Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 19 nr. 3, marts 2007
FINANSKRAK OG VOLD I GADEN
Så er det ved at være alvor. Det moderne Kina oplevede sit første lille børskrak i slutningen af februar. Næsten ti procents nedtur på en enkelt dag. Det sendte chokbølger kloden rundt. Helt over til Wall Street, hvor bremseklodserne på aktierutchebanen blev rødglødende. Sådan nogle fik man installeret, da toget røg af skinnerne i oktober 1987. Denne gang holdt de, men der var mange, der nåede at få sved på panden.
Men sagen drejer sig i øvrigt slet ikke om aktier eller børskrak. Det, der står på spil, er langt større. Det er hele det globale finans- og betalingssystem, der risikerer at bryde sammen. Og sker det, kan det få dramatiske konsekvenser for verdensøkonomien og milliarder af menneskers livsvilkår. Vi ved godt, at vi her i Prometheus har advaret om det før. Mange gange endda. Men hvis læserne er trætte af at høre os råbe »ulven kommer« helt alene, så lad os henvise til, at vi nu har fået selskab af prominente publikationer som The Financial Times i London og The New York Times. Også her gør man i disse dage opmærksom på, at finanssystemet alt for længe er blevet misrøgtet af hovedløse investeringer fra grådige banker og spekulationsfonde, der udelukkende har retfærdiggjort deres egen adfærd med en tåbelig henvisning til, at det »da er gået meget godt indtil nu«.
Men nu går det faktisk ikke længere. Finansverdenens private kilde til gratis likviditet, den såkaldte »carry-trade« er tørret ud, takket være markante kursstigninger på både yen og schweizerfranc. Samtidig har den bristede boligboble i USA sendt nogle af de mest prominente investeringshuse på Wall Street i knæ. De var alt for grådige, dengang opturen syntes at vare evigt. Det gjorde den som bekendt ikke, og nu skal regningen betales. Det er der sandsynligvis mange, der ikke kan. Også blandt de helt store spillere i markedet. Det er det, der vil knække det internationale finans- og betalingssystem.
Om ikke ret længe vil regeringerne blive tvunget til at gribe til handling. Et nyt finanssystem skal strikkes sammen. Lyndon LaRouche har længe foreslået at etablere en moderne version af efterkrigstidens Bretton Woods-system. Samtidig skal der gøres op med 68’ernes tåbelig antiteknologiske ideologier, så vi langt om længe kan trække Den tredje Verden ud af bundløs fattigdom.
Men vi skal også være beredte på modstand fra det gamle anglohollandske oligarki, der har sit udkomme fra City of London. Det kunne være en ny krig i Mellemøsten eller en destabilisering af de europæiske regeringer og befolkninger gennem terror og vold. Militante terrorgrupper med ideologiske rødder tilbage til 70’ernes Rote Armé Fraktion i Tyskland og De røde Brigader i Italien er allerede under opbygning. De voldelige fortropper har vi oplevet i Københavns gader.
»SANDHEDENS TIME«
Den 8. februar samlede Prometheus’ samarbejdspartner, Executive Intelligence Review, en gruppe diplomater i Washington til en lukket rundbordsdiskussion om den globale strategiske situation. Og de fik fra start noget at tænke over. I sine indledende bemærkninger, understregede Executive Intelligence Reviews grundlægger, den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche, at den altafgørende globale strategiske krise ikke skal findes i de enkelte brændpunkter rundt om på kloden, som alles opmærksomhed ellers er rettet imod, Nordkorea, krigen i Irak eller faren for en ny krig mod Iran. Den globale strategiske krise har sit udgangspunkt i »globaliseringen«, nærmere bestemt det igangværende forsøg på at genetablere et »verdensimperium«, på bekostning af suveræne nationalstater, som drives af ledende kredse i London i samarbejde med deres politiske allierede i Washington, i særdeleshed den nuværende regering under ledelse af George W. Bush og vicepræsident Dick Cheney.
LaRouche henviste til en serie artikler i det britiske finanstidsskrift The Economist den 3.-9. februar, med overskriften »Britannia Redux, A Special Report on Britain«, (»Britannien i Reduceret Udgave, En specialrapport om England«). Her blev den igangværende globalisering af verdensøkonomien i meget direkte vendinger hyldet som en moderne genoplivning af det gamle britiske imperium. Afmonteringen af Storbritanniens nedslidte industriøkonomi i den sidste halvdel af det 20. århundrede, som gav landet tilnavnet »Europas syge Mand« og gjorde livet meget surt for millioner af britiske familier, fremlægges i dag af The Economist som en glimrende »fremsynethed« skabt af landets imperialistiske fortid. Denne »fremsynethed« gør sammen med de seneste årtiers voksende koncentration af den globale finansspekulation i City of London Storbritannien særlig veludrustet til klare sig i globaliseringen, mener altså The Economist, som påpeger, at »globalisering« også var et mål for det gamle britiske imperium.
Problemet er blot, advarede LaRouche, at dette nye, »globaliserede« imperium har lige så svært ved at forlige sig med eksistensen af selvstændige suveræne nationer, som det gamle britiske imperium havde det i det 18. og 19. århundrede. »Storbritannien er en stormagt, for hvem der ikke kan etableres et globaliseret system, hvis der stadig findes en stærk magtalliance i Asien ved siden af et USA. Det vil sige, hvis USA, Rusland, Kina og Indienstår fast på et forsvar af princippet om national suverænitet, kan globaliseringen ikke gennemføres. Derfor er den egentlige fjende, eller målet for det, Cheney repræsenterer, og det [premiereminister Tony] Blair repræsenterer i London: Rusland, Kina og lige nu Indien. De er de egentlige mål. Ikke Iran, ikke Irak. Ikke Sydvestasien. Det sydvestlige Asien, herunder Iran, er lige nu et mål, udelukkende fordi det åbner døren for et direkte angreb på Kina, Rusland, Indien osv.«, sagde LaRouche.
Det 14. februar blev LaRouches strategiske bemærkninger sat i relief, da udenrigsministrene fra Rusland, Kina og Indien samledes i New Delhi. Mødet faldt kun få dage efter Ruslands præsident Vladimir Putin satte alle diplomatiske høfligheder til side på den årlige internationale forsvarspolitiske konference i München den 10. februar, og i meget skarpe vendinger kritiserede USA’s militære fremfærd rundt om på kloden. Efter mødet i New Delhi understregede de tre udenrigsministre dog indtrængende, at den voksende alliance mellem Kina, Rusland og Indien ikke skal ses som »anti-amerikansk«. Men de forsikringer gjorde ikke indtryk på The Times i London. Under overskriften »Giganter mødes for at imødegå USA’s magt«, påpegede avisen, at der var tale om tre regeringer, der repræsenterer 40 procent af verdens befolkning, en femtedel af verdensøkonomien og halvdelen af verdens atomare sprænghoveder. Derfor må man hellere tage den nye alliance alvorligt.
Den 21. februar bragte to begivenheder så den globale strategiske krise frem til »sandhedens time«, som LaRouche udtrykte det i en pressemeddelelse. Den første var ankomsten af hangarskibet USS Stennis og dets ledsagefartøjer til Oman Bugten ud for Hormuzstrædet, hvor de sluttede sig til en anden amerikansk flådegruppe med hangarskibet USS Eisenhower i spidsen. Dermed nåede den amerikanske militære tilstedeværelse i Det sydvestlige Asien op på et niveau, der muliggør et omfattende luftangreb på Iran. Og på baggrund af den amerikanske regerings gentagne beskyldninger om iransk indblanding i krigen i Irak, advarede den afgående øverstkommanderende for USA’s 5. Flåde i Den persiske Golf, viceadmiral Patrick M. Walsh, på en pressekonference den 19. februar om, at en mindre hændelse eller provokation kan udløse en åben krig med Iran.
Den anden begivenhed, som kan få afgørende betydning for den globale strategiske situation, var den japanske centralbanks beslutning om at hæve sin udlånsrente med 0,25 procent til 0,5 procent. Det lyder ikke af meget, men denne minimale renteforhøjelse kan i sidste ende vise sig at være begyndelsen til enden på hele det internationale finanssystem, som vi kender det i dag. Siden finanskrisen i 1997-98 og i særdeleshed siden september 2001 har de store internationale banker og de spekulationsorienterede investeringsfonde, de såkaldte hedgefonde, med stadig større grådighed benyttet sig af en næsten gratis kilde til likvide midler. Ved at låne til 0 procent i rente i Japan (eller til meget lav rente i Schweiz) og efterfølgende placere pengene i lande med høj rente, som f.eks. Brasilien, Mexico, Tyrkiet eller Island, har man gennem renteforskellen kunnet hente kolde kontante til andre former for investeringer, næsten som havde man sin egen seddelpresse. »Carry-trade« hedder denne trafik i moderne finanssprog, og den har nu nået en årlig volumen på mellem 500 og 600 mia. dollars. Prometheus’ kilder i finansverdenen understreger, at »carry-trade« og især »yen-carry- trade« har været en vigtig kilde til bankernes refinansiering af stort set alle lånetyper kloden over, og dermed en af de væsentligste bidragsydere til de historisk lave renteniveauer. Et stop for »yen-carry-trade« ville sende chokbølger gennem hele det internationale lånemarked, hvor stort set samtlige lånekontrakter efterfølgende måtte revurderes. Og den tanke har de færreste bankfolk lyst til at føre til ende. Samtidig ville en pludselig afbrydelse af »yen-carry-trade» trække tæppet væk under en stor del af spekulationsfondenes derivatkontrakter, og udløse en finanskrise magen til den, der nær havde væltet finanssystemet i september 1998, da sammenbruddet af de russiske statsobligationer sendte den store hegdefond LTCM i gulvet.
Derfor stod alle centralbanker og finanseksperter i kø for at forklare offentligheden, at den japanske renteforhøjelse den 21. februar »absolut ingen virkning« ville få for den igangværende »carry-trade«. Heller ikke selv om rentestigninger normalt udløser valutakursstigninger. Og kursstigninger er gift for enhver »carry-trade«, for de lånte penge skal jo tilbagebetales i den oprindelige valuta. På mirakuløs vis fortsatte den japanske yen da også sit sædvanlige kursfald. Men Prometheus’ kilder i finansverdenen advarede om, at det var rent facadespil. Den japanske rentestigning havde skabt stor usikkerhed, og selv det mindste chok et eller andet sted på kloden kunne derfor udløse en lavine. Og den forudsigelse kom til at holde stik.
Den 27. februar brød helvedet løs. Det kinesiske aktiemarked i Shanghai faldt pludseligt med godt 9 procent. Chokbølgerne bredte sig hurtigt kloden rundt, og på Wall Street kunne de bremsemekanismer, der blev indført efter børskrakket i 1987, ikke stoppe paniksalget. Dow Jones-indekset faldt på et tidspunkt med 545 point. Hurtigt stod finanseksperterne atter i kø for at forsikre offentligheden om, at der ikke var grund til bekymring. Den amerikanske økonomi er »grundlægende sund«, og en »mindre korrektion « af aktiekurserne er kun noget »godt og naturligt«, sagde man.
Men en artikel i den britiske finansavis The Financial Times den 28. februar afslørede, hvad der virkelig stod på spil: »Økonomiske planlæggere vil holde øje med ethvert tegn på, at uroen spreder sig fra det amerikanske marked for »subprime« (»usikre«) realkreditter via markederne i vækstlandene til andre former for risikoinvesteringer. Afsmitningen kan ske, hvis markederne forbindes gennem fælles investorer (som eksempel hedgefonde) eller gennem fælles finansieringsmekanismer (eksempelvis yen-carry-trade), selv om de ikke har fælles grundlæggende parametre eller økonomiske forbindelser«. Med andre ord: Etableres der en kobling mellem det kriseramte amerikanske boligmarked, »yen-carry-trade« og højrisikoinvesteringerne rundt om på kloden, kan det gå helt galt. Professor Raghuram Rajan fra Chicago Universitet, fhv. cheføkonom i Den internationale Valutafond, understregede overfor The Financial Times, at det ikke nødvendigvis ville skade verdensøkonomien, hvis der i en periode blev holdt igen med alt for vilde investeringer, vel at mærke under forudsætning af, at de investorer, der allerede nu har lidt store tab, er i stand til at betale deres gæld til bankerne og andre institutioner, der bærer finanssystemet. »Hvis institutionerne kommer i vanskeligheder, kan alt ske«, sagde professor Rajan.
Sandheden er, at den amerikanske økonomi slet ikke er »grundlæggende sund«. Bush-regeringen har på rekordtid skabt verdens største budgetunderskud, og boblen på det amerikanske boligmarked bristede allerede i sommeren 2006. Det har skabt en gigantisk krise i det amerikanske realkreditmarked, der har spredt sig langt ind på Wall Street. Dengang boligmarkedet buldrede derudad, opstod en underskov af kreditinstitutioner, der med udsigt til konstant stigende huspriser, velvilligt udstedte boliglån til huskøbere, der slet ikke havde økonomi til at sidde i et hus. Disse boliglån blev så sendt videre til de store gamle investeringshuse på Wall Street, som f.eks. Lehman Brothers, Goldman Sachs, Merril Lynch, Morgan Stanley m.fl., der videresolgte dem på finansmarkederne som samlede obligationspakker. Men da boligboblen brast, gik der først ild i underskoven, hvor kreditinstitutionerne krakkede på stribe, fordi husejerne ikke overholdt terminerne. Så kollapsede markedet for lånene på de yderste prioriteter, de såkaldte»subprime« lån, og i et forsøg på at stoppe lavinen overtog investeringshusene simpelthen de nødstedte leverandører af højrisikoboliglån. Hvor dybt Wall Street nu er syltet ind i disse højrisikolån, er der ingen der ved, og ifølge et interview i The Financial Times den 1. marts med Richard X. Bove, analytiker hos Punk Ziegel & Company, ved investeringshusene det ikke engang selv! Resultatet er, at kreditvurderingsselskabet Moody’s Investor Service har nedskrevet obligationspakkerne fra disse gamle investeringshuse til noget nær »affaldsobligationer«. Ifølge The Financial Times den 1. marts er der stigende frygt for, at krisen i højrisiko-realkreditlånene spreder sig til det øvrige realkreditmarked, der med sin volumen på 6.500 mia. dollars er det suverænt største obligationsmarked i USA.
Heller ikke den amerikanske produktionssektor kan leve op til betegnelsen »grundlæggende sund«. I februar faldt de amerikanske fabrikkers ordrebeholdning på varige forbrugsgoder med hele 8 procent. Det var anden måned i træk at producenternes ordrebøger blev tyndere. Og ifølge den amerikanske regerings arbejdsmarkedstatistik mister automobilindustrien nu over 10.000 jobs hver eneste måned. Som helhed skrumper automobilsektoren med 10 procent om året. Så den amerikanske realøkonomi er for længst begyndt at halte.
Fra fredag den 23. februar til torsdag den 1. marts steg den japanske yen med 3,6 procent overfor den amerikanske dollar. Dermed er der ved at være lukket for det varme vand i bankernes private pengekilde, »yen-carry-trade«. Samtidig voksede krisen på det amerikanske realkreditmarked. »Den store nedsmeltning« kaldte Paul Krugmann sin ugentlige økonomiske klumme i The New York Times den 27. februar.
KØBENHAVN I FLAMMER
Politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej i København den 1. marts udløste som ventet omfattende uroligheder på Nørrebro og i kvarteret omkring Christiania på Christianshavn. Alt var planlagt og tilrettelagt med flammende bål i gaderne, byger af brosten mod politiet, afbrændte biler og smadrede butiksruder. Siden december har et internationalt netværk af voldelige anarkistgrupperinger åbenlyst forberedt de optøjer, der skulle iværksættes, når Ungdomshuset blev ryddet. Via internettet er hundredvis af unge over hele Europa blevet instrueret i alle »tekniske detaljer« lige fra opgravning af brosten til den danske retsplejelovs paragraffer om arrestationer under optøjer. Som det fremgår af grupperingernes egne hjemmesider indgår de voldsomme kampe i København som led i »opvarmningen « til det helt store »antikapitalistiske slag«, der skal stå i den tyske østersøby Heiligendamm den 6.-8. juni, når stats- og regeringslederne fra verdens otte største industrilande, G-8, mødes.
I København blev over 140 tilrejsende aktivister fra Tyskland, Sverige og det øvrige Europa arresteret. Også repræsentanter for Anarchist Black Cross, ABC, aktivisternes internationale »retshjælp« blev sat i forvaring. ABC har rødder tilbage til anarkisterne i det gamle Rusland, og har i dag søsterorganisationer overalt i Europa og USA. Det amerikanske Forbundspoliti, FBI, betegner ABC som en voldelig revolutionær organisation. I både Tyskland og Italien er gamle ledere af 70’ernes ekstremt voldelige terrororganisationer Rote Armé Fraktion, RAF, og De Røde Brigader ved at blive kørt i stilling som ideologer for de nye »antikapitalistiske« ungdomsbevægelser. Fhv. udenrigsminister Klaus Kinkel fra det liberale parti FDP, med nære personlige kontakter til de neokonservative kredse i USA, er blandt de prominente fortalere for en benådning af RAF-terroristen Christian Klar. Fra 1979 til 1982 var Kinkel leder af den tyske efterretningstjeneste, og Christian Klar var med i den anden generation af RAF-terrorister, der i 1977 myrdede lederen af den tyske arbejdsgiverorganisation, Hans-Martin Schleyer, forbundsstatsanklager Siegfried Bubak og direktøren for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. I et indlæg på en konference i Berlin den 13. januar i år, og i en efterfølgende artikel i avisen Junge Welt den 15. januar forsvarede Christian Klar brugen af vold i kampen mod det kapitalistiske samfund. I samme avis lovpriste en anden af 70’ernes terrorister, Inge Viett fra den anarkistiske gruppe »2. Juni Bevægelsen«, sine »kolleger« fra RAF som forløbere for vore dages anti-globaliseringsprotester. I Italien holdt Renato Curcio, medstifter af De røde Brigader, tale for 200 aktivister i en besat fabriksbygning i Bologna den 1. marts. På den italienske presses spørgsmål, om han nu tager afstand fra sin voldelige fortid, svarede han: »Jeg har intet at sige, jeg kan ikke se med hvilken ret og arrogance, du stiller mig det spørgsmål«.
LAROUCHE I ROM
Den 13. februar stod Lyndon LaRouche som hovedtaler ved en konference i Cenacolo-salen i det italienske
parlament i Rom (se billedet). Konferencen var arrangeret af Prometheus’ samarbejdspartner, Executive Intelligence
Review, i fællesskab med Rifondazione Comunista, PRC, et af partierne i premierminister Romano Prodis
koalitionsregering. I sin tale gennemgik LaRouche i detaljer den politiske dagsorden, der ligger på bordet foran den
nytiltrådte amerikanske kongres.
Konferencens anden hovedtaler var PRC’s medlem af parlamentets budgetudvalg, Andrea Ricci, der er økonom af
profession og leder af en fraktion indenfor
partiet, der åbent støtter en økonomisk
politik med rødder tilbage til
Franklin D. Roosevelt. Ricci åbnede
mødet med at bekendtgøre, at han vil
tage initiativ til dannelsen af en tværpolitisk
parlamentarisk komité, der skal
støtte oprettelsen af et nyt Bretton
Woods-finanssystem. Komitéen skal
arbejde videre med det lovforslag til
indførelse af et Nyt Bretton Woods, der
blev fremlagt i april 2005 på initiativ af
parlamentsmedlem Mario Lettieri.
Lettieri er i dag viceøkonomiminister,
og han deltog i konferencen sammen
med Alfonso Gianna, viceminister for udvikling, der også var medunderskriver af
det oprindelige initiativ.
WEBCAST MED LAROUCHE
Følg med »live« over internettet, onsdag den 7. marts kl. 19:00, når Lyndon LaRouche taler under overskriften: »Konsekvenserne af Al Gores falske påstande for international politik« på www.larouchepac.com. LaRouche har mobiliseret sin internationale ungdomsbevægelse, LYM, for at imødegå Al Gores manipulerende skræmmekampagne og for at forhindre, at verdens regeringer presses ud i flere irrationelle beslutninger, som eksempelvis EU's nye »marked« for CO2-kvoter, der med garanti bliver mere til glæde for spekulanter end for klodens miljø.
Al Gore skal i øvrigt tale på en international konference for handel med CO2-kvoter i Bella Centeret den 13. marts. Overalt i Europa og USA omdeler LYM et flyveblad, hvori Laurence Hecht, redaktør af det amerikanske videnskabsmagasin 21st Century Science and Technology, påviser, at de historiske optegnelser over atmosfærisk CO2koncentrationer, som FN’s Klimapanel, IPCC, lægger til grund for kravet om en reduktion af de menneskeskabte drivhusgasser, faktisk er falske. En undersøgelse, foretaget af professor Ernst-Georg Beck fra Merian-Schule i Freiburg, Tyskland, viser, at IPCC udlagde og opdigtede CO2-optegnelserne fra før 1957 på baggrund af målinger på nyborede iskerner, og ignorerede over 90.000 direkte kemiske opmålinger fra 1857 til 1957 (se flyvebladet oversat til dansk på: www.schillerinstitut.dk under »Seneste Nyt«).
