Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 19, nr. 6 juni 2007
DANSK BRO OVER FEMERN BÆLT
Historien kan bevæge sig ad de mest krøllede og krogede veje. Efter Benjamin Franklins og George Washingtons opgør med Det britiske Imperium og dannelsen af De forenede Stater i 1776, blev ansvaret for den unge nations økonomiske velfærd lagt i hænderne på den lige så unge Alexander Hamilton (1757-1804), der var vokset op på den danske ø, St. Croix. Han formulerede en nationaløkonomisk politik, der stod i skarp modsætning til Adam Smiths teoretiske forsvar for det britiske kolonivælde. »Det amerikanske System«, som det senere blev kaldt, dannede grundlaget for opbygningen af den største og stærkeste industrination menneskeheden endnu har set.
I 1825 rejste en tysk økonomiprofessor ved navn Friedrich List (1789 -1846) over Atlanten for med egne øjne at se, hvad det var Alexander Hamilton havde bedrevet. Han blev en glødende fortaler for »Det amerikanske System«. Og efter sin hjemkomst i 1832 blev han den vigtigste politiske drivkraft i opbygningen af den stærkeste industrination på det europæiske kontinent. Friedrich List var arkitekten bag det toldforbund, der samlede den tyske nation og primus motor bag den moderne jernbane, der fysisk bandt det hele sammen. Af Friedrich List lærte kommende generationer den økonomiske betydning af fysisk infrastruktur.
I Danmark havde vi H. C. Ørsted og C. F. Tietgen. Vi byggede skibe og cementfabrikker. Vi trak telegraflinier over Atlanten til Amerika - ja, endda tværs over Det eurasiske Kontinent helt til Kina. Men nationaløkonomisk var vi stadig et landbrugsland. Vi levede af at sælge tønder med smør, korn og bacon til England. Vi var langt bagefter industristormagten, Tyskland.
Nu er vi så kommet til 2007. Og tiderne er skiftet. Tyskland er stadig en stor industrination. Men man har tydeligvis glemt sine egne rødder. I tyve år har teknologien ligget klar til at bygge superhurtige magnetsvævetog. Men politisk har man ikke kunne træffe beslutningen om at tage den i brug. Det har man så gjort i Kina. I mere end et årti har skiftende tyske regeringer fumlet med planerne for en fast forbindelse over Femern Bælt. Man kan slet ikke finde ud finansieringen, og man har åbenbart glemt, hvad infrastruktur er godt for.
Derfor må Danmark træde til. Lad os selv bygge den bro til Femern. Det er alligevel vor egen ekspertise fra Storebælt og Øresund, der skal trækkes på. Finansieringen kan vi også sagtens klare. Det har både Alexander Hamilton og Friedrich List givet præcise anvisninger på. Og lad os forlænge den kommende magnetsvævetoglinie mellem Århus og København videre ned over Femern-broen. Der kan den så ende blindt, indtil tyskerne vågner op af deres tornerosesøvn og selv forlænger den videre til Hamborg og Berlin. Sådan får Tyskland sit »Amerikanske System« tilbage - via en bro fra Danmark.
SAMARBEJDE ELLER 3. VERDENSKRIG
Den 14. maj lagde den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche og hans kone, Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, vejen forbi Ruslands hovedstad Moskva for at deltage i en række vigtige politiske møder og arrangementer. De var begge inviteret til en konference og reception på Ruslands Videnskabernes Akademi i anledning af professor Stanislav Mikhailovich Menshikovs 80-års fødselsdag. Menshikov er en af Ruslands mest prominente økonomer, og lige siden Berlin-murens fald i 1989 har han været en nær ven og allieret til Lyndon LaRouche og har deltaget i adskillige af Schiller Instituttets internationale konferencer.
Professor Menshikov fokuserede på Ruslands akutte behov for målrettede og omfattende infrastrukturinvesteringer i en tale, der var formuleret, som så han tilbage på den økonomiske udvikling, som Rusland vil gennemgå de næste 20 år fra sin 100-års fødselsdag . Og talen var både skræmmende og optimistisk. Menshikov advarede om, at mere end halvdelen af Ruslands økonomiske vækst i dag har sin rod i en nedslidning af sovjetperiodens maskinpark og teknisk uddannede arbejdsstyrke, som slet ikke bliver vedligeholdt under nutidens oligarkstyrede form for kapitalisme. En dag vil både mennesker og maskiner være slidt helt ned, og så vil Ruslands økonomi gå i stå, advarede Menshikov. Men der er håb. Præsident Vladimir Putins taler i de seneste måneder har klart tilkendegivet, at regeringen er fuldt bevidst om problemet og dets omfang. Professor Menshikov sætter derfor sin lid til, at Rusland over de næste 20 år iværksætter en række store infrastrukturprojekter, som kan trække økonomien tilbage på sporet. I 2027 regner professor Menshikov med, at verdens fem største økonomier vil være Kina, USA, Indien, Japan og Rusland. Derfor vil et politisk samarbejde mellem disse lande være afgørende, og han understregede, at han fuldt ud støtter LaRouches forslag til et Nyt Bretton Woods, et finanssystem med faste valutakurser, og Schiller Instituttets forslag til en Eurasisk Landbro, et gigantisk infrastrukturprojekt, der kan forbinde Øst og Vest. I den forbindelse understregede professor Menshikov vigtigheden af, at det voksende eurasiske trekantssamarbejde mellem Rusland, Kina og Indien udvides til at inkludere de vestlige industrinationer.
LaRouche tog i sin tale tråden op fra Menshikov og beskrev nødvendigheden af et tæt politisk samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien omkring en Franklin D. Roosevelt-inspireret økonomisk politik. Han påpegede, at præsident Putin ved adskillige lejligheder i forbindelse med årsdagen for afslutningen af 2. Verdenskrig havde henvist til Roosevelts politiske arv, den moderne velfærdsstat. Hvis USA gjorde Roosevelts politiske programmer for økonomisk samarbejde til grundstammen i sin udenrigspolitik, ville landet overhovedet ingen problemer have med at danne en tæt alliance med Kina, Rusland og Indien eller hvilket som helst land på kloden, sagde LaRouche.
Både under konferencen i Videnskabernes Akademi og i alle de interviews LaRouche gav til russiske medier, understregede han, at et tættere politisk og økonomisk samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien tjener to meget vigtige formål:
For det første er det overvejende sandsynligt, at det nuværende internationale finans- og betalingssystem allerede i løbet af sommeren eller efteråret vil knække sammen under vægten af den gigantiske gældsbyrde, som den uhæmmede finansspekulation har ophobet over de seneste to årtier (i dagbladet Børsen den 30. maj advarede Casper Hallas, porteføljechef og adm. direktør i Danmarks eneste fond af hedgefonde, det uafhængige Scandium Asset Management, om betydelige aktiekursfald allerede i løbet af sommeren. Ifølge Hallas er alle de store internationale hedgefonde ved at polstre sig til ganske store tab -red.). I den situation er det altafgørende, at der meget hurtigt etableres et nyt fungerende betalingssystem, hvis ikke verden skal synke ned i kaos og anarki. Samtidigt er det yderst vigtigt, at dette nye finanssystem fra allerførste færd får lukket ned for den vilde spekulation, som bragte det nuværende system til fald. Derfor LaRouches forslag om et nyt fastkurssystem, en moderne udgave det finanssystem, som Franklin D. Roosevelt tog initiativet til i Bretton Woods i 1944.
For det andet skal et tættere politisk samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien løsne op for de hastigt voksende globale politiske spændinger, der truer med at udløse en ny verdenskrig. Det politiske etablissement i Storbritannien er tydeligvis fast besluttet på at forsvare City of Londons centrale rolle i den internationale finansspekulation, der sammen med den såkaldte »globalisering« udgør vore dages version af Det britiske Imperium. Regeringen i London har indenfor EU og i regi af G8 modsat sig alle forslag fra blandt andre Tyskland og Frankrig om at underlægge de internationale spekulationsfonde, de såkaldte hedgefonde, en tættere lovgivningskontrol. Samtidig puster man diskret til ilden i alle spændinger i Vestens forhold til Rusland og Kina.
I et interview den 16. maj på den russiske satellit-tv-station Spas Kanal med den russiske økonom Mikhail Kazhin, der er vært på det ugentlige økonomiprogram »A+ i Økonomi«, forklarede LaRouche det således: »Det britiske Imperium, sådan som jeg har beskrevet det, er fast besluttet på en krig med Rusland, Kina og Indien. Lige siden underskrivelsen af Maastricht-aftalerne, og nu i endnu højere grad efter det franske præsidentvalg, har det europæiske kontinent vest for Rusland og Hviderusland været ude af funktion. Og udviklingen i Sydvestasien er simpelthen en løftestang for en konflikt med Rusland, Kina og Indien. Ser man på Rusland, Kina og Indien, sammen med visse kræfter i Sydamerika, er der tale om de eneste områder på kloden, der ikke kysser globaliseringens fødder. Så for at etablere det imperium de ønsker, er de tvunget til at ødelægge Ruslands, Kinas og Indiens identitet som suveræne nationer, og det gælder også mine venner i USA, som er en vigtig del af det amerikanske politiske system.«
»Men får Rusland under Putin held til at udløse en reaktion hos velplacerede institutioner i USA, vil det være muligt at vende situationen til en fælles politisk forståelse. Det der behøves, er en reaktion fra USA på det, Putin og andre i Rusland har sagt om Roosevelts tradition. Vi må og skal tilbage til den globale filosofi, der fandtes før Franklin Roosevelt gik bort. Forholdene har forandret sig, men politikken bør være den samme«, sagde LaRouche.
Desværre er det snarere de farligste aspekter af Den kolde Krig og ikke en genoplivning af Franklin Roosevelts samarbejdspolitik, der er på hastig fremmarch. Den 23. maj meddelte vicepremierminister Sergei Ivanov på en pressekonference i Moskva, at Rusland ikke længere føler sig bundet af nedrustningsaftalerne angående konventionelle styrker i Europa, CFE-traktaten. USA og flere europæiske lande har aldrig ratificeret den seneste udgave af traktaten fra 1990, og i direkte modstrid med traktatens præmisser vokser antallet af militærbaser overalt i det tidligere Østeuropa. Samtidig fortsætter USA planerne om at opsætte anti-missil-systemer i lande som Polen, Rumænien og Tjekkiet. Den 30. maj afprøvede det russiske militær for første gang i flere år et helt nyt interkontinentalt ballistisk atommissil, RS24, og et moderniseret taktisk kortdistancemissil.
På en pressekonference den 31. maj forklarede præsident Vladimir Putin, at missilafprøvningerne var et forsøg på at fremprovokere de direkte forhandlinger om CFE-traktatens fremtid og de russiske indvendinger imod det såkaldte »missilskjold«, som USA og Europa hidtil har afvist. Den russiske politiske ledelse vil ikke acceptere præsident Bush' forsikringer om, at det nye »missilskjold«, der skal opstilles i Østeuropa, kun er vendt mod »slyngelstater« som Iran og ikke mod Rusland. Derfor understregede Putin, at de nye missilsystemer vil være i stand til at gennembryde ethvert »missilskjold«, og at der derfor må indledes direkte forhandlinger, før et nyt våbenkapløb kommer ud af kontrol.
I det tyske ugemagasin Der Spiegel dateret den 4. juni advarede Ruslands præsident om, at den strategiske balance er ved at blive alvorligt forrykket. Det planlagte »missilskjold« er en beskyttelse imod en trussel, der slet ikke eksisterer. Men placeringen tvinger Rusland til at reagere, »selv om det øger faren for, at der udløses en atomkonflikt.«
Samtidig tog sagen om den fhv. KGB-agent, Alexander Litvinenko, der blev giftmyrdet i London i november 2006, en dramatisk drejning. På en pressekonference i Moskva den 31. maj, fortalte fhv. russiske efterretningsagent Andrej Lugovoj, som det britiske politi har sigtet for mordet, at både Litvinenko og den russiske oligark og multimilliardær Boris Berezovskij, der lever i eksil i London, har arbejdet for den britiske efterretningstjeneste MI6. Ud af tre mulige hypoteser om, hvem der i virkeligheden havde myrdet Litvinenko - MI6, den russiske mafia eller Berezovskij - hældte Lugovoj selv mest til den sidste, sandsynligvis med hjælp fra MI6. Og han fortalte, at MI6 også havde forsøgt at rekruttere ham selv som agent til at samle så meget smuds om Putin som muligt.
Med valget af Nicolas Sarkozy i Frankrig har forholdet mellem EU og Rusland fået lov til at synke til det laveste niveau siden Berlin-murens fald. Få timer efter at han var svoret ind på posten som Frankrigs præsident den 16. maj, hastede Sarkozy til Berlin for at mødes med Tysklands forbundskansler Angela Merkel, som den følgende dag skulle til topmøde med præsident Putin i den sydrussiske by Samara. Og den nyvalgte neokonservative franske præsident satte tonen. På det efterfølgende pressemøde erklærede han, at når han tænker på Rusland, er det krigen i Tjetjenien han ser for sit indre blik. Den linie tog forbundskansler Merkel med sig til Samara. I stedet for en overordnet diskussion og fælles politiske målsætninger, som f.eks. EU-russisk rumsamarbejde, blev den russiske præsident præsenteret for en alenlang liste af klagepunkter over Rusland, der indeholdt alt fra de russiske protester over nedtagning af en bronzestatue i Estlands hovedstad Tallinn til det russiske forbud mod import af kød fra Polen. »The strategy of tension« - »spændingernes strategi« - det gamle britiske geopolitiske spil, er desværre ved at finde fodfæste.
KAOS OG MANGLENDE LEDERSKAB
Den 23. maj sendte Lyndon LaRouche et hårdt formuleret memorandum til det amerikanske politiske etablissement i Washington med titlen: »Demokrater, vågn op!« Her advarede han i stærke vendinger om, at hvis det politiske vakuum i regeringsbygningerne i den amerikanske hovedstad får lov at fortsætte, vil det få alvorlige globale økonomiske og politiske konsekvenser. Selv om Bush-regeringen er dybt svækket, har det demokratiske flertal i Kongressen ikke været i stand til at sætte en ny politisk dagsorden. Den amerikanske befolkning har udtrykt et klart ønske om, at krigen i Irak skal have en snarlig ende, alligevel viger lederne af det demokratiske flertal i Kongressen tilbage fra at indlede den rigsretssag imod vicepræsident Dick Cheney, der i realiteten er det eneste, der kan stoppe krigen og få de amerikanske tropper hjem.
Samtidig har de første debatter mellem de ledende præsidentkandidater hos både demokrater og republikanere vist en skræmmende mangel på reelle politiske emner. Med sammenbruddet af boligboblen og overlevelseskrisen i den amerikanske automobilsektor som de ledende faktorer fortsætter den amerikanske økonomiske nedtur med stadig stigende hast. Og det er der ingen, der forholder sig til, hverken blandt de førende præsidentkandidater eller blandt politiske ledere i Kongressen.
LaRouche påpegede også, at de amerikanske politikere bliver nødt til at tage bestik af en omverden, der i stadig stigende grad bliver præget af politisk kaos og ustabilitet. Det gælder naturligvis hele Mellemøsten, men også Europa, hvor stort set samtlige østeuropæiske lande plages af yderst ustabile politiske regimer. Og samme usikkerhed er ved at finde fodfæste i de vesteuropæiske nationer. Selv om alt endnu ånder fred og ingen farer på overfladen, skal der kun få gnister til at sætte ild i det politiske bål. Det gælder Frankrig efter valget af Niclas Sarkozy, det gælder Tyskland, hvor spændingerne i koalitionsregeringen vokser, og den politiske vold i gaderne kan nå nye højder under G8-topmødet i Heiligendamm (ifølge flere anarkistiske hjemmesider på internettet var urolighederne i København i forbindelse med lukningen af Ungdomshuset på Jagtvej kun en »træningskamp« forud for det store slag under G8-mødet i Heiligendamm. Allerede en uge inden topmødet, mens Prometheus er på vej i trykken, er over 300 politibetjente blevet såret under dramatiske gadekampe i Rostock -red.). Det gælder Storbritannien, hvor lokalvalgene i Skotland og Wales viste, at overgangen fra Tony Blair til Gordon Brown godt kan udløse mere politisk uro, end man ellers havde forventet. Og det gælder Danmark, hvor lanceringen af Ny Alliance har skabt den største politiske usikkerhed siden 1973 (se også Schiller Instituttets kampagneavis nr.3).
Meget tyder på, at de politiske »kongemagere«, som fhv. udenrigsminister George P. Shultz, Bush-regeringens politiske gudfar, og demokraternes »rige onkel«, finansmanden Felix Rohatyn, foretrækker at lade det politiske kaos brede sig frem for at risikere, at det demokratiske flertal finder sammen med kredsene omkring LaRouche og moderate republikanere i en genoplivning af Franklin D. Roosevelts økonomiske politik, som reaktion på den økonomiske krise. Af samme årsag lader det politiske etablissement i London til at være indstillet på at fremprovokere konfrontationer med Rusland og Kina, om nødvendigt en fuld militærkonflikt, for at forhindre, at der opstår internationale politiske alliancer, der kan blokere for en videre opbygning af det moderne britiske imperium kaldet »globalisering«. Det er den virkelighed, LaRouche forsøger at få det politiske lederskab i Washington til at se i øjnene. Den 1. juni fulgte LaRouche op på sit memorandum med en omfattende artikel, der bar overskriften: »The Rules of Survival«, »Regler for Overlevelse«, der kan læses på www.larouchepac.com.
KATTEGAT- OG FEMERN BÆLT-BROER
Hvis trafikminister Flemming Hansen troede, at han lagde låg på diskussionen om en fast forbindelse over Kattegat, da han den 16. april i sit svar til Folketingets Trafikudvalg afviste Schiller Instituttets forslag om en direkte superhurtig magnetsvævetoglinie mellem København og Århus, så tog han grundigt fejl (se også Prometheus, april '07 og Schiller Instituttets Kampagneavis nr. 3). Den 1. juni henvendte Region Midtjylland og regionens 19 kommuner sig i fællesskab til regeringen og Infrastrukturkommissionen med et krav om etableringen af en fast forbindelse over Kattegat. Efter den megen presseomtale af Schiller Instituttets forslag antydede både Vejdirektoratet og Infrastrukturkommissionen ellers, at der i stedet kunne blive tale om en ekstra bro over Lillebælt og en udvidelse af broen over Vejle Fjord. Men det mener regionsformand Bent Hansen ville være aldeles utilstrækkeligt. Den 31. marts sagde han til Ritzau: »En forbindelse over Kattegat vil være langsigtet. Det andet er bare lappeløsninger. Man slår flere fluer med ét smæk ved at tænke stort og langsigtet«.
Også DSB's administrerende direktør Søren Eriksen følte sig i anledning af 10-års jubilæet for jernbaneforbindelsen over Storebælt den 1. juni kaldet til at tænke stort: »En fast forbindelse over Kattegat med jernbane kunne kombineres med højhastighedstog, så rejsetiden mellem Århus og København kunne komme under en time. Det ville være en vision med store perspektiver og have de samme muligheder, som Storebæltsbroen har haft«, sagde han til Ritzau. Ganske vist turde direktør Eriksen ikke tage det teknologiske spring fra højhastighedstog til magnetsvævetog, men når først ideen om en direkte og hurtig forbindelse mellem København og Århus for alvor har bidt sig fast, skal Schiller Instituttets forslag nok komme på banen igen.
Debatten om en bro over Kattegat startede den 19. marts, da trafikforsker Uffe Jacobsen foreslog at erstatte planerne om en fast forbindelse over Femern Bælt med en bro over Kattegat. Schiller Instituttets formand i Danmark, Tom Gillesberg, svarede i en pressemeddelelse, at man selvfølgelig skal bygge begge. Og så kørte debatten i medierne. Nu har regionsformand Bent Hansen, i forbindelse med Region Midtjyllands henvendelse til regeringen, også slået fast, at de to projekter hører sammen, ellers vil Danmark knække over i to dele.
Og den faste forbindelse over Femern Bælt synes også at være rykket nærmere. Den 30. maj skrev Jyllands-Posten, at et stort flertal i Folketinget, bestående af V, K og S, er villig til at omgå Tysklands fortsatte fodslæb ved at lade Danmark stå for hovedparten af finansieringen af anlægsudgifterne. De Konservatives trafikordfører Henriette Kjær mente endog, at den faste forbindelse er så vigtig for Danmark, at regeringen om nødvendigt skal være klar til at finansiere 100 procent af broanlægget.
MÆRKELIGE SAMMENFALD
Til slut en historie om hvor lille verden egentlig er. I forrige nummer af Prometheus fortalte vi, hvorledes en tale af Lyndon LaRouche blev læst op på en konference i Moskva om etableringen af en fast forbindelse under Beringstrædet. To uger senere beskrev vi i Schiller Instituttets Kampagneavis nr. 3, hvorledes Naser Khader var blevet inspireret til at danne Ny Alliance, mens han var på rundrejse i USA, blandt andet som hovedperson i en film af den neokonservative Frank Gaffney, leder af den gamle »Kold Krigs«-tænketank Center for Sikkerhedspolitik i Washington. De to historier kan da aldrig mødes, vel? Joh, såmænd!
Den 2. juni dukkede der et indlæg op på den amerikanske hjemmeside monstersandcritics.com, skrevet af Fred Stakelbeck fra netop Frank Gaffneys Center for Sikkerhedspolitik, der startede således: »Hvad har Ruslands Præsident Vladimir Putin, den åndelige leder Dalai Lama, den politiske aktivist Lyndon LaRouche og USA's fhv. indenrigsminister og guvernør for Alaska, Walter Hickel, til fælles? De støtter alle Beringstrædetunnelprojektet (BST), et projekt til 65-70 mia. dollars, som vil skabe højhastighedtog-, energi- og optisk fibernetværksforbindelser fra Yakursk i Sibirien gennem Anadyr i det nordøstlige Rusland under Beringstrædet til Alaskas vestkyst«.
Og nej, det synes Fred Stakelbeck slet ikke er en god ide. USA skal, efter hans mening, ikke bruge penge på et 10-12 år langt infrastrukturprojekt, der skaber fysiske forbindelser til den gamle fjende fra Den kolde Krig.
WEBCAST MED LAROUCHE
Torsdag den 21. juni kl. 19:00 dansk tid er der en webcast fra Washington med Lyndon LaRouche. Titlen er »Verdens største uafklarede spørgsmål« og webcasten kan ses »live« på www.larouchepac.com.
Hvad står i virkeligheden bag Ny Alliance? Læs dette og de andre artikler fra Schiller Instituttets kampagneavis nr. 3 på www.schillerinstitut.dk/ka3.html. Avisen er trykt i 50.000 eksemplarer og kan også bestilles på 35 43 00 33.
