påpeger Tom Gillesberg, formanden for Schiller Instituttet i Danmark, Danmarks medansvar for fødevarekrisen, gennem den danske støtte til den britiske menneskefjendske frihandelspolitik. Han mener Danmark i stedet skal tilegne sig det »amerikanske system«, som de færreste kender i dag, selv i USA, og forvandle klimatopmødet i København næste år til et udviklingstopmøde for at hjælpe de fattige lande.

Vi har en global fødevarekrise, der truer mellem en og to milliarder mennesker og den politiske stabilitet, mange steder i verden. Krisen er resultatet af en dødelig cocktail af for lille fødevareproduktion, for små fødevarelagre og et kollapsende finanssystem, hvor spekulanter har kastet sig over fødevarespekulation. Det har sendt fødevarepriserne drastisk i vejret og gjort det umuligt for mange fattige at købe det daglige brød.
Som Schiller Instituttets internationale formand Helga Zepp-LaRouche dokumenterer i sin appel for en fordobling af verdens fødevareproduktion (se side 8), og som jeg fortalte ved Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg og Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (se side 3), er den manglende fødevareproduktion resultatet af de seneste to årtiers neoliberal politik. Den har stoppet de programmer for fødevareforsyningssikkerhed, som var et effektivt våben mod sult og hungersnød. Samtidigt har introduktionen af biobrændsel haft en afgørende negativ effekt, gennem at reducere mængden af fødevarer da der allerede var for få. Alene den majs, der blev konverteret til biobrændsel i USA i 2007, kunne have ernæret 130 millioner mennesker i et helt år.

Finanskrisen
Den anden afgørende faktor er det sammenbrud af det internationale finanssystem, som Lyndon LaRouche og Schiller Instituttet længe har advaret imod. Det går nu sin skæve gang og på trods af forsøg på at tale krisen ned, så har banker og investorer stadig svært ved at låne penge på det normale marked. De har masser af værdier på bøgerne, men hvis de værdier skulle realiseres, ville de kun indbringe en brøkdel af pålydende. Derfor har det krævet massive infusioner af fordelagtige lån og kontanter fra verdens centralbanker, for at undgå at spekulanter og banker væltede som dominobrikker. Man har nægtet at erkende, at det internationale finanssystem har spillet fallit, og kun kan reddes, ved at sætte hele finanssystemet under konkursbehandling og etablere et nyt Bretton Woods-finanssystem, som foreslået af Lyndon LaRouche.Så kan man stoppe spekulationen og opbygge den fysiske økonomi. Men verdens centralbanker pumper fortsat bare penge ind for at redde spekulanterne.
Denne politik har skabt et endnu større problem. De mange nye penge er ikke kommet den fysiske økonomi til gavn i form af kreditter til landbrug, industri, og infrastrukturinvesteringer. De er i stedet blevet investeret i jagt på hurtig profit ved at spekulere i stigende olie-, råstof- og fødevarepriser. Den 6. juni satte olieprisen ny rekord med knap 140 dollars for en tønde olie – en stigning på 40 procent alene i år, og fødevarerne er gået samme vej. Den dramatiske infusion af penge har også skabt en akut fare for hyperinflation, som dollarens faldende værdi og den kraftigt stigende inflation er tydelige tegn på. Mister man tilliden til dollaren, fjernes selve fundamentet for det globale dollarbaserede finanssystem.

Hvem skaber USA’s politik?
De fleste tror, at det må være USA, verdens ledende militære og økonomiske magt, som står bag denne politik, men det er faktisk ikke tilfældet, og ligesom det gælder for de neokonservatives politik for »præventive« krige i Irak og Afghanistan, har politikken været til stor skade for USA. Den politik, Bush-regeringen og de mange neo-liberale amerikanske institutioner fører, er styret af private finansinteresser og multinationale giganter, der har deres filosofiske, politiske og finansielle hovedbase i London. De arbejder sammen med de gamle rige familier i det britisk-hollandske liberale etablissement, for at bruge frihandel og en svækkelse af suveræne nationer, som en måde at sikre, at verden kan transformeres til en moderne version af Det britiske Imperium. Private finansinteresser kan så, ligesom Det britiske Østindiske Kompagni gjorde det i imperiets velmagtsdage (se side 10), udplyndre befolkningerne rundt omkring i verden, og, når det er nødvendigt, få politisk og militær opbakning til at knuse genstridige regeringer eller nationer. Britiske regeringer, som f.eks. Tony Blairs og dem der køres af folk, der har danset efter hans pibe, som f.eks. George Bush og Anders Fogh Rasmussen, har ført en politik, der har tjent dette formål.
De fleste danskere har dog svært ved at gennemskue det britiske problem, for briterne virker da så hyggelige. »Franskmændene er fimsede og arrogante, tyskerne er så tunge og deprimerede, og amerikanerne er overfladiske og uden indsigt og forståelse. Briterne derimod, de er ligesom os. De har god humor og laver sådan nogle gode tv-serier« er der mange, der tænker. De overser, at det ikke er den almindelige englænder eller briterne som et folk der er problemet, men det menneskesyn og den institutionelle politik Det britiske Imperium stod for, og som de gamle britiske familier, der stadig styrer Storbritannien den dag i dag, tror på. De mener, at de er en privilegeret elite, der er født til at regere og have det godt, mens resten af befolkningen skal kende deres (lavere) plads og gøre, som de får besked på.
Denne britiske elite mener, at vi skal stoppe videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og i stedet begrænse brugen af naturressourcerne, så der lige er nok til at dække deres fremtidige behov. De mener derfor, som Verdensnaturfondens grundlægger, den britiske prinsgemal prins Philip, at verdens største problem er overbefolkning, og at befolkningstilvæksten i Den tredje Verden skal holdes nede (se side 12). Så designer de forskellige former for politik, der kan sælge dette standpunkt til menigmand, som man f.eks. har gjort det med den internationale miljøbevægelse. Hvis man i den sammenhæng må bruge halve sandheder og grove fortielser, som vi har set det i klimadebatten, så gør det ikke så meget. Denne elite mener under alle omstændigheder, at »sandhed« per definition bestemmes af den, der har magten, og det er lettere at manipulere folk til at gennemføre en politik frivilligt, end at gennemføre den med tvang.
Som Lyndon LaRouche fremlagde det for nylig i en tale i Mexico (se side 4), så har verden i de seneste 230 år været præget af en konflikt mellem dette »Britiske System« og et helt andet og meget anderledes »Amerikansk System« (se boks), som de færreste, selv i USA, kender til i dag. Vi har derfor sat os for med denne avis, at give indsigt i denne vigtige, men dårligt kendte, konflikt. Det er kun gennem at forstå, hvordan den forkerte »britiske« politik har skabt de kriser, verden står med i dag, at vi vil være i stand til at se og gennemføre en anden og bedre politik. Det er derfor nyttigt at se på de historiske rødder.

Det britiske Imperium
Det britiske Imperium, som det blev født efter Freden i Paris i 1763, var et verdensomspændende mareridt af private firmaer og interesser, der under beskyttelse af den britiske stats- og militærmagt, fik lov til at plyndre hæmningsløst. Den britiske kolonipolitik gik ud på at forhindre produktion til lokal selvforsyning, men i stedet at lade befolkningen fungere som billig arbejdskraft for udvalgte afgrøder til eksport. Denne politik, hvor folk måtte sælge billigt men købe dyrt fra de britiske handelsmænd, efterlod et blodigt spor med underudvikling, sult og folkemord.
Det var som et modsvar imod denne politik, at USA og det, der senere blev kendt som »Det amerikanske System«, blev født. I stedet for at bøje nakken under de stadigt værre britiske krav, besluttede kolonisterne i Nordamerika at vriste sig fri. Man skabte en nation, der baseredes på en økonomisk politik diametralt modsat den britiske. I stedet for at lade handel være grundlaget for økonomien baserede man sig på videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Man investerede i infrastruktur, der kunne forbedre levestandarden for hele befolkningen, og man brugte protektionisme til at opbygge en egen industriproduktion. Så kunne alle blive rigere og få en højere levestandard, uden at det måtte ske på andres bekostning. Og man baserede sin udenrigspolitik på, at alle andre mennesker også burde have lov til at leve i en fri og suveræn nation, og være sikret umistelige rettigheder som retten til liv, frihed og til at søge lykken.
De unge friske hoveder i Europa, som den senere oversætter af Schiller, Knud Lyhne Rahbæk, drømte om at komme over til USA og være med i frihedskampen. Mange europæere kom af sted, og ydede, som f.eks. Markis de LaFayette, afgørende bidrag til at USA kunne vinde sin frihed. Men de drømte også om at gentage succesen på europæisk jord og erstatte europæiske stater, der blev regeret af et oligarki (fåtalsvælde) med konger, fyrster og adelige, med nationer, hvor alle var lige, og hvor det var den enkeltes kreativitet, arbejdsindsats og forstand, der bestemte, hvilke embeder man besad. Og man drømte om en verden, hvor man var fri for sult og fattigdom.
Efter den vellykkede amerikanske revolution lykkedes det kun i begrænset grad at overføre disse principper og idealer til de europæiske lande. De gamle familier og dårlige vaner gav sig ikke frivilligt. Det er derfor op til os, der lever i dag, at sikre at alle verdens mennesker i fremtiden kan komme til at leve i suveræne nationer med disse umistelige rettigheder. Og selvfølgelig med frihed for sult og fattigdom.
Her rejser der sig for os danskere et meget ubehageligt spørgsmål: Hvordan kan det være, at vi tilsyneladende er helt enige med den britiske politik i dag: støtter den britiske kamp for at underminere national suverænitet, agerer bannerfører for felttoget imod EU’s fælles landbrugspolitik, kæmper for global frihandel, og kræver, at verden skal underkastes en global miljø- og klimapolitik, der vil være det rene folkemord imod de fattigste på kloden?
Den danske vasalagtige status i forhold til Storbritannien viser sig også i vores såkaldte »aktivistiske udenrigspolitik« (der i virkelighed blot er et nyt navn for vores deltagelse i traditionel britisk »kanonbådsdiplomati«). Det er under den, at vi har deltaget i besættelsen af Irak og den nuværende krig i Afghanistan – i modstrid med princippet om national suverænitet. Det er også værd at huske på, at da de danske tropper var i Irak, var de underlagt den britiske besættelsesstyrke. Hvis det stod til mange i Danmark, så ville danske soldater også have været en del af styrker, der skulle indsættes andre steder som Sudan, Burma og Zimbabwe og støtte et militært angreb på Iran.

Briterne overtager USA
For at forstå hvordan Danmark kunne blive så »britisk« i sin politik, kan det være en hjælp at kigge lidt på den forandring, vi har set i de senere år i USA -- fra at være modstanderen til Det britiske Imperium til at være en nyttig lakaj for det samme. Det har været muligt gennem en massiv britisk infiltration og overtagelse af USA indefra. Anglofile kredse, som f.eks. mediemogulen Rupert Murdoch, har sat sig hårdt på medierne, Hollywood, og nu senest internettet og dets sociale netværker. Fjernsyn, radio og aviser gentager det britiske syn på tingene igen og igen. Man køber sig vej ind i de politiske partier, som det er tilfældet med Lazard Frere-bankmanden Felix Rohatyn og superspekulanten George Soros i USA’s demokratiske parti, der har fået stor indflydelse gennem at yde den fornødne finansielle støtte til valgkampe og give vennerne de rigtige poster og gode ben. Alle tre ledende kandidater i den amerikanske valgkamp anno 2008, McCain, Obama og Clinton, havde underfirmaer til det britiske markedsføringsfirma WPP til at styre deres valgkampe, indtil Clinton i april fyrede Mark Penn som sin hovedstrateg. I valgkampen støtter medierne så kandidater, der repræsenterer en britiskdesignet politik og angriber dem, der kunne tænkes at handle i nationens og befolkningens interesse. Det er den nuværende amerikanske valgkamp en god illustration på.
Hillary Clinton er ikke blot tidligere præsidentfrue og en garvet politiker. Hun har gennem primærvalgkampen vist, at hun kan mobilisere de amerikanske vælgere, og specielt vælgere fra de firs nederste procent af indkomstskalaen, der ellers har opgivet politik, fordi de mener Washington er ligeglade med dem. Hun har på sine valgmøder diskuteret vigtige spørgsmål med vælgerne, såsom den økonomiske krise, hvordan vi hjælper de millioner af amerikanere, der bliver sat på gaden i kølvandet på den bristede boligboble, krisen i det amerikanske sundhedsvæsen og mange flere. Barack Obama derimod, har blot holdt korte taler og fået deltagerne på møderne til at råbe slogans i kor, som »Vi vil have forandring« og »Jo, vi kan«. Han har ikke vist nogen politisk substans, men blot at han er en dygtigt skolet retoriker, der ukritisk har fulgt de politiske ordrer, der stikkes ud fra etablissementet – dvs. London. Det sagde han også direkte i en telefontale til en London-fundraiser, der skaffede Obama 400.000 dollars. Den blev holdt hjemme hos Elisabeth Murdoch, datter til Rupert Murdoch. Her betonede Obama, at han vil gøre alt for at sikre det tættest mulige forhold mellem USA og Storbritannien.
Hvordan har Barack Obama så kunnet vinde flertallet af de delegerede? Fordi han har pengene med sig, ledelsen i Det demokratiske Parti på sin side, og fordi medierne fra første færd spillede ham ukritisk op på en måde, der ikke er set siden man lancerede Ny Alliance i Danmark. Samtidigt kørte man en massiv kampagne imod Hillary. I de forskellige primærvalg mobiliserede det republikanske parti millioner af republikanere til at skifte over og stemme på Obama i demokraternes primærvalg. George Soros og andre pengemænd investerede store pengebeløb i græsrodsbevægelser som MoveOn, der, når der var caucus-valg, mødte op og skaffede delegerede til Obama. På internettet kørte man intense kampagner blandt de unge til støtte for Obama. Da primærvalgene så var forbi, og det viste sig at Clinton havde fået flest stemmer (hun er faktisk den kandidat, der har fået flest stemmer i USA’s historie), men Obama havde flest delegerede, pressede man Clinton til at trække sig. Selv om valget i virkeligheden er så tæt, at det egentlig først skulle afgøres, hvem der skal være Det demokratiske Partis kandidat, på demokraternes partikonvent i slutningen af august.

Danmark: en britisk vasalstat?
Vender vi øjnene imod Danmark, har vi en statsminister, der som nyvalgt formand tog på besøg hos Tony Blair og hans spindoktorer, for at få at vide, hvad han skulle gøre for at blive valgt. Efter at han blev statsminister, har Anders Fogh Rasmussen fulgt briterne i et og alt – helt ind i Irak og Afghanistan. Helle Thorning-Schmidt, den nominelle leder af oppositionen, er gift med Stephen Kinnock, søn af Neil Kinnock, den tidligere leder for det britiske arbejderparti Labour. Stephen Kinnock rejser flittigt rundt til verdens brændpunkter på vegne af det britiske diplomati og britiske interesser. Helle Thorning-Schmidt er personligt god ven med Alastair Cambell, Blairs berømte spindoktor, der skaffede »beviserne« på at Saddam Hussein var ved at få masseødelæggelsesvåben. Derfor kan det ikke undre, at regeringen og Socialdemokratiet står sammen om at holde Danmark tæt op ad den britiske politik.
Hvis man begynder at kigge nærmere på danske medier og erhvervsliv, vil man også se en massiv britisk indflydelse. F.eks. ejes Berlingske Tidende i dag (sammen med BT, Weekendavisen, Erhvervsbladet, Berlingske Lokalaviser og gratisavisen Urban) af det britiske Mecom. Berlingske Tidende har regelmæssigt artikler fra den britiske ambassadør og er et meget lydigt talerør for London. Jyllandsposten og Politikens Hus er ikke meget bedre. Radio og tv rapporterer primært nyheder fra de angloamerikanske nyhedsbureauer, og de ikke-statsejede tv-kanaler holder typisk til i London.
Det danske økonomiske flagskib Mærsk har netop erstattet dansk med engelsk som bestyrelsessprog og har som første udenlandske bestyrelsesmedlem valgt sir John Bond ind. Han er tidligere bestyrelsesformand for HBSC (Hongkong Shanghai Banking Corporation) – en af verdens største banker og en nøglespiller i den britiske imperiesfære. Det var HBSC der stod for håndtering af alle narkopengene fra Storbritanniens opiumskrig og opiumssalget i Kina.
Den danske olie kommer i høj grad Mærsk til gavn, men Mærsk ejer faktisk kun 39% af Dansk Undergrunds Consortium, DUC, der pumper det meste af den danske olie op. Hele 46% ejes af Royal Dutch Shell, en nøgleinstitution i det britisk-hollandske liberale etablissement.
Medvirkende til den danske tendens med ukritisk at følge den britiske politik er selvfølgelig også, at det der burde være alternativet, USA, er delagtig i den britiske politik. Der er mange, der automatisk marcherer med i den angloamerikanske politik, der ville tænke sig om en ekstra gang, hvis USA igen ville repræsentere det »Amerikanske System«, det blev sat i verden for at kæmpe for. Det er der heldigvis en voksende mulighed for.

Roosevelt-refleksen
Lyndon LaRouche og hans Ungdomsbevægelse LYM har længe forsøgt at vriste USA ud af de britiske klør. De seneste årtier har været katastrofale for Amerika, da »globalisering« og »outsourcing« har trukket tæppet væk under den amerikanske økonomi. Mange fabrikker er lukket, og godt betalte industrijobs er erstattet med dårligt betalt arbejde i servicesektoren. USA har fået et kronisk stats- og betalingsbalanceunderskud på den forkerte side af en halv milliard dollars, og de seneste års boligboble, der gjorde det muligt for amerikanerne at låne penge til fortsat forbrug, er nu bristet med katastrofale følger. Dollaren, hele verdens reservevaluta, er faldet kraftigt i værdi og er i fare for helt at disintegrere. Samtidigt har Bush-administrationen, gennem at følge den britiske drejebog efter angrebet 11. september 2001 og gennemføre »præventive« krige, sænket USA’s anseelse i resten af verden til et historisk lavpunkt. USA har ryggen imod muren.
Det er under disse omstændigheder, at det måske er muligt at skabe en Roosevelt-refleks i USA. Siden efteråret 2007 har Lyndon LaRouche og hans medarbejdere fået omkring hundrede byråd og en række delstatskongresser til at vedtage »Lovforslaget for beskyttelse af Boligejere og Banker af 2007«, der foreslår omgående tiltag imod krisen i dag, der er inspirerede af de indgreb, Franklin Roosevelt foretog for at få USA ud af depressionen, da han tiltrådte som præsident i 1933. I løbet af den amerikanske valgkamp har LYM brugt sit krudt på at sætte disse større spørgsmål på dagsordenen. Samtidigt har LYM afsløret den britiske og neokonservative dagsorden, som var at støtte Barack Obama imod Clinton, og så, efter at han havde vundet den demokratiske nominering, trække tæppet væk under ham med store skandaler. Clinton er glædeligvis blevet mere og mere lydhør overfor denne kampagne og befolkningens problemer, efterhånden som kampagnen er skredet frem.
Nu er Clinton blevet tvunget til at trække sig som kandidat, men det betyder ikke, at hun er færdig. Det har vist sig, at det er muligt at få folk fra de firs nederste procent af indkomstskalaen til at interessere sig for politik, når man adresserer deres problemer. Clinton og LaRouche-bevægelsen har med denne kampagne sat den form for politisk bevægelse i gang, som bragte Roosevelt til magten i 1933. Samtidigt skal Barack Obama nu i en direkte duel med John McCain, og det kan forandre geometrien. De samme medier, som indtil nu har støttet Obama, vil nu angribe ham, og på et eller andet tidspunkt kommer så de store skandaler om hans forbindelser til svindlere og gangstere i Chicago og meget andet. Oveni vil den økonomiske krise drastisk forværres over de kommende måneder. Hvordan ser det så ud på partikonventet i slutningen af august? Hvis Obama er vingeskudt og nedbrudt, når vi når frem til konventet, skal de delegerede overveje om det ikke er en god idé at skifte kandidat, og erstatte Barack Obama, der ikke kan vinde præsidentembedet i en duel med McCain, med Hillary Clinton, der med stor sikkerhed vil vinde en jordskredssejr.

USA og R.I.K.-alliancen
Under alle omstændigheder skal USA tilbage til en Roosevelt-lignende politik, dvs. vende tilbage til Det amerikanske System, hvis landet skal overleve. Det betyder, at et samarbejde mellem USA og Rusland/Kina/Indien-alliancen kan komme på tale. Alliancen mellem disse tre lande er opstået, i takt med at de har opfattet, at de er det næste angrebspunkt for de angloamerikanske kredse, der ønsker et verdensimperium. Går alle de europæiske lande med i Lissabon-traktatens EU, som de facto afskaffer national suverænitet, så er EU blevet et imperium, der vil danse efter det britiske oligarkis pibe (derfor skal vi heller ikke ophæve de danske forbehold for at være imperiets lydige vasal).
Dette Europæiske Imperium i samarbejde med et britisk-kontrolleret USA kan ikke acceptere at Rusland, Kina, Indien eller andre lande, ikke tager imod diktat. Insisterer de på at bevare deres nationale suverænitet, så skal de bankes på plads. Alt dette har de tre lande forstået, og samarbejder derfor tæt om at skabe en anden verdensorden, og andre lande som Japan og Sydkorea forlader netop nu den angloamerikanske lejr, for at gøre fælles sag med denne nye asiatiske alliance. Hvis USA ville skifte kurs, og samarbejder med Rusland, Kina og Indien, så har vi pludselig et stabilt grundlag for en ny økonomisk verdensorden, som de europæiske lande ville være nødt til at acceptere og indgå i. En verdensorden, der ikke blot kan og vil gribe ind overfor den akutte fødevarekrise, men som også vil sørge for global økonomisk udvikling, så vi aldrig kommer i en lignende situation igen. En verden baseret på Det amerikanske System.

Danmarks rolle
Hvilken rolle skal Danmark så spille? Skal vi fortsat propagere for den frihandels- og klima- og miljøpolitik, der er ansvarlig for den nuværende fødevarekrise? Skal vi acceptere en verdensorden, hvor sult og hungersnød er naturlige fænomener så grådige handelsmænd og spekulanter kan få en enorm profit? Skal vi virkelig fortsat støtte Det britiske System? Eller skal vi i stedet bruge fødevarekrisen som en moralsk lakmustest, der fortæller os, at Det britiske System – med spekulation, frihandel, globalisering og hele pibetøjet – nu må erstattes med det amerikanske, og dannelsen af en ny retfærdig økonomisk verdensorden, der gør det muligt for alle mennesker at få et ordentligt liv, og udvikle deres iboende talent til gavn for de nuværende og kommende generationer.
Lad os vælge Det amerikanske System, og på samme måde, som Schiller Instituttet har forsøgt at transformere FAO-topmødet i Rom, fra et topmøde om klima- og energipolitik til at omhandle fødevarekrisen og en fordobling af verdens fødevareproduktion (se side 3, 8-9), ændre emnet for klimatopmødet i København næste år. Lad os i stedet for at diskutere en klima- og miljøpolitik, der allerede har spillet fallit, holde et udviklingstopmøde, der diskuterer hvordan den rige og den fattige verden kan samarbejde om global udvikling og opbygning. Lad os i Danmark gå foran gennem at bruge vores ressourcer, viden og knowhow til at hjælpe mindre privilegerede nationer på fode, gennem opbygning af deres landbrug, industri og infrastruktur i stedet for at bruge pengene på krudt og kugler i en »militaristisk« udenrigspolitik og bruge den danske ulandsbistand til politiske »statements«, der er »made in London«.
Den nuværende krise kan lede til global sultkatastrofe, kaos og krig, eller være starten på en ny renæssance med global økonomisk opbygning. Du kan have en afgørende indflydelse på om det bliver det ene eller det andet. Gå derfor med i Schiller Instituttet, tag del i arbejdet og giv finansiel støtte.

Hillary Clinton blev tvunget til at trække sig fra det demokratiske primærvalg, men er ikke færdig. Hun er klar i kulissen til at tage over som præsidentkandidat, hvis Obamas troværdighed forsvinder.