Obamas sundhedsreform kopieret fra Hitler

I en webcast den 11. april (se side 4) rystede den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche den amerikanske befolkning, ved at advare om, at den britiske politik præsident Obama var begyndt at føre, er Hitler-politik. Det gælder i allerhøjeste grad også den reform af det amerikanske sundhedsvæsen Obama nu er i gang med.

af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark

Efter at have brugt de første 100 dage af sin embedstid på primært at pumpe tusinder af milliarder af dollars ud til Wall Street og finansverdenen (eksperter vurderer, at den amerikanske regering i løbet af de sidste 6 måneder har udstedt bevillinger, lån og garantier til finansverden for over 13.000 milliarder dollars – mere end den samlede amerikanske statsgæld opbygget i løbet af de 220 år der gik forud) er Obama-administrationens hovedtema at skabe balance i statens budgetter gennem en reform af det amerikanske sundhedsvæsen. Mindst 2.000 milliarder dollars skal der spares over de næste ti år.

Danskere, der gennem årerne har hørt uhyggelige historier om amerikanere, der dør på gaden uden adgang til hjælp, vil nok mene, at det er på tide at gøre noget ved det amerikanske sundhedssystem. Problemet er blot, at formålet med reformen ikke er at øge, men tværtimod drastisk at reducere statens udgifter til sundhedsvæsenet, og derfor gennemtvinge nogle »svære beslutninger« for befolkningen. Hele Obamas embedsmandsapparat arbejder sammen med Kongressen på højtryk for at strikke en gennemgribende sundhedsreform sammen, inden Kongressen tager på sommerferie. Den skal så vedtages som lyn og torden – uden offentlig diskussion, og inden befolkningen opdager, hvad der foregår.

Som i andre sammenhænge siger Obama til folk, hvad de ønsker at høre, og fører derefter en politik med helt andre konsekvenser, end lovet. Og når folk så finder ud af, at de er blevet snydt, er det for sent at stoppe politikken. Obamas græsrødder og offentligheden får at vide, at en reform er nødvendig, fordi »individer og firmaer ikke længere har råd til at betale for at være dækket af sygesikringen, og at millioner af amerikanere slet ingen sygeforsikring har«. Der behøves derfor et bedre system, der »arbejder for befolkningen – ikke for forsikringsselskaberne og medicinalfirmaerne«. Reformen skal »udvide dækningen, øge kvaliteten, reducere udgifterne, respektere patientens valg og holde forsikringsselskaberne ansvarlige«.

Hvis det var intentionen, var der ét enkelt indgreb, man kunne foretage, nemlig at afskaffe de private »Health Management Organisations«, HMO’er, som blev indført under Nixon, og siden har overtaget en stadig større del af det amerikanske sundhedsbudget. I stedet for at folk har en offentlig administreret sygesikring og får medicinsk hjælp direkte fra det offentlige, går en stadig stigende del gennem dette private bureaukrati. Hvor det offentlige har en administrationsomkostning på ca. 2%, er den omkring 30% i disse privat drevne ordninger. Aktionærerne i HMO’erne skovler penge ind, mens den behandling, HMO’erne tillader patienterne at få, mindskes. En afskaffelse af HMO’erne ville frigøre ekstra penge til behandling, men det er ikke Obamas plan.

I stedet har »adfærdsøkonomerne«, der nu er kernen i hans administration, længe haft som deres kardinalpunkt, at der skal skæres drastisk i udgifterne til sundhedsvæsnet. Og de enorme hjælpepakker, man netop har ydet til finansverdenen gør, at de besparelser man skal have igennem, også må være enorme. Derfor skal man nu strømline den behandling, der tillades, så ingen patienter får en behandling, der er »unødig dyr«. Det er økonomerne der skal bestemme, hvad behandling der kan tilbydes, ikke lægerne.

Det var også kernen i de forandringer nazisterne i 30’erne foretog i den daværende tyske sundhedspolitik. Den amerikanske læge Leo Alexander, der spillede en ledende rolle i retssagen imod 16 højtstående nazister ved Nürnberg-domstolen, hvoraf flere blev dømt til døden for deres rolle i massemord på »unyttige munde«, forklarede i 1949, hvordan det kunne gå så galt. Det filosofiske princip, som ledte til uhyrlighederne, var »rationel nyttefilosofi«, en hegeliansk idé der gjorde, at stadig stigende dele af befolkningen blev behandlet som dyr, og udset til at blive slagtet, fordi de opbrugte for mange af samfundets ressourcer, eller på anden vis var uønskede. Hundredtusinder af tyskere – mentalt retarderede, handikappede, kroniske syge, ældre og andre, »der lå samfundet til last« – og millioner af udlændinge, mistede livet på grund af dette »princip«.

Leo Alexander advarede om, at hvis man først accepterer denne nyttefilosofi, og ideen om at der findes liv, der ikke er værd at leve, så er der en logisk lige vej, om end et stort skridt, til det massemord, der fandt sted i Nazi-Tyskland. »Uafhængigt af det omfang disse forbrydelser fik til slut, blev det klart for alle der undersøgte dem, at det begyndte i det små. Det begyndte med et lille nuanceskifte i indstillingen hos lægerne. Det begyndte med accepten af holdningen, at der er liv, der ikke er værd at leve. Denne holdning begrænsede sig i begyndelsen til meget syge og kronisk syge. Gradvist blev kredsen af de, der var inkluderet i denne kategori, udvidet til at inkludere de socialt uproduktive og ideologisk uønskede, og til sidst alle ikke-ariske. Men det er vigtigt at forstå, at den uendeligt lille løftestang for hele denne tankegang, fik sin begyndelse med holdningen overfor de uhelbredeligt syge«.

Nu vil Obama-administrationen reformere sundhedssystemet ud fra nødvendigheden af besparelser og troen på denne nyttefilosofi – Obama vil måske kalde det »pragmatisme« – som længe har presset på. Man kopierer grundlaget for Hitlers sundhedspolitik og har sat kursen mod den form for hemmeligt program, som Hitler satte i gang med en underskrift i oktober 1939, med titlen: »Ødelæggelsen af liv der ikke er værdige til at blive levet« (Hitler tibagedaterede ordren til 2. verdenskrigs udbrud den 1. september 1939). Det medførte en systematisk likvidering »gennem en værdig død« af de personer, der vurderedes til blot at ligge samfundet til last.

Sundhedsreformens fædre
Vil man overbevise sig om, hvor dårlige intentioner der ligger bag sundhedsreformen, behøver man blot at kigge på de folk omkring Obama, der står bag den.

En af hovedkræfterne er Ezekiel Emanuel, bror til Obamas stabschef, Rahm Emanuel, der er sundhedspolitisk rådgiver til budgetchef Peter Orszag og et ledende medlem af Obamas 15-personer store »Råd til at undersøge konkurrencedygtig effektivitet«. Det skal fastlægge, hvilken medicinsk behandling der skal tillades, hvad den må koste, og hvad der simpelthen er for dyrt. I oktober 2008, da Bush stadig var præsident, skrev Emanuel i avisen Huffington Post: »… billioner af dollars går op i røg under denne krise, millioner af amerikanere står overfor at tabe deres hjem og arbejde, og de er vidne til en dramatisk reduktion i deres pensionsopsparing. Som et resultat vil offentligheden desperat ønske finansiel sikkerhed, og at få sundhedsydelser er en kritisk del af det… Under truslen om at miste alt, vil amerikanerne måske stille sig tilfreds med en garanti for en hæderlig plan, der yder omkostningseffektive behandlinger med begrænsninger i valgmulighederne og ydelserne, for at spare penge… Den kæmpestore stigning i den offentlige gæld, som disse hjælpepakker indebærer, øger behovet for at begrænse udgifterne til sundhedsydelser.«

Emanuel skrev, at hans medforfatter fra tid til anden, »den mest erfarne af sundhedsøkonomerne, Victor Fuchs fra Stanford Universitet, længe har insisteret på, at vi kun får en sundhedsreform, når der er krig, en depression eller en anden stor krise i befolkningen. Det ser ud til, at vi får alle tre«.
Hvad er karakteren af den sundhedsreform, som Emanuel håber på at kunne få gennemført? I 1998 udarbejdede han et arbejdspapir sammen med Margaret Pabst Battin med titlen: »Hvad er de mulige besparelser ved at legalisere læge-assisteret selvmord?«. Medforfatter Battin er ikke læge, men har studeret filosofi og novelleskriveri. Hendes professionelle karriere har været dedikeret til at legitimere massemord på de ældre og syge. Hun har bl.a. skrevet: »Skal medicinsk behandling for de ældre rationeres?«, »Om at vælge dødstidspunktet. Etik og økonomi ved ældres selvmord«, »Er der plads til eutanasi blandt de ældre« og »Aldersrationering og en retfærdig distribution af sundhedsydelser; er der en pligt til at dø?«

En anden nøgleperson er Obamas budgetchef, Peter Orszag. Han var i 2007-2008 chef for Kongressens budgetkontor, hvor han gentagne gange skrev, at medicin og behandlinger skulle rationeres i henhold til deres effekt på antallet af såkaldte »kvalitetstilpassede leveår«, »Quality Adjusted Life Years«, QALY.
Disse QALY skal hjælpe økonomerne med at prisfastsætte værdien af liv, specielt blandt syge og ældre. Skal man måle sine fremtidige QALY, skal man tælle de forventede leveår man har foran sig, og så gange op med den livskvalitet man forventes at få. Har man det kun halvt så godt, som en supersund frisk ung mand, regnes et år kun som 6 måneder. Står det dårligere til, er det mindre QALY-tid. Når man skal sætte en pris på menneskeliv, skrev Orszag, er eksperterne enige om at en QALY er 50-100.000 dollars værd.

Omsat til praksis betyder det, at ikke alle skal have en optimal behandling i sundhedsvæsnet. Er man gammel og syg, har man ikke nok QALY frem for sig, til at det kan forsvares at bruge penge på den bedste medicin og behandling. I stedet får disse ældre eller kronisk syge smertelindring, og måske hjælp til »en værdig død«. Det betyder selvfølgelig også, som man har set i England, hvor dette system er blevet indført, at der er en klassedeling på den medicinske hjælp man får. Er man fra en mere velhavende del af befolkningen og har den rigtige hudfarve, har man mange QALY frem for sig og er derfor værd at satse på. Er man fattig og fra indvandrerkredse, er ens liv alligevel ikke værd at leve, og man må affinde sig med et kortere liv. I England har det vist sig, at hvis lægerne bare er pædagogiske nok overfor de pårørende, så kan man få indvandrere i 50’erne til at acceptere, at nyresvigt er en fatal lidelse, det ikke lønner sig at overkomme med dialyse og lignende.

Danmarks sundhedsvæsen
Hvis disse forandringer kommer igennem i USA, skal man som ældre eller svagelig ikke føle sig tryg i Danmark. En diskussion i lighed med den Obama-administrationen nu fører, fandt sted i Danmark under påvikning af oliekrisen i 70’erne og de hastigt voksende offentlige underskud. Dengang kunne man høre Ritt Bjerregaard erklære: »Vi kan ikke blive ved med at betale mere og mere for et hospitalsvæsen, hvor langt over halvdelen af udgifterne anvendes til at udskyde døden nogle få uger eller måneder«, og »vi kan ikke klare de næste 10 års tilvækst af gamle ved at udbygge plejehjemmene«. I et interview med Jyllands-Posten 1. juni 1980 udtalte hun: »Jeg har rejst spørgsmålet om døden og om den kunstige udskydelse af livet på baggrund af vor økonomiske situation«.

Den intensive debat på daværende tidspunkt, hvor et af hovedtemaerne var, at vi skulle holde op med at bruge penge på »kunstigt« at forlænge livet og i stedet overtale folk til at vælge en billigere »værdig død«, fik store konsekvenser. Selv om det med en aktiv modstand lykkedes at begrænse skaderne, har det danske sundhedssystem lige siden været inficeret af en dødelig holdning om at »altid holde øje med omkostningerne«. Man udsulter konsekvent sundhedssystemet, så »det er tvunget til at tænke mere økonomisk«, og i stedet for at behandlinger ydes, efter hvad der forventes at give størst succes, har økonomiske betragtninger vejet stadig tungere.

Samtidigt har man i administrationen af hospitaler o. lign. i høj grad erstattet overlæger, der er forpligtet overfor patienterne gennem deres lægeløfte, med DJØF’ere – jurister og økonomer – der er forpligtet overfor administrationen og budgettet. Det har allerede betydet, at mange liv, der med den rette behandling kunnet være blevet reddet, er gået tabt, og at en stadig større del af sundhedssystemets udgifter går til konsulenter og administration i stedet for behandling af patienterne.
På trods af en forbedret økonomisk situation i Danmark siden begyndelsen af 90’erne, har vi måttet vænne os til ventelister, akut læge- og sygeplejerskemangel, og at mange af de bedste behandlingsmetoder kun er noget der finder sted i udlandet, men ikke her i Danmark. Hvis den nuværende finansielle og økonomiske krise så ikke bliver løst, ved at følge de anvisninger LaRouche og Schiller Instituttet har anvist, men i stedet medfører drakoniske nedskæringer, som dem der lægges op til af Obama, skal man heller ikke være svag eller gammel her. Så kan man, hurtigere end man tror det, få hjælp til at gøre ende på et liv, økonomerne mener »alligevel ikke er værd at leve«.

Følgende er fra en udtalelse af Lyndon LaRouche den 28. maj 2009

    »Obama-administrationens nuværende udformning af en sundhedsreform, og den dertil hørende politik, er en direkte kopi af den lov, som var Adolph Hitler-diktaturets største forbrydelse imod hele menneskeheden.
     At iværksætte en »befolkningsreduktion« blandt visse kategorier af vores egen eller andre landes befolkninger er implicit den mest gruopvækkende forbrydelse, som nogen siddende regering kan blive stillet til ansvar for af de relevante institutioner, der måtte samles med det formål.
     På nuværende tidspunkt holder præsidenten og en udvalgt gruppe af hans medarbejdere en række møder med udvalgte repræsentanter fra kongressen, i et forsøg på at haste en sådan Hitler-lignende politik igennem som amerikansk lov, inden befolkningen opdager de bevidste forbrydelser imod menneskeheden, som de relevante kredse i Obama-administrationen nu forsøger at gennemføre.
    Stop dette mareridt mens du kan! Lad være med at vente, som den tyske befolkning gjorde.«