Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 22. oktober 1998.
Behov for en ny økonomisk verdensorden
af Poul Ejby Rasmussen, formand for Schiller Instituttet i Danmark
Det er ikke ret lang tid siden, at man fik ørene gevaldigt i maskinen, hvis man stillede spørgmålstegn ved det frie markeds velsignelser. Den mindste antydning af tvivl over for globaliseringens ufejlbarlighed afstedkom straks løftede pegefingre og belæringer om de frie kapitalbevægelsers hellige principper.
Det fik blandt andre Malaysias premierminister Mahathir bin Mohammad at føle, da han på Verdensbankens og Den internationale Valutafonds årsmøder i Hong Kong sidste år tillod sig at kritisere den vildtvoksende spekulation i alverdens valutaer. Han fik både finansmarkederne og Jyllands-Postens lederskribent på nakken. I avisens lederspalte den 23. september sidste år hed det bl.a.: "Malaysias premierminister ved lige så godt som alle andre, at det ikke længere lader sig gøre at standse "spekulativ valutahandel". Tanken er dødtfødt. Begrebet spekulation og spekulanter hører til de mest misbrugte og misforståede, fordi de gennem årtiers ideologisk kamp mellem planøkonomi og markedsøkonomi er gjort til skældsord..."
Som afslutning kom pegefingeren helt op i øjenhøjde: "Det er ikke behageligt, når finansverdenen skaber uro, der får konsekvenser for en hel region og dens befolkning. Imidlertid er verden nået så langt ad markedsøkonomiens vej, at tiden for restriktioner og forbud forlængst er passeret. Hvis premierminister Mahathir fremturer som en sydøstasiatisk pendant til Don Quixote, er Malaysia ilde stedt."
Men tider skifter og sæder mildnes. I dag, blot ét år senere, er det forlængst gået op for de fleste, at krisen i Asien ikke var et isoleret regionalt problem. Den var, som nogle af os advarede om allerede dengang, begyndelsen til en verdensomspændende krise med dybtgående og alvorlige følger for hele klodens befolkning. Derfor er tanken om indgreb over for spekulanternes hærgen ikke længere så fremmed. På Verdensbankens og Valutafondens netop afsluttede årsmøder i Washington blev der fremlagt et utal af forslag til en reorganisering af det internationale finanssystem, herunder mere eller mindre dramatiske indgreb over for den globale valutaspekulation. Men det blev desværre ved snakken. Hverken USA eller Europa var indstillet på at tage det nødvendige politiske lederskab, så disse reformer kunne sættes i værk.
Det fik atter Jyllands-Postens lederskribent til at fare i blækhuset. Men i forhold til sidste år havde pennen unægteligt fået en anden lyd. Den 6. oktober stod der at læse: "Det måske mest skæbnesvangre ved den aktuelle udvikling er, at ingen blandt verdens økonomiske toneangivende lande tør tage en åben diskussion om de negative virkninger af kapitalens fri bevægelighed - selv om "de destruktive spekulanter" forlængst har fået skylden for krisen. Muligheden for med lysets hast at flytte milliardformuer fra den ene ende af verden til den anden i jagten på kortsigtede gevinster har vist sig at have en så voldsom indflydelse på de fleste menneskers dagligdag, at det er absurd, at emnet fortsat er tabu blandt verdens toneangivende politikere... Spørgsmålet er påtrængende: Hvis spekulanterne vitterlig er årsag til krisen, hvorfor kan de uantastet fortsætte deres virke? Svaret blæser i vinden."
Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Men det skal Jyllands-Posten ikke klandres for. De to ledere er præcise afspejlinger af den herskende tidsånd - dengang og nu. Formålet med denne uhøflige udstilling af avisens skiftende standpunkter er blot at sætte de nedenstående forslag til en løsning af den internationale finanskrise i det rette perspektiv. Der er nemlig, som avisens to ledere afspejler, en naturlig sammenhæng mellem ens opfattelse af krisens alvor og de løsninger, man måtte finde acceptable. Groft sagt: Jo dybere forståelse for krisens potentielle konsekvenser, jo større accept af tilsyneladende radikale løsningsforslag.
Allerede i februar 1997 udsendte Schiller Institutet en appel til præsident Clinton om at indkalde alverdens statsledere til en ny Bretton Woods-konference. Baggrunden for appellen var en økonomiske prognose, som den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche offentliggjorde i 1994, da spekulationsfondene for alvor skruede op for handelen med de såkaldte derivater (det var samme år, som den nu krakkede spekulationsfond Long-Term Capital Mangement, LTCM, blev etableret). Denne massivt gearede spekulation i fortrinsvis valutaer ville i sidste ende bringe betalingsystemet til fald, forudsagde LaRouche. Derfor foreslog Schiller Institutet, at den amerikanske præsident tog initiativet til en regeringskonference med det formål at etablere rammerne for et nyt internationalt finans- og betalingssystem, ligesom man gjorde det i den lille amerikanske badeby Bretton Woods i 1944 vel at mærke inden en global finanskrise bragte det nuværende system til fald.
En ny Bretton Woods-konference skulle tage udgangspunkt i de vigtigste elementer i det gamle Bretton Woods-system. I særdeleshed sådan som dette havde fungeret i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Det ville bl.a. sige: 1) genindførelsen af faste, men justerbare valutakurser 2) tilladelse til begrænsninger i konvertibiliteten, hvor nationale regeringer måtte finde det nødvendigt; 3) kontrol med valutahandel og kapitalbevægelser 4) tilladelse til nødvendige protektioniske forholdsregler som f.eks. told og handelsregulering, samt 5) en nedlæggelse af de markeder og finansselskaber, som formidler finansiel spekulation imod udvalgte valutaer.
Men en sådan regeringskonference burde gå videre end blot at fastlægge tekniske finansielle rammer. Store dele af verden har lidt frygteligt under Vestens fanatiske tiltro til globaliseringen og de frie markedsmekanismer over de sidste to årtier. Skellet mellem rig og fattig har aldrig været større. Samtidig har vi ladet os selv forblænde af myten om service- og informationssamfundet til en grad, hvor mange tror, at vi helt kan leve uden fysisk produktion. Det har skabt et utal af paradoksproblemer i vore egne samfund, som f.eks. nedslidt infrastruktur og voksende ventelister på sygehusene.
Derfor burde et centralt punkt under en ny Bretton Woods-konference være tiltag, der kan kickstarte den fysiske økonomi. Regeringerne må, hver for sig og i fællesskab, tilvejebringe langfristede, lavtforrentede kreditter til storstilede infrastrukturprojekter. Nøjagtigt som Franklin D. Roosevelt gjorde det, da han trak USA ud af tredivernes depression. Allerede for et par år siden udarbejdede Schiller Instituttet et detaljeret forslag til en "Eurasisk Landbro", et gigantisk infrastrukturprojekt med veje, jernbaner og kommunikationsliner, der kan forbinde Europa og Asien fra Storebælt til Beijing og fra Murmansk til Jakarta. Dér kunne man eksempelvis begynde.
For bare ét år siden ville de her beskrevne forslag have været kontroversielle alene udfra et idiologisk standpunkt, jf. Jyllands-Postens leder fra september sidste år. I mellemtiden er finanskrisen blevet global, og både Frankrigs præsident Jacques Chirac og Storbritanniens premierminister Tony Blair har ytret sig om nødvendigheden af et "nyt Bretton Woods-system". De mener ganske vist noget helt andet med det begreb, end LaRouche gør, men nu er der taget hul på diskussionen.
Hvordan ser det hele så ud om et år? Vel vidende, at jeg kan blive offer for min egen polemik, og at Jyllands-Posten til den tid kan stille mig til regnskab for alt, jeg her har skrevet, vil jeg vove følgende forudsigelse:
Enten tager vi meget snart et politisk opgør med det nuværende finanssystem, som spekulationsfonde og banker har forvandlet til et grotesk "Casino Mondiale", eller også bliver vi ofre for et altødelæggende finansielt og økonomisk sammenbrud. Den igangværende krise er ikke en almindelig "cyklisk krise", som det kapitalistiske system tilsyneladende rammes af med jævne mellemrum. Den er en systemkrise af en art, vi ikke har set siden sammenbruddet af de florentinske banker Bardi og Peruzzi i 1343-44. Det førte dengang til en langvarig opløsning af den europæiske civilisation. Det er der ingen, der ønsker at se igen. Derfor må der gribes ind, før det er for sent. Og derfor vil ansvarlige politikere før eller siden iværksætte tiltag af den form, der er beskrevet ovenfor. Uagtet hvor usandsynligt det end måtte lyde i dag.
Det værste ville være, hvis vore politikere fastholdt en illusion om, at man både kan løse krisen og samtidig bevare finanssystemet i sin nuværende form. F.eks. ved at pumpe likviditet ind i systemet gennem et stadigt faldende renteniveau. Det er den løsning, alle taler om i disse dage. På kort sigt kan det måske redde en enkelt bank eller to fra at krakke og give lidt varme på aktiemarkederne. På lidt længere sigt vil det i bedste fald have lige så ringe en virkning, som det har haft i Japan over de sidste otte år. På langt sigt kan det udløse en global hyperinflation, der får 20'ernes Weimar-Tyskland til at ligne en fornuftig sparerunde.
Hjemlige politikere har i medierne ytret en vis uvilje imod, at man sådan taler om store og gennemgribende ændringer i verdensordenen, alt imens finanskrisen hærger. Det burde vente, indtil der er faldet mere ro over tingene, mener man. Den holdning kommenterede den store tyske digter Friedrich Schiller (1759-1805) faktisk i et af sine breve til den danske prins Frederik Christian af Augustenborg i 1793. For Schiller var etableringen af politisk frihed den største og vigtigste kunstart. Men statskunst har at gøre med rigtige levende mennesker, hvis eksistens man aldrig må sætte på spil. Derfor kan man ikke sætte samfundet i stå i bestræbelserne på at forbedre det, skrev Schiller. En urmager stopper sit ur, når værket skal forbedres. Men statsbyggeren må udskifte samfundets tandhjul, mens de løber.
Det princip må også gælde for et finanssystem i dyb krise.