Kontakt os: +45 53 57 00 51 eller si@schillerinstitut.dk

NATO’s nye »Operation Barbarossa«:
Hvad har det tyske forsvar mistet i Litauen?
af Helga Zepp-LaRouche

NATO’s nye »Operation Barbarossa«:
Hvad har det tyske forsvar mistet i Litauen?
af Helga Zepp-LaRouche
image_pdfimage_print

30. april 2016 — Betragter man NATO’s forskellige aktiviteter over for Rusland såvel som de amerikanske styrkers over for Kina, så får man et billede af en politik, der er lagt an på indkredsning og provokation, og som i sidste ende egentlig kun kan munde ud i den store katastrofe. At lige netop den tyske regering nu vil udstationere tyske soldater som en del af NATO’s tusinde mand store bataljon i Litauen – 71 år efter Hitlers tilintetgørende nederlag under hans vanvittige felttog mod Sovjetunionen – det er en skandale.
Efter at præsident Obama allerede inden sit sidste besøg i Hannover havde tilkendegivet, at han ville kræve et større militært engagement og større økonomiske bidrag fra Tysklands side, havde forbundskansler Merkel intet bedre at tage sig til end »bag lukkede døre« at forsikre Storbritanniens, Frankrigs og Italiens regeringschefer på det såkaldte minitopmøde med præsident Obama i Hannover, at det tyske militær nok skulle bidrage til NATO’s fortsatte østekspansion. Endegyldigt skal denne mission med skiftende, kort udstationeret mandskab vedtages på det kommende NATO-topmøde i Warszawa i begyndelsen af juli, hvor en hel række yderligere offensive forholdsregler ligeledes skal sættes i gang mod Rusland.
På sikkerhedskonferencen i Moskva, der lige har fundet sted, advarede den russiske NATO-gesandt Alexander Grusjko om konsekvenserne af NATO’s konfrontationspolitik på dennes østflanke som for eksempel den såkaldte permanente tropperotation (hvoraf de tyske tropper kun skal udgøre en del), den fortsatte udstationering af tunge våbensystemer i forskellige østeuropæiske stater, uafbrudte manøvrer, vedvarende overvågning af luftrummet, og forstærkning af flådeenhederne i Østersøen og Sortehavet. Under den sidste episode i Østersøen, hvor russiske kampfly fløj hen mod amerikanske krigsskibe, der befandt sig godt 120 km fra den russiske enklave Kaliningrads kyst, påberåbte man sig fra amerikansk side den såkaldte »anti access/area denial« (A2AD) og hævdede, at Rusland forhindrer den frie adgang til militær hjælp til De baltiske Lande – hvor det i virkeligheden drejede sig om at stille spørgsmål ved Ruslands ret til at forsvare sig selv i umiddelbar nærhed af sine egne grænser.
Noget andet, der forberedes, er militære brigader, der skal sammensættes af tropper fra Bulgarien, Rumænien, Ukraine såvel som Litauen og Polen. Også udbygningen af det amerikanske raketforsvarssystem i Østeuropa fortsætter uforstyrret, selv om enhver begrundelse om, at dette forsvarssystem skal tjene som værn mod iranske raketter, er faldet bort med »P5+1«-aftalen med Iran. Det er nu helt klart, at det skal tjene til at udslette Ruslands mulighed for gengældelsesangreb.

Det kan kun forklares som et eksempel på kollektiv lammelse og hukommelsestab, at så godt som ingen i Tyskland stiller det spørgsmål, hvorfor Obamaadministrationen i de kommende år vil give en billion dollars (!) til at modernisere det samlede amerikanske kernevåbenarsenal – indbefattet de i Tyskland udstationerede taktiske kernevåben B61-12 – for (sammen med stealth-fly) at gøre det mere »indsatsegnet«, sådan som det for nylig fastsloges under en høring i det amerikanske senat af fru senator Feinstein. Alt dette finder stadig sted i et miljø, som militæranalytikere som Ted Postol eller Hans Kristensen betegner som farligere end højdepunktet af den kolde krig, altså Kubakrisen, hvilket fik personligheder som Mikhail Gorbatjov og den afdøde Helmut Schmidt til for ikke særligt lang tid siden til at advare mod en tredje verdenskrig.

Denne gang går fru Merkels og de karrieresyge militærpersoners imødekommende, vasalagtige troskab for vidt. Tysklands øgede deltagelse i NATO’s indkredsningsstrategi over for Rusland, hvor NATO rykker helt frem til Ruslands grænser, og ikke omvendt – den russiske udenrigsminister Lavrov talte om et »beskidt forsøg på at stille sandheden på hovedet« – , sætter selve Tysklands eksistens på spil, idet der intet vil blive tilbage af landet eller dets indbyggere, dersom en atomkrig virkeligt finder sted. Og ingen kan overbevise os om, at fru Merkel, fru von der Leyen (den tyske forssvarsminister) og forsvarsledelsen overhovedet intet skulle vide om dette.

Oven i NATO-operationerne mod Rusland kommer de amerikanske stridskræfters ligeledes eskalerende provokationer over for Kina – hvor USA slår på »den frie sejlret i havet« i Det sydkinesiske Hav, selv om Kina ikke en eneste gang har forhindret denne – de hermed begrundede krænkende overflyvninger af det kinesiske territorium, de omstridte øer og rev, forsøget på at udnytte krisen omkring Nordkorea til at udstationere det mod Kina og Rusland vendte THAAD-raketsystem i Sydkorea, og udsendelsen af yderligere 250 amerikanske specialtropper i Syrien uden tilladelse fra den syriske regering, uden mandat fra FNs sikkerhedsråd og uden den nødvendige bemyndigelse fra den amerikanske kongres, sådan som den amerikanske forfatning kræver det.

Alt dette er elementer af en yderst risikabel politik. Er den lagt an på at lokke Rusland og Kina i en fælde for at fremprovokere reaktioner, der så kan bruges som påskud for stort anlagte straffeaktioner? Drejer det sig om opmarch for et førsteangreb, der svarer til de forskellige doktriner såsom Prompt Global Strike eller Air-Sea Battle? Tror man virkeligt i fuldt alvor, at udgifterne til en ny oprustningsspiral i kombination med farverevolutioner vil fremkalde regimeskift i Moskva og Beijing, fordi landenes befolkninger vil rejse sig mod Putin og Xi Jinping? Alle disse varianter er vanvittige. I alle tilfælde risikerer man at udslette menneskeheden i en verdensomspændende, termonukleær krig.

Problemet er hveken Rusland eller Kina, men den neoliberale finanspolitik, der ligger til grund for en indbildt nødvendighed af at udvide den transatlantiske imperialistiske politik. Fastholdelsen af denne politik er i sidste ende grunden til, at der ikke er nogen, der taler om »årsager« til den flygtningekrise, der er resultatet af de på løgne begrundede krige i Sydvestasien, og af den politik, der har nægtet Afrika udvikling på grund af Den internationale Valutafonds berygtede kreditbetingelser. Det var denne politik, der åbnede en uudholdelig afgrund mellem rig og fattig i mange dele af verden, og som synes rede til at at ofre alt til gavn for få og på manges bekostning på højrisikospekulationens alter. Og netop denne politik er håbløst bankerot, sådan som de lige så afsindige debatter om »helikopter-penge« demonstrerer.

Bare tanken om, at vi her 71 år efter det fuldstændige nederlag for nationalsocialisterne, der bragte uendelige lidelser over den russiske befolkning såvel som mange andre lande – ikke mindst vort eget – atter kan deltage i en »Operation Barbarossa« mod Rusland, må tilbagevises med fuldt eftertryk, også i praksis. Når alle de for tiden planlagte optrapninger, indbefattet Ukraines og Georgiens tilbudte medlemskab som »associerede partnere« til NATO, hvilket Rusland for længst har betegnet som en rød linje – når det mulige NATO-medlemskab for Finland og Sverige og udsendelsen af enheder fra det tyske forsvar til Litauen besluttes på det kommende NATO-topmøde, så befinder vi os sandsynligvis på den direkte vej til Helvede.

Vi må benytte de to resterende måneder til at fremføre at alternativ, og et sådant er »Win-win«-sammenarbejdet med Rusland og Kina, uden hvilket intet af de problemer, der truer vor eksistens – krigsfaren, det truende finanskrak, flygtningekrisen eller terrorismen – vil kunne løses. Og vi kan ikke gøre det sande Amerika nogen større tjeneste end ved at stå fast på dette samarbejde.

Der er en udvej: Vi må sammen med Rusland, Kina og Indien udbygge Den nye Silkevej for at fremkalde en økonomisk opbygning af Sydvestasien og Afrika og for at genopbygge vor egen produktive økonomi; og vi må gøre det klart for Amerika, at vi ikke er rede til at begå selvmord for at opretholde et imperium, der for længst har forstrakt sig ved sin egen opførsel. Derimod indtager George Washingtons, Alexander Hamiltons, Abraham Lincolns, Franklin D. Roosevelts og John F. Kennedys Amerika en æresplads inden for den samlede menneskehed.

4 Kommentarer

  1. Jens Christian Bisgaard 8 år siden

    Jeres artikel beskriver dybest set at den internationale paranoia er stigende med gensidig mistro og optrapning, som ikke virker betryggende, men i skyder ensidigt skylden på USA og vesten.

    Putin’s udmeldinger om at de Baltiske lande ikke kan forsvares kan da ikke virke betryggende på de mennesker, der bor der, eller hvordan vurderer I det ?

    Russiske militære styrke har besat Krim. Om det er rimeligt er en lang diskussion, men det er dog en udnyttelse af militære styrker til at opnå et politisk mål.

    Russiske tropper står i det Østlige Ukraine uden at være inviteret af den Ukrainske regering.

    Polen og andre lande i nærheden må se på det med bekymring.

    Men de episoder udelader I helt af beskrivelsen.

    NATO’s udvidelse Øst på må naturligvis være irriterende for russerne, men man kan dog sige at udvidelsen foregår frivilligt.

    Sverige har for nyligt overvejet et medlemskab af NATO. Reaktionen fra den Russiske udenrigsminister var barsk med trusler etc.

    Jeg tror i virkeligheden at svenskerne ikke er særligt interesseret i et medlemskab af NATO, men jo mere man truer af dem, jo mere sandsynligt er et medlemskab.

    Er der ikke en anden mulighed : at Lavrov skruede op for charmen og tog over til et møde med svenskerne og sagde at fra os har I ikke noget at frygte og lagde op til et konstruktivt samarbejde.

    Tilsvarende kan man sige om forholdet til Finland.

    Man kan sige at NATO’s udvidelse har været destabiliserende og Russerne med rette er blevet noget irriterede, men jeg er ikke sikker på at den Russiske reaktion har været helt hensigtsmæssig.

    Trusler mod mindre omkring liggende lande, det er at bede dem om, at melde sig ind i NATO.

    Hvad mener I om den synsvinkel ?

    • hans 8 år siden

      Jens,

      jeg kan se der er mange fakta der er udeladt i dit verdensudsyn, såsom at anglo-amerikanske interesser kørte Maidan kuppet i 2015 ved hjælp at russofobiske neo-nazistiske paramilitære enheder, her tænkes primært på Pravy Sector.

      Hvorom alting er, så har London med Washington som følge reelt erklæret krig mod Rusland, og tingene foregår som alle de andre krige førhen at krigen skal sælges til befolkningen igennem massiv propaganda, der benytter sig af direkte løgne, fortielser, karaktermord og fordrejede (nar)rativer ligesom det skete med masseødelæggelsesvåben (WMD) kampagnen inden Irak krigen i 2003.

  2. jens christian Bisgaard 8 år siden

    Hans, du svarer reelt ikke på mit spørgsmål.

    Om den russiske politik overfor mindre omkring liggende lande er velovervejet.

    Hvis vi nu siger, at du har ret vedrørende amerikansk indblanding i problemerne i Ukraine, hvad har det så egentlig med svenkerne og finnerne at gøre ?

    Hvorfor få et dårligt forhold til dem, hvis det er ameikanerne der laver problemer ?

    Med venlig hilsen 

    Christian

    • hans 8 år siden

      Jens, hvis du har fulgt hele sagen så burde du også vide at medie-propagandaen om Ruslands såkaldte 'agressive' adfærd er baseret på hændelserne i Ukraine. Denne propaganda er så blevet brugt til at piske en stemning op i andre lande, bl.a. baltikum.

      Der er jo desværre nok også interne faktorer i disse lande som spiller med på denne agenda. Disse faktorer gør det ikke af hensyn til deres land eller noget andet, men har interesser der ligger indenfor det system der har skabt hele misæren.

      Venlig Hilsen

      Hans

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*