Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 19 nr. 10, oktober 2007
HYPERINFLATION ELLER SUND FORNUFT
Så er det atter oktober. Ikke just finansverdenens favoritmåned. I 1929 forsvandt bunden pludseligt under aktiemarkedet på Wall Street i de sidste otte dage af denne skæbnesvangre måned. Kurserne styrtdykkede. Millionformuer forsvandt som dug for solen. Banker gik konkurs, fabrikker lukkede. Forude ventede den dybeste økonomiske depression i moderne tid. Det samme gjorde nogle af verdenshistoriens mest dramatiske begivenheder.
I oktober 1987 var den så gal igen. Mandag den 19. oplevede Wall Street det største kursdyk i historien. Mere end dobbelt så stort som det, der indledte depressionen i 1929. Verdensøkonomien var rystet i sin grundvold. Men så trådte den nyudnævnte formand for Den amerikanske Føderalbank ind på scenen. Lidt før tid, faktisk. For han var slet ikke startet i sit nye job endnu. Men han havde det, alle sukkede efter. Mirakelmidlet, der kunne redde verden fra en ny depression. Og det var såre simpelt: Milliarder af dollars! Ned med udlånsrenten og op med bankernes og finansselskabernes adgang til føderalbankens pengetank og trykkemaskine. Det »virkede«. Aktiekurserne steg, og den efterfølgende økonomiske krise var ikke værd at skrive hjem om.
Nu er der så gået tyve år. Og Alan Greenspans mirakelkur har været i brug mange gange siden. Der var krisen i Japan, det økonomiske sammenbrud i Mexico, nedturen i Brasilien, finanskrisen i Asien, statsbankerotten i Rusland og boblen på IT-markedet. Hver gang truede aktiemarkederne med at gå i sort. Og hver gang trådte Greenspan til med sin velkendte mirakelkur. En for en blev kriserne slukket med spandevis af dollars. Spand for spand blev historiens største finansboble pumpet op. Boblen voksede og krøb til sidst ind på det amerikanske boligmarked, hvor den endelig brast i efteråret 2006.
I dag skriger Wall Street så igen efter mere af Greenspans medicin. Føderalbankens nye formand, Ben Bernanke, har allerede forbarmet sig og serveret den første lunkne sutteflaske med rentesænkning og kreditlempelse. Det samme har verdens øvrige centralbanker. Men bivirkningerne fra tyve års misbrug er langt om længe ved at slå igennem. Priser på råstoffer og fødevarer skyder i vejret med raketfart. Leveomkostningerne stiger overalt på kloden. Den globale inflation har holdt sit indtog. Fodrer man Wall Street med flere milliarder venter en altødelæggende hyperinflation lige om hjørnet.
Derfor haster det med at få Greenspans medicin erstattet med sund økonomisk fornuft. Eneste udvej er et politisk indgreb. Og et sådant har Lyndon LaRouche allerede udarbejdet. En lov om beskyttelse af banker og boligejere, helt i præsident Franklin D. Roosevelts ånd. Den må vedtages hurtigst muligt. Ellers bliver finanskrisen til den dybeste økonomiske krise i menneskehedens historie.
FINANSKRISEN FORTSÆTTER
Den 13. september bekendtgjorde den britiske centralbank, Bank of England, at man ville stille de nødvendige kreditter til rådighed til at sikre, at den kriseramte storbank, Northern Rock, ville forblive solvent. Meddelelsen var naturligvis ment som en beroligelse for alle kreditorer og indskydere, men i første omgang blev den opfattet som det stik modsatte: Kreditkrisen i den internationale bankverden er åbenbart langt værre end bankerne er villige til at indrømme. Fredag den 14. september kunne alverdens tv-kanaler så vise billeder, som ellers kun hører hjemme i historiebøgernes illustrationer fra depressionen i 1930'erne: Tusinder af nervøse bankkunder, der stod i kø foran Northern Rocks filialer for at trække deres sparepenge ud af banken.
Bank of Englands panikindgreb for at redde Northern Rock repræsenterede et faseskifte i den kreditkrise, der har lammet den internationale bankverden siden midten af juli måned. Den britiske centralbankchef, Mervyn King, havde kun få dage tidligere klart signaleret sin foragt overfor Den europæiske Centralbank, ECB, Den amerikanske Føderalbank og alle centralbankerne i Asien, der allerede i midten af august åbnede for pengesluserne og stillede kreditlinjer med flere hundrede milliarder dollar til rådighed for bankerne for at forhindre en bølge af bankkrak. Bank of England, med Mervyn King i spidsen, mente, at man skulle lade kapitalismens ypperste princip gælde og lade falde, hvad ikke kan stå. Den sang nynnede chefen for Den amerikanske Føderalbank, Ben Bernanke, også forsigtigt med på, for han nægtede at sænke diskontoen for at redde de amerikanske banker. Men kapitalismens nationalhymne sluttede brat den 13. september, da Mervyn King åbnede for pengekassen for at redde Northern Rock. Den 17. september fulgte Bank of England så i de øvrige centralbankers fodspor og åbnede for kreditlinjerne til alle de britiske banker, og den 19. september sænkede Ben Bernanke Den amerikanske Føderalbanks udlånsrente med 0,5 procent. Signalet var til at forstå: Alverdens centralbanker står klar ved seddelpressen, hvis bankerne kommer i knibe, uanset hvor uansvarligt de end måtte have opført sig.
Følgevirkningerne lod ikke vente på sig. Selv om alle de internationale storbanker har stået i kø for at fremlægge det ene regnskab værre end det andet, er alverdens aktiebørser steget til nye rekordhøjder. Det er jo ligegyldigt, hvor dårligt bankerne har det, for de bliver jo alligevel reddet af centralbankerne, ikke sandt? Den 26. september fandt Skandinaviens næststørste bank, Danske Bank, det opportunt at fortælle omverdenen, at man uden for regnskaberne har små 61 mia. kroner i klemme hos de amerikanske realkreditselskaber, heriblandt kriseramte Countrywide, i form af en vifte af »særlige investeringsinstrumenter«, kaldet SIV'er. Som vi forklarede i august-nummeret af Prometheus, fungerer nogle af disse SIV'er som skjulte kassekreditter, det bare aldrig har været meningen, at realkreditselskaberne skulle trække på. ABCP'er kaldes disse særlige trækningsrettigheder, og Danske Bank har allerede måttet punge ud med over 14 mia. kroner. Ifølge den globale investeringsbank Morgan Stanley risikerer Danske Bank at miste op mod ti procent af de udlånte penge. Altså i nærheden af 1,5 mia. kroner. Men Morgan Stanleys evne til at vurdere sin egen risikoeksponering har vist sig at være ganske ringe, så Danske Bank kan sagtens stå til at tabe langt mere.
I den første uge af oktober meddelte fem af verdens største banker og investeringsselskaber, Citygroup, UBS, Deutsche Bank, Merrill Lynch og Washington Mutual, at de tilsammen har afskrevet 18 mia. dollars i tab i årets tredje kvartal. Samtidig faldt antallet af verserende bolighandler i USA med 6,5 procent i august til det laveste niveau siden opgørelsen blev påbegyndt i 2001, alt imens bølgen af tvangsauktioner vokser til katastrofestørrelse i alle de amerikanske delstater. Alle disse »gode« nyheder fejrede investorerne på Wall Street med at sende Dow Jones-indekset over rekordhøje 14.000 hele to gange på en uge. Den 5. oktober meddelte det amerikanske arbejdsministerium, at der ikke alene var blevet skabt 110.000 nye arbejdspladser i USA i september, men at man havde fundet et stort antal oversete nye arbejdspladser fra august måned, så der ikke var et fald på 4.000 arbejdspladser, som tidligere rapporteret, men en stigning på 89.000. At der skal mindst 120.000 nye arbejdspladser til hver eneste måned for at forhindre en stigning i den amerikanske arbejdsløshed kunne ikke lægge en dæmper på feststemningen på aktiemarkederne.
Men City of Londons hovedorgan, The Financial Times, fandt det nødvendigt at mane til besindighed i en lederkommentar på internettet den 5. oktober. Det kan godt være, at man trækker vejret lidt lettere efter bedre end forventede amerikanske jobtal og en uge uden nye bankkriser, men det piber stadig gevaldigt fra lungerne, skrev avisen. Og Prometheus' egne kilder i finansverdenen advarer om, at bag facaden med jubeloptimistiske aktiebørser, fortsætter krisen med uformindsket styrke. Kreditmarkederne ligger stadig i koma trods to måneders massive indskud af frisk kapital fra centralbankerne. Og krisen vender fortsat den tunge ende opad, dvs. at det er de største og mest velrenommerede banker og finansselskaber, der er hårdest ramte. Det er en »AAA-krise«. Alle de bedste banker og investeringsselskaber med den allerbedste kreditvurdering, AAA, sidder med over 1.500 mia. dollars i gældsbeviser og investeringsinstrumenter, der ligeledes havde fået den allerbedste risikovurdering, AAA, men som lige nu ikke er en rød reje værd. De finansielle tilsynsmyndigheder i Tyskland og Kina har i øvrigt bedt det amerikanske finanstilsyn, SEC, forklare, hvordan det kan gå til.
Prometheus' finanskilder påpeger desuden, at de seneste ugers dramatiske fald i dollarkursen allerede har skabt alvorlige spændinger i verdensøkonomien. De eksportafhængige økonomier i Europa er sat under et enormt pres, men så længe Den amerikanske Føderalbank pumper likvide midler ud i markedet for at redde de amerikanske banker, kan den europæiske centralbank, ECB, ikke intervenere og opsuge dollars, som den normalt ville gøre for at stabilisere kursen mellem dollars og euro. Derfor er Europa på vej ned i et meget dybt økonomisk hul.
Omvendt skulle den faldende dollar, i hvert fald på papiret, være godt for den amerikanske økonomi. Det styrker eksporten og kan dermed rette op på USA's gigantiske betalingsbalanceunderskud. Men samtidig udhuler kursfaldet værdien af de godt 3.000 mia. dollars i amerikanske statsobligationer, der ligger i Europa og Asien. Tvinges Japan, Kina og Europa til at sælge ud af deres enorme beholdninger af amerikanske statsobligationer, vil USA blive ramt af galopperende rentestigninger. Og så eksploderer kedlen for alvor.
Så med et kreditmarked i koma, trods massive kapitalindskud og hastigt stigende verdensøkonomiske spændinger, er centralbankerne godt i gang med at bevise, at der ikke findes nogen traditionel monetaristisk løsning på den igangværende systemkrise. Fortsætter de med at pumpe penge ind i banksystemet, ender de med at skabe en global version af den altødelæggende hyperinflation, der ramte Tyskland i 1923. Og den katastrofe er uhyggeligt tæt på, advarer Prometheus' kilder i finansverdenen.
Derfor er der et akut behov for politiske indgreb. Den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche fremlagde allerede den 22. august et detaljeret udkast til et lovforslag, der med præsident Franklin D. Roosevelts kriselovgivning i 1930'erne som forbillede, skal redde de amerikanske lokalbanker fra konkurs og samtidig redde de millioner af amerikanske familier, der netop nu er truet af tvangsauktion, fra at gå fra hus og hjem (se også Prometheus, sep. '07). En sådan lovgivning er det det eneste, der kan sætte en effektiv stopper for krisen på kreditmarkederne. Og det haster. Oktober måned har en uhyggelig tradition for børskrak og bankkriser.
Desværre er både demokrater og republikanere i Den amerikanske Kongres mere optaget af at positionere sig selv til det kommende præsident- og kongresvalg end at beskytte den amerikanske befolkning mod den krise, der allerede er i gang med at rive den amerikanske økonomi op med rode. Derfor har LaRouche og hans politiske aktionskomité LPAC taget hans lovudkast ud til vælgerne i kongresmedlemmernes valgdistrikter. Og her er der stor støtte, også fra lokalpolitikere. Både i Michigan og Pennsylvania har delstatssenaterne vedtaget resolutioner, der opfordrer Kongressen til at vedtage LaRouches lovforslag. Se fortsættelsen på www.larouchepac.com, hvor der er løbende nyheder og en webcast med LaRouche 10. oktober kl. 19:00.
KATTEGAT-KONFERENCEN
Den 3. oktober stod Region Midtjylland, Region Nordjylland, kommunekontaktrådene i de to regioner samt Århus' og Københavns kommuner som værter for en konference i Ingeniørhuset i København under overskriften: »Et sammenhængende Danmark - Vision for etableringen af en fast Kattegatforbindelse«. Med en betydelig repræsentation af kommunal-, regional- og folketingspolitikere samt embedsmænd blandt konferencens 180 deltagere må spørgsmålet om en fast forbindelse over Kattegat for alvor siges at være solidt placeret på den politiske dagsorden i Danmark. Og det kun femten måneder efter Schiller Instituttet i en kampagneavis i juni 2006 for første gang luftede den »eksotiske« tanke om en direkte forbindelse mellem landets to største metropoler, København og Århus.
Står det til Århus' borgmester Nicolai Wammen (S) skal det politiske momentum fastholdes, så en fast forbindelse over Kattegat er en fysisk realitet allerede i år 2020. Derfor foreslog han i sine indledende bemærkninger, at de nødvendige forundersøgelser iværksættes snarest muligt, så de politiske beslutninger kan træffes, og det fysiske anlægsarbejde iværksættes om fire-fem år (Schiller Instituttet foreslog ved sit foretræde for Folketingets Trafikudvalg den 12. april i år en sådan undersøgelse for en Kattegat-forbindelse og et dansk magnettognet).
Trafikøkonom Uffe Jacobsen fortalte i sit indlæg, at der fra et trafikmæssigt standpunkt er så megen logik i en direkte forbindelse mellem Århus og København over Kattegat, at en sådan allerede var med i trafikforskningen i 1972. Den kunne have stået færdig i 1990, og man regnede dengang med, at trafikken af sig selv ville fordele sig fifty-fifty mellem broerne over Storebælt og Kattegat.
Trafikforsker Alex Landex fra Danmarks Tekniske Universitet præsenterede visionerne om en konventionel højhastighedsforbindelse mellem Århus og København, der kan skære rejsetiden ned til ca. 1 time. Indsættes eksempelvis det italienske kurvestyrede højhastighedstog Pendolino ydermere på de øvrige hovedstrækninger, kan rejsetiden til de andre storbyer som f.eks. Aalborg og Esbjerg også reduceres. Men han påpegede bagdelen ved at sætte højhastighedstog på det allerede eksisterende skinnenet. Det er meget nedslidt, og udnyttelsesgraden er i forvejen den højeste i Europa. Der er ikke plads til ret mange flere tog, og overhaling af langsomt kørende godstog er allerede et kæmpeproblem. Det har sænket hastigheden til den næstlaveste i Europa, lidt bedre end bjerglandet Schweiz. Et højhastighedstog på det danske skinnenet kan hurtigt komme til at minde om en Ferrari bag en traktor på en markvej, sagde Alex Landex.
Det var en god anledning for Schiller Instituttets formand, Tom Gillesberg, til at sætte spørgsmålet om superhurtige magnettog på konferencens dagsorden. I et kort indlæg under spørgeperioden påpegede han, at der, udover magnettoglinien mellem Shanghais centrum og Shanghais internationale lufthavn, nu også er truffet beslutning om at bygge en lignende bane fra Münchens centrum til lufthavnen. Tom Gillesberg påpegede desuden vigtigheden af, at Danmark går foran. At vi med forbindelsen mellem Århus og København tager det første skridt til at forbinde hele Skandinavien og senere hele det øvrige Europa med et magnettognet. Det vil være det eneste realistiske bud på at erstatte flyruter til byer som Oslo, Stockholm og Hamburg med landbaserede forbindelser.
Men det var ikke alle de tilstedeværende politiske repræsentanter, der helt kunne overskue tanken om, at Danmark skal gå forrest. Socialdemokratiets trafikpolitiske ordfører, Magnus Heunicke, sagde til Jyllands-Posten: »Jeg har svært ved at se det realistiske i det forslag. Det er simpelthen for dyrt, og Danmark skal ikke gå foran resten af Europa med sådan en vision«.
Ja, Magnus Heunicke mente endda, at det ville være »farligt«, hvis ideen om en magnettoglinie mellem Århus og København fik for megen vind i sejlene. Men det synspunkt fandt tydeligvis ikke opbakning blandt alle konferencedeltagere. Regionalforeningsformand for Dansk Industri i Skive/Viborg, Poul Arne Jensen, fraveg indledningsvis teksten i sit indlæg for at kommentere Schiller Instituttets forslag: »Hvis det var en magnetbane, så kunne vi gøre det på 25 minutter. Det er jo en fantastik vision … Det er ikke længere end at tage en taxa fra Kastrup lufthavn til Københavns centrum. Jeg har prøvet at være med den magnetbane, som går fra Shanghai lufthavn ind til Shanghai, og det er en fantastisk oplevelse _ at, nær jordhøjde, køre med 430 km i timen. Det skulle I prøve. Forsøm ikke den oplevelse. Det er en helt, helt speciel følelse«.
Senere på konferencen fik Michelle Rasmussen fra Schiller Instituttet lejlighed til at kommentere Poul Arne Jensens indlæg. Hun påpegede, at der ofte i diskussionerne med politikerne kan opstå en vis frygt for, at ideen om magnettog måske er »for langt ude«, mens der i diskussioner med almindelig mennesker på gaden er en udelt begejstring over perspektivet af at kunne rejse mellem Århus og København på bare 25 minutter. I sit svar understregede Poul Arne Jensen vigtigheden af at bringe rejsetiden til et minimum, både for almindelige passagerer og for erhvervslivet, og påpegede, at magnettoglinien i Shanghai næppe er bygget for underholdningens skyld.
Efter konferencen i København blev det besluttet at nedsætte en »Kattegatkomité«, som skal arbejde videre med de langsigtede planer. Læs og hør mere på www.schillerinstitut.dk/kattegat.html.
SCHILLER INSTITUT-KONFERENCE
Den 15.-16. september deltog mere end 350 gæster fra 40 lande, heriblandt Danmark, i Schiller Instituttets internationale konference i Kiedrich, Tyskland, Konferencens overordnede tema var: »Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed«. Talere fra Rusland, det øvrige Europa, Amerika og Sydvestasien præsenterede forskellige aspekter af planerne om at etablere en fast forbindelse mellem Det eurasiske Kontinent og Nordamerika hen over Beringstrædet, sammen med andre store infrastrukturprojekter. Men indlæg fra den fhv. demokratiske præsidentkandidat og økonom Lyndon LaRouche og Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, sørgede for, at konferencens temaer blev fremlagt i lyset af dagens virkelighed, dvs. den igangværende finanskrise med dollarsammenbrud, et internationalt kreditmarked i koma og truslen om en global Weimar-lignende hyperinflation, takket være centralbankernes panikagtige interventioner (se en række af talerne på www.larouchepub.com).
Afslutningsvis vedtog konferences deltagere enstemmigt to resolutioner: 1) En resolution vendt imod et militært angreb på Iran, og 2) en resolution med titlen »Kiedrich-resolutionen«, med følgende tekst:
»Hovedtemaet på Schiller Instituttets konference, der fandt sted i Kiedrich, Tyskland, i midten af september, var nødvendigheden af den snarest mulige etablering af en retfærdig Ny økonomisk Verdensorden. Med tanke på den fremskredne disintegration af verdens finanssystem, er det på høje tid, at verdens regeringer og parlamenter sætter spørgsmålet om genopbygningen af den fysiske økonomi på dagsordenen.
Den konference, som fandt sted i Moskva i april i år, med bygningen af en transportkorridor mellem Sibirien og Alaska via Beringstrædet som tema, kastede lys over et afgørende projekt blandt fremtidens globale system af transport- og udviklingskorridorer, der vil forene alle nationalstater på vor klode på fredelig vis. En Ny økonomisk Verdensorden må fokusere på genopbygningen af den fysiske økonomi for at tilvejebringe de fysiske og økonomiske ressourcer, der kræves for at dække alle nulevende menneskers behov og for hurtigst muligt, at udrydde al fattigdom.
Den eurasiske Landbro, der er hjørnestenen i en sådan Ny økonomisk Verdensorden, repræsenterer et udviklingsperspektiv for det 21. århundrede og vil afslutte den barbariske tidsalder, hvor konflikter mellem mennesker førte til krig. Den verdensomspændende landbro vil derfor give os midlet til at undgå krig gennem fredeligt økonomisk samarbejde i realiseringen af menneskehedens fremtidige mål. Deltagerne på denne konference appellerer til verdens regeringer om at vedtage dette program ved den kommende generalforsamling i FN.«
AMELIA BOYNTON ROBINSON ATTER I DANMARK
Den 20. september fik Danmark fornemt besøg. Amelia Boynton Robinson, vicepræsident for Schiller Instituttet i USA og en af den amerikanske borgerrettighedsbevægelses helt store skikkelser, lagde vejen forbi København, Odense og Århus. Da Martin Luther King blev bevægelsens samlende skikkelse i slutningen af 1950'erne, havde Amelia allerede været aktiv i mere end tyve år.
Amelia Boynton Robinsons besøg faldt sammen med en opblussen af raceuroligheder i Jena, Louisiana, og den 21. september bragte DR-nyheder kl. 21:00 et indslag, der indeholdt et kort interview med Amelia. Et længere interview blev vist på TV2-nyhederne den 22. september, og samme dag bragte TV2 News et ti minutter langt baggrundsinterview, som blev genudsendt flere gange de følgende dage. Den 25. september kunne man se et stort billede af Amelia på forsiden af Århus Stiftstidende, som bragte et langt interview. Den 26. september holdt Amelia 100 gymnasieelevers opmærksomhed fangen i mere end to timer på Øregård Gymnasium i Hellerup og den 27. september sluttede hun sit hæsblæssende besøg i Danmark af med et offentligt møde på Frederiksberg.
Se tv-indslagene, læs pressedækningen og hør talerne på www.schillerinstitut.dk.
