Stem på Schiller Instituttets Venner
– se her i vores Valgprogram, hvorfor:

Stem på Schiller Instituttets Venner
– se her i vores Valgprogram, hvorfor:
image_pdfimage_print

Tom Gillesberg: Mange vælgere, der er så heldige at stifte bekendtskab med kampagnen fra Schiller Instituttets Venner til kommunalvalget i København og ved valget til Region Hovedstaden, glæder sig over endelig at møde folk med store visioner og ideer for fremtiden, noget, der i den grad mangler i den gængse politiske debat. Men kort tid efter melder sig så næste spørgsmål: Hvorfor stiller I op til de lokale valg med ideer, der ikke besluttes kommunalpolitisk, men kun i Folketinget, i finansverdenen eller tilmed i international sammenhæng?

Det gør vi, fordi den største forhindring for, at vi her i København og resten af Danmark kan få en langt bedre velfærd og et fremtidigt spændende liv, er den mørklægning, som de offentlige institutioner og medierne har af både de vigtigste negative og positive udviklinger, der finder sted i verden. De katastrofer, der truer os, og de gigantiske muligheder, der er der for os.

På den ene side den akutte fare for et finanssammenbrud værre end i 2007-2008 og den aktive kampagne for at få Danmark involveret i permanent konfrontation, og på den anden en fantastisk chance for, at vi sammen med Kina, Rusland og størstedelen af resten af verden skaber økonomisk udvikling og opbygning rundt om i verden med Kinas politik for Den Nye Silkevej, en politik baseret på de principper, som Schiller Instituttet har kæmpet for siden sin grundlæggelse i 1984. Den kinesiske politik for Den Nye Silkevej, eller Bælte og Vej Initiativet, som den også kaldes, og som er en international fortsættelse af den kinesiske politik, der har løftet 700 mio. kinesere ud af dyb fattigdom, vil betyde enorme fremskridt for såvel fattige som rige overalt på kloden.

For fattige betyder den, at de bliver løftet ud af fattigdom og håbløshed gennem brugen af moderne infrastruktur og teknologi. For rige lande, som f.eks. Danmark, betyder den, at vi får moderne infrastruktur, som f.eks. magnettog, der kører 550 km/t, eller højhastighedstog, der kører 300-380 km/t. Det vil gøre det muligt at tage turen fra København til Århus på 35-60 min. alt efter togtype og gøre det meste af Danmark til en forstad til København. Det vil betyde, at Danmark som en del af et moderne infrastrukturnet har langt kortere til andre lande og vil have en langt større og mere lukrativ samhandel med omverdenen. Det vil betyde, at vi kan gøre op med det defekte paradigme baseret på nulvækst, serviceøkonomi og finansspekulation, der har domineret Europa og USA alt for længe, og som har betydet manglende fremgang for de fleste og en voksende håbløshed og velfærdsreduktion for mange.

En overgang til Silkevejens nye paradigme indebærer en tilbagevenden til ideen om videnskabeligt og teknologisk fremskridt, og at det er naturligt, at levestandarden skal vokse fra årti til årti. F. eks. ved at sygdomme, der før ville ødelægge vores livskvalitet eller slå os ihjel, pludselig kan besejres med moderne medicin og teknologi, og fordi vi har råd til hele tiden at bruge flere penge og ressourcer på vores sundhedssystem.

Det betyder også, at vi kan bruge flere ressourcer på uddannelse i alle aldre og iværksætte tiltag, der vil øge evnen til selvstændig tankegang og kreativitet, som f.eks. gratis instrumental- og sangundervisning til alle børn. Vi vil bruge stadig flere penge på uddannelse, og det kan vi tillade os, hvis store offentlige infrastrukturinvesteringer og en aktiv politik for at sikre maksimalt videnskabeligt og teknologisk fremskridt sørger for en hurtig voksende produktivitet i økonomien som helhed. Ikke skabt gennem nedskæringer og smalhals, men gennem at investere maksimalt i den største ressource, vores samfund har: Dets befolkning og dets fremtidige generationer.

Alle de øgede ressourcer, vi skal bruge lokalt og regionalt, vil ikke være til rådighed, med mindre vi ændrer det nuværende defekte paradigme – med mindre vi kan ændre den måde, folk her i København og i resten af Danmark tænker på. Derfor skal du hjælpe vores kampagne og dermed hjælpe dig selv, din familie, dit lokalsamfund, dit land og resten af verden.

Inden for kort tid kan den nuværende økonomiske optimisme herhjemme, drevet af finansielle bobler og bygning af luksusboliger, de færreste i dag har råd til, hurtigt være erstattet af en krise, der er værre end den i 2008. Derfor skal vi handle nu, inden næste finanskrak, med gennemførelsen af en række tiltag, som vi herhjemme og i resten af den vestlige verden burde have iværksat efter krisen i 2008. De findes beskrevet i programmet nedenfor, som LaRouches Fire Love. Mindre kan ikke gøre det, men gennemfører vi disse reformer, og får vi Danmark til at blive en del af Den Nye Silkevej og det optimistiske nye paradigme, så er der ingen grænser for, hvad vi vil være i stand til, både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Så kan vi bryde ud af nulsumsspillets evige prioriteringer og nedskæringer og i stedet investere stadigt mere i den nuværende og fremtidige befolkning.

Stem på Schiller Instituttets Venner, men tag også et ansvar for, at de virkelige spørgsmål, der vil afgøre vores fremtid, kommer til offentligt skue. Vær også med til at bryde mørklægning af de virkeligt spændende og afgørende spørgsmål, som netop nu bliver holdt ude af medierne og diskussionen.

København, 10. nov., 2017.

Tom Gillesberg, kandidat til borgmesterpost og regionsråd i København for Schiller Instituttets Venner; formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Download (PDF, Unknown)

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*