Obamas sundhedsreform kopieret fra Hitler I en webcast den 11. april (se side 4) rystede den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche den amerikanske befolkning, ved at advare om, at den britiske politik præsident Obama var begyndt at føre, er Hitler-politik. Det gælder i allerhøjeste grad også den reform af det amerikanske sundhedsvæsen Obama nu er i gang med. af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark Efter at have brugt de første 100 dage af sin embedstid på primært at pumpe tusinder af milliarder af dollars ud til Wall Street og finansverdenen (eksperter vurderer, at den amerikanske regering i løbet af de sidste 6 måneder har udstedt bevillinger, lån og garantier til finansverden for over 13.000 milliarder dollars – mere end den samlede amerikanske statsgæld opbygget i løbet af de 220 år der gik forud) er Obama-administrationens hovedtema at skabe balance i statens budgetter gennem en reform af det amerikanske sundhedsvæsen. Mindst 2.000 milliarder dollars skal der spares over de næste ti år. Det var også kernen i de forandringer nazisterne i 30’erne foretog i den daværende tyske sundhedspolitik. Den amerikanske læge Leo Alexander, der spillede en ledende rolle i retssagen imod 16 højtstående nazister ved Nürnberg-domstolen, hvoraf flere blev dømt til døden for deres rolle i massemord på »unyttige munde«, forklarede i 1949, hvordan det kunne gå så galt. Det filosofiske princip, som ledte til uhyrlighederne, var »rationel nyttefilosofi«, en hegeliansk idé der gjorde, at stadig stigende dele af befolkningen blev behandlet som dyr, og udset til at blive slagtet, fordi de opbrugte for mange af samfundets ressourcer, eller på anden vis var uønskede. Hundredtusinder af tyskere – mentalt retarderede, handikappede, kroniske syge, ældre og andre, »der lå samfundet til last« – og millioner af udlændinge, mistede livet på grund af dette »princip«. Leo Alexander advarede om, at hvis man først accepterer denne nyttefilosofi, og ideen om at der findes liv, der ikke er værd at leve, så er der en logisk lige vej, om end et stort skridt, til det massemord, der fandt sted i Nazi-Tyskland. »Uafhængigt af det omfang disse forbrydelser fik til slut, blev det klart for alle der undersøgte dem, at det begyndte i det små. Det begyndte med et lille nuanceskifte i indstillingen hos lægerne. Det begyndte med accepten af holdningen, at der er liv, der ikke er værd at leve. Denne holdning begrænsede sig i begyndelsen til meget syge og kronisk syge. Gradvist blev kredsen af de, der var inkluderet i denne kategori, udvidet til at inkludere de socialt uproduktive og ideologisk uønskede, og til sidst alle ikke-ariske. Men det er vigtigt at forstå, at den uendeligt lille løftestang for hele denne tankegang, fik sin begyndelse med holdningen overfor de uhelbredeligt syge«. Nu vil Obama-administrationen reformere sundhedssystemet ud fra nødvendigheden af besparelser og troen på denne nyttefilosofi – Obama vil måske kalde det »pragmatisme« – som længe har presset på. Man kopierer grundlaget for Hitlers sundhedspolitik og har sat kursen mod den form for hemmeligt program, som Hitler satte i gang med en underskrift i oktober 1939, med titlen: »Ødelæggelsen af liv der ikke er værdige til at blive levet« (Hitler tibagedaterede ordren til 2. verdenskrigs udbrud den 1. september 1939). Det medførte en systematisk likvidering »gennem en værdig død« af de personer, der vurderedes til blot at ligge samfundet til last. Sundhedsreformens fædre En af hovedkræfterne er Ezekiel Emanuel, bror til Obamas stabschef, Rahm Emanuel, der er sundhedspolitisk rådgiver til budgetchef Peter Orszag og et ledende medlem af Obamas 15-personer store »Råd til at undersøge konkurrencedygtig effektivitet«. Det skal fastlægge, hvilken medicinsk behandling der skal tillades, hvad den må koste, og hvad der simpelthen er for dyrt. I oktober 2008, da Bush stadig var præsident, skrev Emanuel i avisen Huffington Post: »… billioner af dollars går op i røg under denne krise, millioner af amerikanere står overfor at tabe deres hjem og arbejde, og de er vidne til en dramatisk reduktion i deres pensionsopsparing. Som et resultat vil offentligheden desperat ønske finansiel sikkerhed, og at få sundhedsydelser er en kritisk del af det… Under truslen om at miste alt, vil amerikanerne måske stille sig tilfreds med en garanti for en hæderlig plan, der yder omkostningseffektive behandlinger med begrænsninger i valgmulighederne og ydelserne, for at spare penge… Den kæmpestore stigning i den offentlige gæld, som disse hjælpepakker indebærer, øger behovet for at begrænse udgifterne til sundhedsydelser.« Emanuel skrev, at hans medforfatter fra tid til anden, »den mest erfarne af sundhedsøkonomerne, Victor Fuchs fra Stanford Universitet, længe har insisteret på, at vi kun får en sundhedsreform, når der er krig, en depression eller en anden stor krise i befolkningen. Det ser ud til, at vi får alle tre«. En anden nøgleperson er Obamas budgetchef, Peter Orszag. Han var i 2007-2008 chef for Kongressens budgetkontor, hvor han gentagne gange skrev, at medicin og behandlinger skulle rationeres i henhold til deres effekt på antallet af såkaldte »kvalitetstilpassede leveår«, »Quality Adjusted Life Years«, QALY. Omsat til praksis betyder det, at ikke alle skal have en optimal behandling i sundhedsvæsnet. Er man gammel og syg, har man ikke nok QALY frem for sig, til at det kan forsvares at bruge penge på den bedste medicin og behandling. I stedet får disse ældre eller kronisk syge smertelindring, og måske hjælp til »en værdig død«. Det betyder selvfølgelig også, som man har set i England, hvor dette system er blevet indført, at der er en klassedeling på den medicinske hjælp man får. Er man fra en mere velhavende del af befolkningen og har den rigtige hudfarve, har man mange QALY frem for sig og er derfor værd at satse på. Er man fattig og fra indvandrerkredse, er ens liv alligevel ikke værd at leve, og man må affinde sig med et kortere liv. I England har det vist sig, at hvis lægerne bare er pædagogiske nok overfor de pårørende, så kan man få indvandrere i 50’erne til at acceptere, at nyresvigt er en fatal lidelse, det ikke lønner sig at overkomme med dialyse og lignende. Danmarks sundhedsvæsen Den intensive debat på daværende tidspunkt, hvor et af hovedtemaerne var, at vi skulle holde op med at bruge penge på »kunstigt« at forlænge livet og i stedet overtale folk til at vælge en billigere »værdig død«, fik store konsekvenser. Selv om det med en aktiv modstand lykkedes at begrænse skaderne, har det danske sundhedssystem lige siden været inficeret af en dødelig holdning om at »altid holde øje med omkostningerne«. Man udsulter konsekvent sundhedssystemet, så »det er tvunget til at tænke mere økonomisk«, og i stedet for at behandlinger ydes, efter hvad der forventes at give størst succes, har økonomiske betragtninger vejet stadig tungere. Samtidigt har man i administrationen af hospitaler o. lign. i høj grad erstattet overlæger, der er forpligtet overfor patienterne gennem deres lægeløfte, med DJØF’ere – jurister og økonomer – der er forpligtet overfor administrationen og budgettet. Det har allerede betydet, at mange liv, der med den rette behandling kunnet være blevet reddet, er gået tabt, og at en stadig større del af sundhedssystemets udgifter går til konsulenter og administration i stedet for behandling af patienterne. Følgende er fra en udtalelse af Lyndon LaRouche den 28. maj 2009 »Obama-administrationens nuværende udformning af en
sundhedsreform, og den dertil hørende politik, er en direkte kopi af den
lov, som var Adolph Hitler-diktaturets største forbrydelse imod hele
menneskeheden. |
|
|