Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 18 nr. 12
NYT STRATEGISK PERSPEKTIV
To gange på bare en måned er præsident George W. Bush og hans regering dumpet til afgørende politiske eksamener. Første gang ved midtvejsvalget den 7. november, da de amerikanske vælgere sendte en rungende mistillidserklæring til regeringen ved at give Demokraterne flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Anden gang var den 6. december, da en tværpolitisk kommission, under ledelse af fhv. udenrigsminister James Baker og fhv. kongresmedlem Lee Hamilton, afsagde en knusende dom over regeringens fejlslagne krig i Irak i særdeleshed, og regeringens sikkerheds- og udenrigspolitik i almenhed. Ikke siden præsident Richard Nixons sidste dage i Det hvide Hus har en amerikansk regering i den grad mistet sit politiske mandat. Det vil få konsekvenser, dramatiske konsekvenser, ikke bare for USA, men for hele den øvrige verden.
Baker-Hamilton Kommissionens rapport om situationen i Irak har næppe noget sidestykke i historien. I fuld enighed har ti af de tungeste repræsentanter for den øverste politiske elite i Washington fejet USA's nuværende politik af bordet. Med 79 konkrete forslag kræver de et udenrigspolitisk kursskifte af imponerende dimensioner. Ikke mere bragesnak om »Ondskabens Akse«. USA's tabte politiske omdømme skal genopbygges og Mellemøsten skal trækkes væk fra den afgrund, som USA's fejlslagne politik har gravet. Og kommissionens rapport er ikke en frugtsalat, hvorfra Bush-regeringen kan vælge de bidder, den selv kan lide, sagde James Baker til Senatets Forsvarskomité. Det er en samlet politisk pakke. En redningsplan for USA, Mellemøsten og verden som helhed.
Allerede i april 2004 fremlagde den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche en plan for en tilbagetrækning af de amerikanske tropper i Irak indenfor rammerne af en fredsplan for hele Sydvestasien. Grundstenene skulle være de principper for fred og forsoning, som blev formuleret ved Den Westfalske Fred i 1648, da tredive års europæisk krigshelvede blev bragt til ende. Sammen med en detaljeret økonomisk genopbygningsplan for hele regionen _ og den øvrige verden.
Med forslagene om at inddrage Syrien og Iran i fredsforhandlingerne og oprettelsen af en International Støttegruppe for Irak har Baker-Hamilton Kommissionen genoplivet principperne fra Den westfalske Fred. Nu mangler blot den økonomiske genopbygningsplan. Og det haster, ikke bare for Mellemøsten, men for os alle sammen. Dollarens dramatiske nedtur er et forvarsel om et globalt økonomisk og finansielt sammenbrud. Derfor skal kommissionens nye strategiske perspektiv udvides til at omfatte en ny, retfærdig økonomisk verdensorden, med et nyt Bretton Woods-finanssystem og store infrastrukturprojekter, som f.eks. en Eurasisk Landbro, der kan hæve levestandarden for det store flertal, som stadig lever i fattigdom og elendighed.
VIGTIG DEMOKRATISK SEJR
Midtvejsvalget til Den amerikanske Kongres den 7. november bragte et hårdt tiltrængt skifte i den politiske magtbalance i Washington. Med 6 nye pladser i Senatet og 30 i Repræsentanternes Hus vandt Demokraterne for første gang i 13 år flertallet i begge Kongressens kamre. Dermed kom præsident George W. Bush for første gang i sine 6 år i Det hvide Hus i mindretal i den amerikanske lovgivende forsamling. Det kan få stor betydning for de sidste to år af Bush' embedsperiode, både hvad angår USA's fremtidige indenrigs- og udenrigspolitik, og historiens endelige dom over præsidentens liv og gerninger. Bush vil ikke længere være i stand til at blokere for kongresundersøgelser af optakten til krigen imod Irak og den lange række af grundlovstridige indgreb i den almindelige amerikaners retsbeskyttelse, som Bush-regeringen har gennemført i »antiterrorkrigens« hellige navn.
Den største enkeltfaktor i Demokraternes valgsejr var det usædvanligt store antal unge mennesker, som gjorde brug af deres stemmeret, i hvert fald ud fra en amerikansk politisk målestok. Mere end 2 millioner nye unge mødte op for at sætte deres kryds i forhold til midtvejsvalget i 2002, og med i alt 10 millioner aktive unge vælgere i alderen 18-30 år røg stemmeprocenten blandt de unge op fra 20 til 24%. Men en undersøgelse af stemmeaktiviteten i 36 valgdistrikter i nærheden af større universiteter i 8 forskellige midtvestlige stater, foretaget af organisationen Young Voter Battleground Poll, afslørede en stigning i de unges valgdeltagelse på helt op til 157% i forhold til det forrige midtvejsvalg. I tre af disse delstater, Ohio, Connecticut og Michigan, havde den politiske ungdomsbevægelse »LaRouche Youth Movement«, LYM, som er tilknyttet den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche, ført en målrettet politisk kampagne på alle de større universiteter. Og med to års intensiv politisk organisering, der kulminerede i distributionen af over 750.000 kampagnehæfter i de vigtigste byer i USA i valgkampens sidste seks uger, må en stor del af æren for den fornyede politiske aktivitet blandt de unge i USA helt klart tilskrives LYM.
Men Demokraternes valgsejr kunne have været endnu større, have det ikke været for en nærmest ufattelig inkompetence blandt partiets ledelse og i særdeleshed hos den organisatoriske formand, fhv. præsidentkandidat Howard Dean. På et traditionsrigt »efter-valget-møde« med ledende redaktører og skribenter fra den amerikanske presse, som avisen The Christian Science Monitor afholdt den 15. november, sagde den ledende demokratiske kampagnestrateg, James Carville, åbent, at Howard Dean efter hans mening burde træde af som organisatorisk formand. Det skabte megen opstandelse, for James Carville er ikke en hr. »hvem-som-helst«, men arkitekten bag fhv. præsident Bill Clintons to store valgsejre i 1992, hvor han mod alle odds først vandt demokraternes primærvalg og efterfølgende slog George Bush Sr. ved selve præsidentvalget. Carville betegnede Deans ledelse af demokraternes valgkamp som »inkompetence af `Rumsfeldske' proportioner« og forklarede, at Demokraternes nationale partiledelse, DNC, i de sidste hektiske uger havde stillet 10 millioner dollars til rådighed for valgkampagner over hele landet, men Dean & Co. kunne kun finde ud af at fordele 4 millioner af dem. Det betød, at dusinvis af mindre kendte demokratiske kandidater aldrig fik den økonomiske hjælp, der kunne have givet dem det sidste skub mod valgsejren. Og pengene ville have gjort en forskel. Hovedparten af de republikanske kandidater genvandt kun deres sæder i Senatet og Repræsentanternes Hus med hårfine valgsejre.
EN NY STRATEGISK VIRKELIGHED
Den 6. december fremlagde den såkaldte Irak Undersøgelsesgruppe, eller bedre kendt som Baker-Hamilton Kommissionen, sin længe ventede rapport om situationen i Irak. Anført af fhv. udenrigsminister James Baker og Lee Hamilton, tidl. demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, stillede alle kommissionens medlemmer op til en pressekonference i Washington for i fuld enighed at fremlægge deres fælles forslag til en afslutning på krigen i Irak og en løsning på krisen i Mellemøsten. Rapporten bar titlen: »Vejen Frem _ En ny indfaldsvinkel«.
Flere af de amerikanske medier bemærkede, at panelet med de 10 kommissionsmedlemmer, fem republikanere og fem demokrater, var det tætteste, man kan komme på en illustrativ repræsentation af det politiske etablissement i Washington. Hvis nogen nogensinde skulle have tvivlet på eksistensen af et sådant etablissement, så sad det altså der, lige foran tv-kameraerne og alle blitzlysene.
Udover Baker og Hamilton var der fire republikanere: Sandra Day O'Connor, fhv. medlem af Den amerikanske Højesteret; Lawrence Eagleburger, fhv. udenrigsminister (som trådte ind i kommissionen, da New Yorks fhv. borgmester Rudolph Giuliani måtte trække sig); Edwin Meese III, fhv. justitsminister (som trådte ind i stedet for Robert Gates, da denne blev udnævnt til ny forsvarsminister), Alan K. Simpson, fhv. senator fra Wyoming. Og fire demokrater: Vernon Jordan Jr., ledende forretningsmand, Leon Panetta, fhv. stabschef i Det hvide Hus; William J. Perry, fhv. forsvarsminister; Charles S. Robb, fhv. senator og fhv. guvernør i Virginia.
Selv om de væsentligste hovedpunkter fra rapporten allerede var blevet lækket til den amerikanske presse i dagene op til offentliggørelsen, sendte den endelige præsentation chokbølger gennem USA. For den underlæggende konklusion var ikke til at tage fejl af: Bush-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik har været en fejltagelse af historiske proportioner, og hvis ikke der gennemføres øjeblikkelige og dramatiske forandringer, står verden overfor et næsten uløseligt politisk mareridt i Mellemøsten.
Allerede i rapportens indledende kapital skærer Kommissionen ind til benet: USA må og skal trække sig ud af kamphandlingerne i Irak og i stedet engagere sig i en massiv diplomatisk offensiv overfor alle Iraks nabolande, inkl. Syrien og Iran, med henblik på en fælles indsats for at forhindre, at den ulmende sunni-shia-konflikt breder sig ud over Iraks grænser, så hele regionen går op i flammer. Der skal oprettes en international støttegruppe for Irak med deltagelse af alle nabolandene, de vigtigste regionale magter som Egypten og Golfstaterne, de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, EU og øvrige lande, der er villige til at bidrage med en politisk og diplomatisk indsats, som f.eks. Tyskland, Japan og Sydkorea, samt naturligvis Irak selv. Kommissionen insisterer på, at der skal skabes en omfattende fredsløsning for hele regionen, der også bringer en ende på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Dermed står Baker-Hamilton Kommissionens rapport i skrigende kontrast til det strategiske oplæg vicepræsident Dick Cheney tog med sig til Riyadh, og må betragtes som det amerikanske etablissements direkte modsvar til den britiske elites »del og hersk«-strategi, som Bush-regeringen hidtil har forfægtet.
Men rapporten er mere end det. En nærlæsning afslører, at den med visse begrænsninger har væsentlige fællestræk med det oplæg til en omfattende fredsløsning, som Lyndon LaRouche fremlagde allerede i april 2004 under titlen: »LaRouche-doktrinen for Sydvestasien« (se også Agro-Nyt, maj '04). Kommissionens forslag om, at USA engagerer Syrien og Iran i fredsbestræbelserne uden nogen form for forhåndsbetingelser, afspejler netop de principper fra Den westfalske Fred i 1648, som LaRouche altid har insisteret på er det eneste holdbare grundlag for varig fred.
Den 8. december gav Lyndon LaRouche følgende kommentar: »Lad mig tilføje, at Baker-Hamilton Kommissionens rapport har fastlagt en helt ny global strategi. Det er ikke et fuldt afsluttet arbejde, men den fastlægger visse afgørende strategiske parametre, indenfor hvilke man kan finde fornuftige alternativer til den nuværende fejlslagne politik, eller mangel på samme. Kommissionens rapport vil give genlyd overalt i Nordamerika og Europa, hvor både den akutte situation i Sydvestasien og spændingerne fra regeringernes fejlslagne finanspolitik allerede gør ondt… Sat i en større sammenhæng udstikker Baker-Hamilton-rapporten en ny global strategisk ramme for udformningen af politik. Jeg er overbevist om, at effekten vil komme hurtigt og blive dramatisk«
CHENEYS PLAN: KAOS OG EVIG KRIG
Den 25. november aflagde USA's vicepræsident Dick Cheney et diskret besøg i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh. Ifølge en højtstående og velplaceret kilde i Washington, som Prometheus' samarbejdspartner Executive Intelligence Review talte med umiddelbart efter vicepræsidentens hjemkomst, havde besøget haft til formål at fremlægge en strategisk analyse og plan for kong Abdullah, der stod i diametral modsætning til de forslag om en gradvis amerikansk tilbagetrækning fra Irak indenfor rammerne af en bredere fredsløsning for hele Mellemøsten, som Cheney vidste, ville blive hovedindholdet af den rapport, som Baker-Hamilton Kommissionen skulle præsentere for offentligheden den 6. december.
Vicepræsident Cheneys besøg i Riyadh var i høj grad et præventivt træk, men han havde næppe forventet at blive mødt af et præventivt modtræk fra den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche, grundlægger af Executive Intelligence Review. Den 27. november udsendte Executive Intelligence Review nemlig en pressemeddelelse med en detaljeret gennemgang af de strategiske visioner, Cheney havde haft med sig til Riyadh. Pressemeddelelsen var forfattet af magasinets efterretningsredaktør Jeffrey Steinberg, og kun få timer efter meddelelsen var blevet lagt ud på Internettet, var Steinberg og Executive Intelligence Review blandt de mest citerede kilder i alle de mellemøstlige medier.
De væsentligste punkter i den rapport, som den højtstående kilde i Washington gav til Executive Intelligence Review, var følgende:
Cheney havde gjort det klart for Saudi Arabiens kong Abdullah, at der fra Bush-regeringens standpunkt ikke er noget som helst grundlag for samtaler med Iran. USA's position i regionen er svækket, og derfor må der hurtigst muligt opbygges en ny sikkerhedsarkitektur, i særdeleshed omkring Den persiske Golf, for at indeslutte og imødegå Irans voksende indflydelse. NATO er allerede i gang med samtaler med Qatar og Kuwait om et tættere samarbejde. Cheney havde derfor foreslået, at der opbygges en ny regional magtbalance ved at etablere en sunni-arabisk alliance med Israel for at imødegå truslen fra Iran. I Cheneys øjne ville enhver forhandling med Iran på nuværende tidspunkt være det samme som overgivelse. I stedet skal der opbygges en ny militærorganisation omkring medlemslandene i Golf-regionens Samarbejdsorganisation plus Ægypten og Jordan, med Israel som de facto medlemsstat. Alt dette blev fremlagt som et præventivt modtræk til Baker-Hamilton-gruppens krav om direkte forhandlinger med Iran.
Ifølge den velplacerede kilde skulle der være noget nær fuld enighed i Bush-regeringen om Cheneys strategi, og kilden forudsagde, at det ville fremgå af præsident Bush' møde med Iraks premierminister Nouri al-Maliki i Jordans hovedstad Amman. Og det holdt stik, da præsident Bush på en pressekonference i Amman den 29. november afviste enhver forhandling med Iran.
Under præsidentens besøg i Jordan blev Syrien tilbudt et samarbejde, hvis landet ville bryde med Iran og tilknytte sig en kommende sunni-alliance. Det er næppe realistisk, men i Cheneys fantasiverden ville et sådant syrisk brud med Iran flyde over grænsen til Libanon, hvor Hizbollah ville blive neutraliseret af en sunni-arabisk, kristen og drusisk alliance.
I Cheneys version skal en ny israelsk-palæstinensisk fredsaftale baseres på færdiggørelsen af den israelske mur gennem de besatte områder, som i øvrigt skal have følgeskab af endnu en mur langs grænsen til Libanon.
Ifølge Executive Intelligence Reviews kilde er den politiske ledelse i Iran fuldt bevidst om Cheneys planer og vil reagere på enhver udvikling i retning af en sunni-arabisk-israelsk alliance. Ikke bare ved at puste til de sekteriske stridigheder i Irak, Libanon og andre steder, men sandsynligvis ved at fremprovokere et israelsk angreb på Iran. Og det er i denne sammenhæng, man skal se præsident Ahmadinejads provokerende udtalelser om Israel. Et israelsk angreb på Iran ville bringe en eventuel konflikt mellem sunni- og shia-araberer til øjeblikkeligt ophør.
På overfladen kunne vicepræsident Dick Cheneys rejse til Riyadh se ud som et desperat forsøg på at forhindre hans gamle politiske rival og ærkefjende James Baker i at overtage Bush-regeringens udenrigspolitik. Men det stikker langt dybere end som så. En sunni-arabisk alliance med Washington og Israel imod Iran ville kaste hele regionen ud i en endeløs konflikt, der ville sprænge hver eneste arabiske nation til atomer. I et interview med den amerikanske tv-station CBS den 26. november advarede Jordans kong Abdallah II om, at regionen allerede nu er på vej ind i en tredobbelt borgerkrig: i Libanon, de palæstinensiske områder og Irak. Cheneys »sunni-alliance« ville sprede denne borgerkrig til hvert eneste hjørne af Mellemøsten. Resultatet ville blive en arabisk verden lammet af indre stridigheder og kaos, nøjagtigt som det var hensigten med den berygtede Bernard Lewis-plan tilbage i 1970'erne.
Og det er næppe nogen tilfældighed. Professor Bernard Lewis er en af vicepræsident Cheneys nærmeste rådgivere og som Watergate-journalisten Bob Woodwards seneste bog om Bush-regeringen, »State of Denial«, afslørede, er det også tilfældet med fhv. udenrigsminister Henry Kissinger (se også Prometheus, okt. 2006). Hverken Lewis eller Kissinger har lagt skjul på deres nære forbindelser til den britiske politiske elite. Under en tale i Chatham House i London, hovedkvarter for det prestigefyldte The Royal Institute for International Affairs, i maj 1982 pralede Henry Kissinger af, at han som amerikansk udenrigsminister i perioder holdt bedre kontakt til det britiske udenrigsministerium end til Det hvide Hus. Derfor bør det næppe undre, at både Bernard Lewis' »plan« tilbage i 70'erne og Cheneys nye forestillinger om en »sunni-alliance« har deres rod i den gamle britiske doktrin, »Del og Hersk« (læs hele Jeffrey Steinbergs pressemeddelelse og hans efterfølgende analyse på www.larouchepub.com).
DOLLARNEDTUR OG FINANSKRAK
Allerede mens alverdens Tv-stationer viderebragte billederne fra Baker-Hamilton Kommissionens pressekonference i Washington den 6. december, satte Lyndon LaRouche fingeren på rapportens vigtigste mangler: Kommissionen forholder sig ikke til det igangværende globale økonomiske sammenbrud. Dollarens nedtur er et forvarsel om et sammenbrud af usete historiske proportioner. Kommissionen forholder sig heller ikke til det faktum, at en stadig voksende del af klodens 6 mia. mennesker synker stadig dybere ned i ussel fattigdom og elendighed (ifølge FN sidder de rigeste 2% af verdens befolkning på over 50% af verdens rigdomme, mens de fattigste 50% af befolkningerne kun kontrollerer godt 1% af den samlede rigdom -red.). Og den forholder sig ikke til, at befolkningerne i Mellemøsten og mange andre egne af Jorden er ved at løbe tør for drikkevand. Det problem kan ikke løses, med mindre der investeres gigantiske summer i nye energianlæg, hovedsalig kernekraft. Derfor må kommissionens gode hensigter om en bred fredsaftale for hele Mellemøsten følges op af en 50 års udviklingsplan for hele Det eurasiske Kontinent (og en akut redningsplan for Afrika -red.), mener LaRouche.
Men det haster faktisk. Siden januar 2006 har den amerikanske dollar mistet over 10% af sin værdi. Ud fra almindelige nationaløkonomiske teorier kunne det måske hjælpe lidt på USA's gigantiske handels- og betalingsbalanceunderskud, hvis en billigere dollar satte lidt skub den amerikanske eksport, men dollaren er ikke bare USA's nationale møntfod, den er hele det globale finanssystems reservevaluta. I sidste ende opgøres den globale gæld og tilgodehavender i dollar, og de seneste måneders kursfald har allerede skabt store forskydninger i det globale finansielle regnskab. Kina, Japan og de fleste asiatiske lande, som sidder på kæmpemæssige valutareserver i dollars, kan ikke blive ved med at se deres pensioner og opsparinger skrumpe i takt med den synkende dollar.
Ifølge den britiske avis The Daily Telegraph den 7. december
har den amerikanske finansminister Paulson samlet en krisestab omkring
sig, bestående hovedsagelig af seniorrådgivere fra
hans gamle arbejdsplads,
finanshuset Goldman Sachs. Ifølge The Daily Telegraph stoler
Paulson ikke på, at finansministeriets egne folk kan reagere hurtigt nok i tilfælde
af en alvorlig krise. Han er desuden dybt bekymret over de godt 8.000
spekulations-hegdefonde, der uden opsyn fra alverdens finanstilsyn, jonglerer
med ca. 1.300 mia. dollars, som lige nu er pustet op ved hjælp af
derivatkontrakter til en samlet værdi af 370.000 mia. dollars (verdens
samlede BNP i 2005: 44.000 mia. dollars). Han er også bekymret
for det igangværende dollarfald, for USA har stadig brug for et
nettokapitaltilskud på mellem 1.000 og 2.000 mia. dollars hver
eneste dag. Og så er der den amerikanske boligboble, som for længst er
bristet, og hvor de styrtdykkende priser i store dele af landet udhuler den
almindelige amerikaners personlige opsparing med foruroligende hast.
NY KAMPAGNEAVIS FRA SCHILLER INSTITUTTET
I begyndelsen af december sendte Schiller Instituttet sin Kampagneavis nr. 2 på gaden i 50.000 eksemplarer.
I avisen er der en oversættelse af størstedelen af den webcast Lyndon LaRouche holdt i Washington den 16. november 2006 med titlen: »Hvordan vi genopbygger økonomien efter det store krak i 2007«. LaRouche diskuterer en løsning på den strategiske og økonomiske knibe, USA og verden befinder sig i.
I lederartiklen: »Danmarks fremtidige rolle i verden: Fra Korsfarer til Brobygger« opfordrer Schiller Instituttets danske formand Tom Gillesberg til et udenrigspolitisk skifte. I stedet for en militært baseret politik bør Danmark vende tilbage til en rolle som brobygger. Også konkret med bygningen af Femern Bælt-forbindelsen, et magnetsvævetognet og deltagelse i opbygningen af Den eurasiske Landbro.
På bagsiden forklarer Christina Bruun Jensen og Simon Jensen fra LaRouches Ungdomsbevægelse (LYM), hvordan LYM sikrede demokraternes valgsejr i USA. De rapporterer også om LYM's konfrontationer med de neokonservative i den amerikanske valgkamp, som f.eks. Jyllands-Postens Flemming Rose.
Avisen kan bestilles fra redaktionen eller hentes på www.schillerinstitut.dk/kampagne_avis_2.pdf.
