Fra LaRouche-bevægelsen 30. nov. 2014:
Menneskeheden har kun valget mellem to alternativer

Følgende kommentar fra Lyndon LaRouche under diskussioner med medarbejdere i går sætter på en skarp og kortfattet måde fokus på den strategiske situation og vores opgave:

»Vi må foretage et spring, og det er en kendsgerning. Men det er en kendsgerning, som ikke står klart for en masse overfladiske mennesker, der går barfodet rundt på lavt vand. Og det er, at det hidtidige, internationale system er døende, og der er kun to alternativer: generel atomkrig, eller også en form for forening blandt nationer, som vi ser det i BRIKS og lignende fora. Med andre ord, så er den eneste måde, hvorpå man kan bevare samfundet på globalt plan, er, at det netop er på globalt plan. Hvilket betyder, at man må være dedikeret den kendsgerning, at alle nationer arbejder på en måde meget lig den, hvorpå Rusland og Kina arbejder. Man kan på den russisk-kinesiske alliance måle, hvordan realiteten bliver, og vi er kun et klik fra det resultat.

Med andre ord, [står det klart,] hvis man er mentalt sund og rask: USA, befolkningen i USA, er bankerot, Canada er bakerot, de europæiske nationer, de vesteuropæiske nationer, er bankerot, de er alle sammen bankerot! Og, som den hidtidige form for nationer, kommer de aldrig ud af denne bankerot.

Det, der kommer til at ske, er, at man vil få en form for system som det, BRIKS repræsenterer. Man har et globalt system, med et system for hele verden. Dette verdenssystem vil, med hensyn til sprog og så videre, til dels udvise forskelligartethed. Men den hensigt, som skal opnås, som er, hvad der må opnås, vil føre til større og større forening. Det er, hvad der sker; man kan se denne tendens i Sydamerika nu. Den er langt stærkere der end andre steder. Det, der sker med Rusland og Kina, den russisk-kinesiske relation, er typisk for dette.

Det nuværende system, som tåbelige amerikanere stadig tror på, er døende og venter blot på at blive fejet af bordet.

Vi er på vej ind i et nyt system, hvor menneskeheden vil blive til et forenet system, forenet gennem praksis, ved hjælp af en praksis, som vil afstedkomme dette. Der vil være en skillelinje, hvor der skelnes klart. Der vil stadig være kulturer, nationale kulturer, som kan være unikke og have deres egne, unikke karaktertræk; men de vil alle være en del af den samme form for udvikling, som er i færd med at finde sin generelle forening. Der står vi nu.

Og dernæst, det vi gør i New York, og det vi gjorde i går aftes med New York, og med forberedelserne til det, går direkte i den retning. Det må vi blive ved med – det er, hvad der foregår. Det er ikke først det ene, og dernæst noget andet. Nu siger vi, at vi går mod et nyt system. For vi må have et tæt samarbejde med vores allierede, Kina, og med andre nationer, som, i princippet, i deres hensigt, er nære allierede. Vi vil gradvist finde en større og større overensstemmelse, mere og mere integration baseret på søgen efter at virkeliggøre nødvendige revolutioner i praktisk fremgangsmåde.

Og vi vil alle blive forenet i Kepler!«