Den 25. juli 2007 advarede Lyndon LaRouche i et webcast fra Washington om den globale finanskrise, som begyndte allerede få dage efter talen:

»Det, som er bogført som aktie- og markedsværdier på de finansielle markeder, er fup! Det er ren fiktion. Der er ingen sandhed i det, svindlen er enorm. Der er ingen chance for en ikke-kollaps af det nuværende finanssystem – ingen! Det er slut, nu! Det nuværende finanssystem kan ikke fortsætte med at eksistere under nogle omstændigheder, under nogen præsident, under noget lederskab eller lederskab fra nogen gruppe af lande. Kun en grundlæggende og brat forandring i verdens valuta- og finanssystem vil forhindre en almen umiddelbar kædereaktionslignende kollaps. Med hvilken hastighed ved vi ikke, men det vil fortsætte, og vil ikke være til at stoppe! Og jo længere det pågår, inden det slutter, desto værre vil det blive. Og der er ingen i de rådende regeringsinstitutioner, som er kompetent til at håndtere det.«

LaRouches program for global økonomisk opbygning

Lyndon LaRouche holdt denne tale til en forsamling i den amerikanske hovedstad Washington D.C. den 1. oktober 2008. Den blev samtidigt transmitteret over internettet som en webcast på www.larouchepac.com, hvor den stadig kan ses i sin helhed. Dele af talen er her udeladt, og kun det sidste, af den lange række af spørgsmål, er gengivet.

Vi er kommet ind i en tid, som er helt uligt noget, I har oplevet i jeres livstid. Faktisk er der intet i det moderne Europas historie, med alle dens globale forgreninger, der kan sammenlignes med det, som netop nu er i færd med at udvikle sig globalt og i USA. Der har ikke været en krise, som tåler sammenligning med den, vi står overfor i dag, siden en lignende krise i middelalderen kaldet den Nye Mørke Tidsalder. Nu står vi igen på grænsen til et fuldkomment sammenbrud af hele planeten i en ny mørk tidsalder.
Den 25. juli sidste år meddelte jeg, at vi befandt os på kanten til begyndelsen af en sammenbrudskrise i den amerikanske økonomi. På det tidspunkt beskrev jeg de forholdsregler, som måtte tages, for at håndtere den krise der var på vej. Hvis dette var blevet gjort i perioden mellem dén 25. juli og for nylig, ville vi ikke være i den her situation nu. Vi er i en krise i dag, fordi folk som senator Dodd og »Bail-Out« Barney [Frank] i Repræsentanternes Hus, forhindrede gennemførelsen af de tiltag, jeg havde angivet; tiltag, som ville have forhindret den form for krise, som nationen og dens befolkning lider under i dag! Så hvis du ikke bryder dig om det der foregår, kan du klandre »Bailout« Barney og Chris Dodd for det. Chris Dodd er en spytslikker for Felix Rohatyn, som selv er en af de værste, mest højreorienterede personer i USA i dag.
Udover denne advarsel kom jeg også med forslag til visse andre ting, som USA må gøre for at afværge krisen og begynde at rette op på problemet. Det første skridt blev kendt som »Lovforslaget til beskyttelse af boligejere og banker af 2007«, som jeg angav retningslinjer for på det tidspunkt, og som faktisk blev fremlagt som et formelt lovforslag i begyndelsen af september det samme år. Mit forslag havde overordentlig stor opbakning i delstater og lokalområder over hele USA. Det blev vedtaget ved afstemninger i organisationer på lokalt og delstatsniveau. …
Det ville have reddet vores banker, som nu er i vanskeligheder, og have reddet de boligejere, som i stigende antal bliver sat på gaden.
Det er en af grundene til, at Repræsentanternes Hus udviste så stort et had overfor Kongressen som helhed i den afstemning, der fandt sted mandag, da Paulsons hjælpepakke blev stemt ned.
Måske bliver hjælpepakken vedtaget senere. Faren er, at en desperat Bush administration, sammen med de kredse den er knyttet til internationalt, måske vil forsøge at undertrykke modstanden til deres politik med indsættelse af militær. Bruge militærmagt til at tvinge den hjælpepakke igennem, som de nu forsøger at få vedtaget. …

Faren for hyperinflation
Det ironiske ved denne situation er, at det her ikke længere er den slags krise, som den løgnagtige regering og den stupide præsident vi har, har fortalt. Det er ikke en boliglånskrise! Det er et kollaps, en disintegration af hele det internationale valuta- og finanssystem! Noget som Europa ingen erfaringer har med! Og noget, for hvilket der ikke er en eneste kompetent person i Det hvide Hus i dag. Vi står på vippen til global hyperinflation i stil med det, der ramte Weimar-tyskland i oktober 1923. Når man begynder at tale om 700 milliarder, så en billion, så to billioner, så tre billioner, så syv billioner dollars til denne »hjælpepakke«, som er den retning vi bevæger os i, så taler man om en Weimar-lignende eksplosion af hele det internationale valuta- og finanssystem!
Og problemet er, at det er selve måden man forsøger at redde systemet på, som er drivkraften bag hyperinflationen, global hyperinflation.
Det her minder om den franske revolution, hvor Marquis de Lafayette havde den rigtige politiske indstilling, med Boldhuseden og lignende ting. Men han manglede en ting: Han havde ikke mod til gå imod sin egen konge. Kongen var blevet totalt korrumperet. … Og hans hustru, Marie Antoinette, som var søster til kejseren af Østrig, blev offer for en britisk operation: »Affæren om dronningens halssmykke«. Hun blev ydmyget offentligt, og kejseren af Østrig, som var en fremskridtsvenlig fyr i forhold til resten af hans familie tidligere, gik bersærk.
Den franske konge, som var lidt af et fjols, bragte udenlandske tropper – ikke franske – ind til at besætte områderne omkring Paris og undertrykke den franske befolkning. Og det førte uundgåeligt til det, der blev Den franske Revolution, den blodige franske revolution. På grund af den slags fejl.
Vi er på grænsen til den slags ting i dag. Vi har en situation, som I så med afstemningen, der afviste dette lovforslag i Repræsentanternes Hus, til trods for det massive pres, der var på kongresmedlemmerne – og presset kom ikke kun fra de folkevalgte, det kom fra den befolkning, de er valgt til at repræsentere! Det er befolkningen derude, der hader det her! Og der er et instinkt i denne regering, til at bruge militærmagt imod den amerikanske befolkning, for at undertrykke modstanden imod dette lovindgreb.
Det er virkelighed netop nu! Ikke noget der »snart viser sig«: Det er allerede virkelighed.
Hvis dette lovindgreb bliver tvunget igennem, med eller uden brugen af militærmagt mod den amerikanske befolkning – og amerikanske tropper bliver netop nu gjort klar til den type operation – vil USA forsvinde, i løbet af meget kort tid. Og vores civilisation ville bryde sammen, globalt.
Verden ville synke ned i en mørk tidsalder, som den Europa oplevede i en lignende periode i det 14. århundrede, hvor antallet af sogn kollapsede til det halve i løbet af bare én generation. Befolkningsantallet kollapsede med en tredjedel. Og massegalskab dominerede Europas befolkning på det tidspunkt. Det blev enden på kontrollen fra det feudale system, som havde regeret Europa fra omkring år 1000 e.Kr. og op til dette punkt.
Vi står på grænsen til en situation, hvor konsekvensen af at tvinge dette lovindgreb igennem, ville være en række begivenheder, som kunne føre til, at verdensbefolkningen kollapser fra omkring 6,5 mia. mennesker til mindre end 2 mia. – og det vil ske i løbet af en relativt kort tidsperiode. Hele sprogkulturer vil forsvinde, lande vil gå i opløsning, og vi vil få en mørk tidsalder, værre end den Europa oplevede i det 14. århundrede.
Der er nogle folk, i Kongressen og andre steder, som siger: »åh, åhhh! Vi er bange! Du kan ikke gøre det her! Ved du ikke, hvad det er du gør? Vi kan ikke stemme imod dette lovindgreb!« »Hvorfor ikke?« »De slår os ihjel!«
Hvis amerikanske tropper, under ordre fra præsidenten, vender sig imod det amerikanske folk for at undertrykke oppositionen til dette lovindgreb, så vil USA ikke eksistere længere! Det er værre end forræderi! Alt hvad der kunne minde om sådan en handling, fra en hvilken som helst del af regeringen, er værre end forræderi! Og enhver som accepterer sådan en ordre, er en forræder imod USA. Så det er situationen, vi står i.

»Jeg vil have dine penge«, siger den amerikanske finansminister Henry Paulson. Han vil bruge 700 mia. dollars af skatteydernes penge til at redde spekulanterne, noget LaRouche betegner som forræderi imod nationen.

Der er en løsning
Okay, så hvad er så løsningen? Hvad er alternativet? Der er nogle fremragende alternativer, men der er ingen vej ud for Wall Street. Wall Street har fortjent sin død. Det er en død stinkende fisk, som flyder rundt i gaderne af det nedre Manhattan. Systemet med investeringsbanker er dødt. Og det burde have været aflivet, før det rådnede op! [latter]
Så det er den slags problem, vi står med. Hvis vi vil redde landet og redde civilisationen, og undgå en mørk tidsalder, er der nogle meget grundlæggende midler, inklusive nogle, som jeg allerede præsenterede tidligere for et år siden.
For det første må vi sørge for, at boligejerne bliver boende i deres hjem. Ingen tvangsauktioner! Vi kan lave andre ordninger for at håndtere nedskrivningen af gælden. For det meste af den gæld, som boliglånene repræsenterer, er ren svindel. Det vil sige, at de institutioner som skabte den enorme gældsbyrde, en boligkrise af disse dimensioner, begik bedrageri – bedrageri imod nationen. Derfor er de heller ikke berettiget til at modtage fuld betaling for folks boliglån. Vi ved endnu ikke, hvor meget af boliglånene der skal betales tilbage, men det finder vi ud af. Vi sætter hele dette bankerotte boliglånemarked under statslig konkursbeskyttelse, i et samarbejde med delstaterne og de lokale myndigheder. Folk bliver boende i deres hjem – hvis de ønsker det – og hvis de står som ejer af huset. For vi må også sørge for, at bankerne holder dørene åbne.
Der er et lille problem her. I 1999 var Bill Clinton i store vanskeligheder pga. et komplot imod ham, som var organiseret af republikanere og andre folk, som ønskede at bremse hans forsøg på at forandre finanssystemets arkitektur. Husk, at der tilbage i 1998 var et kolossalt kollaps af den spekulative boble af russiske GKO-statsobligationer, som var blevet pustet op i forbindelse med Jeltsins kampagne for at blive genvalgt i Rusland. På det tidspunkt var systemet ved at kollapse. Og jeg advarede den siddende regering om, at sammenbruddet var i gang; det var uundgåeligt. Og den daværende præsident [Clinton] – det var i august – var enig med mig i, at det var problemet. Sammen med den daværende finansminister [Robert Rubin] indledte han det, der udviklede sig til en reel hensigt om at påbegynde en reform af vores valuta- og finanssystems arkitektur. For at fjerne denne korruptionsfaktor og skabe en kur imod den.
Men der var et komplot iscenesat af de kræfter, der var imod denne reform, for at få Præsident Clinton afsat ved en rigsretssag. Så i det følgende år levede præsident Clinton det meste af tiden under Al Gores diktatur. Gore opførte sig, som om han besad embedet i Det hvide Hus. Og Præsident Clintons mulighed for at tage sig af denne type problemer, som hobede sig op i løbet af 1999, var begrænsede.
Under disse omstændigheder, og med en forvirret og korrupt kongres – og den var forvirret og korrupt – blev Glass-Steagall-loven ophævet. Var Glass-Steagall-loven ikke blevet ophævet, så ville vi ikke stå i den situation, vi har i dag. Vi bør genoprette Glass-Steagall-loven med det samme. Det er en af de ting Kongressen bør gøre, men det er ikke nok. Udover de problemer, som Glass-Steagall tager sig af, er der i det seneste forløb opstået nye typer problemer, som kræver en bredere lovgivning, og det vil jeg komme tilbage til.
Jeg kom yderligere med et forslag til at beskytte valutadelen af vores banksystem: Jeg foreslog en grundlæggende udlånsrente i vores banksystem på minimum fire procent, på nær i de tilfælde, hvor kreditten gives til offentlige projekter, som er til gavn for hele nationen. Offentlige projekter, som er godkendt af Kongressen, vil modtage lån til en lavere rente. Det ville have beskyttet os imod nogle af de værste ting, der har stået på i den seneste tid.

En 4-magtsaftale
Nu, det tredje skridt – som er et stort et, og som er af yderste vigtighed netop nu – er, at jeg foreslog, at USA retter henvendelse til Rusland, Kina og Indien – de fire største magter på denne planet – ikke for at danne et diktatur under disse fire magter, men for at samle denne gruppe af fire nationer, som tilsammen er så mægtige, at verden er tvunget til at lytte til dem og acceptere nogle af de forslag, de kommer med. Og med den slags forslag [som jeg har beskrevet] ville denne gruppe omgående blive bakket op af Japan, af Korea, af visse nationer i Europa – visse interesser i Italien og visse folk i Frankrig, som f.eks. præsident Sarkozy netop nu. Der er også en bevægelse i Italien omkring den italienske finansminister, som peger i samme retning. Der er et italiensk beslutningsforslag, som er udfærdiget i mit navn. Dvs., at ideen om et Nyt Bretton Woods-system, min politik, er udspecificeret i et forslag, et lovforslag for et nyt Bretton Woods-system, som er introduceret i det italienske senat.
Det er løsningen, det er nøglen til at løse dette problem internationalt. Hele systemet er bankerot! Hele verdens valuta- og finanssystem er allerede i opstartsfasen til Weimar-lignende hyperinflation! Vi er uger væk fra en utroligt stor krise! Og ingen af de soldater, som Bush ønsker at sætte ind i gaderne for at få det lovindgreb igennem, vil kunne redde USA fra den ødelæggelse, det ville føre med sig!
Derfor behøver vi dette samarbejde med Rusland, Kina og Indien, som en G4-gruppe af de store lande, omkring hvilken andre nationer kan samle sig, så vi kan få fjernet modstanden imod at få det her igennem! Det er i verdensbefolkningens interesse, så hvorfor ikke mobilisere størstedelen af verdens befolkning, som findes i disse lande sammen med de andre nationer, der vil komme med, og lad os erklære, at verdens befolkning gennem deres respektive nationale regeringer er blevet enige: Dette [globale finanssammenbrud] skal stoppes nu!
Hvad gør vi? Vi tager et blad fra præsident Franklin Roosevelts bog, han var meget smartere end de idioter, vi har i regeringen i dag. Han havde også nogle bedre tilhængere dengang.
Vi erklærer, at vores hensigt er at danne et Nyt Bretton Woods-system; det er nøjagtigt det sprog, der bliver brugt i Rusland, i Italien, og blandt andre af Frankrigs præsident. Og det, de mener, er et nyt Franklin Roosevelt Bretton Woods-system. Intet andet. Forskellen mellem dét, og hvad Truman gjorde, er vigtig: Roosevelt fulgte forfatningen.

Roosevelts efterkrigsvision
Lad mig forklare, hvad problemet var dengang, for det er relevant for at forstå problemet i dag. Det var Roosevelts hensigt under krigen at indgå i en betinget alliance med briterne, for at knuse nazisterne og et par af de andre pestilenser, der huserede. Men det var også hans hensigt efter krigen at udrydde kolonialsystemet, og alt hvad der minder om det, fra denne jord.
Som nogle af jer er gamle nok til at huske (eller dvs. meget få af jer, man skal vist have tilhørt min generation for at huske det) havde vi påbegyndt en genopbygning, og var ved at komme os oven på den depression, som Coolidge og Hoover og lignende folk havde skabt. Ved hjælp af Harry Hopkins og andre, brugte vi dette til at mobilisere USA økonomisk for at forberede os på at opfylde den forpligtelse, vi havde til at tage os af truslen, som Hitler og andre udgjorde i Europa og i verden i almenhed.
Vi skabte, fra de fattige folk på gaden… den mægtigste økonomiske maskine, fysisk-økonomisk produktive maskine, som verden nogensinde havde set, her i vores USA. Ja, vi havde allierede, som vi var afhængige af, men det var overskuddet, som Roosevelts mobilisering skabte, der gjorde os i stand til at besejre Hitler og lignende problemer! Roosevelts hensigt var at komme til bunds i disse globale problemer, at udslette den britiske imperialisme! Og dét var konflikten mellem Roosevelt og Churchill hele krigen igennem!
Så Roosevelts hensigt var, som han sagde det klart og tydeligt til »Wi-i-n-ston!«: »Når krigen er forbi, Winston, er det slut med jeres britiske pis! Folk bliver sat fri. Der vil aldrig mere være kolonier. Vi vil bruge denne mægtige militære krigsmaskine, USA’s produktive maskine, til at gøre folk frie, til at sætte dem i stand til at udvikle sig og opnå deres frihed, til at udrydde kolonier fra denne planet og til at tillade nationer at udvikle sig, og have fuld del i menneskelig værdighed.
Men det gjorde vi ikke, efter at krigen var forbi, fordi Truman var en Churchill-elsker. Han var også et skvadderhoved. Den eneste grund til at han blev sat til magten, var at han hørte til ude på højrefløjen, og Roosevelt var i 1944 under stort pres fra højrefløjen, som var på vej frem igen. Og de fik anbragt denne original, [Harry S] Truman. Og Truman kyssede Winston Churchills mås. Det kan ikke debatteres. Han har muligvis også kysset andre dele, men bagdelen blev bemærket.
Under Truman-administrationen fulgte vi ikke Roosevelts efterkrigspolitik. Roosevelts politik var at tage den produktive militærmaskine, som vi havde opbygget for at vinde krigen, og omstille den til en produktionsmaskine til gavn for hele verden, til at producere kapitalvarer og andre ting til hele verden. Truman-administrationen gjorde det stik modsatte. De sagde: »Nej, vi kan lide briterne.« Truman-administrationen gav sin opbakning til genkoloniseringen af Indokina! De japanske soldater var i fangenskab i Indokina, som var blevet befriet ved en revolution, der var støttet af USA, af OSS-folk og andre fra USA. Under britiske ordrer blev de japanske tropper taget ud af lejrene, de fik deres våben tilbage og fik ordre til at genbesætte Indokina. Det resulterede i Vietnam-krigen, som vi tilbragte en del tid med i 60’erne og 70’erne. Vi gjorde det samme for de hollandske interesser i Indonesien. Vi gjorde det samme i Indien, blot i en lidt modificeret form, og vi gjorde det samme i Afrika.
Vi indgik i et samarbejde med briterne og hollænderne for at rekolonisere jorden, for at genetablere Det britiske Imperium, som er hvad det anglo-hollandske system er.
Og i USA, i stedet for at omstille vores krigsmaskine til at være den produktive motor i verdens udvikling, lukkede vi store dele af den ned! Vi beholdt den gæld, som vi havde arvet fra krigen, men vi ødelagde muligheden for at omdanne det militære potentiale til industri og lignende, og derved komme af med denne gæld.
Og herfra gik det ned af bakke for os i USA. Vi er gået ned i stadier. Det første stadie af nedturen var under Truman. Vi gik ned efter mordet på Kennedy. Johnson var skræmt fra vid og sans. Han troede, at han var den næste, de ville skyde. I baghovedet eller sådan noget. Og det sagde han. Johnson var ikke en dårlig præsident, han var en skrækslagen præsident.

Genopbyg verdensøkonomien
Og så havde vi hele 68’er-faktoren i 1968. Det ødelagde USA, og gjorde det muligt for Nixon at blive valgt. Og vi tog en skarp højredrejning, og er ikke kommet os siden. Målt i den fysiske produktion der er produceret, ikke i penge, er USA’s fysisk-økonomiske styrke faldet per person og per kvadratkilometer hvert eneste år, og under hver eneste præsident, fra 1968 og frem til i dag!
Der har ikke [i hele denne periode] været nogen form for fremgang i USA. Nogen har haft fremgang, målt i penge, så som de røvere, der støtter den her »hjælpepakke«. Men der har ikke været nogen forbedring i vores infrastruktur; vi har mistet industrier; vi har mistet vores bilindustri – vi har en japansk industri, som fungerer fint i USA. Vi har ikke nogen amerikansk bilindustri, og vi kommer aldrig til at have en igen, ikke som man normalt har bilindustrier. Japanerne gør et godt stykke arbejde. De og andre producerer alle de biler, vi har brug for.
Men der er noget andet, som vi har brug for: Vi har brug for at mobilisere de produktive kræfter i USA, hvilket hovedsageligt vil sige maskinværktøjsdesign og relaterede ting, til at opbygge vores infrastruktur, bygge et jernbanenetværk og skifte det her skøre motorvejssystem ud. Til at genopbygge vores flodsystemer, som er ved at falde fra hinanden, til at genoplive vores landbrug. Til at genskabe industriproduktionen og lignende ting i stedet for jobs, der blot er beskæftigelsesterapi. For at genopbygge vores nation, i den amerikanske tradition, ikke den britiske slavetradition, som vi opererer under i dag.
Vi står nu overfor en periode, hvor den amerikanske dollar indenfor det nuværende system grundlæggende set er værdiløs. Den er endnu ikke fuldstændigt værdiløs, men den falder, og der er intet der understøtter den og forhindrer den i at falde. Faktisk er det finansministerens skyld, at dollaren nu falder i en accelererende takt.
Vi er i et hyperinflationært sammenbrud – nu! Ligesom Weimar-tyskland i efteråret 1923. Verden befinder sig i en hyperinflationær spiral, og det her vil eksplodere.
Så, hvad gør vi? Hvad gør vi med den her »4-magts-aftale«? Rusland er klar til at indgå en aftale – nu! Kræfter i Italien og Frankrig har erklæret sig villige. Hvad de mener med det, er stadig til diskussion, men det er der. Kina vil støtte det, men ikke med mindre USA er en del af det, for Kina er bekymret for dollarens værdi. For Kina er i høj grad afhængig af deres handel med USA. Indien ville slutte sig til det. Hvis Rusland fører an, vil de andre lande følge med.
Hvis de fire stormagter, og andre nationer som i løbet af kort tid vil slutte sig til dem, bliver enige, vil vi sætte hele verden under konkursbehandling. Vi skaber en intension om at danne, hvad vi kalder »et Nyt Bretton Woods-system«. Vi vil udnytte den magt, der ligger hos regeringer internationalt – dvs. ikke ét internationalt agentur, men uafhængige regeringers indflydelse forenet som en samlet international magtfaktor – vi vil bruge den magt til at regulere et system baseret på faste valutakurser over hele verden. Vi vil lægge låg på hyperinflationen. Vi vil holde bankerne i de forskellige lande åbne – de rigtige banker, ikke de falske. Vi vil opbygge økonomien med den slags programmer, med tiltag som fremmer økonomisk opbygning: Storstilede og nødvendige infrastrukturprojekter, hvor vi benytter den højest udviklede teknologi og det bedste ingeniørdesign. Dette bliver en genopbygning af hele verdensøkonomien.
Vi udsteder nye kreditter, ikke den falske form for kredit, som I har set så meget af på det sidste, men nye langsigtede kreditter til lave renter, ligesom vi gjorde det under Roosevelt. På den måde kan vi chokstarte beskæftigelsen i alle nationer under et fastkurs valutasystem, der gør det muligt at opbygge og genvinde nationernes produktive kræfter.
Ja, det kommer til at tage tid at få styr på det rod, vi har i dag. Det vil sikkert tage to generationer, før vi er kommet fuldstændigt af med resultaterne af den korruption, der er blevet dumpet på os de seneste 40 år.

Mission for menneskeheden
Men der er noget, I bliver nødt til at forstå. Set i forhold til virkeligheden, den fysisk-økonomiske virkelighed, har den samlede politiske orientering de sidste 40 år været en jammerlig fejltagelse, en fiasko. Den amerikanske økonomi har befundet sig i et konstant kollaps i over 40 år, når vi ser på de produktive kræfter og det fysiske udbytte per indbygger og per kvadratkilometer, også når det gælder vigtig grundlæggende infrastruktur. Der har ikke været nogen som helst nettovækst per indbygger og per kvadratkilometer i den amerikanske økonomi siden budgetåret 1967-68.
Det viser, at hver eneste regering, hver eneste årgang af kongressen med få undtagelser, alle de holdninger, som er udtrykt i de største aviser, de ledende aviser og andre publikationer, de fleste massemediers holdninger, har været torskedumme! Fordi vi har bestandigt taget den ene beslutning efter den anden, som har gjort livsvilkårene værre for hver eneste nytilkommende generation. Den fysiske produktion per indbygger i USA i dag er ringere, end den har været i nogen forudgående periode helt tilbage til 1967-68. 68’ernes indflydelse, især de såkaldte miljøforkæmperes, har spillet en nøglerolle i det her. Vi har ødelagt os selv. I Vesteuropa og andre steder har noget lignende fundet sted.
Nu har vi en global situation, som er karakteriseret af et underforstået magtskifte, hvor magten har flyttet sig fra Europa og Amerika hen imod Asien. Denne planets fremtid er forbundet med udviklingen af Rusland, Kina, Indien og andre asiatiske lande. Disse områder har store befolkninger, hvor 60-70% eller flere er ekstremt fattige, de er meget underudviklede. Det repræsenterer en social krise, en global social krise, med alle mulige bivirkninger. Men hvis vi vil have en succesfuld planet, må vi koncentrere os om storstilede infrastrukturprojekter og lignende programmer, som i løbet af to generationer vil øge den produktive arbejdskraft blandt befolkninger i hele verden. Det betyder, at de store investeringer i planeten fra nu af først og fremmest vil være i Asien; dernæst Afrika, især Afrika syd for Sahara; og den tredje komponent vil være udviklingsprogrammer i Central- og Sydamerika.
USA og Vesteuropa må være parate til at være drivkraften i den succesfulde udvikling af hele planeten, en økonomisk drivkraft, men også en politisk, med det vi gør for at støtte op om udviklingen af Syd- og Centralamerika, Afrika og Asien. Menneskeheden har brug for en ny mission!
Vi har ikke nogen fjender i hele verden, som er værre eller mere fjendtlige end Præsident Bush [applaus]. Det er de folk, der kontrollerer os, og briterne, de anglo-hollandske liberale, den type folk har fået os til at ødelægge os selv. Vi har ingen rigtige fjender blandt de asiatiske nationer! Vi har ingen rigtige fjender i Sydamerika! Vi har ingen rigtige fjender i Afrika – ikke hvis vi tænker ligesom Franklin Roosevelt! De er vores venner – og vores regering er vores fjende! [applaus].
Så i bund og grund, hvis USA’s befolkning er i stand til at sige fra over for det her, sådan som mange folk fra de lavere indtægtslag allerede har gjort det, som det var afspejlet ved [afstemningen i] Repræsentanternes Hus, og hvis folk er i stand til at tvinge de nødvendige forandringer igennem, så kan jeg garantere jer, at Rusland vil samarbejde, Kina vil samarbejde og Indien vil samarbejde. Så vil Japan samarbejde, Korea vil samarbejde og andre nationer vil samarbejde! Nationer i Afrika vil begejstret modtage dette – de bliver udsat for massemord under den nuværende britiske politik! – de vil juble, når de ser, at vi er tilbage i billedet på denne måde. Verden vil være på USA’s side.

Hvad er USA?
Den anden ting vi må forstå at værdsætte, er hvad vores USA rent faktisk er. …
Der var et brud i februar 1763, da Paris-freden blev underskrevet, hvor vi i USA, eller det der senere blev til USA, brød med England, fordi England havde udviklet sig til et imperium og forsøgte at udplyndre os. På grund af disse kulturelle omstændigheder har den verdensomspændende civilisation været karakteriseret af en engelsktalende dominans og kontrol fra det tidspunkt og frem til i dag.
Så derfor, denne opdeling imellem to engelsktalende nationer, os i USA i dag, og de der repræsenterede det britiske oligarki, eller det anglo-hollandske oligarki – bankfolkene, røverne – blev til den ledende magt på jorden. Så derfor er USA’s rolle en uundværlig del af Europas historie. Det er en uundværlig del af civilisationens historie som en organisk kvalitet. Vi i USA har taget på os og har arvet den lod at være det lederskab, resten af verden har behov for, for at frigøre sig fra det britiske, anglo-hollandske liberale imperium og dets traditioner.
Det var Roosevelts hensigt, hans åbenlyse hensigt. Hver eneste god præsident, og hver eneste patriot dette land har haft, har haft den hensigt. Det er derfor, vi blev anset for en trussel imod Det britiske Imperium. Det er derfor indbygget i de kulturelle relationer på denne planet, at når USA beslutter sig for at være moralsk, som det gjorde under Roosevelt, og siger: »Vi er interesserede i at finde en måde, hvorpå vi kan samarbejde med andre nationalstater på denne planet for at forme et fællesskab af fuldstændigt suveræne nationalstater, der samarbejder i alles fælles interesse. Vi vil ikke forsøge at diktere interne forhold i disse andre landes regeringsform, vi vil blot samarbejde med dem som nationale personligheder. Og således opnå fælles mål og formål, fælles mål for menneskeheden«.
Så hvis det er vores politik – ikke »hvem er fjenden? Hvem skal vi banke?« Vi har kun én fjende at slå: det anglo-hollandske liberale system. De andre er ikke andet end fjolser, som ikke ved bedre. Men vi bør vide bedre. Vi er nødt til at genskabe en ny politisk bevægelse her i landet baseret på arven fra Franklin Roosevelt, baseret på den tradition, som mange republikanere har arvet. En ny politisk bevægelse, der adopterer ideen om USA som en unik universel personlighed, med en rolle at spille til gavn for hele menneskeheden, og derfor for sig selv.
Det er princippet fra Den vestfalske Fred – næstekærlighed! Det er princippet bag den moderne nationalstat, at man vil det bedste for sin nabo. For hvis du handler med din næstes gode for øje, vil man også tage sig af dig. Du vil skabe et samfund, hvor man vil tage sig af dig. Hvis du er retfærdig overfor andre, skaber du retfærdige forhold for dig selv. Hvis du fremmer andres udvikling, skaber du et udviklende miljø for dig selv.
Det jeg oplevede i 2. Verdenskrig, på den anden side af havet i Asien, var en ondskab udtrykt i folks levevilkår og kultur, som hovedsageligt havde sin rod i imperialisme – i britisk imperialisme for at være præcis, men også hollandsk imperialisme.
Og disse folk, dengang jeg var i Indien, fx i foråret 1945-46 – da jeg var der, kæmpede de for dette: Inderne kiggede på os, kulier på gaden kom op til mig i min amerikanske uniform og spurgte: »Vil USA sende os landbrugsmaskiner? Vil det sende os tekstilmaskiner, så vi ikke længere skal være kulier og leve for otte annas om dagen, men kan have vores eget liv?« Det var den idé, verden havde om USA, så længe Roosevelt var præsident, og det fortsatte et stykke tid efter. Roosevelt repræsenterede den bedste tradition i USA. …

Rigtig økonomi
Der er en anden side til det her. Der er en vis idioti, når det kommer til økonomi, ikke kun blandt vore økonomer… En idiot ville sige, især frihandelstilhængeren, at »alt begynder ved produktionsstedet«. Men det er noget vrøvl. En succesfuld økonomi begynder ikke ved produktionsstedet.
Tag som eksempel området omkring New York City i tiden 1910-1912, hvor Edison var i området. Der var en udvikling med forbedringer i elektriske motorer, små elektriske motorer, som kunne sluttes til enkeltstående maskiner. Edisons metode med at introducere særskilte motorer af denne type og slutte dem direkte til produktionsmaskinerne, i stedet for det tidligere system med drivremme, resulterede i et produktivitetsspring over hele New York. Det var et spring i den produktive kraft. Der var ingen betydelig forandring i produktionsprocessen som sådan på produktionsstedet, som kunne forklare denne stigning i produktivitet. Det var et resultat af at forandre produktionsmiljøet.
Det her er kun et udtryk for noget andet, som foregår i en økonomi: Det er de fundamentale opdagelser af fysiske principper, som er kilden til en forøgelse af den produktive arbejdskraft. Og indførelsen af et opdaget princip og forbedringer i anvendelsen af det princip er ikke lokaliseret i en bestemt »ting« – ja, et individ har gjort en opdagelse i sit sind, eller en gruppe af individer. Men det er anvendelsen af opdagelsen i hele områder af samfundets produktion eller dets leveforhold [som øger produktiviteten].
Som at have et godt offentligt transportsystem, i stedet for at køre rundt på motorveje og miste syv dollars i vejafgift [på turen] fra Vestvirginia og her til Washington. Og bruge tre en halv time hver vej. Det ødelægger familien! … Hvad for et intellektuelt og følelsesmæssigt liv har dine børn? Hvordan er skoleuddannelsen? Så de vigtigste faktorer i en produktiv økonomi er ikke nødvendigvis tiltagene på selve produktionsstedet. Det vigtigste er opdagelser af universelle principper og forandringer i organiseringen af samfundet, som kan gøre en person mere produktiv, uden nødvendigvis at forandre det han individuelt gør, men ved at forandre hans omgivelser, inklusive den anvendte teknologi. Så vores fremgangsmåde må være diametralt modsat til det, der foregår under miljøfanatikernes indflydelse.

Kraft versus energi
Tag et andet eksempel, spørgsmålet om energi: hvad vil det sige, at have fremgang i kraftproduktionen? For det første kan kraft ikke måles i kalorier. Du kan måle varme, og den kan du måle i kalorier, så meget du vil, men det måler ikke kraften. Kraft måles i energigennemstrømningstæthed. Dette er et grundlæggende princip indenfor kernefysikken: For at nå til et vist stadie er du nødt til at have et tilsvarende niveau i energigennemstrømningstæthed, ellers kan du ikke komme til det niveau. Så det vil sige, at visse former for produktion kræver en højere energigennemstrømningstæthed. Så energikilder baseret på en lav temperatur er ikke en erstatning for kilder med høje temperaturer – et typisk eksempel.
Uddannelse, som orienterer folk i retning af fysisk videnskab og klassisk kultur, skaber et mere produktivt sind hos den samme person, eller hos den samme befolkning, end hvis den ikke havde fået den slags uddannelse. En person, der går til rock-koncerter, er mindre intelligent, end én der ikke gør. Det er sandt: de har sten i hovedet, det gør det svært at høre noget som helst!
Så derfor, det folk typisk ikke forstår, er, at vi ikke snakker om infrastruktur i ordets almene betydning, det er en bestemt slags infrastruktur: …Vi snakker om en bedre måde at organisere vores samfund på, et bedre transportsystem, mere tilgængelige høj-temperatur-anlæg. Tag f.eks. brændsel. Det er idioti at transportere benzin fra Saudi-Arabien til USA for at fylde det på vores biler! De er skøre! Med en høj-temperatur gasafkølet reaktor af Jülich-typen, PBMR-reaktortypen, kan vi relativt nemt lave syntetisk brændstof ud fra vand! Syntetisk brændstof er hovedsageligt brintbaseret brændstof. Så hvis vi har et stort antal reaktorer af den type i forskellige dele af landet, vil et af biprodukterne være produktion af brintbaseret brændstof! Så har du forandret hele strukturen i vores brændstoføkonomi, fra at være baseret på olie eller benzin, til anvendelsen af brintbaserede brændstoffer. Vi kan skabe vores egen energi til boligopvarmning og så videre. Pludselig er alting billigere og bedre!
Så det der ikke er forstået, det der ikke er respekteret, er den realitet, at produktivitet ikke er et spørgsmål om, hvor hårdt en person arbejder på produktionsstedet eller arbejdskraftens færdigheder. Den slags ting kan spille en væsentlig rolle, specielt arbejdskraftens færdigheder, men det vigtigste er omgivelserne som helhed: transportsystemer, energisystemer, alle de ting, der udgør samfundsmiljøet som helhed.
Det er et simpelt spørgsmål, som adskilte Leibniz fra Descartes. I det meste af verden er økonomiundervisningen i dag baseret på en kartesiansk opfattelse. Hvorimod videnskab, rigtig videnskab, udlæres på basis af en leibniziansk forståelse, som kaldes »dynamik«. Og det vigtigste er, hvordan man kontrollerer dynamikken.

Magnettog til Afrika
Så det vi kan gøre, er at tage de nyeste teknologier i anvendelse på et globalt plan, de højeste former for teknologi, vi indtil nu har udviklet eller kan udvikle, og benytte disse så omfattende som muligt, gennem infrastruktur såvel som uddannelse. Herved skaber vi nogle omstændigheder, hvor vi kan tage en stor del af Kinas befolkning – 70 % af dem er utroligt fattige, og har derfor en utroligt lav produktivitet – eller Indien, hvor 70 % af befolkningen har en meget ringe produktivitet. Og ved at skabe andre omstændigheder af teknologi og andre systemer, så kan vi forøge arbejdskraftens produktivitet hos befolkningen, endda før de ellers har været i stand til at tilegne sig mere udviklede færdigheder og viden.
Og det er vores opgave. Vi, som er i nationer, der har denne form for videnskabsdreven kultur iblandt os, og den dertil hørende kultur, er nødt til at mobilisere os selv og styre væk fra alt det her grønne miljønonsens – det er alt sammen en løgn! Det er et svindelnummer! – og vende tilbage til rigtig videnskab. Vi må vende tilbage til videnskabsdrevne programmer, som vi her i mere udviklede lande kan gøre det, og vi må bruge vore hjerner og vore evner til at forsyne de fattigste dele af verden med den slags teknologi, teknologiske forbedringer. Som for eksempel Afrika. Afrika, syd for Sahara, har det største landbrugsområde i verden. Men de får ikke ret meget at spise! Hvorfor ikke? Fordi insekter og andet kryb ødelægger deres mad. De har ikke alle de beskyttelsessystemer, de har brug for. De har ikke noget transport- og fordelingssystem, der kan beskytte dem, så hvad gør vi? Vi går ind og siger: »Vi bygger et internationalt jernbanenetværk, magnettogbaner. Så fører vi dette internationale jernbanenetværk, eller magnettognet, ind i Afrika«. Som en gave! Vi andre nationer i verden, vi giver dem, som en gave, et jernbane- eller magnettognet, som er et fundament, der betyder, at disse lande nu har, hvad der behøves for at transportere fragt fra ét sted til et andet.
Dét og kraftværker, energisystemer osv., som vi leverer til dem, vil sætte dem i stand til at gøre resten selv. Og det er pointen. Man udvikler ikke en befolkning ved at komme og fortælle dem, hvordan de skal gøre alting. Man giver dem de nødvendige ting, der gør dem i stand til at gøre noget for sig selv. Og man hjælper dem til at gøre det [applaus].

Menneskekærlighed
For at runde af. Hele menneskeheden går en ny mørk tidsalder i møde, ikke et sted nede ad vejen, men vi står overfor den allerede inden jul… I den slags situation er der kun en løsning: Det er kærlighed til menneskeheden. Og det rigtige spørgsmål at stille er: »hvordan løser vi det her problem?«. Ikke hvordan gør vi en eller anden rig, eller hvordan vi giver folk det, de vil have. Men hvordan vi kan hjælpe folk til at forbedre sig selv, og skabe en forbedring i relationerne lande imellem.
Og ved at vi viser vejen gennem at gøre dette, overtale andre nationer til at blive enige. Lave holdbare aftaler, som vil forandre karakteren af relationer på denne planet. På en måde, som vi kan se er nødvendig, når vi ser på muligheden for PLHINO i Mexico; når vi ser på andre projekter, der er mulighed for i Sydamerika; når vi ser det store behov i Afrika, som er et af områderne i verden med massesult; vi ser på den enorme del af befolkningen i Asien, 70%, som lever en elendig tilværelse uden nogen fremtid – brutaliserede.
Vi har muligheden for at forandre det, hvis vi kommer i gang. Vi kan dedikere os selv til at skabe den forandring, og bringe nationer sammen omkring det politiske mål…. Vi er nødt til at have en politik, som ikke er baseret på konflikt, men på kærlighed: Det må være konkret. Og på den basis kan nationer samarbejde. De vil stole på hinanden på det grundlag! Hvis du ikke gør det, vil de ikke stole på dig, og så kan du ikke gøre noget som helst. Så det er på bordet.
Det jeg foreslog sidste år, den 25. juli, er til dato den eneste pokkers gode idé i verden til at løse det her problem.

Præsidentskabet
Debra Freeman: Lyn, det er ironisk, at vi er midt i en præsidentvalgkampagne, men de ledende kandidater virker begge irrelevante for denne kamp. Set i lyset af den katastrofe, som de to ledende kandidater repræsenterer, vil du venligst her til slut tage fat på den mulighed, der eksisterer for at forme politikken gennem den mere vidtrækkende institution, præsidentskabet udgør, og som rækker ud over det enkelte individ, der tilfældigvis bor i Det hvide Hus, siden det virker som om, at det er denne institution, der bliver nødt til at fungere. Jeg tror mit egentlige spørgsmål er, hvordan sætter vi skub i den institution, og hvordan kommer vi videre efter i dag?

LaRouche: Når man tænker på USA’s historie og dets præsidentskab, kan man ikke tænke på en præsident, og hvad en præsident betyder, i Europa. Det er fuldstændigt anderledes. Vores præsidentskab er rent faktisk vores regering. Jeg har haft en hel del at gøre med vores regering, og har i løbet af årene haft et vist forhold – til tider et meget godt et – til adskillige regeringsinstitutioner. Jeg har, i bund og grund i mit virke, været en del af vores regering. For nogle er det muligvis ikke åbenlyst, men ja, jeg er involveret bag scenen og har været det igennem lang tid. Og i den proces rusker jeg af og til op i tingene, til tider er det succesfuldt, til andre tider mindre succesfuldt. Men jeg forstår denne regering, sikkert bedre end nogen præsidentkandidat, der enten render rundt frit omkring eller står i kø til det.
Præsidentskabet, som en institution, er ikke en isoleret institution i hænderne på et enkelt dødeligt individ. Det har en hellig funktion. Det er det centrale omdrejningspunkt for hele vores stat og hele vores samfund. Hvilket indebærer, at selv om der er en elendig præsident, betyder det ikke, at han styrer hele landet. Det betyder, at der er processer i samfundet, som er orienterede i retning af ideen om præsidentskabet, ikke personlighed hos en bestemt præsident. Ind i mellem i vores historie – selvom det i hele USA’s historie kun meget sjældent har været tilfældet – har den siddende præsident været en fremstående repræsentant for hele præsidentskabet.
Præsidenten er der. Han kommer og går. Men derudover har du alle institutionerne omkring præsidenten og præsidentskabet, og de er der stadig. De er der et par generationer eller tre. De er der. Fordi hvis præsidentskabet skal fungere, er alle disse folk, der har en indflydelse på præsidentskabet, nødvendige. Nogen af dem sidder ikke længere i regeringen, men de er stadig en del af præsidentskabet, den indflydelse de udøver, er meget vigtig. For eksempel, hvis en præsident eller et præsidentskab ønsker at gennemføre en politik, rækker de ud til folk, som måske er udenfor regeringen, og det gør de regelmæssigt. Og disse folk anses for at være en del af at udforme den amerikanske regerings politik, selvom de er udenfor regeringen på det givne tidspunkt.
Så der er en kontinuitet, en kontinuitet i ideen om præsidentskabet, som strækker sig over flere generationer, og det er dette, der karakteriserer USA’s regering. Og de andre institutioner, så som Senatet og Repræsentanternes Hus, er i bund og grund præsidentskabets hjælpere. Vi er et præsidentsystem! Vi er ikke et parlamentarisk system, og systemet er større end præsidenten. Så derfor fungerer vi – når vi overhovedet fungerer – ikke på baggrund af vores præsident, men på baggrund af præsidentskabet. Og alle de folk i USA, som er del af rådgivningsprocessen, dvs. præsidentskabet i USA, inklusive Repræsentanternes Hus, som i visse henseender er et tjek på præsidentskabet, men også en del af det. Senatet er der til dels for at holde styr på præsidentskabet, men er også en del af det.
Så vores forståelse af en regering, er ikke en kartesiansk idé om forskellige separate dele af statsmagten, men en riemannsk forståelse, en leibniziansk forståelse, og vores form for regering var specifikt baseret på Leibniz. Vi har en leibniziansk regering, det er ideen. Det er dynamisk! Alle delene fungerer som en helhed, ikke som enkelte dele, der gnider sig op ad hinanden eller bumper ind i hinanden og rikochetterer. Og det er det, vi må fokusere på.
De døde lever iblandt os igennem præsidentskabet. John Quincy Adams ydede bidrag til præsidentskabet, som lever i dag, og som er del af hele rådgivningsprocessen. Abraham Lincoln lever i dag. George Washington lever i dag, Hamilton lever i dag. Mange nøglefigurer lever i dag. Franklin Roosevelt lever i dag, og folk forsøger stadig at slå ham ihjel. Folk som George Soros og co. siger: »Slå ham ihjel«. Så det er dét, vi må forstå.
Vi er udødelige. Indenfor teologi er der et koncept, særligt indenfor kristen teologi, som er særdeles relevant her. Det er ideen om en samtidig evighed. At vi lever som dødelige mennesker, således at når vores kroppe dør fra os, lever vi videre, blot på en anderledes måde. Vi lever, og vores liv er udtrykt i den måde, vi påvirker processerne omkring os, i den oplysende virkning vi har. Det kan nogle gange udtrykkes på ganske enkel vis, som når børn helliger mindet om deres bedsteforældres hengivenhed, eller mindet om en helt i familien, mindet om en helt i nabolaget. På forskellige måder er ideerne, koncepterne, formningen af ideer, som fandt sted i tidligere generationer, afspejlet i dem, der er i live i dag, og det amerikanske præsidentskab skal forstås som den slags institution.
Præsidentskabet er et slags opbevaringsrum i en samtidig evighed, som har en rolle i Universet, en rolle på denne planet, for hele menneskeheden. Vi er ikke blot til for os selv, for at beskytte os selv og vores ejendom! Vi er til for at forsøge at gøre denne verden til et bedre sted at leve. Og for at gøre denne nation til et redskab, der gør verden til et bedre sted at leve og giver menneskeheden en bedre fremtid. Vore institutioner bør leve i en samtidig evighed, således at vi bidrager med noget til fremtiden. Vi reagerer på et ansvar, som vi har overfor fortiden. Så det vil sige, at de døde på den måde får liv igennem os, og vi lever til gengæld igennem dem, der endnu ikke er blevet født.
Og det er, hvad præsidentskabet er, når man virkelig har forstået det. Hvis man forstår Lincoln, hvis man forstår John Quincy Adams, hvis man forstår Benjamin Franklin frem for alle, så forstår man det. Så vi skal ikke fokusere på nogen enkelt præsident, som det fjols vi har i dag. Vi må se præsidentskabet som en institution, som en udødelig institution i en samtidig evighed, som eksisterer på denne jord med et formål, der gælder hele menneskeheden, ikke blot vores egne affærer. [Det eksisterer] for at gøre vores borgere til værdifulde individer. At gøre vores borgere til bedre mennesker, at udvikle dem, er et gode for hele menneskeheden.
Det er denne slags verdensforståelse, der er det væsentlige. Og jeg tror, at det er meget få mennesker i denne 68’er æra, der stadig har dette livssyn. Jeg ved, at det eksisterede, da jeg var yngre. Det resonerede i folk. I dag, kun hos meget få. Men vi må indfange den sans for en samtidig evighed og se Præsidentskabet i det lys.

LaRouche var den 5. oktober på russiske Rossiya TV’s program Vesti Nedeli, Ugens Nyheder, der har 70 millioner seere. Den 19. oktober var han så på tv-programmet India This Week.