Irma hærger Florida; Georgia og de to Carolina-stater vakler allerede

Irma hærger Florida; Georgia og de to Carolina-stater vakler allerede
image_pdfimage_print

11. sept., 2017 – Efter at have ramt Florida Keys, og igen ramt Naples, Florida, har orkanen Irma hærget i hele staten – fra nord til syd, og fra øst til vest. Udfald i elforsyningen har ramt henved 10 mio. mennesker, defekte kommunikationssystemer er overalt, og blokerede veje gør det ekstremt vanskeligt at foretage et totalt skøn over skaderne, især i Florida Keys, som en reporter på stedet beskrev som en »krigszone«.

Foreløbig rapporteres der om fire dødsfald i Florida, men myndighederne forventer, at dette tal vil stige, især ødelæggelserne i Florida Keys taget i betragtning. Fox News rapporterede, at der her ikke er brændsel, elektricitet, vand i vandhanerne eller fungerende mobiltelefoner.

»Borgerne vil ikke kunne vende tilbage til Florida Keys i flere uger«, sagde rådgiver fra Homeland Security, Tom Bossert, i dag. Der er meget få forsyninger, og det varsler en humanitær krise for dem, der ikke tog væk.

På en pressekonference her til morgen skønnede Eric Silagy, præsident for statens største elværk, Florida Power and Light, at mere end halvdelen af staten – 10 millioner mennesker – er uden strøm, hvilket langt overstiger de 6,2 mio., der mistede strømmen under superstormen Sandy. Bemærk: I 2013 pralede FPL med, at de havde investeret $3 mia. i »smartgrid-infrastruktur« for at skabe et »stærkere, smartere og mere stormresistent elektricitetsnet«, rapporterede The Atlantic. Det var stort set »det bedste, landet kunne have præsteret«, men nu har Irma åbenbart »ødelagt i hvert fald en stor del af dette system«.

FPL’s vicepræsident for kommunikationer, Rob Gould, sagde til ABC, at, alt imens østkystnettet kunne genoprettes inden for en standard tidsramme, så ville der blive behov for en »engros-genopbygning« af vestkystens elektricitetsnet, som muligvis ville blive den længste og mest komplekse i USA’s historie.

Med stormen, der bevægede sig mod nord, forårsagede et skybrud store oversvømmelser i Jacksonville, på grænsen til Georgia, som udløste et nødvarsel om akut oversvømmelse. Da Irma kom ind over Georgia, rapporteredes om en tornado, afledt af stormen, på kysten, og man udstedte for første gang nogensinde varsel om en tropisk storm (vindstyrke mellem 39 og 73 mil/timen) over Atlanta. I de næste to dage vil Irma fortsætte i nordvestlig retning, ind i Alabama, Mississippi og Tennessee. Ifølge www.weather.com er situationen i Charleston, South Carolina, »dyster«, og myndighederne har udstedt varsel om pludselige oversvømmelser pga. kraftige skybrud. Flere end 120.000 kunder i hele staten er uden strøm.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*