Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
april 2007, årgang 19 nr. 4
»NY POLITIK«
Den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har ofte påpeget, at kun de færreste har fantasi til at forestille sig, hvordan fremtidens politik i Europa og USA egentlig vil se ud, når efterkrigstidens »Baby Boomer-generation« ikke længere sidder ved roret. Allerede nu, hvor de gamle »68-ere« og deres borgerlige jævnaldrende gradvist er ved at miste deres altdominerende rolle, ser vi glimtvis, hvad fremtiden kan bringe. Yngre generationer takler politiske problemer på nye måder, med LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM, som den revolutionære spydspids. »Ny politik« har LaRouche kaldt det.
For tyve år siden var det en håbløs umulighed at forklare, hvilken politisk og økonomisk effekt, det ville have at opfylde generationers drøm om broer over Storebælt og Øresund. Venstrefløjens anti-teknologiske miljøfanatisme og Det radikale Venstres indgroede modstand mod enhver fysisk forandring fik projekter af den størrelsesorden til at fremstå som håbløse drømme og naive fantasier. Så faldt Berlin-muren og et vindue af kulturel optimisme åbnede sig kortvarigt - og så stod de der pludseligt, broerne - Danmark var forandret for altid.
I dag er store infrastrukturprojekter en naturlig del af den danske politiske proces. Der bygges motorveje, metro-ringbaner og havnetunneler til milliarder af kroner, og nu er Schiller Instituttets forslag om en fast forbindelse over Kattegat også kommet på dagsordenen. Med Magnetsvævetog og det hele. Se, det er »ny politik«.
Helt så nemt går det desværre ikke i Washington. Ved midtvejsvalget til Kongressen i november sidste år stemte amerikanerne for et radikalt politisk kursskifte. Et krystalklart krav om »ny politik«. Og med en upopulær og miskrediteret Bush-regering, syltet ind i skandaler og politiske nederlag, burde det være den simpleste sag i verden. Men det er det alligevel ikke! For i en vis forstand sidder hverken demokrater eller republikanere på det egentlige politiske flertal i Washington. Det gør »Baby Boomerne«! Og deres veje er uransagelige.
Vicepræsident Dick Cheney har begået så mange ulovligheder og overgreb på almindelige demokratiske spilleregler, at en rigsretssag for længst burde være en kendsgerning. Krigen i Irak er så katastrofal, at Kongressen straks burde smække pengekassen i. Men det gør man ikke, for det kræver politisk mod. Og det har »Baby Boomerne« ikke. I stedet danser de efter »miljøguru« Al Gores falske pibe og bekymrer sig om klimaforandringer - alt imens Cheney forbereder en ny krig i Mellemøsten. Det er den rene galskab.
Der er kun én løsning, sagde LaRouche for nylig til et stort folkemøde i Los Angeles. Lad den amerikanske ungdom udvise det nødvendige politiske lederskab. Så skal »Baby Boomerne« nok følge efter.
KØBENHAVN-ÅRHUS 25 MINUTER
Den 19. marts kunne man på forsiden af Jyllands-Posten læse et forslag fra trafikforsker Uffe Jacobsen om at skrotte planerne om en fast forbindelse over Femern Bælt og i stedet bygge en bro over Kattegat fra Kalundborg via Samsø til Jylland.
Ifølge trafikforskerens beregninger er der et langt større behov for at knytte Danmarks to største økonomiske knudepunkter sammen end at skabe en fast forbindelse mellem den østlige del af landet og Tyskland.
At skrinlægge planerne om en Femern Bælt-forbindelse er en særdeles dårlig idé, men Uffe Jacobsen har ret i, at den fremtidige økonomiske udvikling i Danmark fordrer en tættere integration af landets to vigtigste metropoler. Det kunne man allerede læse i Schiller Instituttets første kampagneavis »New Deal« fra juli 2006. Her blev fremtidens danske infrastrukturudvikling sat i relation til en integration af hele det eurasiske kontinent gennem opbygningen af et gigantisk infrastrukturnet, der skal strække sig fra Europa hen over Rusland og Centralasien til Kina. Hovedlinierne i dette infrastrukturnet skal bestå af superhurtige magnetsvævetog, maglev, af den type, der allerede i dag transporterer passagerer fra Shanghais internationale lufthavn til byens centrum med en hastig på helt op til 431 km i timen. Hovednerven i den danske del af denne infrastrukturopbygning skal være en direkte maglevforbindelse mellem København og Århus via en kombineret tunnel/bro fra Kalundborg over Samsø til Hov lidt syd for Århus. Afstanden mellem de to største danske metropoler reduceres således til 180 km, en strækning som et moderne maglevtog kan tilbagelægge på bare 25 minutter. I anden fase forlænges maglevlinien til Aalborg, og efterhånden som vore nabolande også opbygger lignende maglevnet, udvides det danske net til en moderne udgave af det gamle motorvejs-H.
Den 20. marts bragte Jyllands-Postens internetavis et interview med Schiller Instituttets formand Tom Gillesberg med en kort beskrivelse af forslaget om en direkte maglev-forbindelse mellem København og Århus, illustreret af »Maglev Danmark«-køreplanen for »Linie A og A+ København-Århus-Aalborg«. Det vakte betydelig opsigt (se artikler på www.schillerinstitut.dk/danmark-behoever-magnettog.html).
Med lynets hast bredte Schiller Instituttets forslag sig til dusinvis af andre internetsider, herunder Jubiis nyhedsside, den norske presses nyhedsside, fagbladet Ingeniørens hjemmeside Ing.dk, hjemmesiderne for TV2/Nord, DR Østjylland og Regionen Midtjylland, og en international byplanlægningsside kaldet Skyscraper City.
Jyllands-Posten fortsatte dækningen af Schiller Instituttets forslag i JP Århus, hvor borgmester Nicolai Wammen udtalte stor interesse for forslaget og historien spredte sig til Aarhus Stiftstidende. Den 24. marts bragte Berlingske Tidende så et interview med Tom Gillesberg i avisens erhvervssektion.
Schiller Instituttet anmodede også om foretræde for Folketingets Trafikudvalg (se www.ft.dk/Samling/20061/almdel/TRU/bilag/322/index.htm). Det vil finde sted den 12. april, hvor Schiller Instituttet vil præsentere et oplæg om et dansk maglevnet med udgangspunkt i en Kattegat-forbindelse mellem København og Århus.
PRESSEN DÆKKER SCHILLER INSTITUTTETS DANSKE MAGLEVFORSLAG
Pressedækning af Schiller Instituttets forslag om en maglevforbindelse over Kattegat, der forbinder København med Århus på 25 minutter: Jyllands-Postens internetavis den 20. marts, Ingeniørens hjemmeside Ing.dk den 21. marts, Berlingske Tidende 24. marts og JP Århus den 22. marts. Se artiklerne på www.schillerinstitut.dk/danmark_behoever_magnettog.html.
BLÅT BLOD OG GRØNNE LØGNE
På en pressekonference i London den 30. oktober 2006 præsenterede Storbritanniens finansminister (og premierminister in spe) Gordon Brown den britiske regerings nyudnævnte »særlige rådgiver i spørgsmål om klimaforandringer«. Det var den fhv. amerikanske vicepræsident Al Gore, som efterhånden har skabt sig et verdensomspændende ry som rejsende »miljøguru«, ikke mindst pga. hans »dokumentarfilm« om den såkaldte globale opvarmning, »Den ubekvemme Sandhed«, der fik en hjælpende hånd til markedsføringen fra Hollywood, da den vandt en »Oscar« ved årets filmprisuddeling. Al Gore har allerede haft sit miljøcirkus på besøg i Danmark tre gange i år, seneste den 13. marts, hvor han talte på en stor CO2-handelskonference i Bella Centeret.
Ægte guruer er almindeligvis kendetegnet ved en asketisk levevis, der skal tjene til forbillede for andre, men det gælder ikke den noget overvægtige Al Gore. Den 26. februar, dagen efter hans film havde vundet sin »Oscar«, afslørede den lokale presse i Tennessee, at den månedlige elektricitetsregning i Gores villa i Nashville svarede til en normal amerikansk families årsforbrug. Et af hovedpointerne i »Den ubekvemme Sandhed« er ellers, at vi alle sammen skal spare på elektriciteten i vores husholdning. Gore forsvarede sig med, at han købte aflad ved at opkøbe »CO2-kvoter« svarende til overforbruget. Prometheus' samarbejdspartner Executive Intelligence Review undersøgte sagen, og Al Gore har ganske rigtigt opkøbt CO2-futures - gennem sin egen hedgefond. Mere om det senere.
En »miljøaktivist« opfattes oftest som en fattig idealist, der kæmper mod kapitalen og magthaverne, men det billede passer dårligt på Al Gore. Snarere det stik modsatte. Han blev født ind i en familie med penge, magt og indflydelse. Hans afdøde far, Albert Gore Sr., var mangeårigt medlem af Det amerikanske Senat og forretningspartner med den excentriske oliemilliardær Armand Hammer. Både Gore Sr. og Hammer var ledende medlemmer af den lille eksklusive kreds af vestlige forretningsfolk, der tjente svimlende formuer ved at opretholde kontakten til det ellers økonomisk set isolerede Sovjetunionen. En tradition Al Gore Jr. fortsatte efter Sovjetunionens fald ved at etablere tætte personlige forbindelser til repræsentanter for den nye russiske mafia.
I 1995 var de forbindelser ved at blive et alvorligt problem for den daværende vicepræsident, da det amerikanske og russiske toldvæsen greb ind overfor et diamantsmuglerselskab kaldet Golden ADA. Gore Jr. havde plejet tæt personlig omgang med selskabets ejere. Det samme havde Gores nære ven og forretningspartner, Ruslands fhv. premierminister Viktor Tjernomyrdin. Vicepræsident Gore fik diskret lagt låg på sagen om Golden ADA, og han reagerede med raseri, da en CIA-rapport til Det hvide Hus afslørede, at Tjernomyrdin havde udnyttet sin regeringspost til, sammen med mafiaen, at stjæle milliardværdier fra den russiske stat. Da Rusland i august 1998 måtte meddele omverdenen, at man ikke længere kunne indløse de russiske statsobligationer og dermed gik statsbankerot, følte vicepræsident Gore sig kaldet til, uden præsident Clintons vidende, at kontakte præsident Boris Jeltsin og presse ham til at genindsætte Tjernomyrdin på posten som regeringschef. Det gjorde Jeltsin, men blev underkendt af Den russiske Duma, der havde fået nok af den grådige mafialeder (se også Agro-Nyt sep. '98 og april 99).
Og som Albert Gore Sr. og Armand Hammer før ham har Al Gore Jr. sikret sig solide forbindelser til de allerhøjeste kredse i den britiske elite. Under et besøg på Harvard Universitet i Boston den 28. januar 2007, modtog den britiske tronfølger prins Charles en nystiftet miljøpris, som naturligvis blev overrakt af Al Gore. I sin takketale henviste prins Charles til sit mangeårige nære venskab og samarbejde med Gore og påpegede, at denne helt tilbage i 1990 optrådte i prinsens egen miljøfilm »Jorden i Balance«, der blev produceret af det britiske Tv-selskab BBC.
Men Al Gores samarbejde med prins Charles og den anglo-hollandske elite stikker endnu dybere. Ifølge bogen »Prince Charles: The sustainable Prince«, skrevet af Joan M. Veon i 1997, var prins Charles vært ved et møde på den kongelige yacht i april 1991, hvor direktører for de britisk-hollandske oliekonglomerater Shell og BP, højtstående repræsentanter for Verdensbanken, europæiske politikere og ledere af internationale miljøgrupper, samt den daværende senator Al Gore, mødtes for at forberede oplægget til FN's miljøtopmøde i Rio de Janiero det følgende år. (Ifølge Joan Veons bog etablerede prins Charles også et nært venskab med Armand Hammer helt tilbage i 1977. Og da Hammer i 1987 kom til London for at promovere sin selvbiografi, blev han, ifølge The Daily Mail den 1. juni 1987, indbudt til privat middag hos prins Charles, som ifølge avisen »ofte benytter ham som rådgiver«).
I december 2006 stod prins Charles og Al Gore sammen med Rowan Williams, ærkebiskop af Canterbury, og lord Browne of Madingley, ordførende direktør for BP (indtil han for nylig blev fyret som ansvarlig for de nedskæringer, der ledte til en eksplosion og 15 menneskers død på et BP-raffinaderi i Texas -red.), som initiativtagere til et projekt kaldet »Prissættelse af Jorden - Regnskab for Bæredygtighed« (»Costing the Earth - The Accounting for Sustainability, CTE-AFP). Projektet finansieres af BP og Shell sammen med megabanken HSBC.
Al Gores omrejsende miljøcirkus er altså tæt koordineret med det britiske kongehus og toppen af den anglo-hollandske elite. Og det er dybt bekymrende. Med prins Philip i spidsen har organisationer som Verdensnaturfonden, WWF, og den mindre kendte 1001 Club, »rigmændenes miljøklub«, i årtier kørt tilsyneladende tilforladelige kampagner for at redde truede dyrearter eller bekæmpe industriel forurening. Men bag facaden gemmer der sig en langt mere menneskefjendsk holdning, som prins Philip har haft meget svært ved at holde for sig selv. I hans forord til bogen »If I Were an Animal«, »Hvis Jeg var et Dyr« fra 1986, indrømmer prinsgemalen, at han føler sig fristet til at ønske, at han kunne genfødes som en dødelig virus, når han tænker på alle de stakkels udrydningstruede dyrearter. En udtalelse han i andre sammenhænge har uddybet til at betyde en dødelig virus, der effektivt kan nedbringe befolkningstilvæksten. Og i utallige interviews over de seneste 30 år har han inderligt beklaget alle de medicinske og sociale forbedringer, der har reddet millioner af mennesker fra døden. I prins Philips verden er der alt for mange mennesker på kloden - med den forkerte hudfarve - og det er et problem, »ansvarlige« politikere må tage sig af.
Dette misantropiske menneskesyn er slet ikke fremmed for Al Gore. I bogen »Jorden i Balance: Økologi og den Menneskelige Ånd« fra 1992 mere end antyder han, at nye epidemier som kolera og aids skulle være naturens egen måde at begrænse befolkningstilvæksten i Afrika. Et kontinent der, ifølge Gore, er massivt overbefolket (på trods af en befolkningstæthed på bare syv mennesker pr. kvadratkilometer. Heldigt for os, at han ikke har fået øje på Danmark, hvor vi nyder godt af en befolkningstæthed på 126 mennesker pr. kvadratkilometer).
Albert Gore Sr. var som sydstatsdemokrat ærkemodstander af Franklin D. Roosevelts velfærdsreformer, og i 1965 stemte han imod Lyndon B. Johnsons historiske borgerrettighedslove, der grundlovssikrede afro-amerikanernes stemmeret. Gore Jr. selv startede sin karriere som journalist på avisen The Tennessean i Nashville, Tennessee, og hans første berømmelse kom i 1974, da han sammen med FBI-agenten Hank Hillin »afslørede«, at det nyvalgte afro-amerikanske byrådsmedlem Morris Haddox havde modtaget bestikkelse. Under en senere valgkamp pralede Gore med, at det var ham alene, der havde bragt Haddox til fald. Desværre for Gore og FBI blev Haddox pure frifundet, og hele affæren blev afsløret som en beskidt fælde. FBI havde nemlig iværksat en landsdækkende operation imod alle folkevalgte afro-amerikanske politikere, »Operation Frühmenschen« (»Operation Primitive Mennesker«) kaldte man den, ud fra den klamme tese, at afro-amerikanere var primitive mennesker, der var mere korrupte end andre (se også Agro-Nyt jan. '99 og Prometheus nov. '03).
Mens det som nævnt kniber for Al Gore at udfylde rollen som foregangsmand, når det gælder eletricitetsbesparelse, står det helt anderledes til, hvad angår miljøfilmens andet budskab: Promoveringen af finansiel spekulation i handelen med CO2-kvoter. Allerede i november 2004 slog Gore sig sammen med Wall Street-veteranen David Blood, fhv. administrerende direktør for investeringsselskabet Goldman Sachs porteføljeafdeling, og etablerede en investeringsfund kaldet Generation Investment Management med hovedkvarter i London. Formålet var at blive blandt de første på det europæiske marked for handel med CO2-kvoter, European Climate Exchange, ECX, der åbnede den 1. januar 2005.
Skal man tro den britiske avis The Daily Telegraph den 14. marts, er CO2-spekulation faktisk Al Gores allervigtigste budskab. Ifølge avisens økonomiske rapporter Tom Stevenson er det det varmeste tip på finansmarkederne i dag: Se at få fingrene indenfor på fremtidens markeder for handel med og spekulation i CO2-kvoter. Det blev også understreget af den britiske finansminister Gordon Brown på et møde i den britiske organisation The Green Alliance den 12. marts, hvor han annoncerede, at den britiske regering vil gøre alt for at sikre, at London bliver centrum for fremtidens handel med CO2-kvoter. Mens volumen på ECX i dag kun ligger på omkring 9 mia. dollars, forventer Gordon Brown at handelen med CO2-kvoter hurtigt vil vokse til mellem 50 og 100 mia. dollars (andre siger op til 500 mia. dollars, og allerede i dag udgør de »afledede finanspapirer« kaldet derivater 95% af omsætningen på ECX -red.). Finansminister Brown lagde ikke skjul på, at det er en helt ny verdensorden, der er under opsejling. Målet er at inddrage Kina, Brasilien, Sydafrika , Indien, Mexico og mange andre. Brown citerede den britiske udenrigsminister George Caning, der i begyndelsen af det 19. århundrede talte om »en ny verden, der vokser frem for at omfordele balancen i den gamle«. Et nyt globalt »miljøimperium« er ved at se dagens lys.
Men den anglo-hollandske elites planer om et nyt »miljøimperium«, der ved hjælp af globale CO2-kvoter etablerer et nyt spekulationsmarked, der bl.a. kan erstatte den bristede boligboble, samtidig med at stramme restriktioner atter en gang forhindrer Den tredje Verden i at gennemføre en normal industrialisering, møder voksende modstand rundt om i verden. I Toronto, Montreal, Washington, Stockholm og København er Al Gores rejsende miljøcirkus blevet mødt med demonstrationer og interventioner fra Schiller Instituttet og LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM (læs og se mere på http://www.schillerinstitut.dk/global-opvarmning.html ).
Og selv om politikerne i de fleste europæiske lande tilsyneladende er bukket helt under for den massive propagandamaskine, er der flere kritiske røster, der nægter at tie. Den 8. marts bragte den britiske tv-station Channel 4 en dokumentarudsendelse med titlen »Den store Globale Opvarmningssvindel« (kan ses på www.youtube.com/watch?v=XttV2C6B8pU), hvor en lang række videnskabsfolk fra den amerikanske rumforskningsorganisation NASA, Det internationale Arktiske Forskning Center, Pasteur Instituttet i Frankrig, det amerikanske forskningsinstitut MIT, og en halv snes universiteter rundt om i verden skød hul i tesen om, at udledningen af menneskeskabt CO2 er hovedkilden til klimaforandringer. Programmet viste også, at de foreslåede tiltag imod CO2-udledning vil få katastrofale konsekvenser for de fattige i Afrika. Henrik Svensmark fra Det danske Rumforskningscenter spillede med sin forskning i kosmiske strålers indvirkning på skydannelsen i Jordens atmosfære en central rolle i den britiske dokumentarfilm, da vanddamp og skyer er den største enkeltfaktor i atmosfærens drivhussystem.
Channel 4's dokumentarudsendelse har skabt store politiske bølger. Herhjemme endte historien på forsiden af Berlingske Tidende den 16. marts, og den 22. marts bragte Danmarks Radios tv-avis et interview med Henrik Svensmark. Den 23. marts bragte den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung en yderst kritisk artikel om Al Gores klimakampagne under overskriften: »Er klimaforandringer ikke andet end et stort svindelnummer?«, og den 28. marts kaldte den tyske avis Rheinische Post Gore for »Klima Al-Guru« og en ærke-aristokrat. Med hans energiforbrugende personlige livsstil, hans investering i en zinkmine og hans rolle som spekulant i en CO2-boble mener avisen, at »de interesser Gore i virkeligheden repræsenterer, er den mest elitære overklasses«.
Den 30. marts fulgte Tysklands største avis, tabloidavisen Bild Zeitung, så op med en stor forsideartikel: »Er Klima-alarmen ikke andet end en økoløgn?« og overskrifter som »CO2 er ifølge rapporter ikke årsagen« og »Klimaalarm: Har global opvarmning slet ikke noget at gøre med CO2?«. Bild Zeitung dokumenterer, at menneskelig udledning af CO2 ikke står bag en eventuel global opvarmning og mener, at »man ikke bør påstå, at man kan forudsige klimaet, når man ikke engang kan forudsige vejret tre dage frem«.
