Grækenlands Tsipras opfordrer indtrængende til en afgørelse om flygtninge:
’Dråben i havet må blive til en flod’

Grækenlands Tsipras opfordrer indtrængende til en afgørelse om flygtninge:
’Dråben i havet må blive til en flod’
image_pdfimage_print

4. november 2015 – Den græske premierminister Alexis Tsipras overværede overførslen af de første 30 flygtninge fra Grækenland til Luxembourg og mindede europæerne om deres humanitære forpligtelser. Både Tsipras og EU-kommissær for migration, indenrigsanliggender og borgerskab, Dimitris Avramopoulos (Grækenland), fremkom med det argument, at flytning af flygtninge må blive systematisk, for, som den græske premier sagde, at give flygtningene »mulighed for at gøre deres drøm til virkelighed«.

»Tredive flygtninge i forhold til tusinder, der er flygtet fra deres hjem i Syrien og Irak, er en dråbe i havet«, sagde Tsipras. »Vi ønsker, at denne dråbe skal blive til en strøm, og sluttelig til en flod af humanisme, medansvarlighed og fælles ansvar, for dette er de principper, på hvilke Den europæiske Union blev grundlagt.

Vi glæder os over at se disse børn smile. Men samtidig har vi et stort ansvar for at sikre, at disse smil bliver til mange flere i de kommende måneder, og for at stoppe disse ofre i det Ægæiske Hav, der gør europæisk kultur til skamme. Det er vores fælles ansvar, og vi må arbejde hårdt for at gøre dette til virkelighed og stoppe dette drama.«

Han holdt sin tale foran et forstørret fotografi af tre ældre kvinder fra Mytilene på øen Lesbos, der madede et syrisk flygtninge-spædbarn, og roste gæstfriheden og den støtte, som det græske folk i disse dramatiske tider har udvist. »Dette foto viser Europas virkelige, gode ansigt, og det er det Europa, vi ønsker at leve i«, sagde Tsipras. »Ikke i et Europa, der bygger mure og rejser pigtrådshegn.«

Med en påmindelse til tilhørerne om, at også Grækenland lider under EU, erklærede han: »Så lad os ikke glemme, at Grækenland er et land, der selv befinder sig i en humanitær krise, for en meget stor del af befolkningen lever nu, pga. den politik, der har været ført i de senere år, i fattigdom, lever nu under meget svære betingelser. Men det græske folk har imidlertid åbnet sine arme til disse mennesker, og især har indbyggerne på øerne udstrakt en varm omfavnelse.« Han sagde, at flygtningene »takkede Grækenland og det græske folk, der, vel vidende, hvad det vil sige at være flygtning, har taget imod dem«.

Han fortsatte, »Hovedproblemet er krigen i Syrien – vi må forene vores indsats for at samarbejde om at stoppe krigen i Syrien og stoppe disse menneskers behov for at forlade deres hjem. Indtil da må vi se, hvordan vi bedst organiserer både disse menneskers gæstfrihed i værtslandene, og koordinerer omfordelingsprocessen, som begyndte i dag.«

Tsipras krævede, at man etablerer modtagelsescentre i Tyrkiet for at forhindre flygtningene i at tage den farlige tur over havet.

Seks familier fra Syrien og Irak blev omfordelt under en toårig plan, som EU finansierer med 780 millioner euro. Flere end 580.000 flygtninge er kommet ind i Grækenland hidtil i år. Fra årets begyndelse og frem til 29. okt. var mindst 435 mennesker døde, inkl. mange børn, under den farlige overfart fra Tyrkiet og til de græske øer. Denne fare kunne undgås, hvis flygtningene blev registreret og kom ind i en legal omfordelingsplan fra selve Tyrkiet, sagde Tsipras.

Videoen har engelsk voice-over.

 

 

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*