Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 20 nr. 3, marts 2008
NEJ TIL LISSABON-TRAKTATEN
Man skal passe på, hvad man går og ønsker. Det kunne blive virkelighed en dag. Italiens indenrigsminister Giuliano Amato fortalte for flere år siden, at hans vision for fremtidens Europa er en tilbagevenden til Middelalderens feudale samfundsorden. Sten for sten skal de europæiske landes suverænitet pilles ned, så vi til sidst står tilbage med et nationsløst kontinent. Eneste samlende kraft skal være den Europæiske Union, en moderne udgave af Det hellige Romerske Rige. Og jo, EU er skam et imperium. Det indrømmede kommissionsformand José Barroso på en pressekonference sidste sommer. Ganske vist et »ikke-imperialistisk« et af slagsen, sagde han, men et imperium lige godt endda. Det med det »ikke-imperialistiske« kan der hurtigt laves om på, for Lissabon-traktaten, der har Giuliano Amato blandt sine mest aktive fædre, vil udstyre Unionen med ret til anvendelse af militærmagt, uden om FN.
Men Middelalderen var andet end landsbyidyl. Den var umenneskelige levevilkår for millioner af mennesker. Den var en uendelig række af krige mellem rivaliserende bystater, godsejere og landadel, der lod horder af professionelle lejesoldater drage hærgende og plyndrende gennem landskabet. Og den var pesten. Den sorte død, som på bare to år, 1348-50, reducerede Europas befolkning med en tredjedel. Fire år tidligere var levestandarden styrtdykket og samfundet gået i opløsning, da Lombard-banksystemet brød sammen og trak bystaternes og fyrstedømmernes økonomier med sig i faldet.
Det er samme proces, som kan bringe Giuliano Amato hurtigere tilbage til den mørkeste del af Middelalderen, end han måske selv havde drømt om. Efterhånden som de enkelte elementer af den igangværende kredit- og finanskrise kommer frem i dagens lys, står det stadigt mere klart, at vi befinder os midt i en gældskrise af proportioner, hvis eneste historiske fortilfælde er: Sammenbruddet af købmandsbankerne Bardi og Peruzzi i 1343-44. Og som det var tilfældet dengang, vil civilisationen bryde sammen, hvis vi ikke griber ind i tide.
Lissabon-traktaten er et langt farligere projekt, end regeringen og et flertal i Folketinget vil have os til at tro. Selv om der næppe er mange danske politikere, der deler Amatos våde drømme om Middelalderen og Det hellige Romerske Rige, så har man atter en gang ladet sig forblinde af tesen om, at det er bedre at sidde med ved bordet, end at stå ensom uden for. Lissabon-traktaten er en fordækt unionsforfatning, med skjult overgivelse af suverænitet. Derfor skal den til folkeafstemning i Danmark. Og derfor skal vi stemme nej. Ellers mister vi de sidste nationaløkonomiske redskaber til at komme sikkert gennem krisen. Og så ender vi lige lukt tilbage i den sorteste del af Giuliano Amatos feudale Middelalder.
DEMOKRATI: BARE IKKE I EU
Den 27. februar drog statsminister Anders Fogh Rasmussen til USA for at aflægge et privat besøg hos sin gode ven, præsident George W. Bush, på ranchen i Crawford, Texas. At de seneste meningsmålinger viser, at Bush er den mest upopulære præsident i landets historie, ryster ikke den danske statsminister. Han fortryder ikke på nogen måde de seks års tætte parløb, han har haft med præsident Bush. Kort før afrejsen sagde Anders Fogh Rasmussen til Politiken:
»Demokratidagsordenen har været et fællestræk mellem os. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden. Det synspunkt, at verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, der hvor det er muligt. Det er jo en dagsorden, jeg er meget optaget af«.
Som bekendt blev statsminister Rasmussens og præsident Bush' kampagne for demokrati flettet sammen med en »krig mod terror« og trukket ud til de allerfjerneste egne af Irak og Afghanistan. Men hjemme i Europa gælder der helt andre spilleregler. Her står den danske statsminister knap så fast på sine høje principper om demokrati og menneskerettigheder. I hvert fald ikke når det gælder EU og danskernes og de øvrige europæiske befolkningers ret til selv at bestemme deres egen politiske fremtid.
Ved en festlig ceremoni i Portugals hovedstad Lissabon den 13. december 2007 satte statsminister Anders Fogh Rasmussen sin underskrift på den Europæiske Unions nye grundlov, den såkaldte Lissabon-traktat. Selv om traktaten officielt indeholder 95% af de love og bestemmelser, der udgjorde den fælles europæiske forfatning, som vælgerne i Frankrig og Holland sagde nej til ved folkeafstemninger i 2005, havde det danske justitsministerium den 4. december vurderet, at den nye traktat ikke indeholdt suverænitetsafgivelser i et omfang, der i henhold til grundloven ville udløse krav om en dansk folkeafstemning. Det var meget belejligt, for så kunne et flertal i Folketinget den 11. december udstyre statsministeren med et mandat til at underskrive traktaten og til at meddele sine europæiske kolleger, at der ikke vil blive afholdt en folkeafstemning i Danmark. Den melding udløste efter sigende spontane klapsalver blandt de forsamlede stats- og regeringsledere under et møde i Bruxelles den 14. december. Man kender jo kun alt for godt de »uregerlige danskere« (jvf. det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 og nej til den fælles valuta i 2000 _red.).
At den nye traktat ikke skulle til folkeafstemning i Danmark var egentlig ikke nogen overraskelse. Det var faktisk hele ideen. Da Tysklands forbundskansler Angela Merkel overtog formandskabet for EU den 1. januar 2007 satte hun sig i spidsen for en af de største diplomatiske operationer i moderne europæisk historie. Embedsmænd rejste luftrummet tyndt i et hektisk penduldiplomati mellem alle de europæiske hovedstæder. Formålet var at sammensætte en formulering af traktaten, der gjorde det muligt at undgå folkeafstemninger, samtidig med at det oprindelige indhold af den forkastede unionsforfatning forblev uændret. Ifølge en af forfatningstraktatens fædre, den fhv. franske præsident Valery Giscard d'Estaing, lykkedes det for 95% af indholdet. Suverænitetsafgivelserne fra den oprindelige forfatningstraktat er der stadig. De er bare omformuleret. Og ifølge eurobserver.com den 17. juli 2007, erklærede Italiens indenrigsminister Giuliano Amato åbent, at Lissabon-traktaten helt bevidst skulle formuleres så uforståeligt, at det ville være muligt at omgå kravene om folkeafstemninger.
»Europa er et imperium. Et ikke-imperialistisk ét, skal det siges. Men alligevel: Et imperium«. Sådan lød EU-kommissionsformand José Barrosos svar på et spørgsmål om fremtidens EU under et pressemøde i Strasbourg den 10. juli 2007. Og det var ingen overdrivelse. Med Lissabon-traktaten bliver unionen for første gang en »juridisk person«. Det betyder, at EU kan indgå aftaler med USA, Kina eller hele den øvrige verden på vegne af Europas borgere, uden først at spørge de enkelte regeringer. Skulle en enkelt regering stemme imod en sådan international aftale, vil det pågældende land alligevel være bundet af aftalens bestemmelser. Og med traktaten får EU en grundlov. Dermed har hvert land to grundlove. Skulle der opstå konflikt mellem de to, er det EU's, der gælder. Se, det er et imperium. Selv om kommissionsformand Barroso har pointeret, at det skal være et »ikke-imperialistisk« imperium, så giver Lissabon-traktaten EU lov til at anvende militær magt, uden først at spørge FN.
(Ovenstående detaljer, og flere til, findes i Jens-Peter Bondes letlæselige bog »Fra forfatning til Lissabon«, som sammen med selve traktatteksten og andre brochurer kan bestilles på Folketingets EU-Oplysning, www.eu-oplysningen.dk)
Den 23. februar offentliggjorde Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, en artikel om det skræmmende politiske perspektiv bag Lissabon-traktaten, og hun opfordrede indtrængende den europæiske befolkning til at støtte de politiske bevægelser i de forskellige lande, som kræver folkeafstemninger, før det er for sent. Alene det faktum, at traktaten bevidst er formuleret og struktureret således, at hverken politikere eller almindelige borgere har en chance for at tyde indholdet, burde være tilstrækkeligt grundlag til at afvise den. Men når den ved nærmere juridisk eftersyn oven i købet fjerner den almindelige demokratiske kontrol med Europas lovgivning, er der virkelig grund til at råbe vagt i gevær.
Helga Zepp-LaRouche advarede også om, at Lissabon-traktatens »imperie-model« betyder en tilbagevenden til Europas gamle feudale samfundsorden fra før dannelsen af den moderne nationalstat, der opstod i kølvandet af renæssancen og Den westfalske Fred, 1648. Og det er slet ingen tilfældighed. I et interview med den italienske avis La Stampa den 12. juli 2000, indrømmede en af traktatens fædre, Giuliano Amato, at forbilledet er det gamle England og Middelalderens Europa:
»Derfor foretrækker jeg at gå langsomt frem, knuse den nationale suverænitet lidt efter lidt, undgå alt for hurtige overgange fra national til føderal magt… Og hvorfor ikke gå tilbage til tiden før Hobbes? Middelalderen havde en meget rigere menneskehed, og langt større spredning i identitet, som kan være en model for nutiden. Middelalderen er smuk. Der kan være mange politiske centre, uden at nogen er fuldstændig afhængig af hinanden. Det rækker ud over nationalstatens begrænsninger. Dengang, som nu, genopstår der nomader i vore samfund. Og i dag har vi også magter uden territorier. Uden herredømmer får vi ikke totalitarisme. Demokratier behøver ikke en hersker.«
På en konference den 28. februar med overskriften »Den internationale systemkrise og 'Roosevelt-løsningen'«, arrangeret af Prometheus' samarbejdspartner Executive Intelligence Review og med Det italienske Senat i Rom som vært, understregede Helga Zepp-LaRouche, at Europa vil miste de vigtigste politiske og økonomiske redskaber til at håndtere den internationale kredit- og finanskrise, hvis Lissabon-traktaten bliver en realitet. Konferencens hovedtaler og æresgæst var den amerikanske økonom og fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. De øvrige talere var den italienske viceminister for økonomiske udvikling, Alfonso Gianni, og Catia Polidori, forkvinde for Italiens forening af unge erhvervsdrivende, CONFABI.
Som det eneste af EU's 27 medlemslande, giver Irland sine borgere mulighed for at stemme om den nye traktat. Datoen er endnu ikke fastlagt. Men også i mange andre lande vokser kravet om folkeafstemninger, så vejen til Lissabon kan godt blive længere end politikerne oprindeligt havde håbet på.
OBAMAS UFRIVILLIGE ROLLE
»Jeg stiller ikke op til præsidentvalget, men …«, sådan lød overskriften på en længe ventet artikel i den amerikanske avis The New York Times, den 28. februar. Forfatteren var New Yorks borgmester, finansmanden Michael Bloomberg, der af ledende kredse i Wall Street var udpeget til »tværpolitisk« ønskekandidat, der kunne samle nationen i de svære økonomiske tider, som USA står overfor.
Men nu stiller han altså ikke op. Eller gør han? Artiklen var en kortfattet programerklæring om fortsat at ville fremme planerne for at »genrejse USA« gennem et »tværpolitisk samarbejde«, og et tæt samarbejde mellem de store private erhvervsselskaber og de offentlige myndigheder i de største amerikanske byer (samme korporative model som Mussolini benyttede sig af i det kriseramte Italien i 1920'erne). Bloomberg forsikrede, at han fra sidelinjen fortsat vil påvirke valgkampen op til præsidentvalget i november.
Desværre kan den påvirkning godt blive langt mere direkte, end Bloomberg giver udtryk for i offentligheden, advarede Lyndon LaRouche under en tale i det italienske senat den 28. februar (se ovenfor). Med en hidtil uset positiv og ukritisk støtte fra stort set hele den amerikanske presse har senator Barack Obama fra Illinois på nogle få måneder gået fra at være en »outsider« i Det demokratiske Partis primærvalgkamp til at være den førende kandidat. Modsat er den erfarne senator fra New York og fhv. førstedame i Det hvide Hus, Hillary Clinton, gået fra at være den »næsten helt sikre« demokratiske præsidentkandidat til at være en desperat nummer to. Og det er netop det, senator Obama er blevet brugt til, advarede LaRouche, at stoppe Hillary Clinton. I samme øjeblik, hun tvinges til at kaste håndklædet i ringen, vil den positive særbehandling af Obama stoppe, og med de politiske og personlige skeletter, han bringer med sig fra Chicago, vil der næppe gå lang tid før hans præsidentkampagne er lagt i graven. I kulissen står så Wall Streets ikke-kandidat Michael Bloomberg og venter, klar til at træde ind i præsidentvalget for at frelse nationen.
Og bålet, over hvilket den kommende demokratiske præsidentkandidat Barack Obama skal ristes, er så småt ved at blive tændt. Første ved blev kastet af Bloombergs venner i London. Den 24. februar kunne man i både The Sunday Telegraph og The Sunday Observer læse en advarsel om, at den amerikanske presse er ved at tage afstand til »kulten« omkring Barack Obama og så småt forbereder en mere kritisk gennemgang af hans kampagne og hans person.
Hvad det nærmere kommer til at gå ud på, fik man en forsmag på i den konservative avis The Times den 26. februar. Her præsenterede man senator Obamas forhenværende »fundraiser«, Antoin »Tony« Rezko, en omstridt forretningsmand fra Chicago, der skal møde i retten den 3. marts, anklaget for omfattende korruption. Ifølge The Times har Tony Rezko siden 2003 dyrket tætte forretningsforbindelser til den britisk-iranske milliardær Nahdmi Auchi, der selv har en dom for bestikkelse fra Frankrig i 2003. I marts 2005 overførte Auchi et lån til Rezko på 3,5 mio. dollars, via selskabet Fintrade Services SA, der er registreret i skattelyet Panama, og tre uger senere købte Barack Obama en sydstatslignende storvilla i den sydlige del af Chicago, nøjagtig samme dag som fru Rezko overtog nabogrunden. Syv måneder senere blev en del af Rezkos grund solgt videre til Obama.
Den 28. februar krydsede historien fra Chicago så tilbage over Atlanten, hvor den kendte politiske strateg i Det republikanske Parti, Richard Whalen, viderebragte stort set hele artiklen fra The Times på hjemmesiden CQ.com, internetudgaven af det konservative nyhedsbrev Congressional Quarterly.
Men kredsene bag Michael Bloombergs kampagne holder også en helt anden mulighed åben, hvis det ikke lykkes at sænke Obama gennem skandaler. Den 27. februar skrev avisen The Washington Post, at der er vedholdende rygter i den amerikanske hovedstad, der gør Michael Bloomberg til en plausibel »tværpolitisk« vicepræsidentkandidat for både Barack Obama og republikanernes kandidat John McCain.
NÆSTE PUNKT: NEDSMELTNING
Søndag den 17. februar meddelte den britiske finansminister Alistair Darling, at alle forsøg på at overtale bankerne og finanshusene i City of London til at redde Northern Rock var slået fejl, og at regeringen derfor så sig nødsaget til at nationalisere den kriseramte bank. Dermed led »laissez faire-kapitalismen« et forsmædeligt nederlag i sin egen vugge. Ikke engang i England tør man altså følge dogmet: »Lad falde, hvad ikke kan stå«. Også godt det samme, for et totalt sammenbrud af Northern Rock ville have udløst en omfattende international bankkrise. Men med nationaliseringen af Northern Rock er de fanatiske frimarkedstilhængere, og deres modstand imod politiske indgreb for at bringe den internationale kredit- og finanskrise under kontrol, blevet betydeligt svækket. Den kan også få betydning i USA, hvor Lyndon LaRouche og hans politiske ungdomsbevægelse arbejder ihærdigt på, at få Kongressen i Washington til at vedtage LaRouches lovforslag til beskyttelse af både boligejere og banker, kaldet »Home Owner and Bank Protection Act«, HBPA, der har præsident Franklin D. Roosevelts effektive indgreb under depressionen i 1930'erne som forbillede. Adskillige byråd rundt om i de kriseramte amerikanske byer har vedtaget støtteerklæringer til LaRouches lovforslag, og den 27. februar kom så den første delstat på banen, da statssenatet i Rohde Island vedtog en erklæring, der opfordrede Den amerikanske Kongres til at behandle forslaget til en HBPA.
Og mens de ansvarlige politikere forholder sig passive, fortsætter den internationale finanskrise ufortrødent. Hver eneste dag dukker der nye klippeskær op, der truer med at sænke hele det globale finans- og betalingssystem. Den 22. februar var aktiemarkedet i Wall Street meget nær et sammenbrud. To af de største obligationsforsikringsselskaber, de såkaldte monolinere, Ambac og MBIA, stod til at miste deres livsvigtige kreditvurdering »AAA«. En nedskrivning ville udløse dramatiske kursfald på de obligationer, de to selskaber har forsikret. Storbanker, lokalbanker og ikke mindst amerikanske kommuner, som har finansieret sig gennem udstedelsen af obligationer til en samlet værdig af 2.400 mia. dollars, de fleste forsikret af Ambac og MBIA, ville tabe gigantiske summer på en nedskrivning. Men Wall Street blev reddet i sidste øjeblik, da tv-kanalen CNBC viderebragte rygter om, at der var frisk kapital på vej til de kriseramte monolinere. Dagen efter bekræftede nogle af verden største banker med Citigroup i spidsen, at de var villige til at skyde 3 mia. dollars ind i Ambac. En stakket frist.
Ved udgangen af februar kom de første tegn på, at Den amerikanske Føderalbank er ved at miste grebet over USA's økonomi. Selv om føderalbanken på mindre end et år har sænket sin udlånsrente med hele to fulde procentpoint, er den korte amerikanske markedsrente ikke fulgt med ned. Det plejer den ellers, og det var faktisk hele ideen, for de faldende renter skulle have taget presset af den skrantende nationaløkonomi. Men de nødlidende amerikanske banker har ikke længere råd til at følge føderalbanken. Samtidig vokser de amerikanske inflationstal med foruroligende hast, så nu banker det økonomiske mareridt kaldet »stagflation«, høj inflation og negativ vækst, for alvor på døren.
Altsammen peger i retning af »Alle nedsmeltningers Moder«, som Martin Wolf, økonomisk kommentator på The Financial Times i London, kaldte det i sin kronik den 19. februar. Wolf havde fået fat i en analyse, udarbejdet af Nouriel Roubini, professor ved The Stern School of Business på New Yorks Universitet og grundlægger af det økonomiske nyhedsbrev RGE Monitor. Ifølge professor Roubini er USA på vej ind i en særdeles ond cirkel, hvor en dyb recession vil lede til stadig større tab i finanssektoren, som igen vil lede til endnu større tab på finansmarkederne, hvor en nedsmeltning vil lede til en endnu dybere recession.
Professor Nouriel Roubini beskriver 12 skridt, som vil lede til en total nedsmeltning af den amerikanske økonomi. 1) De amerikanske huspriser fortsætter deres nedtur og udraderer 4.000-6.000 mia. dollars af de amerikanske familiers opsparing. Mere end 10 millioner amerikanske familier vil stå med en realkreditgæld, der overstiger husets værdi. 2) Tabene på de såkaldte »subprime-lån« fortsætter langt forbi de forventede 400 mia. dollar. 3) Kreditkrisen spreder sig til forbrugslån og udløser store tab på kreditkort, billån, studielån mv. 4) Obligationsforsikringsselskaberne mister den »AAA« kreditvurdering de alligevel ikke fortjener. 5) Et sammenbrud på erhvervsbyggemarkedet. 6) Kollaps af en større regional eller landsdækkende bank. 7) Store tab på højtbelånte virksomhedsovertagelser. Bankerne har flere hundrede milliarder af sådanne lån på deres bøger. 8) Bølge af virksomhedslukninger som følge af kreditkrisen. 9) Nedsmeltning af det »grå finanssystem«, hvor hedgefonde og de såkaldte »særlige investeringsinstrumenter«, SIV'er, opererer. 10) Yderligere sammenbrud på aktiemarkederne med kollaps af hedgefonde, som vil udløse en chokbølge af nye kursfald. 11) En total udtørring af likviditet på finansmarkederne, inkl. interbankmarkedet med voksende frygt for manglende solvens. 12) Ond cirkel af gigantiske tab, brandudsalg af aktiver, tvangslukninger m.m. der leder til et systemsammenbrud.
NY STAT I EUROPA: KOSOVA
Med et enigt parlament bag sig erklærede premierminister Hashim Thaci den 17. februar Kosova for selvstændig republik. Uafhængighedserklæringen udløste jubelscener i den nye hovedstad Pristina, men i Serbiens hovedstad Beograd blev den mødt med vrede og fordømmelse, og den 21. februar satte ophidsede demonstranter ild til USA's ambassade. På et topmøde i samarbejdsorganisationen CIS i Moskva den 22. februar advarede Ruslands præsident Vladimir Putin om, at USA's og de europæiske landes ensidige anerkendelse af Kosovas selvstændighed satte et »skrækkeligt fortilfælde«, der kan true hele det system af internationale relationer, som er blevet opbygget over årtier og århundreder. En kommentator på det russiske nyhedsbureau RIA Novosti uddybede Putins advarsler med henvisning til de seneste års skred væk fra den verdensorden, der blev etableret i Europa med Den westfalske Fred, 1648.
For befolkningen i Kosova, der for over 90 procents vedkommende er af albansk afstamning, var USA's og EU's åbne tilkendegivelse i sommeren 2007 af en anerkendelse af en eventuel løsrivelse fra Serbien et tilbud, man ikke kunne afslå. Erindringen om Slobodan Milosevic' brutale forsøg på »etnisk udrensning«, med næsten 1 million fordrevne under slutfasen af opløsningen af Jugoslavien i 1999, står stadig lyslevende. Men vejen til egentlig national selvstændig kan stadig blive lang og trang. I første omgang bliver Kosova blot et selvstyrende protektorat af EU.
Og det sker på et tidspunkt, hvor stærke kræfter i EU forsøger at eliminere enhver form for national suverænitet gennem Lissabon-traktaten. En af de højestråbende repræsentanter for disse kredse er Edward Lucas, Moskva-korrespondent for det britiske ugemagasin The Economist. I forbindelse med et foredrag på Brown Universitet i Providence, Rhode Island, den 26. februar fik Alexandra Peribikovsky og Matthew Ogden fra LaRouches politiske aktionskomité, LPAC, lejlighed til at diskutere med ham. Hans udmelding var krystalklar: »Jeg er en varm fortaler for Lissabon-traktaten. Jeg støtter den 100 procent. Landene i Europa har ingen brug for suverænitet. De har ikke længere noget behov for at være separate stater. Da de unge fra LPAC påpegede, at det ville betyde enden for det westfalske system, blev stemmeføringen ganske højlydt: »Jeg HADER det westfalske system!« Edward Lucas har netop udgivet en bog med titlen: »Den nye Kolde Krig: Putins Rusland og truslen mod Vesten«, og han tilhører de kredse i Storbritannien som bevidst udnytter Kosovas selvstændighedserklæring til at fremprovokere en ny hård konfrontation med Rusland.
Webcast med LaRouche: Onsdag den 12. marts kl. 18:00 www.larouchepac.com
