Putin: Rusland er forpligtet over for fredsproces i Syrien;
fortsat militær årvågenhed over for terrorisme

17. marts 2016 – Den russiske præsident Vladimir Putin holdt i dag en tale i Kreml ved en ceremoni for præsentation af statsmedaljer til dem, der deltog i den militære operation i Syrien. Flere end 700 officerer, mænd og kvinder fra luftstyrkerne, styrker på jorden og flåden, deltog i ceremonien i Skt. Georgs Sal sammen med repræsentanter fra den militær-industrielle sektor.

Præsident Putin bekræftede, at russisk militærstøtte til Bashar al-Assads regering vil fortsætte, og at den russiske flygruppe hurtigt kunne deployeres tilbage til Syrien, om nødvendigt.

»Hvis det bliver nødvendigt, vil Rusland være i stand til at forstærke sin gruppe i regionen i løbet af få timer til en størrelse, der kræves i en specifik situation, og at bruge alle de tilgængelige muligheder«, sagde Putin. »Det er ikke noget, vi ville ønske at gøre. En militær eskalering er ikke vort valg. Derfor regner vi stadig med begge siders sunde fornuft, med tilslutning fra både de syriske myndigheders og oppositionens side til en fredelig proces.«

Den primære opgave for den tilbageværende russiske styrke i Syrien »er at overvåge våbenhvilen og skabe betingelser for en intern, politisk dialog i Syrien«, sagde Putin, inklusive elementer fra luftforsvaret for at forsvare dem. Han bekræftede også, at Rusland har hjulpet med at genoprette det syriske luftforsvars kapacitet, der tydeligvis er et meget skarpt budskab til Tyrkiet og andre magter, der stadig kunne have ambitioner i stil med Sykes-Picot i Syrien. »Vi går frem fra fundamentale, internationale normer: ingen har ret til at krænke et suverænt lands luftrum, i dette tilfælde Syrien«, sagde Putin. »Vi har, sammen med den amerikanske side, skabt en effektiv mekanisme for at forhindre hændelser i luften, men alle vore partnere er blevet advaret om, at vore luftforsvarssystemer vil blive brugt imod ethvert mål, som vi vurderer som en trussel mod russisk militærpersonel«, fortsatte han. »Jeg vil gerne understrege: ethvert mål.«

Russisk støtte til den syriske regering vil fortsætte i form af finansiel hjælp, forsyninger af udstyr og våben, hjælp til uddannelse og opbygning af syriske bevæbnede styrker, støtte til rekognoscering og hjælp til hovedkvarterer til planlægningsoperationer.

Mod slutningen af sin tale mindede Putin atter om Ruslands lektier fra Anden Verdenskrig, der har formet hans syn, som Lyndon LaRouche har påpeget, selv om Putin endnu ikke var født. Han bemærkede, at de nyeste russiske våben bestod prøven, ikke på øvelsesområder, men i ægte kamp. »Livet selv har vist, at de er en pålidelig garanti for vort lands sikkerhed«, sagde han, og dernæst, »Vi bør holde os de trusler for øje, der kommer, når vi ikke gør tingene til tiden; vi bør huske lektien fra historien, inklusive de tragiske begivenheder fra begyndelsen af Anden Verdenskrig og den Store Patriotiske Krig, den pris, vi betalte for fejltagelser i militæropbygning og planlægning, og manglen på nyt militærudstyr. Alt bør udføres til tiden, hvorimod svaghed, sjusk og forsømmelse altid er farligt.«

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin sammen med udenrigsminister Sergej Lavrov (venstre) og forsvarsminister Sergej Shoigu (højre).