juli 2006

TIDEN ER KNAP

Titusinder af rejsende kan i disse dage udnytte ventetiden i de kilometerlange køer i Kastrup Lufthavn til at fundere over visdommen i, at et milliardoverskud på driftskontoen skal hældes i pengetanken hos en kapitalfond i Australien frem for at blive investeret i vedligeholdelse og forbedring af bagagetransportbånd og anden infrastruktur eller til ansættelse af det nødvendige personale. Samtidig kan man stå i køen og glæde sig over, at det stadig er muligt at tale i telefon fra et landsdækkende dansk telefonselskab. Så længe det varer. Næppe var blækket tørt på salgskontrakten, før de nye ejere tømte TDC for 46 milliarder kroner, som de hastigt sendte hjem til kapitalfondenes pengetank i New York. Det var de danske abonnenters opsparede midler. Nu mangler de både på telefonselskabets konto og i det samlede danske nationalregnskab. Og det hul kommer vi alle sammen til at dække.

Denne form for økonomisk logik kaldes som bekendt »globalisering«. Og i USA er den ved at lukke hele den nationale produktionssektor. Først var det stålindustrien, der på tredive år har mistet halvdelen af sin produktion. Så kom turen til de store flyselskaber, og med dem hele den amerikanske rum- og luftfartsindustri. Det var engang verdens største koncentration af højteknologisk ingeniørkunst. Nu er kun halvdelen af arbejdsstyrken tilbage.

I dag har krisen så ramt den amerikanske automobilindustri. Bølger af massefyringer skyller hen over Midtvestens industriområder. Det er landets største samlede produktionssektor, der står på spil. Forsvinder den, vil USA få meget svært ved at rejse sig fra den dramatiske globale økonomiske nedtur, der allerede er under opsejling.

Derfor har den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche fremlagt et forslag til en national redningsplan for automobilindustrien, med præsident Franklin D. Roosevelts »New Deal « som forbillede. Men forslaget møder modstand. Primært fra kredsen omkring finansmanden Felix Rohatyn, investeringsbankerne Lazard Fréres og J. P. Morgan på Wall Street. De selv samme kredse, som forsøgte at afsætte præsident Roosevelt ved et militærkup tilbage i 1933. Og som støttede både Mussolini, Franco og Hitler. Dengang talte man om parlamentarismens fallit og nødvendigheden af et »apolitisk« styre baseret på forretningsverdenens fællesinteresser på tværs af landegrænser. Anarkiets modsætning, mente bank- og finansfolket, og kaldte deres foretrukne styreform for »synarki«. Den betegnelse gik af mode ved krigens afslutning. Nu hedder det bare »globalisering«.

Danmark vil sammen med det øvrige Europa og USA miste den sidste rest af suverænitet, hvis ikke Felix Rohatyns moderne form for »synarkisme« meget snart møder kvalificeret politisk modstand. Det er formålet med Schiller Instituttets nye kampagneavis, der skal omdeles til det ganske land. Tiden er knap.

TIDEN ER KNAP FOR USA

Den 22. juni fremlagde de to demokratiske senatorer John Kerry og Russ Feingold et lovforslag, der pålagde den amerikanske regering at indlede en gradvis tilbagetrækning fra Irak, således at alle amerikanske tropper ville være ude af landet inden juli 2007. Lovforslaget led et rungende nederlag. Kerry og Feingold fik kun støtte fra 10 andre demokratiske senatorer og en enkelt uafhængig. 83 stemte imod og kun 13 for.

Senere samme dag, den 22. juni, udsendte den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche en pressemeddelelse under overskriften: Tiden er Knap for USA. Den gik skarpt i rette med lederskabet i Det demokratiske Parti for at have svigtet Kerry og Feingold og udstillet en aldeles uacceptabel splittelse i partiet på et tidspunkt, hvor et stort flertal i den amerikanske befolkning _ og hele den øvrige verden _ hungrer efter et regeringsdueligt alternativ til den gigantiske politiske katastrofe, der går under navnet præsident George W. Bush og hans neokonservative regering.

LaRouche påpegede, at mens det demokratiske mindretal, sammen med udvalgte allierede i Det Republikanske Parti, gennem det meste af 2005 udviste et kærkomment højt niveau af politisk lederskab, har der siden midten af februar i år bredt sig et ildevarslende anarki og en voksende virkelighedsflugt blandt de demokratiske medlemmer af Det amerikanske Senat. Centralt i dette politiske forfald står spørgsmålet om en hastelovgivning for at redde den amerikanske automobilindustri og den dertil hørende værktøjsmaskinesektor, som LaRouche har foreslået. Selv om ledende demokrater har udtalt fuld støtte til LaRouches »Roosevelt-løsning«, har et flertal blandt de folkevalgte demokrater i Washington valgt at bøje nakken for det massive politiske modpres, som er kommet fra kredsen omkring den gamle »kongemager« i partiet, finansmanden Felix Rohatyn.

Med et USA, der hastigt er ved at miste hele sin højteknologiske produktionssektor, og en international finanskrise, der styrer mod et omfattende globalt sammenbrud, er det utilgiveligt dumt af lederskabet i Det demokratiske Parti at lade sig styre af lunkne politiske underhåndsaftaler, advarer LaRouche. Set i et klassisk historisk perspektiv lugter det fælt af samme form for sofisme, der fik et Athen under Perikles til at gennemføre et folkemord på befolkningen på Melos, som udløste Den peloponnesiske Krig og blev begyndelsen til enden for Det gamle Grækenland. Ledende demokratiske medlemmer af Senatet har tydeligvis ikke haft mod til stå op imod Felix Rohatyn, selv om han i en menneskealder har repræsenteret de internationale politiske kredse, der i mellemkrigstiden kaldte sig Den synarkistiske Internationale, og som er fast besluttet på at knuse USA som selvstændig nation (se nedenstående -red.). Rohatyns allierede i Det demokratiske Parti er primært at finde i kredsen omkring den selvbestaltede politiske kaffeklub, det såkaldte Demokratiske Lederskabsråd.

LaRouche understregede, at de demokratiske senatorers katastrofale mangel på politisk mod og handlekraft skal sættes i relation til udviklingen i verden udenfor USA, i særdeleshed det stadigt tættere politiske samarbejde i den fjernøstlige samarbejdsorganisation, Shanghai Cooperation Organisation, SCO, der holdt topmøde i Shanghai den 15. juni. Her var det tydeligt, at stats- og regeringsledere for over halvdelen af Jordens befolkning ikke længere har tiltro til, at USA's nuværende præsident og flertallet i den amerikanske opposition kan redde landet fra dets selvskabte økonomiske forfald. Man har simpelthen afskrevet De forenede Stater.

Derfor har landene i SCO tænkt sig at gøre, hvad de selv kan, for at overleve den igangværende sammenbrudskrise og på en eller anden måde sikre en fremtid for menneskeheden som helhed. Men enhver forestilling om, at Eurasien, for eksempel, kan beskytte sig imod virkninger af det hastigt accelererende fysiske sammenbrud af den amerikanske økonomi, er uden hold i virkeligheden, advarede LaRouche. Hvis USA går ned, som det nuværende amerikanske politiske lederskab tilsyneladende er fast besluttet på at lade ske, er det yderst tvivlsomt, om de øvrige områder på planeten kan undgå den efterfølgende globale mørke tidsalder. (I et webcast med Lyndon LaRouche den 20. juli kl. 19:00 (dansk tid) på www.larouchepac.com vil der blive sagt mere om den sag.)

»GRIBBE-KAPITALISME«

Hvad er det egentlig for nogle mennesker eller politiske grupperinger, der mener at kunne drage fordel af, at verdens førende industrination, USA, kastes ud i et omfattende fysisk økonomisk sammenbrud? Hvem er det, der kan have interesse i, at USA trækker hovedparten af klodens nationer med sig i faldet? En væsentlig del af svaret på det spørgsmål kom for dagen, da et hold af efterforskere fra Prometheus' samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, og Lyndon LaRouches politiske aktionskomité, LPAC, sidst på foråret iværksatte en tilbundsgående undersøgelse af forholdene omkring konkursbehandlingen af Delphi Corporation, den største reservedelsleverandør til den amerikanske bilindustri (se også Prometheus dec. '05).

Delphi indgav konkursbegæring den 8. oktober 2005. Officielt søgte koncernen beskyttelse mod kreditorerne med henblik på en omfattende omstrukturering, der skulle lede til en videreførelse af produktionen i USA. Der blev lagt et gigantisk pres på fagforeningerne for at acceptere en afskrivning af størsteparten af de sygesikrings- og pensionsfonde, der lå i virksomheden, og som de 33.000 ansatte havde sparet op over de seneste 40-50 år. Formålet skulle være, selvfølgelig, at redde så mange arbejdspladser »som muligt«.

Men samtidigt blev Delphis produktionsanlæg solgt for en slik på diskrete auktioner. Ja, hele fabriksanlæg røg for symbolske beløb. Hvordan kunne det dog hænge sammen med det officielle forsøg på at redde så mange arbejdspladser »som muligt«? Efterforskningsholdet fra EIR og LPAC gravede sig igennem tusinder af dokumenter, der var blevet indgivet til skifteretten, og det stod hurtigt klart, at de bankfolk, der bestyrede konkursboet, aldrig havde tænkt sig at bevare de amerikanske arbejdspladser. Faktisk, havde skifteretten accepteret en plan, hvorefter 6.000 jobs i produktionssektionen og ca. 9.000 jobs i administrationen ville blive bibeholdt i USA, mens omkring 140.000 nye stillinger skulle oprettes i Kina og det øvrige Asien. Forudsætningen for, at »redningsplanen« kunne holde, var dog stadig, at de hjemlige fagforeninger accepterede at vinke farvel til de ansattes opsparede sygesikrings- og pensionsmidler. Med andre ord, de amerikanske arbejdere skulle med egne pensionsmidler finansiere udflytningen af deres gamle arbejdspladser til Fjernøsten. Det kan man da kalde avanceret »globalisering«. Og hvem havde så udtænkt denne snedige plan? Det fremgik også af papirerne fra skifteretten. Det var et finansierings- og rådgivningsselskab ved navn Rohatyn Associates.

Dermed er flere brikker i det politiske spil i Washington faldet på plads. I begyndelsen af februar mobiliserede Felix Rohatyn alle sine forbindelser til toppen af Det demokratiske Parti for at stoppe Lyndon LaRouches forsøg på at få Kongressen til at vedtage en lovgivning med forbillede i præsident Franklin D. Roosevelts »New Deal«, med det formål at redde den amerikanske automobilsektor og dermed vitale dele af hele produktionssektoren. Samtidig sad han, Rohatyn, sammen med Wall Street-sværvægtere som Rothschild Inc. og J.P. Morgan og administrerede afmonteringen af den selv samme sektor. Og for at fuldende billedet, blev Rohatyns gamle arbejdsplads, finansbanken Lazard Freres i New York, allerede i november 2005 hentet ind som særlig rådgiver for Delphis største fagforening, United Automobile Workers of Amerika, UAW. Formålet var at gøre fagforeningsledelsen »bedre rustet til at forstå« Rohatyns omstruktureringsplan. Lazards hyre blev betalt af Delphi.

Den 12. juni udgav LPAC en hvidbog med de hidtidige resultater af undersøgelserne omkring Delphis konkurs og afmonteringen af den amerikanske produktionssektor. Felix Rohatyn spillede naturligvis en hovedrolle i hvidbogen, som blev omdelt til samtlige medlemmer af Den amerikanske Kongres og til alle vigtige regeringskontorer i Washington.

Men efterforskningen fortsatte. Dokumenterne fra skifteretten afslørede et påfaldende netværk af personer og finansselskaber, som gik igen i alle sammenhænge, blot udstyret med forskellige kasketter og positioner. Centralt i dette netværk stod Felix Rohatyn, Lazard Freres, der i dag kaldes Lazard Bank, og en lille håndfuld finansselskaber og advokatkontorer på Wall Street med J.P. Morgan i spidsen. EIR sammenkaldte sin redaktionsstab og delte de seneste oplysninger fra skifteretten ud mellem de medarbejdere, som siden midten af 70'erne har fulgt afmonteringen af den amerikanske produktionssektor. Og nu tegnede der sig et klart historisk mønster:

I 1974 stod den daværende administrerende direktør i Lazard Freres, Felix Rohatyn, i spidsen for en finansiel reorganisering af storbyen New York, hvis kommunekasse var mere end tom. Rohatyns »redningsplan« fik navnet Big MAC, og nogle af de centrale punkter var en 25% nedskrivning af de kommunale arbejderes pensionskasse og reduktion af de offentlige serviceydelser med 25-40%. Med en gigantisk underskov af små og mellemstore maskinværksteder var New York med forstæder dengang en af USA's største koncentrationer af industriproduktion. I dag, efter Rohatyns »redningsplan«, lever byen udelukkende af serviceerhverv og finansspekulationen på Wall Street.

Omkring reorganiseringsselskabet Big MAC samlede Felix Rohatyn en stab af betroede medarbejdere, og det er denne personkreds, der i de efterfølgende 32 år er dukket op hver eneste gang et stort industriselskab eller en hel produktionssektor har været i krise. Da den amerikanske stålindustri begyndte at skrante i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, var det Rohatyns to medarbejdere fra Big MAC, Eugene Keilin og Joshua Gotbaum (søn af Victor Gotbaum, der var formand for de offentlige ansattes fagforening i New York), der sammen med Lazard blev hentet ind for at rådgive både virksomhedsledelser og fagforeninger, når store kriseramte virksomheder skulle »reorganiseres«. Modellen var altid den samme: Arbejderne »reinvesterede« deres opsparede pensionsmidler i virksomhederne, som alligevel endte med at lukke, når bankerne havde fået deres tilgodehavender. Siden 1975 er den amerikanske stålproduktion faldet med 35% og antallet af arbejdspladser mere end halveret.

Samme recept blev brugt på den amerikanske rum- og luftfartsindustri, der engang kunne prale af verdens højeste koncentration af forskere, ingeniører og specialiseret arbejdskraft. Fra slutningen af 80'erne til i dag er arbejdsstyrken blevet reduceret fra 900.000 mand til knap 550.000. De oprindelige tyve store virksomheder, som dominerede rum- og luftfartsforskningen, er i dag reduceret til fem, og hver gang et selskab skulle »reorganiseres« eller lukkes, dukkede Joshua Gotbaum og Lazard Bank op og ledede slaget. Op gennem 80'erne var Gotbaum også fast mand på holdet, hver gang et af de kriseramte flyselskaber måtte dreje nøglen om.

En anden genganger i flokken af »gribbe«, der dukker op, hver eneste gang en stor amerikansk industrisektor er i krise, er Delphis administrerende direktør Stephen Miller. Han var med da den gamle hæderkronede stålgigant Bethlehem Steel gik ned i 1994, og han var der også, da flyselskabet Eastern Airlines måtte dreje nøglen om. Og et af de selskaber på Wall Street, der sammen med J.P. Morgan altid dukker op, når et selskab er i krise, er investeringsfonden WL Ross & Co., der ledes af Wilbur Ross, tidligere seniorpartner i Rothschild Inc. Wilbur Ross har været med lige fra krisen i stålsektoren, over rum- og luftfartsindustrien, til den nuværende krise i automobilsektoren.

ROHATYNS NAZISTISKE RØDDER

En lukket kreds af kapitalfonde og investeringsselskaber på Wall Street har altså over de seneste 20-30 år levet af at afmontere den amerikanske produktionssektor. Det er fra samme kreds af selskaber og personer, man finder de mest indflydelsesrige fortalere for en fortsættelse af den »globalisering«, der er ved at rive den amerikanske økonomi op med rode. En af de mest centrale figurer i denne kreds er som nævnt finansmanden Felix Rohatyn, der samtidig har haft en afgørende indflydelse i toppen af Det demokratiske Parti. Hvad han egentlig laver i et parti, hvis rødder går tilbage til præsident Franklin D. Roosevelt og hans »New Deal«, er et åbent spørgsmål. Eller måske ikke, hvis man følger hans egne politiske rødder tilbage til den 2. Verdenskrig. Undergravende virksomhed var et adelsmærke for den helt særegne politiske bevægelse, Felix Rohatyn i dag er en ledende arvtager af.

I begyndelsen af 1980'erne fik redaktionen på Prometheus' samarbejdspartner EIR gennem et særligt arrangement adgang til et dossier i Det nationale Arkiv i Washington. Dossieret var en opsummering af en række efterretningsrapporter fra Europa og Nordafrika udarbejdet af Det amerikanske Udenrigsministerium, krigstidens efterretningstjeneste, OSS, og den amerikanske militære efterretningstjeneste. Emnet var de ledende finans- og industrikredse, der stod bag de forskellige europæiske fascistiske og nazistiske bevægelser. Dossieret indeholdt et hemmeligstemplet appendiks med navne på 80 personer og institutioner, som var del af et netværk, der gik under navnet Den synarkistiske Internationale, der igen dækkede over en håndfuld mindre organisationer af forskellig observans. I en efterretningsrapport fra 1941 beskrives en fransk organisation, der kaldte sig Den synarkistiske Bevægelse for Imperiet, SME, der bl.a. rekrutterede officerer i den franske hær. Officererne kaldte sig »Cagoulards«, »De hætteklædte«. Rapporten sagde bl.a.: »Den synarkistiske bevægelse er en international bevægelse, der blev skabt efter Versailles-freden, og som blev finansieret og ledet af visse finansgrupperinger i toppen af den internationale finansverden. Dens grundlæggende mål er at vælte de parlamentariske regimer i de lande, hvor de har rod, da disse anses for værende utilstrækkeligt hengivende overfor grupperingernes interesser og alt for vanskelige at kontrollere, da en sådan kontrol ville kræve et stort antal mennesker.« Rapporten fortsatte: »SME foreslår derfor, at de [parlamentariske regimer -red.] erstattes af autoritære regimer, som er mere føjelige og lettere at kontrollere. Magten skal lægges i hænderne på industriledere og udpegede repræsentanter for udvalgte bankgrupperinger i hvert land«.

Den 27. juli 1944, skrev militærattachéen ved den amerikanske ambassade i Algier, at inderkredsen omkring general De Gaulle var meget bekymret over, at De frie Franske Styrkers eksil-administration i Algier var infiltreret af synarkister. Militærattachéens kilde i den franske hærledelse var stadig overbevist om, at De Gaulle ikke havde ændret sin stærke personlige aversion mod synarkisterne, og han videregav en liste på 80 kendte og mistænkte synarkister i både Algier og Vichy-Frankrig, udarbejdet af De Gaulles inderkreds.

Prominent på listen over franske synarkister stod André Meyer, administrerende direktør i Banque Lazard og Jacques Barnaud, direktør i Banque Worms. Sammen med flere direktører fra Banque Lazard var Jacques Barnaud desuden med i ledelsen af det nationale franske olieselskab, der under hele krigen fastholdt tætte forbindelser til den britisk-hollandske oliegigant Royal Dutch Shell, en af den anglo-hollandske elites vigtigste finansielle selskaber. Hyppolyte Worms, grundlæggeren af Banque Worms, skabte sig en for-mue som skibsreder med speciale i transport af olie for Royal Dutch Shell. Han stod også på listen over de tolv grundlæggere af Den synarkistiske Bevægelse for Imperiet, SME. Det var SME, der serverede Frankrig til Hitler på et sølvfad.

Efter krigen blev en lang række af de franske og europæiske bank- og finansfolk, som stod på medlemslisterne over de synarkistiske bevægelser, arresteret og anklaget for højforræderi. Men ikke så snart havde Harry Truman overtaget præsidentembedet efter afdøde Franklin D. Roosevelt, og Storbritanniens fhv. premierminister Winston Churchill holdt sin tale på Fulton Universitet om jerntæppet, der delte Europa, før de »fine« bankfolk atter blev taget til nåde og rekrutteret til kampen mod kommunismen.

André Meyer flyttede til New York allerede i 1940, hvor han fik kommandoen over Banque Lazards amerikanske afdeling, Lazard Freres. Her tog han Felix Rohatyn under sine vinger og udpegede ham til sin efterfølger. I et interview til avisen The New York Times kort før sin død, beskrev André Meyer Rohatyn med ordene: »Jeg betragter ham på mange måder som min søn«.

Og André Meyer havde ingen problemer med at finde ligesindede i sit nye hjemland. Finansverdenens synarkistiske bevægelser havde også deres tilhængere i mellemkrigstidens USA. Allerede i sommeren 1933, få måneder efter Franklin D. Roosevelt var blevet indsat i Det hvide Hus, planlagde en kreds af finansfolk på Wall Street et militærkup. De udpegede en højt dekoreret generalmajor i Det amerikanske Marinekorps, Smedley Butler, til kommende leder af et amerikansk militærdiktatur. Uheldigvis for de synarkistiske bankfolk var general Butler patriot og en stor beundrer af præsident Roosevelt, så kupforsøget blev afsløret længe inden det rigtigt kom i gang. Men finansfolkene på Wall Street gav ikke op. I august 1934 dannede kredsene bag »Forretningskomplottet«, som det fejlslagne kupforsøg blev kaldt, sammen med finansselskaberne J. P. Morgan og Kuhn Loeb, kemikoncernen Dupont, bilgiganten General Motors, våbenfabrikken Remington, bladmagnaten William Randolph Hearst m.fl organisationen »Liberty League«, »Frihedsligaen«, der åbenlyst skiltede med sine fascistiske sympatier. »Liberty League« etablerede tætte kontakter til de fascistiske bevægelser i Tyskland, Italien, Frankrig og England. Og hjemme i USA var organisationens hovedfjende præsident Roosevelt og alt han stod for.

Hele den detaljerede historie om Felix Rohatyns og Wall Street-bankernes nazistiske rødder kan læses (på engelsk) i EIR på hjemmesiden www.larouchepub.com.

NY KAMPAGNEAVIS

Schiller Instituttet har netop udsendt første nummer af en ny dansk kampagneavis, der har til formål at sikre en bred, folkelig politisk diskussion om de større spørgsmål, der vil bestemme vores fremtid. Det er meningen at nye kampagneaviser skal følge efter med et par måneders mellemrum.

Det første nummer, der har temaet »New Deal«, er trykt i 50.000 eksemplarer. Det indeholder bl.a. artikler om boble-økonomi og det nuværende finanssystems snarlige undergang. Alternativet er præsenteret i form af en tale, »Nøglen til økonomi er menneskelig videnskabelig opdagelse«, som Lyndon LaRouche holdt til økonomistuderende i Frankfurt, samt en fornyet opfordring til et Nyt Bretton Woods-finanssystem fra Schiller Instituttets internationale formand Helga Zepp-LaRouche.

Avisen giver også konkrete forslag til et danske bidrag til Den eurasiske Landbro i form af et dansk magnetsvævetognet, der vil reducere rejsetiden fra København til henholdsvis Berlin, Stockholm og Oslo til 75 minutter. Internt i Danmark vil rejsetiden mellem København og Århus reduceres til 25 minutter, og Danmark vil blive bundet langt tættere sammen. Kampagneavisen præsenterer derudover PBMR-kernekraftsteknologien, som gør en overgang til brintsamfundet mulig. På bagsiden af avisen præsenteres læserne for den nye faktor i global politik _ LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM.

Eksemplarer af avisen til uddeling kan gratis bestilles på 35 43 00 33 og den kan ses på www.schillerinstitut.dk.