Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 19 nr. 8, august 2007
SÅ KOM ULVEN
Læsere af Prometheus ved, hvad det er for en ulv, der er tale om. Det samme gør alle, der gennem de seneste to årtier har haft kontakt med Schiller Instituttet. Er der nemlig én ting, vi er kendte for, så er det vore uophørlige advarsler om, at det internationale finans- og betalingssystem en dag vil bryde sammen. Helt tilbage i foråret 1987 fik danske landmænd stukket et flyveblad i hånden, når de kom til dyrskuerne, hvor vi advarede om et kommende børskrak til oktober. Det fik vi som bekendt ret i. Ti år senere var det kriserne i Asien og Rusland, der fik folk til at sige: »Åh, det er jer med finanskrakket«, når vi tog ordet under debatmøder. Ved kommunalvalget i København i 2005 stillede Schiller Instituttets formand, Tom Gillesberg, selvfølgelig op med en valgplakat, der bar overskriften: »Når Boblen brister …«. Det forsøgte formiddagsbladet BT at pege fingre af. Vælgerne kunne da ikke forstå fine ord som »derivater« og »et nyt Bretton Woods«. Måske ikke, men tiden er inde til at få dem lært i en fart, for nu har ulven bidt hul i boblen.
De første dage af august kostede de danske aktieejere og pensionsselskaber et hundrede milliarder kroner. Det lyder dramatisk. Men det er kun toppen af isbjerget. Under overfladen er selve finans- og betalingssystemet i hastig opløsning. Sammenbruddet af den amerikanske boligboble har efterladt en gældsbyrde af et omfang, ingen kan overskue. Derfor vakler tilliden i finansverdenen. Bankerne stoler ikke længere på hinandens betalingsevne. Ikke engang et hurtigt skud af fhv. føderalbankchef Alan Greenspans gammelkendte mirakelkur, friske penge fra centralbankernes seddelpresse, kunne dulme nerverne. Angst har erstattet grådighed. Systemet er brudt sammen.
Det er så her, et nyt »Bretton Woods» kommer ind i billedet. Den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har foreslået, at USA, Rusland, Kina og Indien mødes for at sætte betingelserne for et nyt internationalt finans- og betalingssystem. De repræsenterer næsten halvdelen af Jordens befolkning, og i en fælles alliance udgør de den bedste sikring af fremtidig fredelig sameksistens. Og tiden er inde for en sand revolution. Lad suveræne nationer samarbejde i varetagelsen af det almene vel.
Schiller Instituttet har desuden foreslået, at store infrastrukturprojekter skal udgøre den konkrete, fysiske kerne i et nyt globalt økonomisk samarbejde. Og »Navlen« skal være en tunnel under Beringstrædet. Det holder vi en konference om i Tyskland til september. Herhjemme fortsætter vi den succesrige kampagne for en Kattegatbro og en magnettoglinie mellem Århus og København. Den vil blive fulgt af et dansk og internationalt magnettognet, der sammen med de nye broer vil være udgangspunktet for de næste 50 års dansk infrastruktur.
FINANSSYSTEMET ER BRUDT SAMMEN!
Mandag den 30. juli tog sommerens uendelig strøm af katastrofemeldinger fra den internationale finansverden en ganske alvorlig drejning, da den tyske industrikreditbank IKB bekræftede længere tids rygter om alvorlige tab på det kriseramte amerikanske marked for højrisiko-realkreditobliationer, der er baseret på de såkaldte »subprime-lån«, boliglån uden sikkerhed. Hovedparten af de 12,7 mia. euro, som banken havde skudt ind i disse højrisiko-obligationer gennem en lille hedgefond i Delaware kaldet Rhineland Funding, var tabt, og derfor måtte den gamle hæderkronede statsbank, Kreditanstalt für Wideraufbau, som ejer 38% af IKB, sammen den tyske bankforskringsfond skyde 8,1 mia. euro ind for at forhindre et regulært bankkrak. Jochen Sanio, chef for det tyske finanstilsyn, BaFin, kaldte det for »den første store bankkrise siden 1931« (med henvisning til krakket af Darmstadt Nationalbank i juli 1931, som for alvor bragte den økonomiske depression, der var opstået i kølvandet på børskrakket på Wall Street i oktober 1929, til Europa -red.).
Med krisen i IKB, der er en vigtig långiver til op mod 30% af de største tyske industrivirksomheder, har efterdønningerne fra sammenbruddet af boblen på det amerikanske boligmarked i 2006 nu altså også bredt sig til Europa. Men det var ikke den eneste dårlige nyhed den 30. juli. I Australien og New Zealand styrtdykkede valutakurserne med henholdsvis 4,1 og 6,1%. Begge lande har med deres relativt høje renteniveauer været blandt de internationale storbankers fortrukne investeringsmål, når gigantlån i japanske yen, med en rente nær nul, skulle placeres med højest mulige afkast. Denne trafik, kaldet »yen-carry-trade«, har i mere end et årti været en af den internationale finansverdens vigtigste kilder til likvide midler. Men de seneste måneders voksende finansuro har gradvist tørret pengestrømmen ud, og den 30. juli blev der endelig sat prop i »yen-carry-trade«.
Og de dårlige nyheder fra finansverdenen forsatte med at vælte ind i de sidste dage af juli måned. Det kunne dog hverken chokere eller imponere den amerikanske økonom og fhv. demokratiske præsidentkandidat, Lyndon LaRouche. I en international pressemeddelelse den 31. juli sagde han blandt andet: »Jeg er ikke særlig imponeret over det, der sker i dag. Hvorfor ikke? Fordi det allerede er sket. Systemet er allerede brudt sammen. Den udestående gæld, som står på bankernes bøger, vil aldrig blive betalt. Stakkels panikramte fjolser forsøger stadig at inddrive gælden, for blot at opdage at pengene slet ikke er der.«
LaRouche påpegede, at man skal se på krisens to yderpunkter: På den ene side afbrydelsen af »yen-carry-trade«, som betyder, at finansverdenen ikke længere har uanede mængder af gratis likvid kapital stående til rådighed, og på den anden side sammenbruddet af IKB, som afslørede, at der allerede nu mangler likvide midler til at dække tabene på det amerikanske boligkreditmarked (og alle de andre spekulative pyramidespil, der indgår i finansverdenens daglige omsætning på flere tusinde mia. dollars -red.). Samlet betyder de to begivenheder, at systemet allerede er brudt sammen.
Hvis der i slutningen af juli stadig havde været naive sjæle i finansverdenen, som tvivlede på Lyndon LaRouches beskrivelse af tingenes tilstand, så fik de lært det på den hårde måde i begyndelsen af august. Efter panikken omkring IKB stod det klart, at tyske og europæiske banker og finansinstitutioner er langt mere indsyltet i krisen på det amerikanske højrisiko-realkreditmarked, end man overhovedet havde forestillet sig. Tidligt om morgenen torsdag den 9. august opstod der rygter om, at endnu en tysk bank var kommet i alvorlige vanskeligheder på grund af tab på det amerikanske obligationsmarked, og at den tyske forbundsbank derfor havde indkaldt til krisemøde. Rygterne ville desuden vide, at det drejede sig om en af verdens største banker, WestLB, der gennem sin egen hedgefond, Bridgewater, har godt 20 mia. euro i klemme på det amerikanske obligationsmarked.
Her gik det internationale finanssystem i sort. I næsten tre timer var det umuligt at opdrive et lån eller en kreditlinje noget sted på kloden. Bankerne turde ikke låne en krone til hinanden, for ingen vidste, hvem der var solvente, og hvem der ikke var. Jo større og finere bank du var, dets mindre var din kreditværdighed. For braget ville blive proportionelt med din størrelse, hvis du krakkede. En af Prometheus' kilder i finansverdenen sagde, at det var det mest skræmmende, han nogensinde havde oplevet.
Den tyske forbundsbank måtte i hast udsende en pressemeddelelse, der erklærede, at det omtalte møde drejede sig om IKB, ikke WestLB, og først på eftermiddagen stillede Den europæiske Centralbank, ECB, en kreditlinje på 94 mia. euro til rådighed for de banker, der måtte have akut behov for kapital (til sammenligning stillede ECB »blot« 63 mia. euro til rådighed den 11. september 2001 -red.). Den følgende dag åbnede ECB op for yderligere 61,5 mia. euro til bankerne, og i Danmark erklærede Nationalbanken sig rede til at lette på pengekassens låg, hvis krisen for alvor krøb ind over grænsen. I Asien åbnede centralbankerne for sluserne for at forhindre panik. Alligevel faldt aktiemarkederne som ænder i jagtsæsonen. Det samme var tilfældet på Wall Street i New York, hvor Den amerikanske Føderalbank hele tre gange i løbet af fredagen måtte hælde milliarder af likvide midler i markedet for at undgå en regulær nedsmeltning. Et lille minus på Dow Jones-indekset blev det til, da dagen sluttede, men forude venter uger og måneder med panik.
Men hvorfor sker alt det her? I foråret forsikrede den amerikanske føderalbankdirektør, Ben Bernanke, ellers, at der ikke var nogen som helst fare for, at krisen på det amerikanske højrisiko-obligationsmarked ville brede sig til almindelige banker eller den øvrige finansverden. Ved nærmere eftersyn er det nærmest ufatteligt, at en så højt betalt bankdirektør kan sige sådan noget sludder og vås.
Bernanke burde have vidst, at alle realkreditselskaberne straks viderebelånte de fremtidige indtægter fra obligationslånene hos hedgefonde ejet af de internationale banker, i form af kortfristede lånepapirer kaldet Asset Backed Commercial Papers, ABCP, eller i en lidt anden form, Asset Backed Securities, ABS. Med de løbende kontantindbetalinger fra huslånene (eller bil- og forbrugslån etc. -red.) som sikkerhed optog realkreditselskaberne og småbankerne kortvarige likviditetslån, typisk i bidder af 500.000 dollars, med en løbetid fra en uge op til et år. Disse ABCP'er videresolgtes så af hedgefonde og banker, og på bare tre-fire år er dette særlige gældsmarked for kortfristede lån vokset fra nogle få hundrede milliarder dollars til 1.150 mia. dollars! Samlet er det globale marked for alle typer kortfristede virksomhedslån nu oppe på 2.160 mia. dollars, og det er blandt andet disse penge, LaRouche har advaret bankerne om, at de lige så godt kan skyde en hvid pind efter. Og det er dette gældsmarked, der nu er ved at rive bunden op på finanssystemet.
I nogle tilfælde fungerer en ABCP-kontrakt som en »kommitteret trækningsret« eller noget i retning af en skjult kassekredit. Det var tilfældet i forretningerne mellem IKB og hedgefonden Rhineland Funding, hvor sidstnævnte om nødvendigt kunne trække op til 12,8 mia. euro hos IKB. Det tragikomiske med denne type ABCP er bare, at de indgås med en forventning om, at de aldrig indløses. Derfor havde IKB heller ikke de 12,8 mia. euro, da Rhineland Funding stod og manglede dem. Og så var Fanden løs.
Ifølge Prometheus' kilder i finansverdenen holdes ABCP-kontrakterne uden for de tyske bankers almindelige bogføring, da det jo aldrig har været meningen, at de skal indløses. Derfor har finanstilsynet, BaFin, heller ikke været særligt nøjeregnende med, om bankerne rent faktisk har tilstrækkelig med kapital til at dække de ABCP'er, de har underskrevet. Ifølge finansportalen Bloomberg.com er der i dag ca. 172,5 mia. dollars i ABCP'er med en rullende forfaldsdato. De er lidt dyrere, men kan altså forlænges løbende. For rigtigt mange af disse kortfristede gældskontrakter hedder førstkommende skæringsdatoer den 13. og 15. august. Og for første gang nogensinde skal de forlænges i et gældsmarked i alvorlig krise. Den 15. august er også kvartal-skiftedag for investorernes indskud i hedgefondene. Så det kan gå helt galt.
Den 11. august gentog Lyndon LaRouche sin opfordring til den amerikanske regering, om at indkalde til et topmøde mellem de fire stormagter, USA, Rusland, Kina og Indien, med henblik på i fællesskab at udarbejde retningslinjerne for et nyt, internationalt finans- og betalingssystem med efterkrigstidens Bretton Woods-system som forbillede. Samtidig advarede han om at centralbankernes »helikopter-politik«, hvor man billedligt talt sprøjter likvide midler ned over de håbløst bankerotte finansinstitutioner fra luften, kun vil resultere i én ting, nemlig en global gentagelse af hyperinflationen i Weimar-Tyskland 1923.
LaRouche gentog også, at forudsætningen for, at et sådant topmøde overhovedet kan finde sted, vil være, at vicepræsident Dick Cheney fjernes fra sit embede. Vicepræsidenten har under alle præsident George W. Bush' seks år i Det hvide Hus repræsenteret den mest destruktive politiske faktor i USA's forhold til omverdenen, og det er en slet skjult hemmelighed, at han bag kulisserne fortsat arbejder ihærdigt for et snarligt militært angreb på Iran.
Et globalt finanssammenbrud kombineret med en ny krig i Mellemøsten kan vise sig at være mere end civilisationen kan bære. Derfor har 14 medlemmer af Det italienske Senat, på initiativ af Schiller Instituttets søsterorganisation i Italien, Movisol, sendt en opfordring til udvalgte medlemmer af Den amerikanske Kongres, og bedt dem støtte det lovforslag om en rigsretssag imod vicepræsident Dick Cheney, som kongresmedlem og demokratisk præsidentkandidat Dennis Kucinich har fremsat. Den 22. juli lovede formanden for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, John Conyers, at han vil sætte Kucinich's lovforslag på dagsordenen, hvis blot tre yderlige kongresmedlemmer stillede op som medunderskrivere. Siden har ni repræsentanter skrevet under, så første skridt til en rigsretssag mod Cheney kan være lige om hjørnet.
GENOPBYGNING AF INFRASTRUKTUR
Kort efter de vestlige regeringers beslutning om at afkoble den amerikanske dollar fra guldet den 15. august 1971, og dermed i realiteten opløse det finanssystem, som var blevet etableret på en regeringskonference i Bretton Woods, USA, i 1944, advarede Lyndon LaRouche om, at man nu havde taget første skridt til at afmontere alle efterkrigstidens økonomiske fremskridt, som havde haft deres rod i præsident Franklin D. Roosevelts berømte genopbygningsprogram »New Deal«.
»Nej, nej«, lød fra det fra finansverdenen i City of London. »Ved at liberalisere bank- og finanssektoren over hele kloden, kan den private finanssektor i fremtiden frit generere masser af kapital, som så kan investeres i f.eks. infrastruktur«.
Javel, men sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Den afregulerede og globaliserede finansverden producerer ganske vist masser af penge, men de går til spekulation, ikke infrastruktur. Sådan har erfaringerne været gennem alle de forløbne 36 år. Og det har haft sine konsekvenser.
Den 1. august brød en motorvejsbro over Mississippi-floden sammen i storbyen Minneapolis, Minnesota, midt i myldretiden. Ved et mirakel mistede »kun« seks mennesker livet. Det skyldtes, at halvdelen af broens otte vognbaner var lukkede pga. reparationsarbejde. En sikkerhedsundersøgelse havde nemlig afsløret, at broen var i »strukturmæssig dårlig stand«. En betegnelse som broen i Minneapolis deler med 25% af USA's 590.750 broer. Og der står 756 broer af nøjagtig samme konstruktion rundt om i landet.
Millioner af amerikanere kan ikke forstå, at et rigt land som USA ikke kan finde pengene til at genopbygge New Orleans efter den tropiske orkan Katrina, der knuste byen den 2. august 2005. Man kan heller ikke forstå, at veje, broer og jernbanelinjer lige så langsomt får lov til at forfalde. I store dele af USA kan man overhovedet ikke tage toget længere. Linjerne er nedlagte, og sporene er rustet op. Offentlige skoler og hospitaler ligner for det meste noget, der hører hjemme i Den tredje Verden. Samtidig er den amerikanske industri ved helt at uddø. Forbrugsvarerne importeres fra arbejdslejre-lignende komplekser syd for grænsen i Mexico eller fra Kina og Fjernøsten. Stålindustrien er stort set væk. Om ikke ret længe følger den engang så stolte amerikanske automobilsektor.
I juni 2006 offentliggjorde LaRouches politiske aktionskomité, LPAC, et omfattende lovforslag til genopbygning af den amerikanske industri og infrastruktur gennem bl.a. en omlægning af den amerikanske automobilsektor, så den kunne spille en ledende rolle i udviklingen af helt nye brint-bil-typer og deltage i opbygningen af moderne kollektiv transportinfrastruktur, herunder landsdækkende magnettoglinjer.
Den 23. januar 2007 blev LaRouches infrastrukturplan så fremlagt på en offentlig høring i finansudvalget i Repræsentanternes Hus. Intet skete. Men nu, efter sammenbruddet af broen i Minneapolis, kan kravet fra befolkningen om massive investeringer i den offentlige infrastruktur ikke længere ignoreres. Derfor genfremsætter LaRouche sit forslag fra 2006.
De vigtigste punkter i LaRouches genopbygningsprogram er følgende: 1) Oprettelsen af en National Infrastrukturbank , der med kreditter til en rente på mellem en og to procent skal tilvejebringe de mange milliarder en genopbygning vil koste. Forbilledet skal være den form for infrastrukturfinansiering, som præsident Franklin D. Roosevelt iværksatte under »New Deal«. 2) En Økonomisk Genopbygningslov, der skal specificere de store infrastrukturprojekter, der skal gennemføres på nationalt niveau, såsom kraftværker, dæmninger, kanaler og sluser m.m., samt de projekter, der også vil have militær betydning, som f.eks. havneanlæg og lign. Loven skal også gøre det muligt at indrulle store dele af den arbejdsstyrke, som nu går ledig i det gamle industribælte, til beskæftigelse i helt nye industri- og udviklingsprojekter. 3) Andre økonomisk lovforslag. Der ligger allerede en lang række lovforslag til behandling i Kongressen, som - hvis de hastebehandles - hurtigt kunne reetablere dele af den offentlige infrastruktur. Der er bl.a. et tværpolitisk forslag fra demokraten Dennis Kucinich og republikaneren Steven LaTourette, som vil gøre det muligt for delstater og kommuner at låne til meget lave renter til lokale infrastrukturprojekter. Et forslag fra demokraten John Conyers om en landsdækkende offentlig sygeforsikring, der inkluderer et budget for offentlige investeringer i sygehuse og anden infrastruktur i sundhedsplejen, har nu 76 andre medlemmer af Repræsentanternes Hus som medunderskrivere. Der er et lovforslag om oprettelse af et Nationalt Infrastrukturkorps, der kan skaffe unge arbejdsløse ansættelse ved infrastrukturgenopbygning. Og der ligger et flere år gammelt forslag fra den republikanske senator Arlen Specter om millioninvesteringer i udviklingen af amerikanske magnettoglinjer.
SCHILLER INSTITTUT-KONFERENCE
Den 15.- 16. september afholder Schiller Instituttet en stor international konference i Tyskland med overskriften: »Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed! - En ny verdensorden for fred gennem udviklingskorridorer«.
Konferencens hovedtema bliver de økonomiske og politiske perspektiver af et internationalt samarbejde omkring etableringen af en fast forbindelse over Beringstrædet. Lyndon LaRouche har kaldt Beringstræde-projektet for »navlen« i en ny økonomisk verdensorden, hvor et omfattende internationalt samarbejde om store infrastrukturprojekter skal integrere de eurasiske og nord- og sydamerikanske kontinenter. Centralt i en sådan ny økonomisk verdensorden vil være et tæt politisk samarbejde mellem de fire stormagter USA, Rusland, Kina og Indien omkring etableringen af et nyt internationalt finans- og betalingssystem. Og Schiller Instituttets konference kommer til rette tid. Det nuværende finanssystem undergår i disse dage et yderst dramatisk sammenbrud.
For flere oplysninger om Schiller Instituttets konference ring: 35 43 00 33.
SCHILLER INSTITUTTET I WASHINGTON
Den 20.-24. juli bragte Michelle og Poul Rasmussen fra Schiller Instituttets kontor i København den danske kampagne ind i den amerikanske hovedstad Washington. Og selv om alting sædvanligvis er større og bedre i Amerika, så vakte Schiller Instituttets succesrige kampagne for en direkte magnettoglinje mellem Århus og København via en ny Kattegat-forbindelse stor beundring og begejstring. Et projekt af den størrelsesorden ville heller ikke være en lille sag i USA.
Det fremgik klart af tre møder med politiske rådgivere i Den amerikanske Kongres. Her var man meget imponeret over den igangværende politiske debat i Danmark om fremtidens nationale infrastruktur. Og man var utilsløret misundelig på Schiller Instituttets slagkraftige kampagne. En rådgiver til en senator fra den amerikanske østkyst var især begejstret for Schiller Instituttets kampagneaviser, og gav udtryk for, at han savnede en lignende masseorganisering for infrastruktur i USA (det var før sammenbruddet af broen i Minneapolis -red.).
Der var også stor interesse i Schiller Instituttets internationale kampagne for en tunnel under Beringstrædet, som et centralt og fysisk led i et tættere og fredsskabende samarbejde mellem de fire stormagter USA, Rusland, Kina og Indien, som Lyndon LaRouche har foreslået.
To repræsentanter for LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM, var med på møderne i Kongressen. De bragte LaRouches intensive kampagne for en afsættelse af vicepræsident Dick Cheney ind i diskussionerne, og Michelle og Poul Rasmussen fik dermed et førstehåndsindtryk af, hvor stor den politiske utilfredshed med Cheney er i Washington, selv langt ind i republikanernes egne rækker.
Den 21. juli var Michelle og Poul Rasmussen gæster på radioprogrammet The LaRouche Show, der sendes direkte fra Leesburg, Virginia, og kan høres overalt i verden via internettet. Man kan stadig høre udsendelsen på:
http://larouchepub.com/radio/archive-2007.html. Se mere på http://www.schillerinstitut.dk/senestenyt.htm.
Michelle og Poul Rasmussen sammen med Paul Marino (t.v.) fra LaRouches Ungdomsbevægelses kontor i Washington efter et møde med politiske rådgivere for Transport og Infrastrukturkomiteen i Repræsentanternes Hus.
