Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 17 nr. 8, august 2005
STOP CHENEYS NYE KRIG
H.C. Andersens eventyr »Kejserens Nye Klæder« er tidløst, fordi forfængelighed, uduelighed, selvhævdelse, bedrag og mangel på mod til at sige sandheden er mørke sider af den menneskelige natur, som til hver en tid kan krybe op til overfladen, når magt og indflydelse står på spil. Så kræver det, at en »lille dreng« siger: »Se, han har ingenting på«, for at bryde illusionerne og bringe det politiske liv tilbage til virkeligheden. Men i disse tider rækker det ikke at påpege, at kejseren intet tøj har på. Skal vi undgå ragnarok, må nogen råbe: »Han er bindegal og har en kanon i hånden.«
Med Barbara W. Tuchmans prisbelønnede værk om de første tredive dage af 1. Verdenskrig, kaldet »The Guns of August«, som skræmmende metafor, har den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche advaret om, at verden allerede i løbet af august kan blive kastet ud i en ny storkrig. På ordre fra USA's vicepræsident Dick Cheney har den amerikanske strategiske overkommando udarbejdet konkrete planer for et angreb på Iran. Et angreb der skal iværksættes, hvis USA udsættes for et nyt 11. september-lignende angreb. Uanset om Iran er involveret eller ej. Og da USA allerede for flere måneder siden lod kernevåben indgå i det arsenal, som hærledelsen må anvende, kan verden stå på randen af en atomkrig.
I Washington sørgede LaRouches nye ungdomsbevægelse, LYM, for, at LaRouches advarsler straks nåede ud til alle relevante politiske institutioner. Det samme skete i København, Stockholm, Berlin, Paris og Rom. Prometheus' samarbejdspartner, Executive Intelligence Review, lod sin korrespondent, William Jones, bringe krigstruslen op på en pressekonference i Det hvide Hus, og med lynets hast spredte de internationale pressebureauer spørgsmålet kloden rundt. Dermed er det blevet en tand sværere for vicepræsident Cheney at få startet den krig imod Iran, han og hans nykonservative kredse længe har haft i støbeskeen. Men faren er endnu ikke drevet over. Med den koleriske og ubehøvlede neokonservative John Bolton på posten som USA's ambassadør i FN, kan en krig bryde ud når som helst.
I indledningen til »Kanonerne i August 1914«, benyttede Barbara W. Tuchman det farverige optog af fjerprydede konger og kejsere ved begravelsen af Storbritanniens kong Edvard VII i 1910 til at beskrive afslutningen på en verdenspolitisk æra. Ingen af de gallaklædte statsoverhoveder, regeringschefer og diplomater havde den fjerneste forestilling om, hvor anderledes verden ville se ud et lille årti senere.
I dag, hvor vi atter befinder os ved afslutningen på en historisk æra, må vi i fællesskab sikre, at det ikke igen ender i krig. Globaliseringens neokolonialisme vil snart være ovre. Det gældstyngede IMF-system er tæt på sit endelige sammenbrud. En ny politisk tidsalder skal indledes med den fredelige etablering af et nyt Bretton Woods-system.
KANONER I AUGUST
Den 27. juli udsendte den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche en advarsel til det internationale samfund om, at der i løbet af august måned kan opstå en alvorlig krisesituation, som USA's vicepræsident Dick Cheney og kredsene omkring Storbritanniens premierminister Tony Blair vil udnytte til at iværksætte et militært angreb på Iran. Et angreb, der i så tilfælde vil inkludere anvendelsen af atomvåben. (Læs LaRouches pressemeddelelse »Cheney's `Guns of August' truer verden« på: www.schillerinstitut.dk/augustkrig.htm).
Baggrunden for LaRouches alarmerende meddelelse var kombinationen af en række faktorer: 1) Den 25. juli afslørede ugemagasinet The American Conservative, at den amerikanske forsvarsledelse i Pentagon, på direkte ordre fra vicepræsident Cheney, allerede har beordret den strategiske overkommando, STRATCOM, til at udarbejde detaljerede planer for konventionelle og atomare angreb på flere hundrede mål i Iran, i tilfælde af et nyt »11. september-angreb« på USA. 2) Terrorbombningerne i London har skabt en krisestemning i Storbritannien, hvor den »liberal-imperialistiske« fraktion i den britiske elite kunne forventes at give fuld støtte til kredsene omkring Cheney i Washington. 3) Den uventede hårde politiske modstand, som Bush-regeringen har mødt fra et tværpolitisk flertal i Kongressen, har, sammen med skandalen omkring vicestabschef Karl Rove og den hastigt voksende økonomiske krise, skabt en panikstemning i Det hvide Hus, hvor øjenvidneberetninger beskriver en psykologisk trængt Dick Cheney, der nærmest udlever en amerikansk version af »Hitlers sidste dage i bunkeren«. Ydermere, har kilder i amerikanske efterretningskredse, uafhængigt af hinanden, bekræftet overfor Prometheus' samarbejdspartner, Executive Intelligence Review, at Cheneys »Dr. Strangelove-planer« om et atomangreb på Iran nærmere har karakter af politiske intentioner end af egentlige militære beredskabsplaner. En kilde i CIA spurgte retorisk, uden at have læst LaRouches pressemeddelelse, om ikke det var en ide, at vicepræsident Cheney tog sig tid til at læse Barbara Tuchmans prisbelønnede bog fra 1962, »The Guns of August« (på dansk: »Kanonerne i August 1914«, forlaget Fremad,1964) der beskriver optakten til og de først 30 dage af 1. Verdenskrig. Også efterretningskilder i Israel bekræftede alvoren i de voksende trusler om et angreb på Iran.
Forfatteren til artiklen i The American Conservative var Philip Giraldi, pensioneret officer i den amerikanske efterretningstjeneste, CIA. Med præcise og gennemtænkte formuleringer beskrev han situationen således: »Pentagon har på ordre fra vicepræsident Dick Cheney givet USA's Strategiske Overkommando (STRATCOM) til opgave at udarbejde beredskabsplaner, der skal træde i kraft i tilfælde af et nyt 11. septemberlignende angreb på USA. Planen inkluderer et storstilet luftangreb på Iran med anvendelse af både konventionelle våben og taktiske atomvåben. Der er mere end 450 primære strategiske mål i Iran, herunder adskillige som er under mistanke for at være udviklingsanlæg i et atomvåbenprogram. Flere af målene har kraftig betonbeskyttelse eller ligger dybt under jorden og kan derfor ikke ødelægges af konventionelle våben; derfor den mulige brug af atomvåben (se også Prometheus, juni '05, om USA's nye atomare angrebsplan, COMPLAN 8022 -red.). Som det var tilfældet med Irak, er angrebet ikke afhængigt af, om Iran rent faktisk er involveret i terrorhandlinger imod USA. Adskillige officerer i luftvåbenet, som deltager i planlægningen, er efter sigende forfærdede over implikationerne af deres arbejde - at Iran er ved at blive udpeget til mål for et uprovokeret atomangreb - men ingen har mod på at ødelægge deres karriere ved at fremføre indvendinger«.
På en pressekonference i Det hvide Hus den 28. juli gav Executive Intelligence Reviews korrespondent, William Jones, et mundtligt referat af Giraldis artikel og stillede følgende spørgsmål til regeringens pressetalsmand, Scott McClellan: »I betragtning af de problemer vi har med Iran og det faktum, at de har besluttet at fortsætte udviklingen af et fuldt brændselskredsløb til deres fredelige atomprogram, bør vi så ikke være bekymrede for, om der i tilfælde af en terrorhandling i USA, som på en eller anden måde sættes i forbindelse med Iran, udløses en refleksmæssig reaktion mod Iran?«
Til det øvrige pressekorps' store forundring afviste McClellan ikke spørgsmålet, men svarede: »For det første, påskønner jeg dit spørgsmål. Jeg vil ikke komme ind på nogen accept af det, du antydede i dine kommentarer. Jeg vil ikke komme ind i en diskussion om emner, der i deres natur er forbundet til nationens sikkerhed«.
McClellan fortsatte: »For det andet, hvad angår Iran, har Iran givet lovning på at suspendere deres uranberigelse og genoparbejdning. Vi forventer, at de holder, hvad de lover. Hvis de genoptager disse aktiviteter, vil de bryde de garantier, de har givet under Paris-aftalerne med europæerne … Og hvis Iran har i sinde at bryde deres aftaler, så ville vi naturligvis se hen mod diskussioner med europæerne, som også er fast besluttede på at gå til FN's Sikkerhedsråd.«
Dermed var diskussionen om vicepræsident Cheneys planer om et angreb på Iran bragt op på allerhøjeste niveau i den offentlige debat i Washington. Scott McClellan undlod ganske vist en direkte bekræftelse, men den manglende kategoriske benægtelse stod rungende klar for pressekorpset i Det hvide Hus. Andre journalister fulgte op med yderligere spørgsmål om Iran, og tv-selskabet CBS's korrespondent, John Robert, ville i forlængelse af William Jones' spørgsmål vide, om regeringen opfattede det som en »terrorhandling«, at det er blevet bekræftet, at Irans nyvalgte præsident Mahmoud Ahmadi-Nejad var blandt lederne af den studenterbevægelse, der i 1979 tog 52 amerikanere som gidsler på den amerikanske ambassade i Teheran, og om det således ville falde ind under Bush-doktrinen (hvorefter USA påkalder sig retten til at angribe lande, der huser terrorister -red.). McClellan svarede ikke direkte, men konstaterede blot, at Iran forsat anses som en »stat, der sponserer terrorisme«. Samme aften bragte CNN et indslag om udvekslingen om Iran-spørgsmålet under pressekonferencen i Det hvide Hus, og flere nyhedsbureauer udsendte telegrammer.
Samtidig sørgede LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM, for, at vicepræsident Cheneys krigsplaner blev kendt overalt i den amerikanske hovedstad. Tusindvis af kopier af LaRouches pressemeddelelse blev uddelt foran samtlige regeringskontorer og nationale institutioner. I København blev LaRouches pressemeddelelse sendt til medlemmerne af Folketingets udenrigspolitiske nævn og danske LYM-medlemmer uddelte hans udtalelse og besøgte den danske presse.
Som det er set mange gange tidligere gennem de seneste 30 år, har LaRouche bragt en alvorlig sag op i fuld offentlighed, som indflydelsesrige kredse måske nok kender til, men ikke tør tale om. Og netop som den amerikanske hovedstad var blevet tapetseret med LaRouches advarsel om vicepræsident Cheneys krigsplaner, fandt en hemmelig rapport fra de amerikanske efterretningstjenester om den faktiske trussel fra Iran imod USA's nationale sikkerhed vej til offentligheden via en artikel i avisen the Washington Post den 2. august. Heraf fremgik det, at en National Efterretningsvurdering, kaldet NIE, som regeringen fik i hænde allerede i juni måned, konkluderede, at Iran tidligst kunne forventes at være i besiddelse af atomvåben i år 2015. På den amerikanske hjemmeside TomPaine.com skrev den mangeårige CIA-veteran Ray McGovern, at lækagen af rapporten til offentligheden helt klart kom i vejen for vicepræsident Cheney og hans nykonservative protege, John Bolton, som begge brænder efter at angribe Iran.
SKYGGEN FRA WATERGATE VOKSER
Fredag den 29. juli gik Den amerikanske Kongres på sommerferie, og tre dage senere, mandag den 1. august, udnævnte præsident George W. Bush den stærkt kontroversielle nykonservative John Bolton til USA's ambassadør i FN. Et tværpolitisk flertal i Senatet havde ellers i flere måneder blokeret for godkendelsen af Bolton, men præsident Bush udnyttede en bestemmelse i Den amerikanske Forfatning, der giver ham mulighed for at udfylde ledige regeringsposter udenom Senatet, når Kongressen ikke er i samling. Paragraffen er egentlig til brug i tilfælde af dødsfald eller andre nødsituationer under ferieperioden, men det så præsident Bush stort på. Han gennemtrumfede sin vilje, og kan nu se frem til endnu større modstand fra Senatet, hvor et tværpolitisk flertal (med LaRouche i kulissen -red.) allerede har gjort de første måneder af regeringens anden embedsperiode til den sværeste i præsident Bush' tid i Det hvide Hus.
Mens hasteudnævnelsen af John Bolton afslørede en indenrigspolitisk svækket præsident Bush, kan den i udenrigspolitisk sammenhæng få skæbnesvangre følger. Bolton har længe været kendt i Washington som vicepræsident Cheneys »mand« i udenrigsministeriet, og får Cheney lov til at udfolde sin »krig i august«, kan USA's repræsentant i FN komme til at spille en hovedrolle. Og det kan blive et mareridt af historiske proportioner. Som adskillige vidner forklarede Senatets godkendelsesudvalg tidligere på året, er Bolton internt blandt de ansatte i det amerikanske udenrigsministerium og mellem internationale diplomater kendt som en mand, der er totalt blottet for diplomatisk sans og almen høflig optræden.
Men det kan være, at John Boltons embedsperiode i FN bliver kortere, end han selv og vicepræsident Cheney havde tænkt sig. Sammen med sin stabschef, Fred Fleitz, er Bolton kommet i søgelyset hos den særlige anklager, Patrick Fitzgerald, som undersøger hvem i Det hvide Hus, der tilbage i 2003 havde ansvaret for, at den hemmelige CIA-agent Valerie Plame fik sin identitet afsløret i den amerikanske presse, som hævn for, at hendes mand, fhv. ambassadør Joseph Wilson, i en artikel i The New York Times påviste, at der intet hold var i Bush-regeringens påstande om, at Saddam Hussein havde forsøgt at købe uran i Niger (se også Agro-Nyt, juni, juli og aug. '03, og Prometheus juli '05).
At afsløre en efterretningsagents hemmelige identitet er i USA en alvorlig forbrydelse, der kan give op til 10 års fængsel. Derfor var det oprindelige sigte med statsanklager Fitgeralds undersøgelser at finde den person i Det hvide Hus, der havde været kilde til Robert Novaks artikel i The Washington Post i juli 2003, hvor det første gang blev antydet, at det var ambassadør Wilson egen kone, der i sin egenskab af CIA-agent, havde arrangeret hans efterforskningsrejse til Niger. Søgelyset rettede sig hurtigt mod præsident Bush' allernærmeste politiske rådgiver, vicestabschef Karl Rove, men det skulle vise sig, at der var flere kilder i Det hvide Hus til den samme falske historie (Valerie Plame havde absolut intet med ambassadør Wilsons rejse at gøre). I alt seks journalister havde i alt 11 gange talt med anonyme kilder i regeringen. Robert Novak havde ganske rigtigt talt med Karl Rove, mens Time Magazines reporter Matthew Cooper havde talt med både Rove og vicepræsident Cheneys stabschef, I. Lewis »Scooter« Libby. Men Walter Pincus fra The Washington Post havde talt med en helt tredje person, som endnu ikke er blevet identificeret. Blandt kandidaterne er John Boltons stabschef, Fred Fleitz, der fra sin fortid i CIA kendte til Valerie Plames arbejde med efterretninger om masseødelæggelsesvåben.
Sagen om Valerie Plame er ikke længere en sag om en enkelt person, der har talt over sig, men om en koordineret kampagne, hvor en kreds af personer i Det hvide Hus bevidst planter en falsk historie i den amerikanske presse. Allerede i juli 2003 pegede Prometheus' samarbejdspartner Executive Intelligence Review på en gruppe af seniorstabsmedlemmer kaldet WHIG, White House Irak Group, der blev samlet tilbage i august 2002, med det formål at koordinere al propaganda og desinformation i forbindelse med forberedelserne til et militært angreb på Irak. WHIG blev ledet af Karl Rove og »Scooter« Libby.
Den 6. juni 2003, en hel måned før ambassadør Wilson afslørede den falske historie om Saddams køb af uran i Niger, skrev professor John Dean, Nixon-regeringens øverste juridiske rådgiver, på de amerikanske advokaters hjemmeside FindLaw, at Bush-regeringens systematiske fordrejning af efterretningerne om Iraks masseødelæggelsesvåben udgjorde et langt større lovbrud end de løgne og fortielser, der i sin tid førte til »Watergate« og Nixons fald (se også Agro-Nyt juli 2003).
Den 22. juli indkaldte demokraterne i Senatet og Repræsentanternes Hus til en fælles høring om konsekvenserne for den nationale sikkerhed af, at en hemmelig efterretningsagent får sin identitet afsløret. Høringen blev ledet af kongresmedlem Henry Waxman fra Californien og senator Byron Dorgan fra North Dakota. Efter nogle timers vidneudsagn fra repræsentanter fra forskellige grene af de amerikanske efterretningstjenester stod det klart, at den allervigtigste og sværeste opgave består i indsamlingen af »menneskelige efterretninger«, og at beskyttelsen af de hemmelige agenters identitet er altafgørende. Fhv. analytiker i CIA Larry C. Johnson fortalte, at han eksempelvis ikke en gang kendte Valerie Plames fulde navn, da de tilbage i 1985 deltog i samme træningskursus. Og på spørgsmålet om, hvorvidt man nogen sinde tidligere har oplevet, at Det hvide Hus lækker en hemmelig agents identitet, svarede Johnson: »Det er aldrig sket før. Det er helt uden fortilfælde«. Den 27. april, i et interview med den konservative avis The Washington Times, kaldte fhv. præsident Bush, der også har en fortid som direktør for CIA, de ansvarlige for afsløringen af Plames identitet for: »De mest lumske af alle forrædere«.
TILBAGE TIL D-MARKEN
Den 14. juli udsendte Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche, i sin egenskab af kanslerkandidat for det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, sit første valgoplæg forud for forbundsdagsvalget den 18. september. Hovedpunktet for BüSo's valgkamp bliver en tysk udtræden af Maastricht-Traktaten og den Europæiske Monetære Union, efterfulgt af en umiddelbar tilbagevenden til D-marken som Tysklands nationale møntenhed. Samtidig skal Vækst- og Stabilitetsloven fra 1967, der garanterede social sikkerhed og fuld beskæftigelse, genaktiveres, og med 400 mia. D-mark i nye kreditter fra efterkrigstidens genopbygningsbank, Kreditanstalt für Wiederaufbau, skal et omfattende program for offentlige investeringer iværksættes, så Tyskland så hurtigt som muligt får skabt de ca. 10 mio. arbejdspladser, som den tyske økonomi er i desperat behov for.
Ifølge Helga Zepp-LaRouches valgoplæg skal euroen alene bevares som en fælles europæisk bogføringsenhed, og hun gav følgende løfte til vælgerne: »Peger I på mig som kansler, vil jeg sammenkalde til en international valutakonference i samme tradition som Bretton Woods. Der er allerede opbakning til et sådant system fra det Demokratiske Parti og moderate republikanere i USA's Kongres og Senat, en støtte, samlet af min mand Lyndon LaRouche. Det italienske parlament har vedtaget en resolution for et nyt Bretton Woods, og i mange lande er der prominent opbakning til et sådant forslag.«
Helga Zepp-LaRouche rettede afslutningsvis følgende appel til den tyske befolkning. »Jeg beder jer således støtte min kampagne for at blive Tysklands kansler. BüSo er det eneste parti med et økonomisk begreb om, hvordan vi kommer ud af denne krise. Vi er det eneste parti med en politik, der ikke fører til ny feudalisme. Vi står tværtimod for en ny renæssance. Nøjagtig som den Italienske Renæssance overvandt den feudale middelalder ved at genoplive den græske klassiske kultur, frem for alt Platon, og således skabte en kulturel opblomstring, der har påvirket Europa i 600 år, kan vi i dag skabe en renæssance, som overvinder det kulturelle mørke, vi befinder os i.«
»Vi må atter få de ideer, der blev skabt af Platon, Nicolaus Cusanus, Leibniz, Lessing, Mendelssohn, Schiller, von Humboldt, Bach, Mozart, Beethoven, Gauss, Riemann og Cantor - for blot at nævne nogle af videnskabens og kulturens klassiske skabere - til at blive levende, så vi atter kan blive poeternes og tænkernes nation. Hjælp mig til at blive Tysklands kansler, så vil hvert eneste barn og hver eneste student vil få adgang til en universel uddannelse.«
»Mener du ikke også, at vort land har behov for noget helt og aldeles andet end den sædvanlige politiske suppedas? I så fald, støt mig!«
Medens de andre øvrige tyske partier bevidstløst udtrykker deres fulde støtte til euroen og den Europæiske Monetære Union, er der bag kulisserne, i finansverdenen, en hastigt voksende forståelse for, at Tyskland aldrig vil have en chance for at komme ud af sin dybe økonomiske krise, så længe landet er bundet til den monetaristiske tankegang bag den fælles mønt. Det fortalte kilder i finansverden til Prometheus allerede for flere måneder siden. Den 13. juli udsendte Europas største bank, Hongkong Shanghai Banking Corporation, HSBC, en analyse af den samlede europæiske økonomi med titlen: »Europæisk Nedsmeltning?«. Heraf fremgik det klart, at Tyskland har langt større ulemper end fordele ved at forblive indenfor den fælles europæiske mønt. Vælger man at forlade euroen, vil den tyske regering stå med langt flere muligheder for at stimulere økonomien gennem offentlige investeringer og skattenedsættelser, skrev HSBC.
Den 19. juli bragte Financial Times Deutschland, FDT, en leder med titlen »Scenarier for euro-sortie«, hvor man konstaterede, at det ikke længere kun er »højreorienterede italienske separatister«, der opfordrer til at en afskaffelse af euroen, men også seriøse bankøkonomer. På en finanskonference i Frankfurt den 20. juli vurderede investeringsbanken Morgan Stanleys europæiske cheføkonom, Joachim Fels, chancen for et sammenbrud af euroen, indenfor de nærmeste år, til ca. 30%.
Og der er god grund til at frygte, at den økonomiske krise vil have nået helt nye dimensioner, ikke bare i Tyskland, men over hele verden, længe inden forbundsdagsvalget løber af stablen i slutningen af september. Den 3. august opsummerede FDT de seneste måneders mange advarsler fra Bank for International Settlements, BIS, Den internationale Valutafond, IMF, og Den Europæiske Centralbank, ECB, om en snarlig eksplosion af den gigantiske likviditetsboble, der har pumpet hus- og boligmarkederne op til helt hysteriske niveauer overalt i Europa og USA. Ifølge FDT vil det lede til »alvorlige chok på finansmarkederne« og kaste alle økonomierne ud i en »dyb krise«.
Derfor bør det ikke undre, at ledende europæiske finanskredse diskret forbereder deres eget »venstreorienterede alternativ« til det tyske etablissements drakoniske sociale og økonomiske nedskæringer, som kommer til udtryk i henholdsvis SPD's og CDU's valgprogrammer. Skulle den tyske befolkning føle trang til at protestere imod dette planlagte attentat imod deres liv og velfærd, er der etableret et nyt venstreparti, Die Linkspartei.PDS, med fhv. finansminister Oscar Lafontaine som kanslerkandidat.
Oscar Lafontaine er stor beundrer af en af den neoliberalistiske monetarismes »store mænd«, den forhenværende direktør for USA's føderalbank Paul Volcker. Det var Volcker, der med sin »flydende diskonto« skabte den globale gældskrise, der i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne smadrede økonomierne i Afrika og Latinamerika. Fontaine er også tilhænger af den canadiske økonom, mangemillionær og nobelpristager Robert Mundell, der rejser verden tynd med sine forslag til en »verdensvaluta« og »fastkurssamarbejde« mellem dollaren, euroen og yennen. Mundells valutasystem ville blive en global IMF i overstørrelse.
